BAG OM Sika Design, Vipp, Multiform, Malling + Living TRENDS OG FARVER Forår/sommer 15 og efterår/vinter 15/16 TEMA: RUM & ARKITEKTUR Tidsånden har sat sig igennem i byplanlægningen Fremtidens boligudtryk Når hotellet bliver en destination MESSEOPTAKTER OG NYT FRA BRANCHEN 01 2015 NO. 01 2015 UDGIVET AF PEJ GRUPPEN
365 ARTI KEL AF LENE NYGAARD SAMTALE MED ARKITEKT HANS BØLLING (FØDT 1931) Design med menneskelige dimensioner Han er mest (aner-)kendt for Bakkebordet og træfigurer som And og Ælling, Oscar og Strit. Men arkitekt Hans Bølling er også en historiefortæller og en formgiver med noget på hjerte. I denne artikel fortæller han om, hvad der har karakteriseret de klassiske arkitekter og produktudviklingen dengang - og hvad han tænker om nutidens designtendenser. Og lidt om fremtidens udvikling. I Charlottenlunds gamle ismejeri ligger en særlig tegnestue. Vinduesudstillingen er netop udskiftet - igen. Nærmest dagligt ses nye, nysgerrige næser mod ruderne. Store stykker papkonfekt, smukke planter og klassiske designikoner kommer til syne i finurlig harmoni. Man fornemmer håndværk, smittende fortællertrang og leg hos arkitekt Hans Bølling. Med mere end 80 år på bagen har han været en del af gamet fra klassisk møbeldesign til i dag. Og han tager stadig turen fra hjemmet til tegnestuen hver dag. Han ved noget om design og arkitektur. Og om livet. Dengang, der var tid til håndværk Hans Bølling blev uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole i 1960. Dengang var der ca. 40 færdiguddannede arkitekter om året. Og alle kendte hinanden. Man lærte af de bedste, af hinanden, og alle fik job enten i Danmark eller hos dygtige arkitekter i Sverige. Eksempelvis var Poul Kjærholm lærling hos Ole Wanscher - og Ole Wanscher hos Kaare Klint. Og Hans Bølling har lært meget af både Ole Wanscher og Poul Kjærholm, som sættes lig med dygtig materialebearbejdning og fokus på håndværket i det hele taget. Hans Bølling fortæller: Det, der var fælles dengang, var, at vi alle var tæt på håndværket. Man var som oftest uddannet murer, tømrer eller snedker, inden man blev arkitekt. Jeg selv har en uddannelse som kunsthåndværker og tømrer. Vi kunne tegne i hånden og måle op. Når eksempelvis Ole Wanscher arbejdede med sine armlæn, stod han side om side med snedkeren og forfinede gradvist, indtil de var færdige - i både udtryk og funktion. Når vi tegnede, var det for at skabe nyt til noget eller nogen. Til en særlig bygning, til en større udstilling, eller fordi en samarbejdspartner spurgte. FDB-møblerne blev jo skabt af en årsag. Mit bakkebord blev også til, fordi Ørskov specifikt spurgte efter et bord, som var nemt at forsende. Man kan sige, at produkterne afspejlede vores tid og havde et formål. Det var så roligt og ligetil, da jeg blev arkitekt. Man gjorde sig umage, og der var hyggelige dialoger med bygherren. Det var ikke så kompliceret at drive en tegnestue. Man var omgivet af venner og familie. Vi var 12 mand på en tegnestue, og produktudvikling handlede ikke så meget om pris og effektivitet, men om at lave det rette. Det var sågar gratis at parkere i indre København. Gælder det om at sikre sig? Der uddannes i dag væsentlig flere designere, arkitekter og andre kreative, som alle drømmer om et liv i det kreative miljø. Så mange, at kun få får mulighed for at arbejde med det, de for-» 72
Dette arbejder jeg med netop nu: For tiden er jeg meget optaget af fisk. Jeg arbejder med former, farver og nye produktionsmetoder. De bliver sikkert ikke til noget, men det glæder mig at eksperimentere med dem. Til gengæld er der andet fra min hånd, som inden længe vækkes til live. Architectmade arbejder netop nu med produktionen af mine Diskosfugle fra 1961 og min Kvartetstage, som de kommer til at lancere i fremtiden. 365 DESIGN ISSUE 01 2015 73
365 ARTI KEL DESIGN MED MENNESKELIGE DIMENSIONER Tre af de gode: Ole Wanscher var utrolig dygtig til at vælge materialer, der passede til designet, og at få møblet lavet flot og rigtigt. Knud Holscher beundrer jeg for formgivningen af porcelæn på Ifös produkter og hans evne til at skabe gode proportioner i sit design. Grethe Meyers stel Blåkant har jeg altid kunnet lide. Og kan det stadig. Det var i sin tid et stel, alle unge arkitekter skulle have, som en slags reaktion mod det kongelige porcelæn. 74
ventede, når de er færdiguddannede. Mange større producenter vælger at produktudvikle effektivt og med hurtigt salg for øje. Kompleksiteten stiger også, fordi der opkøbes brands på tværs af kategorier, og fordi der i dag inddrages kapitalfonde. Nutidens konkurrence kræver det, og omdrejningspunktet er god forretning. Således er der ikke altid rum til at inddrage nye talenters ideer og tage sig tiden til at skabe. Og når der investeres i større designsatsninger hidkaldes oftest kendte designnavne i håb om sikker satsning. Hans Bølling bekræfter denne oplevelse af kompleksitet i branchen: Mit indtryk er, at der i dag uddannes et hav af arkitekter, som specialiserer sig ud på en række områder. Der er mange om buddet, og det virker attraktivt at være designer. Men jeg kan tvivle på, om der