OPRENSNING AF OLIE- OG BENZINFORURENINGER - STATUS FOR NATURLIG NEDBRYDNING OG BIOLOGISKE AFVÆRGETEKNIKKER MED FOKUS PÅ OLIE OG BENZINFORURENINGER

OPRENSNING AF OLIE- OG BENZINFORURENINGER - STATUS FOR NATURLIG NEDBRYDNING OG BIOLOGISKE AFVÆRGETEKNIKKER MED FOKUS PÅ OLIE OG BENZINFORURENINGER Civilingeniør, ph.d. Per Loll Dansk Miljørådgivning ATV Jord og Grundvand Afværgeteknologier State of the Art Schæffergården, Gentofte 22. oktober 2008

RESUME I denne artikel gives et overblik over naturlig nedbrydning og biologisk afværge anvendt som in-situ metode i forhold til benzin- og olieforureninger. I artiklen berøres metodens basale principper og anvendelsesområder, herunder fordele og ulemper, effektivitet og oprensningstider m.v. I artiklen tages primært udgangspunkt i mine egne erfaringer med metoden (i umættet zone), men jeg vil dog også forsøge at krydre (lidt) med nogle andre danske og udenlandske erfaringer. METODEOVERBLIK I dette afsnit gives et kort overblik over væsentlige forhold for metoden, hvoraf nogle uddybes i de følgende afsnit. Grundlæggende danske publikationer på området er /1/ og /2/. Princip/virkemådeVed biologisk nedbrydning udnyttes det kort sagt, at mikroorganismer kan opnå et energi- og vækstudbytte ved at nedbryde organiske forureningsstoffer. Metoden er anvendelig i såvel den mættede zone (ifht. grundvandsforureninger) som i den umættede zone (ifht. jordforureninger ovenfor grundvandsspejlet). Metoden kan enten anvendes uden ingeniørmæssig indblanding (moniteret naturlig nedbrydning), eller ved en manipulering af de fysisk-kemiske betingelser (f.eks. ved tilsætning af forskellige stoffer) for at ændre betingelserne imod en øget nedbrydningshastighed (stimuleret nedbrydning). Endelig kan visse forureningskomponenter eller feltbetingelser kræve, at der tilsættes specifikke mikroorganismer, der er virksomme under de aktuelle betingelser (augmenteret nedbrydning). På engelsk (USA) benyttes betegnelserne Bioremediation, Biodegradation og Intrinsic eller Natural Attenuation for naturlig nedbrydning. I forhold til sidstnævnte betegnelse er det dog væsentligt (i forhold til dansk praksis), at den også omfatter andre mekanismer, der får stofferne til at forsvinde ; f.eks. adsorption, fortynding og fordampning. I forhold til stimuleret og augmenteret nedbrydning benyttes betegnelserne Biostimulation og Bioaugmentation eller Enhanced Bioremediation. Anvendelsespotentiale Hvis man er interesseret i en overordnet vurdering af metodens anvendelsespotentiale ifht. (bl.a.) de øvrige metoder som præsenteres på denne kursusdag, kan man evt. kaste blikket på et amerikansk on-line afværgekatalog, som er sponseret og vedligeholdt af otte amerikanske føderale organer, herunder det amerikanske Miljøministerium (EPA): Remediation Technologies Screening Matrix and Reference Guide, der i skrivende stund ligger i en version 4.0 (www.frtr.gov/matrix2). Heraf fremgår det ifht. kategorien Fuels (der dækker benzin- og olieforureninger), at de biologiske afværgemetoder ligger forholdsvist godt placeret (tilgængelighed, anvendelsespotentiale og omkostninger), men at tidshorisonten på grundvandssiden er meget afhængig af de givne betingelser.

