Grundtvig og kærligheden. Kærlighedsforståelsen i N. F. S. Grundtvigs (1783-1872) prædikener

Grundtvig og kærligheden. Kærlighedsforståelsen i N. F. S. Grundtvigs (1783-1872) prædikener Fire opfattelser af kærlighed Eros: Når jeg forenes med X eller NN, Den romantiske kærlighedsopfattelse bliver jeg tilfreds, lykkelig og fuldendt eller hel Agape Den før-romantiske, feudale, traditionelle, patriarkalske opfattelse af kærligheden Jf. eksemplet i Ordbog over det danske Sprog XI 1929 artiklen kærlig : Råbet Kjærlig! anvendes i ældre sprog af de søfolk, som skal trække sammen og samtidigt i det samme tov. Med dette udråb signalerer de til hinanden, at de villigt og uegennyttigt skal glemme deres individuelle tanker og lyster og ofre sig for den fælles sag. Kraft, Sandhed og Kiærlighed De tre sider forklarer, supplerer, betinger, forårsager og forudsætter hinanden: Kraft Sandhed Kiærlighed

Kraft, Sandhed, Kiærlighed Grundtvigs tanker om den inderlige sammenhæng mellem kærlighed, magt, kraft, viden og sandhed 1. Der er og der bør være: et levende Baand mellem Magt og Kraft, Sandhed og Kiærlighed 2. Der er og der bør være en ligesaa inderlig som trøstelig og glædelig Forbindelse mellem Magt og Kraft, Sandhed og Kiærlighed 3. Der er og der bør være en fuldkommen og uopløselig Forbindelse mellem Magt og Kraft, Sandhed og Kiærlighed 4. (Jf. GPV I, 435, 434, 436). Eksempler på trekantede figurer Enheden af de tre størrelser udgår Menneske-Maalet, Dyden eller Retfærdigheden : Kraft Sandhed Kiærlighed Magt Sandhed Kiærlighed Magt Viisdom Godhed Magt Sandhed Godhed Kraft Sandhed Godhed Magt Viisdom Kiærlighed Kraft Viisdom Kiærlighed Held, Lykke, Fremgang, Forfremmelse, Velsignelse Den fuldvoksne og udlærte kristne broder besidder den højeste grad af godhed, kærlighed, viden, kraft, magt og lykke. Derfor Ch. V. [Christne Venner] lad os ogsaa idag rolig og glædelig betragte vor fuldvoxne Broder i Christo, den hellige Stephanus, og prise Gud, som har givet Mennesker saadan Magt, Syndere saa overflødig Naade, Dødens Trælle det evige Liv! ( 2den Juledag 1847 ). Formålet med at vælge at blive et medlem af et Samfund Formålet med at gå ind i et Samfund er at erhverve sig en højere grad af dyd, kærlighed, kraft, magt,

viden og visdom end den som findes hos de mennesker som lever uden for dette Samfund. Hvis ikke de kristne udvikler en højere grad af kraft, visdom, godhed, retfærdighed og kærlighed og derfor oplever en højere grad af Fremgang, Lykke og Held end verdens børn, har Guds evangelium været forgæves. Ordene Kiærlighed og Selv Kærlighed er sammenknyttet med: Selv-Opoffrelse, Selv-Fornedrelse, Selv-Fornægtelse, Selv-Ydmygelse, Selvbeherskelse, Selv-Prøvelse og Selv-Anklagelse Ukærlighed er sammenknyttet med: Selvraadighed, Selv-Følelse, Selvtillid, Selv-Ophøielse, Selvstændighed, Selv-Klogskab, Selv-Bedrag, Selvros, de Selvgode og det selvgjorte Selvklogskab, Selvraadighed Selvklogskaben består i, at man elsker og stoler på sine egne følelser, spontane fornemmelser, tanker og værdier. På den måde kun at stole på sig selv er at leve i en drøm eller indbildning. Jf. GP X, 101: At være selvklog er blindt at følge sine Tilbøieligheder. GP IX, 252: Det, som præger den moderne tid, er Mængdens Selv-Klogskab. Det kognitive skema i teksterne indebærer, at en sand kærlighed udtrykker sig i en selvfornægtelse og selvfornedrelse ud fra en forståelse af, at der findes en ånd, værdi eller overmagt, som er større, klogere og bedre, og som har en moralsk ret til at kræve hengivenhed, lydighed, følgeskab og efterfølgelse. Selvklogskaben og Selv-Klogskaben Storagtighedens fristelse består i, at man tror, at man er bedre, klogere eller større end eller lig med sin mester. Selvklogskaben og Selv-Klogskaben viser sig ved, at man elsker og foretrækker og ukritisk stoler på sine egne tanker, fornemmelser og følelser og er utilbøjelig til at anerkende, at der kan findes nogen, som er klogere end en selv. Selvklogskaben er et udtryk for egenkærlighed og ukærlighed. At være selvklog er at tro, at man kun kan opnå lykken ved at følge sine egne tanker, og at indbilde sig, at man har en ret til at følge sine egne tanker og lyster. Selvklogskaben og Selv-Klogskaben At blive mere kærlig indebærer og forudsætter, at man indser, at ens tanker, værdier og fornemmelser kan være misvisende. At være selvklog eller selvrådig er både upassende, ukærligt og selvskadeligt. At være kærlig er at

