Nytårsdag d Luk.2,21.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Nytårsdag d.1.1.11. Luk.2,21."

Christina Justesen
8 år siden
Visninger:

1 Nytårsdag d Luk.2,21. 1 Der findes et folkeligt udtryk, der taler om at slå tiden ihjel. Det er jo som regel, når man keder sig, at man siger: Hvad skal vi slå tiden ihjel med? Men det er jo i virkeligheden et forfærdeligt udtryk: for det betyder jo, at der er et stykke tid og det vil igen sige et stykke af livet som er tomt og besværligt og meningsløst og som der derfor gælder om at blive kvit, at få slået ihjel. Der kan måske sættes en forbindelse mellem dette udtryk: at slå tiden ihjel og så den skik eller uskik at skyde ved nytårstide: det er, som om man ganske bogstaveligt vil skyde det gamle år ihjel. Væk med det, det er ikke bedre værd og lad os så få et nyt, der kan opfylde alle vore ønsker. Men det er jo netop den store illusion. For man kan ikke skyde det gamle år ihjel. Det er udødeligt. Alt, hvad vi har levet, lever i vores underbevidsthed. Det har den moderne psykologi fuldt ud afdækket, at alt fra fødslens stund og til i dag står præget i bevidstheden. I dybeste forstand kan man ikke glemme fortiden. Den bliver bar skubbet ned i underbevidstheden. Der lever det, ja det hersker måske endda dér fra det skjulte på en afgørende måde over bevidstheden. Nej, man kan ikke blive sin fortid kvit ved at slå den ihjel hverken ved fyrværkeri eller en kraftig rus eller et forsøg på at glemme. Det gamle år forsvinder ikke. Det lever videre i mit sind og i mit regnskab. Jeg kan ikke blive det kvit ved at skrive et 1- tal i stedet for et 0 og sætte en ny kalender på skrivebordet i stedet for den gamle.

gælder om at blive kvit, at få slået ihjel.

2 2 Og derfor er det en rigtig bemærkning, som en præst engang gjorde over for Søren Kirkegaard. Kirkegaard havde i tilknytning til bjergprædiken skrevet en opbyggelig tale om ikke at bekymre sig for i morgen. Så skrev præsten til Kirkegaard og takkede ham for den smukke tale, men gjorde opmærksom på, at der også findes en bekymring for i går. Og det er jo så sandt, som det er sagt. For mange mennesker er jo netop bekymringen for i går, for det jeg gjorde og det jeg ikke gjorde, for den gæld jeg pådrog mig og ikke kan betale, tungere end bekymringen for i morgen. Nu står vi ved dette årsskifte og vil efter gammel skik og vane gøre status. Ordet status betyder ordret oversat: ståsted. Vor status og vort ståsted er da dette bestemte øjeblik, denne bestemte da, sådan som den er klemt inde mellem i går og i morgen; klemt inde i bekymring og uvished og angst. Ikke at vi altid går rundt og bekymre os og er angste. Nej, men det ligger dybt i os og engang imellem dukker det op til overfalden og røber sig kun alt for tydeligt. Det er derfor, øjeblikket, dagen, ikke altid står helt tindrende lys og glad for bag os er i går og foran os er i morgen ; bag os er skylden og foran os er uvisheden. Og ind i denne situation har vi altså af kirken fået dette evangelium, årets korteste, 2½ linje. Det er jo næsten et paradoks. I en tid, hvor veltalenheden blomstre, hvor både de store og de små profeter såvel i samfundet som i kirken holder deres nytårstaler med åndfuldt tilbageblik og åndfuldt fremsyn i optimisme eller pessimisme, men dog alle i en vis politisk og økonomisk og kirke ligt bekymrethed i denne veltalenhedens situation har kirken altså kun 2½ linje at byde på. Ja, strengt taget mindre endnu, kun

Så skrev præsten til Kirkegaard og takkede ham for den smukke tale, men gjorde opmærksom på, at der også findes en bekymring for i går. Og det er jo så sandt, som det er sagt.

3 3 et eneste ord: Jesus. Et ganske almindeligt navn som alle andre navne. Han fik navnet Jesus. Dette navn var på den tid et lige så almindeligt drengenavn som Ole, Peter og Søren er det hos os i dag. På en måde er det fuldstændig rigtig, når én for nogle år tilbage skrev ganske vist til forargelse for nogle at hvis Jesus havde levet i Danmark er det meget tænkeligt, at han havde heddet Jensen og været cykelsmed i Bjerringbro. At han fik navnet Jesus, voksede op i en flække, der hed Nazareth som tømmermanden Josef s og Maria s søn betyder, at han, som Guds Søn, i sin fremtræden var en jævn mand af folket. At se på var han et ganske almindeligt menneske, underlagt menneskelivets vilkår og hed noget så almindeligt som Jesus. Maria og Josef gav ham dette ganske almindelige drengenavn. Men det navn Maria gav ham, havde han egentlig fået i forvejen: som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Maria fandt ikke på navnet. Hun gentog blot det navn, han allerede havde fået af Gud. Gud gav ham navnet Jesus.. Og netop fordi det var Gud, der gav ham navnet kom der noget særligt over ham og hans navn: navnet blev fyldt med et særligt indhold. Det blev fyldt med Guds personlighed. Dette navn blev og er et udtryk for Guds kærlighed, omsorg og godhed mod os mennesker. Gud gav ham navnet Jesus. Det navn betyder: Gud frelser! Og ordet frelse betyder slet og ret: at have plads til endnu et menneske; ja, ikke bare ét men alle mennesker.. Gud er en lidenskabelig samler af mennesker ethvert menneske

