BORDER POSTEN ISSN 1396-5808 Nr. 10 Juni 1999 Kr. 25,00
DE OFFICIELLE SIDER BORDER POSTEN udsendes gratis til medlemmer af border terrier gruppen i Dansk Terrier Klub. Øvrige kan tegne abonnement, der koster 75 kr. for 4 numre og indbetales til Tinna Grubbe, Ågerupvej 92, 4390 Vipperød. Redaktion: Iben Lind Ormand 75 51 41 98 iben.ormand@teliamail.dk Paul Rasmussen 56 14 54 79 paul.rasmussen@capgemini.dk Lene Vinther Hjelme 75 86 36 62 hjelme@vip.cybercity.dk Tinna Grubbe 59 18 27 23 (ansvarshavende redaktør) borderhouse@post.tele.dk Indlæg til BORDER POSTEN sendes til en af følgende: Iben Lind Ormand Børupvænget 8 7000 Fredericia Paul Rasmussen Fuglesangsvej 21 2680 Solrød Strand pr. e-mail, på diskette (3½ ), eller i læselig manuskriptform. Følgende numre er planlagt i 1999 (i parentes deadline for indsendelse af stof): BORDER POSTEN 11 15.9 (15.8) BORDER POSTEN 12 15.12 (15.11) BORDER POSTEN optager gerne annoncer. Kontakt den ansvarshavende redaktør, hvis du ønsker at indrykke en annonce. Det er billigt at annoncere, og du kan annoncere om næsten alt. Indholdsfortegnelse Leder... 3 Racestandard for Border Terrier... 4 Aktivitetsliste... 5 År 2000 sammenkomst i England... 5 Favorit udstillinger... 6 De to hunde... 8 Chianti ved oceanet... 8 Mia... 9 Min Weekend med Finn... 10 Murphy s første tid i sit nye hjem... 11 Boganmeldelse... 12 Gravchampions 1998... 14 I bund og grund en brugsterrier... 16 Gravprøver... 18 Skue 29. maj 1999 på stutteri Fuglsang i Taulov... 22 Årets border 1999... 26 Skue den 28. og 29. august 1999... 26 Danske udstillinger... 28 Udlandet... 31 Dommerliste 1999... 36 Hvalpefødsler 2. halvår 1998... 37 Importer hele 1998... 38 Hanhunderegister... 38 Nye champions... 38 Dyrlægeresultater... 39 Opfordring til opdrættere... 40 Forsiden er en tegning af Borderhouse Emily Rose, som blev dobbeltchampion 17. April 1999 se side 38. Tegningen er udført af Lykke Petersen, Skovvejen 12, værelse 10 kl., 6000 Kolding. 2
DE OFFICIELLE SIDER Leder Lene Vinther Hjelme Jeg har lige læst BORDER POSTEN 10 igennem, og uden at rødme vil jeg sige Det er ikk så ringe endda. Vi har fået en masse stof fra medlemmerne, og der har været meget at skrive om både hvad angår gravarbejdet, udstillingerne, fødsler og forskellige aktiviteter. Det har med andre ord været et aktivt første halvår af 1999. Det første border stævne er løbet af stabelen, og her havde vi inviteret Wiebke Steen fra Tyskland. Der var mødt 30 bordere, og det tegner godt for fremtidige skuer i Jylland, men det kan I læse om andetsteds i bladet. Det har for mig været positivt at læse om den nye prøvegrav på Sjælland, og at der vil blive flere træninger. Det har for nogen været et problem at kunne få trænet sin hund til prøver og det kan jo også ses af prøveresultaterne, at der nok skulle have være trænet lidt mere for nogen hundes vedkommende. Jeg læste også med stor interesse Bjarne Kristensens indlæg om borderen som Working terrier, og må give ham ret i, at det der med jagt, det kommer altså ikke flyvende fra himlen. Man skal arbejde med det, når man har potentialet i sin hund, og man skal i avlen være opmærksom på, at det er med. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ligger godt nok dybt i racen, for nogle af de hunde vi får fra England fra kenneler, der ikke har tradition for jagt, de både jager som bare f. og giver afkom der gør det og i forlængelse med det vil jeg sige, at hvis man importerer en hund, der viser sig ikke at have jagt i sig: Så lad være med at avle med den! Janteloven er ikke helt død endnu, og (falsk) beskedenhed florerer. Der er ingen grund til at gemme en pæn hund. Gravprøven er det sted, hvor vi kan se, om den indvendige side af hovedet er gearet til at arbejde med rovvildt, men udstillingerne er det sted, hvor vi kan få bedømt, om den indvendige side er omgivet af det odderlignende hoved, der er racens absolutte kendetegn. Her kan vi få bedømt udseendet, og det er også et af de steder, man kan knytte kontakter til andre borderejere, også med henblik på fremtidig avl. Der er for få bordere på vores udstillinger. Og vi er den 3. største racegruppe i DTK.!!! Vi er mange, men hvor er I alle sammen. Man behøver ikke at udstille igen og igen i årevis, men kom dog nogle gange. Som I kan se af aktivitetslisten er der gang i foretagendet, men næste trimmekursus i Jylland bliver senere på året, ligeledes gravdag og forhåbentlig en schweiss-dag. Der er plads til flere hanhunde i hanhunderegisteret, ligeledes til opdrætterannoncer, og kære opdrættere, send adresserne på jeres hvalpekøbere til enten Tinna eller undertegnede, så får de border-posten og info om DTK. 3
DE OFFICIELLE SIDER Racestandard for Border Terrier Racestandard udgivet af FCI den 12.03.1998. Oversættelsen godkendt af DKKs Standard Komité november 1998. Oprindelsesland: Anvendelse: Klassifikation: Helhedsindtryk: Temperament: Hoved: Skalle: Næse: Næseparti: Kæber, bid: Øjne: Ører: Hals: Krop: Lænd: Bryst: Hale: Lemmer: Forpart: Bagpart: Poter: Bevægelse: Hud: Pels: Hårlag: Farve: Størrelse: Fejl: Bemærk: Storbritannien Terrier FCI Gruppe 3 (Terriers) Sektion 1 (Store og middelstore terriers) Med brugsprøve (i Danmark anerkendt gravprøve) I bund og grund en jagtterrier til gravjagt. I stand til at følge en hest. Energisk og jagtivrig. Odder-agtigt. Moderat bred Sort foretrækkes, men leverbrun eller kødfarvet er ingen alvorlig fejl. Kort og kraftigt. Saksebid, dvs. at de øverst tænder tæt overlapper de nederst, og at biddet ligger vinkelret på kæberne. Tangbid accepteres. Underbid eller overbid er en væsentlig fejl og er højst uønsket. Mørke, med et intenst udtryk. Små, V-formede, af moderat tykkelse. De falder fremad tæt til kinderne. Moderat lang. Dyb, smal og ret lang. Stærk Godt tilbagelagt, men ikke alt for hvælvede ribben. Man bør med to hænder kunne spænde om hundens krop lige bag skuldrene. Moderat kort, ganske tyk ved roden, derfra gradvis tyndere udefter. Højt ansat og båret. Muntert, men ikke krummet ind over ryggen. Lige forben, men ikke for grov benstamme. Racy forholdsvis letbygget. Små, med tykke trædepuder. Sund og effektiv nok til at følge en hest. Skal være tyk. Grov og tæt, med en tæt tilliggende underuld. Rød, hvedefarvet, grizzle/tan eller blue/tan. Vægt for hanner 5,9 7,1 kg (13 15½ lbs) Vægt for tæver 5,1 6,4 kg (11½ - 14 lbs) Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indflydelse på hundens evne til at arbejde. Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen. * * * * NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i Januar 1989 * * * * 4
