På påskebesøg i Kairos Skraldeby Forfatter og fotograf: Kirsten Graversen Rejser man til Kairo, bør man besøge den autentiske bydel Mokattam, som betyder Skraldebyen. Trods bynavnet er det ikke slum alt sammen, og det er her, de kristne koptere bor. Kairo, min yndlingsby, er andet og mere end byens arkæologiske museum og pyramiderne. Siden 2006 har jeg besøgt byen tre gange og mødt et utal af embedsmænd, ministre, hospitalsejere, advokater, menneskerettighedsforkæmpere, Det muslimske Broderskab, musikere, erhvervsfolk, redaktører og andre journalister.
Det, som har gjort mest indtryk på mig, er dog Skraldebyen, kaldet Mokattam, som ligger op ad De Dødes By (som i øvrigt bebos af lyslevende egyptere). I Skraldebyen bor der ca. 40.000 koptere, som er kristne. Der er ca. 10 procent koptere i Egypten, og de tilhører den oprindelige kristne kirke, som man også finder i Etiopien. For at komme ud til Skraldebyen, tog jeg en taxi til byens udkant og skulle gå under en motorvejsbro og op ad en jernbaneskråning det sidste stykke. Allerede inden jeg kom ind i bydelen, fik jeg færten af råddenskab: En ubeskrivelig stank, som er meget forskellig fra den lugt, som jeg senere skulle møde ved grisestien. Kairos Skraldeby ligger op til en gammel grusgrav, og fordi der i bjerget er en hule, hvor der stadig er en gammel kirke, har kopterne fået lov til at være i dette område.på vej op til hulen ligger den nye kirke, som kan rumme flere tusinde, og som er bygget op som et amfiteater med alteret nederst inde i klippen.
På vejen hertil ser man kærrer og mindre lastbiler med affald, som er blevet samlet ind tidligt om morgenen, og som bliver sorteret ved husene. Hver familie eller gruppe har et speciale, da nogle samler madvarer, andre plastic eller fx affald fra hospitaler. Det sidste betyder, at man sorterer og vasker fx vat og forbindinger, som så bliver tørret på hustagene, for senere at blive hentet af opkøbere. Disse opkøbere har specialiseret sig i en bestemt slags genbrug. I nogle huse smelter man også metal fra skrot. Heller ikke just et sundt miljø at bo i! Da jeg vandrede gennem byen forsøgte jeg at gå uden om de fladtrykte rotter, som var kørt over af vognene. Jeg så dog ingen levende rotter, men der er mad nok til mange rotter, da der i gaderne ligger al slags affald, som er tabt af vognene. Mellem husene er der forskellige dagligvareforretninger, også slagtere, som sælger kød og fjerkræ liggende på borde i det fri. Hygiejnen i dette område er selvfølgelig dårlig, og gennemsnitsalderen er lavere end i resten af landet. MELLEMRUBRIK: På besøg hos kopterne
Selvom jeg var blevet inviteret på middag hos en familie i forbindelse med påsken, havde jeg fået det råd kun at drikke en cola, som jeg selv skulle åbne, og absolut ikke tage imod nogen form for mad eller snacks. Heller ikke til påske, hvor man har en overflod af frisk frugt, kunne jeg desværre tage imod noget af alt det, de bød mig på. Siden jeg besøgte familien, har de mistet en af deres indtægter, nemlig deres grise, som de med stolthed viste frem. Da der var udbrud af svineinfluenza forskellige steder i verden men ikke i Egypten! benyttede regeringen nemlig lejligheden til at slagte alle svin i landet. Egypten er som bekendt et overvejende muslimsk land, og kun de kristne spiser svin. Som så mange andre steder i verden kan der gå politik i, hvor tolerant eller intolerant man er, over for religiøse mindretal. Besøget hos familien var en stærk kontrast til gadelivet, og det jeg så på vej op gennem bygningens etager. De nederste etager bruges til sortering og opbevaring af skrald, indtil det bliver hentet af en opkøber. De første tre-fire etager bestod af rå cement eller beton, og trappen var uden afskærmning. Der var meget affald på trappen første gang, jeg besøgte familien, men anden gang var der gjort skinnende rent til påskehøjtiden.
På de to øverste etager der bygges etager ovenpå hinanden, efterhånden som familien vokser var der en flot indgangsdør, og da jeg kom ind i lejligheden, var gulvene af marmor. Der var et meget flot badeværelse, og alle møbler var polstermøbler og med brokadebetræk. Der var tunge gardiner for vinduerne, og en del kitsch. På væggene hang der store meget flotte billeder af unge piger i selskabskjoler, fantastisk hår og make-up. Et enkelt billede med religiøse symboler ved siderne, da det var et billede af en netop afdød datter, som ellers stod til at skulle giftes. Hun døde af en nyresygdom. Måske et resultat af de usunde forhold? Familierne havde et meget nært sammenhold, og det var normalt at gifte sig med andre fra byen og slå sig ned med det samme arbejde som ens forældre. Hvis en pige ønskede at gifte sig med en, hun havde truffet udenfor, var det svært. Jeg mødte ikke nogen, som talte andet end nogle få sætninger engelsk, og da jeg ikke taler arabisk, fik jeg mine oplysninger gennem tolken, som var ven med familien. Overalt, hvor vi mødte bekendte til tolken, var der smil og venlighed i Skraldebyen.