Jørgen Hartung Nielsen. Kuréren. Sabotør-slottet, 7

Transkript

1 Jørgen Hartung Nielsen Kuréren Sabotør-slottet, 7

2 Kuréren Sabotør-slottet, 7 Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag, 2011 Illustrationer: Preben Winther Tryk: BB Offset, Bjerringbro ISBN: Lix = 14 I serien foreligger: Mørket sænker sig Hilsen til Helene Skudt ned over Danmark Sabotage Under jorden For næsen af Gestapo Kureren Og det blev forår Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax: post@forlaget-cadeau.dk

3 Indhold 1. Nat-arbejde Russerne kommer! En natlig gæst Et vigtigt job En venlig tysker Manden under uret for et stykke tid...52

4 Februar 1945

5 1. Nat-arbejde Mørket lå som en tæt, sort dyne over byen. Intet lys slap ud fra de få huse, hvor folk endnu ikke var gået til ro. Månen havde ikke en chance for at trænge gennem skyerne. Gade-lygterne sendte kun et svagt, blåt lys fra sig. Man kunne ikke se ved det kun orientere sig. Heldigvis kunne hun følge de hvide striber på fortovs-kanterne. Irene frøs. Det var forbistret koldt. Denne vinter havde været hård med masser af sne og meget lave kulde-grader. Og denne sene aften var ingen undtagelse. En strid blæst stod ned gennem gaden og fik kulden til at føles meget værre. Der var ingen at se i gaden. Alle var inde. De fleste sov eller gjorde det snart. Hun holdt sig tæt inde ved husene. Her kunne hun hurtigt gemme sig, hvis det skulle være nødvendigt. Hun havde kun mødt den gamle læge Moos på sin tur. Han var ude for at lufte sin hund, en lille, hvid puddel, som lyste op i mørket. 7

6 Det havde Moos også gjort. Han havde en stok med lys i. Tæt ved håndtaget sad i en lille pære, som lyste ned i jorden foran ham. Det var smart, syntes hun. Irene var glad for mørket. Hun ville helst ikke ses. For det første var det spærre-tid. 8

7 9

8 Og for det andet og værre havde hun Frit Danmark på sig. Hun skulle omdele dem. Men nu var hun snart færdig. Hun skulle kun et par steder mere. Hun gemte posen med blade under sin frakke. Hvis hun blev opdaget Hun turde ikke tænke den tanke. Det var farligt. Det havde Erik også sagt. Det er vigtigt men også farligt. Det er den eneste måde, vi kan få noget at vide, havde han sagt. Radio og aviser siger kun det, tyskerne vil have. Derfor må bladet ud. Hun vidste ikke helt, hvad der ville ske, hvis hun blev opdaget. Hun ville nok ikke blive skudt. Måske sat i fængsel? Det kunne også være slemt nok. Hun stod helt stille før det store kryds. Hun kendte vagternes rute. Men de var ikke dukket op endnu. De skulle gå forbi, før hun gik videre. Hun stod i læ bag en trappe, som gik helt ud på fortovet. Hendes hjerte buldrede løs. Så er jeg da i live, tænkte hun og lo for 10

9 sig selv. Så kom hun til at tænke på, hvad Jørn og de andre mænd måtte igennem. Det måtte være slemt. Og de kunne blive skudt. Hun havde hørt om flere modstands-folk, der var blevet skudt. Lige nu ville hun gerne have haft Jørn ved sin side. Eller endnu bedre være hjemme sammen med ham. I det fjerne kunne hun høre en buldren. Det lød lige som et fjernt torden-vejr. Men det var det ikke. Hun vidste, at det var tyske kanoner, som skød efter engelske fly. I denne tid kunne de høre dem hver nat. Ruten fra England til Berlin og Hamburg gik næsten lige over deres område. Hun tænkte på, hvor forfærdeligt det måtte være for dem, der blev bombet. Hun følte med dem. Også selvom de var fjender. Der var jo både kvinder og børn. Og en bombe kunne ikke skelne mellem dem og soldaterne. Det var en fej måde at vinde krigen på, mente hun. Men måske var det den eneste måde? Hitler skulle bombes sønder og sammen. 11

10 På den anden side: Hitler havde jo også bombet London og flere andre store byer. Nu blev der gjort gengæld. Hun hørte dem ikke. Vinden var hård og bar væk fra hende. Men hun så dem. Der gik to vagter sammen. Altid to og to. Aldrig alene. De gik den samme rute hver nat. På samme tid. Hun kunne stille sit ur efter dem. Tysk præcision, tænkte hun. Men lige nu var hun glad for det. Der ville gå en halv time, før de kom igen. De to vagter så ned ad gaden, hvor hun var. Men de kunne ikke se hende. Hun stod i skjul bag trappen. De sagde noget til hinanden. Så gik de videre. Hun blev på sin plads, til hun var helt sikker på, at de var væk. Så gik hun over gaden. Nu måtte hun blive færdig i en fart * Jørn sov tungt, da hun kom hjem. Hun listede. Ville ikke vække ham. Hun klædte sig hastigt af, og krøb ned til 12

11 ham i den varme seng. Godt tilpas med, at hun havde gjort noget. Og kort efter sov hun. 13

