MILITÆRT TIDSSKRIFT. 97. årgang. Redaktor: Major K. V. N I E L S E N

MILITÆRT TIDSSKRIFT 1 9 6 8 97. årgang Redaktor: Major K. V. N I E L S E N D E T K R I G S V ID E N S K A B E L IG E S E L S K A B

INDHOLDSFORTEGNELSE D E T K R IG S V ID E N S K A B E LIG E SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab... 143 Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse... 259 Redegørelse for behandlingen af de indsendte prisopgaver for 1966/67... 260 Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i 1967-68... 262 Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver... 441 Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver 1969... 443 UDENRIGS- OG FO RSVARSPO LITIK, STRATEG I Den militære magtbalance 1967-68. Major K. V. Nielsen... 3 En fransk generals synspunkter. Major G. K. Krie tensen... 8 Forsvaret i de politiske partiers valgmateriale. Major H. B. Konradsen... 126 Fransk forsvarspolitik... 217 Sovjet expanserer på havet. Konnnar_dørkaptajn Stig Strombak... 232 Danmarks sikkerhedsproblem og dets mulige løsninger. En anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg... 295 Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Oberstløjtnant E. Bassing... -239 Dansk sikkerhedspolitik anno 1968. Redaktør N. J. Haagerup... 397 Ufreds- og konfliktforskning. Advokat Sverre H irtmann... 408 T A K T I K, O R G A N IS A TIO N Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essemann... 55 Troppeinddeling. Major H. H. Jørgensen... 90 Canadas vej til enhedsværnet. Kaptajn B. Reese-Petersen... 101 Canadas enhedsvæm. Oberstløjtnant O. K. Lind... 197 Et britisk syn på forsvarsorganisation og enhedsvæm... 226 Erfaringer fra luftkrigen over Nord-Vietnam. Flyverløjtnant I J. C. M. Probst... 264 Norske synspunkter på artilleristøtte. Oberstløjtnant J. Nesgård... 516 K R IG SHISTO RIE Man har gjort ham til grin. Oberstløjtnant E. Bassing... 165 Kampene ved Montélimar i august 1944. Premierløjtnant H. Christiansen... 313 Maurice de Saxe militære testamente. Kadet K. E. Nielsen...... 240 Junikrigen 1967. Kapten Ingvar Leion...... 411 Grundelementer endnu en gang. Oberstløjtnant E. B assing... 445 P E R S O N E L F O R V A LT N IN G, D IS C IPLIN M.M. Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essem ann... 55 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden. Stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen... 205

Oplysnings- og velfærdsvirksomhed under krigsforhold. Major (R) P. Q. Nielsen 423 Værnepligtstjeneste og uddannelse. Slud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborg... 510 U D D AN N ELS E Hærens stabskole i Norge. Major H. V. Jørgensen... 293 Den franske videregående militære uddannelse berunder de docerede taktiske og srategiske koncepter. Major P. K. Rorris... 491 V A D E N, U D RUSTN IN G M.M. Feltliv uden biler. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt... 473 FO R S K E L L IG T Dag Hammarskjolds 8 principper. Major E. S. Flemming... 21 Den kgl. militære Manege. Oberstløjtnant L. Sabroe... 30 Spaniens forsvar og dets baggrund. Major A. C. Petersen... 78 De retlige betingelse for De forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium. Stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou... 145 Større anmeldelser: BØ G ER Danmark og Nato. Erling Bjøl m. fl. (Oberstløjtnant N ils llerg)... 295 Korte anmeldelser: Soviet Military Policy. A Historical Analysis. Raymond L. Garthorff. (K. V. Nielsen) 45 C ivil værnepligt. Betænkninger nr. 458. 1967. (N. B-g)... 51 Hitler s Last Gamble. Jacques Nobécourt. (V. K. Sørensen)... 52 The Battie of the Ardennes Ingenieurkorpset: Kort Beskrivelse af de nye befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer... 53 Københavns nye befæstningsanlæg. H. Frobenius... 53 Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres LTnderofficererne og de Gemene af Infanteriet... 54 U-Boottyp XXI. E. Rossier m. fl... 54 Peace and War. A Theorv of International Relations. Raymond Aron (V. K. Sørensen)... 05 Soldat i Arktis. Bertil Wedin... 98 Die deutschen Kriegsscliiffe 1815-1945, Bd. 2. Erich Groner... 98 Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. Peter Klepsch... 98 Hemvårnet. Symbol for svensk forsvarsvilja. Peter Siegbahn... 98 Spain the vital Years. Luis Bolin (A. C. Petersen)... 99 Weyers Flottentaschenbuch 1968 (R)... 140 Der Bau von Unterseebooten and der Germaniawerft. H. Techel... 141 U-Boottyp X X III. E. Rossier... 141

