Sagen mod fæstebonden Niels Olsen

Sagen mod fæstebonden Niels Olsen Myten og virkeligheden om fæstebondens retlige stilling i 1700- og 1800-tallet Af professor, dr.jur. Jens Evald, Aarhus Universitet 1. DEN OMHYGGELIGHED, HVORMED LOVGIVNINGEN HAR BESTEMT... Engang i vinterhalvåret 1820 transporterede og afleverede fæstebonde Niels Olsen af Lundby sin landgilde, dvs. den årlige fæsteafgift, på hovedgården Lundbygård, hvorunder han var fæstet. Lundbygård, som udover at være hovedgård også var et gods, ejedes af kaptajn og vestindisk regeringsråd, Jobst Gerhard von Scholten (1783-1824), der var broder til den navnkundige generalguvernør Peter (Carl Frederik) von Scholten (1784-1854). Selvom landgilden var blevet afleveret på hovedgården, var von Scholten ikke tilfreds, for han mente, at Niels Olsen var forpligtet til at transportere landgilden, som bestod af korn, fra Hovedgaarden til Vordingborg. Dette bestred Niels Olsen, og von Scholten anlagde sag ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Under sagen krævede von Scholten, at Niels Olsen skulle anses forpligtet til paa Tilsigelse igjen at transportere Landgilden fra Hovedgaarden til Vordingborg. Dette krav støttede von Scholten dels på fæstebrevet, hvorefter Niels Olsen var forpligtet til at bortvogne Landgilden til hvilket Sted det befaledes ham, dels på skik og brug. Niels Olsen hævdede derimod med loven i hånden, at han ikke havde denne forpligtelse. Mens vi ikke har noget nærmere kendskab til fæstebrevets indhold, kender vi indholdet af de bestemmelser, som Niels Olsen påberåbte sig. 1 Det drejede sig først og fremmest om to placater (love), nemlig plakaterne af 22. februar 1779 og 16. april 1808. Begge plakater var ændringer til DL 3-13-14, hvor det var bestemt, at en bonde ikke maa tvingis til af sin Husbond at føre sit Landgielde længere Vej end Stiftet, der hand i boer, er langt til. Denne bestemmelse var blevet ændret ved forordning af 12. august 1773 om hoveriet, 5, hvor det var bestemt, at landgilden af fæstebonden skulle føres til en af de i Nærheden liggende Kiøbstæder, eller beleiligt liggende Ladningssted ved Strandkanten, hvor Godsets Eier sine Korn- Varer best kan afhænde; og da Kiøbenhavn behøver en anseelig Provision, saa tillades de Godsers Eiere i Sielland, som boe over 4 indtil 8 Mile fra bemeldte Stad, at bruge en fuld Hoverie svarende Gaard til at giøre 4 Reiser aarlig, og ½ Gaard 2 Reiser; men fra de Gaarde, som ligge 4 Mile og derunder nær denne Stad, skal Bønderne, uden saadan Indskrænkelse, føre dertil det ved Gaarden udtærskede Korn paa foranførte Maade. Her skal tages i betragtning, at 1 (dansk) mil svarede til 7.532 m, dvs. at 4 mil var godt 30 km. Denne forordning, som støttede von Scholtens krav, var blevet ændret 1 Jf. N.F. Schlegel, Samling af Høiesteretsdomme ved hvilke underordnede Retters Domme i civile Sager ere stadfæstede in terminis, 3. bind, Kbh. 1864, s. 169 ff. RETTID 2005 48

ved de to plakater fra 1779 og 1808. Plakaten fra 1779 indeholder en detaljeret bestemmelse om transporten af landgilde. Hovedreglen var, at ingen bonde kunne forpligtes til at henføre sin Landgilde længere bort, end i det høieste 4 Mile fra det Sted, hvor han boer. Til denne hovedregel var knyttet to undtagelser. Den første undtagelse slog fast, at bonden alligevel var forpligtet til at køre længere end de 4 mil naar nærmeste Kiøbstæder eller beleilige Ladepladser er fra Hovedgaarden længer, end 4 Mile, bortliggende. I denne situation havde bonden pligt til at føre landgilden til de nærmeste blandt disse Kiøb- eller Lade-Steder. Den anden undtagelse vedrørte kun hovedgårdene på Sjælland, og her var bonden forpligtet til at transportere landgilden længere, nemlig i de tilfælde, hvor hovedgården lå mere end 4, men ei over 8 Mile fra København. Ved plakaten fra 1808 blev bestemmelsen forenklet, og forpligtelsen til at transportere landgilden indskrænkedes. Det blev således bestemt, at ingen hoveriegiørende Bonde i Danmark maae af sin Huusbonde paalægges at henføre sin Landgilde længere bort, end i det høieste 4 Mile, undtagen i det Tilfælde, naar en Hovedgaard i Sielland ligger mere end 4, men ei over 8 Mile fra Kiøbenhavn, i hvilket Tilfælde Hoveriebonden er pligtig at kiøre Landgilde til Kiøbenhavn. Niels Olsen hævdede forståeligt nok, at han ikke var pligtig til at henføre sin Landgilde længere bort end i det Høieste 4 Miil fra det Sted hvor han boer, at hans Bopæl er det Sted, hvorfra Afstanden skal regnes, og fra hvilken Transporten maa forudsættes at gaae