1 Moses kunne høre ambulancen komme op gennem skoven. Han skulle bare lige se ud i køkkenet en sidste gang. Mærkeligt at han igen skulle væk, og at han selv havde taget beslutningen. Nu skulle det være. Lech kom ud til ham, han kunne også høre den sagte rumlen af en motor. Lech lagde sine lange arme om Moses, der vidste, at det nok var sidste gang. Efter alt det, de to havde været igennem sammen, var det mærkeligt, at de overhovedet kunne skilles. Det rykkede i Lechs skuldre, og der kom en lille klynkende lyd fra ham. Men da Moses gjorde sig fri, strøg Lech sig over ansigtet med ærmet og så direkte ned på ham. I min alder græder man ikke! sagde Lech hårdt. Men han havde nu grædt. Det var tydeligt. Lech var ikke meget ældre end Moses. Da de flygtede sammen gennem Polen, havde Moses ment, at Lech var en voksen mand. Men sammen med rigtig voksne mennesker var det tydelig; Lech var en dreng som han selv, han var bare fire år ældre. Alligevel havde Lech skudt tyskere, han havde mistet sine forældre og var skjult flygtning. Lech ville så gerne ud og slås. Lech havde forsøgt at stjæle hr. Sørensens gamle bøsse for at kunne gå ud og skyde på tyskere. Du må ikke skyde på nogen her i Danmark, sagde Moses alvorligt, du skal være som en dansker, så de 5
Maria Helleberg ikke opdager, at du er polak. Du skal skjule dig og lære dansk og opføre dig som dem. Ellers er du dødsens! Lech var vist stadig for stolt til at svare, han nikkede bare uden at se på Moses imens og drejede hovedet efter lyden. Der sad store tårer i hans øjenvipper. Tyskere er tyskere, hvad enten de er her eller hjemme i Polen, sagde Lech, hvis ingen tør slås med dem, så tager de jo hele verden. Moses havde fået et nyt sæt tøj på, som fru Sørensen havde syet om til ham. Det var lidt for stort, og han følte sig mærkeligt til mode i den usædvanlige påklædning. Som om de ville have ham til at ligne en lille, voksen mand. Derfor gav han dem hånd begge to og bukkede dybt. Hjemme i Polen kyssede mænd kvinderne på hånden som hilsen. Det turde han ikke. Hr. og fru Sørensen var de eneste bedsteforældre, han havde. Nu skulle han forlade dem. Sådan var hele året gået for ham. Først efterlod han sine forældre i Krakow. Så forlod han familien Morawski, som havde skjult ham på Jadwigas gård. Roza døde, og dukketeatret ville han efterlade her. Sammen med familien Sørensen. Han havde altid gerne villet have bedsteforældre. Selv om hr. og fru Sørensen ikke rigtig lignede de billeder, han havde set i eventyrbøger. Hr. Sørensen havde en bøsse og gik på jagt, og fru Sørensen skar de døde dyr op og tog indvoldene ud af dem. Moses ville også gerne tage afsked med det rådyrkid, hr. Sørensen havde reddet, men han turde ikke. Måske ville det skræmme det lille, sky dyr. Roza døde. Tanken forfulgte ham, da han gik ud ad 6
Moses Butterbrots Verdensteater døren til ambulancen. Roza døde. Roza havde påtaget sig at få ham ud af Polen. Roza havde påtaget sig at få ham og Lech ud af Danzig. Hun havde været så modig, og så var hun død. Han havde hørt skuddene, der var ingen tvivl. De skød ikke forbi, nazisterne. De ramte, hvad de sigtede på. Egentlig var det godt, han ikke havde set hende død. Men der var ingen retfærdighed til. Moses vendte om og løb tilbage og slog armene om fru Sørensen. Jamen dog! sagde hun på dansk og slog straks over i polsk, nu skal du skynde dig, de kører snart. Moses vidste, at det ikke var sandt. De ville ikke køre uden ham. De var udelukkende kommet for at hente ham og føre ham videre. Der var for farligt for ham her i Danmark. De ville have ham til Sverige, hvor der ingen tyske soldater var. Hun fulgte ham hånd i hånd ned til ambulancen og hjalp ham ind. Han skulle ligge på båren med et tæppe over sig. Der sad en ung mand i ambulancen. Han viste Moses sit gevær og smilede stramt til ham. Dørene lukkedes bag ham, og han var lukket inde, som i et fængsel. Ambulancen satte sig i bevægelse. Han lukkede øjnene. Hvorfor var han slet ikke glad? Hvorfor følte han sig ikke tryg? Han var jo på vej til at blive reddet. Alle disse mennesker ville arbejde sammen for at undgå, at han blev sendt tilbage til Krakow og ghettoen. Ambulancen standsede med et bump. Var de allerede fremme? Han havde mistet tidsfornemmelsen. Den unge mand med geværet blev vagtsom. Moses holdt 7
