Jørgen Hartung Nielsen Skudt ned over Danmark Sabotør-slottet, 3
Skudt ned over Danmark Sabotør-slottet, 3 Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag 2010 Illustrationer: Preben Winther Tryk: BB Offset, Bjerringbro, tlf. 86682388 ISBN: 978-87-92563-22-4 Lix: 11 I serien foreligger: Mørket Sænker dig Hilsen til Helena Skudt ned over Danmark Sabotage Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax: 97446305 www.forlaget-cadeau.dk e-mail: post@forlaget-cadeau.dk
Indhold 1. Skudt ned...7 2. Hjælpen...12 3. Razzia...16 4. Opdaget og...22 5. En pakke til Anders...25 6. I ly af mørket...29 7. I sikkerhed....33 8. På vej...40 9. Højt spil...45
November 1942
1. Skudt ned Flyet kom ind ved Nørre Nissum Tange. I lav højde fløj det ind over det mørke land. Det var lastet med mange våben til den danske modstands-bevægelse. John Falker lænede sig tilbage mod flyets væg. Han lukkede øjnene og ville prøve at tænke på noget andet. Noget rart. Han var meget nervøs. Det var hans togt nummer tretten. Og det var gået godt hver gang. Endnu! Han var ikke overtroisk, men dette togt var noget særligt. Togt nummer tretten. Der var noget magisk over det. Et par gange havde de været lige ved at blive skudt ned. Men John vidste, at det kunne gå galt. Det var sket for flere af hans venner. De var ikke vendt hjem. Den tanke gjorde ham nervøs. Han tænkte på Doris, som han var blevet gift med sidste år. De havde det godt sammen. Han blev helt varm indeni af at tænke på hende. Og det hjalp på nerverne. 7
8
Så er de der, de svin! lød det med et fra agter-skytten. Der var ingen i flyet, der var i tvivl om, hvem han mente: Tyskerne. To tyske jagere angreb dem. De kom bagfra, ud af mørket. Og med ét var den dumpe lyd af de fire motorer afløst af brag fra skud. 9
10 Som arrige hvepse hylede det over, under og ved siden af flyet. Vi er ramt, blev der råbt. Det brænder. Det blev snart klart for dem, at det ikke var muligt at slukke ilden. Vi må ud! I en fart! råbte piloten. Ilden havde bredt sig, og det meste af flyet brændte. Spring! blev der råbt bag John. Han åbnede lugen i flyets bund. Det var den, de brugte, når de smed våben ned. Den kølige luft udefra ramte ham, og fik det til at isne i hans kinder. John sprang ud i det mørke rum. Nu håbede han bare, at fald-skærmen ville folde sig ud. Et kraftigt ryk i hans skuldre sagde ham, at det gjorde den. Mens han dalede ned mod den mørke jord, så han flyet ramme jorden. Og hørte braget, da det sprang i luften. Store, røde tunger af ild lyste op i den mørke nat. Mon de andre nåede at komme ud? tænkte han. Han havde ikke set, at de sprang. Han havde jo været den første.
Han havde lidt større fart på ned mod jorden, end han brød sig om. Det går aldrig godt, nåede han at tænke. Så susede han ned i en klynge af høje træer. Hans skærm greb fat i nogle grene, og han blev slynget ind imod en stamme. Alt blev mørkt. 11
2. Hjælpen Jørn satte sig op i sengen med et sæt. Hvad var dog det? Det lød som et kæmpe brag tæt ved deres gård. Han sprang ud af sengen og trak det sorte gardin væk fra det lille vindue. Bag de høje graner lidt væk var himlen farvet rød. I en fart fik han sine bukser på, så løb han ud af huset. Hans far og mor stod også uden for og så over mod den røde himmel. Hvad er der sket? udbrød han. Jeg tror, at det er et fly, som er styrtet ned, sagde hans far. Jeg var stået op for at tisse, og så hørte jeg den komme. Og lidt efter fulgte braget. Det må være ovre på Jens Olsens mark, sagde Jørn. Vi må over og se, om vi kan hjælpe med noget. Og inden hans far og mor nåede at sige noget, løb han. Bag sig hørte han sin fars tunge skridt. De så den næsten på samme tid. Den hvide 12
skærm lyste op mellem de mørke træer. Der hænger én dér, sagde hans far og pegede op i et træ. Er han død? I hvert fald slået bevidstløs, da han ramte træet, mente hans far. Kom lad os se at få ham ned. Det varer nok ikke længe, førend vi har tyskere over det hele. Ved fælles hjælp fik de John ned fra træet. Jørn gemte den hvide skærm så godt, han kunne. Så bar de den sårede hjem til gården. Noget varmt vand, Marie, sagde faren, da 13
14 de nåede ind i huset. Og noget bind. Han bløder fra et sår i panden. Marie fik vasket såret rent og lagt bind om. Og lidt efter lidt kom John til sig selv. Han talte med svag stemme til dem, men de kunne ikke forstå, hvad han sagde. Han er nok sulten, mente Marie. Jeg smører nogle madder til ham. John så på hende med tomme øjne. Han kunne ikke forstå, hvad hun sagde. Kunne blot håbe på, at de ville hjælpe ham. Men de så ud til at være gode nok. Sulten? Marie åbnede sin mund og pegede med en finger derind. Et træt smil gled hen over Johns ansigt: No, thank you, sagde han næppe hørligt. Vi må hellere se at få ham gemt væk, mente faren. Og lidt efter hjalp Jørn ham med at få John over i laden. De kunne gemme ham på loftet. Med stort besvær fik de John gemt på det mørke loft. De lavede et skjul af nogle baller halm. Da John krøb derind, sendte han dem et smil, der betød: Jeg stoler på jer! Så lagde
Jørn og hans far de sidste baller på plads. Nu var det ikke til at se, at der var rodet med halmen. Lad os så gå i seng, inden tyskerne kommer, sagde faren. 15