Det er min erfaring, at metoden primært er anvendelig til fjernelse af relativt letnedbrydelige forureningskomponenter; specielt BTEX er, benzin og let olie. Dertil kommer, at metoden som de fleste andre in-situ metoder er mest effektiv og lettest at kontrollere/dokumentere i homogene geologiske lag med en forholdsvis høj permeabilitet; typisk sand. Mine hidtidige erfaringer (f.eks. i forbindelse med den sag der er refereret i /4/) viser, at biologisk nedbrydning i de fleste tilfælde egner sig bedre til risikoreduktion/-fjernelse (ved nedbrydning af de mest mobile stoffer) eller til en efterpolering efter anden afværge, end til en egentlig massefjernelse/oprensning i kildeområder. Fordele og begrænsninger Den primære fordel ved metoden er, at den benytter sig af naturens egne mekanismer og har potentiale til at omdanne forureningen til harmløse bestanddele. Dertil kommer, at den, i forhold til mange andre in-situ metoder, kræver relativt få (og ofte simple) installationer, hvilket alt andet lige vil reducere vedligeholdelsesomkostningerne i forbindelse med oprensningen. Den primære begrænsning ved metodens anvendelse er, at biologiske processer bedst lader sig optimere og dokumentere under homogene geologiske forhold, som kan være svære at opnå under en in-situ oprensning. Således kan ganske få inhomogeniteter i geologi, forureningsbeliggenhed eller leverance af tilsætningsstoffer bevirke, at der er afgørende forskel på nedbrydningsforholdene indenfor ganske korte afstande. Disse forhold gør, at der oftest er (og bør være!) tale om en ganske videns- og dokumentationstung metode. På den baggrund vil jeg som udgangspunkt fraråde at gennemføre oprensninger med stimuleret biologisk nedbrydning i lerede formationer også i moræneler. Fysiske installationer og støtteteknologier Når der er tale om moniteret naturlig nedbrydning kræves kun de fysiske installationer, der er påkrævet i forbindelse med monitering (herunder moniteringsfiltre). Ved stimuleret og augmenteret nedbrydning kræves også de installationer, der er nødvendige for at foretage tilsætninger af gasser eller væsker med mikroorganismer, iltningsmidler, næringssalte og lignende. Typisk vil der være tale om lodrette eller vandrette dræn eller filtre/sonder, samt evt. div. beholdere, slanger og pumper som er nødvendige til opbevaring og dosering af tilsætningsstofferne. Ofte anvendte støtteteknologier ved biologisk nedbrydning er gennemluftning/iltning og kontrol med flygtige dampe i forureningsområdet, ved at foretage en bioventilering (dvs. en vakuumventilering med fokus på iltleverance; ikke massefjernelse) eller en decideret vakuumventilering. Der kan også være behov for afværgepumpninger og eventuelle filterteknologier til rensning af evt. oppumpet vand. Monitering Den løbende monitering vil ofte kunne udføres i forhold til indikatorparametre, der indikerer, at kritiske betingelser for de biologiske processer er opfyldt. Herunder vil det være specielt relevant at forholde sig til redoxforhold (evt. iltrige forhold), næringssalte (der er nødvendige

for mikrobiologisk vækst) og ph (da kraftig biologisk aktivitet ofte kan medføre en sænkning af ph-værdien til niveauer der er ugunstige for yderligere biologisk nedbrydning). Dertil kan der med fordel, og relativt billigt, foretages en monitering af O 2 og CO 2 (i den umættede zone) samt evt. af antallet af aktive mikroorganismer i behandlingszonen. Dertil bør der foretages en monitering for at dokumentere massefjernelse af forureningen igennem direkte monitering på jord- eller vandprøver prøver i og nedstrøms behandlingsområdet; gerne udtaget så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet. Hvis der er indsat støtteteknologier, f.eks. i form af vakuumekstraktion eller afværgepumpning, bør der ligeledes foretages kemiske analyser af de ekstraherede mængder forureningskomponenter, således at der kan foretages masseestimater på den del af forureningen der ikke fjernes ad biologisk vej. Effektivitet og tidshorisont For moniteret naturlig nedbrydning kan der være tale om endog meget lange tidshorisonter (>10 år) noget der endnu ikke er (ret store) erfaringer med i Danmark. Ved stimuleret og augmenteret nedbrydning stiles naturligvis efter at afkorte oprensningstiden (mest muligt), men indledende