OPHAVSRETSLICENSNÆVNET Årsberetning 2003 1. Nævnets opgaver og sammensætning. Ophavsretslicensnævnet er nedsat i medfør af ophavsretslovens 47, stk. 1. Nævnets opgave er at træffe endelig administrativ afgørelse i sager vedrørende uenighed om størrelsen af vederlaget i forbindelse med benyttelse af beskyttede værker i overensstemmelse med lovens tvangslicensbestemmelser. Nævnet har desuden kompetence til at træffe afgørelse i sager, hvor et radio- eller fjernsynsforetagende eller en godkendt rettighedsorganisation uden rimelig grund nægter tilladelse til viderespredning over kabelanlæg eller trådløst af radio- eller fjernsynsprogrammer eller stiller urimelige vilkår herfor. Nævnets afgørelser i sådanne sager er dog ikke bindende for radiofonierne. Nævnet kan også påkende visse sager vedrørende individuelle vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, der omfattes af aftalelicenser. Endvidere kan nævnet påkende sager om vilkår for tilladelse til offentlig fremførelse af musikværker. Endelig kan nævnet påkende visse sager vedrørende tekniske foranstaltninger til beskyttelse af værker m.v. Med hensyn til nævnets kompetence henvises i øvrigt til oversigten i bilaget. Nævnets virksomhed er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 25 af 14. januar 2004. Nævnet havde i 2003 følgende sammensætning: Faste medlemmer: Højesteretsdommer Peter Blok (formand) Advokat Asger Thylstrup Advokat Hanne Bender Suppleanter: Højesteretsdommer Poul Sørensen Advokat Dorte Wahl Adjunkt Thomas Riis Kulturministeriet yder sekretariatsbetjening til nævnet. 1
2. Nævnets kendelser i 2003: Nævnet afsagde i 2003 to kendelser: Kendelse af 21. oktober 2003 i sag nr. 86: De regionale spillesteder (Fonden Bornholms Musikhus, Foreningen Copenhagen Jazzhouse, Foreningen Det Bruunske Pakhus, Foreningen Fermaten, Foreningen Bag Forbrændingen, Musikforeningen Loppen, Multihus Tobaksfabrikken, Foreningen Gimle, Musikcafeen, Den Selvejende Institution Rytmeposten, Skråen, Storstrøms Amts Rytmiske Spillested STARS, Sammenslutningen Stengade 30, Studenterhuset (Aalborg), Kulturog Medborgerhuset Sønderborghus, Cap Rock-Train, Koncertvirksomhedens Fond (VEGA) og Fonden Voxhall) mod KODA Kendelse af 21. november 2003 i sag nr. 89: 2 P Klip v/ Per Christensen mod Gramex Sag nr. 86: De regionale spillesteder (Fonden Bornholms Musikhus, Foreningen Copenhagen Jazzhouse, Foreningen Det Bruunske Pakhus, Foreningen Fermaten, Foreningen Bag Forbrændingen, Musikforeningen Loppen, Multihus Tobaksfabrikken, Foreningen Gimle, Musikcafeen, Den Selvejende Institution Rytmeposten, Skråen, Storstrøms Amts Rytmiske Spillested STARS, Sammenslutningen Stengade 30, Studenterhuset (Alborg), Kultur- og Medborgerhuset Sønderborghus, Cap Rock-Train, Koncertvirksomhedens Fond (VEGA) og Fonden Voxhall) mod KODA. Sagen angik beregningen og størrelsen af det vederlag, som De regionale spillesteder ved afholdelse af koncerter skal betale til KODA, jf. ophavsretslovens 2, jf. 1, sammenholdt med 75 a, stk. 2. De regionale spillesteder nedlagde endelig påstand om, at KODA skulle anerkende, at de regionale spillesteder ved afholdelse af arrangementer med levende musik, som har karakter af koncerter, skulle anvende KODA s almindelige koncerttarif. Efter denne tarif skulle der som udgangspunkt betales 5,5 % af entreindtægten. KODA påstod heroverfor frifindelse og nedlagde endvidere tre selvstændige påstande, hvorefter de regionale spillesteder skulletilpligtes at anerkende, at tariffen for benyttelse af KODA s repertoire skulle fastsættes på grundlag af følgende procentsatser: - I den primære påstand som en procentsats