Den energipolitiske aftale fra februar bekræfter det kursskifte, som statsministeren annoncerede i sin åbningstale i 2006. Hvis målsætningerne for energiforbrug, vedvarende energi og CO2-udslip skal indfries, haster det med at omsætte aftalen til praksis. Anders Chr. Hansen lektor Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, RUC Omstilling haster Udviklingen i de senere år har bekræftet behovet for at stoppe tilbagegangen i omstillingen af energisystemet og igen at få den op i et tempo, der er mindst lige så højt som i 90erne. Ole Jess Olsen professor Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, RUC Ifølge de scenarier, som FN s internationale klimapanel præsenterede sidste år, er der brug for en reduktion af verdens CO2-udslip på 50-85 pct. i 2050 i forhold til udslippet i år 2000, hvis den globale opvarmning skal holdes under 2,4 grader (IPCC 2007, s. 21). Det er tæt på at betyde en afskaffelse af fossilt energiforbrug i udviklede lande som Danmark i 2050. Men det betyder også, at vendepunktet til en nedgang i CO2-udslip skal finde sted snart, dvs. inden år 2015. Med andre ord, er det dem, der træffer beslutninger i dag, og ikke bare deres efterfølgere, der skal gøre noget. SR-regeringens miljø- og energipolitik, med overskriften bæredygtig udvikling afløstes i 2002 af VK-regeringens mest muligt miljø for pengene. For økonomer er der ikke nogen modsætning imellem disse overskrifter. De kunne sagtens dække over det samme indhold, hvilket de imidlertid ikke har gjort. Både SR-regeringen og VK-regeringen er gået ind for begge dele, men har lagt noget meget forskelligt i det i hvert fald når man ser på VK-regeringens første år. I sin tale ved Folketingets åbning den 3. oktober 2006 overraskede statsminister Anders Fogh Rasmussen med at annoncere et grundlæggende skifte i regeringens energipolitik: Regeringen vil sætte ambitiøse mål om at sikre Danmark en fremtidig selvforsyning med miljørigtig energi. Det blev bekræftet i åbningstalen året efter, den 2. oktober 2007: Vi ønsker, at Danmark på langt sigt skal være 100 pct. uafhængig af fossile brændsler som olie, naturgas og kul. Og statsministeren fortsatte: Det er et meget ambitiøst mål. Og det vil tage mange år at nå dertil. Men det er vigtigt at træffe de første beslutninger allerede nu. Torsdag d. 21. februar 2008 indgik regeringen efter et års forhandlinger en ny energipolitisk aftale med regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance. Aftalen følger op på de ambitiøse mål i regeringens oplæg om en visionær dansk energipolitik fra januar 2007 med en række konkrete forslag om energibesparelser, vedvarende energi, transport og energiforskning, der skal gennemføres de næste fire år. I denne artikel sætter vi de sidste par års markante ændring af regeringens energipolitiske udmeldinger i relief ved at se nærmere på, hvad er der sket og hvorfor der ikke er sket mere. Forsyningssikkerhedsaspektet er ikke mindre presserende. Det er især forsyningen med olie, som 95 pct. af verdens transport drives af, der udgør et problem. Geologisk er der sådan set olie nok til mange årtier ud i fremtiden, men det nytter ikke, hvis det samlede udbud af olie ikke kan forøges i samme tempo som efterspørgslen, der især stammer fra det stigende transportbehov. I sådan en situation kan resultatet kun blive meget høje priser. Hertil kommer, at omkring 82,2 pct. af verdens tilbageværende oliereserver kontrolleres af 10 lande, hvoraf nogle kunne frygtes at bruge denne magt i globale politiske konflikter (BP 2007). Disse forhold er nye i forhold til 90erne og de betyder, at udfordringerne ganske vist presser sig på, men der findes også måder at imødegå dem på. Således er de teknologiske og institutionelle løsninger på problemerne blevet meget mere overkommelige i dag, end de var i 90erne. Eksempelvis kan vindmølleknologien i dag i kombination med biomasseteknologi på gode steder levere strøm, der er fuldt ud konkurrencedygtig med kulkraft og atomkraft. Man har også fået etableret et kvotesystem, som både på europæisk og