DE OFFICIELLE SIDER Aktivitetsliste 28. og 29.8 skue. Den 28.8 foregår aktiviteterne ved prøvegraven, hvor bedste debutant skal findes. Lørdag aften samles vi til hyggelig fællesspisning på Vandrerhjemmet i Hjembæk. Her er mulighed for overnatning for vores jyske venner samt udlændinge. Vi har inviteret Borderejere fra Tyskland, Østrig, Holland, Belgien, Sverige og Norge. Den 29.8. Skue på Arnakke i Svinninge kl. 10.00. Se tilmeldingsblanket side 39. Dommer er Jayne Gillam, se side 6. Følgende aktiviteter er planlagt: Schweisstræning på Arnakke den 7.7.1999 kl. 18.00 og den 20.7.1999 kl. 18.00. Tur ved Trylleskoven i Solrød den 10.8.1999 kl. 19.00. Trimmekursus på Knabstrup skole den 18.9.1999 Tilmelding til alle arrangementer hos Tinna Grubbe 5918 2723. År 2000 sammenkomst i England Lørdag kl. 10.30: Terrier væddeløb. Lørdag middag: Seminar: Working Aspekter af Mr. Mark Jervis. Lørdag eftermiddag: Match for alle. Lørdag tidlig aften: Championparade. Lørdag aften: Galla Dinner. 5 De engelske Borderterrier klubber er gået sammen om et spændende år 2000 arrangement, den 6. og 7. Maj 2000 i Hexham i det nordlige England på grænsen til Skotland. En weekend hvor mange Border entusiaster fra hele verden vil mødes. Der er lagt op til en spændende og interessant weekend med et meget afvekslende program. Søndag formiddag: Agility/Lydighed demonstration. Besøg på en jagtkennel. Søndag eftermiddag: Match for udvalgte hunde. Der vil være mulighed for hele weekenden at se udstillede stande med fotografier, computer stambogsdatabase forskellige videofilm og meget mere. For os danskere er der yderlige oplysninger at hente hos: Mrs. Tricia Clark, Caldecote Cottage, Caldecote Manor Farm, Abbotsley St. Neots, Cambs, PE19 4XQ, 01 480 880543. I anledning af Millenium 2000 er der udgivet en år 2000 kalender, med mange gamle Borderbilleder der aldrig har været offentliggjort. Kan købes for Kr. 100,00 hos Tinna Grubbe, 5918 2723.
ARTIKLER Favorit udstillinger Her i England (U.K.) har vi ca. 28 Championship shows om året, og det er på disse udstillinger, de eftertragtede certifikater tildeles den bedste han og tæve, og for at opnå titlen Champion, kræves det 3 certifikater under 3 forskellige dommere. De fleste Championship shows er for alle racer og varer op til 4 dage, men i de 28 udstillinger har vi også inkluderet 6 klub CH udstillinger. Disse udstillinger arrangeres af de forskellige border terrier klubber, vi har i U.K. Selvom certifikaterne har den samme værdi på alle disse udstillinger, har de fleste border terrier udstillere deres favoritter som Crufts og Border Terrier Klubbernes, da disse udstillinger har mest prestige. Mine klare favoritter er Crufts og The Border Terrier Club Championship Show, og at vinde noget på en af disse udstillinger er meget tilfredsstillende for mig. Hunde kan også have deres favorit udstillinger eller skulle jeg sige heldige udstillinger, og for min CH Orenberg Nightfreight er det Cruft! Det er faktisk hans favorit, han elsker simpelthen de skinnende lys, de store tæppebelagte ringe, menneskene og al den hurlumhej så stor en begivenhed medfører. Nightfreight har været på Crufts 4 gange og har vundet 4 første placeringer, 2 gange endda som BIR (bedst i racen). Han debuterede i 1994, hvor Betty Rumsam (Wilderscot) dømte racen. Det var en magisk dag for Orenberg Kennel, han vandt åben klasse hanner som bestod af alle de topvindende hanner og champions, der var på den tid, og han vandt certifikat og BIR. Af Jayne Gillam, Orenberg Border Terriers Det var lige så spændende at have Dandyhow Claudius stående som vinderen af reserve certifikatet, eftersom han er efter CH Orenberg Emperor. Orenberg Nightfreight (Foto: Anne Roslin-Williams) Da Nightfreight således havde opfyldt mit livs drøm syntes jeg det var bedst at trække ham tilbage fra udstillingerne og måske vise ham igen, når han var blevet 7 år, og kunne gå i veteranklassen. Han blev heller ikke vist igen før på Crufts i 1997, hvor han startede i veteran klassen under Peggy Grayson, som i 1993 havde givet ham hans andet certifikat. Til min store glæde vandt han klassen, og da han en måned senere stillede op i samme klasse på The Border Terrier Club Championship Show, vandt han også klassen der. OK tænkte jeg, han er blevet ældre, men han kan stadig vinde på de to udstillinger, der betyder mest for mig! Næste gang han viste sig i udstillingsringen var på Crufts i 1998, han var 8½ år gammel og så fantastisk ud, han gik ind i ringen som om han ejede den, - vandt vete- 6
ARTIKLER ran klassen, vandt certifikatet, og blev for anden gang BIR på Crufts. Der var tilmeldt et rekordstort antal hunde, nemlig 225 under Ferelith Somerfield, som den dag skrev historie, ved at gøre CH Orenberg Nightfreight til den ældste border, der havde vundet et certifikat. Ord kan ikke beskrive den stolthed jeg følte over denne hund. Crufts 1999? Ja, du kan vædde på, at vi var der! Han så lidt ældre ud og lidt mere grå med sine 9½ år, men han gik alligevel i ringen som om han ejede den, og han vandt veteran klassen igen for tredje år i træk under Brian Baxter (Beenaben), som gav ham hans første cert. i 1992, hvor han i kritikken skrev A great ambassador of the breed. Vi har et mundheld der siger: Hver hund har sin dag, og Nightfreight har bestemt haft sin del af dage, og da vi gik ind i ringen for at konkurrere mod alle de andre klassevindere om cert et, vidste jeg, at han aldrig nogen sinde ville vinde BIR på Crufts igen, han var bare for gammel. Det syntes Nightfreight tilsyneladende ikke, da han masede gennem menneskemængden, ivrig for at komme ind i ringen igen. Han masede sig forbi vinderen af åben klasse hanner CH Holcombe Jack Daniels, hvis med-ejer og handler Su Williams, så ned på Nightfreight og stønnede, Åh, nej, ikke dig igen. OK, du kan få det i år, grinede jeg til hende. Og CH Holcombe Jack Daniels vandt cert. og BIR på Crufts i 1999, og intet kunne have glædet mig