Udvalgte eventyr af Brødrene Grimm

Udvalgte eventyr af Brødrene Grimm

Indhold Rapunzel... s. 5-8 Den lille Rødhætte... s. 11-14 Rumleskaft... s. 17-19 3

4 Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned.

Rapuntzel Et eventyr af Brødrene Grimm or mange år siden levede der en mand og en kone, som så F længe havde ønsket sig et lille barn, men intet fået. Endelig lod det til, at den gode Gud ville opfylde deres ønske. På bagsiden af huset var der et lille vindue, hvorfra man kunne se ind i en dejlig have, hvor der voksede de smukkeste blomster og urter, man kunne tænke sig. Den var omgivet af en høj mur, og ingen turde gå derind, fordi den tilhørte en mægtig heks, der var frygtet hele landet over. En dag stod konen ved vinduet og så ned i haven. Hun fik øje på et bed, hvor der voksede de dejligste klokkeblomster, og de så så friske ud, at hendes tænder ordentlig løb i vand efter dem. For hver dag, der gik, fik hun mere og mere lyst til dem, og da hun vidste, at hun ikke kunne få nogle af dem, tabte hun rent humøret og kom til at se bleg og dårlig ud. Manden blev forskrækket og spurgte: Hvad er der dog i vejen med dig, lille kone? Jeg får ikke fred, før du skaffer mig nogle af de klokkeblomster inde fra haven, sagde hun og sukkede dybt. Manden syntes, det var synd for hende, og om aftenen kravlede han over muren ind i heksens have, plukkede i en fart en håndfuld klokkeblomster og slap lykkelig og vel ind til sin kone igen. Hun lavede straks salat af dem og spiste den med stor grådighed. Den havde imidlertid smagt hende så godt, at hun var dobbelt så lækkersulten dagen efter. Hvis du ikke skaffer mig nogle flere klokkeblomster, dør jeg, sagde hun til sin mand. Jeg kan da ikke se på, at min kone dør, uden at vove noget for at frelse hende, tænkte manden. Om aftenen klatrede han igen over muren. Men han blev meget forfærdet, da han så heksen stå for sig. Hvor tør du liste dig ind i min have som en tyv og stjæle mine klokkeblomster, sagde hun rasende, det skal komme dig dyrt til at stå. Hav barmhjertighed med mig, sagde manden ydmyg. Det er kun den yderste nød, der har drevet mig dertil. Min kone har fået så stor lyst til klokkeblomsterne, at hun dør, hvis hun ikke får nogle af dem. 5

Heksen blev formildet og sagde til ham: Når det hænger sådan sammen, vil jeg give dig lov til at plukke så mange klokkeblomster, du vil. Jeg stiller kun en betingelse og det er den, at du giver mig det barn, din kone føder. Jeg skal være en mor for det, og det skal få det rigtig godt. Den stakkels mand var så bange, at han sagde ja til alting, og så snart barnet var født, kom heksen, kaldte det Rapunzel, og tog det med sig. Rapunzel var det dejligste barn under solen. Da hun var tolv år gammel, lukkede heksen hende inde i et tårn, der lå ude i skoven, og hverken havde dør eller trappe, men kun et lille vindue helt oppe. Rapunzel havde et dejligt langt hår, der var så fint som spundet guld. Når heksen ville ind, stillede hun sig nedenfor tårnet og råbte: Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned. Pigen viklede da en af sine fletninger fast om vindueskrogen og hejsede den ud af vinduet. Den nåede tyve alen ned, og heksen klatrede så op i den. Et par år efter red kongens søn en dag gennem skoven og kom forbi tårnet. Han hørte nogen synge så dejligt, at han holdt stille og lyttede. Det var Rapunzel, der i sin ensomhed søgte at fordrive tiden med at synge. Kongesønnen ville gå op til hende og søgte efter en indgang til tårnet, men kunne ingen finde. Han red så hjem igen, men sangen havde gjort så dybt indtryk på ham, at han hver dag red ud i skoven og lyttede til den. En gang, da han var derude, så han heksen komme hen til tårnet og hørte hende sige: Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned. Rapunzel lod fletningerne hænge ned, og heksen klatrede op til hende. 6