af det samlede musikerhonorar. - I den subsidiære påstand som en procentsats af entréindtægter, offentlig støtte samt offentlige og private sponsorindtægter af enhver art. - I den mere subsidiære påstand som en procentsats af klagers entréindtægter, forhøjet i forhold til de 5,5%, der hidtil har været opkrævet. De regionale spillesteder påstod heroverfor frifindelse. Ved lov nr. 341 af 17. maj 2000 om ændring af musikloven indsattes i loven et kapitel 2b om rytmiske spillesteder, hvorefter Statens Musikråd inden for en beløbsramme fastsat på finansloven og ud fra en række nærmere beskrevne forudsætninger kunne yde økonomisk tilskud eller honorarstøtte til de regionale spillesteder. De regionale spillesteder har siden 2001 med hjemmel i loven modtaget økonomisk støtte fra Statens Musikråd. 2
KODA var på baggrund af den etablerede tilskudsordning af den opfattelse, at de regionale spillesteders betaling til KODA skulle beregnes ud fra andre principper end dem, der før tilskudsordningen havde været gældende, idet forudsætningerne for de oprindelige betalingsprincipper var ændret som følge af musikloven. KODA og de regionale spillesteder forhandlede uden held gennem en længere periode om en løsning vedrørende tarifstrukturen. De regionale spillesteder anførte, at hovedbegrundelsen for, at de ikke kunne acceptere KODA s vederlagskrav var, at det indebærer en urimelig forskelsbehandling af de regionale spillesteder i forhold til andre rytmiske spillesteder, herunder navnlig i forhold til de honorarstøttede spillesteder, som også modtager væsentlig offentlig støtte, og som ikke af KODA er mødt med et tilsvarende krav om ændring i tarifstrukturen. Dernæst lagde de regionale spillesteder vægt på, at det af forarbejderne til og grundlaget for ændringen af musikloven, herunder CASA-rapporten fra 1994 og Statens Musikråds forslag fra 1998, fremgik, at formålet med støtten til de rytmiske spillesteder var at bidrage til en løsning af spillestedernes krise gennem støtte til spillesteder og musikere, og at det ikke har været hensigten at yde direkte støtte til de skabende kunstnere. Det blev desuden påpeget, at den rytmiske musik ikke med hensyn til vederlaget til KODA kan sammenlignes med den klassiske musik, bl.a. fordi det inden for den rytmiske musik er langt mere almindeligt, at de udøvende kunstnere samtidig selv er komponister eller tekstforfattere. Der er derfor ikke grundlag for at overføre den særlige koncerttarif, der er aftalt mellem KODA og arrangører af klassiske koncerter, som modtager væsentlig offentlig støtte, til den rytmiske musiks område. KODA anførte heroverfor, at det er rimeligt og i overensstemmelse med sædvanlig praksis, at vederlaget til KODA sættes i relation til værdien af de ophavsrettigheder, der anvendes. I den koncerttarif, som var gældende i mange år den almindelige koncerttarif skete dette ved, at vederlaget som udgangspunktet blev beregnet som en procent af entréindtægten. I det omfang, der ydes væsentlig offentlig eller privat støtte til koncertarrangøren, sættes almindelige markedsmekanismer imidlertid ud af kraft, således at entréindtægten ikke længere er et egnet mål for musikkens værdi. Støtten muliggør en øget musikanvendelse, uden at entréindtægten øges tilsvarende, og støtten må betragtes som en betaling til koncertarrangøren, der skal sidestilles med entréindtægten, hvorfor der ved fastsættelse af KODA s vederlag skal tages højde for denne støtte. KODA bestred ikke, at støtten efter musikloven til den rytmiske musik primært er tænkt som en støtte til spillestederne og de udøvende musikere, men hverken loven eller forarbejderne