HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 24. maj 2012

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 24. maj 2012 Sag 217/2011 FTF som mandatar for Dansk Musiker Forbund som mandatar for A (advokat Pernille Backhausen) mod HORESTA Arbejdsgiver som mandatar for B A/S (advokat Marie Louise Larsen) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Horsens den 25. januar 2011 og kendelse af Vestre Landsrets 11. afdeling den 30. marts I afgørelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Jytte Scharling, Jon Stokholm, Vibeke Rønne og Michael Rekling. Påstande FTF som mandatar for Dansk Musiker Forbund som mandatar for A har nedlagt påstand om, at HORESTA Arbejdsgiver som mandatar for B, skal anerkende, at spørgsmålet om berettigelsen af den foretagne bortvisning af A skal afgøres ved faglig voldgift, subsidiært at behandlingen af spørgsmålet om berettigelsen af den foretagne bortvisning af A skal påbegyndes ved faglig voldgift. HORESTA Arbejdsgiver som mandatar for B har nedlagt på stand om stadfæstelse, subsidiært frifindelse.

2 - 2 - Sagsfremstilling A blev den 1. november 2007 ansat som sceneassistent på B. Ifølge 2 i ansættelsesbevis af 25. maj 2002 er ansættelsesforholdet ikke omfattet af en overenskomst. Ansættelsesbeviset indeholder ikke bestemmelser om voldgift. Den 10. december 2009 blev A bortvist fra sin stilling. Han var sikkerhedsrepræsentant på tidspunktet for bortvisningen. Retsgrundlag Arbejdsretsloven bestemmer i 9: For Arbejdsretten indbringes sager om 7) tvister om, hvorvidt der foreligger en aftale om faglig voldgift, og om fortolkningen af en aftale om faglig voldgift og 9, stk. 1, nr. 7, blev indsat i arbejdsretsloven ved lov nr. 106 af 26. februar 2008 på baggrund af lovforslag nr. 5 af 28. november I bemærkningerne til 9 hedder det (Folketingstidende, 2007/08, 2. samling, tillæg A, L 5, side 62): Til stk. 1, nr. 7, bemærkes: Det foreslås, at sager om, hvorvidt der foreligger aftale om faglig voldgift, og om fortolkning af en aftale om faglig voldgift i alle tilfælde henhører under Arbejdsretten. Bestemmelsen indebærer, at uoverensstemmelser om eksistensen og fortolkningen af aftaler om faglig voldgift skal afgøres af Arbejdsretten. Det gælder, selv om der er tale om en uoverensstemmelse som nævnt mellem parter, der i deres kollektive overenskomst har aftalt konfliktløsning ved faglig voldgift i stedet for Arbejdsretten. Der er tale om en sagstype, som angår et centralt arbejdsretligt problem, som - uanset overenskomstområde - bør afgøres efter ensartede retningslinjer, hvorfor Arbejdsretten tillægges enekompetence til afgørelse af sager af denne art. Sager herom kan ikke indbringes for de almindelige domstole, jf. 11, stk. 1. Der kan heller ikke i stedet for behandling ved Arbejdsretten træffes aftale om behandling ved en faglig voldgiftsret, jf. også bemærkningerne nedenfor til 22, stk. 2. Det er for så vidt angår voldgift omfattet af voldgiftsloven almindeligt antaget, at en voldgiftsaftale kun kan anses for indgået, hvis dette er klart, og aftalen fortolkes således, at den kun omfatter de tvister, som klart falder ind under aftalen. Voldgiftsloven gælder imidlertid ikke for tvistløsning ved faglig voldgift, jf. denne lovs 1, stk. 5. Tvistløsning ved en faglig voldgiftsret repræsenterer omvendt en model for kollektiv tvistløsning på det kollektivarbejdsretlige område, som overenskomstparterne har fundet naturlig og har opereret med i 100 år. Der er derfor i almindelighed ikke behov for at stille særlige klarhedskrav til kollektive overenskomstparters vedtagelse af faglig voldgift, som også for det enkelte medlem af de overenskomstbærende organisationer indebærer

