Del 10 DAG 20. Fridag med køretur på Lofotenøerne, Midtvejs Dinner og midnatssol. Oprindelig havde jeg planlagt et længere ophold på Sandsletta, hvilket ville give flere muligheder til at komme rundt på de egentlige Lofotøer. Det er faktisk sådan, at det kun er de yderste øer hedder Lofoten de andre hører til øgruppen Vesterålen, Andøya og Hinnøya. Sidstnævnte er ikke engang med i Nordland fylke, men i Tromsø fylke. Det blev jeg engang belært om af turistchefen i Tromsø. Men hvad skal en lavlandsdansker da også vide om den slags konstellationer? Vi havde jo også et mindre aftenarrangement, vi skulle nå. Så vi besluttede os for en mindre øhoppertur, så vi kunne komme tilbage i god tid nok til at få et bad og skifte til pænt tøj til vores halvvejsdinner. Sådan havde jeg kaldt arrangementet, vel vidende at vi var et godt stykke over halvvejen af vores norske drømmetur. Sandsletta Camping på Austvågøya var dog målet for turen og skulle festligholdes. Ikke mindst også fordi Sandsletta
side 2 havde en restaurant, der kunne byde på de nødvendige faciliteter og et godt køkken til sådan et arrangement. De sædvanlige regnbyger havde meldt deres anmarch, hvilket tydelig kunne ses på den blygrå farve, som skyerne havde fået (lille foto, for- rige side). Da vi kommer ud til hovedvejen E10 efter de 10 km s tilløb, lysner det imidlertid. Solen titter frem mellem bygerne og de ser egentlig flot ud, når pletter af sol danser hen over de grønne fjelde. De velkendte røde huse, som man ser overalt ved kysten, lyser op og humrøret stiger. På et tidspunkt er vi lukket inde af høje fjelde på begge sider. En snorlige vej synes at føre os ind lige lukt ind i en mørkegrøn mur. Hvad den også gør, for selvfølgelig er der en tunnel for enden af vejen. Den slutter ikke her, på den anden side dukker kysten op, et par hop over skær og øer og vi er i Svolvær, som vi har oplevet på en tur med hurtigruten i 1972. Dengang en lille fiskerby, hvor klipfisken hang på uendelige rækker af træstativer. Hvor er alt forandret i dag! Vi kan slet ikke genkende noget som helst, selvom vi parkerer lige ved Hurtigrutens anløbssted. Klipfiskene er borte, kun i det fjerne fanger telelinsen glimt af tørrestativerne. Så vi må begrave Lofotens romantik her. Tilbage står en lidet indbydende indu-striby og regnbygerne hjælper ikke på udseendet. Vi finder et forladt hjørne på havnen, hvor vi fortærer vores madpakke, alt imens bryder solen frem for alvor, temperaturen stiger mærkbart. Sn-
side 3 art damper asfalten og vi stiger begge ud af bilen for at tage billeder. Det bliver da til nogle gode motiver. Vi er på jagt efter et kunstgalleri, som vi har set i turistbrochuren, men må opgive det. Hun er taget på ferie og har stængt butikken. Til gengæld trasker vi i hælene på en tysk gruppe, der guides rundt. Det er imidlertid en meget uengageret guide, der lirer en masse ligegyldigheder af, så vi forlader gruppen igen og starter bilen i retning mod Kabelvåg. Dér finder vi et flot galleri, Galleri Espolin,med flotte norske billeder af fiskerne i Lofoten. De gjorde et stort indtryk på mig. Der var mange turister i Kabelvåg, det kneb endda Solen bryder frem i Svolvær med at finde en p-plads. Kabelvåg er den ældste fiskerby på Lofoten, engang også den største. Det var her, at det kommerrcielle lofot- Bryggen i Kabelvåg fiskeri startede for 1000 år siden. Efter disse farverige oplevelser forsatte vi turen til Henningsvær. Vi har kørt på smalle veje i Norge i år, men stikvejen fra E10 ned mod dennette gamle fiskersted var lige godt den smalleste og mest vanskeligste. Det blev jo heller ikke gjort nemmere, at der kom den ene turistbus efter den anden os i møde, men heldigvis var der mange vigepladser. Ankommet i byen blev det endnu vanskeligere at parkere. Autocamperne havde indtaget hvert eneste lille hjørne, men vi fik hjælp af en privat lodsejer til at holde foran hans garage. Han skulle ikke ud at køre, sagde han. Flink fyr, han ville ikke engang have betaling. Vi opgave at komme til galleribesøg her og spadserede lidt for at nyde den specielle atmosfære og - det må jeg indrømme - meget maleriske og smukke sted, hvor en vattot af en sky smyger sig omkring fjeldtoppen på en næsten kærlig måde. Solen