udelukker, at støtten i et vist omfang også kommer de skabende kunstnere til gode. Støtten ydes til musikdriften, hvilket utvivlsomt også omfatter vederlaget til KODA. Det krav om en tarifændring, som KODA havde rejst over for de regionale spillesteder, var ikke udtryk for, at disse udsættes for en urimelig forskelsbehandling set i forhold til andre rytmiske spillesteder, herunder de honorarstøttede spillesteder. Den støtteordning, som blev gennemført ved ændringen af musikloven, indebærer, at den gennemsnitlige støtte til de enkelte regionale spillesteder et langt større end den gennemsnitlige støtte til de enkelte honorarstøttede spillesteder, og det er derfor ikke urimeligt, men tværtimod rimeligt og naturligt, at KODA i første omgang har koncentre- 3
ret sig om at få gennemført en ændring af tariffen for de regionale spillesteder. KODA havde i øvrigt til hensigt at tilpasse tariffen for de honorarstøttede spillesteder efter de principper, der fastslås i nærværende sag. Nævnet bemærkede: Ifølge den almindelige koncerttarif, som efter de regionale spillesteders påstand skal lægges til grund for deres betaling af vederlag til KODA i forbindelse med afholdelse af arrangementer, der har karakter af koncerter, udgør vederlaget som udgangspunkt 5,5 % af entreindtægten. Ophavsretslicensnævnet er imidlertid enig med KODA i, at den betydelige offentlige støtte, som de regionale spillesteder modtager efter ændringen af musikloven i 2000, har forrykket grundlaget for anvendelsen af den almindelige koncerttarif, og at KODA er berettiget til at forlange, at der tages hensyn til denne støtte ved fastsættelsen af vederlaget til KODA. Støtten efter musikloven ydes til udgifter forbundet med musikdriften, jf. lovens 3 g, stk. 1, og efter nævnets opfattelse udelukker hverken lovens ordlyd eller dens forarbejder, at den ydede støtte tages i betragtning ved fastsættelsen af vederlaget til KODA. Den særlige koncerttarif, som i 1998 blev aftalt mellem KODA og Sammenslutningen af Danske Musikforeninger, og som er godkendt af Kulturministeriet, må antages på tilsvarende måde at være begrundet i den betydelige offentlige støtte, som inden for den klassiske musiks område ydes til afholdelse af koncerter, og der kan ikke gives de regionale spillesteder medhold i, at den rytmiske musik ikke i denne sammenhæng kan sidestilles med den klassiske musik. Også på andre områder er det anerkendt, at der ved fastsættelsen af vederlaget til KODA bør tages hensyn også til indtægter i form af offentlige eller private tilskud, jf. bl.a. Ophavsretslicensnævnets kendelse af 20. juni 2002 i sag nr. 82 for så vidt angår lokalradioernes omsætningsbestemte tariffer. KODA s tre selvstændige påstande bygger på forskellige beregningsgrundlag, men fører til nogenlunde samme vederlagsniveau. Dette vederlagsniveau, som svarer til det, der følger af den særlige koncerttarif inden for den klassiske musiks område, overstiger efter Ophavsretslicensnævnets opfattelse ikke det rimelige. Gennem den gradvise forhøjelse af procentsatserne til det endelige niveau, der først nås i 2006, er der i tilstrækkeligt omfang taget hensyn til de regionale spillesteders behov for en overgangsperiode, herunder som følge af, at der foreligger godkendte budgetter for tiden indtil udgangen af 2003. Den offentlige støtte, der ydes til de enkelte regionale spillesteder, er væsentligt større og har en anden karakter end den støtte, der ydes til de enkelte honorarstøttede spillesteder, og det kan derfor ikke betragtes som en urimelig forskelsbehandling, at KODA har valgt at forlange en forhøjelse af tariffen for de regionale