3 - 3 - en retlig prøvelse, som må anses for retssikkerhedsmæssigt fuldt betryggende, se også bemærkningerne nedenfor til 21, nr. 3. Uoverensstemmelser om eksistens, omfang og virkning af en aftale om faglig voldgift skal derfor i almindelighed afgøres på samme måde som andre fortolkningsuoverensstemmelser på det kollektivarbejdsretlige område. For så vidt angår organisationsmedlemmers lovbaserede krav er der imidlertid behov for også i forhold til arbejdsretlige overenskomstparters aftale om faglig voldgift - alt afhængig af kravets art og baggrund samt arbejdsretlig praksis - at stille krav om klarhed med hensyn til, hvad der er aftalt 9, stk. 1, nr. 7, er også nævnt i bemærkningerne til 22, der vedrører muligheden for at anlægge en sag, der efter 21 skal indbringes for en faglig voldgiftsret, ved de almindelige domstole. I bemærkningerne til denne bestemmelse er anført bl.a. (Folketingstidende 2007/08, 2. samling, tillæg A, L 5, side 66.): Uoverensstemmelser om selve eksistensen og forståelsen af en aftale om faglig voldgift henhører alene under Arbejdsretten i henhold til den nye bestemmelse i 9, stk. 1, nr. 7. Det gælder uanset, hvilket overenskomstniveau voldgiftsaftalen befinder sig på. Arbejdsmiljølovens 10 er sålydende: Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved arbejdsmiljørepræsentantens hverv og godtgør arbejdsmiljørepræsentanten tab af indtægt. Stk.2. Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område. Stk.3. Uoverensstemmelser om beskyttelsen efter stk. 1 og 2, herunder spørgsmål om, hvilke regler der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne, afgøres ved fagretlig behandling, jf. 33 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. Arbejdsretslovens 33 er sålydende: Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse, medmindre parterne i et overenskomstforhold har vedtaget betryggende bestemmelser om faglig voldgiftsretsbehandling. Stk.2. De til enhver tid mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark aftalte Regler for behandling af faglig strid (Normen) er i øvrigt gældende, medmindre parterne i et overenskomstforhold har vedtaget betryggende regler om behandling og afgørelse af uenighed af faglig karakter. I bemærkningerne til bestemmelsen i Folketingstidende 2007/08, 2. samling, tillæg A, L 5, side 70, er bl.a. anført: Det arbejdsretlige system i Danmark er kendetegnet ved, at parterne i et overenskomstforhold - eller ved aftaler i øvrigt - ofte tilrettelægger forholdene mellem lønmodtager