studier tyder på, at det som udgangspunkt er urealistisk at forvente oprensningstider <3 år for fyringsolie, hvis startkoncentrationerne er over 5.000 mg/kg TS og oprensningskravet er Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier /3/. Baseret på mine erfaringer, skal man ikke have for travlt, hvis man gerne vil benytte sig af biologiske oprensninger, og med mindre der kun er tale om en mindre restforurening, er en generel tidshorisont for en total oprensning nok i størrelsesordenen 5-20 år. Er der tale om en mindre restforurening og/eller en delvis oprensning i form af nedbrydning af de mest mobile/risikopotente stoffer; herunder specielt BTEX, vil mindre tidshorisonter (2-5 år) nok også være realistiske. PRINCIP OG VIRKEMÅDE Som nævnt ovenfor, er biologisk nedbrydning som afværgemetode baseret på at de nedbrydende mikroorganismer opnår et vækst- og energiudbytte ved at nedbryde organiske forureningsstoffer. Det nødvendige kulstof til mikroorganismernes vækst skaffes fra forureningsstofferne (heterotrof vækst), mens mikroorganismerne, rent biokemisk, opnår energi ved at de forurenende stoffer benyttes som elektrondonorer (de oxideres) under forbrug af elektronacceptorer; ilt, nitrat, mangan(iv), jern(iii), sulfat og kuldiodix. Mikroorganismernes energiudbytte og i vid udstrækning oprensningshastigheden følger ovennævnte rækkefølge. Under naturlige forhold vil der i forureningens hot-spot, og i grundvandszonen umiddelbart under hot-spot, forholdsvist hurtigt opstå anaerobe forhold, og der kan til tider måles methan i poreluften i kildeområder på benzin- og olieforureninger, hvilket er et tegn på at kuldioxid anvendes som elektronacceptor (methanogene forhold). I forhold til stimuleret biologisk nedbrydning af benzin- og oliekomponenter er det stadig tilførsel af ilt der er den mest almindeligt anvendte tilførsel af iltningsmiddel (aerob biostimulering), om end visse studier har påvist

god effekt af at stimulere nedbrydningen af grundvandsforureninger med nitrat eller sulfat (anaerob nedbrydning) /6/. Når forureningsstofferne nedbrydes, kan de enten blive fuldstændigt mineraliserede (omdannet helt til kuldioxid og vand) eller de kan blive nedbrudt sekventielt til mindre og mindre organiske molekyler, hvoraf nedbrydningen evt. stopper ved et af de mindre molekyler. Et godt eksempel på en sekventiel nedbrydning er den aerobe nedbrydning af MTBE /7/: MTBE -> TBF -> TBA -> MHP -> HIBA -> 2-propanol -> acetone -> -> CO 2 + H 2 O Ved udslip af en organisk forurening (f.eks. et benzin- eller oliespild) svarer dette i praksis til et udslip af en meget stor mængde kulstof og energi, som mikroorganismerne gerne vil udnytte. I den umættede zone, under topjorden, vil indholdet af næringssalte imidlertid ikke være ret højt; måske i størrelsesordenen 1-15 mg uorganisk-n/kg TS og 0,02-1,9 mg ortho-p/kg TS /8/. Med en vægtmæssig sammensætning af biomassens på ca. 50 % kulstof, 20 % ilt, 14 % kvælstof, 8 % brint, 3 % fosfor, 4,7 % mikronæringsstoffer (S, K, Na, Ca, Mg, Cl, Fe) og 0,3 % andet /5/, vil der ved vækst på forureningskomponenterne altså hurtigt komme til at mangle f.eks. kvælstof og fosfor. En tommelfingerregel er, at der skal være et molmæssigt forhold imellem kulstof (C), kvælstof (N) og Fosfor (P) på 100:10:1 /2/, hvor man dog i praktiske sammenhæng kan anvende forholdet på massebasis. Altså for hver 100 kg C (ca. lig 120 L benzin/olie), skal der anvendes ca. 10 kg N og 1 kg P. Ved nedbrydning af komplekse substrater (mange forskellige komponenter) vil der hele tiden ske en udvikling i sammensætningen af biomassen ved at en del af biomassen dør, og bliver remineraliseret, mens andre mikroorganismer vokser op. Derved vil nogle af næringssaltene blive genbrugt. Jeg plejer at regne med imellem 25 og 50 % genbruges, hvorved tilførslen af N og P kan reduceres med en tilsvarende procentsats. Slutteligt tages et evt. tab af næringssalte fra behandlingszonen i ed, og så er vi måske tilbage ved forholdet på 100:10:1. En sidste ting jeg gerne vil påpege i dette afsnit er, at produkter som benzin og olie består af en meget lang række af forskellige kulbrinter med meget forskellige fysisk-kemiske egenskaber. Fyringsolie, f.eks., er et blandingsprodukt, der består af ca. 1/3 alifatiske (ligekædede og forgrenede), 