VESTKYSTENS HAVNESPØRGSMAAL AF C. BRUNSGAARD

VESTKYSTENS HAVNESPØRGSMAAL AF C. BRUNSGAARD Jyllands Vestkyst var før i Tiden i høj Grad frygtet af Søens Folk og ikke uden Grund. Navnlig Strækningen fra Blaavandshuk til Skagen var farlig at komme nær, og den skildredes i Den danske Lods som en Jærnkyst uden Havne og Tilflugtssteder, hvilken Skibe derfor i Almindelighed bør undgaa med alle Vinde, der ej blæser fra Landet. Man har ikke noget Tal paa de Skibe, der gennem Tiderne endte deres Rejser paa Vestkystens Revler, lige saa lidt som paa de Sømænd og Fiskere af mange Nationer, der her mødte deres Endeligt, men man ved, at Tallene er store. I de 25 Aar fra 1858 til 1882 strandede ifølge en af Løjtnant J. S. Hohlenberg udarbejdet Statistik 1431 Skibe. Alene i Oktober Maaned 1860 strandede 56 Skibe mellem Skagen og Landets Sydgrænse. Det er ganske naturligt, at det ofte blev drøftet at tilvejebringe Tilflugtshavne paa denne ca. 450 km lange barske Kyst, hvor en Stranding med et Træsejlskib i haardt Vejr var næsten det samme som Undergang for Skibet og Døden for de ombordværende. Medvirkende til, at de første egentlige Havneplaner for et lille Aarhundrede siden fremkom, var ogsaa Hensynet til Eksporten af Landbrugsvarer - den Gang navnlig levende Heste, Kvæg, Svin og Faar - fra Jylland til Udlandet, hovedsagelig til England. Anlæget af Esbjerg Havn i 1868 afhjalp kun delvist Savnet af Vestkysthavne, idet denne Havn var vanskelig for Sejlskibe at besejle, og desuden var Transporten fra det nordligere Jylland til Esbjerg i de Dage lang og besværlig. Jernbanetrafikken var endnu kun svagt udviklet. Eksport af Flæsk, Smør og Æg kendtes endnu ikke, og den vilde heller ikke med de langsomme Trafikmidler have været mulig, fordi Kvaliteten afhænger af hurtig Forsendelse. De første Havne planer. Man drøftede mange Planer, væsentlig paa Initiativ af Købstæderne i det vestlige Jylland. Det blev saaledes i 1866 overdraget Ingeniør Reimers at foretage Undersøgelser med Hensyn til en Kanalforbindelse mellem Limfjorden og Vesterhavet, og disse Undersøgelser, der skyldtes en privat nedsat Komité, førte til tre Forslag til en saadan Kanalforbindelse, nemlig efter Linierne Klitmøller - Thisted, Vigsø - Hovsør og Sandnæshage - Øsløs, alle i Forbindelse med en Vestkysthavn. Udgifterne ansloges til henholdsvis ca. 9 Mill., ca. 8½ Mill, og ca. 4½ Mill. Kr. Omtrent samtidig fremsatte Premierløjtnant Nyholm to Projekter til en Havn ved Hirtshals. For at udtale sig om disse Forslag samt om et Hvide Sande-Projekt blev i 1869 tre hollandske Ingeniører tilkaldt. De kom til det Resultat, at af de foreliggende Projekter var Havnen ved Sandnæshage (Lildstrand) med Kanal til Øsløs det bedste. I Halvfjerdserne udarbejdede daværende Fyringeniør Grove en Plan om Anlæg af en Havn ved Thyborøn, hvor Forholdene efter Kanalens Dannelse iøvrigt var usikre og i 1874 havde givet Anledning til Nedsættelse af en Undersøgelseskommission. Groves Plan gik ud paa at gennemskære den søndre Limfjordstange ved Harboøre og bygge to store Moler ud til 24 Meters Vanddybde. Indsejlingen skulde have en Bredde af 1200 Fod, og Bassinet mellem Molerne skulde danne baade en Nødhavn og en Forhavn for Kanalen. Samme Projekt blev senere optaget af Entreprenør L. Petersen, der i 1882 indgav Andragende om Koncession paa Anlæg og Drift af en Eksport- og Nødhavn ved Thyborøn samt Ret til Regulering af Limfjorden. Kommissionen af 1882 turde ikke stille Forslag. Drøftelsen af de mange forskellige Planer gav Anledning til, at Rigsdagen i 1882 nedsatte en Kommission til Undersøgelse af de stedlige Forhold med Hensyn til Anlæg af Udførsels- og Tilflugtshavne paa den jydske Vestkyst, i det nordlige Kattegat samt paa Bornholm. Efter grundige

Thyborøn Havn danner en udmærket Basis for en stor Flaade af moderne Fiskekuttere. Undersøgelser afgav Kommissionen i 1887 sin Betænkning. Kommissionen kom til det Resultat, at Anlæget af en Nød- og Tilflugtshavn paa Jyllands Vestkyst ikke kunde siges at være en tvingende Nødvendighed, idet en saadan Havn kun i faa Tilfælde vilde kunne naas af et Sejlskib, der i haardt Vejr kom i Havsnød. Havnen vilde endda efter Kommissionens Mening kunne være til Skade ved at lokke Sejlskibene ind til en farlig Kyst. Derimod vilde Anlæget af en stor Udførselshavn være af væsentlig Betydning, da det maatte anses for et stort Tab for Landet, at det engelske Marked for Udførselsartikler fra Jylland ikke kunde naas paa den kortest mulige Tid. En Vestkysthavn vilde ogsaa have den store Fordel at ligge ved et næsten