Jeg vil også en gang forsøge min lykke på den stige, tænkte kongesønnen, og den næste aften gik han ud til tårnet og råbte: Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned. Fletningen kom straks ud af vinduet, og kongesønnen klatrede op. Rapunzel blev først meget forskrækket, da hun så en vildfremmed mand, men kongesønnen talte venligt til hende og fortalte, at hendes sang havde gjort et sådant indtryk på ham, at han ikke havde kunnet få ro, før han havde set hende. Hun blev hurtig beroliget, og da han spurgte, om hun ville gifte sig med ham, og hun så, hvor smuk han var, tænkte hun: Jeg vil sikkert få det bedre hos ham end hos den gamle heks, og sagde ja og rakte ham sin hånd. Jeg vil gerne følge med dig, sagde hun, og hør nu, hvordan jeg skal komme ud. Hvergang du kommer, skal du tage en silkesnor med, så fletter jeg en stige, og når den er færdig, klatrer jeg ned, og du sætter mig op på din hest. De aftalte da, at han skulle komme hver aften, for den gamle kom kun om dagen. Heksen mærkede heller ikke noget, før Rapunzel en dag i tanker sagde til hende: Hør, hvor kan det egentlig være, at du er meget tungere at trække op end den unge kongesøn. Han er heroppe på et øjeblik. Du slemme pige, råbte heksen, hvad er det dog, du har for. Jeg troede, jeg havde stænget dig ude fra alle mennesker, og så har du dog narret mig. I sit raseri greb hun fat i Rapunzels dejlige hår, snoede det et par gange om hånden, tog en saks, og ritsch, ratsch, lå de lange fletninger på jorden. Og hun viste ingen barmhjertighed, men bragte den stakkels Rapunzel ud i en ørken, hvor hun måtte lide stor nød. 7

Da heksen havde jaget Rapunzel bort, satte hun sig i tårnet og ventede på prinsen, og da han kom om aftenen og råbte: Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned, hængte hun håret ud ad vinduet. Kongesønnen klatrede derop, men traf ikke sin egen Rapunzel, men heksen, der så ondt på ham. Du ville nok hente din kæreste, sagde hun spottende, men den fugl sidder ikke mere i reden og synger. Katten har taget den, og kradser også nok dine øjne ud. Rapunzel er tabt for dig, hende får du aldrig mere at se. Efter nogle års forløb kom han ud i den ørken, hvor Rapunzel levede i stor nød. Hun havde imidlertid født ham tvillinger, en dreng og en pige. En dag hørte han en stemme, og gik efter lyden, og da han kom derhen, var det hende. Hun faldt ham om halsen. To af hendes tårer faldt på hans øjne, og han fik straks synet tilbage. Så førte han hende hjem til sit rige, hvor folket modtog ham med jubel, og de levede længe lykkeligt sammen. SLUT Kongesønnen blev ude af sig selv af sorg, og i sin fortvivlelse sprang han ud af vinduet. Han slap derfra med livet, men faldt ned i et tjørnekrat, der stak hans øjne ud. Han flakkede nu blind om i skoven, levede af rødder og bær og græd og sørgede over sin tabte kæreste. 8

9

Men, bedstemor, sikken en forfærdelig stor mund du har. Det er for at jeg bedre kan æde dig. 10