globalt niveau kan bruges til at kontrollere udslip af drivhusgasser. I de senere år er der udviklet en bred konsensus i Europa om at imødegå disse udfordringer ved netop at stille om til et lavere energiforbrug, udskifte fossil energi med vedvarende energi og (i andre lande end Danmark) kernekraft samt stille om til el-baserede transportteknologier. Denne konsensus findes både i europæisk politik og i de nationale parlamenter. Det har ført til en fælles europæisk energi- og klimapolitik, som indeholder en handlingsplan for energibesparelser med et vejledende mål på 20 pct. i 2020 samt et direktiv om udbygning af vedvarende energi med et bindende mål for EU som helhed på 20 pct. (for Danmark 30 pct.) i 2020. I begge tilfælde er det i forhold til det endelige energiforbrug. 1 Note 1 Det svarer til 27 pct. af bruttoenergiforbruget, som benyttes i figur 2. 31
EU målet for reduktion af udslippet af drivhusgasser er 30 pct. i 2020 (20 pct., hvis USA og Kina ikke vil være med). Dette mål er i skrivende stund endnu ikke fordelt på EU's medlemslande. Hvordan går det? Den konstante udvikling i det danske bruttoenergiforbrug siden slutningen af 70 erne er en succeshistorie, der promoveres stærkt politisk. Udviklingen skyldes først og fremmest konverteringsbesparelser ved at erstatte separat produktion af el og varme med kraftvarme samt gevinster fra massive varmebesparelser som følge af isolering efter oliekriserne i 70 erne. Energiforbruget har således været afkoblet fra den økonomiske vækst. (se fig. 1). I nogle perioder (1975-79, 1982-86, 1989-1995 og 2001-06) er energiforbruget i nogen grad fulgt med produktionen op, medens det i andre (1979-82, 1986-89 og 1995-2001) er lykkedes at få energiforbruget på dansk grund til at falde. Energistyrelsens sidste fremskrivning af Danmarks energiforbrug frem til 2025 forudser, at de sidste års stigning ikke er midlertidig, men at det er slut med afkoblingen mellem økonomisk vækst og stigende energiforbrug (Energistyrelsen 2008). Hvis der ikke gøres noget væsentligt for at begrænse energiforbruget, forventes det at fortsætte med at stige med 0,7 pct. om året. Den energiaftale, der er indgået for 2008-11, sigter på at vende udviklingen og igen afkoble energiforbruget fra stigningerne i produktion og indkomst. Det netop sagte gælder indenlandsk forbrug. En mere alarmerende udvikling er væksten i udenlandsk bunkring, dvs. danske rederes og luftfartsselskabers tankning af brændstof i udlandet, der er steget voldsomt siden midten af 80 erne. Selv om det kan diskuteres, om dette forbrug snarere burde bogføres hos de lande, der faktisk bruger de varer, der sejles og flyves med, så repræsenterer den udenlandske bunkring et energiforbrug, der er en forudsætning for redernes og luftfartsselskabernes indtjening, som jo tæller med i Danmarks nationalindkomst. Energiaftalen indeholder intet om, hvordan Danmark skal gøre noget ved dette energiforbrug, ud over at arbejde for at der indføres brændstofafgifter eller CO2-kvoter i EU og i de FN-organisationer, der beskæftiger sig med international skibsfart og lufttransport. En anden succeshistorie er den stærkt stigende andel vedvarende energi, der de sidste 25 år er gået fra at udgøre nogle få procent til i dag at udgøre omkring 14 pct. af bruttoenergiforbruget. Figur 2 viser de forskellige vedvarende energikilders bidrag til Danmarks energiforbrug beregnet som deres andel af det faktiske bruttoenergiforbrug, korrigeret for variationer i el-eksport og temperatur. Der går lang tid fra beslutningen om bygning af ny kapacitet til, den rent faktisk viser sig i statistikken. Det betyder, at det meste af den udbygning med vedvarende energi, der er foregået efter den nuværende regerings tiltræden i 2001, kan tilskrives beslutninger truffet under tidligere energiministre (Jens Bilgrav-Nielsen og Svend Auken). Det gælder både udbygningen med vindmøller samt med affalds- og biomassefyret kraftvarme. Figur 1. Danmarks primære energiforbrug og erhvervenes produktion 1975-2006* (PJ og mia.kr., 2000-priser, kædede