fuldstændig isfrit Farvand. Med Hensyn til Havnens Beliggenhed fandt Kommissionen, at der var følgende Punkter at vælge imellem: Skagen, Hirtshals, Vigsø, Ørhage (Klitmøller), og Thyborøn. En ren Nød- og Tilflugtshavn burde ligge paa Thylands Vestkyst mellem Hanstholm og Thyborøn, hvor Sejlruten gaar nær Kysten, og for en Trafikhavn vilde Thyborøn (Søndre Tange) byde de største Fordele. Kommissionen mente ikke, at Thyborøn Kanal vilde egne sig til Basis for et Havneanlæg, men ønskede Havnen lagt ved Harboøre, hvor der saa skulde graves en Skibsfartskanal med Kammersluse ind til Limfjorden, Jyllands store naturlige Vandvej. Selve Havnen skulde ligge et godt Stykke bag Kystlinien. De store Dækmoler, der tænktes ført 1100 Meter ud i Havet, skulde danne Yderhavn, mens Inderhavnen skulde ligge inden for Tangen, og herfra skulde Kanalen fortsætte ud i Nissum Bredning. Den samlede Kanallængde vilde blive ca. 7 km. Udgifterne til en Havn med aaben Kanalforbindelse ansloges til 46 Mill. Kr., til en Havn med Kanalforbindelse og Sluse til 36 Mill. Kr. og til en Havn uden Kanalforbindelse med Limfjorden til 32½ Mill. Kr. Hertil kom i alle Tilfælde ca. 2½ Mill. Kr. til en Statsbane over Lemvig til Struer. Da saadanne Millionudgifter i Firserne maatte virke ret afskrækkende, oplyste Kommissionen, Den første Høfde paa Aggertangen. Høfderne udbygges nu med Betonblokke. I Baggrunden skimter man Thyborøn. (Henry E. Pedersen fot.)

Betydelige Kystsikringsarbejder er gennem en lang Aarrække udført paa den nordre Aggertange. Moderne tekniske Hjælpemidler er taget i Brug hertil, og Billedet viser en Kran, der anvendes ved Høfdebygning. (Henry E. Pedersen fot.) at en Havn ved Hirtshals kunde anlægges for 16-17 Mill. Kr., men Hirtshals maatte med sin nordlige, mere afsides Beliggenhed savne flere væsentlige Betingelser for med Fordel at kunne vælges til et stort Havneanlæg. Kommissionen var betænkelig ved at anbefale noget af Projekterne, men pegede paa, at der kunde være Anledning til for Staten at bringe et Offer for ved mindre Havneanlæg at indhøste Erfaringer til Bedømmelse af, hvorvidt Kravet om en Vestkysthavn overhovedet vilde kunne opfyldes. Fiskeriets Interesser træder mere i Forgrunden. Fra Midten af Firserne begyndte Hensynet til Fiskeriet at træde stærkere frem i Kravet om Havneanlæg paa Vestkysten. Beboerne paa Hanstholmen androg 1886 om, at der maatte blive foretaget en Undersøgelse af Forholdene i Thisted Amt, særlig ved Hanstholm, til Bedømmelse af, hvorvidt her kunde anlægges en Havn for Fiskerfartøj er. Den oven for omtalte Kommissionsbetænknings Slutbemærkning fik Konsul Joh. F. V. Steenberg til i 1887 at andrage Rigsdagen om Koncession paa Anlæg af en mindre Vestkysthavn ved Ørhage (Klitmøller). Han tilbød selv at anlægge Havnen mod et Statstilskud af 200,000 Kr. aarlig, saafremt Havnen et Aar efter at den var taget i Brug, viste sig holdbar og ikke i væsentlig Grad sandede til. Efter fem Aars Forløb skulde Statstilskudet bortfalde, saafremt Staten ønskede at overtage Havneanlæget mod et Vederlag til Entreprenøren af mindst 7½ Mill. Kr. Konsul Steenberg gjorde opmærksom paa de utallige rige Fiskebanker ved Vestkysten, og de uhyre Stimer af Fisk, som her gik. Fiskefartøjer fra England, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland gjorde her rige Fangster, mens Kystens egen haardt arbejdende og nøjsomme Fiskerbefolkning af Mangel paa Havne og Tilflugtssteder var henvist til at se de fremmede tage sig Brødet af Munden. Konsul Steenberg havde altsaa øjet aabent for et Forhold, som Kommissionen helt synes at have overset Muligheden af at udvikle Fiskeriet ved Vestkysten, som den Gang laa paa et meget primitivt Stade. Han mente ogsaa, at en Havn kunde faa uberegnelig Værdi som Trafikhavn for Thisted, Viborg og Ringkøbing Amter i Forbindelse med en Lodbjerg Fyr ligger ensomt i Klitterne. Det opførtes 1883, men er et Par Gange bleven moderniseret. Det har nu elektrisk Lys. (Thyra Pedersen fot.) Jernbane, eventuelt en Kanal, ind til Thisted. Der kom ikke noget direkte ud af disse Planer, men Kravet om Vestkysthavne blev stadig ført frem, og nu