Die deutschen Panzerkampfwagen III und IV mit ihren Abarten 1935 1945. W. J. Spielberger & F. W ie n e r... 141 Forsvar i vår tid. Lars Hansson & Arne Lundeli... 203 Danske Uniformer. Chr. V. Bruun... 393 203 Den danske armé s uniformer, I serie. Valdemar M øller... 203 Svenska Arméns Regementen. Regementstraditioner. Carl Herlitz (V. H.)... 293 The Strategy of Civilian Defence. Adam Roberts (red) (K. V. Nielsen)... 345 Strategy: The Indirect Approach. B. H. Liddell-Hart (K. V. Nielsen)... 346 N A T O and Europe. Andre Beaufre (K. V. Nielsen)... 346 Haandskydevaabnenes Historie fra Krudtets Oprindelse og indtil Udgangen af Aaret 1853. Budde-Lund (-V)... 347 Den kristne og krigen. Svend Balslev ( 'V)... 348 Bemandede rumskibe. Thomas H e ilm a n n... 348 Krigen 1864. Bjørke, Kiæ r og Norrie (K. V. Nielsen)... 390 The Last Ditch. David Lampe (V.)... 391 Machine Age Armies. John Wheldon (M. Clemmesen)... 391 Rommel s Last Victory. The Battle of Kasserine Pass. Martin Blumenson... 393 Die Entstehungsgeschichte der U-Boote. Hans-Joachim Lawrenz... 393 Ekonomisystem for forsvaret. Statens offentliga utredningar 1968:1 (-obmj)... 393 The Mediterranean Strategy in the Second World War. Mich. Howard... 394 Taschenbuch der Kriegsflotten 1914... 394 Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv I-II. Johan Jørgen Holst (K. V. Nielsen)... 432 Sikkerhetspolitisk omprøving? Arne Olav Brundtland (K. V. Nielsen)... 432 N A T O efter 1969. Niels Jørgen Haagerup (K. V. Nielsen)... 434 Dansk Sikkerhedspolitik 1948 1966 I II (V.)... 435 Anden Verdenskrig. Hvornår skete det? Ole Helmer Jensen (K. V. Nielsen)... 436 Den norske Brigade i Tyskland 1947-1953. N. Borchgrevink (K. V. Nielsen)... 436 60 Jahre deutsche U-Boote 1906 1966. Bodo Herzog (V.)... 436 Taschenbuch der Kriegsflotten 1918... 437 Ørneborgen. Alistair MacLean... 437 Krigens Historie. Montgomery of Alamein (K. V. Nielsen)... 484 Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Finn Rasborg (F. H.)... 486 Design and Development og Fighting Vehicles. R. M. Ogorkievvitz (M. Clemmesen) 488 Infantry im Vietnam. Albert N. Garland (red) (M. V. Jespersen)... 527

Fran sk forsvarspolitik Den franske regering publicerer normalt ikke omfattende årlige oversigter over sin forsvarspolitik. I december 1966 udsendte le Service d information et d'etudes du Ministères des Armées dog en officiel studie over den franske forsvarspolitik, organisation og våbenproduktion.1) Det følgende er et uddrag af den del, der behandler de strategiske synspunkter, der har indflydelse på forsvarspolitikken. H eri hævdes det, at en uafhængig fransk strategisk kernevåbenstyrke forstærker kernevåbenstabiliteten i verden, fordi den vil forøge usikkerhedsmomentet i de to supermagters beregninger med hensyn til den andens reaktion i en krisesituation.»atomafskrækkelsesbegrebet«.2) Den konventionelle krig foregav at være en rationel politisk handling, hvor der var noget at vinde for sejrherren. Anvendelsen af m ilitæ re styrker var ifølge Clausewitz at forfølge et politisk mål med andre m idler, og syntes derfor at kunne frembyde en praktisk mulighed for at løse en konflik t. K un undtagelsesvis forekom nationens eksistens at stå på spil ved de ødelæggelser, den udsatte sig for; en tilstræ kkelig indsats kunne med rim e lighed retfærdiggøre dem. K ort sagt, der var logik i den konventionelle krig. Men i dag v ille en storkrig være en atomkrig. Atomvåbnene har forøget de militære muligheder betydeligt, og syntes um iddelbart at have bekræftet krigens logik ved at forøge m idlerne t il at opnå sejr: M an nøjedes med at ekstrapolere de sædvanlige fremgangsmåder, uden at være opmærksom på diskontinuiteten mellem den konventionelle krig og atomkrigen. Med de termonukleare våben og deres frembringelsesmidler, som kan nå mål overalt på jorden, er krigens ødelæggelseskraft blevet umådelig. E n sådan ødelæggelseskraft har gjort krigen irrationel og følgelig uanvendelig som 1) Notes et Etudes Documentaires, No 3343, 6 Décembre 1966. 2) La notion de dissuasion nucléaire. Dissuader: détourner quelqu un d une résolution (Larousse). Overalt i teksten er dissuasion oversat ved afskrækkelse.

