Klubbens bestyrelse og kontaktpersoner: Formand Claus Mikkelsen Bakkesvinget 27 6340 Kruså Tlf. 23725583 E-mail: vwclaus@mail.dk Kasserer Edith Quvang Solvang 7 6100 Haderslev Tlf. 74525338 Best. medlem Henning Sønnichsen Fredstedvej 2, Fredsted 6100 Haderslev Tlf. 74525015 / 29101867 E-mail: henning.s@privat.dk Næstformand Stig Asmussen Gammeldam 11, Egedal 6200 Aabenraa Tlf. 74627500 E-mail: karinstig@oncable.dk Revisor/redaktør Lars Pedersen Buskhusevej 5, Ustrup 6500 Vojens Tlf. 74545298 E-mail: folkevuen@mail.tele.dk Best. medlem Henrik Højland Præstevænget 2 6100 Haderslev Tlf. 74566052 E-mail: vwtumpen@mail.dk Best. medlem Helle Schulz von Wallmoden Varnæsvej 569 6100 Aabenraa Tlf. 26 49 68 85 E-mail: helle.schulz@yahoo.dk 1. suppl./garagemester Henry Quvang Solvang 7 6100 Haderslev Tlf. 74525338 2. suppl./garagemester Jens Bille Fasanvej 18 6100 Haderslev Tlf. 74530842 E-mail: jensbille@yahoo.dk Klubbens hjemmeside: www.vwklubsyd.dk Klubbens værksted: Hvis du ønsker at bruge klubbens værksted, så kontakt en af klubbens to garagemestre og lav en aftale.
Lørdag, den 16. januar 2010 på Bowl l Fun i Haderslev Vi mødes kl. 17, bowler fra kl. 18 til 19, hvorefter vi sætter os til bords og straks rejser os op igen, for at hente mad fra den som altid lækre buffet. Prisen er kun 169 kr. pr. deltager (+ 12 kr. for bowlingsko), og klubben giver desserten bestående af kaffe/the, småkager lidt frugt og chokolade samt fri softice Tilmelding senest den 2. januar 2010 til Jens Bille, enten på tlf. 74 53 08 42, mobil 29 43 98 06 elller via email-adressen: jensbille@yahoo.dk Ved tilmelding. så husk at oplyse, hvis du af en eller anden grund ikke ønsker at deltage i selve bowlingen.
VW Klub Syd har i mange år nydt godt af samarbejdet med VW Club Fyn, og i fællesskab blev vi på et tidspunkt enige om, at det kunne være en god ide, skiftevis at holde træffet på Fyn og i Haderslev. Ofte er det de samme mennesker, der år efter år i de respektive klubber står bag planlægning og afholdelse af træf. Det betyder, at mange ting efterhånden virker lettere anden eller tredje gang, og at man også kan lære af, hvad der det ene og andet år gik godt, og måske i nogle tilfælde ikke helt så godt. Men samtidig betyder det også, at der kan opstå en vis træthedsfornemmelse, og det derfor heller slet ingen skade er til, at man ligesom springer et år over. Første år i dette fælles arrangement var 2008, hvor VW Klub Syd holdt træf ved Autohuset i Haderslev, og i år var det så fynboernes tur på Carlsberg Camping på den lille ø, Tåsinge. Vi startede hjemmefra i god tid. Nogle endda allerede om fredagen, hvor der var aftalt et mødested i Sønderborg kl. 16, mens vi andre, der godt kunne være friske allerede ved 8- tiden om morgenen, eller i hvert fald lade som om, mødtes ude ved Henry og Edith om lørdagen ved lige præcis det tidspunkt.