spillesteder uden samtidig at inddrage de honorarstøttede spillesteder. Af det anførte følger, at de regionale spillesteders påstand ikke tages til følge, og Ophavsretslicensnævnet finder, at valget for så vidt angår KODA s selvstændige påstande må stå mellem den principale påstand og den subsidiære påstand. I denne henseende kan der efter nævnets opfattelse ikke lægges afgørende vægt på den beregning, der er foretaget på grundlag af regnskabstallene for 2002, og som viser, at det samlede vederlag, de regionale spillesteder skal betale til KODA, hvis den principale påstand tages til følge, er mindre end det samlede vederlag, der skal betales, hvis den subsidiære påstand tages til følge. Der kan med tiden ske en forskydning af forholdet mellem entreindtægter, tilskud og honorarudgifter, og beregningen bygger på samlede tal, som ikke nødvendigvis gør sig gældende for det enkelte spillested. Den tarif, der fremgår af den subsidiære påstand, er udtryk for, at offentlig og privat støtte inddrages i beregningsgrundlaget for den almindelige koncerttarif i tillæg til entreindtægterne, og nævnet finder, at hensyntagen til sådan støtte uanset dennes nærmere karakter mest naturligt og konsekvent kan ske på denne måde. Hertil kommer, at de re- 4
gionale spillesteder over for den principale påstand om anvendelse af honorarudgiften som beregningsgrundlag har haft særlige indvendinger, som ikke uden videre kan afvises. Uanset at KODA s principale påstand svarer til den tarif, der er aftalt inden for den klassiske musiks område, finder nævnet herefter, at denne påstand ikke bør tages til følge, og nævnet tager herefter KODA s subsidiære påstand til følge. Sag nr. 89: 2 P Klip v/ Per Christensen mod Gramex Sagen angik størrelsen af det vederlag, som klageren, 2 P Klip v/ Per Christensen, skal betale til indklagede, Gramex, som repræsenterer udøvende kunstnere og pladeproducenter, for offentlig fremførelse af musik (baggrundsmusik) i klagerens frisørsalon, jf. ophavsretslovens 2, stk. 3, 65, 66 og 68. 2 P Klip havde nedlagt påstand om, at Gramex ikke var berettiget til at gennemføre den særlige forhøjelse af vederlaget med 15,4 % pr. 1. januar 2003, som var forlangt af Gramex. Gramex påstod frifindelse. Gramex tarif for baggrundsmusik i handels- og afsætningslokaler m.v. har gennem mange år været knyttet til den tarif, som inden for samme område gælder for vederlaget til KODA, der repræsenterer komponister, tekstforfattere og musikforlæggere. Til begge organisationer betales et fast beløb pr. kvartal (minimumsvederlag) for lokaler op til 240 m2, medens vederlaget pr. kvartal for lokaler over 240 m2 beregnes i forhold til antal m2. Begge tariffer pristalsreguleres på grundlag af nettoprisindekset. Gramex forhøjede med virkning fra 1. januar 2003 tarifferne med 15,4 % ud over den almindelige indeksregulering. Denne forhøjelse blev meddelt en række virksomheder, herunder 2 P Klip v/ Per Christensen, ved skrivelse af den 13. december 2002. 2 P Klip anførte, at den af Gramex forlangte særlige forhøjelse af vederlaget med 15,4 % ikke var rimeligt begrundet. Gramex havde ikke fremlagt beregninger, som viste, at de påberåbte forhold kunne begrunde en forhøjelse af denne størrelse. Det er ikke rimeligt, at Gramex ensidigt fastsætter en sådan forhøjelse. Gramex burde have forhandlet med de relevante organisationer inden for butikshandelen og servicefagene m.v., eksempelvis Dansk Handel og Service. Gramex anførte, at baggrunden for denne forhøjelse var, at antallet af lande, der har ratificeret Romkonventionen, var steget væsentligt siden 1995. I januar 1995 var konventionen ratificeret af 