mere. Vi må alle se ud mod fremtiden, og jeg har en ny stjerne hjemme, Orenberg Night Nymph, som er barnebarn af Orenberg Nightfreight og datter af Holcombe Jack Daniels. En måned efter Crufts blev hun vist på The Border Terrier Club Championship Show under Bryn Cadogan, hvor hun vandt sin klasse og blev BIS hvalp. I kritikken skrev Bryn Cadogan, Burde have en rigtig god fremtid. Så, lad og ønske det bedste for fremtiden på vore favorit udstillinger. Jayne Gillam og Orenberg Nightfreight på Crufts 1999 Jayne Gillam Jayne Gillam er den dommer, vi har inviteret til at dømme vores skue på Arnakke, og hun glæder sig meget til at se vore hunde. Da jeg var i England for at hente Jason, så jeg Nightfreight, og selv om han ikke ser helt ung ud mere, blev jeg fuldstændig bjergtaget, da jeg så ham bevæge sig. Det var virkelig fantastisk. Flere af kuldet med Night Nymph som hun omtaler har gjort det godt. En tæve i Finland klarer sig fint, en bror i Sverige har fået sit første cert. og min egen Jason, Orenberg Night Commander har bestået sin første gravprøve med max. point, og er i skrivende stund i Sverige, hvor han træner på livet løs på grævling. Og han har været med Muffe (Hjelme Name the Game) og Göran Flink på vildsvinejagt. Godt nok blev han først sluppet, da Muffe havde situationen under kontrol, men da var Göran også halvdøv af hans skrigeri. Lene V. Hjelme 7
ARTIKLER De to hunde Af Agnethe Fokdal cirkus, og det gjorde der. Der var fyldt helt op. Så Tina gik ikke fallit denne gang. SLUT. BORDER POSTEN har modtaget nedenstående danske stil af Agnethe Fokdal. Er der andre børn, der har skrevet en god historie om deres hunde, offentliggøres den gerne. Der var engang en hund der hed Berta, boede hos Tina Grubbe. Tina havde seks hunde: Anna, Berta, Bille, Kejsi, Leo og Gimik. På et tidspunkt skulle Gimik have hvalpe. De blev født og opvoksede hos Tina. De blev solgt da de var 8 uger, men Tina beholdte en af hvalpene nemlig Panda. Berta og Panda blev rigtig gode venner. 2 år senere blev Panda voksen. En dag gik Berta og Panda på opdagelse i haven. Lige pludselig begyndte det at regne. En marsmand kom ned fra himlen og Berta og Panda begyndte at gø. Men marsmanden beroligede Panda og Berta. Marsmanden sagde, at Berta og Panda nu kunne flyve, så forsvandt marsmanden. Berta og Panda stod først med vidt stående mund i et stykke tid, men så begyndte Berta at snurre rundt med sin hale, og så fløj Berta. Så begyndte Panda også at flyve. De fløj sammen hen til cirkusset i byen og så så cirkusdirektøren Berta og Panda i luften, og lokkede dem ned med en godbid. Berta og Panda havde halsbånd på, hvor der stod, hvor de boede, så cirkusdirektøren gik hen til Tina og spurgte, om Berta og Panda måtte optræde i cirkusset. Det måtte de godt, sagde Tina. Men på en betingelse, at jeg får alle de penge, der bliver tjent på mine hunde. Det gik cirkus-direktøren med til, for han var glad bare der kom nogle i Chianti ved oceanet En historie fra det virkelig liv. I november sidste år var Chianti (Rostgårds Chianti) på ferie med sin far og mor (Erik og Jytte) ved Ålbæk i Nordjylland helt ude ved det store ocean. Chianti havde aldrig været med mor og far i sommerhuset før, så alt var nyt og spændende. Efter at alle var blevet installeret og alt var pakket ud, var det blevet tid til en gåtur. Tusmørket havde sænket sig, det gør det jo tidligt på denne årstid, men man kan sagtens gå tur alligevel. Snoren blev sat på Chianti og Erik tog den tykke jakke på det var blevet både vådt og næsten mørkt, turen går ned mod vandet. Efter at have gået et langt stykke gennem klitterne bliver Erik dårlig og må sætte sig ned. Chianti forstår alvoren i situationen, løber med snoren hængende efter sig gennem krat og klitter hjem til sommerhuset. Mor, Jytte har i mellemtiden fået alarmeret Falck. Pludselig står Chianti i døren alene, Falck kommer og hjælper Erik. I dag er alle sunde og raske, men tænk at en lille Border-Terrier der aldrig før har været i sommerhuset og i omegnen kan finde hjem i sådan en situation. Historien er fortalt af Misse 8
ARTIKLER Mia Jeg syntes det nu er tid til lidt historie. Er der mon nogen der husker Mia?, som på stamtavlen hedder Sweet Hermia of Cedarcourt? Det er der sikkert ikke. Så kan jeg fortælle at hun er mor til Sofus, der desværre ikke er til mere. Mia er en Borderterrier som i sin ungdom levede et omtumlet liv i England. Så skete det at Palle Vinther, Mette Schwensen og Dianah Tillner tog til London på Cruft udstillingen. Jeg sagde til Palle inden afrejsen, Nu kommer du ikke slæbende med endnu en hund. Nej, nej, var svaret, men hvad skete, hjembragt blev Mia. En dengang sky og kuet Bordertæve. Mia blev så parret med Henry, som også hedder Reedwater Amadeus, og ham er der garanteret mange der husker. Henry lever for øvrigt endnu, og er stadig en livlig og flot Borderhan. Den dag Mia fødte sit første kuld hvalpe, blev en sorgens dag hos os i Næstved. Det var nemlig samme dag som Palle måtte forlade denne verden ved en tragisk ulykke. Nu er det sagt, og sådan gik det desværre. Tilbage til Mia, som nu er en aldrende Bordertæve på 11 år. I januar 1999, drog en god ven og jeg + Mia på rævejagt, på øen Omø, som ligger i smålandsfarvandet. Rævejagten talte ca. 55 mand, og øen blev drevet af, - uden at man traf Mikkel. Kl. ca. 1200 holdtes frokost i øens forsamlingshus, og efter frokosten blev der udtaget 5 mand til at besøge de 4 kunstgrave som findes på øen, og selvfølgelig var Mia også med på holdet. Da vi nåede sidste grav på omgangen, var der tydelig kontakt med Mikkelsen.- Men ud Jette og Jørgen Vinther Pedersen Kennel Reedwater ville Mikkel ikke - hverken den ene eller den anden vej. Dette er aldrig sket for mig før da jeg brugte min gamle Molly - Dalshøjs Melany -. Da måtte ræven bare ud. Da det var tid til gule ærter i øens forsamlingshus, ja endda overtid, enedes man om at lukke graven og besøge den dagen efter. Som sagt, så gjort. Dagen efter åbner vi graven, og i med Mia. Stort spektakel, men stadig ingen ræv. Vi åbner så kedlen, og i med Mia igen i det rør hvor vi nu er klar over at ræven sad. Igen megen larm, men stadig ingen ræv. Pludselig bliver der noget stille, kun lidt knurren i røret. - Jeg sidder på kanten af kedlen med benene nede i kedlen. Pludselig ser jeg Mias hale, og siger så - Nu kommer hunden da. Et øjeblik efter ser jeg at hun har bidt sig fast i rævens lunte og kommer slæbende baglæns ud af røret med den. Jeg griber fat i rævens hale og trækker den sammen med Mia ud af røret. Så står jeg der med en spillevende ræv hængende i sin egen hale.(læs i JÆGER fra marts 99, s. 63) De skydeklare jægere råbte, kast den, så skyder vi den, men det har jeg prøvet engang før, så jeg sagde: I kan tro at det bliver løgn, for da stak ræven nemlig af, uden at der var nogen der nåede at afgive skud. Resultatet blev at en af de lokale fik fanget den totalt tossede hund og en anden aflivede ræven med et velrettet nakkedrag, imens jeg stod med den i udstrakt arm. Alle var enige om at det var en flot præstation af en Border på 11 år, og det ville helt sikkert have glædet Palle, hvis han havde fået lov til at opleve sin hund levere sådan et stykke arbejde 9