4 4 vil han samle på og har han plads til i sit fællesskab. Og for at bringe ethvert menneske ind i fællesskabet med sig selv, sendte han sin søn, Jesus og gav ham den særlige opgave, at kalde mennesker ind i dette fællesskab. Og med dette fællesskab er det som med et hjem. Det, der skaber et hjem, er jo ikke det ydre. Det er ikke kun rammerne, der skaber hjemmet men det er først og fremmest forholdet mel lem de mennesker, der bor sammen indenfor hjemmets fire vægge: at her er det kærligheden, der råder. Barnets tryghed har rod i den klare fornemmelse af, at her kan det være sig selv, for her hører det til. Her er der ingen, der misforstår det og her er der ingen, der mistror det. Her har barnet den samme ret til at være som alle de andre. Og endnu en ting: hjemmet er ikke et sted man selv har valgt: mit hjem blev mig givet. Jeg blev ikke taget med på råd. Og derfor er det ikke et sted, hvor jeg efterhånden skal gøre mig værdig til at være. Man skal ikke gøre sig fortjent til fars og mors kærlighed. Fars og mors kærlighed har intet som helst med betingelser at gøre for så er det ikke længere kærligheden, der råder i hjemmet. Kærligheden til barnet er altid det det stærkeste og det betyder for barnet tryghed tryghed til at kunne vise sig som den det er i al sin glæde men også i al sin hjælpeløshed, usikkerhed, angst og frygt. Barnet kan lave den ene fejl efter den anden, uden barnet af den grund bliver vist bort for barnet vil altid i forældrenes kærlighed være accepteret på godt og ondt. Og så en sidste ting: I en familie bærer alle med. Og det kommer særligt tydeligt frem ved børnene. I hele deres opvækst står de over for store udfordringer og opgaver, som de behøver hjælp til. Så træder far og mor til og tager et ansvar på sig og hjælper

Og med dette fællesskab er det som med et hjem. Det, der skaber et hjem, er jo ikke det ydre.

5 5 barnet.. Hvad der her er sagt om hjemmet: om tryghed, om den ubetingede kærlighed, om fars og mors hjælp nøjagtigt det samme gælder om det fællesskab Jesus samler os ind i og gør os en del af. Jesus har altid plads til os alle i sit fællesskab. Og vi skal ikke gøre os værdige til det. Han elsker ubetinget os alle, som dem vi er og ubetinget vil han hjælpe alle ved at dele livet med os både vores fortid og vores fremtid. Vi taler så meget om i vore dage, at vi skal leve og handle på eget ansvar. Og det betyder noget i retning af at handle og tale i eget navn; selv at stå inde for det, man gør; selv lægge navn til. Og det er fuldstændig rigtig, at vi skal tage ansvar for vort eget liv. Men isoleret betragtet bliver denne tankegang let både ubarm hjertig og uevangelisk. Det totale ansvar kan intet menneske leve med. Ansvaret er i virkeligheden større end et menneske kan bære. Vi ville gå til grunde, hvis vi skulle bære hele ansvaret for vores liv både vores fortid og vores fremtid. Derfor hedder det kristeligt ikke kun på eget ansvar, men også i Jesu navn han der bærer skylden fra i går og i vis hånd, vi kan lægge bekymringen for fremtiden. At leve og handle i Jesu navn betyder en befrielse fra det totale ansvar; det er befriende at have lov som et barn at handle ikke kun på eget ansvar men også i Jesu navn. Og med den besked vil vi ønske hinanden et glædeligt og velsignet nytår / Amen.

Han elsker ubetinget os alle, som dem vi er og ubetinget vil han hjælpe alle ved at dele livet med os både vores fortid og vores fremtid.

Relaterede dokumenter

Prædiken til Alle Helgen Søndag

Prædiken til Alle Helgen Søndag Salmer: Indgangssalme: DDS 732: Dybt hælder året i sin gang Salme mellem læsninger: DDS 571: Den store hvide flok vi se (mel.: Nebelong) Salme før prædikenen: DDS 573: Helgen