Det drejede sig om Inge og Helge, Finn, Edith og Henry og mig selv, sagde hunden. Eller det sagde den strengt taget ikke, for Fifi, den skulle slet ikke med, men var i stedet blevet ladt tilbage hjemme, hvor den så skulle passes af Edith og Henrys naboer, som samtidig er Bentes forældre. Altså, med andre ord, Fifi er Bente og Jens collie, som sammen med Bentes mor lige var ovre for at tage afsked med os. Men er det i sig selv grund nok til, at dyret skal blandes ind i den historie, kan man så med al mulig god ret spørge? Men selvfølgelig skal den da det. Og hvorfor?! Jo, simpelthen fordi der senere medvirker en kat, og så er det udmærket at bevare balancen ved også at tage en hund med. En hunkat? Nej, selvfølgelig ikke en hunkat, men en hund og en kat. Hundrede og en kat? Nej, bare en af hver, og ikke med til Fyn, men åhh, hold kæft. Vi tog altså afsked med både Bentes mor, Jens svigermor og Fifi, og begav os så på vej til Fyn. I begyndelsen gik det da egentlig meget godt. Det regnede måske lidt med mellemrum, men ind imellem skinnede solen også. Det første gjorde, at sigtbarheden bag de små viskere godt kunne variere lidt, og da vi var kørt over den gamle Lillebæltsbro, havde nået Assens og holdt nede ved havnen, kunne jeg godt fornemme, at der var et eller andet, der ligesom trykkede Finn. Ikke mindst da han parkerede ved siden af mig og lavede alle mulige fagter. Det viste sig så, at da jeg på et tidspunkt havde sagtnet farten, mest fordi den bil, der kørte foran mig også sagtnede farten, var Finn blevet drevet ud i en nærmest dramatisk undvigemanøvre.
Det var jo heller ikke så spændende. Det kunne jeg da godt se, men da vi så efter en pause fortsatte turen, blev det næsten kun værre. For pludselig løb en kat, der ellers stod stille og rolig ovre i den modsatte vejbanes rabat, nemlig over vejen, faktisk i akkurat samme øjeblik, som jeg var næsten ud for den. Det gjorde så, at den blev ramt af min nummerplade, men til min lettelse så jeg den bagefter i bakspejlet løbe videre, dog sikkert med mindst et liv mindre at gøre godt med. To episoder, som man roligt kan sige, jeg hørte en del til i løbet af weekenden, og ind imellem kan man godt undre sig over, at folks forventninger til en, mange gange er enten helt i bund eller også helt oppe at ringe. Jeg har f.eks. engang præsteret at købe en dåseåbner, og så for sjov spurgt, om der fulgte en brugsanvisning med, for derefter undrende at konstatere, at der overhovedet ingen var, der grinede. Og hvorfor ikke? Jo, simpelthen fordi de troede, jeg mente det for alvor. Jamen, det gjorde de sgu! Men så igen, helt oppe i den anden ende af skalaen, så ved jeg heller ikke, hvordan man lukker for vandet til regnvejret, eller hvordan man kommunikerer telepatisk med en kat, så man får at vide, den vil rende over vejenlige ind foran en Folkevogn og derefter overtaler den til at lade være. Det kan godt være svært. Men trods alt nåede vi Svendborg i god behold, kørte over broen til Tåsinge, hvor man godt kunne mærke, at det blæste lidt henover vandene, og ankom lidt efter til Carlsberg Camping, hvor vi blev modtaget af bl.a. Orla og Anne Grethe og fik anvist pladser til vores biler foran det store festtelt. Bagefter fik vi også tjekket vores natlogi, hilst på kendte ansigter og tømt bilerne for både dy-
ner, puder, og hvad vi ellers havde med, hvorefter det var tilbage til pladsen, sparke dæk og også få lidt kulinarisk indenbords. Og endda til, hvad jeg fandt ud af, var meget rimelige priser. For jeg havde faktisk ikke lige fået kigget på pristavlen, da jeg blev bedt om 29 kr., og uden videre storladent meddelte, at jeg da ligeså godt kunne betale både for fadøllen og den toast, der i det samme var ved at blive gjort klar til mig. Men lidt til min overraskelse, så kunne damen bag disken, ikke helt uden stolthed, meddele mig, at med de 29 kr., da var der faktisk både betalt for øl og toast. Og det var så selvfølgelig så igen så overvældende, at jeg