TO NYE DOMME OM RETSHJÆLPSFORSIKRING

Transkript

1 21. APRIL 2010 TO NYE DOMME OM RETSHJÆLPSFORSIKRING I betragtning af, at retshjælpsforsikringen giver liv til tusindvis af retssager, er det paradoksalt, at der næsten ingen retssager føres om retshjælpsforsikringen og dennes dækningsomfang. Nu foreligger der imidlertid to nye domme om retshjælpsforsikring. Selv om der er tale om konkrete afgørelser, kan de nok have lidt interesse - navnlig da retspraksis som nævnt er ganske sparsom. Dom afsagt af retten i Glostrup den 16. december 2009 vedrørende en retrospektiv vurdering af, om forsikringstageren havde rimelig grund til at føre en voldgiftssag. Auktionsfirmaet A ønskede retshjælp til en voldgiftssag mod Auktionsfirmaet B. Pga. tvivl om, hvem der var rette indklagede, valgte A at anlægge voldgiftssagen mod tre forskellige, men nært tilknyttede parter: B ApS, hr. B og fru B. Den principale påstand var betaling af 2,2 mio. kr. Dette svarede til en bod på 2 mio. kr. for overtrædelse af en konkurrenceklausul i en franchiseaftale, mens yderligere kr. angik overtrædelse af en fortrolighedsklausul. A's forsikringsselskab F afviste at give forhåndstilsagn om retshjælpsdækning, da man ikke fandt, at der var rimelig grund til at føre sagen. Ved voldgiftsrettens kendelse blev B ApS og fru B begge frifundet fuldt ud. Hr. B blev frifundet i relation til konkurrenceklausulen; men dømt til at betale kr. for overtrædelse af fortrolighedsklausulen. Ved den retrospektive vurdering af sagens rimelighed fastholdt F sit afslag på retshjælpsdækning og bemærkede bl.a., at A havde tabt sagen 100% i forhold til B ApS og fru B, mens A havde tabt ca. 95% i forhold til hr. B. A gjorde bl.a. gældende, at det havde været rimeligt at anlægge sagen mod alle tre modparter, jf. bl.a. synspunkter om identifikation og gennembrudshæftelse. Bevisførelsen for voldgiftsretten viste, at det var rimeligt at få sagen prøvet, selv om voldgiftsretten ikke fandt A's synspunkt tilstrækkeligt bevist. A anførte videre, at