Maria Helleberg øjnene lukkede. Måske var de allerede blevet stoppet af tyskerne? Døren gik op, og fru Sørensen kantede sig ind, satte sig ved siden af Moses og tog hans hånd under tæppet. Jeg må simpelthen tage med, forklarede hun, hvem skulle ellers oversætte for dig? Vi kan ikke sende dig ud i en verden, hvor du ikke forstår et ord. Han var så taknemmelig, at han ikke kunne få et ord frem. På den anden side havde han nu trukket den lille, gamle kone med sig. Han havde fået ansvaret for hende også. Bare hun ikke kom til at lide samme skæbne som Roza. Ambulancen kørte stille op bag ved hospitalet, og alle steg ud. Uden at se sig tilbage gik Moses og fru Sørensen hånd i hånd ned langs huset mod gaden. Moses var ved at tabe både næse og mund. Nu var han omsider ude at gå igen... i frihed og i en lille by. Han var ikke stuvet ad vejen, han var ikke gemt langt ude i skoven. Her var der huse og biler og butikker og købmænd, folk, der luftede hunde, og cykler og andre børn. De gik forbi en skole, og Moses ville stå stille for at se ind. Børnene legede. Pigerne hoppede med hinkesten, og drengene løb rundt med hinanden i hånden og legede fangeleg. De råbte og skreg og grinede. Lærere gik rundt i gården og holdt øje med børnene. Det lignede hjemme; det lignede hans egen skole før krigen. En af drengene kom løbende forbi i knækorte bukser og ternede strømper. Han sparkede en bold af sted foran sig, fik øje på Moses og fru Sørensen og råbte noget, som Moses ikke forstod. Fru Sørensen holdt meget hårdt fast i hans ene hånd og førte ham af sted, men 8
Moses Butterbrots Verdensteater han vendte sig og kiggede efter drengen og bolden. Drengen standsede og sparkede bolden ud af skolegården. Den røg over hegnet og trillede hen foran Moses, der gjorde sig fri af fru Sørensen. Først var han i tvivl om, hvad han skulle stille op. Så tog han tilløb og sparkede til bolden, af fuld kraft. Hans skosnude kom ind under bolden og løftede den, så den fløj i en bue tilbage til drengen i skolegården. Og hele drengens ansigt opløstes i et smil, og han vinkede og spillede videre. Fodbold, tænkte Moses. Fodbold. Sådan noget havde også eksisteret i hans verden før krigen. Voksne mænd, der spillede fodbold. Hans far havde aldrig ment, at det var noget, Moses havde godt af at beskæftige sig med. Hans far havde sagt, at man blev dum af fodbold. Men det ville nu alligevel være dejligt, hvis han kunne tale med drengen med bolden og lege med ham. Hvis de kunne løbe lidt rundt og spille bold sammen. Så skulle de nok finde ud af at forstå hinanden. Fra skolen gik de hen til en lille banegård. Fru Sørensen kiggede på en togplan og gik hen og købte billetter i en luge. De stod inde i et hvælvet, hvidt rum, og alle derinde talte dansk. Indimellem forstod Moses et enkelt ord, men det var ikke let. Hvis han så meget som åbnede munden, ville alle opdage, at han var polsk, ikke dansk. Det kunne være farligt. Fru Sørensen fulgte ham ud på perronen, uden at sige noget. Hun ville sidde på en jernbænk, men Moses opdagede, at han skulle tisse og pegede på et skilt. Fru Sørensen rejste sig og så nervøst til begge sider. Så forstod han: hun kunne ikke følge med ham derud. 9