simpelthen kort tid efter lige måtte have en omgang øl og toast mere for at kapere det. Nu siger man også altid, at børn i forhold til voksne er mere ærlige i deres bedømmelse af ting. Men alligevel tror jeg, at de børn, der har deltaget i vores arrangementer, ind imellem har været for høflige til at vise, at de, når det kom til stykket, har kedet sig en smule. I hvert fald noget af tiden, hvilket man helt sikkert heller ikke kan laste dem for. Til gengæld kan man rolig rose klubben fra Fyn for, at de virkelig havde gjort noget for at aktivere børnene, og øjensynligt også med stor succes. Bl.a. en farvelægningskonkurrence, hvor man også kunne vinde en pokal. Det, tror jeg, er en rigtig god ide, ikke mindst fordi nogle af os er blevet ved med at tegne som syvårige, og det kun er skæbnens ironi, at der ikke var nogen, der belønnede os for det med en pokal, på det forholdsvis korte tidspunkt, da alderen ligesom passede til præstationen, eller var det omvendt? I hvert fald er det med en konkurrence for børn, som også ender med, at der bliver uddelt en pokal, som bagefter kan stå hjemme på værelset, no-
get, som vi i VW Klub Syd måske skulle notere ned til en anden god gang, måske næste år. Måske også det med, at der til hver tilmeldt bil blev uddelt en indkøbspose med bl.a. et program for de to dage, en P-skive, nogle effekter til bedømmelse af biler og en helt særlig øl, i hvert fald etiketteret specielt til lejligheden. Om aftenen var det så det helt store tag-selv-bord i teltet med masser af lækkerier. Nu sker der altid ting undervejs, som ikke er planlagt, og som man i forvejen som arrangør måske godt ville have været foruden, men som, når det kommer til stykket, kun er med til at højne stemningen, og ud i en fjern fremtid at adskille det ene træf fra det andet. I år var det lyset, der drillede lidt og gik ud nogle gange. Faktisk også, da man havde været rundt og solgt amerikansk lotteri i flere omgange, med en kontinuerlig kraftigt faldende pris og en ligeså kraftigt stigende købelyst til følge. Ikke så snart havde alle fået de mange indkøbte lodder rullet ud og lagt omhyggeligt til rette foran sig, så gik lyset. Men det kom dog hurtigt igen, og de mange og flotte gevinster blev fordelt, måske ikke helt ligeligt, men så til gengæld sikkert til dem, der havde købt flest lodder, og i grunden var det vel også meget retfærdigt. En af gangene, hvor lyset gik, spurgte jeg Stig, om han ikke kunne huske de gamle Disco- udsendelser i tysk fjernsyn, hvor der var en konkurrence,
og hvor den absolutte Hauptgewinner altid i det følgende program var blandt publikum, og blev udpeget ved, at lyset først blev slukket, og der derefter blev rettet en projektør mod vinderen. Det kunne Stig, og ikke så snart havde han højlydt efterlignet værten fra de gamle Disco-udsendelser, Ilja Richter, Licht aus, Spot an, før lyset i akkurat samme øjeblik kom igen. Så det var åbenbart måden at gøre det på. Næste dag startede så med morgenmad i teltet fra kl. 8 10 og derefter en køretur rundt på Tåsinge. Turen var lidt af et orienteringsløb, så Finn og jeg gjorde måske en lille fejl, ved ikke at køre sammen i en bil, men i stedet i hver vores. For det viste sig hurtigt lidt svært at orientere sig og samtidig svare på spørgsmålene. Derfor lod vi også begge hurtigt spørgsmål være spørgsmål og nød i stedet turen i de smukke opgivelser. Det gik også rigtig fint, måske lige bortset fra de få øjeblikke, hvor man kom til at tænke på, om ham eller hende, der kørte foran, og som man havde valgt til at gelejde en rundt på øen, måske, når det kom til stykket, havde ligeså lidt styr på ruten som en selv. Faktisk en lidt skræmmende tanke. På et tidspunkt holdt vi også ved Landet Kirke, og jeg havde da i forvejen nok hørt den gamle historie om Sixten Sparre og Elvira Madigan og deres ulykkelige kærlighedsforhold. Men måske var det mere selve handlingsforløbet, end lige præcis stedet, der havde sat sig fast i min hukommelse.