218 Fransk forsvarspolitik strategisk middel3) l'or stormagterne. En anvendelse støder i virkeliglieden på den uhyggelige kendsgerning, at begge de krigsførende parter i en total atomkrig v ille være sikre på at blive ødelagt i samme grad, og som følge heraf har en sådan krig mistet sin praktiske værdi som m iddel t il at løse konflikter mellem nationer. Siden 1957 er de lo supermagter derfor gået ind i den termonukleare afskrækkelsesepoke, idet de har forladt den afskrækkelsespolitik, der muliggjorde en strategi baseret på konventionelle våben. Dette har bevirket, at verden herefter gradvis er trådt ind i en periode, hvor afskrækkelsesbegrebet er blevet altomfattende. Krigens logik blev således erstattet af terrorens logik, som forbød indehaverne af termonukleare våben at anvende dem for at afgøre deres indbyrdes uoverensstemmelser. 1 virkeligheden vidste ingen, hvilke ødelæggelser atomsprængningerne kunne medføre, eller om de overhovedet ville tillade en overlevende sejrherre at udnytte sejren. Civilisationens ødelæggelse og det kollektive selvmord v ille følge i kølvandet på kernevåbnenes brug. Den ængstelse, som blev forårsaget af disse våben, hidrørte fra den omstændighed, at man frygtede for at miste kontrollen over dem. Kunne man være sikker på, at man v ille kunne beherske dette våben, når man først var begyndt at anvende det? V ille resultatet ikke blive menneskehedens fortabelse? Det var denne trussel, der hvilede over kernevåbnene. Den eneste sikkerhed, de stillede i udsigt ved anvendelsen, var udløsningen af Johannes åbenbaring. M en lagrene af kernevåben er ikke blevet overflødige. Det er netop fordi, de er i stand til at udløse dommedagen, at en ny strategi, hvori afskrækkelsen indtager en fremtrædende plads, er blevet mulig. Denne ny strategi, som er baseret på visheden om, at en atomkrig ikke kan begrænses, er udarbejdet ud fra forudsætningen om, at det er um uligt at form u lere en strategi, der umiddelbart baserer sig på anvendelsen af kernevåben.4) Den er i overensstemmelse med de nye vilkår for et forsvar ved hjæ lp af kernevåben og disses fremføringsm idler. Denne strategi har en anden logik end don strategi, som baserer sig på eksistensen eller anven- :<) Stratégie directe. Begreberne dissuasion og stratégie er i alle deres former defineret i»stratégie Terminologyc af Schwartz og Hadik, Econ Verlag, 1966. 4) Une stratégie nueléaire directe

