Kapitel 23 23.december 965 Det var svært at forstille sig at der kunne være sket så meget på så få dage. Fruen sad med en bunke klingende mønter foran sig, og tråde i fine ruller af guld, sølv og kobber, lige til at brække af som betaling. Det var så store mængder, at Fruen aldrig have set så store værdier samlet på et sted før. Hun sad på en stol i Klintekongens gård, som var stor og prægtig. Fruen havde oplevet at Trelleborg var et kolossalt salt bygningsanlæg, men dette var endnu større, ja, en helt by nærmest. Fruen var blevet vist rundt i Klintekongens anlæg og havde set det kæmpe arbejde der blev lavet. Fruen havde set hvordan gårdens drift næsten skete helt af sig selv, så der Side 1
var et meget lille bemandings krav, og hårdt arbejde var der minimalt af, hvilket gjorde brugen af trælle unødvendigt. Hun var blevet vist hvordan Klintekongens områdes grænser blev forsvaret, så ingen udefra kommende havde kendskab til alt det der sket på anlægget. Brugen af ordet fantastisk og genialt var Fruens mest anvendte ord denne dag. De planlagte angreb på henholdsvis Haralds og Mørks værditransporter, havde forløbet som de skulle, der var ingen døde, nogle blå mærker hist, et par brækkede arme og ben pist, det var alt. Alt mekanikken der var brugt til at stoppe transporten med kisten, og få alle rytterne til at falde af hestene, havde virket. Fruen måtte erkende, at det ikke havde virket nær så godt, hvis Trifs enorme viden og hjælp ikke havde været til rådighed. Trif havde virkeligt flyttet Fruens grænser for hvad der var muligt og lade-sig-gørligt. Takket være Klintekongen, hans kone og Trif, var soldaterne reddet videre uden den mindste anelse om at de var blevet bestjålet. En kombination af sovemidler - urter, samt at Klintekongens mænd kunne få mændene til at glemme hvad der virkelig skete, en egenskab som også Fruen selv og nisserne beherskede, havde klaret den sidste del af jobbet. Så Mørks og Haralds mænd red videre med deres transporter, uden den fjerneste anelse om, at der ikke længere var betalingsmidler i kisten og de sadeltasker de så ombyggeligt bevogtede kun indeholdt sten og ral. Alt var forseglet igen, så ingen kunne Side 2
forestille sig at de nogen siden havde været brudt op. Ingen ville være i stand til at fortælle hvad der var sket eller hvor det var sket. Om nogle år ville der formentlig begynde at dukke brudstykker op i soldaternes bevidsthed, men så var det for sent, og der var ingen mærker eller farver der indikerede at disse røvere hørte til Klintekongen. Alt ville være brundstykker, tåget og forvirrende. Fruen havde fået tilbuddet om at forlænge sit liv, men havde pænt takket nej. Hun havde lagt to børn i graven, og ønskede ikke at overleve sine børn og den sorg det førte med sig. Fruen havde besluttet sig for at få hendes historie lagt ind, så 7 generationer efter hende kunne huske det, og så kunne de gentage processen, når tiden kom. Augustin havde lovet at være tovholderen på dette. For Fruens vedkommende skulle dette ske til sommersolhverv rv både på hende og hendes dejlige lille datter. Augustin var lidt spændt på hvordan dette ville virke på Fruens datter, da hun var så ung og ganske spæd. Fruen havde bedt om tilladelse hos Klintekongen til at blive hos dem og få sig en gård på området. Det var blevet bevilliget med det samme og med stor tak. Der var sendt besked til hendes søster og til de venner som havde passet hendes andre børn. Så det var bare et spørgsmål om tid, før hun havde sin familie samlet omkring sig igen og det var noget Fruen inderligt så frem til. Hun var glad for at hun fortsat kunne tilbyde sine børn en ordentlig fremtid med gode muligheder. Side 3