ud. Landsover- samt Hofog Stadsrettens afgørelse, som blev stadfæstet af Højesteret den 6. marts 1823, er på flere måder interessant. Det hedder bl.a. om von Scholtens udlægning: Endelig kan den omhandlede Fortolkning saameget mindre antages, som det, hvis det virkeligen havde været Lovgiverens Mening, at Bonden skulde oplægge sit Landgildekorn paa Hovedgaarden, for derfra efter Tilsigelse at transportere det videre, da af den Omhyggelighed, hvormed Lovgivningen har bestemt Jorddrottens og Fæstebondens giensidige Retsforhold, var at vente, at Bondens Pligter i denne Henseende vare blevne nærmere bestemte, for at han ei skulde være udsat for at lide under Husbondens mulige Vilkaarlighed. Rettens udtalelser illustrerer forskelligt om både datidens retsanvendelse og forholdet mellem fæstebønderne og godsejerne. Hvad angår retsanvendelsen, kan det konstateres, at der tilsyneladende var langt mellem naturretsvidenskaben i begyndelsen af 1800-tallet med dets krav om, at domstolene blot skulle være lovens mund, og det virkelige retsliv. For i afgørelsen henvises til Lovgiverens Mening, ligesom retten er opmærksom på, at en ordlydsfortolkning kunne have som konsekvens, at bonden ville lide under Husbondens mulige Vilkaarlighed. Retten havde med andre ord øje for, at husbonden kunne misbruge sin ret. Hvad angår forholdet mellem fæstebonden og godsejeren, får man oplyst, at der er tale om, at pligter og rettigheder er nøje reguleret i loven, jf. den Omhyggelighed, hvormed Lovgivningen har bestemt Jorddrottens og Fæstebondens gjensidige Retsforhold. Der var således tale om et retsområde, som i særlig grad havde lovgiverens bevågenhed. Denne omhyggelighed med at lovgive er særligt udtalt inden for nutidens landbrugsret. RETTID 2005 49

Selvom Niels Olsen nu havde fået rettens ord for, at han med den oprettede fæstekontrakt ei har paataget sig nogen anden Forpligtelse i Henseende til Landgildens Transport, end den der efter Lovgivningen i Almindelighed paaligger Fæstebonden, gav von Scholten ikke op. Han hævdede nu, at det var Skik og Brug mellem Lundbygaards Fæstebønder at aflevere Landgilden in deposito paa Hovedgaarden, for derfra efter Tilsigelse at transportere den videre. Niels Olsen bestred ikke, at en sådan skik og brug forelå, men han havde for sit Vedkommende aldrig taget den anførte Sædvane til Følge. Retten fandt det ligeledes betænkeligt at argumentere fra Skik og Brug, eftersom: Lovgivningen med saamegen Omhyggelighed har vaaget for at Bonden ei skulde paatage sig uforholdsmæssige Byrder, hvorfor og Bondens udtrykkelige Samtykke ofte end ikke uden høiere Sanction er tilstrækkeligt til at forpligte ham f.ex efter Forordningen 17de Marts 1790 og 6te December 1799 7. Ved paa usædvanlig Tid at føre sin Landgilde til Hovedgaarden, udsatte [Niels Olsen] sig vel for at blive viist tilbage, men naar den der blev modtagen uden nogensomhelst Reservation, ophørte Landgilden at være hans, hvilken han efter Anordningen alene kan antages at være pligtig at gjøre en Reise med, og Proprietaiern eller hans Forvalter afskar sig ved Modtagelsen den dem Placaten af 22de februar 1799 ene tilkommende Ret at vælge, om Kornet skulde føres til Hovedgaarden eller directe fra Bondens Hjem til nærmeste Ladeplads. Regnskabet kunne nu gøres op: Alle von Scholtens argumenter var blevet imødegået, han havde tabt og måtte betale processens omkostninger med 25 rigsdaler sølv, hvortil kom et salær på 60 rigsdaler sølv til Justitsraad Bilsted og til Justitskassen som tabende 5 Rbd. Sølv. Til sammenligning kan nævnes, at priserne på typiske bondegårde i 1820 erne lå på 200-400 rigsdaler. Rettens udtalelser fortæller også denne gang noget om retsanvendelsen og forholdet mellem fæstebonde og godsejer. Som det fremgår, fremhævede retten det forhold, at lovgiveren havde vaaget for at Bonden ei skulde paatage sig uforholdsmæssige Byrder. Denne udtalelse illustrerer meget fint det forhold, at reglerne om fæsteforholdet først og fremmest tilsigtede at beskytte fæstebonden. Der var med de ord, vi ville bruge i dag, tale om sociale beskyttelsesregler, hvor godsejerens og fæstebondens rettigheder og pligter var fastlagt med stor Omhyggelighed. Og det er da også dette faktum, som kommer til udtryk i rettens begrundelse, hvor det fremhæves, at der er og skal være forholdsmæssighed, dvs. ækvivalens, mellem rettigheder og forpligtelser. Retssagen mellem Niels Olsen og von Scholten bærer ikke præg af en underkuet og medgørlig fæstebonde, som lod sig koste rundt med af godsejeren. I stedet forekommer Niels Olsen både trodsig og selvbevidst, hvad han formentlig også har været, i hvert fald lod han sig ikke kyse af at blive trukket i retten i en sag, som kunne have ruineret ham, hvis han havde tabt. Løfter man blikket fra retssagen og ser på landbrugets situation som helhed, er det et dystert billede, der tegner sig, for den europæiske landbrugskrise kradsede fælt i Danmark i 1820 erne. Fra ca. 1818 faldt priserne på landbrugsprodukter mærkbart, og mange mindre godser måtte give op over for krisen. Om der er sammenhæng mellem landbrugskrisen og retssagen mellem Niels Olsen og von Scholten, ved vi ikke; men det er et faktum, at de RETTID 2005 50