gøre det, som er passende og gavnligt i konteksten, og at blive mere kærlig er derfor adaptivt og gavnligt for en selv og fremmende for ens interesser. At være selvklog eller selvrådig er både upassende, ukærligt og selvskadeligt. At være kærlig er at gøre det, som er passende og gavnligt i konteksten, og at blive mere kærlig er derfor adaptivt og gavnligt for en selv og fremmende for ens interesser. At blive mere kærlig indebærer, at man tilpasser sig konteksten og derved lærer at gøre det, som er passende. At være selvklog og selvrådig er at nægte nødvendigheden af at tilpasse sig den givne kontekst. Kærlighed er selvopofrelse og det modsatte af selvklogskab og selvrådighed Jf. GSV II, 296 nr. 104: Polykarp : Han mellem Luer stod. / Han folded sine Hænder / Og takkede sin Gud, / Som Kalken med hans Frelser / Ham gav at tømme ud. / I Ham gav de røde Luer / En ægte Straale-Krands, / Kun Stefans Martyr-Krone / Kan overstraale hans. / Han var den sidste Hyrde / Af apostolisk Art, / Den sørgelige Ære / Gid han maa tabe snart! / Det er de gode Hyrder / Paa denne Verdens Ø, / Som leve kun i Herren, / Og vil for Hjorden døe. Kiærligheden, Selvtilliden og Selvstændigheden Er det sandt, at det er den uforanderlige Grundlov i Christi Rige, at hvo sig selv ophøier, skal fornedres, da maa enhver Christen vel tage sig i Agt for den herskende Tankegang, at han ikke besmittes af den, thi den er lige tvertimod og udspringer af den Grundsætning, at Selvtillid er det første Trin til en rigtig Høihed og Selvstændighed. Det er nemlig ingenlunde blot i borgerlige Ting, man sædvanlig tænker saaledes, nei, man tænker nu kun saaledes i borgerlige Ting, fordi man alt længe tænkde saa i det Aandelige, og selv Mange, som finde, det gaaer for vidt, naar ogsaa i det Borgerlige Selskab, Alle vil regiere og Ingen adlyde, selv de mene dog sædvanlig, at i Aandens Verden er det meget rigtigt, at jo høiere Tanker man har om sin egen Værdighed og Viisdom, des høiere staaer man, og des høiere skal man stige baade i Tid og Evighed. (GPV I, 458: 1840). Kærlighed, sødtalenhed og svaghed At vise kærlighed er det modsatte af at være sødtalende. Umodne børn og verdens børn tror, at Sødtalenhed er barmhjertighed, mildhed og kærlighed, men i virkeligheden er en sødtalende og eftergivende adfærd det samme som ukærlighed og kun et udtryk for frygt og svaghed. At vise kærlighed er i høj grad at ære sin fader, herre, mester eller Aand Denne fader- og moderstand har Gud i særdeleshed givet prisen frem for alle stænder, som står under ham, idet han ikke slet og ret byder, at vi skal elske forældrene, men ære dem. Thi om brødre, søstre og næsten i almindelighed befaler han intet højere end at elske dem; men fader og moder skiller han ud og udmærker dem frem for alle andre personer på jorden og anbringer dem nærmest sig selv. Thi det er langt større at ære end at elske, da dette ikke alene rummer kærligheden, men også tugt, ydmyghed og ærbødighed som mod en skjult majestæt. Den store katekismus: Du skal ære din fader og moder : i Regin Prenter (udg.), Luthers skrifter i