værdier). Figur 2. Den vedvarende energis andel af bruttoenergiforbruget i Danmark 1980-2006* (i procent) PJ 1600 Mia. kr. (2000 priser) 1400 25% 25% 1400 1200 1000 Udenlandsk bunkering 800 600 Erhvervenes energiforbrug 400 200 Husholdningernes energiforbrug 0 1975 1980 1985 1990 1995 2000 2005 Energiforbrug på dansk grund 2010 1200 1000 800 600 400 200 0 20% Samlet VE-andel 15% Varmep. m.m. Affald 10% Biogas Træ 5% Halm Vind 0% 1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010 20% 15% 10% 5% 0% * Energiaftalens krav til energibesparelser indtil 2011 er lagt ind Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. * Energiaftalens krav til udbygning med vedvarende energi indtil 2011 er lagt ind Kilde: Energistyrelsen, Energistatistik 2006, og egne beregninger. 32
Mio. ton 70 65 60 55 50 45 Figur 3. Faktiske og forventede CO2-emissioner (korrigerede for variation i netto-eleksport og graddage) 40 1990 1995 2000 2005 2010 2015 2020 2025 Statistik Fremskrivning Kilde: Kopieret fra Energistyrelsen (2008). Kurven viser også, at der er i de seneste par år har været alvorlige problemer med at holde tempoet. Faktisk går det den forkerte vej. Omstillingens tredje dimension handler om overgang til en økonomi, der ikke forårsager udslip af drivhusgasser. Danmark har påtaget sig en meget ambitiøs målsætning i Kyoto-protokollen om nedbringelse af udslip af drivhusgasser på 21 pct. af 1990-udslippet. Langt det vigtigste bidrag er udslip af CO2 og her går det heller ikke godt. Selv når der korrigeres for udsving i temperatur og eksport af elektricitet til Norge og Sverige i tørår, er der langt igen til at indfri målene, og hvad værre er, det ser ikke ud til at blive bedre her ved indgangen til Kyoto-perioden 2008-2012, hvor målsætningen skal indfries (se fig. 3). I den årlige analyse fra EU s Energiagentur forudses det, at Danmark sammen med Spanien og Italien vil være de eneste EU-lande, der ikke bliver i stand til at nå deres Kyoto-mål for perioden 2008-12 (se EEA 2007). I regeringens indmelding til Kommissionen om, hvorledes den agter at opfylde målene for 2008-12, den såkaldte nationale allokeringsplan, fremgår da også, at de 13 mio. tons CO2-ækvivalenter, som Danmark mangler at reducere med, fortrinsvis skal klares af bedre jordudnyttelse og ved brug af Kyoto-protokollens fleksible mekanismer, der gør det muligt at købe reduktionsbeviser i udviklingslande og tidligere østlande. Dette skal fortrinsvis ske gennem opkøb fra statslige fonde. Hvis de kvotebelagte sektorer (el, fjernvarme, olie- og gasudvinding samt tung industri) tillige udnytter deres muligheder for reduktionsbeviser fuldt ud, er det ca. 10 mio. af de 13 mio. tons CO2-ækvivalenter, der skaffes på denne måde. Der kan være gode argumenter for at vælge de reduktioner, der er billigst, men det antyder samtidigt, at der ikke forventes at ske så meget på hjemmefronten med hensyn til energibesparelser og overgang til ikke-fossile brændsler inden 2012. Hvad skal der gøres? Den energipolitiske aftale sigter på at bringe landet tilbage på sporet for en økonomisk udvikling med lavere udslip af klimagasser. I 2011 skal den vedvarende energi øges til 20 pct. og bruttoenergiforbruget skal reduceres med 2 pct. i forhold til forbruget i 2006. Den offentligt finansierede indsats for forskning og udvikling, der skal sikre den langsigtede udvikling af miljøvenlige og energibesparende teknologier, skal udvides til at udgøre 1 mia. kr. årligt. Blandt de foranstaltninger, der skal sikre indfrielsen af de ambitiøse mål, nævnes på besparelsesområdet større krav til energiselskabernes indsats samt besparelser i de ikke CO2-kvotebelagte sektorer, herunder især i bygninger (se Aftale 2008 med bilag). Mere vedvarende energi skal sikres både gennem udbygning med biogas og med vindkraft samt gennem afbrænding af større mængder affald og biomasse på de centrale værker. Støtten til den vedvarende energi forbedres gennem større tilskud til vind (herunder oprettelse af to nye havvindmølleparker), biogas og biomasse. Der afsættes også midler til nye