begge geografisk befandt sig det sted i Danmark, hvor krisen ramte hårdest, nemlig Sydsjælland og Falster. 2 For den læser, som ikke har noget kendskab til landbosamfundet i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet, rejser dommen flere forskellige spørgsmål med hensyn til de begreber, som anvendes; for hvad er fæstebonde, landgilde, hovedgård mv., og var der enten skrevne eller uskrevne regler om disse forhold, som begreberne dækker? For at besvare disse og andre spørgsmål er det nødvendigt at gå mere systematisk til værks. Skulle vi imidlertid vælge at begynde helt fra begyndelsen af det danske landbrugs historie, ville vi være nødsaget til at gå tilbage til 4000 f.kr. Det ligger uden for denne artikels rammer at give en så omfattende fremstilling af landbruget retshistorie. I stedet lægges hovedvægten på tiden fra de lovreformer, som indledtes med fire forordninger i 1769, og fremefter. Når hovedvægten er lagt her, hænger det sammen med den omstændighed, at en lang række af de landbrugspolitiske hensyn, som kom til udtryk i forordningerne, går igen i landbrugsloven i dag. Som eksempel kan nævnes opretholdelses-pligten, hvorefter landbrugsejendommene ikke måtte nedlægges, ligesom de blev undergivet udstyknings- og delingsbegrænsninger. Dette skete for at hindre, at ejendomme blev så små, at de ikke kunne brødføde en landmandsfamilie. Denne opretholdelsespligt genfindes i landbrugsloven i dag. 2. MYTE OG VIRKELIGHED Fæstebonden Niels Olsen virkede hverken forknyt, undertrykt eller uselvstændig, og han synes derfor ikke at passe ind i det billede, som mange formentlig har af den danske bonde i 1700- og 1800-tallet. Den omstændighed, at von Scholten overhovedet var nødsaget til at anlægge sag ved domstolene for at (forsøge at) få Niels Olsen til at transportere landgilden til Vordingborg og ikke blot tvang eller truede ham til det, tyder også på, at fæstesystemet i hvert fald i begyndelsen af 1800-tallet ydede bonden retsbeskyttelse mod vilkårlig magtanvendelse fra ejerens side. Med retsbeskyttelse menes først og fremmest den beskyttelse, som gives det enkelte individ i form af retlige normer, som sanktioneres ved en eller anden form for retshåndhævelse, og som i sidste ende administreres af domstolene. Nyere historieforskning har i øvrigt stillet spørgsmålstegn ved, om tiden forud for 1769-forordningerne var præget af en så massiv undertrykkelse og udnyttelse af bonden, som det hidtil er blevet hævdet. I stedet hævdes det, at påstanden om bondens undertrykkelse i al væsentlighed er en myte skabt af historikere, som var og er sympatisk indstillet over for gårdmændene, dvs. fæstebønder, arvefæstede og selvejere, der alle rådede over gård og jord, selvom dette var på forskellige betingelser. Denne tidligere historieskrivning er senere blevet betegnet som gårdmandslinjen i dansk historieskrivning. 3 I bogen Bondefrigørelse. Dansk landbrug i fortid, nutid og fremtid, 1989 (s. 55) opridser historikeren Steen Busck den myte om landbore- 2 3 Jf. Claus Bjørn (red.), Det danske landbrugs historie 1810-1914, bind 3, Kbh. 1988, s. 64 ff. Jf. Thorkild KjFrgaard, Gårdmandslinien i dansk historieskrivning, Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie, bind XXVIII, 1979-80, s. 178 ff. RETTID 2005 51