1/3 alicykliske (mættede ringformede) og 1/3 aromatiske (umættede ringformede) kulbrinter. Indenfor hver af disse grupper findes både mindre og større molekyler. Ved mikrobiel nedbrydning er der generelt en tendens til, at små alifatiske molekyler og monoaromater nedbrydes forholdsvist hurtigt, mens større polyaromatiske molekyler nedbrydes langsommere. Dette kan medføre, at eventuelle indeklimaproblemer, der primært er forbundet til disse komponenter, kan blive reduceret/elimineret forholdsvist kort tid efter igangsættelsen af en effektiv biologisk oprensning. Efterhånden som de lettere komponenter bliver nedbrudt, vil der være en tendens til, at nedbrydningen af den resterende forurening går langsommere, hvorved den overordnede nedbrydningsrate kan forventes at falde med tiden. Naturlig nedbrydning hvor lidt og hvor meget? Der er ingen tvivl om, at de forureningskomponenter vi her fokuserer på (benzin- og oliekomponenter), alle kan nedbrydes ad biologisk vej under naturlige betingelser, og at der er

bakteriekim, der kan danne grobund for en mikrobiel population stort set alle vegne. Mht. MTBE er det dog lidt et åbent spørgsmål om, hvor længe det varer før en relevant mikrobiel population er vokset op, selvom vi i et nyere studium har vist, at MTBE-nedbrydere i hot-spot af den umættede zone af forureninger kunne findes i fem af seks prøver /8/. Det afgørende spørgsmål at stille i forbindelse med de øvrige benzin- og oliekomponenter er, hvor hurtigt nedbrydningen går (eller hvor lang tid det tager). En lang række laboratorieforsøg i forbindelse med specialeprojekter på AAU har efterhånden overbevist mig om. at f.eks. BTEX næsten altid vil blive nedbrudt ved tilsætning til uforurenet jord; specielt når tilførslen sker via diffusion (altså hvor der ikke er decideret jordforurening), eller hvor tilsætningen er moderat (< 5.000 mg/kg TS). Dertil går der ikke ret lang tid fra første forureningstilsætning. til der er vokset en betydelig nedbrydende biomasse op (i størrelsesordenen 2-14 dage). Der, hvor skoen trykker, er, når der sker en øjeblikkelig tilførsel af en meget stor forureningsmasse til jorden, og hvor der opstår masseoverførselsproblemer og begrænsninger i tilgængeligheden af ilt og næringsstoffer (N og P, samt div. mikronæringsstoffer). Det er desværre under sidstnævnte forhold, de fleste jordforureninger befinder sig, hvilket utvivlsomt er grunden til, at vi stadig finder jordforurening på olie- og benzinsalgssteder, hvor salget er stoppet i 1960 erne eller før. Med andre ord; forureningskomponenterne kan nedbrydes, men i spildet/hot-spot på forurenede lokaliteter, og under naturlige forhold, vil der i praksis meget ofte opstå en begrænsning i form af mangel på ilt, næringssalte eller andet, som vil få processerne til at gå meget langsomt eller helt i stå. Når vi snakker om naturlig nedbrydning i jorden udenfor hot-spot, er der tale om en diffusiv tilførsel af forureningskomponenter, der set fra en mikrobiel synsvinkel ofte(re) kan opvejes af den tilførsel af ilt, der vil ske som følge af diffusion fra atmosfæren, og hvor næringssaltbehovet (bedre) kan dækkes af jordens naturlige indhold og en eventuel tilførsel med nedsivende regnvand. I grundvandszonen er det et spørgsmål om balancen imellem forureningstilførslen fra jordforureningen/hot-spot (kg/år) og tilførslen af elektronacceptorer, næringssalte m.v. til behandlingszonen, der er afgørende for omfanget og hastigheden af den naturlige nedbrydning. Det er derfor projekter om naturlig nedbrydning i grundvandszonen bedst baseres på et godt kendskab til grundvandskvaliteten både opstrøms og i selve forureningsfanen, samt på gode estimater af den årlige udvaskning til grundvandsmagasinet (kildestyrken), som kan være meget svær at fastlægge (særligt) nøjagtigt. Stimuleret biologisk nedbrydning Hele idéen med stimuleret biologisk nedbrydning er i sagens natur at skabe de rette betingelser for den biologiske nedbrydning altså at få de biologiske processer til at forløbe bedre/- hurtigere, end de gør under naturlige forhold. De mest almindelige stimuleringsmetoder går på at tilføre ilt og/eller næringssalte (evt. som opløst NPK-gødning), da det oftest er disse betingelser, der først bliver begrænsende for en effektiv nedbrydning under naturlige forhold.