En stor Titan-Kran den Gang et af Teknikens nyeste Triumfer og en af Verdens største Kraner anvendtes ved Bygningen af Vorupør og Hansted Læmoler. Kranen ses her ved Hansted Landingsplads. Læmolen ved Vorupør anlagdes 1905-09 og gaar ca. 350 Meter ud u Havet. Den danner et værdifuldt Læ for det store Fiskerlejes Landingsplads. (Sigurd Madsen fot.) hørtes ogsaa Fiskernes Røster. Midt i Havfemserne fremkom to Planer om Havneanlæg ved Sandnæshage (Lildstrand), fra det engelske Ingeniørfirma Punchard, Taggard & Co. i London, og Ministeren for off. Arbejder stillede i Folketinget Forslag om at bevilge dette Firma en Koncession. Udgifterne ansloges til ca. 9 Mill. Kr., og der forudsattes et aarligt Statstilskud af indtil 182,000 Kr. 1893 indgav Harboørefiskere et Andragende til Ministeriet om forskellige Foranstaltninger til Fiskeriets Fremme, bl. a. Anlæg af en Fiskerihavn paa østre Side af Søndre Limfjordstange, en Høfde ved Thyborøn Kanals Nordside samt om Kanalens Uddybning, Afmærkning og Belysning. Desuden fremkom Ingeniørkaptajn P. Hansen i 1897 med et Forslag til en Vestkysthavn ud for

Aalum (ved Agger) med Kanal ind til Flade Sø, der skulde benyttes som Inderhavn, og herfra skulde en Kanal føres ud til Limfjorden ved Krik. Udgifterne ansloges til ca. 9 Mill. Kr. Der fremsattes tillige Planer om Havneanlæg ved Skagen, Hirtshals og Hvide Sande, og Ingeniør ved Vandbygningsvæsenet Hummel udarbejdede paa Ministeriets Foranledning i 1893 Udkast til Læmoler, lodret paa Kysten, ved Sandnæshage, Hanstholm og Ørhage. Kommissionen af 1897 var skeptisk. Naar det stadig trak ud med Realisationen af de mange Planer, skyldtes det formentlig dels, at man var betænkelig ved Udgifterne og dels, at Ingeniørerne stod tvivlraadige med Hensyn til, hvorledes Havneværker skulde bygges ud i Vesterhavet, saaledes at de kunde holde. Ogsaa Spørgsmaalet om Tilsanding gjorde sig stærkt gældende. Hasnstholm Fyr kendes af alle Søfarende. Det anlagdes 1842 som roterende Linsefyr, men omdannedes 1888 til elektrisk Blinkfyr. Lysstyrken er 8 Mill. Normallys, og Blinket kan ses indtil ca. 22 Sømil bort. (Aage Pedersen fot.) En ny Kommission blev i 1897 nedsat af Rigsdagen, og den fik til Opgave at undersøge Spørgsmaalet om en større Vestkysthavn, der kunde gøre Tjeneste som Fiskeri- og Udførselshavn. Desuden skulde Kommissionen beskæftige sig med Spørgsmaalet, om der ved Anlæg af mindre Moler parallelt med eller lodret paa Kysten kunde tilvejebringes Tilflugtssteder for Kystfiskernes Fartøjer under Uvejr. Kommissionen bestod af Kontreadmiral C. Bruun (Formand), Vandbygningsdirektør C. Otterstrøm, Ingeniør i Vandbygningsvæsenet C. M. Hummel, Havnekaptajn C. F. Drechsel, Havnebygmester H. C. Møller, Grosserer C. T. Adolph, Skibsreder A. P. Carl, Oberstløjtnant C. Nøkkentvedt og Kontorchef Im. Fr. Mortensen. I Kommissionsbetænkningen, der blev afgivet 1900, anføres bl. a. at Forholdene havde ændret sig meget, siden Kommissionen af 1882 foretog sine Undersøgelser. Esbjerg Havn havde vist sig at være en ret tilfredsstillende Udførselshavn for hele Landet, og Udførselsprodukterne var nu især forædlede Landbrugsprodukter, Kød, Smør, Æg, Flæsk. Dampskibene var ved at fortrænge Sejlskibene, og Kravet om en Nød- og Tilflugtshavn var derfor traadt i Baggrunden. Paa Foranledning af Regeringen havde Direktøren for Vandbygningsvæsenet sammen med Ministeriets Konsulent i Fiskerisager undersøgt Fiskeriforholdene langs hele Vestkysten og var kommet til det Resultat, at Esbjerg Havn kun havde Betydning for Fiskeriet Sønden for Horns Rev, og forøvrigt fandtes der paa hele Vestkysten kun et enkelt Tilflugtssted, nemlig Thyborøn Kanal, der dog ikke, saaledes som Forholdene var, kunde danne Basis for et Fiskeri med større søgaaende Fartøjer. Opmærksomheden blev henledt paa Klitmøller, Hanstholm og Sandnæshage som egnede Punkter for Anlæg af Tilflugtssteder. Kommissionen var dog noget skeptisk med Hensyn til Formaalstjenligheden af en Fiskerihavn. Man var klar over, at Kystfiskeriet i et vist Omraade kunde faa betydelig Nytte af en Havn, men Kutterfiskeriet var for ringe til at retfærdiggøre Anlæget af en Statshavn til flere Mill. Kr. Desuden var Fiskekuttere dyre at anskaffe, og det maatte anses for vanskeligt at skaffe Bemanding til et større Antal Kuttere. Antallet af egentlige Fiskere ved Vestkysten var ikke stort, og en Kystfisker tjente 600-800 Kr. aarlig, mens der næppe kunde paaregnes mere end 800-1000 Kr. ved Kutterfiskeri. For Udviklingen af et egentligt Havfiskeri med Damptrawlere vilde en Fiskerihavn dog være en nødvendig Betingelse. Alt i alt mente Kommissionen, at Anlæget af en Fiskerihavn ikke var tilraadeligt, set fra et rent finansielt Synspunkt, idet Kapitalen til Anlæg af Havn og Anskaffelse af Kuttere næppe vilde kunne forrentes. Nationaløkonomisk vilde Sagen dog stille sig noget anderledes, idet der gennem en Havn vilde skabes en Indtægtsforøgelse for mange Mennesker og tilføres Samfundet betydelige Værdier.