Maria Helleberg Han måtte klare sig selv. Men han skulle tisse så voldsomt, at han var ved at gå midt over. Der var ingen anden udvej. Hvor meget anderledes kunne danske toiletter være indrettet end polske? Han gik derud og så sig om. Hvide fliser og et spejl og en håndvask og to hvide kummer med gule striber. Der tissede voksne mænd. Moses var ikke høj nok, og han brød sig desuden ikke om den slags kummer. Der var også et par rigtige toiletter med døre, man kunne lukke og låse bag sig. Og Moses var alene. Moses var også omskåret. Han ville ikke risikere, at nogen lagde mærke til, at hans tissemand manglede et lille stykke hud. Det var kun jøder, som blev omskåret, vidste han, og det var farligt at vise sig frem. Man kunne aldrig vide, om nogen ville angive én. Det var jo derfor, han skulle til Sverige. Fordi han skulle et sted hen, hvor der hverken var stikkere eller tyskere. Han tissede og sørgede for at presse den sidste dråbe ud. Satte sig for en sikkerheds skyld og lavede stort. Der lugtede hæsligt på toilettet, men måske kom der ikke andre muligheder. Bare han nu ikke kom for sent til toget. Han hørte godt døren gå, men det kunne ikke have noget med ham at gøre. Han trak bukserne op, de nye, omsyede, sorte bukser, som fik ham til at ligne en voksen mand. Han låste sig ud. Man skulle vaske hænder i forrummet, huskede han. Det var forkert at gå fra toilettet uden først at vaske hænder grundigt. Når man ikke havde toiletter, var det lige meget. Men her var der haner med rindende vand. 10
Moses Butterbrots Verdensteater Så var det, Moses rendte lige ind i en tysk soldat. Manden var så meget højere end Moses, at hans pande ramte mandens bæltespænde. Det var lugten fra uniformen, som først tændte rædslen hos Moses. De var kommet for at hente ham. De vidste, hvem han var. De ledte efter flygtede, polske jøder. Børn. Nu var det hele slut Roza var død forgæves. De ville tage fru Sørensen, og de ville tage Lech. Når de pinte ham, ville de også få at vide, hvor familien Morawski var, og til sidst ville de finde hans forældre i ghettoen i Krakow og slå dem ihjel. Hovsa! sagde tyskeren og lo. Bag ham kom en anden mand ind: til sin rædsel opdagede Moses, at der nu var to tyskere på toilettet. Gode råd var dyre. Moses måtte finde på noget hurtigt, og helst noget virksomt. Han kendte mange danske ord efterhånden, men ikke nogen han syntes passede til lejligheden. Derfor måtte han opfinde nogle ord. Hvad hed for eksempel undskyld? Han havde hørt det så mange gange. Lige nu var det forsvundet ud af hovedet på ham. Og hvis han sagde noget på polsk, forrådte han sig selv. Pam-prut! sagde han stille og bevægede sig uden om tyskeren, hen mod døren. De lagde ikke engang mærke til ham. Tværtimod gik de begge hen til kummerne og gav sig til at knappe op for at tisse. Et stort overmod boblede op i Moses. De ville ikke angive ham, men endnu kunne han faktisk ikke være helt sikker. Han stod stille ved døren, samlede fødderne og rejste højre arm opad, med flad hånd. 11
Heil Hitler! råbte han for fuld kraft mod de to tyskere, som stod og tissede. De fik travlt, de to. De vendte sig forfjamsket, forsøgte at skifte hånd, førte højrehænderne op og råbte Heil Hitler! så højt de kunne. Moses fik ikke vasket hænder, han skyndte sig ud og sagde igen Pam-prut! Denne gang til døren. Undskyld! Fru Sørensen, der så meget forskrækket ud, tog ham igen i hånden, og de gik så langt væk fra toiletterne som muligt. Hen for at gemme sig bag et lille hus, hvor der sad en mand med kasket. Han styrede nok togene, tænkte Moses. Egentlig ville han meget gerne have set, hvad manden lavede. Hans ven Tomasz havde haft sådan nogle fine elektriske tog før krigen. De havde fablet om, at de engang ville ud og køre i Orient-ekspressen gennem verden. Store, flotte lokomotiver. Fodbold og lokomotiver. Der var mange ting, som var forsvundet ud af Moses liv. 12