2 2/2 21. APRIL 2010 efterfølgende forhold havde vist, at A's opfattelse af faktum var korrekt. Der var endvidere uenighed om størrelsen af det salær, der i givet fald tilkom A's advokat. A kævede et salær på ca kr. excl. moms. F anførte, at et evt. salær ikke burde overstige kr. svarende til det beløb, voldgiftsretten havde tilkendt B ApS og fru B. Retten bemærkede, at der skulle lægges vægt på, om A på tidspunktet for sagens førelse ud fra de dengang foreliggende oplysninger havde rimelig grund til at føre proces. Efter en samlet vurdering af disse oplysninger fandt retten, at A havde haft rimelig grund til at føre sagen mod hr. B; men ikke mod fru B eller B ApS. Retten henviste herved til en række forhold, som var anført i voldgiftsrettens præmisser, og bemærkede, at det forhold, at voldgiftsretten efter en konkret bevisvurdering ikke fandt, at de anførte forhold var tilstrækkelige til at give A medhold, ikke medførte, at sagen var ført uden rimelig grund. F skulle derfor yde retshjælpsdækning til A's tvist med hr. B; men ikke til tvisten med henholdsvis fru B eller B ApS. Det salær, som F skulle betale til A's advokat, fastsatte retten til kr. A var repræsenteret af advokat Carl-Erik Nielsen, mens undertegnede repræsenterede F. Kommentar: Dommen fastslår, at den retrospektive vurdering - når retssag/voldgiftssag har været gennemført - af, om forsikringstageren havde rimelig grund til at føre sagen, skal baseres på det grundlag, som forsikringstageren dengang havde for at føre sagen - ikke eventuelle efterfølgende omstændigheder, som måtte kunne begrunde, at forsikringstageren havde en god eller en dårlig sag. I den konkrete sag svarede dette til et af F's anbringender; mens A bl.a. henviste til, at efterfølgende faktuelle forhold dokumenterede det, som A under voldgiftssagen havde forsøgt at bevise. Dom afsagt af retten i Sønderborg den 11. marts Dommen vedrører dækningsundtagelse for sager, som savner rimelig grund, jf. betingelsernes 5, stk. 1. A anlagde retssag mod Udlændingeservice, U, med påstand om bl.a., at U s afgørelser om afslag på ansøgning om familiesammenføring skulle ophæves; at U skulle anerkende at have forsømt sin vejledningspligt, og at U skulle betale kr. til A. Søgsmålet blev senere udvidet, således at også Integrationsministeriet blev sagsøgt. Der var enighed om, at sagen efter sin art var omfattet af retshjælpsforsikringen. A argumenterede for, at myndighedernes afgørelser var i strid med bl.a. den danske udlændingelovgivning, EMRK, EU-retlige regler om fri bevægelighed og opholdsdirektivet A havde derfor rimelig grund til at føre retssagen. A gjorde bl.a. gældende, at det var i strid med god forsikringsskik, at forsikringsselskabet, F, anvendte samme betragtninger som begrundelse for at nægte retshjælpsdækning, som Kammeradvokaten havde fremført under den retssag, som gav anledning til ansøgningen om retshjælpsdækning. F argumenterede for, at A ikke havde udsigt til at få medhold i de nedlagte påstande, og at det ikke var godtgjort, at sagen blev ført med rimelig grund. Under henvisning til, at der søgtes retshjælpsdækning til en almindelig civil retssag, hvor forhandlingsmaksimen fandt anvendelse, mente F sig i øvrigt berettiget til at inddrage det materiale, som A s modpart havde påberåbt sig under den pågældende retssag. F gjorde endvidere gældende, at efter såvel retshjælpsforsikringsbetingelsernes 5, stk. 1, som det almindelige princip om tabsbegrænsning, burde A have udnyttet den

3 3/3 21. APRIL 2010 administrative rekursmulighed fuldt ud ved at påklage udlændingeservices afgørelser til Integrationsministeriet, før der blev anlagt retssag. Henset til, at en grundlæggende del af det faktum, som A påberåbte sig til støtte for påstanden om ophævelse af udlændingeservices afgørelser, endnu ikke havde været fremført overfor myndighederne, gjorde F endvidere gældende, at det var ikke rimeligt at anlægge retssag mod udlændingemyndighederne, før disse havde haft lejlighed til at vurdere ansøgningerne om familiesammenføring på et fuldt oplyst faktum. Retten bemærkede, at da F påberåbte sig dækningsundtagelsen, havde F bevisbyrden for, at det på det foreliggende grundlag ikke var rimeligt at føre sagen. Retten ville under retssagen mod myndighederne være bundet af forhandlingsmaksimen og det var derfor berettiget, at F under denne sag også havde inddraget materialet fremlagt af modparten (Kammeradvokaten) i den omhandlede sag. Efter en konkret gennemgang af hver af de af A nedlagte påstande i sagen mod myndighederne, gav retten F medhold i, at A ikke havde rimelig grund til at føre sagen. F blev derfor frifundet. Kommentar: For så vidt angår rimelighedsvurderingen er der tale om en konkret sag; men det kan have generelt interesse, at dommen fastslår, at forsikringsselskabet i sin vurdering af rimeligheden kan gå ned i den enkelte sags detaljer (man skal altså ikke nødvendigvis nøjes med en helt overordnet vurdering), og at selskabet i den forbindelse kan påberåbe sig forsikringstagerens modparts anbringender og beviser i det omfang, dette har relevans for vurderingen af sagens rimelighed. Dette er i overensstemmelse med forsikringsselskabernes hidtidige praksis; men kritiseres undertiden af forsikringstagere og disses advokater. ---ooooo--- Betina Schiønning og jeg står meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål vedrørende de to domme, der vedhæftes i anonymiseret form. A var under retssagen repræsenteret af advokat Hans Boserup, mens F var repræsenteret af advokat Betina Schiønning. A har nu anket dommen til Vestre Landsret. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) [email protected] BETINA SCHIØNNING ADVOKAT [email protected]

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28