ARTIKLER Min Weekend med Finn Af Hanne Larsen. Fredericia Vores familie blev i januar de lykkelige ejere af en lille Border-terrier hvalp efter Borderhouse Beauty Queen og Elias v. Hengstbachtal. Vores lille hvalp bærer navnet Krumme og stammer fra Iben Lind Ormand, kennel Always Fox Ready. Når man nu er blevet ejere af et sådan et lille pragteksemplar, som ens egen jo altid er, ønsker man at lære og deltage i alt, hvad der drejer sig om sådan et lille væsen, og efter at have studeret aktivitetslisten i BORDER POSTEN, nr 9, var det meget nærliggende at melde sig til et TRIMMEKURSUS for begyndere i Vejle, lørdag d,. 27/3. Dog syntes jeg ikke, at vores lille Krumme trængte særlig meget til at blive trimmet på daværende tidspunkt. Dette omtalte jeg til Iben Ormand, og flink, som hun jo altid er, tilbød hun, at jeg måtte låne hendes Finn, som trængte meget til en trimning. Jeg sagde ja tak til tilbuddet, og lørdag morgen kl. 0900 mødte jeg op hos Iben for at hente Finn. Iben skulle til et møde på Sjælland, og ville først komme sent hjem, så vi aftalte, at jeg skulle beholde Finn til næste formiddag. Jeg var meget spændt på dagen. -Jeg fik Finn ombord i bilen. Han sad fint i sit bur og hyggede sig med sin kalveklov. Da vi kom til Vejle, lukkede jeg ham ud, og han fulgte pænt med mig. Vi fandt gymnastiksalen, hvor kurset skulle finde sted. Her fik vi stillet trimmebord op, og der var i mellemtiden kommet flere kursister. De andre Border Terrier var kun hvalpe, som vores lille Krumme der hjemme, og her stod jeg med store dejlige Finn, som virkelig trængte til at blive trimmet. Jeg var ved at blive nervøs. Inden vi fik set os om, var vi i gang. Lene Hjelme underviste. Finn kim op på bordet - uden vrøvl, og Lene brugte ham som prøveklud. Han var en fantastisk hund. Min nervøsitet var forsvundet, og jeg arbejdede med ham, og man kunne virkelig se hvor langt jeg nåede. Finn var meget samarbejdsvillig, ja nogle gange havde man det indtryk af, at han selv vidste hvor langt jeg var nået, og drejede sig rundt efter dette. Inden vi så os om var der kaffepause. Lene havde kaffe og wienerbrød, med, og herefter luftede vi hundene, og så var det tid til at fortsætte, og inden vi fik set os om var kurset slut. Det havde været en god og lærerig dag. Jeg var meget glad for at have haft Finn med, da jeg virkelig følte, at jeg havde haft noget ud af dagen. Nu var jeg meget spændt på at komme hjem til familien for at vise resultatet. Spændende var det jo også, hvordan vores Krumme og Finn ville finde ud af det med hinanden. Der var slet ingen grund til at have frygtet dette. Finn fandt sig i ALT fra Krummes side, og familien synes lige som jeg, at han var et pragtfuldt eksemplar af racen. Pigerne var ude på en lang aftentur med hundene, og da det blev sengetid blev de puttet, og vi hørte ikke mere til dem før næste morgen, da det igen var tid til luftetur. 10
ARTIKLER Det var en dejlig weekend med et lærerigt kursus - tak til Lene for dette, som jeg vil anbefale alle Borderejere (det er jo ikke svært), og jeg tror også Iben var tilfreds med resultatet. Tak til hende fordi hun turde låne mig Finn. Efter at have lånt ham er vi heller ikke i tvivl om, at det er den rigtige hunderace, vi har valgt, og jeg må I må lige høre om mit nye liv hos familien Dinesen og min nye storebror Bosse. Da mine mennesker som regen kalder ham (hønsehunden) Bossen overvejede de ved gud at kalde MIG for Bumsen! Men da jeg så valgte at komme, hver gang de sagde Murphy, besluttede de sig heldigvis for at lade mig beholde det navn, som I havde givet mig - men ved I hvad, der er nogle nede i kennelklubben, som hele tiden kalder mig for "Møffe", hvad mener I? De første par dage vidste Bossen ikke rigtigt, om han synes om mit selskab - der var måske et par gange, hvor han (noget klodset - synes jeg) forsøgte at lege med mig - men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af HANS måde at lege på! MEN NU efter 2 uger så skal I bare se, hvordan han leger med mig, passer på mig, og lader mig ligge tæt ind til ham - dog vil han helst ha', at menneskerne ikke kigger på, da det jo kan være lidt for pinligt for en halvgammel værdig hønsehund - specielt når de vil fotografere os sammen! Ind imellem tror jeg, at jeg er ved at få styr på ham - men så bliver jeg straks opdraget igen og sat på plads med lidt knurren og skubben rundt på ryggen, så står han der og slikker mig på maven med en tunge, der er næsten lige så stor som mig selv! må nok sige, at vi har pralet med ham i vores omgangskreds. Murphy s første tid i sit nye hjem Da jeg havde boet hos mine nye mennesker i ca. 1 uge, kom de pludselig ind i køkkenet med nogle fasaner, som åbenbart skulle ordnes. De lagde en dejlig stor fasanhane på køkkengulvet for at se, om jeg kunne finde ud af, hvad det var for en! Straks gik jeg til angreb på den, for man kunne jo aldrig vide, om den nu også var helt død. Det var den! så jeg trak den med ind i stuen, for at studere den lidt nærmere! I kan nok tro, at både mine mennesker og hønsehunden gloede en omgang! Min mor skældte lidt ud over alle de fjer, der nu kom ind i stuen - jeg var jo nødt til at ruske lidt i den, og den var åbenbart i "fældetid". Min far tog et billede af mig og den nynedlagte fasan. Måske må I se det, når det bliver fremkaldt. Men da min mor ikke syntes, at det var pænt med fjer i stuen, så kom de med støvsugeren, den tingest havde jeg dog set før, men jeg plejede at være sat ind i min hvalpegård, når der blev støvsuget, for at jeg ikke skulle gå i vejen - men nu kunne jeg endelig få lov at studere den maskine på nærmere hold. Da den jo blev trukket hen af gulvet, var jeg nødt til, for at kunne studere den ordentligt, at lægge mig oven på den. Den var da heldigvis heller ikke højere, end at jeg godt kunne klatre op på den. Jeg har oplevet så mange spændende ting - tisset under juletræet på Rådhuspladsen, talt med - og blevet klappet af - utallige mennesker på Københavns Hovedbanegård, været med ude at fælde juletræ, været til "vores barnebarns" 1 års fødselsdag, hvor der også var 5-6 børn, det var så heftigt, at min mor syntes, jeg skulle "kigge på" fra en kravlegård! Det var dog lidt ke- 11