Ved Hanstholm Hav laa forhen en anselig Administrationsbygning, men den laa i Vejen for Tyskerne, og saa sprængte de den i 1943 i Luften. Forslag om Fiskerihavne og Læmoler. Angaaende Spørgsmaalet Handelshavn anførte Kommissionen, at Vestkysten havde en god Handelshavn (Esbjerg), hvis Betydning yderligere vilde øges ved en paatænkt Uddybning af Graadyb Barre. En ny Havn paa Vestkysten vilde i det væsentlige kun faa Betydning som lokal Handelshavn for sit umiddelbare Opland. Den burde ligge omtrent midt mellem Frederikshavn og Esbjerg, altsaa paa Vestkysten af Thisted Amt. Kommissionen mente, at en saadan Havn ikke kunde faa Betydning for hele Landet undtagen i særlige tilfælde som Isspærringer i Kattegat, men den kunde faa en ikke ringe Betydning som lokal Havn for Nordjylland. Hvad Læmoler angik, kom Kommissionen til det Resultat, at man ikke kunde anbefale Dækmoler anlagt i Havet parallelt med Kysten, men maatte foretrække Læmoler bygget vinkelret paa Kysten. Man var klar over, at saadanne Moler ikke kunde faa nogen stor Betydning ud over at lette Landingsforholdene for aabne Baade. Basis for et Kutterfiskeri kunde de ikke danne. Strækningen fra Hansted til Agger trængte særlig til saadanne Støttepunkter, thi her var flere anselige Fiskerlejer, og her var i det sidste Tiaar forulykket 38 Fiskere. Som endeligt Resultat af Kommissionens Arbejde forelaa følgende Indstilling om Arbejder, der snarest burde gennemføres: 1. Anlæg af en Fiskerihavn ved Skagen til ca. 2 Mill. Kr. 2. Anlæg af en Læmole ved Klitmøller til 2,9 Mill. Kr. 3. Sikring af nordre Limfjordstange og Thyborøn Kanal ved Anlæg af 13 Høfder, Udgift ca. 1,1 Mill. Kr. 4. Anlæg af en Baadehavn ved Nymindegab, 50,000 Kr. Endvidere indstillede Kommissionen, at følgende Arbejder senere kom til Udførelse, saafremt Forholdene ikke ændrede Karakter: 1. Anlæg af en Fiskerihavn ved Sandnæshage (Lildstrand) 11 Mill. Kr. 2. Anlæg af en Læmole ved Hansted, 1,2 Mill. Kr. 3. Anlæg af en Fiskerihavn ved Røjensø Odde i Nissum Bredning (ved Sindrup) 970,000 Kr. 4. Forbedring af Indsejlingerne til Nymindegab og Ribe Havn.