I hvert fald var det først, da jeg kom hjem, og tilfældigvis læste om lige netop det i et ugeblad, at jeg fandt ud af, jeg et par dage inden, uden at vide det, faktisk havde holdt ved den kirke, hvor de lå begravet. Det kan så fortælle en noget om, at akkurat ligesom man skal læse ting med en stor portion indlevelse, for at få en fornemmelse af at være der, så skal man også nogle gange, når man virkelig befinder sig på selve stedet, være der på en meget aktiv måde, for at registrere de samme oplysninger, som en forholdsvis kort tekst på næsten ingen tid kan give en. Men sådan skal det også være, og det er vel, når det kommer til stykket, det charmerende ved både det ene og det andet. Efter køreturen blev der så delt pokaler ud i flere forskellige kategorier, og Henry Quvang blev for en gangs skyld præmieret helt efter fortjeneste og fik en pokal pga. et halvt århundrede og en halv million kilometer i selskab med sin hverdagsog evigheds-folke-vogn. Et stort tillykke til Henry og et næsten ligeså stort kompliment til VW Club Fyn for at have indstiftet en pokal i denne helt specielle kategori. Efter overrækkelsen var det ved den tid, hvor vi skulle tage afsked og begive os på vej hjem. Nogle kortede adskillige km af turen ved at tage en færge et stykke af vejen, mens vi andre talte efter på knapperne og i stedet valgte landjorden og broen. Turen forløb helt uden kvæstede katte, men til gengæld var vejret ikke med os hele vejen. Specielt Henrik i sin åbne vogn, kom så meget i kontakt med regnen, at det på et tidspunkt, da der virkelig blev lukket på for sluserne ovenfra, næsten tangerede buksevand. For som Henrik
selv forklarede det bagefter, så kunne han mærke det løbe nedad nakken og fortsætte direkte ned i underbukserne. Men på trods af det, endte det i nærmest sommerstemning ved en iskiosk lige før den gamle Lillebæltsbro, og da man stod henne ved selve kiosken, kunne man godt mærke, at det ikke var sådan et sted, man om sommeren skulle søge arbejde, fordi man ønskede at slippe væk fra en eventuel hedebølge. Varmen fra de store ismaskiner, der kom imod en ud ad vinduet, var nemlig nærmest til at skære i, og det har måske været medvirkende til, at man lige bestilte en enkelt iskugle mere, end man ellers ville have gjort. Måske har det så også bevirket, at den unge pige i kiosken ikke har talt så nøje efter, men i stedet har ganget op med to så godt og vel. I hvert fald fik man udleveret nogle enorme is i nogle ligeså enorme, men dog lidt skrøbelige vafler, og hvis Anja ikke havde været opmærksom på hele tiden at hente plastikbægre til de folk, hvor problemet simpelthen var ved at løbe ud mellem fingrene på dem, så kunne det da let være endt i noget, jeg ved da snart ikke, hvad. Men alt gik godt. Isen blev fordelt indvortes i stedet for, som det en overgang godt kunne se ud til, udvortes, og vi fortsatte den sidste del af turen, efter at have taget afsked med hinanden, over broen og hjem. Det havde været nogle dejlige og hyggelige dage og et træf, der var arrangeret utrolig godt og også med et deltagerantal, der, i forhold til, hvad vi plejer at kunne præstere i Haderslev, var nærmest enormt. Så der bliver på alle måder noget at leve op til næste år. Tak til VW Club Fyn for et helt igennem fantastisk godt arrangement.