vedvarende teknologier som solceller og bølgekraft. Kampagner skal få husholdninger til at udskifte udtjente oliefyr med varmepumper. Støtten til forskning og udvikling skal især koncentreres om udvikling af 2. generations biobrændstof, vind, brint og brændselsceller samt af lavenergihuse. CO2- afgifterne for de ikke kvotebelagte sektorer skal øges og miljøvenlige biler skal fremmes gennem en række tiltag. Hvad er der sket? De nye signaler fra regeringen kom første gang til udtryk i foråret 2004, hvor regeringen i forbindelse med forhandlinger om nye vilkår på elmarkedet tillige indgik en aftale med oppositionen om vedvarende energi. Aftalen indeholdt opførelse af to nye havvindmølleparker, en skrotningsordning for eksisterende landmøller, der skulle erstattes af færre, større og mere effektive møller samt bedre afregningsregler for biogas for at sparke denne teknologi i gang igen. Der er imidlertid ikke sket meget siden 2004. De nye havvindmølleparker er ikke blevet opført så hurtigt som planlagt og der har været store problemer med at gennemføre erstatningen af gamle med nye møller. 2 Der er heller ikke blevet opført mange nye biogasanlæg - der er kun to forsøgsanlæg under opførelse i dag, medens en række andre projekter ikke er kommet i gang (se Biogas, marts 2007). I den nye aftale fra februar 2008 indgår foranstaltninger til at løse disse problemer. På besparelsesområdet blev der indgået en politisk aftale i juni 2005. Aftalen lægger op til en øget indsats for at opnå besparelser, der kan sikre 7,5 PJ ekstra energibesparelser årligt i perioden 2006-2013, hvilket Note 2 Der var ved årsskiftet vedtaget lokalplaner for knap 100 MW af de planlagte 350 MW, medens der var arbejde i gang med lokalplaner for ca. 200 MW, som forventes afsluttet inden 2008, se MPU (2007). 33
i den nye aftale er hævet til 10,3 PJ årligt. De vigtigste bidrag skal komme fra energiselskabernes spareindsats, hvor styringen skal ændres til målstyring med muligheder for at udlicitere indsatsen til virksomheder, der har specialiseret sig i at installere besparelser, og fra varmebesparelser i eksisterende bygninger. Også energieffektiviseringer i offentlige bygninger skal prioriteres. På transportområdet blev der i 2007 gennemført en omlægning af registreringsafgiften, der tilskynder til at købe biler med mindre brændstofforbrug. Som nævnt ovenfor går det indtil videre den forkerte vej med de årlige stigninger i energiforbruget, hvilket gør det ekstra vanskeligt at opfylde en besparelsesmålsætning allerede for 2011-13. I de udmeldinger, der er kommet, er det især varmeselskabernes indsats, varmebesparelser i eksisterende bygninger og nedsættelse af energiforbruget i kommunernes bygninger, der halter bagefter (se Energistyrelsen 2008a og 2008b) En konsekvens af den manglende eller for langsomme indsats for at sikre ny vedvarende energi og energibesparelser er som nævnt ovenfor en meget begrænset hjemlig reduktion af klimagasser i forhold til den danske Kyoto-forpligtelse for 2008-12. De mange initiativer, der indgår i den nye aftale fra februar 2008, vil i bedste fald virke efter nogen tid, hvorfor det er svært at se, at aftalen vil ændre på, at de hjemlige bidrag til at nå Kyoto-forpligtelsen blive meget beskedne. Økonomisk konsekvensvurdering Økonomiske vurderinger af energipolitiske forslag har spillet en meget større rolle i denne end i de foregående regeringers tid. Et afgørende argument imod indførelsen af mere vedvarende energi i dansk energiforsyning har været, at det er for dyrt. Argumentet, der især er blevet fremført af Finansministeriet, af dele af regeringen samt af Dansk Folkeparti, er imidlertid i modstrid med beregninger fra regeringens egne rækker. I 2007 fremlagde Energiministeriet og Skatteministeriet således et notat, der viste, at omkostningerne ved at forøge andelen af vedvarende energi i energiforsyningen til 30 pct. i 2025 ville være 5,2 mia. i dette år (Transport- og Energiministeriet m.fl. 2007). Det svarer til 4 promille af bruttonationalproduktet, som til den tid forventes at