Læmolerne ved Vorupør og Hansted. Denne sidste Kommissions-Betænkning bragte dog det Resultat, at Fiskerihavnen ved Skagen blev anlagt i Aarene 1904-07, men til Thisted Amt blev der kun to Læmoler. Rigsdagen bevilgede i 1903 et Beløb af 2 Mill. Kr. til Læmoler ved Nr. Vorupør og Hansted, og Arbejdet blev ved Licitation overdraget Firmaerne F. V. Blom og J. Saabye & O. Lerche for 1,769,000 Kr. Hver af Molerne fik en Længde af 1000 Fod, og Arbejdet blev udført efter samme System, som havde været anvendt ved Løkkenmolen. Der blev støbt Betonblokke paa indtil 20 Tons, og de blev indbyrdes forbundet og sammenstøbt i store Betonkasser, der vejede fra 300 til 750 Tons. Disse Betonkasser var 20 Fod brede - Molens Bredde - og 16 Fod lange, og der gik 60 saadanne Kasser i hver af Molerne. De vældige Blokke blev udlagt af en kæmpemæssig 100 Tons Titan-Kran, som efter Benyttelsen forøvrigt blev staaende ved Hanstedmolen helt til 1930, da denne blev taget ned og solgt som gammelt Jern. Ved Hansted begyndte Forarbejderne i April 1904 med Anlæg af den saakaldte Molevej, og den første Kasse blev udsat 15. April 1905. Efter at 9 Kister midt paa Sommeren var udsat, blev Arbejdet stillet i Bero og alt Materiellet blev flyttet til Vorupør, idet denne Mole først skulde gøres færdige. Her var Forarbejderne paabegyndt i Oktober 1904 og selve Molearbejdet begyndtes i Foraaret 1905. Grundet paa uroligt Vejr kunde den første Betonkasse dog ikke udsættes før 15. Juli. I Forsommeren 1909 stod Vorupørmolen færdig, og næste Foraar tog man paany fat ved Hansted, hvor Arbejdet sluttede i Efteraaret 1913. Ingeniør E. B. Hansen ledede Bygningen af begge Molerne. Materialet maatte møjsommeligt slæbes ud fra Thisted paa Hestevogne. Man forsøgte at spænde en stor Dampvogn for et Vogntog, men den kørte hurtigt fast i de daarlige Veje. Under Arbejdet ved Vorupør skete en trist Ulykke, idet Arbejdsformand Jens Jensen d. 1. Novbr. 1910 blev revet ud i Havet og druknede, og to Fiskere, Hans Josephsen og Mads Kiel druknede under Forsøget paa at redde ham. De to Moler har vist sig at gøre god Nytte ved at danne Læ for Landingspladserne, saaledes at de har lettet Baadenes Start og Landing. Fiskerlejerne ved saadanne Støttepunkter har altid en hel Del flere Fiskedage, end hvor Baaden skal gaa ud fra den aabne Kyst. Men som det var forudsagt kunde Læmolerne ikke faa anden Betydning end at lette Vilkaarene for de smaa aabne Kystbaade. De kunde ikke danne Basis for Kutterfiskeri. Hertil krævedes Havne. Molerne er bygget et Stykke fra Land, for at Havet skal kunne gaa bag om dem og selv fjerne Sandet, der altid vil lejre sig ved Molens Læside. Til Tider har Sandaflejringerne dog været meget stærkt generende for Fiskerbaadene. Thyborøn Havn anlægges. Det var bemærkelsesværdigt, at Vestkysthavnekommissionen af 1897 ikke fremkom med Indstilling om et Havneanlæg ved Thyborøn, hvortil ellers flere Projekter var knyttet, men ønskede at lægge Havnen helt inde ved Røjensøodde i Limfjorden. Denne Havneplan kom dog aldrig til Udførelse, og der kom heller ikke noget ud af en Henvendelse, som Sogneraadene i Vestervig- Agger, Hurup, Visby-Heltborg, Bedsted-Grurup og Hvidbjerg-Ørum-Lodbjerg i 1901 foretog til Ministeriet for off. Arbejder for at faa en Fiskerihavn anlagt ved Krik i Stedet for ved Røjensøodde. Den første. Vestkysthavn - ud over Esbjerg - blev Thyborøn, og den kom til Verden paa en egen Maade og ikke efter nogen forud lagt Plan. Det begyndte ganske smaat med, at der ved Sydsiden af Thyborøn Kanal af Vandbygningsvæsenet blev anlagt en lille Lossebro, kun 15 Meter lang, til Brug for Fiskerbaade. Thyborøn By bestod den Gang kun af en Snes Huse, og hvor nu den anselige Havneby er groet op, laa ikke en eneste Bygning. Lossebroen viste sig under Isforhold at være til god Nytte for Fiskerne, naar de ikke kunde gaa ind til Lemvig, og Fiskeriforeningerne i Harboøre og Lemvig androg i 1912 Rigsdagen om at faa Forholdene ved Kanalen forbedret, bl. a. ved Bygning af en lille Havn inden for Lossebroen med Plads til en Snes Kuttere.

Dansk Fiskeriforening beskæftigede sig ogsaa med Sagen - og man lægger Mærke til, at det nu er Fiskerne, der i første Række tager Ordet i Havnespørgsmaal. Dansk Fiskeriforening optog Forhandlinger med Ministeriet, for off. Arbejder om hele Vestkystproblemet og fremførte Ønske om at faa Havnesagen løst paa Basis af en samlet Plan. Man kunde tænke sig en mindre Havn ved Hirtshals, en større Centralhavn i Thisted Amt, en mindre inden for Thyborøn og en Forbedring af Besejlingen til Ringkøbing. Rigsdagen bevilgede 1914 - i Forbindelse med andre Foranstaltninger til Vestkystfiskeriets Fremme - 1,800,000 Kr. til Thyborøn. Heraf skulde 400,000 Kr. anvendes til Anlæg af en mindre Havn, 1,050,000 Kr. til Opførelse af en 900 Meter lang Dækmole ud i Havet og til Forlængelse af Fløj høfde 72 paa Aggertangen. Restbeløbet gik til Uddybning af Kanalen til 5 Meters Vanddybde. Under Ledelse af Distriktsingeniør i Vandbygningsvæsenet A. Poulsen, Lemvig, paabegyndtes Havnebygningen i Foraaret 1915, og det fuldendtes 1918. Havnen kom - grundet paa Krigstidens Prisstigninger, til at koste ca. 1 Mill. Kr., og Dækmolen, der ikke blev fuldført før 1921, kom til at koste 3 Mill. Kr. Havnens Areal var godt 4 ha, men den blev meget