Skal du have transporteret en bil, men mangler lige autotraileren, så er hjælpen måske ikke længere væk Prøv at ringe til ham, og I vil sikkert sammen kunne finde ud af en løsning.
Michael Mørk-Jensen Rundemøllevej 6 Løjtkirkeby 6200 Aabenraa 74617120 / 23415881 Gerth J. Ravn Genner Bygade 44 6200 Aabenraa Tlf. 74698944 Brian Ravn Forstallé 68 6200 Aabenraa Mobil: 23370783 Glædelig jul og godt nyt VW-år til både nye og gamle medlemmer
Ikke helt, men alligevel lidt som en afslutning på Folkevognsåret 2009, i hvert fald den del, hvor vi også havde bilerne med, var vi inviteret af Preben Bruhn til søndag, den 27. september 2009 at komme ud og se hans motorsamling i Jegerup. Dagen startede allerede ved 8.30 tiden ude i Bæk ved Inge og Helge, hvor vi havde aftalt at mødes, og hvor det helt store morgenbord var dækket op og stod klar til os. Helge har indtil for nogle få år siden drevet mekanikerværksted på stedet, og derfor passer opgivelserne også perfekt til hans aktiviteter i dag. Det vil med andre ord sige, at man ikke skal bevæge sig ret længe eller ret meget rundt på stedet, før det går op for en, at her er der virkelig gemt mange skatte i form af køretøjer i alle mulige forskellige afskygninger, lige fra en Nimbus og en DKW til en stor Volvo 164, for bare at nævne nogle helt få eksempler. Hvis Helge ville få den ide at kalde stedet for et museum og stille sig ned til vejen og forlange entre for at folk kunne se, hvad der gemte sig, så tror jeg helt ærlig ikke, at nogen ville gå eller køre skuffede hjem igen. Men bortset fra det, så var og er værkstedet også perfekt til selskabelighed, hvad det imellem år og dag også i flere tilfælde er blevet brugt til, og det var det så vores tur til at nyde godt af lige netop den dag. I første omgang som et stort veldækket morgenbord fyldt med lækkerier i form af både rundstykker og hjemmelavet marmelade med meget, meget mere. Efter dette satte vi os så mætte og glade ud i Folkevognene og kørte det korte stykke til Jegerup og Preben Bruhns motorsamling, hvor vi sammen
med et par andre, der også var dukket op for at se samlingen, blev budt velkommen. Samlere er ofte gjort af et bestemt stof, hvor en lille ting næsten kan sætte gang i en lavine af genstande, der i en lind strøm igennem år og dag ender med at blive til noget, der er imponerende for langt de fleste, men ikke mindst for de af os, der fra naturens hånd trods alt ikke helt er i besiddelse af det samme samler-gen. Den enkelte genstand kan f.eks. være en kuglepen, en nøglering eller en legetøjsbil, som ender med at blive til en enorm mængde af enten det ene, andet eller tredje. For os andre ville det formentlig stoppe lige der, allerede ved den ene enkelte, specielt hvis man hørte, at der samtidig var en anden, der havde samlet et helt utroligt antal i sin kælder, eller at ens samling aldrig nogensinde ville blive komplet, uanset hvor længe eller hvor meget, man samlede. Men hvor det i ens eget tilfælde ville sætte en stopper for lysten til i det hele taget at gå i gang med at samle, så er det måske lige netop det, der ansporer den ægte samler til at fortsætte næsten i en uendelighed. For Preben Bruhns vedkommende var den genstand, der satte gang i det, der i dag er en imponerende samling af bl.a. motorer, en gammel Ariel motorcykel, som han fik tilbudt, men egentlig startede det vel langt før i Ustrup, hvor Prebens forældre havde smedeværksted, og hvor Preben allerede fra barns ben viste en stor interesse og evne for alt, der havde med mekanik at gøre. Noget, der senere førte til en videreførelse af forældrenes virksomhed og også en periode som initiativrig idemand og iværksætter. Desværre, kan man så sige, at Preben ikke fik lejlighed til fuldt ud at udfolde sine evner på det felt, men til gengæld har han aldrig mistet lysten til at skrue på ma-
