GENERALDIREKTORATET FOR INTERNE POLITIKKER TEMAAFDELING C: BORGERNES RETTIGHEDER OG KONSTITUTIONELLE ANLIGGENDER RETLIGE ANLIGGENDER Haagkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne NOTAT PE 462.496 DA
Dette dokument er bestilt af Europa-Parlamentets Retsudvalg. FORFATTERE Philippe Lortie Haagerkonferencen om International Privatret 6, Scheveningseweg 2517 KT Haag Nederlandene ANSVARLIG ADMINISTRATOR Vesna NAGLIC Temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender Europa-Parlamentet B-1047 Bruxelles E-mail-adresse: vesna.naglic@europarl.europa.eu SPROGUDGAVER Originalsprog: EN Oversættelser: BG/CS/DA/DE/EL/ES/ET/FR/IT/LV/LT/HU/MT/NL/PL/PT/RO/SK/SL/FI/SV OM REDAKTØREN Skriv til følgende e-mail-adresse for at kontakte temaafdelingen eller abonnere på dens månedlige nyhedsbrev: poldep-citizens@europarl.europa.eu Europa-Parlamentet, redaktionen afsluttet i november 2012. Den Europæiske Union, 2012 Dette dokument er tilgængeligt på internettet på: http://www.europarl.europa.eu/studies ANSVARSFRASKRIVELSE De synspunkter, der gives udtryk for i dette dokument, er udelukkende forfatterens ansvar og afspejler ikke nødvendigvis Europa-Parlamentets officielle holdning. Eftertryk og oversættelse til ikkekommercielle formål er tilladt, forudsat at kilden angives, og udgiveren underrettes på forhånd og tilsendes et eksemplar. 2
Haagkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne SAMMENDRAG Formål: opfordring til at tiltræde Haagkonventionen af 2000 om international beskyttelse af voksne De europæiske lande, der ikke allerede har gjort det, opfordres til at tiltræde Haagkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne. Følgende lande i Europa har allerede undertegnet og/eller ratificeret eller tiltrådt konventionen af 2000 om beskyttelse af voksne: Cypern, Tjekkiet, Estland, Finland, Tyskland, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Polen, Schweiz og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Konventionen, som blev forhandlet i slutningen af sidste århundrede, blev udformet med henblik på at imødekomme mobile befolkningsgruppers behov i det 21. århundrede og reagere på de demografiske forandringer i Europa og i mange lande verden over. Baggrund Indføring i konventionen Verdensbefolkningens stigende gennemsnitsalder har i kombination med en større international mobilitet skabt behov for en bedre international beskyttelse for sårbare voksne gennem lovregulering og internationalt samarbejde. Den øgede levetid i mange lande er ledsaget af en tilsvarende stigning i forekomsten af alderdomsrelaterede sygdomme. I takt med at det bliver lettere at rejse på tværs af landegrænserne, vælger mange mennesker, der når pensionsalderen, at tilbringe den sidste del af deres liv i udlandet. Der opstår stadig oftere internationalprivatretlige spørgsmål vedrørende f.eks. forvaltning eller salg af ejendele, der tilhører personer med svækket åndsevne. Når voksne selv på forhånd har organiseret deres beskyttelse for den tid, hvor de ikke vil være i stand til at varetage deres egne interesser, f.eks. ved at udpege en repræsentant, er det vigtigt, at sådanne ordninger bliver respekteret i udlandet. Der opstår bl.a. spørgsmål om, hvilken lov der gælder, og hvem der kan repræsentere den voksne, og med hvilke beføjelser. Det er i en sådan situation vigtigt at have klare regler om, hvilke myndigheder der er kompetente til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte den voksnes person eller ejendom. Haagkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne tager fat på mange af disse spørgsmål ved at fastsætte regler om kompetence, lovvalg og international anerkendelse og fuldbyrdelse af foreløbige retsmidler. Konventionen indfører også en ordning for samarbejde mellem myndighederne i de kontraherende stater. Konventionen fremmer nogle vigtige målsætninger i FN's konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (New York), som trådte i kraft den 3. maj 2008, navnlig artikel 12 om lighed for loven, og artikel 32 om internationalt samarbejde. Konventionen af 2000 om beskyttelse af voksne Konventionen er bygget op på samme måde som konventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende 3
Temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn 1, men er blevet tilpasset for at opfylde sårbare voksnes specifikke behov. Konventionen gælder for beskyttelse i forbindelse med internationale forhold for voksne, der på grund af svækkelse eller utilstrækkelige åndsevner ikke er i stand til at varetage deres interesser. 2 En voksen er defineret som en person, der er fyldt 18 år, men konventionen gælder også for beskyttelsesforanstaltninger truffet i forbindelse med en voksen, der ikke var fyldt 18 år, da foranstaltningerne blev truffet. 3 Artikel 3 beskriver de typer af beskyttelsesforanstaltninger, der er omfattet af konventionen, men foregiver ikke at være udtømmende. Foranstaltningerne omfatter f.eks. fastslåelse af manglende handleevne, oprettelse af en beskyttelsesordning for den voksne, udpegning af og opgaver for en person, der repræsenterer den voksne eller har ansvaret for den voksnes ejendom. Konventionen fastlægger ensartede regler for, hvilket lands myndigheder der er kompetente til at træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. I henhold til konventionen ligger kompetencen som udgangspunkt hos myndighederne i det land, hvor den voksne har sit sædvanlige opholdssted 4, men der anerkendes også en konkurrerende, men subsidiær, kompetence hos myndighederne i det land, hvor den voksne er statsborger. 5 Det accepteres også, at myndighederne i det land, hvor ejendom tilhørende den voksne er beliggende, kan være kompetente til at træffe beskyttelsesforanstaltninger vedrørende denne ejendom 6, og at myndighederne i det land, på hvis område den voksne 7 eller ejendom tilhørende den voksne 8 befinder sig, kan være kompetente til at træffe hasteforanstaltninger 9 eller midlertidige foranstaltninger med begrænset territorial virkning til beskyttelse af den pågældende person 10. Der gives yderligere fleksibilitet ved at tillade, at de myndigheder, der som udgangspunkt er kompetente, anmoder myndighederne i visse andre lande om at træffe beskyttelsesforanstaltninger, når dette er i den voksnes interesse. 11 Generelt skal myndighederne i de kontraherende stater anvende deres egen lovgivning ved udøvelsen af kompetence i henhold til konventionen. 12 Der gælder en undtagelse fra den generelle lovvalgsregel vedrørende repræsentationsbeføjelser. Hvis en voksen har lavet forhåndsaftaler om omsorg for og/eller repræsentation af den pågældende i tilfælde af manglende habilitet, skal spørgsmålet om gyldigheden af disse aftaler i det nye bopælsland løses. Den voksne kan i henhold til konventionen bestemme, hvilken lovgivning der skal gælde for spørgsmål om eksistensen, omfanget, ændringer og bortfald af de beføjelser, der udøves af en person, der repræsenterer den voksne. 13 Den voksne kan vælge lovgivningen i: a) et land, hvori den voksne er statsborger, b) det land, hvor den voksne tidligere havde sædvanligt opholdssted, eller c) et land, hvor den voksnes ejendom befinder sig. 14 Konventionen giver dermed mulighed for anerkendelse af "fuldmagt" eller lignende institutioner i kontraherende stater, der ikke har en tilsvarende institution. Dette giver den voksne sikkerhed for, at tidligere indgåede aftaler om forvaltning af den pågældendes anliggender vil blive respekteret i andre kontraherende stater. I henhold til konventionen vil beskyttelsesforanstaltninger rettet mod en voksens person eller ejendom, der er truffet i en kontraherende stat, blive anerkendt i kraft af lovgivningen 1 Konventionen fra 1996 vil fra 1. januar 2013 være i kraft i alle EU's medlemsstater undtagen Belgien og Italien. 2 Artikel 1. 3 Artikel 2. 4 Artikel 5. 5 Se artikel 7 og den forklarende rapport af P. Lagarde. 6 Artikel 9 og den forklarende rapport. 7 Artikel 10 og 11 og den forklarende rapport. 8 Artikel 10 og den forklarende rapport. 9 Ibid. 10 Artikel 11 og den forklarende rapport. 11 Artikel 8. 12 Artikel 13. 13 Artikel 15. 14 Ibid. 4
Haagkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne i alle andre kontraherende stater. Anerkendelse kan kun nægtes af visse begrænsede årsager. 15 Konventionen indeholder også bestemmelser om fuldbyrdelse af sådanne foranstaltninger. Ligesom flere andre nylige Haagkonventioner indeholder konventionen af 2000 om beskyttelse af voksne bestemmelser om samarbejde mellem landene med henblik på at øge beskyttelsen af voksne uden handleevne. Samarbejdssystemet, som er fleksibelt og gør det muligt at bruge eksisterende kanaler, omfatter bl.a. informationsudveksling, fremme af aftalte løsninger i omstridte sager og lokalisering af forsvundne voksne. De kontraherende stater skal udpege en central myndighed til at varetage de opgaver, der pålægges dem ved konventionen 16, og som primært sigter mod at fremme en effektiv kommunikation mellem de kontraherende stater og gensidig bistand. 15 Artikel 22. 16 Artikel 28. 5