ANMELDELSER deligt, da det sjoveste man kan bide i netop er menneskebørn! Nu er det snart jul, det glæder jeg mig til. Der kommer også en masse gæster har jeg hørt. Jeg har i den sidste uge været med min mor på arbejde hver dag - og det er ikke pral, når jeg siger - jeg er kennelklubbens kæledægge, alle synes bare, jeg er ÅH SÅ dejlig - også selv om jeg kommer til at tisse (eller andet) på deres gulvtæpper, men det er altså kun fordi, min mor nogen gange er for langsom til at komme ud i det fri med mig - selv om jeg synes, jeg har fortalt hende, at jeg gerne vil ud NU! Jeg har det rigtigt fint i mit nye hjem, og jeg tror, at mine mennesker (og efterhånden også Bossen) synes jeg er meget sød, sjov og "dygtiiig". Det siger de i hvert fald næsten hele tiden (kun når jeg vil spise mors potteplanter, lyder hun lidt sur - men hun kan da bare lade være med at stille dem på gulvet!) Jeg glæder mig til, at de tager juletræet ind i stuen!!! Nu må jeg hellere slutte min lange rapport. De kærligste hilsner fra Murphy Boganmeldelse Eva Welander-Andersson: Borderterrierboken. Eget forlag 1999. ISBN: 91-630-7667-5. Dansk forhandler: Søs Stentoft, Ågerupvej 44, 4390 Vipperød. 59 18 10 12. Pris 200,- kr. plus forsendelse. Eva Welander-Andersson udgav i 1997 Borderterrierboken, den første svenske monografi om Borderterrieren, og samtidig den første på et skandinavisk sprog. Allerede i marts i år var anden udgave på gaden. Bogens layout er ændret, fotografier er udskiftet og teksten er bearbejdet. I indledningen til bogen gør forfatteren opmærksom på, at ambitionen ikke har været at skrive en udtømmende racebog, men en kærlighedsfuld håndbog til borderterrierejeren og gennem bogen formidle sine tanker og overvejelser om racen, og hvad der er vigtigt at have i tankerne. 12 Af Paul Rasmussen Det er på mange områder en glimrende og anbefalelsesværdig bog. I en letlæselig og forståelig form redegøres for valg af hvalp, borderen som selskabshund, borderen som jagthund, den voksne border, racestandarden, borderen på udstilling og racens historie. Intet og det er absolut ikke ment som kritik nyt stof, men velkendt information krydret med personlige vurderinger og erfaringer og en masse gode fotografier. Det er en bog som enhver opdrætter burde forære (eller sælge) til sine førstegangs borderhvalpekøbere. Der står det generelle stof, som passer på enhver race, og der står det specifikke, som gør netop borderen særegen. Og bogen er gennemsyret af kærlighed til racen uden at forfalde til overdrevne superlativer.
ANMELDELSER Jeg kan alligevel ikke lade være med at ærgre mig over, at der i 2. udgaven er så mange småting, der ikke er i orden. Først og fremmest savner jeg en læsevejledning i form af en klar disposition for bogen der er sket en betydelig omrokering af kapitler og afsnit i forhold til 1. udgaven, men det fremgår ikke, hvorfor den aktuelle rækkefølge er valgt, og den virker rodet. Den uklare disposition kommer også frem gennem overlap mellem afsnittene f.eks. om fodring på side 34 og 84, om trimning op til en udstilling side 93 og 111 og om vask af hunden side 42 og 94. Og bogen kommer i ubalance, fordi der nogen steder gås ganske meget i dybden, f.eks. i afsnittene om borderens historie generelt og i Sverige. Borderterrierboken kunne have været BO- GEN for borderterrierejere i Skandinavien, hvis strukturen var strammet op, afsnittene om racehistorien havde været kortet ned, gentagelser var undladt, og der i stedet havde været afsnit om borderens historie i Danmark og i Norge. Layoutmæssigt synes jeg 2. udgaven er et tilbageskridt i forhold til 1. udgaven. Tydeligst kommer det til udtryk ved, at skriften er sat med større punkt. Til gengæld er der ikke dobbelt linieskift mellem afsnit, og der er tilføjet stikord i margenen. Det er nok lidt en smagssag, men jeg synes teksten er blevet mindre overskuelig. En række mangler fra 1. udgaven er gentaget i 2. udgaven: der er ikke kildeangivelser specielt i historieafsnittene synes jeg dette savnes; litteraturfortegnelsen er isoleret set meningsløs den er ikke relateret til afsnit i teksten (evt. som kilde), og der står ikke noget om, hvad litteraturen indeholder en 3-4 liniers omtale af hvert punkt i litteraturfortegnelsen ville være særdeles nyttig; jeg savner generelt billedtekster - det er sjusk, at kilde og hundenavne ikke er anført ved alle billederne. Der rettes tak til forskellige navngivne og ikkenavngivne kilder, som har bidraget med billeder, men det er ikke nok; der mangler et stikordsregister. Endelig er par skønhedspletter: billedgalleriet på side 136-137 er tilsyneladende forfædrene til forfatterens hunde. Jeg savner en angivelse af familierelationerne mellem hundene; der er nogle pudsige henvisninger, f.eks. side 79 en henvisning til kapitel 2 kapitlerne er ikke nummererede. Som sagt finder jeg bogen glimrende og anbefalelsesværdig. Ovenstående kritik er alene fremsat i håbet om, at der en dag kommer en tredje udgave, som kan blive endnu bedre. Hvis man ikke har 1. udgaven er der ingen tvivl om, at man bør sikre sig 2. udgaven! 13