være 40 pct. større end i dag. 39,6 pct. vækst i stedet for 40 pct. kan næppe betegnes som en stor omkostning. De 5,2 mia.kr., som ministerierne regner sig frem til, kan med rimelige antagelser vise sig at være i overkanten af den faktiske udgift. Finansministeriets retningslinier for, hvordan man opgør statens udgifter, afspejler ministeriets rolle som bogholderen, der passer på statens penge. Det er en vigtig og påskønnelsesværdig funktion, men det betyder også, at der af og til bliver anvendt meget konservative forudsætninger. Blandt andet forudsættes det, at verdensmarkedsprisen på olie falder i fremtiden, at diskonteringsrenten er meget høj og at offentlige udgifter altid forårsager et såkaldt forvridningstab. Vi vil i det følgende kort kommentere disse tre antagelser. Verdensmarkedsprisen på olie Det interessante økonomiske spørgsmål om vedvarende energi er, om det er billigere eller dyrere end den fossile energi, der skal erstattes. Verdensmarkedsprisen på olie er her helt central, fordi prisen på naturgas og i noget omfang også kul bestemmes af olieprisen (se Hansen 2007). Det gør en forskel, om prisen på en tønde råolie er 11 dollars som i 1999 eller 100 dollars, som den var omkring årsskiftet 2007-08. De danske ministerier plejer at bruge de samme prisforudsætninger som International Energy Agency (IEA) bruger i deres årlige World Energy Outlook. I hver eneste rapport siden år 2000 har IEA systematisk forudsat, at prisen ville være lavere end den rent faktisk blev. Dette er ikke udtryk for, at de er dårlige på deres felt de er faktisk nogle af verdens bedste -, men derimod, at der slet ikke er tale om det, som de danske ministerier tror, nemlig forudsigelser af den mest sandsynlige oliepris. IEA fastslår gang på gang i sine rapporter, at der kun er tale om et referencescenarium, der ikke skal forudsige noget, men blot producere nogle hovedtal, der er konsistente med modellen. Det er nemlig nok til at beregne nogenlunde præcist, hvor meget fremtidige ændringer i udbud, efterspørgsel og teknologiforudsætninger vil betyde. Det er altså ikke tilstrækkeligt at overtage IEA s forudsætninger om den fremtidige oliepris. Blandt de forhold, som man ikke har kunnet tage højde for eller har fejlvurderet, er styrken af OPEC-landenes sammenhold, styrken i den energiefterspørgsel, der er en følge af væksten i USA, Kina og Indien, OPEC-landenes investeringer i et øget udbud og væksten i olieproduktionen som følge af de investeringer, der trods alt er foretaget i de senere år. Ganske særligt har man ikke nogen chance for at forudsige militære og andre konflikter, som afbryder strømmen af olie fra visse kilder. Hertil kommer, at OPEC når sin maksimale produktion på et eller andet tidspunkt. Selv om OPEC antages at kunne holde produktionen konstant i lang tid, før den begynder at falde, vil verdens samlede efterspørgsel fortsætte med at stige og prisen kan derfor nå uanede højder. Hvornår dette sker, kan man ikke vide. IEA regner med, at det først bliver efter 2030, medens andre forudser, at det allerede kan blive i det næste årti. IEA er selv opmærksom på denne mulighed: It is certainly possible that decline rates will increase in the coming years, as the average age of the world s existing super-giant and giant fields increases and it becomes harder to maintain production levels. Given the very low short-term price elasticities of demand and supply and the modest 3 mb/d of spare capacity available today, any shortfall in net capacity growth could result in a sharp escalation in prices. (IEA 2007, s. 85). Det er meget letsindigt i den danske planlægning at anse en sådan udvikling for usandsynlig, blot fordi IEA ikke kan modellere den. Det er selvfølgelig dyrt at overinvestere i vedvarende energi, men det er også 34