formernes historie, som er blevet nedarvet gennem tiden, og som han udlægger således: De danske bønder var engang i vikingetid og tidlig middelalder frie selvejere. Efter Valdemarstiden blev de fæstere, og i de følgende århundreder sank de dybere og dybere under herremændenes åg. Dybest stod de i 1700-tallet. Med stavnsbåndet, hoveriet og træhesten nåede undertrykkelsen sit maksimum, og landsbyfællesskabet lå som snærende bånd om den enkelte bondes foretagsomhed. Da brød foråret frem påny. I året 1784 overtog en ung kronprins magten i riget. Bistået af en ny tidsånd forbød han træhesten og ophævede stavnsbåndet. Den danske bonde var atter fri. Der skulle med andre ord have været en væsentlig forskel mellem myten og virkeligheden. Men hvordan var da virkeligheden forud for jordbrugsreformerne? For at kunne give et svar på dette spørgsmål kan man ikke nøjes med at se på den retlige regulering af landbruget i 1700-tallet, men må inddrage et bredere historisk materiale; for hvad siger loven om livet? Ser man på ejerforholdene i perioden 1688-1780, kan man konstatere, at landbosamfundet var godsejerstyret. Der eksisterede henved 800 godser, dvs. hovedgårde, som tilsammen sad på 63% af jorden. Krongodset, dvs. kongens jorder, udgjorde 25%, kirken havde omkring 10%, og resten, dvs. 1-2%, ejedes af selvejerbønder. Det betød, at langt den overvejende del af bønderne ligesom Niels Olsen var fæstere. Ordet fæste stammer fra det oldnordiske ord festa, dvs. gøre fast eller træffe bindende aftale med. Fæste betegnede en begrænset tinglig ret, nemlig en brugsret over en fast ejendom. Allerede Danske Lov (1683) indeholdt i 3. bog, 13. kapitel regler Om Landboe, eller Fæstebønder og Landsbye-Handel, som sigtede på at beskytte fæsteren bl.a. ved at kræve, at fæstet skulle være livsfæste (modsat på åremål eller på opsigelse). Uden i øvrigt at komme nærmere ind herpå sondredes mellem på den ene side livsfæste (formentlig kendt allerede i middelalderen), der stiftedes på fæsterens og dennes enkes livstid, og på den anden side arvefæste (fra ca. 1760), som gav brugsretten ikke alene til fæsteren og senere til dennes enke, men også til arvingerne, og derfor var meget tæt på at være en ejendomsret. Retsforholdet mellem ejeren og fæstebonden blev fastlagt i en fæstekontrakt, som udfærdigedes i to eksemplarer. Vi kender ikke indholdet af Niels Olsens fæstekontrakt med von Scholten; men vi har kendskab til en fæstekontrakt fra 1801 fra fæsteprotokollen på Rosendahl Gods på Sydsjælland, som formentlig er illustrerende for de gensidige rettigheder og pligter i fæsteforholdet: 4 Lauritz Moss Hofgaard Kongelig Søe Captain, og Carl Adolph Stampe, Kongl. Cancellies Secretair, begge Eiere af Rosendahl Gods, giøre herved vitterlig: at have stedet og fæstet, ligesom vi herved steder og bortfæster til Ungkarl Ole Pedersen af Houbye, Gaarden no. 3, Faxøe Bye, som afdøde Jens Nielsen har haft i FFste, hvis Enke Forbenævnte Ole Pedersen gifter, hvilken Gaard som staar for Contributal Hartkorn Ager og Eng 7 td. 1 fk. 1 Alb. og Skovskyld 2 fk. denne Gaard tilliggende den Jord og Eng, som ved Gaarden paa nærværende Tider i Bedrift, overlades forbenævnte Ole Pedersen paa Livs Tid at maa nyde og i fæste holde paa efterfølgende Vilkaar. 1. 4 Jf. Torben Hansgaard, Landboreformerne i Danmark i det 18. århundrede. Problemer og synspunkter, Kbh. 1981, s. 117. RETTID 2005 52

Ole Pedersen modtager Gaarden strax med nedlagte Vintersæd, Inventarium, og Besætning, efter vedhæftede Syns- og Taxations Forretning, og svarer des Aarsag strax eller Kongl. Skatter, Paabudne Afgifter, som nu ere eller befalede vorder. 2. Hoveriet forretter Ole Pedersen strax, efter den ved Rosendahls Bønder indgaaede aproperte Foreening af 3. April 1792, som med dette Fæste Brev er vedheftet. 3. Udi i Landgilde svarer Fæsteren af Gaarden aarlig til den befalede Tiid i Penge sex Rigsdaler, tre Tønder Havre, 1 Lam, En Gaas, tvende Høns og en Snees Æg, alt uden Restance, til anbefalede Tiid som forhen anført. 4. Fæsteren er pligtig efter Tilsigelse at nedkiøre Aarlig Sex Cubicfavne Kalksten fra Faxøe Kalkgruber til Rosendahls Udskibnings Plads ved Stranden mod Betalning af 2 rd. Pr. Cubicfavn saavel om Sommeren som Vinteren. 5. Gaardens bygninger, Besætning og Avls Redskab, holder Fæsteren i forsvarlig Stand, som ham samme er overleveret hvilket vedheftede Syn og Taxations Forretninger udviser, og hvortil Fæsteren eller Arvingen i Tilfælde af fratrædelse eller Døds Fald bliver ansvarlige. 6. Gaardens Jorder dyrker og driver Fæsteren paa beste Maade, og ingen (Del) deraf bortleier eller til Upligt bruger... 