er plads til alle. Nyt for mig er også inddragelse af computere i alle processer. Og alverdens papirarbejde for at drive en tegnestue eller et arbejdsliv i det hele taget. Alle skal sikre sig. Man tegner på computeren frem for i hånden, men kender ikke nødvendigvis standardmålet på en mursten. Det virker som om, der er et større pres. At det handler om at præstere, konkurrere og være effektive. Det gode samarbejde Det har altid handlet om gode samarbejder og networking. Dengang som nu. Relationer er afgørende for at opnå succes. Og for at føle sig godt tilpas på vejen dertil. Hans Bølling fortæller: Jeg har haft mange gode samarbejder gennem tiden både danske og udenlandske. Store og små. Fælles for dem har været, at dialogen har været sund og ligetil. Jeg har været vant til, at vi snakkede om tingene og lyttede. Vi havde ukomplicerede dialoger og spurgte til, hvad hinanden syntes. Ikke mindst betød samarbejdet med min svigerfar, Axel Wanscher (bror til Ole Wanscher), utrolig meget for mig. Han var arkitekt, og han var den, der opfordrede mig til at forfølge den retning. Jeg er gennem tiden blevet kontaktet af mange for at arbejde andetsteds, men det har altid betydet meget for mig at have de rette mennesker omkring mig. Og det var Axel. Af nutidige samarbejder kan jeg nævne Brdr. Krüger, som jeg efterhånden har en lang historik med. Vi er modtagelige over for hinanden, og jeg kan præsentere nyt og opleve konstruktiv ærlighed. Omvendt kommer de med forslag til eksempelvis nye farver, som jeg tager til mig og arbejder med. Architectmade er også en betydningsfuld samarbejdspartner for mig. De er gode til at tage tingene til sig. Der findes mange søde og sjove mennesker derinde, og de er meget kvalitetsbevidste. Desuden arbejder de meget med at udvælge de rette forhandlere, hvilket betyder meget for mig. Meget af alt Hans Bølling holder sig stadig opdateret og undres til tider: Når jeg læser i nutidens boligblade, synes jeg, der er meget af alt. Der er så meget, der kaldes design og designere. Der er utrolig mange varianter af alting. Og nye farver eller størrelser af eksisterende produkter. Jeg ved slet ikke, om mennesker har brug for alt det. For nyligt stødte jeg på en utrolig smuk kande fra Stelton, kaldet Emma. Den havde vundet en pris, stod der. Og det kan jeg godt forstå, for den havde en smuk form, gode farver og materialer. Men jeg tænkte, om den mon vil blive husket i mange år, når der nu findes så meget på én gang. Kubus-stagen laves i dag i flere varianter og farver, end den måske er tænkt til. Aber laves nu også i mellemstørrelse. Kongeligt porcelæn fås i sort eller ensfarvet blå. Hans J. Wegners stole skal have hynder på, selv om det ikke har været arkitektens tanke. Og de små borde med håndtag findes i mange udgaver. I sin tid lavede jeg faktisk sådan et bord, men dengang var det nok ikke så aktuelt. Men mon ikke de gode ting vil skille sig ud og være bæredygtige. Kvalitet holder som oftest længere. I hvert fald er jeg meget tilfreds med, at mit bakkebord har klaret sig vel i mere end 50 år. Design: Fordi man kan? Arkitekten afrunder samtalen med en opfordring til at huske den menneskelige dimension i designet. At vi ikke nødvendigvis skal betræde alle nye retninger, fordi vi kan: Jeg har altid fornemmet, at skandinavisk design er noget, man kan holde af. Også ude i verden. Eksempelvis har Jørn Utzon og Henning Larsen skabt skøn arkitektur i udlandet. Og danske arkitekter har altid været dygtige til at forfine. Derimod synes jeg, at Starck og noget af det italienske design er blevet nærmest hysterisk og skabt til forbrugersamfundet. Mange ting bliver lavet, fordi det kan laves. Det er som om, det mangler menneskelig dimension. Jeg kan godt lide vandrette og lodrette linjer, men i dag skal alting være skævt. Også på bygninger. Fordi teknologien nu også gør det muligt og ikke nødvendigvis, fordi det er smukt eller funktionelt. I dag findes der så meget stort og enormt. Muligheder der næsten fremmedgør os fra vores omgivelser. Tænk på, at menneskebørn stadig fødes som de mest hjælpeløse skabninger. I dag fordres de med elektronik og udvikling, inden de kan noget selv. Kan et menneske mon rumme alt det? Kan vi følge med? Og kommer teknikken til at overgå etikken? Disse produkter har banet min vej: Bakkebordet, som sælges via Brdr. Krüger, har nu levet i mere end 50 år. I generationer af hjem har det fungeret både æstetisk og funktionelt. Og det er jeg stolt af. Med et mønster til tekstil vandt jeg engang en konkurrence hos Egetæpper. Mønstret har sidenhen været anvendt på produkter hos Ørskov, men mest af alt gav præmiesummen mig mulighed for at investere i min første drejebænk, som har gjort, at jeg sidenhen kunne bearbejde min kendte træfigurer. Generelt er jeg glad for mine træfigurer, som i dag sælges via Architectmade. Men især betyder hunden Oscar meget. Fordi han er forbundet med så mange minder om dengang jeg sad og lavede figurer af klemmer, nødder og kaffebønner. Og det er imponerende, at Oscar i dag er flyttet fra kælderen og ud i det meste af verden. 365 DESIGN ISSUE 01 2015 75