Jasmin bankede på døren med orden Kan jeg komme ind? Ja, kom bare min ven. Skal jeg hjælpe fruen med at gøre sig klar til i aften, flette håret og det sædvanlige? Kære Jasmin, det behøver du ikke, du er en fri kvinde, du skal kun gøre det du vil, du er på ingen måde forpligtiget til at servicere mig. Det ved jeg godt, men jeg vil gerne. Så siger jeg tak, for der er ingen som dig, der kan flette og opsætte et hår. Glæder du dig til i aften Frue? Det må jeg sige ja til! I aften skulle der festes. Klintekongens mænd kom i små grupper fra forskellige sider. Dem der allerede var kommet, havde mange historier at fortælle, og deres heltedåd voksede i takt med at deres koner og kærester kiggede på dem med beundrende øjne. Ja, der var lagt bunden til en stor fest, selvom den blev lidt forsinket dette år konstaterede Fruen. Jasmin hjalp Fruen i festkjolen. Den var syet på stedet af kvinderne på gårdene, og Fruen havde købt bånd og bændler i lange baner. En lang række ih og åh fra Jasmin der nærstuderede Fruens kjole, fik Fruen til at føle sig endnu bedre tilpas. Fruen havde ageret som mand så længe nu, at det føltes dejligt, at kunne være sig selv igen. Side 4
Da Fruen var færdig påklædt, stod hun og så på den smilende Jasmin der vurderede sit eget værk med at få Fruen stadset op. Så er det vist min tur sagde Fruen smilende til Jasmin, der kiggede lidt undrende på Fruen, som var på vej hen til dragkisten, hvor Fruens ejendele lå. Op fra dragkistens gemmer tak Fruen kjolen fra Haralds Trelleborg. Den skal du have på. Du købte den fordi du syntes den var smuk, og den er din nu. Det er en alt for fin gave, Frue, sagde jasmin med store øjne. Nej, ingen gave er fin nok til dig min ven. Fruen hjalp Jasmin i tøjet. Jasmin var langt kønnere i den kjole end Fruen havde været. Farverne, fik Jasmin til at stråle endnu mere og ungdommens glød var en juvel som ingen kunne overstråle. Da de lige var blevet færdige, lød spiseklokken fra storsalen. Da de to kvinde skridtede ned gennem storsalen iagttog Fruen Sigurd, og det var tydeligt for enhver, at Sigurd var forelsket til op over begge ører, da han så Jasmin skridte ned gennem storstuen. Kærlighed der blomstrer var fascinerende. Fruen var også selv i et dilemma. Fruen havde elsket sin husbond ubetinget. Ægteskabet var indgået som en alliance mellem to huse, og de værdier det havde bragt med sig, havde givet dem muligheden for at opbygge det de begge havde drømt om. De havde haft et godt og indholdsrigt Side 5
sammenliv, med stor respekt for hinanden, og Fruen savnede sin husbond uendeligt meget. Men hun var også begyndt at se på Bastian med andre øjne. Øjne som så Bastian som den mand han var. Måske ville tiden læge såret i hendes hjerte, efter tabet af sin husbond, så måske ville fremtiden give hende et nyt liv, med en ny dejlig mand. Fruen smilede. Tænk at alt det var sket på 23. dag. Det føltes som et helt liv siden, at hun stod på bakkens top og så ud over sin brændende gård. Klintekongen havde sendt bud efter Fruens datter, og om nogle dage ville Fruen endelig få sin datter af se igen. Helst hurtigere, så hendes mælkeproduktion ikke gik helt i stå. Til foråret ville der omkring Trelleborg blive fundet fire lig, med Mørks pile i ryggen, og det tøj som de fire havde haft på da de rejste fra Trelleborg. Det var fire mennesker der var døde af naturlige årsager, men som nu lå i ishuset, fordi jorden var for hård til at stede dem til hvile. Klintekongens mænd skulle nok sørge for at de fik en anstændig begravelse på Trelleborgs jorde. Men den ballade som fundet ville medføre, ville gøre at Harald kun havde ét valg, nemlig at stoppe forbindelserne med Mørk. Så Mørk ville være i problemer, økonomisk og politisk, og dermed var han stækket for en periode. En vidunderlig hævn, for ikke lige at glemme at hans gård tilfældigvis var nedbrændt. Men uden at nogen kom til skade. En lille hilsen fra Fruen og Trif der havde konstrueret en mekanisme, der havde startet en brand. Side 6
Jo, jo, det bliver noget af en fest i aften. Jeg har fået mit liv tilbage og skal ikke fungere som træl i et ægteskab med en mand anvist af Harald tænkte Fruen med et smil, mens de første toner blev slået an i gården storsal. Side 7