Den lille Rødhætte Et eventyr af Brødrene Grimm er var engang en sød, lille pige, som alle mennesker holdt D meget af, men ingen elskede hende som hendes bedstemor, der slet ikke vidste, hvor godt hun skulle gøre det for hende. En gang gav hun hende en lille rød fløjlshue, der klædte hende så godt, at hun altid gik med den, og derfor blev hun kaldt Rødhætte. En dag sagde hendes mor til hende: Se her, lille Rødhætte, her har du et stykke kage og en flaske vin, kan du bringe det hen til bedstemor. Hun er syg og svag, så det vil nok styrke hende. Du må helst gå med det samme, før det bliver alt for varmt, men gå nu pænt den lige vej og pas på, du ikke falder og slår flasken itu. Og husk så at sige goddag straks, når nu kommer ind i stuen, og stå ikke først og se dig om. Jeg skal nok huske det altsammen, sagde Rødhætte og gav sin mor hånden på det. Bedstemoderen boede ude i skoven, en halv times gang fra landsbyen. Da Rødhætte kom ind i skoven mødte hun ulven, men hun var slet ikke bange, for hun anede ikke, hvor slem den er. Goddag, Rødhætte, sagde den. Goddag, svarede hun. Hvor skal du hen så tidlig? Jeg skal til bedstemor. Hvad er det, du har under forklædet? Det er kager og vin. Vi har bagt i går, og nu skal stakkels, gamle bedste også have noget med. Hvor bor din bedstemor, lille Rødhætte? Åh, det er vel et kvarters gang herfra. Hendes hus ligger under de tre store egetræer, du ved nok. Dét er én rigtig lækker lille mundfuld, tænkte ulven ved sig selv, hun vil nok smage bedre end den gamle. Nu vil jeg bære mig rigtig snildt ad, så jeg får fat i dem begge to. Den fulgte nu Rødhætte et lille stykke på vej, og lidt efter sagde den til hende: Se engang de dejlige blomster, Rødhætte, du ser dig slet ikke om. Du hører vist ikke engang, hvor kønt fuglene synger. Du 11

skynder dig ligeså meget, som om du skulle i skole, og der er dog så dejligt herude i skoven. Rødhætte så sig om. Solstrålerne skinnede mellem bladene ned på de mange kønne blomster, og hun tænkte: Bedstemor ville sikkert blive glad for en buket blomster. Det er så tidligt, så jeg kan godt nå at plukke nogle. Hun gik nu ind mellem træerne og begyndte at plukke, men når hun havde plukket en, syntes hun, at der stod nogle meget kønnere længere borte, og på den måde kom hun dybere og dybere ind i skoven. Ulven gik imidlertid den lige vej til bedstemoderens hus og bankede på: Hvem er det, spurgte hun. Det er mig, lille Rødhætte, med kager og vin til dig, svarede ulven. Tryk på klinken, råbte bedstemoderen, jeg er så dårlig, at jeg ikke kan stå op. Ulven trykkede på klinken, så døren gik op, og uden at sige et ord gik den lige hen til sengen og slugte den gamle bedstemor. Så tog den hendes klæder på, lagde sig i sengen og trak forhænget for. Rødhætte havde imidlertid plukket lige så mange blomster, hun kunne bære, og kom langt om længe hen til huset. Hun kunne ikke forstå, at døren var åben, og da hun kom ind i stuen, blev hun så underlig til mode, og det kunne hun slet ikke begribe, for hun holdt ellers så meget af at være hos sin bedstemor. Goddag, sagde hun, men der var ingen, som svarede. Hun gik så hen til sengen og trak forhænget til side, og der lå bedstemoderen med natkappen trukket dybt ned i panden og så så underlig ud. Sikke lange ører du har, bedstemor, sagde Rødhætte. Det er for at jeg bedre kan høre, hvad du siger. Og sikke store øjne du har, bedstemor. Det er for at jeg bedre kan se dig. Men sikke store hænder du har, bedstemor. Så kan jeg bedre holde på dig. 12

