Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i Advent 2014 Bording.docx side 1

Transkript

1 side 1 Prædiken til 1.søndag i advent Tekst. Matt. 21,1-9. Bording. I sommerferien gik jeg en aften hen af fortovet på Kürfürstendamm i Berlin, ikke så langt fra den sønderbombede ruin af Taksigelseskirken. Taksigelseskirkens tårn står sønderskudt tilbage med sine takkede skår der strækker sig såret mod himlen. Nye bygninger er rejst omkring den. Og når man går på gaden mødes man af storslåede udstillinger i butikkers vinduer. Der reklameres for alt muligt, af den dyreste slags. Midt ude på de brede fortove var der glasmontre med sko og smykker udstillet, så man ikke kunne undgå at se dem. Mellem disse glasmontre var der en som fangede mit øje. I denne glasmontre havde en kirke anbragt en udstilling med kristne symboler og en tekst på flere sprog. Den største kraft i verden er Guds kærlighed! Sådan stod der på engelsk og tysk og andre sprog, som en hilsen til alle i den internationale skare som vandre forbi på udkig efter oplevelser og indkøb. Det gjorde indtryk at se de ord, der midt i Berlin, som med sin historie og sine ar fra Nazismen, fra krig, og fra kommunismens diktatur, mere end mange har oplevet magtens realiteter. Den aften var vi på vej hen mod Rigsdagsbygningen som ligger ganske kort fra Brandenburger Tor. I år er det 25 år efter murens fald d. 9. november For at markere murens fald viste man hver aften en film om Tysklands historie fra 1. verdenskrig og frem til efter murens fald. Filmen blev vist på murene af de nye regeringsbygninger bag Rigsdagen. På pladsen mellem bygningerne kunne vi stille 1

2 side 2 os midt i historien, og blev omgivet af den barske historie med billeder og lys og lyd fra alle kanter. Det hele var lavet så man virkelige følte sig som en i mængden midt i begivenhederne som filmen fortalte. Når bomber sprang på filmen, kom lyden fra byen bag os som tunge drøn vi kunne mærke i kroppen. Det var en gribende oplevelse at står der midt i historiens fortælling, på det sted hvor det var sket, og hvor man nu åndende frit og kunne bevæge sig frit og tale frit. Nazismens støvletramp genlød på brostenene, kolonner af brunklædte marcherede i takt dirigeret af magtens diktatur. Man fornemmede skyggen af Hitler i fortællingen om nazismens tid, men hans ansigt fik ikke lov til at tone frem i billedserien. Den hyldest skulle han ikke have, men virkningerne af den magtens svøbe han svang, dem så vi og mærkede i kroppen. Det var stærkt og underligt at være der midt i fortællingen, med rædslens minder, men også med bevidstheden om en ny tid i sind og krop. Man kunne følge fortællingen til ende, gennem krigens år, og kommunismens tid hvor muren blev rejst og frygten dirigerede Østtyskland, og frem til glimt af mennesker som brød gennem muren ud i frihed, og frem til at muren faldt ved små menneskers hammerslag en november dag i Dagen efter besøgte vi holocaust mindesmærket som ligger på den anden side af Brandenburger Tor, stod i kø for at komme ind, mellem turister som os, fra mange lande, og bemærkede at næsten alle var yngre end os. En sætning som jeg lagde mærke til her, var begrundelsen for at holocaust mindesmærket var bygget. Det er bygget for at vi ikke skal glemme historien. 2

3 side 3 Underligt var det at bevæge sig frit omkring i Berlin i solskin og mellem turister fra alle mulige nationer, som talte, fotograferede, gik hvor de havde lyst, og så blive mindet om den historie vi kender om byen. Kontrasten var så stor at det virkede uvirkeligt, men når man så stedet og arene efter diktaturet, så mærkede man det dybt i sindet. Når man har levet hele sit liv i frihed og tryghed kan man glemme hvor godt man har det, og fristes af hårde holdninger og af lysten til at indføre kontrol og lette løsninger. Mennesket har en mørk historie, og når det trues på sine interesser ligger det snublende nær at gribe til magtens løsninger. Da Jesus red på æslet ind i Jerusalem red han midt ind i et magtens centrum. Det var romernes militær magt, og det var og ind i den religiøse magts centrum. Romerne styrede med soldater og skatter. Religiøse ledere styrede med lovens bud og fællesskabets kontrol, og med trusler om udstødelse af fællesskabet. Det er dette centrum byen Jerusalem dengang var et symbol på. Menneskers verden bærer med sig en fristelse til at bruge magt til at regere. Og menneskers verden bærer også med sig fristelsen til at bruge religion som lov og til kontrol. Vi mennesker har en historie vi ikke må glemme, en historie vi skal huske. Og sagt ganske enkelt så er det en historie om at vi er syndere, jeg er en synder. Det er syndefaldets historie, som er ethvert menneskes egen historie. Og det er historien om at intet menneske er fuldkomment. Der findes i mennesker verden ingen magtfuldkommenhed. Hverken politisk, militært eller religiøst. 3

4 side 4 Det er dette vi har som baggrund for demokratiet, netop erkendelsen af at intet menneske er fuldkomment. Derfor frie valg, og for begrænset tid. Demokratiet er bygget på erkendelsen af at vi alle er syndere. Det er denne menneskets historie som det er vigtigt at huske. Når vi så møder evangeliet og Jesu budskab, som vi gør det ved indgangen til det nye kirkeår, og møder Jesus der red midt ind i menneskets historie på sit æsel mærker vi kontrasten. Det er en kolossal kontrast som udfordrer vore tanker om menneskelivet. Det bringer os en helt ny måde at tænke på. Det forjætter en ny tid for mennesker at leve med hinanden og med Gud i. Budskabet til os med Jesu indtog i Jerusalem her på første søndag i advent, er at byde ham og den nye tid velkommen til os, lige her i det menneskeliv vi lever. Byde det ord velkomment i vore sind, og gøre til vores tro: at Guds kærlighed er den stærkeste kraft i verden. Jesu ord; Mig er givet al magt i himlen og på jorden, er denne kærlighedens kraft. Den viste han da han red på æslet. Den viste han da han hang på korset, og den viste han da han opstod af graven. Jesu almagt er en åndelig kraft, et budskabs styrke og troværdighed, en tro i hjertet, som bliver en inspirationskilde for hverdagens handlinger og holdninger. En ny ånd som bevæger mennesker og som inspirerer mennesker til at turde tro på Gud, og til at elske sin næste. En ny tid, hvor der er oprejsning for uskyldige ofre og nåde til skyldige. Et nåde år, en nådens tid, hvor Guds barmhjertighed kan forvandle menneskers historie. 4

5 side 5 Første søndag i advent genfortæller denne historie, og sætter den historie ind midt i vi menneskers verden, som et nyt centrum og udgangspunkt for tanker, tro og handlinger. Det er en fantastisk historie at kunne fortælle og genfortælle, og at have som centrum i vores kultur og menneskeliv. Kaldet til os er at også huske den historie midt i alt det andet vi kan huske. Netop denne historie om Jesus skal vi huske for at være bevidste om hvad det er for en grundfortælling om Gud og verden, som Jesus har givet os, og som han bringer midt ind i centrum af vores verden på sin stille og ydmyge facon. Den historie er det lys vi kan tænde, for at den skal lyse for os midt i vinters mørke og midt i historiens mørke. 5