side 4 Fra festmiddagen i Sandsletta står højt på himlen og man kan let glemme tid og sted. Vi opdager, at klokken nærmer sig 14. Vi må videre. Den smukke bro, som ses i anledningen af denne beretning, leder os videre. Men der er langt hjem. Egentlig vil jeg gerne til Reine, men må indrømme, at der er alt for langt i forhold til dagens øvrige program. Jeg har ikke fri hele dagen. Vi opgiver besøget i Stamsund, men nyder turen langs kysten, hvor solen nu er fremme hele tiden. Vi kører jo solo i dag, så vi kan godt mærke at vi kommer rask afsted. Det er 3 uger siden, at vi har prøvet det. Så rundturen over Vestvågøy bliver en hurtig naturoplevelse på 4-hjul. Vi havde også god fart på i de sidste 10 km op til campingpladsen og troede ikke der var nævneværdig trafik på den vej. Just som vi flyver hen over en bakkekam kommer der en modkørende 4-hjuls trækker. Med et godt skud adrenalin i blodet får vi passeret hinanden. Jeg syntes bestemt at jeg kunne høre lakken skrabe, men der skete ingenting. Så vi fløj ind på campingpladsen med en støvsky efter os. Det troede jeg ellers var umulig efter den fugtige periode. Vejret må have været varmt og godt, mens vi har været væk. Et hurtigt bad og så op til Beate i receptionen. Igen: alt var klappet og klart, bordene dækkede på festligste måde og maden var lige så lækker, som menukortet antydede. Stemningen var også høj, især da Carl-Erik fortalte, at der der var høj sol og varme temperatur på dagens næste mål på Andøya, byen heder Andesnes. Mere derom senere :-( Det blev hyggelige timer, hvor de sidste 3 ugers fælles oplevelser blev genoplevet og endevendt. Desværre tog Renate og Gert på overraskende vis afsked med os. Jeg vidste godt, at Gert skulle hjem til noget Bridge-turnering. Det havde vi aftalt på forhånd, men jeg havde fået den opfattelse, at de ville tage afsked med os i Sverige. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var lidt ked af det. Vores selskab var i forvejen ikke for stor og som arrangør gør det lidt ondt, når der er frafald. Men jeg vil ikke lade denne beretning blive farvet af negative følelser og mere vende mig mod Carl-Eriks forudsigelser om kommende godt vejr. Vi har dårlig skyllet kaffen ned, før rygtet om midnatssol spreder sig som en løbeild gennem selskabet. Skal det virkelig være sandt? Indtil nu har vi kun
side 5 haft et sporadisk tilløb til midnatssol i Ulsvåg, så vi er hurtig nogen stykker, der bliver enige om at nu skal det være. Vi aftaler, at mødes på havnen i Laukvik, det er kun 9 km borte og her skulle der efter sigende være de bedste muligheder for at se midnatssolen. Skam for dem, der lagde sig til at sove, for det blev bare alle tiders oplevelse. I et gadekryds møder vi Vidar kl. 0045, hvor han dirigerer trafikken til solnedgangen. Han må have drukket for meget vin til maden. Men sandt er, at midnatssolen er på sit lavest punkt kl. 01 - vi har jo sommertid! Ønsker du at se alle rejseberetninger fra NORSK DRØMMETUR, så klik på denne lille blå linie: www.campisternes-rejseportal.eu/rejseberetninger/norgerejs.htm Ses nederst i det skema, der kommer frem. fortsættelse følger i del 11