Men, bedstemor, sikken en forfærdelig stor mund du har. Det er for at jeg bedre kan æde dig, sagde ulven, og i samme øjeblik sprang den ud af sengen og slugte den stakkels lille Rødhætte. Da ulven nu havde fået sin lyst styret, lagde den sig igen i sengen og snorkede så huset rystede. Jægeren gik netop forbi og tænkte: Det er dog løjerligt, så den gamle kone snorker. Det er bedst, jeg går ind og ser, om der er noget i vejen. Han gik ind i stuen og fandt ulven liggende i sengen. Nu har jeg dig da endelig, din gamle synder, sagde han, jeg har rigtignok længe søgt efter dig. Han skulle lige til at skyde den, da han kom i tanker om, at ulven kunne have slugt den gamle bedstemor, og at hun måske var levende endnu. Han tog derfor sin kniv og begyndte at skære ulvens bug op. Da han havde gjort et par snit, så han den røde hue skinne, og lidt efter sprang den lille pige ud og råbte: Nej, hvor jeg var bange. Der var så mørkt i ulvens mave. Den gamle bedstemor kom også ud, men hun var meget forpustet og kunne næsten ikke få vejret. Rødhætte hentede i en fart nogle store sten og puttede dem ind i maven på ulven, og da den vågnede og ville løbe sin vej, faldt den om og var død med det samme. De var alle tre meget glade. Jægeren trak skindet af ulven og tog det med sig hjem, bedstemoderen spiste kage og drak vin og kom igen til hægterne, og lille Rødhætte lovede sig selv, at hun 13

aldrig mere ville løbe ind i skoven, når hendes mor havde forbudt hende det. Man fortæller også, at da Rødhætte en anden gang ville bringe sin bedstemor nogle kager, mødte hun igen en ulv, som ville lokke hende ind i skoven. Men Rødhætte tog sig vel i agt og gik lige hen og fortalte sin bedstemor, at hun havde mødt en ulv. Den så så ond ud, sagde hun, så jeg er vis på, den havde spist mig, hvis det ikke havde været på den vej, hvor der kommer så mange mennesker forbi. Lad os lukke døren, så den ikke kan komme herind, sagde bedstemoderen. Kort efter bankede ulven på døren og sagde: Luk op, bedstemor, det er Rødhætte der kommer med kager til dig. De svarede ikke, og ulven listede sig nogle gange rundt om huset, men sprang til sidst op på taget for at vente der, til Rødhætte gik hjem om aftenen, og så snige sig efter hende og æde hende i mørket. Men bedstemoderen mærkede nok, hvad den havde i sinde. Udenfor huset stod der et stort stentrug, og hun sagde nu til pigen: Jeg har kogt pølser i går, lille Rødhætte. Tag det vand, jeg har kogt dem i, og hæld det ud i truget. Rødhætte gjorde det, og lugten af pølserne trængte op til ulven. Den snusede og kiggede ned, og strakte til sidst hals, så den tabte ligevægten og gled ned ad taget, lige i det store trug og druknede. Men Rødhætte gik glad hjem, og der var ingen, som gjorde hende noget. SLUT 14

15

16 I dag jeg brygger, i morgen jeg bager, i overmorgen dronningens barn jeg tager, hvor herligt, at ingen har anelse haft om, at mit navn det er Rumleskaft.