Den ene halvdel af kunsten ved at foretage en effektiv stimuleret biologisk oprensning går på, at få fastslået behovet for stimulanser (hvilke, hvor meget og hvor ofte), og den anden halvdel består i at foretage en effektiv tilsætning, der sikrer, at forholdene stimuleres der hvor nedbrydningen foregår; dvs. der hvor forureningen er. Begge dele er ikke-trivielle opgaver. Figur 1. Biologiske forforsøg udført i batch. I forbindelse med at fastslå hvilken form for stimulering, der er påkrævet til en given oprensning, har jeg i flere tilfælde haft held med at udføre nogle simple laboratorietest med forurenet jord/sediment og grundvand fra projektlokaliteten (respirationsforsøg), for at undersøge betydningen af en påtænkt tilførsel af ilt eller næringssalte, og i et enkelt tilfælde også betydningen af en ph-justering; f.eks. i forbindelse med /3/. Da forholdene i sådanne simple batch-forsøg i laboratoriet vil være meget forskellige fra feltbetingelserne, må de aldrig betragtes som andet end vejledende i forhold til den relative betydning af forskellige stimuleringsstrategier. Jeg har faktisk også haft held med at undersøge effekten af, hvilke næringssaltkoncentrationer jeg kunne påføre systemet uden at der opstod toksiske effekter. Dette var relevant ifht. at minimere de væskemængder (NPK-opløsning), der skulle tilføres en umættet behandlingszone; høje koncentrationer = mindre væskemængder ved en given påkrævet totalmængde næringssalte. Når det rette stimuleringsbehov er kendt, er det et spørgsmål om at forsøge at opstille massebalancer for behovet for hjælpestoffer ifht. den forureningsmasse, der skal behandles og den tidshorisont, der arbejdes med. På baggrund heraf kan der træffes beslutning om, hvor store mængder hjælpestoffer, der er behov for, samt på hvilken form og hvor ofte de skal tilføres. Ved vandig tilsætning er det endvidere væsentligt, at det tages i betragtning hvilken betydning væsketilførslen har på den umættede eller mættede zone: Hvordan ændres det luftfyldte porehulrum i jordmatricen (umættet zone) og de hydrauliske forhold (mættet zone), og hvor længe? Med hensyn til tilførslen af hjælpestofferne lægger metoden sig op ad andre in-situ metoder og er hverken værre eller bedre end disse. Der kan være tale om tilførsel af ilt på gasform (via spargeboringer og ventilationsboringer) eller på opløst form (via filtre, overiltet vand eller overførsel fra ren ilt under tryk via diffusionsåbne slanger). Mht. tilsætning af næringssalte sker denne bedst på opløst form via filtre eller infiltrationsdræn. Der findes specielle patenterede bioremedieringsblandinger af næringssalte (som er forholdsvis dyre). Selv be- Figur 2 Ventilationsenhed til ilttilførsel.