47 lande, medens den i januar 2003 var ratificeret af 71 lande, herunder yderligere bl.a. Albanien, Belgien, Bulgarien, Canada, Israel, Polen, Portugal, Rumænien og Venezuela. I juli 2003 var konventionen ratificeret af 76 lande. USA har ikke ratificeret konventionen. Gramex anførte endvidere, at den særlige forhøjelse tillige var begrundet i den ændring af beskyttelseskriterierne, som er blevet gennemført ved lov nr. 1051 af 17. december 2002 om ændring af ophavsretsloven, jf. nyaffattelsen af lovens 86. Hidtil har beskyttelsen i relation til Gramexvederlaget alene omfattet lydoptagelser, foretaget i et land, der er med i Det Europæiske Økonomi- 5
ske Samarbejde eller som har ratificeret Romkonventionen. Efter ændringen gælder tillige et nationalitetskriterium, således at alle indspilninger, der er foretaget af et pladeselskab med hjemsted inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller i et land, der har ratificeret Romkonventionen, er beskyttet, uanset hvor optagelsen har fundet sted, hvilket navnlig har betydning i relation til optagelser foretaget i USA. Nævnet bemærkede: Sagen angår den særlige forhøjelse af vederlaget til Gramex for baggrundsmusik i handels- og afsætningslokaler m.v. med 15,4 %, som Gramex har gennemført pr. 1. januar 2003, og som fremkommer ved, at vederlaget til Gramex er forhøjet fra 65 % af vederlaget til KODA til 75 % af vederlaget til KODA. Ved betalingen opnår brugeren en blanco-licens, og Ophavsretslicensnævnet finder, at forhøjelsen er rimeligt begrundet i den udvidelse af det af Gramex forvaltede beskyttede repertoire, som har fundet sted dels som følge af, at et øget antal lande har tiltrådt Romkonventionen, dels som følge af den ændring af beskyttelseskriterierne, som blev gennemført ved ændringen af ophavsretslovens 86 ved lov nr. 1051 af 17. december 2002. Minimumsvederlaget til Gramex, som klageren betaler, udgør efter stigningen pr. 1. januar 2003 322,50 kr. i kvartalet. Dette vederlag, for hvilket brugeren opnår en ubegrænset tilladelse til at spille baggrundsmusik i sine lokaler, kan efter nævnets opfattelse ikke anses for urimeligt. Nævnet tager herefter Gramex påstand om frifindelse til følge. Det forhold, at Gramex har gennemført forhøjelsen uden forudgående drøftelser med relevante organisationer for brugerne, kan ikke føre til et andet resultat. 4. Verserende sager. Der er for tiden 10 verserende sager ved nævnet. Det drejer sig om: Sag nr. 84 Direktoratet for Kriminalforsorgen mod Hoist Hospitality Supplies A/S og Telenor Vision Danmark Sag nr. 87 KODA mod Sterling European Airlines A/S, Maersk Air I/S, My Travel Airways A/S og SAS Sag nr. 88 www.galaxyjoe.dk ved Martin Thyrring mod KODA Sag nr. 92 TV Danmark A/S m.fl. mod KODA Sag nr. 93 Nordisk Radio Reklame S/D mod KODA Sag nr. 94 TV2 Zulu A/S mod Copy-Dan Kabel-TV og KODA Sag nr. 95 Gramex mod Radio 100 FM Sag nr. 96 KODA mod TV2 Zulu A/S Sag nr. 97 Gramex mod HORESTA Sag nr. 98 Motion og Trivsel mod KODA 6
5. Oversigt over nævnets kompetence og afsagte kendelser. Det vedhæftede bilag indeholder en opdateret oversigt over nævnets kompetence med henvisning til de pågældende bestemmelser i ophavsretsloven og i tilknytning hertil en oversigt over samtlige afsagte kendelser fordelt på sagskategorier. Kendelserne kan findes på Kulturministeriets hjemmeside www.kum.dk eller rekvireres i nævnets sekretariat: c/o Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K. København, den 20. april 2004 Peter Blok /Anne Sophie Gersdorff Schrøder 7