Rumleskaft Et eventyr af Brødrene Grimm er var engang en møller, som var meget fattig, men han D havde en vidunderlig smuk datter. En gang kom han tilfældigvis til at tale med kongen, og for at prale lidt, sagde han: Jeg har en datter, som kan spinde guld af hø. Det er en herlig kunst, sagde kongen, lad din datter komme op til mig i morgen, så vil jeg stille hende på prøve. Da pigen næste dag kom op på slottet, førte han hende ind i et værelse, der var helt fuldt af hø, gav hende en rok og en ten og sagde: Tag så fat på arbejdet, men hvis du ikke inden i morgen har spundet alt dette hø til guld, er det ude med dig. Derpå gik han og låsede døren efter sig. Der sad nu den stakkels pige og vidste ikke sine levende råd. Hun havde ikke ringeste anelse om, hvordan man bar sig ad med at spinde hø til guld, og til sidst begyndte hun at græde. På en gang gik døren op, og en lille mand kom ind. God aften, lille jomfru, sagde han, hvad græder du dog for? Jeg er så ulykkelig, hulkede pigen, jeg skal spinde dette hø til guld, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. Hvad vil du give mig, hvis jeg hjælper dig, spurgte den lille mand. Mit halsbånd, svarede hun, og manden tog det og satte sig til at spinde, og snip snap snurre så var tenen fuld, og sådan gik det til den lyse morgen. Da var stuen fuld af det pure guld. Kongen kom allerede ved solopgang og blev meget forbavset og glad. Imidlertid ville han ikke lade sig nøje med det, men førte pigen ind i et værelse, hvor der lå endnu mere hø, og befalede hende at spinde det inden næste dag, hvis hun havde sit liv kært. Pigen vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og gav sig til at græde, men den lille mand kom igen og spurgte: Hvad får jeg, hvis jeg hjælper dig? Min ring, svarede hun, og manden tog den og begyndte at spinde, og inden solen stod op, var han færdig. Kongen blev kun endnu mere grisk da han så alt det blinkende guld, og førte møllerdatteren ind i et meget stort værelse fuldt af hø. Hvis du kan spinde det inden i morgen tidlig, vil jeg tage dig til min dronning, sagde han og tænkte ved sig selv: 17

Selv om hun kun er datter af en møller, kan jeg dog aldrig få en kone, der er så rig. Da pigen var blevet alene, kom manden frem igen og spurgte: Hvad får jeg, hvis jeg hjælper dig? Jeg har ingenting at give dig, svarede pigen bedrøvet. Vil du da love mig det første barn, du får, når du bliver dronning, spurgte han. Man kan jo aldrig vide, hvordan det kan gå, tænkte pigen, og da hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle klare sig, sagde hun ja, og manden spandt og spandt til den lyse morgen. Så var værelset fuldt af guld, og da kongen kom og så det, blev han meget glad, og brylluppet blev fejret med stor pragt. Et år efter fødte dronningen et dejligt barn. Hun havde ganske glemt den lille mand, men pludselig trådte han ind i værelset og sagde: Giv mig så, hvad du har lovet mig. Dronningen blev meget forfærdet og tilbød ham alle sine skatte, hvis han ville lade hende beholde barnet, men manden sagde: Kød og blod er mere værd end alverdens skatte. Dronningen gav sig nu til at græde, og manden fik ondt af hende og sagde: Hvis du i løbet af tre dage kan gætte, hvad jeg hedder, skal du få lov til at beholde dit barn. Dronningen lå hele natten vågen for at komme i tanker om alle de navne, hun kendte, og sendte bud rundt om i landet for at få endnu flere at vide. Da manden kom næste dag, begyndte hun med Kaspar, Melchior, Balthazar og så videre, men manden sagde stadig: Nej, det hedder jeg ikke. Den næste dag sendte hun bud til nabolandet for at få at vide, hvad folkene der hed. Da manden kom, sagde hun de løjerligste navne som Vissenpind, Spidsben og Snørestøvle, 18

men intet af dem var det rigtige. Da budet kom tilbage tredie dag sagde han: Jeg har ikke kunnet opdage et eneste nyt navn, men da jeg kom til et højt bjerg bag skoven, så jeg et lille hus, hvor der brændte et bål. En løjerlig lille mand sprang rundt om ilden, hoppede på et ben og sang: I dag jeg brygger, i morgen jeg bager, i overmorgen dronningens barn jeg tager, hvor herligt, at ingen har anelse haft om, at mit navn det er Rumleskaft. Så hedder du måske Rumleskaft? Det har djævlen sagt dig, råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over. SLUT Dronningen blev ude af sig selv af glæde, og da den lille mand kom spurgte hun: Hedder du Kunz? Nej. Hedder du da Heinz? Nej. 19

20