7. Fæsteren maae ingen tage til Huuse uden Eierens skriftlige Tilladelse, under sit Fæstes Fortabelse, og for øvrigt retter Fæsteren sig efter de Kongl. Anordninger. I Indfæstning betaler Fæsteren Et Hundrede Rigsdaler, hvoraf det Halve betales strax og de øvrige Halvtresindstyve til St. Hans Dag 1802. Fæstekontrakten blev underskrevet den 30. oktober 1801 af L.M. Hofgaard med min Underskrift og Segl, stadfæstes dette Fæste paa mine egne og med Interessents vegne. Ole Pedersen underskrev også med bemærkningen: Ligelydende Originali Fæstebrev haver jeg til skyldig Efterlevelse modtaget, hvilket jeg Lover at holde. En vis Søren Pedersen Bertelsen havde underskrevet Til Vitterlighed. Som det fremgår af kontrakten, var der tale om et livsfæste. Inden fæstets tiltrædelse skulle der afholdes synsforretning til konstatering (taksation) af ejendommens, dvs. bl.a. bygningernes og besætningens, værdi. Fæsteren blev herefter ansvarlig for forringelserne, ligesom han havde en vedligeholdelsespligt (pkt. 5). Det fremgår, at Ole Pedersen måtte betale en særlig tiltrædelsesafgift på 100 rigsdaler, den såkaldte indfæstning (pkt. 7). Det kunne være en nok så hård udskrivning for bonden, men i forhold til de øvrige indtægter fra godset var det af mindre betydning for godsejeren. Hertil kom en årlig afgift, nemlig landgilden, som i dette tilfælde blev lagt i både penge og naturalier (pkt. 3). Yderligere kom hoveripligten, dvs. en pligt for fæsteren til at arbejde på hovedgården. Arbejdet bestod normalt i al dyrkning af hovedgårdens marker og den videre behandling af landbrugsprodukterne, hvortil fæsterne skulle stille med de fornødne folk, heste og redskaber. Derimod blev kvægavl og mejeridriften forestået af lønnet arbejdskraft. Vi kender ikke omfanget af Ole Pedersens hoveripligt, for der henvises til den aftale om hoveri, som er indgået mellem godset og Rosendahls bønder (pkt. 2). Vi ved, at aftalen mellem godset og bønderne formentlig fastlagde omfanget af hoveripligten. I hvert fald krævede forordningen af 6. maj 1769 dette, jf. nedenfor. Derimod ved vi ikke, om Ole Pedersen var fuldt eller kun delvist hovgørende, hvor der med det sidstnævnte menes mindre arbejdsydelser, RETTID 2005 53

som fx kørsel med korn e.lign. 5 Som vi straks skal se, er det særligt hoveripligtens omfang, som nyere historieforskning har stillet spørgsmålstegn ved. Ifølge kontrakten måtte Ole Pedersen ikke fremleje det fæstede (pkt. 6). Det fremgår ikke af denne kontrakt, men det var sædvanligt, at fæsteren heller ikke måtte sælge af tørvemose, hugge af skoven eller fiske af ferske vande. Derimod havde han ret til jagt, hvis intet andet var aftalt. Det fremgår endvidere af kontrakten, at det var fæsteren, som skulle betale skatter og afgifter (pkt. 1). I det 18. århundrede var hovedgårdsjorden skattefri, men til gengæld skulle godsejeren opkræve bøndernes skatter og selv betale dem, hvis de ikke betalte. Særligt hoveriarbejdet er siden 1780 erne blevet brugt som eksempel på den hoveriplagede, hoverityngede, bebyrdede, undertrykte, forkuede, ufri og trælbundne gårdmand. Allerede i begyndelsen af 1780 erne ironiserede C.W. von Munthe af Morgenstierne over det forhold, at Hoveriet... hos Bonden, og endnu meere uden for Bondestanden, fik Skyld for Alting. 6 Nyere historieforskning har imidlertid peget på den omstændighed, at det ikke var fæstebønderne, der udførte hoveriet, men derimod i overvejende grad deres tyende og daglejere fra husmandsbefolkningen. Det var således husmændene, der var de egentlige proletarer i landbosamfundet, for fæstebønderne var generelt set en forholdsvis velstillet gårdmandsstand. 7 Det er næppe muligt at pege på en enkelt faktor, som den 27. oktober 1767 førte til udstedelsen af en instruks, hvorefter der skulle oprettes en landbokommission, som skulle undersøge og overveye alt det, som kand være tienligt til at forbedre og fremme Landvæsenet i Vort Rige Danmark, og især for at lette, forsaavidt mueligt, Bondens Vilkaar. Lotte Dombernowsky 8 peger særligt på det forhold, at der efter 1755, hvor ordet blev mere frit, kom en bølge af litteratur om landbruget og bøndernes kår, som bl.a. indeholdt forslag til, hvorledes bøndernes økonomiske og sociale forhold kunne opprioriteres. At flere godsejere betragtede forslagene om særligt hoveriets afskaffelse som udtryk for et angreb på den hellige og ukrænkelige ejendomsret, skal blot nævnes i forbifarten. I hvert fald var bøndernes vilkår sat på dagsordenen, og i den kommission, som var nedsat til at overveje bondens vilkår, var der fire medlemmer med datidens førende jurist, generalprokurør Henrik Stampe (1713-1788), som dets formand. 3. DE STAMPESKE LANDBOLOVE : FRIHEDEN OG SELVEJET Generalprokurørens primære opgave var at være kronens juridiske konsulent særligt vedrørende lovforslag, ligesom han kunne gøre opmærksom på fejl og mangler i lovgivningen. Vi har en forholdsvis sikker viden om Hen- 5 Jf. Fridlev Skrubbeltrang, Det danske landbosamfund 1500-1800, Kbh. 1978, s. 359 f. 6 Jf. Thorkild KjFrgaard, op.cit., s. 184 f., hvorfra der er citeret. 7 Jf. Jens Skriver, Hoveri og landgilde. Fæsteafgifterne på østjydske godser i 1700- tallet, Historie, 1996, bind 1, s. 56 ff. 8 Jf. Lotte Dombernowsky, Debatten og litteraturen om landboreformer, Det danske landbrugs historie 1536-1810, bind 2, 1988, s. 293. RETTID 2005 54