12 2. Russerne kommer! Jørn vågnede først. Irene lå med ryggen til ham. Hun trak vejret tungt. Han havde stor lyst til at vække hende for at høre, hvordan det var gået i nat. Men han kunne ikke nænne det. Hun skulle møde senere end ham først klokken ni. Hun havde fået et job på en systue, hvor de syede gammelt tøj om. Og de havde nok at gøre. Folk kom med deres gamle, slidte tøj, som de syede om, så godt de kunne. Og gamle lagener. De blev syet om til frakker. Han var stolt af hende. Men også fuld af dårlig samvittighed. Hvad nu, hvis det gik galt? Så var det hans skyld! Hans alene. Det kunne godt holde ham vågen en hel nat. Erik havde en aften sagt, at han manglede en til at gå med aviser. Ikke de almindelige, havde han smilet. Nej, det var det illegale Frit Danmark. Da var Jørn kommet til at tænke på sit løfte til Irene. Hun ville gerne bruges til noget. 14

13 Det havde han sagt til Erik. Og på den måde var Irene kommet med. Jørn vidste ikke ret meget om det. Jo, han læste bladet. Og han vidste, at det kom fra København. Ret meget mere vidste han ikke. Han stod op, kom lidt koldt vand i vaskefadet, og vaskede sit ansigt. Så tog han sit tøj på, og gik stille ud af værelset. Hans cykel stod i gangen. Det gik ikke an at lade den stå nede på gaden, så blev den bare skrællet. Han havde før mistet begge hjul, selvom cyklen var låst fast til et vand- 15

14 rør. Det ville han ikke risikere igen. Derfor bar han cyklen op hver aften. Men det var heller ikke så slemt. Irene havde lejet et værelse på 1. sal hos en ældre enke. Et lille ét, men det var hendes. Og her var Jørn så tit, han kunne. Han sprang på cyklen og begav sig af sted. * Henne ved byens store skole var der sort af folk. Jørn stoppede op. Hvad skete der? Han spurgte en i mængden om det. Det er russere, lød svaret. Der kommer russiske krigs-fanger. De skal være på skolen. Indtil videre i hvert fald. Jørn skulle lige til at cykle videre, da han så dem. I en lang række slæbte de sig op ad byens hoved-gade. De så usle ud. Trætte. Sultne. De fleste af dem havde ikke engang fodtøj. De havde bundet klude rundt om deres fødder, som var sorte af snavs og kulde. De gik forbi det sted, hvor Jørn stod. Han blev chokeret over at se deres øjne. De så ikke noget. Lutter tomme blikke. 16

15 Stakler, udbrød en dame bag Jørn. Tænk at de har gået den lange tur. Helt her op. Jørn bed sig i læben af vrede. Tyske soldater gik på begge sider af dem og slog løs på dem, hvis de ikke skyndte sig. Faldt de, blev de både sparket og slået på. Der blev talt bag Jørn om, at mange var blevet skudt under vejs. Hvis de faldt, var de ude. Den lange række af fanger gik ind på skolen. Jørn skulle lige til at cykle videre, da han hørte høje råb. Han vendte sig og så en tysk soldat slå løs på en fange. Igen og igen. Hvad sker der? spurgte han en ældre mand. Manden trak på det. Det var vist noget med et stykke papir, sagde han. Papir? Jørn så overrasket på manden. En anden mand havde set det. Han sagde: Russeren havde et stykke papir i hånden. Og det tog soldaten fra ham. Så gik han amok. Han sprang på soldaten og slog løs. Jørn så ind på pladsen. Russeren lå livløs 17

16 18

17 på jorden. Et stykke papir flagrede i luften lige hen imod ham. Jørn satte sin cykel og løb efter det lille stykke papir, som åbenbart var så meget værd for den store russer. Han fangede det i farten. Det var en tegning. En børne-tegning. Det var nok det eneste minde, manden havde om sit barn, der var så langt væk. Stakkel, tænkte Jørn. Han fik ondt af manden. En tegning, hø, sagde manden ved siden af ham. Ville han lade sig slå ihjel for en tegning! Jørn havde lyst til at sige noget rigtig grimt til manden, men han lod være. Et par soldater trak den 19

18 sårede russer op at stå. Der flød blod fra flere flænger i hans hoved. Et kort øjeblik tænkte Jørn på at gå ind for at aflevere tegningen. Men det opgav han. De tyske soldater ville sikkert ikke lade ham komme ind. I stedet foldede han den sammen og lagde den i sin lomme. Så sprang han på sin cykel og kørte videre. Trist til mode. * En tegning? sagde Røde. Jørn lagde papiret ud på bordet foran dem. Der stod flere af deres kolleger rundt om det. Alle så med stor iver på det hvide stykke papir. Nederst på siden stod et navn. Der stod: Vladimir, 7 år, Det er hans dreng, sagde Jørn. Uden tvivl. Og den tegning betød så meget for ham den store russer. Måske har han ikke set ham siden 1941? Der var helt stille i det lille lokale. På tegningen var der en kvinde, der holdt en dreng i hånden. Det er nok Vladimir og hans mor, sagde 20

19 Jørn med grødet stemme. De to stod uden for et lille hus. De så glade ud. De vinkede med den ene hånd. Til hvem? Uden tvivl til den store russer! Nogen burde give ham den tilbage, sagde Røde. Jørn nikkede. Ja, men hvem? Og hvordan? Nej, det ville ikke blive let. * De talte om den store russer flere gange i løbet af dagen. De havde alle ondt af manden. Tænk at være så langt hjemmefra. Og i så lang tid. Det måtte være svært. De talte også om alle de russiske fanger. Hvor usle de havde set ud. Trætte og uden mod på livet. Men hvad havde de også i vente? Én af de andre svende havde hørt, at fangerne skulle være tyske vagter. De havde fået valget: bliv vagter for os, eller bliv skudt! sagde han. Tja, og det valg er vel ikke så svært? Det er da et tegn på, at det går den rigtige 21

20 vej, mente en anden. Og den forkerte for tyskerne. Ja, tænkte Jørn, det er et godt tegn. 22