skiner og motorer i næsten enhver afskygning, hvilket måske også, når alt kommer til alt, er lidt mere til fredsstillende, når det, mere end noget andet, er begejstringen og glæden, der driver værket. Allerede udenfor bygningen, hvor store dele af samlingen blev opmagasineret, blev vi mødt af både motorer og køretøjer. Forskellige brandværn har mange gange været leveringsdygtige i bevaringsværdige køretøjer. Simpelthen fordi køretøjerne bliver puslet om og holdt i en næsten pinlig orden, og da deres kørsel næsten altid er indskrænket til udrykning, vil kilometerantallet også være langt mindre end ved tilsvarende køretøjer, brugt til andre formål. Og når brandværnet så oven i købet er placeret på en lille ø, hvor afstandene er ret små, så giver det igen lidt mindre tal på speedometeret. Det gælder også for den Landrover, som nu står som en del af Prebens samling, men førhen kørte som brandbil på, så vidt jeg husker, Mandø. Og heldigvis, kan man næsten sige, ikke restaureret, så den ligner noget, som lige er kørt ud fra fabrikken, men i stedet stadigvæk, som den så ud, da den var i tjeneste. Gamle maskiner har også mange gange en tendens til at efterlade et indtryk af, at de selvfølgelig først og fremmest er interessante, men mange gange også lidt komiske, her alle de år senere. Det skyldes vel, at man automatisk sammenligner dem og deres formåen med noget langt nyere, men selv den allermindste kabinescooter, som i dag virker både nuttet og sjov, den er i sin tid med største sandsynlighed lavet af nogle meget seriøse mennesker, der overhovedet ikke har haft i tankerne, at de skulle bidrage med et humoristisk indslag. I stedet har de sikkert arbejdet meget målrettet på at dække et behov for at komme fra A til B og retur igen blandt en så stor kundekreds som mulig. På samme måde indenfor landbruget. Lige fra seglets arbejde blev overtaget af leen, som så igen blev erstattet af selvbinderen, og videre til meje-
tærskeren, da har det for dem, der stod og betragtede det, sikkert hver gang været noget af en revolution. Og det gælder uden tvivl også for alle de maskiner, som Preben har samlet og udstillet. I dag virker de store og tunge, med nogle meget få hestekræfter og et lille omdrejningstal, når de er i gang, men i sin tid har de garanteret betydet en enorm forskel fra før til nu og åbnet en masse muligheder, som man overhovedet ikke havde skænket en tanke nogle få år tidligere. De forskellige genstande i samlingen spænder meget vidt, lige fra en påhængsmotor med en enkelt hk, som mest ligner noget, som man bruger til at piske fløde eller måske røre maling med, og så op til en enorm skibsmotor på 12 tons, 6 cylindre, 300 hk, bygget i Hamborg i 1952 og leveret til den svenske marine. Her nåede den dog aldrig at blive monteret, sikkert fordi militæret ofte har en speciel måde at foretage deres indkøb på. Mange gange bliver selv ret bekosteligt materiel indkøbt, kun med det formål at have det liggende i reserve. For nogle år siden så jeg et program om de danske skove, og nu kan jeg ikke helt huske, hvilken skov historien stammede fra, men en skovfoged fortalte i hvert fald, at nogle egetræer, som i sin tid var blevet plantet med det formål at blive brugt til krigsskibe, nu var nået så vidt, at de skulle fældes. Det havde man så meddelt forsvarsministeriet, som selvfølgelig i mellemtiden for længst var holdt op med at anvende skibe af træ. Noget nær den samme skæbne var overgået den enorme skibsmotor, som så var blevet solgt på auktion til en dansker, og via uransagelige omveje var endt som en fødselsdagsgave i en villahave i Århus. Man har hørt om kvinder, der kan hidse sig op over nogle, efter hendes mening, for store højtalere, som manden har bragt med ind i forholdet, og