udvalg II, København 1963, 130. Når jeg møder min fader og moder, møder jeg ikke to mennesker eller individer, men en stand. Det, som forhindrer mennesker i at blive mere kærlige, er især frygten Den mandige kærlighed er den ikke-blødagtige, ikke-kvindagtige og ikke-barnagtige form for kærlighed. Den er ikke præget af Menneske-Frygt eller af Frygt for dem som slår Legemer ihjel. Det, som mere end noget andet hindrer mennesker i at virkeliggøre en sand form for kærlighed, er menneskefrygten. Frygten for verden og for dem, som slår legemer ihjel, er den største trussel imod, at det kristne menneske kan vokse i godhed og kærlighed. Frygten er den naturlige sjælelige svaghed, som de kristne brødre først af alt må lære at overvinde eller kontrollere. Det, som forhindrer mennesker i at blive mere kærlige, er begæret Mennesker fristes hele tiden af såkaldte glæder og nydelser. De fristes til at gå ud af det gode Samfund, hvor de p. t. befinder sig i en slags opdragelse, der skal forøge deres kærlighed. I deres selvklogskab kan de indbilde sig, at de er nødt til at få tilfredsstillet deres lyster og begærligheder. Eksempel: Jesu fristelse i ørkenlandet. Det, som forhindrer mennesker i at blive mere kærlige, er begæret De kristne brødre viser og beviser deres kærlighed ved at fornægte sig selv og undertrykke og udrydde deres naturlige Begiærlighed efter det Synlige, de vilde, umættelige Begiærligheder, de onde Lyster og de legemlige Begiærligheder. Menneskers begær og grådighed efter jordiske goder og nydelser er en forfærdelig kraft, der driver dem imod fortabelsen, og som vidner om den onde djævels magt i verden. De kristne brødre skal bevise deres mandige kærlighed ved at korsfæste Kiødet med dets Begiærligheder. Ved daglig at døde de verdslige Begiærligheder udviser de den højeste kærlighed, og de erhverver sig et reent Hjerte. Verdens børn stræber efter at tilfredsstille deres urene lyster efter jordiske goder, men deres begærlighed er både ond og latterlig. Begæret er den ild, som aldrig kan udslukkes på en naturlig måde i denne verden. Et menneske er som græsset, der visner, og i denne forkrænkelige verden er alle kødelige lyster og begærligheder umættelige og umulige at tilfredsstille. En Sværm modsat et Samfund Det modsatte af et sandt Samfund eller Fællesskab eller Rige er: En Sværm, en Vrimmel, en Masse, en Mængde eller en Hob. Et Samfund er præget af (a) en bestemt struktur eller orden, (b) bestemte processer og (c) et bestemt Telos, mål eller formål. Et Samfund gør noget muligt, som ellers ikke ville være muligt. Inden for periferien af et Samfund findes en form for Naade. Et Samfund har en klar periferi eller grænselinje. En Sværm eller Vrimmel har ingen