rik Stampes personlige holdning til fæstebondespørgsmålet, og vi kender kommissionens arbejde, for begge forhold er omtalt i Henrik Stampes Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokuereur-Embedet vedkommende. Hvad angår Henrik Stampes personlige holdning, kom denne til udtryk i et brev, som han i august 1757 havde skrevet til en god ven til Hove, som ofte havde talt med mig om den Nytte, der for det almindelige Bedste vil flyde deraf, om Hoverie efterhaanden kunde afskaffes, og Bønderne derfor befries, og Fæstebønder forvandles til Eiendomsbønder. I brevet anførte Stampe endvidere, at han var af den opfattelse, at ejendomsret havde en utrolig påvirkning hos en Bonde eller Jordbruger, der som fæstebonde knapt kan betale den årlige landgilde, men som Eiendomsbonde bliver ei alene istand til aarlig at udbetale langt mere, men desuden at samle Penge. Men én ting var idealet om en fri og selvstændig bonde, noget andet var de politiske realiteter, som Stampe blev konfronteret med i kommissionen. Henrik Stampe beskrev det første møde på følgende måde:... da Commissionen første Gang var samlet, [blev] adskillige indkomne og derhen hørende Forslage og Betænkninger fremlagte, og derhos erklæret, at man især maatte overveie, hvad der kunde fastsættes til Fordeel for Bondestanden i Henseende til deres personlige Frihed, i Henseende til Hoveriets enten Formindskelse eller Indskrænkelse og Bestemmelse, og endelig i Henseende til Eiendomsret eller Arvefæster til deres paaboende Gaarde, saavelsom Stifterne efter dem, Tiendens Ydelse, med videre. Som det fremgår var friheden og selvejet de to væsentligste faktorer i bestræbelserne på at lette Bondens Vilkaar. Stampe var imidlertid klar over, hvilke vanskeligheder formentlig særlig med godsejerne det ville medføre at give bønderne frihed og selveje, for han tilføjede: Da den Materie om Bondestandens Frihed befandtes, fornemmelig for Tiden, at møde utallige Vanskeligheder, saa blev Commissionen enig om at udsætte den. I stedet koncentrerede kommissionen opmærksomheden om hoveriet og særligt den form for hoveri, hvor omfanget af arbejdsforpligtelsen ikke var nærmere fastlagt. Stampe skriver følgende: Derimod foretog man sig den Materie om Hoveriet og, efter at man ved sammes Overveielse havde bemerket, at ligesom det neppe lod sig giøre, ved en Forordning at bestemme Hoveriet i Almindelighed, saa var det paa den anden Side billigt, at Bonden burde vide, hvad og hvor meget han var forbunden til at giøre, og at saadant burde ham siges i hans Fæstebrev, saa det sikreste var, at overlade til Proprietairen eller Husbonden selv, i det af ham udgivende Fæstebrev at bestemme Hoveriet. I forsommeren 1769 kom fire forordninger i hurtig rækkefølge. Den 6. maj kom Forordningen Om Hoveriets Bestemmelse i Danmark, den 13. maj Forordningen Om Selveier-Bønder i Danmark og de dem allernaadigst forundte Fordele, den 6. juni Forordningen Angaaende Straffens nærmere Bestemmelse for dem, som have ødelagt eller ødelægge Bøndergaarde, samt lade saadanne ødeblevne Gaarde ubebygt henligge, med videre, i Danmark og endelig den 28. juli Forordning Om Fællesskabets videre Ophævelse i Danmark. Det er disse fire forordninger, der samlet er blevet betegnet som de Stampeske landbolove. Med forordningen af 6. maj 1769, Om hoveriet, blev det bestemt, at hver Hoverie-Bonde skal af Husbonden forsynes med et Hoverie- RETTID 2005 55

Reglement, hvor alt Arbeidet fastsættes til visse Dage ugentlig, som inden Aar og Dag skal vedheftes deres Fæste-Breve. Forordningen antyder den tidligere retstilstand, nemlig det ubestemte hoveriarbejde. Forordningen indeholder også bestemmelser om måder, hvorpå hoveriet skulle eller kunne forrettes. Spanddage var, naar Arbeidet forrettes ved en Karl, Vogn og 2 Heste. Plov- og Harvedage forgik med Plov, Folk og Heste efter Egnens Beskaffenhed, hvis Antal meldes i Reglementet. En Gang-Dag var, naar en Karl, Pige eller Dreng skal møde. Af reglementet skulle endvidere fremgå, hvor meget arbejde bonden havde i løbet af en dag. For at sikre en vis kontrol med hoveriarbejdets omfang havde bonden ret til at lade fæstebrev og reglement tinglyse. Hertil kom, at husbond havde pligt til