PRØVER Gravchampions 1998 I 1998 var der fire Bordere som opnåede titlen dansk jagtchampion på grav (DKJCHG). De tre af hundene har samme ejer Gert Ziegler. Nedenfor fortæller han, hvordan det gik til. Alle gode gange tre Ja så lykkedes det at gøre vores hunde til jagtchampions på grav og det "på et halvt år." Det startede så flot med at Dalshøj Carmen (Dalshøj Quincy Dalshøj Yum- Yum), vores første border, i 92 i Ordved blev både bedste hund og fik sit 1. certifikat, så vi troede, at nu gik det bare der ud af. Hun blev derefter brugt til almindelig rævejagt og jagt. Fik også et par kuld hvalpe. Årene gik fra det første certifikat til det andet i Tune i 96. Tunes grav var Carmen ikke gode venner med, hun havde slået hovedet, da hun i springet sprang op på hylden og ville derfor ikke derop mere. I mellemtiden var Bonjo (Ottercap Houdini Dalshøj Carmen), en hvalp af andet kuld fra 95, som vi selv beholdte og en kuldsøster, som vores søn Nick har, blevet så gamle, at de også skulle prøves. 14 Bonjo fik sit første certifikat i Tune den 15.9.96. Da Carmen jo ikke ville mere i Tune prøvede vi at tage over bæltet til Bogense den 12.4.97. Det blev Bonjo der løb med sit andet certifikat og vores oplevelse af dagen var over al forventning. Graven ligger i et dejligt område, hvor der er plads til at lufte hundene og aflede deres opmærksomhed fra graven. Det blev ikke sidste gang, vi tog derover og Carmen er også begejstret for denne grav, men hendes hvalpe er bare skrappere. Vi vendte derfor tilbage den 6.9.97. og denne gang blev det Basta der fik sit første certifikat. De næste to certifikater får hun også i Bogense den 4.4.98 og den 17.9.98. Godt gået Basta. Det gav blod på tanden, så vi kørte til Nibe den 18.4.98 for at prøve Carmen der. Det var igen et hyggeligt sted, startede med kaffe og brød, derefter prøven for at slutte dagen af med spisning, hyggeligt samvær og præmieoverrækkelse. Carmen var i løbetid så hun måtte vente til sidst. Der var få bordere men mange Tysk Jagtterrier. Tyskerne var ikke så skarpe, så snakken gik imens prøven stod på, men da Carmen viste hvad hun kunne, blev der stille og alle gik til graven for at kigge, det var jo en sjov oplevelse for os ejere. Vi gik med Carmens 3. certifikat og blev derved den første jagtchampion på grav i lang tid. Da Basta jo også var blevet jagtchampion på grav ved tre på stribe i Bogense tog vi Bonjo med til Nibe og han fik sit tredje certifikat den 26.9.98. Derved fik vi tre jagtchampions på grav inden for et halvt år. Er vi stolte? Nå ja, lidt måske! Hunter s House Castor Gert Ziegler Efter mange år med Labrador, skulle vi have en ny hund. Vi havde mange ønsker og krav: Den skulle bruges til jagt; den skulle også kunne ligge i arm; være så lille, at
PRØVER kaffen ikke blev fejet ned fra sofabordet og endelig skulle huset helst heller ikke fyldes med hundehår. Mange fordringer til et dyr - kunne vi finde en race. Ved et besøg hos Bjarne og Lone mødte vi for første gang en Border, og efter en længere snak mente vi at have fundet den rigtige race. Så skulle vi bare finde den rigtige hund. Bjarne sendte os til Palle, som måtte vide noget. Og det gjorde han. Han havde på det tidspunkt ikke selv hvalpe, men mente at Sissel havde et godt kuld. Ud til Sissel. Vi ville helst have en tæve, men der var kun to hanner tilbage; men vi var fanget, nu skulle det være. Efter svære overvejelser valgte vi en lille krøllet fyr, som ikke var som de andre. Det var LUI. Og det viste sig at være et godt valg, som vi aldrig har fortrudt. Han viste hurtigt evner for rævegrave. Et par tre meters drænslanger på græsplænen var det bedste legetøj. Et år gammel første gang ved træningsgraven i Tune. Lui var lige henne og kigge til rævene, og jeg var skuffet over reaktionen, eller rettere manglende reaktion. Men Bjarne havde set noget og slog fast at det ville blive en skarp hund. Og det viste sig at han fik ret. Lui vandt den første prøve han deltog i med maximumpoints, og er stort set gået fra sejr til sejr, og fik i efteråret, 3½ år gammel, sit første CACIT. Nu er gravprøver jo een ting, noget andet er praktisk jagt. Lui passer seks kunstgrave. Og det går strygende. På tre sæsoner er det blevet til 22 ræve. De fleste ganske uproblematiske, rævene bliver smidt ud næsten inden vi når at få bønner i geværerne. Den mest drabelige? Vi var tre mand. Lui i grav og helt efter bogen kommer første ræv, som forender i et sideskud. Svigerfaren, som skød havde lige fået nyt gevær med ejektor, så mens han stod og fumlede med det, kom ræv nr. to. Vi to andre fik anskudt ræven hårdt og kunne se at den lagde sig i en nærliggende remise. Svigerfaren var ved at finde ud af det der med ejektor, da ræv nr. tre kom strygende. Samme situation som med nr. to, dog fortsatte ræven til en anden grav. Tre ræve på under fem minutter. Lui fik hurtigt kontakt med toeren i remisen, hvor jeg nemt kunne affange. Ved næste grav forventede vi at finde den sidste ræv, og såret ræv i grav er ikke det mest rare, så jeg var lidt bekymret. Men et såret dyr skal findes, så Lui måtte på arbejde igen. Og det gik fint i starten. Ræven kom forbavsende hurtigt ud af graven. Men den må have fornemmet større fare over jorden, for inden vi kunne nå at skyde, drejede den rundt og gik i grav igen - lige ind i hovedet på Lui. Da var jeg sgu rigtig bekymret. Jeg gik frem og kunne se lunten, og inden jeg fik tænkt havde jeg fat i den, fik stoppet ræven og tog fat i et bagben. Hvad så når den anden ende kom ud? Rævebid skulle være ganske ubehagelige. Vi aftalte strategi. Jeg skulle svinge ræven bagud, og skytterne være klar. Men, men, der blev intet sving, for Lui og ræven havde godt fat i hinandens snuder og ingen af dem ville slippe. Nå, det endte godt, ræven blev affanget og Lui blev passet og plejet. Han er skarp, men samtidig og et rigtigt krammedyr, altid i godt humør, glad og 15