dyrt at udsætte overgangen til vedvarende energi, fordi man fejlagtigt tror, at den fossile energi vil blive billigere. Diskonteringsrenten En anden faktor, der systematisk medvirker til at få vedvarende energi til at se dyrere ud end fossil energi, er en høj diskonteringsrente. Finansministeriet insisterer på, at offentlige investeringer skal kunne bære en real forrentning på seks procent. Det svarer til en nominel rente på otte procent, hvis inflationen er to procent. Dette er i dag en høj rente, der får en række investeringer til at være samfundsøkonomisk ufordelagtige. Det er også væsentlig mere, end hvad andre institutioner og lande benytter i tilsvarende analyser. Det Økonomiske Råd har igennem de seneste 10 år set på mange typer af langsigtede investeringer i eksempelvis miljø, energi og uddannelse og har i den forbindelse brugt diskonteringsrenter på mellem to og fire procent. Finansministeriets diskonteringsrente på seks procent er også langt højere end i lande som Norge og Sverige, der bruger fire pct. Det gør Commissariat General du Plan i Frankrig også (dog kun med to procent for den del af projektet, der ligger ud over 40 år). I England regner Her Majesty's Treasury med tre og en halv procent (faldende til en procent for virkninger, der ligger længere end 30 år ud i fremtiden). Det tyske Bundesministerium der Finanzen mener ikke, man skal regne med mere end tre procent. Finansministeriets begrundelse over for Folketinget for at regne med en højere rente er, at investeringer i vedvarende energi som vindmøller er meget risikable investeringer. En større risiko kræver derfor et risikotillæg til normalrenten. Der er imidlertid intet, der tyder på, at investeringer i vedvarende energi er mere risikable end andre investeringer. Snarere tværtimod. Det er ret sikkert, at der er afsætning for produktet, og man frigør sig fra usikkerhed om pris på og forsyninger med olie, gas og kul. Der kan ganske vist være en risiko for, at Nordeuropa investerer så meget i vedvarende energi og kernekraft, at elprisen falder. Men det er jo kun en risiko for den enkelte investor, ikke for samfundet, der med fordel kan overtage den risiko. Skatteforvridning For energiprojekter foreskriver Finansministeriet, at der beregnes et tillæg på 20 pct. af projektets nettoudgifter (dvs. de udgifter, der dækkes af staten). Begrundelsen er, at staten skal dække udgifterne ved at opkræve skatter og at skatterne forvrider priserne med et samfundsøkonomisk tab til følge. Der er flere problemer ved en mekanisk anvendelse af en fast forvridningsprocent. For det første er det ikke sikkert, at en skat eller afgift skaber øgede forvridninger. En ny afgift kan i nogle tilfælde rette op på eksisterende forvridninger, der for eksempel kan være skabt af landbrugsstøtten eller ved at den del af transporten, der er international, fritages fra afgifter, fordi skibe og fly i modsat fald blot ville tanke andre steder. For det andet er der utallige måder at finansiere offentlige udgifter på. Derfor er det ikke muligt at sige, om der ved et givet behov for offentlig støtte faktisk optræder et forvridningstab på 20 pct. eller ej. I et omfattende udredningsarbejde om emnet blev det for et par år siden konkluderet: De numerisk underbyggede forskelle på forvridningsfaktorerne bekræfter antagelsen om, at samfundet ikke befinder sig i et second best optimum, hvor der kun findes én forvridningsfaktor. I stedet er samfundet i en inoptimal situation, hvor forvridningsfaktoren afhænger af den enkelte skatte- eller afgiftstype (se Møller og Bjerrum Jensen 2004, s. 26). Det er med andre ord den valgte finansieringsform, der er afgørende for skatteforvridningen og ikke den offentlige udgift. Forvridningstab afhænger af, hvordan de offentlige budgetter som helhed er skruet sammen, ikke af udgifterne til den enkelte vindmølle. Det ser i øvrigt ud til, at skatteforvridningssatsen kun anvendes i forbindelse med vurdering af udgifter indenfor miljø, energi og transport. Det giver begrebet grøn afgift en helt ny dimension. Teknologi eller strøm Med højere oliepriser samt lavere diskonteringsrente og skatteforvridningstab kan vedvarende energi meget vel vise sig at være en del billigere end fossil energi. Det gælder imidlertid kun velkendte teknologier som biomassebaseret kraftvarme og landbaseret