at fremsende et såkaldt General-Hoverie-Reglement til General-Landvæsens Collegium, ligesom eventuelle ændringer i reglementet skulle meddeles strax til Amtmanden. Forordningen af 13. maj 1769, Om selvejerbønder, er med sine syv sider og syv bestemmelser den mest omfattende af de fire forordninger, og det er der en grund til, for det var med denne forordning, at selvejet gennemførtes som den almindelige brugsform i Danmark. I forordningen gives et kort rids af udviklingen, og det hedder, at Kongen med Velbehag har erfaret, at adskillige fæstebønder havde opnået fuld ejendomsret til deres fæstegårde i forbindelse med bortsalg af de såkaldte ryttergods. I Danmark var omkring 30.000 td. htk. i 1660erne udlagt til ryttergods, hvilket fungerede på den måde, at bønderne på dette gods skulle stille med hest og våben eller sende en søn eller en lejet mand mod til gengæld at være fri for landgilde. Kongens mål var klart, nemlig at disse og andre Selveier-Bønder beskyttes og handthæves, saaledes at andre og flere Fæste-Bønder kunde faae Mod og Lyst til at stræbe efter, ligeledes at erhverve Eiendoms-Ret; hvilket eragtes at være til Landets almindelige Beste. Når man mente, at det var for landets bedste, hang det sammen med den opfattelse, at jorden ville blive behandlet bedst, naar den, som dyrker den, veed og er forvisset om, at den Tid, Flid og Kræfter, han anvender paa Gaardens og Grundens Forbedring, kommer ham selv og hans Børn og Arvinger til Nytte. I forordningens 1 bestemmes, at det skal være enhver godsejer tilladt at afstaae og overdrage Eiendoms-Ret over hans i Fæste havende Gaard. Dette var ganske nye toner, for ifølge en forordning fra 1682 og senere i DL 5-10-48 havde retstilstanden hidtil været den, at ingen landsbyer, eller Bøndergaarde, maae ødeleggis for at forbedre Sædegaardens Avling med. Dette forbud var siden gentaget i forordningen af 15. maj 1761, hvorefter det var forbudt at skille en Herregaard fra dens Bønder og at disponere saaledes over Bøndergodset, at det derved kommer i flere Eieres Hænder. Den officielle begrundelse for denne opretholdelsespligt havde været et ønske om at beskytte bønderne; men en anden og formentlig lige så tungtvejende grund var beskyttelsen af kronens skattegrundlag, som indskrænkedes ved udstykningen til selvstændige gårde. Dette blev der taget højde for i 1769-forordningen, som i 3 fastsatte en nærmere bestemmelse om Folke- og Familie-Skattens størrelse, og i 6 gav en selvejerbonde tilladelse til at dele sin gård i to eller flere parter, når han blot sørgede for, at hartkornet, dvs. skattegrundlaget, blev fordelt mellem parcellerne ved en offentlig forretning. RETTID 2005 56

Et af de helt store spørgsmål for bønderne var, på hvilke vilkår de kunne overtage gårdene og særligt til hvilke priser. Én af de veje, som man fulgte, skulle senere komme til at danne grundlag for den organiserede realkredit, nemlig lån med pant i den faste ejendom. I 1767 havde Frederik II fremlagt en plan, der gennem oprettelse af en Generallandschaftscasse tilsigtede at yde lån til godsejerne inden for halvdelen eller to tredjedele af godset værdi. Planen blev ikke realiseret, men ideen var født. Med 1769- forordningen og de senere landboreformer blev der sat gang i selvejerkøbene, som finansieredes enten ved førsteprioritetslån i jorden eller ved, at godsejerne lod en væsentlig del af købesummerne indestå. 9 Den første danske kreditforeningslov kom dog først i 1850. Den anden af de veje, man fulgte, var, at herremanden solgte gården på de vilkår, at køberen bestandig til ham og følgende Hovedgaardens Eiere skal erlægge en vis bestemt aarlig Afgift. Der var reelt ikke tale om et køb, men snarere om et forpagtningsforhold. Hermed var skabt en retstilstand med uafløselige grundbyrder, som først blev ophævet ved grundbyrdeafløsningsloven i 1918 (lov 1918.505). I forordningen af 16. juni 1769, Om straffens nærmere bestemmelse for ødelæggelse mv. af bøndergårde, blev forbudet mod at nedlægge bøndergårde gentaget. Den fjerde forordning, frd. af 28. juli 1769, Om fællesskabets videre ophævelse i Danmark, tog sigte på gennem en såkaldt udskiftning at sørge for, at hver bedrift varigt fik sin jord samlet mest muligt, således at benyttelsen heraf alene var overladt brugeren (i modsætning til fællesskabet). Rigtig fart tog udskiftningen dog ikke før gennemførelsen af forordningen af 24. juli 1781, Om Jordfællesskabets Ophævelse i Danmark. Med de fire forordninger var beskyttelsen af friheden og selvejet blevet landbrugsrettens