nytter jeg en opløsning af NPK-granulat til feltbrug og somme tider en flydende poteplanteblanding til laboratorieforsøg. Disse gødningsblandinger indeholder såvel makro- som mikronæringsstoffer i fornuftige blandingsforhold. Augmenteret biologisk nedbrydning I mange henseender kan augmenteret biologisk nedbrydning baseres på de samme betragtninger som den stimulerede biologiske nedbrydning. Den eneste forskel er, at der her tilsættes en kultur af specielle nedbrydende mikroorganismer; evt. sammen med hjælpestoffer. Et problem med at dokumentere effekten af en bioaugmentering er, at det i praksis er umuligt at vide, hvordan oprensningsforløbet ville have været uden tilsætning af den eksterne kultur. Mine erfaringer, bl.a. i forbindelse med /3/ og /4/, taler dog for, at der, i forhold til benzin- og olieforureninger, vil være meget lidt vundet ved at tilsætte eksterne mikroorganismer. Dette udsagn bygger primært på det forhold, at der findes mikroorganismer, som kan nedbryde benzin- og oliekomponenter (næsten) alle vegne, og at de kan bringes i spil ved at foretage den rette stimulering. Det er min opfattelse, at der ved tilsætning af mikroorganismer i bedste fald kan opnås et kick-start af oprensningen, der måske er af et par ugers varighed. Dette forspring skal sættes i relation til en total oprensningstid på i størrelsen år. Derfra undtaget er muligvis, når der er tale om nedbrydning af MTBE, hvor der efter alt at dømme skal gå en rum periode inden en betydende population kan nå at vokse op. Dette skyldes, at det mikrobielle udbytte ved at nedbryde MTBE (som primærsubstrat) er meget lavt sammenlignet med de øvrige benzin- og oliekomponenter. Der er således eksempler fra USA hvor der bl.a. på en flådebase er foretaget parallelle behandlinger af et MTBE-forurenet grundvandsmagasin, og hvor bioaugmentering har haft en positiv effekt. Jeg betragter dog dette som et forholdsvist eksotisk eksempel. Hvis man alligevel kan se en potentiel fordel i at tilsætte en ekstern benzin-/olie-nedbrydende mikrobiel kultur, bør man i mine øjne, som minimum, foretage en afvejning af ekstraomkostningerne til denne og få dokumenteret ekstraeffekten ved nogle simple batchforsøg. Ydermere bør man få vished for, at den kultur man betaler for, er i levedygtig stand, når den leveres (det er ikke altid tilfældet), og at den er sammenlignelig med den, der blev brugt til forforsøgene. Der er også set eksempler på, at der leveres en biomasse, der er opformeret på sukker, og som ikke er i stand til at nedbryde oliestoffer. Slutteligt kan jeg ikke forstå, at nogle leverandører (også på det danske marked) kan forsvare at injicere mikroorganismerne under meget højt tryk (op mod mellem 4 og 100 bar) for at få dem fordelt i jordmatricen, eks. i forbindelse med /3/. Det er eventuelt en udmærket måde at få fordelt suppen i matricen på, men jeg tvivler på, at mikroorganismer, der er dimensioneret til at leve ved atmosfæretryk, har det godt ved 100 bars tryk; det giver simpelt hen ikke biologisk mening! Figur 3 Opformering af podekultur af olienedbrydere.

MONITERING I forhold til den praktiske anvendelse af biologisk nedbrydning (naturlig, stimuleret eller augmenteret), i hvert fald i Danmark, kan man vel godt svinge sig op til at sige, at monitering er en af metodens ømme punkter. Dette skyldes, at der ikke er nogle gode, direkte metoder til at dokumentere nedbrydningen på. De lettest tilgængelige redskaber er baseret på indirekte beviser i form af ændrede redoxforhold, forbrug af ilt, udvikling af kuldioxid eller på estimater af tilbageværende masse eller mindsket masseflux. De førstnævnte parametre er så tilpas indirekte, at de kan påvirkes af andre forhold eller er forbundet med meget store variationer/usikkerheder på den enkelte lokalitet, mens sidstnævnte ofte er påvirket af meget store rumlige eller tidslige variationer (se nedenfor). En del af miseren er selvfølgelig, at hvis alt går vel så forsvinder forureningen nede under jordoverfladen (det er jo pointen!), uden at vi får lov til at måle på den. Dette medfører, at vi i praksis skal måle rigtig meget, før vi føler os trygge ved, at forureningen rent faktisk er