Oversigt over Ophavsretslicensnævnets kompetence pr. 1. januar 2004 samt Ophavsretslicensnævnets (Tvangslicensnævnets) kendelser fordelt på sagskategorier Ophavsretslicensnævnet har i henhold til ophavsretslovens 47, stk. 1, kompetence til at træffe afgørelse i sager om fastsættelse af vederlagets størrelse på følgende områder: Fremstilling af lydbøger og lydaviser med henblik på udlån til synshandicappede, jf. 17, stk. 4; Brug af værker i undervisningsantologier, jf. 18, stk. 1; Individuelle vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, der omfattes af en aftalelicens, jf. 51, stk. 2; Vederlag for brug af udgivne lydoptagelser i radio og fjernsyn m.v., jf. 68. Herudover er nævnet kompetent til at meddele tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for: Viderespredning over kabelanlæg eller trådløst i tilfælde, hvor en godkendt rettighedsorganisation eller et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund nægter at give tilladelse hertil eller fastsætter urimelige vilkår herfor, jf. 48, stk. 1. Disse afgørelser er imidlertid ikke bindende for radiofonierne; optagelse af radio- og tv-udsendelser til undervisningsbrug og til brug for syns- og hørehandicappede, jf. 48, stk. 2. Nævnet er endvidere kompetent til at fastsætte vilkår for offentlig fremførelse af musikværker jf. 75 a, stk. 2. Endelig er Ophavsretslicensnævnet kompetent til at pålægge en rettighedshaver, som har gjort brug af de i 75 c, stk. 1, nævnte effektive tekniske foranstaltninger, at stille sådanne midler til rådighed for en bruger, som er nødvendige for, at denne kan drage fordel af visse indskrænkninger i eneretten samt af aftalelicenser, jf. 75 d, stk. 1 Ved lov nr. 1207 af 27. december 1996 gennemførtes visse ændringer i nævnets kompetence i sager om viderespredning af værker m.v., der indgår i radio- og fjernsynsudsendelser. Dette havde sammenhæng med, at tvangslicensordningen i lovens 35 med virkning fra den 1. januar 1998 blev omlagt til en ordning baseret på aftalelicens. Ved ændringslovens 2, stk. 3, blev der endvidere indført en overgangsregel. Efter denne kunne Ophavsretslicensnævnet for året 1997 meddele den fornødne tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for videreudsendelse i kabelanlæg af værker, fremførelser og frembringelser, som indgår i udsendelser i radio eller fjernsyn af den i ophavsretslovens 35, stk. 5, nævnte karakter. 8
Ved lov nr. 472 af 7. juni 2001 blev nævnets kompetence ved den nye 75 a, stk. 2, udvidet til også at omfatte KODA's tariffer for offentlig fremførelse af ophavsretligt beskyttet musik. Nævnets kompetence omfatter alene en stillingtagen til rimeligheden af KODA s tariffer og andre vilkår for at meddele tilladelse til offentlig fremførelse af musikværker. Nævnet har derimod ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er tale om offentlig fremførelse. Ved lov nr. 1051 af 17. december 2002 blev der foretaget følgende ændringer med relevans for Ophavsretslicensnævnets kompetence: Tvangslicensen i 17, stk. 1, 2. pkt. blev ophævet. Ændringen er en følge af implementeringen af infosoc-direktivets artikel 5, stk. 3, litra b, hvorefter medlemsstaterne kan indføre indskrænkninger i eneretten, hvis der er tale om ikke-kommercielle anvendelser til gavn for handicappede. Tvangslicensen i 17, stk. 1, 2. pkt., harmonerede ikke med direktivet, hvorfor den måtte ophæves. Der blev indsat en ny 75 d, hvorefter Ophavsretslicensnævnet på begæring kan pålægge en rettighedshaver, som har gjort brug af de i 75 c, stk. 1, nævnte effektive tekniske foranstaltninger, at stille sådanne midler til rådighed for en bruger, som er nødvendige for, at denne kan drage fordel af bestemmelserne i 15, 16, stk. 1, 17, stk. 1-4, 18, stk. 1 og 2, 