4 - 4 - og arbejdsgiver på en måde, der mest hensigtsmæssigt passer til den enkelte branche eller den enkelte virksomhed. Det indebærer bl.a., at en lang række overenskomster indeholder regler om etablering og tilrettelæggelse af faglige voldgifter. Dette autonome aspekt gør, at systemerne ofte er effektive og procesbesparende. Der er ikke med forslaget om at forankre de faglige voldgiftsretter i loven tilsigtet ændringer i dette system. Det betyder, at parterne i et overenskomstforhold i henhold til stk. 1 fortsat kan vedtage betryggende regler om de faglige voldgiftsretter, således at sådanne overenskomstbestemmelser træder i stedet for lovreglerne i kapitel 2. Anbringender FTF som mandatar for Dansk Musiker Forbund som mandatar for A har navnlig anført, at det hverken følger af arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, jf. 11, eller af hensynene bag disse bestemmelser, at Arbejdsrettens enekompetence omfatter spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske behandling ved faglig voldgift af den foreliggende materielle tvist. Det følger modsætningsvis af arbejdsretslovens 10, stk. 2, at Arbejdsretten ikke behandler sager, hvor kun lovfortolkning er af betydning for sagens afgørelse. Den juridiske ramme er ikke arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, jf. 11, idet parterne er enige om, at der ikke eksisterer en aftale om faglig voldgift. Den juridiske ramme er derimod en fortolkning af arbejdsmiljøloven 10, stk. 3, der direkte peger på faglig voldgift. HORESTA Arbejdsgiver som mandatar for B har anført, at det følger af arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, at det udelukkende er Arbejdsretten, der er kompetent til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er hjemmel til, at sagen behandles ved faglig voldgift. De civile domstole har dermed, jf. arbejdsretslovens 11, ikke kompetence til at træffe afgørelse i en tvist om henvisning til faglig voldgift, hvorfor sagen bør afvises. Højesterets begrundelse og resultat Parterne strides om berettigelsen af en bortvisning af en medarbejder, der var sikkerhedsrepræsentant. Der er i den forbindelse opstået uenighed mellem parterne om, hvorvidt denne materielle tvist om berettigelsen af bortvisningen skal behandles ved de almindelige domstole eller ved faglig voldgift. Det er arbejdstagersidens opfattelse, at den materielle tvist skal afgøres ved faglig voldgift, eftersom det i arbejdsmiljølovens 10, stk. 3, er bestemt, at uoverensstemmelser om sikkerhedsrepræsentantbeskyttelsen efter stk. 1 og 2 afgøres ved fagretlig behandling. Arbejdsgiversiden mener, at dette må forudsætte en overenskomst herom ar-

5 - 5 - bejdsmiljølovens 10, stk. 3, er ikke en bestemmelse, som i sig selv henfører tvistløsningskompetencen til det fagretlige tvistløsningssystem. Der er dernæst opstået uenighed mellem parterne om, hvorvidt det henhører under de almindelige domstole eller Arbejdsretten at afgøre, om den materielle tvist om berettigelsen af bortvisningen skal behandles ved de almindelige domstole eller ved faglig voldgift. Arbejdsgiversiden mener, at spørgsmålet henhører under Arbejdsretten, da Arbejdsretten efter arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, afgør tvister om, hvorvidt der foreligger en aftale om faglig voldgift, og om forståelsen af en aftale om faglig voldgift. Arbejdstagersiden mener, at spørgsmålet henhører under de almindelige domstole parternes uenighed angår ikke aftalespørgsmål, men forståelsen af arbejdsmiljølovens 10, stk. 3. Højesteret bemærker, at parterne er enige om, at arbejdsforholdet mellem B og A ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, og at der heller ikke mellem dem er nogen aftale om tvistløsning ved faglig voldgift. Der foreligger således ikke nogen uoverensstemmelse om eksistensen eller forståelsen af en aftale om faglig voldgift og dermed ikke en uoverensstemmelse omfattet af Arbejdsrettens kompetence efter ordlyden af arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7. Det fremgår af forarbejderne til arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, at uoverensstemmelser om eksistens og forståelse af aftaler om faglig voldgift angår et centralt arbejdsretligt problem, som uanset overenskomstområde bør afgøres efter ensartede retningslinjer og derfor behandles af Arbejdsretten. Højesteret finder herefter hverken i ordlyden af eller forarbejderne til arbejdsretslovens 9, stk. 1, nr. 7, holdepunkter for en forståelse, hvorefter bestemmelsen også omfatter uoverensstemmelser uden forbindelse til kollektivarbejdsretlige aftalespørgsmål om eksistens eller forståelse af en aftale om faglig voldgift. Det følger heraf, at afgørelsen af den foreliggende uoverensstemmelse om forståelsen af arbejdsmiljølovens 10, stk. 3, henhører under de almindelige domstole. Afvisning er derfor sket med urette.

6 - 6 - Højesteret ophæver herefter byrettens dom og hjemviser sagen til fortsat behandling ved byretten. Thi bestemmes: Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til forsat behandling ved Retten i Horsens.