PRØVER imødekommende. En hund i en imponerende mental balance. Når det ikke gælder jagt, er noget af det bedste han ved en løbetur i skoven. Så når enten jagttøjet eller løbetøjet findes frem, sidder der en lille hylende hund ved døren; det kan ikke gå hurtigt nok. Behøver vi at fortælle at det er slut med Labrador og at det fremover hedder Border? I bund og grund en brugsterrier Border terrieren er i bund og grund en jagtterrier til gravjagt, står der i den senest reviderede oversættelse af FCI s standard for racen. I tidligere oversættelser stod der, at borderen var en brugsterrier, men nu har vi fået en mere præcis oversættelse af working terrier. Terrier work er nemlig helt entydig udsmidning af ræv, og det ved vi godt fra historien. Det er meget specifikt. Den lille vægt, som er angivet for racen - hanner 5,9-7,1 kg - siger også helt klart, at det er en hund til gravjagt. Borderen er aktiv og jagtivrig og forener energi med jagtlyst, hedder det videre. I et senere afsnit står der, at enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl. Har hunden ikke jagtlyst, er det derfor en fejl i henhold til standarden. Fejlens betydning vurderes i forhold til indflydelsen på hundens evne til at arbejde. I denne sammenhæng taler vi således ikke om hundens lyst til at jagte solsorte i haven - det vil de fleste så længe, de gider. Her handler det om rævejagt, om skarphed over for rovvildt, og det er noget ganske andet. Dette særlige instinkt er medfødt, altså arveligt, men det er desværre ikke konstant i racen. Det optræder i forskellig grad fra individ til individ. Hos nogle bordere findes instinktet endog enten slet ikke eller i så ringe grad, at det alvorligt forringer dens 16 Helle og Jørgen Hardis Af Bjarne Kristensen evne til at arbejde. Når vi beskæftiger os med avl og opdræt af en working terrier race, så er det derfor selvfølgelig af stor betydning, at vi er opmærksomme på, at avlshundene faktisk besidder instinktet og i hvilken grad, det er til stede. Hvis man ikke fører sin hund på praktisk rævejagt, så er det nærmest umuligt at bedømme, om den besidder rovvildtskarphed. Angreb på solsorte og pindsvin siger som nævnt intet som helst. Men så kan man til gengæld få hjælp i Dansk Terrier Klub. Ved et besøg i en af klubbens prøvegrave får man alle tiders mulighed for at få testet hundens jagtlige anlæg. En gravtræning her foregår under kontrollerede forhold, uden at hund og ræv lider overlast, og under vejledning og ledelse af kyndige og erfarne folk. Går man til en gravprøve, får man papir på sin hunds egenskaber. Under arbejdet i graven vurderes fire vigtige og centrale egenskaber hos hunden. Først og fremmest er det graden af skarphed over for rovvildtet, dernæst hundens udholdenhed i arbejdet. Da det er medfødte egenskaber, er det naturligvis den mentale udholdenhed, jagtpassionen, det handler om, snarere end den fysiske udholdenhed. Også hundens måde at give hals på og dens evner for afsøgning af det underjordi-
PRØVER ske gangsystem (taktik) har stor betydning. Det er vigtigt at bemærke, at en gravprøve er en test af hundens medfødte anlæg og ikke en jagtprøve. Ikke alle border-ejere finder gravprøver vigtige, og nogle frygter endog, at der bliver en jagthund ud af deres border, hvis de begynder at gå til gravtræning. - Min hund har jagtinstinktet, og det går ikke tabt, selv om det ikke stimuleres, hedder det også. Om det første er rigtigt, kan normalt kun en gravprøve dokumentere. Det andet kan vel være rigtigt nok - så længe vi taler om det enkelte individ, som fik jagtinstinktet i vuggegave. Men det går let tabt i racen, hvis vi ikke er omhyggelige i udvælgelsen af avlsmaterialet. Hvorledes jagtegenskaberne kan forsvinde ud af en race, har vi desværre mange eksempler på. Ud over at være forpligtet af de retningslinier for avl og opdræt, som vi kan udlede af FCI s racestandard, så har vi vel også alle en forpligtelse over for den arv, vi forvalter. Vi bør værne om racens egenskaber og bevare dem - ikke mindst i respekt for, at borderen trods alt stadig er i brug som praktisk gravjagthund og som sådan har vundet udbredelse i Danmark. Før man eventuelt går til prøve med sin hund, er det en god idé, at man går til gravtræning et par gange. Det er nemlig en fordel med en vis grad af fortrolighed med opgaven. Gravtræning foregår året rundt inden for Dansk Terrier Klub, og der er 5-6 årlige gravprøver. Det er klubbens prøveudvalg, som tager sig af disse aktiviteter. Adresser og telefonnumre finder du bagest i Terrier Nyt eller på DTKs hjemmeside: www.dansk-terrier-klub.dk. GRAVPRØVE Afholdes i Bjæverskov mellem Ringsted og Køge Lørdag den 11. september 1999 Dommer: John Andersen Anmeldelsesblanketter Rekvireres hos Bjarne Kristensen Egevej 10, 4632 Bjæverskov tlf. 56 87 30 23 axis@post11.tele.dk Anmeldelsesfristen er 22. august 1999 SJÆLLANDSKE PRØVEUDVALG 17
PRØVER Gravprøver Bogense 11. april 1999 Rammerne for gravprøven i Bogense var som altid perfekte. Standarden blandt de deltagende hunde var til gengæld noget blandet. I sprængerprøven deltog kun én hund - Foxforest Little Hiawatha - som til gengæld stod for en usædvanlig præstation: i samfulde 11 minutter gøede han ved samme indgang til kedlen de første 2½ minut med kig til ræven, resten af tiden for aflukket skod. Indsatsen blev vurderet til en 3. præmie, hvilket nok kan forekomme lidt utraditionelt. I enkel gravprøve var tilmeldt 5 hunde. Det resulterede i en flot 1. præmie til Orenberg Night Commander og en 2. præmie til Hjelme Shingalana. De øvrige tre hunde fik ingen præmiering her må helt klart trænes mere. Holckenhus Gambler, Borderhouse Emily Rose og Orenberg Night Commander Vinderklassen var spændende til det sidste: Holckenhus Gambler og Borderhouse Emily Rose, som har mødt hinanden flere gange tidligere, var begge i særdeles god form. De fik begge maximum points. En svær afgørelse for dommeren, 18 som i sin vurdering lagde vægt på, at Holckenhus Gambler gik lidt død til sidst. Dermed blev Borderhouse Emily Rose dagens vinder og fik tildelt certifikat.
Dommer: Søren Fisker Paul Rasmussen PRØVER SPRÆNGERPRØVE Foxforest Little Hiawatha 3 4 4 1 52 3. pr. ENKEL GRAVPRØVE Orenberg Night Commander 4 4 4 4 72 1. pr. Hjelme Shingalana 3,5 2 4 4 62 2. pr. Borderhouse Knight Rider 2 1 4 4 47 0. pr. Rostgaards Inka 0 0 0 0 0 0. pr. Chess 2 1 4 1 35 0. pr. VINDERKLASSE Dalshøj Tam Tam 3,5 2 3 4 59 2. pr. Borderhouse Emily Rose 4 4 4 4 72 1. v. cert. Holckenhus Gambler 4 4 4 4 72 2. v. SKARPHED UDHOLDENHED HALS AFSØGNING POINTS PRÆMIERING Tinna Grubbe overrækker Paul Rasmussen Bordehouse Emily Roses dobbeltchampion roset. 19