Fransk forsvarspolitik 219 delscn af konventionelle styrker5), og det er denne logik, vi nu skal undersøge. H er møder vi følgende selvmodsigelse: Hvorledes skal man udnytte våben, som man ikke kan bringe i anvendelse med fordel? H vis det ikke mere drejer sig om at føre krig for at løse en k on flikt, men derimod om at undgå krigen under løsningen af konflikten, så opstår der fo r de to store kernevåbenmagter følgende paradoksale problem: Hvorledes kan de på bedste måde udnytte deres kernevåben i forsvaret af deres interesser, uden dog at anvende dem, fo rdi anvendelsen ikke v ille føre t il sejr, men derimod t il selvudslettelse? Det er i dette spørgsmål og svaret herpå, man skal finde kernen t il princippet om atomafskrækkelse, h vilket sagt med andre ord er den måde på hvilken, man i bestræbelserne på at forsvare visse interesser og samtidig undgå krigen, involverer kernevåbnene med henblik på at få modstanderen t il at afholde sig fra at angribe, fo rdi han derved v il påføre sig selv uacceptable tab. Afskrækkelsen består således i at»rasle med«kernevåbnene6) på den rigtige måde. Denne måde at»rasle med«kernevåbnene på påvirker den ovenfor omtalte trussel. Den forudsætter, at begge stormagterne besidder våben, der er i stand t il at påføre modstanderen uacceptable ødelæggelser. Og det er kun denne vished om risikoen, de udsætter sig for, der muliggør en gensidig afstandtagen fra våbnenes anvendelse. Ved at holde hinanden i skak, afholder de sig fra brugen af kernevåben på grund af den gensidige trussel. Man ser således, hvorledes denne selvmodsigelse permanent påvirker atomafskrækkelsens problem atik. Det ulogiske i en strategi baseret på kernevåben7) tvinger parterne til fredelig sameksistens, til en stiltiende overenskomst. Atomafskrækkelsen hindrer anvendelsen på betingelse af, at anvendelsen forbliver en overhængende sandsynlighed. Enhver konfrontation af styrker undgås under den forudsætning, at begge modstandere kan tro, at den anden part er besluttet på, om nødvendigt, at anvende sine våben. Afholdelsen fra anvendelsen af atomvåben forekommer derfor som en balanceakt, baseret på troværdighed. Den hårfine ligevægt kan bringes i fare ved en ændring af de politiske eller teknologiske forudsætninger. Hermed kan der påny opstå en m ulighed for anvendelse af kernevåben; nemlig hvis den ene part i en periode ) Stratégie directe ") le maniement virtuel des armes nueléaires. 7) stratégie nueléaire directe.

220 Fransk forsvarspolitik af øjeblikkelig overlegenhed udnytter en svaghed hos modstanderen, og ved trussel om at gå så langt som t il at»affyre atomvarselsskud«, for at få modstanderen til at trække sig tilbage, vel vidende, at den endelige konfrontation ikke v il finde sted. Det er dog ikke let at vide, om modstanderen v il trække sig tilbage eller ikke. Det er ikke let at afgøre, hvad der kan udløse en katastrofe, og enhver fejlvurdering kan være fatal. Det var utvivlsomt Moskvas fejlvurdering af Amerikas beslutsomhed, som førte Sovjetunionen ud i Cuba-affæren, og da man blev k lar over denne beslutsomhed, blev Sovjetunionen tvunget t il at trække sig ud igen. Visheden om krigens escalering er forudsætningen for afskrækkelsesteorien og kunsten at»rasle med«kernevåbnene. Det v il sige, at en konfrontation med sikkerhed medfører den katastrofe, som man netop v il undgå. Det er dog meget vanskeligt at afgøre, hvornår en sådan konfrontation v il finde sted. Stormagterne, som gensidigt holder sig tilbage, er uvisse med hensyn t il den reelle værdi af deres afskrækkelsesmidlers potentiel. Det omfatter mængden af de respektive kernevåbenlagre, muligheden for deres anvendelse og regeringernes villighed hertil samt de allieredes reaktion. K un selve anvendelsen kan ændre denne uvished, som begge parter klogeligt opretholder, t il vished. Derfor kan de to modstandere ikke nøjes med at undgå den endelige konfrontation, men de føler sig tvunget til gradvis at undgå alle, selv begrænsede konfrontationer, som v il kunne risikere at føre dem ud i ukontrollable situationer. Ideen om at afholde sig fra at anvende kernevåben kan gradvis overføres på hvilken som helst storkonflikt og her endog på anvendelsen af konventionelle våben, idet man hver gang spår længere og længere ud i fremtiden om modstanderens m ulige reaktioner. Kunsten at»rasle med«kernevåbnene hviler på visheden om katastrofen, hvorfor de magter, som respekterer afskrækkelsens teori, ledes t il at handle på stadig længere sigt.»ikke-anvendelsen«af kernevåben vedligeholder en uigenkaldelig usikkerhed, der accentueres af psykologiske manøvrer, som på deres side kræver truslen om en escalering vedligeholdt. Afskrækkelsens strategi er derfor blevet forudsigelsens strategi. Dette er den internationale sammenhæng, som er domineret af de to supermagter, i forsøgene på at løse deres k o n flik t uden at det kommer t il åben krig. De undgår gensidigt at forøge deres konfrontation, idet de samtidig søger

