Samfundets støtter [1876-77] Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Mette Witting, Ingvald Aarstein 1
1. [HIS: Diverse bokstaver skrevet med blyant i øvre marg.] 7 2
Første akt. En rummelig forsal i grosserer Bernicks hus. I forgrunden tilvenstre fører en dør ind til grossererens værelse; længere tilbage på samme væg er en lignende dør. Midt på den modsatte væg en større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden indgangsport. U- denfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den modsatte side er bebygget med små lysmalede træhuse. Det er sommer og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden; man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende krambod o. s. v.) Inde i forsalen sidder omkring et bord en forsamling af damer. Midt for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side sidder fru Holt og Netta, dernæst fru Rummel og Hilda. Til højre sidder fru Salvesen, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle damerne er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker af halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsstykker-genstande. Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne.) Adjunkt Rørlund (klapper bogen sammen.) Se så, mine kære tilhørerinder, dermed er det ude. Fru Rummel. Ak, hvilken dejlig fortælling! 3
Fru Holt. Og så moralsk! En sådan bog gir virkelig meget at tænke på. Å ja; den viser os ad hvilke forunderlige veje forsynet stundom fremmer sine hensigter. Denne lille kristeligsindede menighed tyr til urskovene i det fjerne Vesten for at leve et fredens liv som brødre og søstre mellem hverandre. Så kommer verdsligsindede spekulanter og lægger en jernbane tvers igennem den stille egn. Men så er det at hin naturrevolution indtræffer på et langt bortliggende sted og gør det nødvendigt at forlægge banelinjen til et ganske andet dalføre. Og med det sidste bortbrusende lokomotiv føler den lille menighed sig som befriet fra et larmfuldt og syndbefængt dagværk og kan nu atter ånde i fred og sabbatstilhed. 8 Dina. Men hvorledes går det de folk i det andet dalføre? Kære barn, vi bør antage at det andet dalføre har været ubeboet. Fru Rummel. Hm; dette med jernbanen minder så om al den opstyr her var ifjor. Fru Holt. Ja, det var jo på et hængende hår at vi skulde fåt jernbane herned til byen. {B} Nå, det fik da Karsten forhindret. Forsynet, fru Bernick! De kan være forvisset om at Deres mand var et redskab i en højeres hånd da han nægted 4
at tage sig af det påfund. Frøken Bernick. Ja, det var nu forresten af rent praktiske hensyn at han ikke vilde Å, Marta, hvad forstår vi kvinder at dømme om det? Havde vi ikke Dem, herr adjunkt! Det er virkelig mere end adju snildt af Dem at De vil ofre Deres fritid på os. Skulde jeg ikke det? Jeg holder for at håndarbejde altid bør krydres af gavnlig læsning eller samtale; og desuden nu i skoleferierne Ja, ja; det er nu et offer fra Deres side alligevel, herr adjunkt! (flytter sin stol nærmere til damerne.) Tal aldrig om det, bedste frue! Bringer De ikke allesammen et offer for en god sags skyld? Og bringer De det ikke gerne og gladeligen? Disse moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for, er at betragte som sårede soldater på en slagmark. De, mine damer, er diakonisserne, de barmhjertige søstre, der plukker charpi til hine ulykkelige tilskadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene, læger og heler dem 9 Det må være en stor nådens gave at kunne se alt i et så smukt lys. Meget er medfødt i så henseende; men meget kan også erhverves. Det gælder kun at se tingene i lys af en alvorlig livsgerning. Ja, hvad siger nu De, frøken Bernick? 5