hurtigt for lille, idet Benyttelsen voksede langt stærkere end beregnet. Gang paa Gang blev der foretaget Udvidelser, den sidste i 1933. Havnen raader nu over et Vandareal af Ca. 12 ha, hvoraf Forhavnen indtager et Fladerum af ca. 4,2 ha. Der er 1161 løb. Meter Anlægsplads for Fartøjer ved Bolværker og Lossepiere samt ca. 500 løb. Meter ved Ydermolernes Havneside. Indsejlingen er udvidet til 50 Meter og Dybden i Forhavnen til 5 Meter og i de øvrige Bassiner til 4 Meter. Ialt har Havnen med Administrationsbygninger, Auktionshal m. m. kostet Staten 3-4 Mill. Kr. Havnen har haft en næsten eventyrlig Udvikling. Dens Fiskerflaade er vokset til omkring 100 Kuttere foruden talrige mindre Baade, og Værdien af den indbragte Fisk har været oppe paa over 8 Mill. Kr. i et Aar. Thyborøn er nu Landets trediestørste Fiskerihavn, og den benyttes af Kuttere fra mange andre Pladser. Den har vist sig at have meget stor Betydning som Nødhavn, idet Kanalen kan besejles i haardt Vejr, og mangen Fisker kan takke denne gode Havn for sin Redning under Uvejr og Havari. Paa den ca. en km lange, forhen aldeles nøgne Sandtange mellem Thyborøn By og Kanalen er opvokset en driftig Havneby, der nu tæller henved 1500 Indbyggere. Gennem de senere Aar har stor Usikkerhed raadet omkring Thyborøn, idet Spørgsmaalet om Sikring af Limfjordstangerne har foraarsaget Drøftelser af en mulig Lukning af Kanalen ved en Dæmning. Gennem ca. 75 Aar har Statens Vandbygningsvæsen søgt at sikre de lange, smalle Tanger paa begge Sider af Kanalen mod Havets uafladelige Angreb ved Høfdeanlæg vinkelret paa Kysten. Hver Sommer arbejder store Styrker med Vedligeholdelse og Udbygning af denne lange Række Høfder og de inden for liggende Havdiger, men man har dog ikke kunnet afværge, at Tangerne er bleven stadig mere udsat for Nedbrydning og Ødelæggelse. Ved Maalinger er det konstateret, at der uafladelig slides paa Tangernes Kyster, saaledes at det dybe Vand stadig rykker længere ind, og som Følge heraf bliver Havets Angreb stadig farligere. Et Gennembrud vil kunne faa katastrofale Følger for store Landstrækninger inden for. Det store Slid paa Tangerne skyldes, at Strømmen, der gaar langs Kysten og videre ind gennem Kanalen, fører store Sandmasser med sig. Dette Sand aflejres inde i Limfjorden, hvor det skaber Vanskeligheder for Sejladsen, og desuden sker der langs den østlige Limfjords lave Kyster hvert Aar store Oversvømmelser som Følge af, at Vandmasser under Efteraarets og Vinterens Storme presses gennem Kanalen ind i Fjorden. Under de aarelange Drøftelser af disse Spørgsmaal blev der fra Østlimfjordens Lodsejere rejst stærke Krav om Lukning af Thyborøn Kanal, medens Fiskerbefolkningen i og omkring Thyborøn krævede Kanalen holdt aaben, da den rige Virksomhed, der var skabt ved Thyborøn Havn, ellers vilde blive lagt øde. Ogsaa Limfjordsfiskerne var interesseret i Kanalens Bevarelse, idet en Lukning vilde medføre Udslettelse af Limfjordens Bestand af Saltvandsfisk. - Vestlimfjordens Byer og Erhvervsliv var stærkt interesseret i at bevare den frie Sejlads gennem Thyborøn Kanal, der er af meget stor Værdi for disse Egne.

Hanstholmhavnen som den saa ud, da Tyskerne standsede Arbejdet. Til højre for Havnemolen ligger Slidskebroen, ad hvilken Tømmerkisterne udsættes. I Forgrunden ses en af de mægtige Tømmerkister under Bygning. (Ebba Rune fot.) En Kommission, der i 1937 blev nedsat til at undersøge Problemerne omkring Thyborøn, afgav i 1942 Betænkning, men havde ikke opnaaet Enighed om en Indstilling. Flertallet var enigt om, at der burde anlægges en Dæmning over Kanalen, og 8 Medlemmer anbefalede en fuldstændig Lukning som den billigste og mest konsekvente Løsning. 5 Medlemmer holdt paa, at der skulde bygges en Dæmning med Skibsfartsluse. 4 Medlemmer var stemt for fuldstændig Lukning i Forbindelse med Anlæg af en Kanal fra Hansted til Limfjorden, mens to Medlemmer ønskede at bevare den aabne Kanal. I 1946 vedtog Rigsdagen paa Forslag af Minister for off. Arbejder, Elgaard, at gennemføre en Kompromisordning, en Dæmning med Sluse. Der skal bygges en stor Dæmning fra Lodbjerg i Nord til Ferring i Syd, et Arbejde, der vil koste ca. 100 Mill. Kr., og som det vil vare 10-14 Aar at udføre. Hanstholmhavnen og dens tragiske Kapitler. Da den første beskedne Begyndelse til Thyborøn Havn blev lagt, anede næppe nogen, hvilken hurtig og stærk Udvikling, denne Havn skulde faa, og selv om nogen skulde have anet det, saa kunde Spørgsmaalet om Fiskerihavne paa Nordvestjyllands Kyst dog ikke betragtes som løst ved Anlæg af en Havn ved Kanalen. Der maatte gøres noget mere for Fiskerbefolkningen paa den lange Strækning fra Agger til Skagen. Da den første Bevilling til Thyborønhavnen blev givet, gav Ministeren for off. Arbejder ogsaa Tilsagn om, at der vilde blive nedsat en Kommission til at udarbejde Forslag til en større Fiskerihavn i Thisted Amt til ca. 10 Mill. Kr., en mindre Fiskerihavn ved Hirtshals til ca. 3½ Mill. Kr., en Læmole ved Løkken til ca. ½ Mill. Kr. samt Arbejder ved Ringkøbing Fjord til ca. 500,000 Kr. Kommissionen blev nedsat i Juni 1914, og dens Medlemmer blev Vandbygningsdirektør V. Westergaard (Formand), Fiskeridirektør F. V. Mortensen, Kutterfører M. C. Jensen, Ingeniør Jørgen Fibiger, Ingeniør K. Schøller og Kutterfører Ole Kristiansen.

