Del 8 DAG 17. Bjerka Camping - Elvegård Camping (Saltstraumen). Kan man ikke forestille sig hvor frustrerende det er, at regnen også skal forfølge os denne dag? Jeg kan huske, at bare nogle få år tilbage, så kørte vi gennem en blomstersmykket by Mo i Rana på vej mod nord. Fra Bjerka Camping i år er vi knapt kommet ud fra campingpladsen, før vi dykker ned i den første tunnel. Og en til, en til, en til - jo, 6 stykker blev det til på en rimelig kort strækning. Vejret er elendigt, alle blomsterne i Mo i Rana har gemt sig væk. Koldt er det også, og den flotte udsigt over Ranfjorden er også pssst væk i regntågen. Kun de fire rundkørsler skulle vidne om at vi befinder os i et byområde; de er nu blevet til syv, men i det vejr er de hurtigt overstået. E6 kommer til syne og hedder nu Saltfjellsveien, som følger en stor elv og jo - en tunnel er der også blevet til her. Det går stille og roligt opad, ikke hurtigere end at elven, der går i modsat retning, kan følge med. Vandet ser helt stille ud. Regnen slår vindens krusninger ned til en blyblank overflade, kun afløst af de små fosser, der af og til viser sig mellem træerne. Og pludselig er det der, Polarcirkelcentret, hvor vejen flader ud. Jeg
s i d e 2 havde netop sat skub i vogntrækket, for nu skulle det gå lidt tjept. Befippet ser jeg i øjenkrogen de kendte bygninger fare forbi. Hva filen... der går 4-5 kilometer, før jeg finder plads nok til at vende kareten og vender tilbage. Vejret er da også rystende dårligt, man fornemmer knapt nok, at det er dagslys, selvom det er blevet middag. Saltfjellet har sne på toppen og den lille globus foran huset minder en om dens storebror på Nordkap. Lige meget hvad; stedet er en milepæl på rejsen og et stop er nødvendig. De før så informative udstillinger i centret har veget pladsen for mere kommercielle begivenheder: salg, salg, salg af al muligt halløj til alt for dyre priser. Et ærligt klistermærke til campingvognen var der dog ikke til at få. Så jeg måtte nøjes med at købe en køleskabsmagnet og derefter scanne den, når jeg kom hjem og printe den ud på noget selvklæbende platik. Godt, man selv kan klare ærterne...se bare på manden derude i regnvejret. Det er så dystert, at man knapt kan få øje på ham. Så vi må videre over Saltfjellet, nu går det nedad. Det gør elven også. En ny en, som flyder i modsat retning, end den vi fulgte op til fjeldet. Luonosjåhkå hedder den. Tungebrækkende navn, sikkkert samisk. Vi har egentlig gode minder fra denne vejstrækning, hvor den lille by Rognan ligger for enden. Denne gang skal vi dog ikke til denne by, selv om vejret er er blevet bedre. Solen skinner igen - humøret stiger også nogle grader! Vej 812 ligger ved det punkt, som jeg havde valgt hjemmefra og vi så forlader E6. Det er en lille og knudret vej. Med mange, mange sving og stejle partier og som leder os op over nogle meget, meget smukke fjeldknuder. Solen kommer igennem skydækket i glimt, så grønne pletter danser hen
side 3 over landskabet. Vi er næsten lidt forpustet, da vi kommer ned fra fjeldet til den lille landsby Misvær. Det er tid til kaffepause, vi kan ved samme lejlighed nyde udsigten over en fjord. Mens jeg står der og nyder det gode Elvegård Camping er en lille bondegårdscamping, hvor engen skråner ned til Saltstraumen. Der er tålelige forhold på pladsen, både vaskeri og med tørretumbler. Med dejlig opvarmet samlingsstue, hvor Britt bager små kager. Det lunede i regnen- vejr, trækker en kulsort sky hen over fjeldkammen. Den ligesom ruller som en sort pølse! Forskrækket aner jeg, at