det taget i betragtning, kan man levende forestille sig, hvad en skibsmotor med en vægt af 12 tons kan gøre for at bringe sindene i kog. Derfor har det sikkert også været med et lettelsens suk fra alle parter, da Preben efter en 5-6 år har befriet parret og villahaven for kolossen, som nu står velplaceret på en ejendom et lille stykke fra Prebens øvrige samling. For øvrigt sammen med en påhængsvogn, som i hele landet er den eneste påhængsvogn til en lastvogn, der i dag er indregistreret med veteranstatus. Med andre ord, også noget af en sjældenhed. Udover det, og bare for at nævne nogle enkelte eksempler indeholder samlingen også bl.a. et Alfa Laval malkeanlæg, en traktor bygget af en bror i 1946 til søsteren og hendes frugtplantage og sammensat af dele fra både Ford, Chevrolet og Mercedes, en håndfuld andre traktorer af mærkerne Zeto, Fiat, Nuffield og Ferguson, og så selvfølgelig alle de stationære motorer. Som for øvrigt alle er funktionsdygtige, og hvoraf Preben også startede en petroleumsmotor fra 1910, 6 hk og fundet på en gård ved Skovby. Selvfølgelig starter den slags ikke som en Folkevogn, for nu bare at bruge et godt eksempel. Det kræver lidt mere tid og tålmodighed, og da den gamle motor efter et lille stykke tid afgav et enkelt puf, hørte jeg Henry sige: Nu kommer den!. Og jeg nåede lige at tænke, at Det gør den da vist alligevel ikke, før den så kom med et puf mere og et til, og så var den i gang.
Fantastisk og imponerende af en motor, der næste år fylder det første hele århundrede. Efter rundvisningen kørte vi så tilbage til Bæk, hvor Edith og Inge i mellemtiden havde fået morgenbordet arrangeret om til det helt store frokostbord, og hvor vi faktisk blev beværtet med en utrolig gæstfrihed hele resten af eftermiddagen. Hvis man kender folk ude fra Bæk, så ved man også, at af en eller anden mærkelig grund, så har det landsbymiljø, der faktisk er forsvundet mange andre steder, overlevet lige netop i landsbyen Bæk, og derfor er det selvfølgelig også her, man finder en af de kommende helt store sportsgrene. Nemlig krolf. Sammensat af de to sportsgrene kroket og golf, og selvfølgelig ikke for at genere de mennesker, der udøver lige netop de to sportsgrene, men alligevel kan det da godt virke lidt, som om kroket aldrig rigtig er kommet videre end til græsplæneniveau, og golf, det langt hen ad vejen er nogle velhavende menneskers undskyldning for at iklæde sig noget mærkeligt tøj, løbe rundt på nogle helt enorme græsplæner og sige underlige udtryk. Selvfølgelig skyldes den slags påstande for en stor del nogle fordomme, som man har, når man overhovedet ikke ved noget om det, men hvis der alligevel skulle være lidt om snakken, så er det i hvert fald fuldstændig luget væk i sporten krolf. Hvor ligger så stedet, hvor det lokale hold i Bæk samles omkring deres sport? Faktisk på Inge og Helges ejendom, hvor det har det meget passende navn Frihed Krolfcenter, og så kan det vist ikke blive meget bedre. Derfor var det også helt naturligt, at vi også lige skulle gelejdes ind i krolfsportens mysterier, og det blev vi, både på den store og lille bane. Kort sagt, en helt igennem rigtig hyggelig og interessant dag.
Her fortsætter vi serien med billeder fra VW-museet i Wolfsburg, som Aage Jakobsen har taget på sin tur dernede, og som han har været så flink at stille til rådighed for os andre. Denne gang er Folkevognen trukket i det gule arbejdstøj. I det ene tilfælde som ADAC autohjælp og i det andet som postbil. Glæd dig til flere billeder fra Wolfsburg.