Projekt viser Hanstholmhavnens Beliggenhed paa Kysten. Indtil nu er kun Vestmolen til venstre bygget, og den er endda knap nok færdig. Ved Roshage til højre ses Læmolen, der beskytter Fiskernes hidtidige Landingsplads. Kommissionen arbejdede forholdsvis hurtigt og kunde allerede i 1916 afgive Betænkning. I den lokale Befolkning gik Diskussionens Bølger højt med Hensyn til Beliggenheden af Havnen i Thisted Amt, idet flere Pladser - Vorupør, Klitmøller, Hansted og Lildstrand (Sandnæshage) - ønskede at faa Havnen. Kommissionen anstillede indgaaende Undersøgelser angaaende Spørgsmaalet om, hvor det vilde være bedst at anlægge Vestkysthavne, ved Pynter eller i Bugter. Man havde stadig ingen Erfaringer at bygge paa. Kommissionen kom til det Resultat, at det vilde være rigtigst at bygge Havnene ved Pynter. I Betænkningen hedder det bl. a., at Erfaringerne viser, at stejle Kyster beholder deres naturlige Tilstand, mens det er flade Kysters Natur at sande til. Tilsandingen var et Problem, som man i høj Grad maatte regne med. De flade Kyster egnede sig derfor ikke til Havnebygning, og desuden vilde et Skib, der anduver en Havn paa lige Kyst eller i en Bugt, hvis noget svigtede, have alle Kræfter imod sig i Bestræbelserne for at klare sig fri af Kysten og vilde let komme i Fare for at strande. Anduvning af en Pynt rummede ikke denne Fare, da Naturkræfterne her altid kunde give Støtte for en eller anden Kurs, der førte mod dybt Vand. Kommissionen anførte videre, at der ved Hansted (Helshage) fandtes fast Kalkstensbund, der ikke alene var jævn og ren, men som tillige var dækket med levende Vegetation, hvilket viste, at der ingen Sandaflejringer fandt Sted. Ved Hirtshals var der stabil Lerbund og ligeledes gunstige Betingelser for Havneanlæg. En god Vestkysthavn skulde have en Munding saa stor, at et Skib med passende Styrefart kunde holde paa, og en saadan Dybde foran Indsejlingen, at et Skibs Styreevne ikke forringedes synderligt ved Formforandringer i Bølgen. - Endvidere skulde Forhavnen have et saa stort Areal, at Bølgebevægelserne, der slap ind gennem Mundingen, kunde svækkes samtidig med at Skibet fik Stræk til at løbe Farten af sig. Hvis man ikke havde disse Hensyn at tage, kunde man paa en Stejlkyst bygge en Havn saa lille, det skulde være, uden at frygte Tilsanding. Kommissionen endte ved den Konklusion, at Vorupør, Klitmøller og Sandnæshage vel havde Stengrunde, men dog ikke afgørende gunstigere Betingelser for Havneanlæg end flad, sandet Kyst. Helshage og Hirtshals var Pynter, hvor Tilsanding ikke kunde frygtes, og hvor den faste Bund vilde give de bedste Molekonstruktioner, og de maatte betegnes som de gunstigste Pladser for Havneanlæg. De laa desuden gunstigt for de store Fiskepladser i Vesterhavet, og Kommissionen pegede paa, at Totalværdien af Nordsøfiskeriet blev anslaaet til ca. 200 Mill. Kr. aarlig, og heraf var Danmarks Part kun 3,6 Mill. Kr. Kystfiskeriet gav ingen Muligheder for Udvikling, men

Ingeniør Jørgen Fibiger, der ledede Bygningen af Hirtshals- og Hanstholmhavnene, var en karakteristisk Skikkelse. Han døde 1936. Havneanlæg ved Hanstholm og Hirtshals maatte antages at kunne give det danske Vesterhavsfiskeri et stort Opsving. Kommissionen sluttede sin Betænkning med at foreslaa, at der blev bygget en Hanstholmhavn til 11,4 Mill. Kr., en Hirtshalshavn til 4,2 Mill. Kr. og en Løkkenmole til 500,000 Kr., samt at der anvendtes 210,000 Kr. til Arbejder ved Ringkøbing Fjord. Efter Forslaget skulde Hanstholmhavnens Moler føres ud til 12 Meters Vanddybde og Havnebassinet uddybes til 6 Meter. Havnens Vandareal skulde - af Hensyn til de ovenfor anførte Grunde - være 13 ha, og Molekonstruktionen skulde være den samme, som efter engelsk Mønster var anvendt ved Løkkenmolens Forlængelse, store Tømmerkister, som efter Udsætningen fyldtes med Ral og