tydelig ydre grænselinje. Eksempler på et Samfund er far, mor og børn, et værksted, den kristne menighed eller en skole. En Sværm eller en Vrimmel Består af individer Etableres ved en tilfældig kontrakt Deltagerne kan frit indgå og udgå af fællesskabet Uden en forud given faderlig autoritet eller mester Uden på forhånd givne værdier Normer og værdier er et resultat af fri forhandling eller afstemning Ikke-hierarkisk Deltagerne er forbrugere, rettighedshavere eller interessenter De indbilder sig at de ikke står under nogen naturlig mester, herre eller ånd og de siger: Vi er vores egen fader og mester! De skriger på frihed og individuelle rettigheder Målet er ikke at de små og svage skal dannes, opdrages eller vokse op til en større kraft, viden eller godhed I en Sværm findes hverken frihed, værdighed, menneskelighed eller kærlighed Statisk opfattelse af menneske og samfund Et Samfund Består af svage og stærke agenter som for eksempel børn og forældre Etableres top down ved et faderligt initiativ Eksisterede før vi eller jeg indtrådte i fællesskabet Deltagerne har deres identitet og finder deres livs mening i og har deres værdier og mål fra fællesskabet Har en given faderlig autoritet eller mester eller herskende Aand På forhånd givne normer, mål og værdier Normer og værdier er ikke et resultat af fri forhandling men ligger iboende i selve fællesskabet Det indlysende mål er at blive som sin mester eller fader eller leve op til den ånd som er en herre i fællesskabet Asymmetrisk og hierarkisk orden Deltagerne er elever eller lærlinge Målet er at de små og svage skal vokse op til en større kraft, viden, dyd eller godhed Det gode er det som er effektivt, gavnligt og passende i forhold til fællesskabet Optimistisk samfunds- og menneskeopfattelse Mesterlæren Den ungarsk-britiske filosof Michael Polanyi (1891-1976). Jf. Polanyi 1962, 53: To learn by example is to submit to authority. You follow your master because you trust his manner of doing things even when you cannot analyse and account in detail for its effectiveness. By watching the master and emulating his efforts in the presence of his example, the apprentice

unconsciously picks up the rules of the art, including those which are not explicitly known to the master himself. These hidden rules can be assimilated only by a person who surrenders himself to that extent uncritically to the imitation of another. Polanyis læringsteori er centreret om mesteren, som gennem en erfaring har erhvervet sig en bevidst eller førbevidst abduktiv fornuft blandt andet i form af en intuitiv forståelse. Mesteren har en fingerspidsfornemmelse for, hvad der er det nyttige, gode og sande. Eleverne er både bevidste og ubevidste om den indlæring, som foregår hos dem sammen med mesteren. Den viden, som de lærer, består i høj grad af evner, vaner og færdigheder. Deres voksende viden viser sig ved, at de får en ny personlighed. Mesterlæren Langtfra at ville mestre Hans Anordninger eller efter vort fattige Begreb drøfte og rette Hans hemmelighedsfulde Ord ( ) maae vi ( ) sætte os ydmyg ved Mesterens Fødder og vogte paa Hans Læber og giemme Hans Ord i vort Hjerte. Disipelen er ikke over sin Mester, men enhver som er fuldkommen, skal være som hans Mester. (GP XII, 260: 1839). Samfund, værdier og Kiærlighed Sml. den kontekstuelle teori hos Lave og Wenger 1991, 122: En lærlings identitet ligger i, at han er en deltager i et handlingsfællesskab. Den indlysende mening med hans virksomhed er, at han skal udvikle sig fra et være en newcomer til en old-timer. Hans identitet udgøres af en vis knowledge, skill og discourse, men disse evner og egenskaber har deres værdi fra og giver kun mening inden for rammerne af det omgivende fællesskab. Lærlingens motivation for at handle og forbedre sig stammer fra det omgivende system og fra, at han er en deltager i dette system. Han drives frem af mål og værdier, som ikke umiddelbart kommer fra ham selv som et individ, men fra, at han er en deltager i et fællesskab, hvor alle deler de samme værdier, og hvor mål og værdier er selvfølgelige og indlysende for alle. I et sådant samfund eller fællesskab er mening og værdier en del af og en funktion af strukturen i fællesskabet. Kiærlighed. læring og Samfund Jf. den kontekstuelle læringsteori hos Lave og Wenger 1991, 122, som beskriver, hvordan en lærlings participation moves in a centripetal direction, motivated by its location in a field of a mature practice. It is motivated by its growing use value of participation and by newcomers desires to become full practitioners. Konteksten giver eleven en mening til hans handlinger i form af en viden om, i hvilken retning han skal gå. At søge at blive som sin mester er et indlysende mål, som ingen inden for konteksten kan betvivle, fordi dette mål er selve kernen i og meningen med fællesskabet. Et bestemt mål er selvindlysende inden for et bestemt fællesskab, men et sådant mål behøver på ingen måde at være indlysende for dem, som befinder sig uden for dette fællesskab. Det centripetale Ved ankomsten begynder eleven som en nykommer en løbebane præget af en voksende grad af magt, kraft, viden, godhed og kærlighed som til sidst gør ham et med mesterens dyder. Denne vækst er kun