21, stk. 1, nr. 2, 23, stk. 1, samt 26-28, 31 og 33. Denne nye bestemmelse gennemfører infosocdirektivets artikel 6, stk. 4, der regulerer forholdet mellem forbudet i artikel 6, stk. 1, mod omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger og en række undtagelser fra eneretten. For at sikre en smidig løsning af de konflikter, som måtte opstå på dette område, er der ved 75 d givet hver af parterne mulighed for at indbringe eventuelle tvister for Ophavsretslicensnævnet. Ved lov nr. 997 af 9. december 2003 blev der foretaget følgende ændringer med relevans for Ophavsretslicensnævnets kompetence: Adgangen i 48, stk. 1 til at meddele tilladelse samt fastsætte de nærmere vilkår for kabelviderespredning blev udvidet til også at finde anvendelse på trådløs viderespredning. Der blev indsat et nyt pkt. 3 i 48, stk. 1, hvorefter Ophavsretslicensnævnets afgørelser i sager om trådløs viderespredning eller kabelviderespredning ikke har bindende virkning for radio- og fjernsynsforetagender. - - - o - - - De afgjorte sager fordeler sig på de enkelte sagskategorier på flg. måde: 17, stk. 4 (tidligere 17, stk. 2): Sag nr. 39: Dansk Forfatterforening mod Danmarks Blindebibliotek; 18, stk. 1: Sag nr. 4: Dansk Komponistforening mod Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler; sag nr. 4B: Dansk Komponistforening mod Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler II; sag nr. 7: Fotograf F.L. Kenett mod Gyldendalske Boghandel; sag nr. 12: UBVA mod Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag; sag nr. 18: Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark mod Dansk Forfatterforening; 9
35: Sag nr. 16: Copy-Dan's forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod P&T, KTAS, FKT, JKAS; sag nr. 19: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod en række antenneforeninger m.v.; sag nr. 61: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og Tele Sønderjylland A/S; sag nr. 62: Skagen Antennelaug mod Eurosport Sales Organisation S.C.S; sag nr. 66: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod TeleDanmark A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL) og Boligselskabernes Landsforening; sag nr. 70: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes landsforening og Stofa; sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Stofa A/S; sag nr. 74: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S; sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Biintervenient: Telia Stofa, sag nr. 78: Copy-Dan Kabel-TV mod TDC Kabel-TV A/S (tidligere Tele Danmark Kabel TV), Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) som mandatar for Antenneforeningen AFO-SHS, Skanderborg, Kommunernes Landsforening (KL) som mandatar for Esbjerg Kommune, Boligselskabernes Landsforening (BL) som mandatar for boligselskabet Ådalsparken, Hørsholm, og Telia Stofa A/S, Horsens. 48, stk. 1: Sag nr. 16: Copy-Dan's forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod P&T, KTAS, FKT, JKAS; sag nr. 19: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod en række antenneforeninger m.v.; sag nr. 61: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og Tele Sønderjylland A/S; sag nr. 62: Skagen Antennelaug mod Eurosport Sales Organisation S.C.S; sag nr. 65: Tele Danmark A/S mod Deutsches Sportfernsehen GmbH (DSF); sag nr. 66: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele- Danmark A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL) og Boligselskabernes Landsforening; sag nr. 70: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes landsforening og Stofa; sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Stofa