hovedtema. Men hermed være ikke sagt, at udviklingen fra et statisk præget landbrugssamfund, præget af stive retsregler og konservative sædvaner og tænkemåde, til et mere dynamisk præget samfund var fuldbragt. Selv om formålet med forordningerne var klart, nemlig at fremme udviklingen og animere det private initiativ, var der kun tale om en begyndelse. Hoveriet, stavnsbåndet og jordfællesskabet eksisterede fortsat. Men som vi straks skal se, stod også disse retlige institutioner for fald. 4. MAN BØR IKKE LADE EN ENESTE DAG GÅ TABT Opløsningen af dyrkningsfællesskabet, den såkaldte udskiftning, blev påbegyndt allerede i 1750 erne og var fortsat med forordningen i 1769. I 1781 kom så den endelige Forordning om Jordfællesskabets Ophævelse, som blev lagt til grund for udskiftningen af Danmarks landsbyer. Udskiftningen betød et farvel til landsbyfællesskabet, idet gårdene bogstaveligt talt blev nedrevet og pakket sammen for derefter at blive genopført på de jordlodder, som bønderne nu var blevet ejere af. I løbet af de følgende 10 år blev halvdelen af landbrugsjorden i Danmark udskiftet, og i 1837 var kun 1% af area- 9 Jf. W.E. von Eyben, Panterettigheder, 7. udg., Kbh. 1984, s. 342 f. RETTID 2005 57

let i fællesskab. Udskiftningen er formentlig den landreform, som har haft størst social og økonomisk betydning for bønderne. Til trods for de iværksatte reformer eksisterede hoveriet fortsat, og udviklingen frem til 1780 erne var tilsyneladende stik imod 1769- forordningen gået i retning af en stigning i hoveriarbejdet. Hertil kom stavnsbåndet, der siden sin indførelse i 1733 havde forbudt den mandlige del af landbefolkningen mellem 4-40 år at fraflytte det gods, hvor de var født. Baggrunden for stavnsbåndets indførelse var som bekendt at sætte godsejerne i stand til at stille det fornødne mandskab til den i 1701 oprettede landmilits. Nutidens historikeres bedømmelse af situationen i begyndelsen af 1780 erne er den, at udviklingen efter 1769 var løbet de ansvarlige af hænde, og at landet trængte til yderligere reformer. Den landbokommission, der skulle bane vejen for disse reformer, og som senere blev betegnet som Den store Landbokommission, blev nedsat i 1786. Den lille Landbokommission, der var blevet nedsat i 1784, havde fået til opgave at omordne stillingen for kronens fæstebønder i Frederiksborg og Kronborg amter, mens Den store Landbokommission skulle undersøge de forhold, under hvilke hele den danske bondestand levede. Baggrunden for kommissionens nedsættelse var tilsyneladende en samtale mellem en af denne epokes mest berømte mænd, nemlig Greve Christian Ditlev Reventlow (1748-1827), og Kronprins Frederik. Historien vil vide, at Reventlow i juli 1786 forelagde den da 16-årige kronprins en række af landbrugets problemer, og kronprinsen skulle da have udtalt: Det forekommer mig dog, at i en saa vigtig Sag, hvor det gjælder om Landets Vel, bør man ikke lade en eneste Dag gaa tabt. Kan man ikke ligesaa godt tage fat derpaa i Morgen som i Overmorgen. 10 Resultaterne af kommissionens arbejde kom i hurtig rækkefølge. Den 8. juni 1787 kom forordningen om fæsteforhold, Forordningen ang. Rettigheder og Pligter, som bør have Sted imellem Jorddrotter og Fæstebønder i Danmark ved Fæste-Gaarders Til- og Fratrædelse, med videre. Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet ved Forordning om Stavnsbaandets Løsning fra Godserne for Bondestandens Mandkjøn i Danmark. Og den 25. marts 1791 blev der fastsat nye bestemmelser for hoveriet, Forordning ang. hvorledes god Orden skal handthaves ved Hoveriet paa Jorde-Godserne i Danmark. Reformerne kunne ikke alene tilskrives Reventlow, men også Christian Colbjørnsen (1749-1814), der var sekretær for Den store Landbokommission, og hvis navn dengang var på alles læber. Senere som generalprokurør foranledigede Colbjørnsen udfærdiget forskellige vigtige forordninger, herunder Hovedforordningen af 6. December 1790 om Hoveriets Afløsning. Med de nye forordninger i 1780 erne vaktes en måske naiv forventning hos bondebefolkningen om en snarlig afskaffelse af hoveriet og tiendepligten, og det betød, at bønderne blev stadig mere uomgængelige og dristige over for godsejerne. 11 Det er formentlig denne dristighed og uomgængelighed, vi genfinder hos fæstebonde Niels Olsen i det ovennævnte opgør med Jobst Gerhard von Scholten. 10 Jf. Thorkild Kjærgaard, Konjunkturer og afgifter. C.D Reventlows betænkning af 11. februar 1788 om hoveriet, Kbh. 1979, s. 35 f. 11 Jf. Lotte Dombernowsky, op.cit., s. 301 f. RETTID 2005 58