det ikke er godt og skynder mig ind i campingvognen, hvor kaffekedlen snurrer lystigt. Knapt har jeg sat mig, før et voldsomt vindstød rusker i vogntrækket og store regndråber klasker ned på taget, ledsaget af hagl, lidt senere er det blevet til bløde sneklumper, der sætter sig som lysende prikker på vinduet. Hele seancen varer en halv times tid, så er det forbi. Dog regner det, til tider endda ret voldsomt, mens vi kæmper os hen til turistvejen Riksvei17, som krydser Saltstraumen. Vi skal dog ikke følge denne vej i dag, i selve vejkrydset går en afstikker hen til Elvegård Camping, hvor vi har forsøgt at reservere plads. Det var ikke nødvendigt, havde de sagt til Vidar. Vi skulle bare komme. Det gjorde vi så, receptionen er lukket ved ankomsten, men en dame fortæller mig, at vi bare skal komme ind og ordne papirkrig senere. Da jeg så senere indfinder mig og vil betale, sidder der en mand og spiller på computer. Han kigger ondt på mig, tydelig irriteret over at blive forstyrret - og spiller videre. Efter nogle minutter trommer jeg utålmodig på disken med dankortet og han tager så imod mine penge uden at sige et ord!!! Sådan noget, kan jeg hidse mig op! Men jeg er gæst i landet og tier stille. Udenfor regner det, ikke stærkt, men vedholdende. Kl. 22 skulle malstrømmen ude i fjorden være på sit højeste. Knud, Krystyna, Ruth, Rita,
side 4 Kurt og jeg følges ad for at se på begivenheden, men vi er på den forkerte side af Saltstrømmen. Det er dog nok til, at vi kan få et første indtryk af denne verdens største og stærkeste malstrøm, der er drevet af tidevandet, 2x ind- og ud af fjorden i døgnet. DAG 18. Saltstraumen - Ulvsvåg, 192 km Anderledes ser det ud næste morgen, hvor vi har tilrettelagt afgangen, så vi er ved malstrømmens højdepunkt. Denne gang parkerer vi på nordsiden af Saltstraumen og går det korte stykke ned til vandet, under selve broen. Man kan blive helt religiøs af at kigge på al denne vildskab, der kan opnå en fart af 37 km/timen. Det er ikke morsomt at falde i her og myndighederne har kun gjort et spagfærdigt forsøg med at holde folk væk fra bredden, så vi ser til i behøring afstand. Vethaugtunnelen er kun 1 km lang og er en del af RV 17, som vi følger de ca. 10 km op til RV 80 og her drejer vi til højre indtil vi møder E6 igen i byen Fauske. Jeg mindes en sommeraften her på vor første tur op ad Vestkysten, jeg tror det var omkring 1986, hvor solen kl. 24 kastede en vandret stråle ud foran mig. Det var et flot syn. I dag det hele hverdagsagtig, den kønne plads på molen, hvor vi stod dengang, findes ikke mere, overalt er industribygninger langs vandet skudt frem. Efter optankning følger vi en medtaget E6 resten af dagens tur til Ulvsvåg, hvor vi har reserveret plads. Det viser sig at være et fladt terræn bag kroen, med en splinterny sanitærbygning og en lille mole, hvor vi kan stå og nyde synet over havet over mod Lofotens takkede tinder. Aftenen er mild og farverig og det er nok her, at jeg tager turens flotteste billeder.
side 5 Minder fra Ulvsvåg Camping Ønsker du at se alle rejseberetninger fra NORSK DRØMMETUR, så klik på denne lille blå linie: www.campisternes-rejseportal.eu/rejseberetninger/norgerejs.htm Ses nederst i det skema, der kommer frem. Dette billede vidner jo om hvor farverig aftenen blev, hvor Ruth og jeg gik en tur rundt omkring i den lille by ved midnatstid for at røre kameraerne. I kroen var alt blevet stille og det samme var trafikken på E6. Kun en enlig autocamper kunne ikke finde hvile på vej til Nordkap. fortsættelse følger i del 9