A/S; sag nr. 74: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S; sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Biintervenient: Telia Stofa; sag nr. 78: Copy-Dan Kabel-TV mod TDC Kabel- TV A/S (tidligere Tele Danmark Kabel TV), Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) som mandatar for Antenneforeningen AFO-SHS, Skanderborg, Kommunernes Landsforening (KL) som mandatar for Esbjerg Kommune, Boligselskabernes Landsforening (BL) som mandatar for boligselskabet Ådalsparken, Hørsholm, og Telia Stofa A/S, Horsens; sag nr. 80: Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) mod Viasat Broadcasting Group Ltd, sag nr. 81: Aalborg-Nørresundby Antenneforening, Nørresundby mod TvDanmark 1 Ltd., Middelsex, England. 48, stk. 2: Ingen sager. 51, stk. 2: Ingen sager. 68: Sag nr. 2: Gramex mod Danmarks Radio; sag nr. 9: Gramex mod Danmarks Radio II; sag nr. 17: Gramex mod Sammenslutningen af lokale radio- og TV-stationer i Danmark samt Lokalradio Herning; sag nr. 20: Gramex mod Skagens Nærradio A.m.b.a..; sag nr. 21: Gramex mod 10
Næstved Folkeradio; sag nr. 22 Gramex mod Radio RAFO A.m.b.a.; sag nr. 23: Gramex mod Odense Nærradio; sag nr. 24: Gramex mod Radio Vesterbro; sag nr. 25: Gramex mod Radio Aalborg; sag nr. 26: Gramex mod Århus Nærradio; sag nr. 28 : Gramex mod Frederikshavn Lokalradio A/S; sag nr. 29: Gramex mod Rhema Radio; sag nr. 30: Gramex mod The Voice (Frederiksberg Lokal Radio ApS); sag nr. 31: Gramex mod Sokkelund Radio; sag nr. 32: Gramex mod Aalborg Nærradio; sag nr. 33: Gramex mod Folkets Radio; sag nr. 34: Gramex mod Radio Randers; sag nr. 35: Gramex mod Radio Viborg; Sag nr. 37: Gramex mod Sokkelund Radio II; sag nr. 38: Gramex mod Radio Mercur; sag nr. 41: Gramex mod Radio HSR; sag nr. 43: Gramex mod Lokalradioen Linie 1; sag nr. 46: Gramex mod Radio SLR (Stenløse Lokal Radio) og Sky Radio; sag nr. 47: Gramex mod 67 lokalradioer; sag nr. 48: Gramex mod Rødding og Omegns Nærradio; sag nr. 50: Gramex mod Radio Næstved; sag nr. 52: Gramex mod Radio Sydkysten; sag nr. 56: Danmarks Radio mod Gramex; sag nr. 57: Gramex mod Radio Energy FM I (Lyngby); sag nr. 58: Gramex mod Radio Energy FM II (København); sag nr. 59: Gramex mod Radio CBB; sag nr. 60: Gramex mod Universitetsradioen; sag nr. 64: Radio Esbjerg mod Gramex; sag nr. 68: The Voice of Scandinavia mod Gramex; sag nr. 71: Gramex mod Radio Viborg; sag nr. 79: Gramex mod Pop FM ved Nordisk Radio Reklame; sag nr. 89: 2 P Klip v/ Per Christensen mod Gramex. 75 a, stk. 2: sag nr. 82: Foreningen af Kommercielle Lokalradio- og TV-stationer (KOMM), Foreningen af Arbejderbevægelsens Elektroniske Medier (FAEM), Den Kristne Producent Komité for Lokalradio og TV (KPK) og Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer i Danmark (SLRTV) som mandatarer for de sendetilladelsesindehavere, som fremgår af klagernes medlemsoversigter, jf. bilag 43 i kendelsen, mod KODA; sag nr. 86: De regionale spillesteder (Fonden Bornholms Musikhus, Foreningen Copenhagen Jazzhouse, Foreningen Det Bruunske Pakhus, Foreningen Fermaten, Foreningen Bag Forbrændingen, Musikforeningen Loppen, Multihus Tobaksfabrikken, Foreningen Gimle, Musikcafeen, Den Selvejende Institution Rytmeposten, Skråen, Storstrøms Amts Rytmiske Spillested STARS, Sammenslutningen Stengade 30, Studenterhuset (Alborg), Kultur- og Medborgerhuset Sønderborghus, Cap Rock-Train, Koncertvirksomhedens Fond (VEGA) og Fonden Voxhall) mod KODA. 2, stk. 3, i lov nr. 1207 af 27. december 1996: sag nr. 67: KODA mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Stofa samt TV 3 mod KODA; sag nr. 69: TV 1000 Danmark A/S mod KODA. 11