Fransk forsvarspolitik 221 at forhindre, at modstanderen opnår fordele. De ledes således t il den yderste forsigtighed, som giver de mindre stormagter en handlefrihed, de kan drage fordel af. Inden for rammerne af de to supermagters kernevåbenbalance kan en mellemstor stats (som Frankrigs) kernevåbenpotentiel spille en rolle. De mellemstore atommagters rolle. Atomafskrækkelsen består som nævnt i kunsten at»rasle med«atomvåbnene, og er i det væsentliste baseret på de mange usikkerhedsmomenter, som skaber atomvåbentruslen. Spørgsmålet bliver da at finde ud af, hvilken rolle en mellemstor magt som Frankrig, udstyret med atomvåben, kan spille i denne situation. E r dets beskedne styrker i forhold t il de to stormagter ikke et uovervindeligt handicap, som forhindrer det i enhver indflydelse på atomafskrækkelsens problem atik? Sagt med andre ord, er atomafskrækkelsen ikke udelukkende en sag mellem de to supermagter? E r det det samlede militære, økonomiske og befolkningsmæssige potentiel, der skal indgå i vurderingen og danne sammenligningsgrundlaget? I så fald v il Frankrig tilsyneladende ikke kunne sammenlignes med de to stormagter. For at forstå Frankrigs situation må man placere det på sin rette plads, som er væsentligt forskellig fra de to supermagters. For disse drejer det sig om en gensidig atomafskrækkelse. For Frankrig er det også et spørgsmål om atomafskrækkelse, men især om at gribe enhver lejlighed, som frembyder sig i konflikten mellem de to store, t il at forsvare sine vitale interesser i områder, der for stormagterne er af sekundær betydning, og således fremme en selvstændig politik. Stormagternes atomafskrækkelsesp o litik danner det grundlag, hvorpå de mellemstore atommagter kan føre deres afskrækkelsespolitik. Denne er ikke placeret på samme niveau, men indgår i stormagternes bilaterale system og fremmes herigennem. Hvorledes er denne placering m ulig? Med andre ord, hvilken handlefrih ed tillader stormagterne en mellemstor magt i en kon flikt? E n stormagts atomafskrækkelsespolitik er på trods af gentagne forsikringer ikke i permanent virksomhed under alle forhold. Den træder først i kraft, når vitale interesser er på spil. Dette giver andre magter en vis handlefrihed. T h i en stormagt v il i situationer, hvor vitale interesser ikke er indblandet, foretrække at undgå de risici for at blive tvunget til at realisere sine trusler, som kan blive følgen af at true en anden magts vitale interesser. I virkeligheden er stormagten ikke på forhånd bekendt med de virknin-

222 Fransk forsvarspolitik ger, som en intervention af en mellemstor magt kan få, dels på den internationale balance, dels - og navnlig - på forholdet mellem de to stormagter. E n mellemstor magts atomafskrækkelsespolitik kan især være mulig, når følgende to forudsætninger samtidig er til stede: Nem lig at dens vitale interesser står på spil, samtidig med at stormagternes ikke gør det. Denne dobbelte betingelse gør handlingsm ulighederne overordentlig variable. Det, der er m uligt i det ene øjeblik i en bestemt situation, v il ikke være det på et andet tidspunkt, når situationen er ændret. I virkeligheden kan en mellemstor magt intervenere i stormagternes spil på betingelse af, at den ikke overskrider grænserne for, hvad disse anser for deres interesser. Den kan altså føre sin egen p olitik, selv når denne går imod stormagternes intentioner på områder, hvor disse ikke for tiden er engageret, og herved gribe afgørende ind i deres dispositioner. Den mellemstore magts atomafskrækkelsespotentiel er et udtryk for dens klare politiske v ilje til, i ordets stærkeste betydning, at forsvare de interesser, som den anser for vitale. Den v il under ingen omstændigheder kunne betragtes isoleret i forhold til en anden stat. I forholdet til omverdenen er det balancen mellem a lliancerne, som er grundlaget for dens p olitik, men det er næppe tænkeligt, at den ikke opretholder stærkere forbindelser t il den en af stormagterne. På den anden side er det heller ikke tænkeligt, at en alliance dækker alle de forskellige interesser, som en mellemstor stat må have, hvilket de seneste års eksempler med tilstræ kkelig tydelighed har vist. H vis varetagelsen af samtlige interesser overlades til en allieret stormagt, reduceres den mellemstore magts rolle t il satelitm agtens. Den politiske vilje kommer således kun t il fr i udfoldelse, hvis den er forankret i et system af kræfter, der på samme tid demonstrerer dens beslutsomhed, og indenfor de ovennævnte begrænsninger - ved forudseenhed giver den m ulighed for at nå tærsklen t il dommedags iværksættelse. Den politiske v ilje er udgangspunktet for atomafskrækkelsens mekanik. Det er klart, at dette mål kun kan nås ved atomtruslen. Besiddelsen af kernevåben kan sammenlignes med en»adgangsbillet«, som på et givet tidspunkt kan påvirke det internationale spil. I den internationale sammenhæng er det set udfra et strategisk synspunkt væsentligt at gøre sig klart, at det er magten, der bevirker, at en nation bliver hørt og dens synspunkter eventuelt bliver accepteret.