PRØVER Tune 17. april 1999 18 hunde havde tilmeldt sig gravprøven i Tune den sidste prøve på denne lokalitet. Med to frameldinger var der i alt 16 hunde med i konkurrencerne. Resultatet blev pænt jævnt fordelt med fire 1. præmier, fire 2. præmier, fire 3. præmier og fire uden præmiering. I sprængerprøven deltog 6 hunde. Always Fox Ready Foxy Lady fik 1. præmie, Hunters House Dailuaine fik 2. præmie og Rostgaards Busker 3. præmie, mens 3 hunde ikke blev præmieret. Det må siges at være et utilfredsstillende resultat i sprængeprøven, at halvdelen af hundene ikke kan bestå. I enkel gravprøve fik 6 af 7 hunde præmiering, dog kun en enkelt med 1. præmie - Rostgaards Ibi. Rostgaards Edo, Borderhouse Emily Rose og Always Fox Ready Foxy Lady I vinderklasse deltog 4 hunde, idet Always Fox Ready Foxy Lady også blev tilmeldt i denne klasse. Det blev spændende, med tre hunde på 68-69 point. Standarden var ganske høj og det var marginaler, der afgjorde at Borderhouse Emily Rose slog Always Fox Ready Foxy Lady. Borderhouse Emily Rose fik sit tredje certifikat og blev dermed dansk jagtchampion på grav. Paul Rasmussen 20
Dommer: Ingvar Larsson, Sverige PRØVER SPRÆNGERPRØVE Stubbåsen s Patricia Moyes 2 0 3 0 25 0. pr. Rostgaards Hanni 0 0 0 0 0 0. pr. Hunters House Dailuaine 3,5 3 3 4 62 2. pr. Always Fox Ready Foxy Lady 4 3 4 3 65 1. pr. Rostgaards Frække Frida 3 3 0 1 37 0. pr. Foxforest Little Hiawatha - - - - - ej mødt Rostgaards Busker 3 3 2 1 43 3. pr. ENKEL GRAVPRØVE Rostgaards Jocko 4 2 2 3 56 2. pr. b Borderhouse Knight Rider 0 0 0 0 0 0. pr. Rostgaards Ibi 4 4 3 4 69 1. pr. a Rostgaards Indo 4 3 3 2 58 2. pr. a Holckenhus Octavia The Observer 4 2 3 1 51 3. pr. a Tasso 3 2 4 2 50 3. pr. b Tusneldas Anuska 3 2 2 2 44 3. pr. c Borderhouse Danish Diamond - - - - - ej mødt VINDERKLASSE Rostgaards Edo 3 3 3 4 58 4.v. Hunters House Campbell 4 4 4 3 68 3.v. CK Borderhouse Emily Rose 4 4 3 4 69 1.v. cert. Always Fox Ready Foxy Lady 4 3 4 4 69 2.v. CK SKARPHED UDHOLDENHED HALS AFSØGNING POINTS PRÆMIERING 21
UDSTILLINGER Skue 29. maj 1999 på stutteri Fuglsang i Taulov Af Lene V. Hjelme Lørdag den 29. maj havde vi inviteret Wiebke Steen til at komme til Danmark og dømme vore bordere på skuet i Jylland. Wiebke Steen har aldrig dømt i Danmark før, og hun var virkelig glad for at komme herop og dømme, men læs her selv hendes tilbagemelding på skuet: Den 29. maj tilbragte jeg en herlig, solrig dag blandt borderelskere og opdrættere i Danmark. Jeg var blevet inviteret til at dømme racen på et border stævne, som blev holdt på en rideskole i nærheden af Fredericia. Blandt de 30 tilmeldte hunde fandt jeg næppe en border, der ikke havde det typiske odderhoved, eller som havde graverende fejl i eksteriøret. Meget tydelig var også den umiskendelige typeforskel på hanner og tæver, som man ønsker der skal være. Alle havde tyk, løs hud (pelt) og var overvejende i god pels og kondition. Der var dog enkelte, der stod i en lidt for god foderstand. De mange korrekte odderhoveder gjorde et stort indtryk på mig, for hvis vore bordere ikke mere har det typiske odderhoved, så er de kun en eller anden lille brun eller blå hund. Det rigtige odderhoved og udtryk er racens specielle kendetegn. Naturligvis er god bygning og et godt gangværk vigtige punkter ved bedømmelsen; men disse kriterier kan såmænd også findes hos blandingsracer. Vi border terrier opdrættere må til stadighed bestræbe os på, at det typiske odderhoved ikke forsvinder til fordel for bygningsfortrin og showmanship. Dommeren og Hylagers Leon 22
UDSTILLINGER Alle borderne havde et roligt temperament, viste sig glade og muntre, og frembød alt i alt et glædeligt billede. Tydeligvis er de danske border opdrættere på den rette vej i avlsarbejdet. Bedste border blev den 7-årige CH Borderhouse Anisette, en datter af CH Thoraldby Tiptoes. Hun er en tæve af exceptionel kvalitet og udstråling. Bedste han blev Borderhouse Danish Diamond, også efter CH Thoraldby Tiptoes, og far til Hylagers Leon, der fik bedste odderhoved. Resultaterne Bedste baby-tæve og bedste baby: Caprinus Felis Pardalis - Lene og Ole V. Hjelme Der var yderligere fremragende hanner og tæver i de voksne rækker, ligesom der var meget lovende unge hunde af begge køn, som helt sikkert har en god fremtid for sig. Det var en spændende dag for mig i kredsen af danske borderelskere, og jeg takker hermed endnu engang arrangørerne, hjælperne og udstillerne for den venlighed jeg blev vist. Held og lykke med borderne. Wiebke Steen. Caprinus Felis Pardalis Bedste baby-han: Holmelunds Dixie - Steen Møller Bedste hanhvalp og bedste hvalp: Hjelme Unicorn Niels Høj Hansen Bedste tævehvalp: 1. Always Fox Reacy Konfekt Iben Ormand 2. Hjelme Unchain My Heart L. og O. V. Hjelme Bedste championtæve og bedste champion: 1. Borderhouse Beauty Queen 2. Borderhouse Emily Rose Paul Rasmussen 23
UDSTILLINGER Bedste championhan: 1. Hylagers Fitou Jørgen og Camilla Hylager Jensen 2. Hjelme Ivanhoe L. og O. V. Hjelme 3. Hylagers Inkognito Klaus Kahmen Bedste unghundehan og bedste unghund: 1. Borderhouse Knight Rider Kirsten Dünweber 2. Hylagers Leon Fritze Hylager Jensen 3. Borderhouse Licitation Iben Ormand 4. Borderhouse Keep Going Krumme Yvonne Nielsen Bedste ungtæve: Hjelme Shingalana 4. Hjelme Magic Macy Allan Pedersen Always Fox Ready In Memory of Di og Hylagers Kerri Bedste brugshundeklasse tæver: 1. Tusneldas Anuska Yvonne Larsen 2. Borderhouse Dreaming Girl Yvonne Larsen Borderhouse Knight Rider Bedste åben kl. han og bedste åben klasse: 1. Borderhouse Danish Diamond Fritze Hylager Jensen 2. Hylagers Ibrahim Mette Andersen Bedste åben kl. tæve: 1. Always Fox Ready In Memory of Di Iben Ormand 2. Hylagers Kerri Fritze Hylager Jensen 3. Hylagers Ilona Per Rasmussen 24 Tusneldas Anuska og Borderhouse Dreaming Girl Bedste senior tæve og bedste senior: Borderhouse Anisette Tinna Grubbe Bedste senior han: Wiseguy Margit Buhl
UDSTILLINGER Det var gruppeplaceringerne, og af alle med gravprøve blev Borderhouse Anisette vinderen. Bedste odderhoved blev Hylagers Leon. Både Borderhouse Anisette og Borderhouse Danish Diamond var absolut værdige vindere, og ingen bør føle sig tilsidesat ved at blive slået af to så fremragende hunde. Borderhouse Anisette og Borderhouse Danish Diamond Vi havde slået os sammen med Parson Jack Russel terrierne, som blev dømt af Peter v.d. Steen, og vi havde virkelig en pragtfuld dag på stutteriet. Vi havde mange gode hjælpere, som jeg gerne vil sige tak til her, og uden Ibens indsats var det ikke blevet holdt på den skønne plet, og heller ikke blevet så vellykket som det blev, så tak for det Iben. 25