blevet nedbrudt og ikke bare flyttet et andet sted hen eller fortyndet og så går det hen og bliver dyrt i prøvetagning, analyser og honorar til vurderinger. Havde vi dog bare nogle gode direkte redskaber til at måle/estimere nedbrydningsrater i jord og grundvand på. DMR har tidligere forsøgt at skaffe midler til at afprøve og dokumentere en metode til at estimere nedbrydningsrater i grundvandet på men uden held (det er dyrt). Men på den gode side har Miljøstyrelsen lige bevilliget midler til, at vi sammen med Aalborg Universitet kan gennemføre en pilottest af en idé, vi har til at estimere nedbrydningsrater for benzen i den umættede zone, og Region Nordjylland har givet tilsagn om at støtte projektet med midler til måleudstyr. Så der er (måske) håb forude. Når nu jeg har fået lov til at skrive denne samlende artikel om biologisk in-situ afværge, bliver jeg næsten nødt til (igen) at påpege, hvor vigtigt det er ikke at lade sig forlede til at betragte alle observerede koncentrationsfald, som om de er en følge af biologisk nedbrydning. Konsekvensen deraf er jo, at alle stigninger skal betragtes som en produktion af forurening! Faktum er, at de moniteringsdata, hvorpå vi skal basere vores vurderinger, er forbundet med betydelige usikkerheder og variationer, der kan skyldes alt muligt andet end vores oprensningsbestræbelser. Eksempelvis vil vandspejlet i et sekundært eller terrænnært magasin ofte variere med 0,5 1,5 meter hen over året, hvilket kan medføre meget store forskelle i de forureningsmængder der opløses/udvaskes fra kildeområdet, og dermed gennemstrømmer den biologisk aktive zone (behandlingszonen) af magasinet. Et andet eksempel kunne være udtagning af jordprøver for at dokumentere en biologisk oprensning i den umættede zone. Prøverne udtages med en eller form for miljøteknisk bor (som destruktiv prøve), og efterfølgende prøver vil i praksis skulle udtages i umiddelbar nærhed af tidligere prøver; både hvad angår punktet i planen og dybden. For homogene jordmatricer og relativt store forureninger vil dette sandsynligvis ikke medføre betydelige usikkerheder, men for (mindre) forureninger i f.eks. moræneaflejringer vil der ofte være tale om betydelige rumlige variationer i de geologiske lag og dermed i forureningskoncentrationerne.

Indtil vi får nogle gode direkte metoder til at dokumentere nedbrydningen på, skal man derfor efter min mening forsøge at basere sine estimater af oprensningsforløbet og -graden på nogle overordnede masseestimater; dvs. hvor meget var der fra start? Hvor meget er der tilbage i alle medier? Hvor meget er evt. fjernet/oppumpet af fysisk vej? Og så bør man gøre sig selv den tjeneste at påpege, at resultaterne/estimaterne er behæftet med (betydelige) usikkerheder, hvilket i øvrigt gælder for samtlige in-situ metoder. REFERENCER /1/ Naturlig nedbrydning af miljøfremmede stoffer i jord og grundvand. M. Kjærgaard, J.P. Ringsted, H.-J. Albrechtsen og P.L. Bjerg. Miljøprojekt nr. 408, 1998. /2/ Kemiske stoffers opførsel i jord og grundvand: Bind 1. Projekt om jord og grundvand nr. 20, 1996. /3/ BioGel til rensning af olieforurenet jord. P. Loll, K. Henriksen og C. Larsen. Miljøprojekt nr. 1060, 2006. /4/ Stimuleret biologisk nedbrydning af fyringsolie feltresultater der viser muligheder og begrænsninger. P. Loll, C. Larsen og K. Henriksen. ATV Jord og Grundvand, s. 121-132, Vintermøde 2007. /5/ In situ bioremediation of monoaromatic pollutants in groundwater: A review. M. Farhadin, C. Vachelard, D. Duchez og C. Larroche. Bioresource Technology, 99, s. 5296-5308, 2008. /6/ Monitoring subsurface microbial ecology in a sulphate-amended, gasoline-contaminated aquifer. K. Sublette, A. Peacock, D. White, G. Davis, D. Ogles, D. Cook, R. Kolhatkar, D. Beckmann og X. Yang. Groundwater monitoring and Remediation, 26, s. 70-78, 2006. /7/ Aerobic MTBE biodegradation: an examination of past studies, current challenges and future research directions. Deeb, R. A., K. M. Scow og L. Alvarez-Cohen. Biodegradation, 11, s. 171-186, 2000. /8/ MTBE-nedbrydning i jordens umættede zone. P. Loll, C. Larsen, K. Henriksen og D. Nørgaard. ATV Jord og Grundvand, s. 15-26, Vintermøde 2008.