Fransk forsvarspolitik 223 Det franske systems rolle. Den franske strategiske atomstyrke iia r måske en begrænset værdi, men i det samlede billede, således som det er beskrevet i de to foregående afsnit, har den dog en fundamental betydning. Den strategiske atomstyrke må kunne disponere over m idler, som kan påføre en hvilken som helst modstander tab i en størrelsesorden, som denne anser for uacceptabel i forhold t il indsatsen. Den effektive atomafskrækkelse fremmer således en fransk p olitik i tilfæ lde af en konflikt mellem de to stormagter. Vurderingsgrundlaget er således ikke forholdet mellem antallet af megatons, men om effektiviteten i det franske system, som er indeholdt i spørgsmålet om, hvorvidt Frankrig netop kan komme t il at spille den rolle, som retteligt tilkomm er det. M an har set, at atomafskrækkelsen ledte stormagterne t il at udforme en strategi, hvor fremtidens våben, i samme omfang som de aktuelle afskrækkelsesmidler, er et udtryk for nationens v ilje t il at eksistere. De samme synspunkter gælder for en mellemstor magt, som også må indstille sig på at udforme en langsigtet strategi, og det ud fra følgende tre grundsynspunkter : - for det første ud fra spørgsmålet om den tekniske udarbejdelse. Det er klart, at etableringen af en strategisk kemevåbenstyrke er en langsigtet plan. Da Frankrig i 1960 befandt sig i den situation at skulle tage sin strategi op t il revision, valgte det atomvåbnet, fremført af fly. Det måtte i virkeligheden indtræde i atomkapløhet med risikoen for at falde uhjæ lpelig bagud, uden nogensinde at kunne indhente forsinkelsen. Den fulde betydning af dette valg ses først, når anden-generations våbnene (jord t il jord raketter - efterfulgt af hav t il jord raketter - udrustet med kernevåben) er skabt. Valget forhindrer på den anden side ikke forskning på andre områder indenfor forsvaret, hvor f. eks. laserstråler og satelitter åbner talrige muligheder. Den franske strategiske atomvåbenstyrke skal derfor betragtes som værende på sit første stadium. - for det andet, udfra uddannelsessynspunkter. Endnu mangler industriens leder, teknikere, forskere, og officerskorpset i alm indelighed, ja selv personer på det politiske plan, at gøre sig fortrolige med atomafskrækkelsens problematik. Den læres ikke fra den ene dag til den anden. - for det tredie udfra internationale synspunkter. Den franske strategiske kernevåbenstyrke bør inkorporeres i et langsigtet internationalt perspektiv med de h e rtil knyttede usikkerhedsmomenter, uanset den aktuelle situations relative stabilitet. I det omfang vi ikke ved, hvordan verden ser ud om tyve, eller allerede om ti år, repræsenterer en kernevåben-