mulig inden for cirklens område altså inden for en given kontekst: Frihed og Kiærlighed At være bundet på den ene eller anden måde er et vilkår, som gælder for alle mennesker. Det, som et menneske kan vælge, er, om han vil lade sig binde af eller til den ene eller anden Herre eller Aand. Verdens børn er bundet af verdensånden og til verdens fyrste. At være bundet, lade sig binde og binde sig selv er en nødvendig betingelse for at kunne vokse og forfremmes i frihed, lykke, kraft, viden, menneskelighed, dyd og kærlighed. Kun inden for et Baand kan menneskers negative tilbøjeligheder omformes og fortrænges. Det uudviklede, vilde, uformede, ubændige, naturlige menneske ejer ingen sand frihed og kan ikke gøre nogen kærlige gerninger og ved slet ikke hvad kærlighed er. Det er ikke noget sandt menneske. Sammenhængen mellem viden, handling, godhed og kærlighed Grundtvigs prædikener er præget af et skema, som sammenknytter viden og kærlighed: Hvem, der kender sin fader, elsker ham, og hvem, som elsker sin fader, kender ham dvs. ved, hvad der er hans faders sande natur og egenskaber. Hvem, der kender sin fader, ved, at han er værd at elske. Hvem, der ikke elsker sin fader, ved ikke, hvem eller hvad hans fader er, og han ved dybest set slet ikke, hvad en fader er. Et sandt menneske ved, at han skal elske sin fader ikke fordi denne fader er hans egen fader, men fordi denne fader er en fader og har en faders egenskaber. Hvad er viden? Viden kan kun komme af erfaring, handling og deltagelse i en relation eller i et fællesskab. En ny viden viser sig ved, at man handler og relaterer sig på en anden og bedre måde i forhold til konteksten. En voksende viden og kærlighed er adaptiv derved, at de kristne brødre i stigende grad tilpasses og tilpasser sig normer og værdier i menigheden. Mennesker kan ikke på forhånd regne ud, hvad sandhed er, eller hvad meningen er, når de hører sætningen Gud er Kiærlighed. Sandheden er det, som rent faktisk virker, gør en forskel og bringer mennesker frem til målet. Det, som virker og gavner, og som derfor er sandt og virkeligt, er noget, som mennesker erfarer i en deltagende virksomhed. Den kontekstuelle kærlighed Det, som er passende for en fader, er, at han elsker sine egne sønner. Det, som er naturligt og

passende for en søn, er at elske sin fader. Det, som er naturligt og passende for de kristne brødre, er at elske deres brødre i ånden og ikke alle mulige andre mennesker, som lever uden for deres kontekst, og som ikke vil underordne sig ham, som de kristne brødre elsker, frygter, ærer og anerkender som deres fader. Når de elsker hinanden, gør de derfor det, som er naturligt, passende og sømmeligt. Kærligheden til næsten Grundtvig afviste to opfattelser, der i følge hans prædikener var vidt udbredt i samtiden. Den opfattelse af kærligheden til næsten, som formuleres i Grundtvigs prædikener, afviser dels, 1. at kærligheden skulle være en valgmulighed, som uden videre står åben for alle mennesker, fordi alle mennesker er sideordnede individer med den samme form og udviklingsgrad, og dels, 2. at en sådan kærlighed til næsten skal tage udgangspunkt i og opfylde, hvad det andet menneske skulle opfatte som sine egne nødvendige behov. Det kommunistiske Manifest 1848: Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse "kontante betaling".