vindkraft, medens en række andre teknologier endnu ikke er modnet i samme grad. Derfor er omstillingen til vedvarende energi på samme tid en udnyttelse af de modne vedvarende energiressourcer og en investering i udvikling af nye teknologier. Noget tilsvarende gælder for energibesparelser. De anvendte finansieringsmodeller står derfor overfor et meget vanskeligt problem: De skal på den ene side være en slags udbudsmodeller, der sikrer, at leverancerne af energi havner hos den mest konkurrencedygtige leverandør, og på den anden side være støtte til udviklingen af endnu ikke konkurrencedygtige teknologier. Den bedste udbudsmodel lader de potentielle leverandører kappes om at levere den billigste og mest pålidelige megawatttime eller energibesparelse ( negawatttime ). Den bedste teknologiudviklingsmodel garanterer derimod innovatorerne et marked, når deres produkt er klart. Så kan de koncentrere sig om at gøre det billigere og mere pålideligt end konkurrerende innovationer. Fordi teknologiudvikling er langsigtet, må mest miljø for pengene derfor ses i et meget langsigtet perspektiv. Det, der i dag er dyrt, kan godt på sigt gå hen og blive den mest konkurrencedygtige teknologi. Derfor kan den naive version af mest miljø for pengene effektivt sætte en stopper for teknologisk udvikling og omstilling. 35
Afsluttende bemærkninger Regeringen er gået fra en prioritering, der sigter på at fremme den økonomiske vækst på en måde, der tager mest muligt hensyn til forsyningssikkerhed og miljø, til en prioritering, der skal sikre det globale klima og forsyningssikkerheden på en måde, der går mindst muligt ud over den økonomiske vækst. Energiaftalen fra 21. februar kan være et bidrag til også at ændre praksis, hvilket hidtil har vist sig langt vanskeligere. Aftalen indeholder en række initiativer, der kan vende den aktuelle udvikling med stigende energiforbrug, stagnerende CO2-udslip og nedgang i den vedvarende energis andel. Vi har dog endnu resultaterne til gode. Litteratur Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om den danske energi politik i årene 2008-2011, http http://www.ens.dk/ BP (2007): Bp Statistical Review of World Energy June 2007, http://www.bp.com/statisticalreview EEA (European Environment Agency) (2007): Greenhouse Gas Emission Trends and Projections in Europe 2007. EEA Report No 5/2007 Energistyrelsen (2008): Basisfremskrivning af Danmarks energiforbrug frem til 2025. Notat fremlagt i forhandlingerne om en ny energipolitisk aftale, http://www.ens.dk/ Energistyrelsen (2008a): Effekten af energispareinitiativer, 15. januar 2008. Notat fremlagt i forhandlingerne om en ny energipolitisk aftale, http://www.ens.dk/ Energistyrelsen (2008b): Status for energiselskabernes spareindsats pr. 30. juni 2007, 4. januar 2008. Notat fremlagt i forhandlingerne om en ny energipolitisk aftale, http://www.ens.dk/ Hansen, A. C. (2007): The Supply Security of Hydrogen as Transport Fuel. EECG Research Papers 3-07 Roskilde University, Department of Environmental, Social, and Spatial Change (ENSPAC) Roskilde, http://hdl.handle.net/1800/2978 IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) (2007): Fourth Assessment Report, Climate Change 2007: Synthesis Report, Summary for Policymakers IEA (International Energy Agency) (2007): World Energy Outlook 2007 MPU (Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg) (2007): Status for december 2007 for kommunernes tilvejebringelse af plangrundlaget for vindmøller til gennemførelse af udskiftningsordningen, 21. december 2007 Møller, F. and D. Bjerrum Jensen (2004): Velfærdsøkonomiske forvridningsomkostninger ved finansiering af offentlige projekter. Faglig rapport fra DMU 496 http://www2.dmu.dk/1_viden/2_publikationer/3_fagrapporter/rapporter/fr496.pdf Transport- og Energiministeriet, Skatteministeriet og Finansministeriet (2007): Samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med udbygning med vedvarende energi samt en øget energispareindsats. Notat fremlagt i forhandlingerne om en ny energipolitisk aftale, http://www.ens.dk/ 36