224 Fransk forsvarspolitik styrke et vigtigt trumfkort, ikke blot lor Frankrig, men måske også for hele Europa. U dfra disse tre grundsynspunkter og i den udstrækning, de for den førte p olitik ansvarlige anser en storkonflikt for usandsynlig indenfor den nærmeste årrække, er værdien af vore nuværende våben dobbelt. De har en øjeblikkelig virkning, fordi deres tilstedeværelse virker som en atomafskrækkelsesfaktor. Men også den fremtidige våbenudvikling får allerede på nuværende tidspunkt m ulighed for at påvirke bestræbelserne på at overtale eventuelle modstandere til at afholde sig fra anvendelse af kernevåben. Det er indenfor dette langtidsperspektiv, man bør vurdere den franske strategiske kernevåbenstyrkes placering i den alm indelige atomafskrækkelsespobtik. Der er lie r ikke blot tale om den aktuelle styrke, men nok så meget om den styrke, som det v il repræsentere på kortere eller længere sigt. M ed den reelle ødelæggelseskraft, der, skønt baseret på første-generationsvåbnene M irage IV fly udrustet med A-våben, allerede er betydebg, er Frankrigs status som atommagt hævet over enhver tvivl. Men lad os understrege, at det er en status, som skal ses i lyset af den internationale situation, d.v.s. i situationer, hvor Frankrigs vitale interesser er i fare, uden at dette samtidig påvirker stormagternes stillin g afgørende. Den er udtrykket for den politiske vilje t il at forsvare Frankrigs primære interesser. Som»adgangsbillet«gør denne styrke de m uligt for Frankrig at fremsætte sine synspunkter i det internationale forum med en vægt, der står i forhold t il dens ødelæggelseskraft såvel som til troen på den og dens værdi som pressionsmiddel. Herudover forøger tilstedeværelsen af en uafhængig fransk kernevåbenstyrke i det forum, hvori den franske politiske aktivitet foregår, usikkerheden hos begge stormagterne med hensyn t il deres holdning overfor den anden part. V il en eventuel angriber på angrebstidspunktet klart kunne vurdere de af Frankrig etablerede solidaritetsforbindelscr og t il hvilken side disse forbindelser v il være stærkest? Denne supplerende usikkerhedsfaktor har forøget kernevåbenstabiliteten. I denne forbindelse er det de nationale uafhængige kernevåbenstyrker, som er afgørende. I en»integreret«alliance v il de ikke kunne have den samme virkning.

Fransk forsvarspolitik 225 Det er klart, at Frankrig, i den udstrækning det indtager en nøglestilling i Europa, anser sine m uligheder som atomafskrækkende faktor fo r øgede. Europa er en absolut afgørende faktor i verdensbalancen, fo rdi den magt, som behersker Europa, v il have det endelige verdensherredømme. I det omfang ingen af de to stormagter v il acceptere, at Frankrig udslettes af den anden part eller underlægges denne, kan det udfolde sin atomafskrækkende politik. Endelig m uliggør den strategiske kernevåbenstyrke en forøget fransk handlefrihed t il med større vægt at øve indflydelse på den internationale situation. På dette område v il den frem tidige styrke være af endnu større betydning. Kunne Frankrig virkelig opnå disse resultater uden at udruste sig med moderne kernevåben? V ille resultaterne kunne nås, hvis det begrænsede sig t il en udrustning med taktiske atomvåben? H vilken anden løsning ville kunne gøre det m uligt for Frankrig at eksistere på den internationale scene som en politisk uafhængig enhed? Den franske atomafskrækkelsespolitik, som her er søgt fremstillet, er ikke opstået pludseligt som et enmands værk. Den er tværtimod en del af den aktuelle storpolitik, hvis mål er de to stormagters nødvendige, fredelige sameksistens, som er baseret på ligevægten i de enorme kemevåbenlagre. Frankrig v ille aldrig permanent liave kunnet udfordre hverken Am erika eller Rusland. Det kan kun garantere sine vitale interesser ved hjæ lp af sin atombevæbning, når det samtidig undgår at vove sig ind på stormagternes vitale interesseområder. Foredragsaften og: Generalforsamling: i Det krig:svidenskabelig:e Selskab Det sidste foredrag i foredragssæsonen 1967/68 afholdes mandag den 13. maj 1968, hvor viceadmiral Vedel taler. T itle n på foredraget: Flådens sænkning den 29. august 1943 og begivenhederne i tilknytning hertil. Programmet for mødeaftenen omfatter i øvrigt: - Redegørelse for de indsendte prisopgaver. - Uddeling af belønning for en artikel i M ilitæ rt tidsskrift. - Foredrag. - Generalforsamling. Der henvises i øvrigt t il M ilitæ rt tidsskrift, A P R IL 1968. N B! Husk sidste frist for tilm elding er den 9. maj kl. 1200.