Beton. Et Lovforslag, der byggede paa Kommissionsforslaget fremsattes d. 11. Jan. 1917 i Folketinget, og 31. Marts samme Aar blev Loven stadfæstet af Kongen. Ministeren for off. Arbejder fik Bemyndigelse til ved Ekspropriation at erhverve de fornødne Grunde og Materialer samt saadanne lidet bebyggede Arealer i Nærheden af de nye Havne, som det maatte være af Interesse for Staten at have Raadighed over. Til at lede Bygningen af begge Havne udpegedes Ingeniør Jørgen Fibiger. I Efteraaret 1918 begyndte Forarbejderne, men der skete dog i de første Aar ikke noget væsentlig ved Hansted ud over, at en Arbejsstyrke trillede Ral op fra Stranden og lagde den i mægtige Dynger til senere Brug ved Molebygningen. 1924 paabegyndtes Bygningen af en Bro ud i Havet, den første Del af Havnens Vestmole, og der opførtes tillige en Slidsk, ad hvilken Tømmerkisterne skulde udsættes. 11. Maj 1926 var man naaet saa langt, at den første Tømmerkiste kunde glide ud i Havet og blive lagt paa Plads som den første i Rækken af de Enheder, der skulde danne Molen. Men Arbejdet gik kun langsomt, idet Rigsdagens Bevillinger var smaa. Der blev sat mere Kraft paa Hirtshalshavnen, og desuden meldte der sig en Del Betænkeligheder ved, at Rigsdagen i en Tid, hvor Pengene flød rigeligt, havde vedtaget at bygge to store Havne paa en Gang. Først i Tyverne var Tiderne daarlige, og fra forskellige Sider rejstes der Modstand mod Havnebyggeriet ved Hansted. Den daværende Minister for off. Arbejder, Friis-Skotte, fandt derfor, at Rigsdagen burde tage Stilling til, om Arbejdet skulde fortsættes. Man var den Gang endnu ikke begyndt at bygge ud i Havet. Efter langvarige Drøftelser vedtog Folketinget endelig d. 12. Marts 1925 med alle Stemmer mod een at bevilge 300,000 Kr. til Havnebygningens Fortsættelse i det næste Finansaar. Det maatte derefter anses for givet, at Havnen nu skulde bygges færdig, men Tempoet blev dog ikke forøget væsentligt. Efterhaanden steg de aarlige Bevillinger gradvis op til 750,000 Kr., men da man d. 19. Aug. 1939 udsatte den sidste Kiste i Vestmolen - Kiste Nr. 44 - var man efter 21 Aars Arbejde ikke en Gang halvt færdig. Der beskæftigedes ved Havnen 80-90 Mand, og der anvendtes store Mængder af Træ til Tømmerkisterne og Ral og Cement til Udfyldningen. De største Kister havde et Rumfang af 4000 Kbm., og der medgik ca. 850 Kbm. Træ til hver af dem.

Ved Thorupstrand findes en beskeden Læmole, som dog aldrig er bleven helt fuldført. (Eilif Henriksen fot.) I Foraaret 1940 kom Tyskernes Besættelse af Danmark, og inden længe begyndte de at udbygge Hanstholm til en Fæstning. Havnebygningen fortsattes dog, og der syntes endda at være Haab om et øget Tempo, indtil Tyskerne i Efteraaret 1942 paabød, at hele Hansted Sogn skulde rømmes af Befolkningen og Havnepladsen ryddes. Vandbygningsvæsenet, der ved Ingeniør Fibigers Død i 1936 overtog Ledelsen af Arbejdet, fik ikke en Gang Tid til at sikre de allerede udførte Arbejder. Havnebygningen laa stille indtil Krigens Afslutning i Foraaret 1945, og da viste det sig, at der var sket meget stor Skade paa Moleanlæget. Vandbygningsvæsenet anslog, at der, hvis Havnen skulde fuldføres, vilde udkræves 50-60 Mill. Kr. foruden de ca. 9 Mill. Kr., der allerede var anvendt. Der syntes at være stor Fare for, at Hanstholmhavnen helt skulde blive annulleret, hvad der for Egnens Befolkning og især for Fiskerne vilde være en uhyre Skuffelse. Ved Samarbejde mellem Thisted Amtsraad, alle Amtets Kommuner og alle større Organisationer blev der indledet et energisk Arbejde for at faa Havnebygningen genoptaget. Der blev udsendt en Pjece Hanstholm Havn, Porten til et større Danmark, og der blev rettet indtrængende Henvendelser til Regering og Rigsdag. Tidspunktet var ikke det mest gunstige, idet Rigsdagen lige havde beskæftiget sig med Thyborønprojektet til ca. 100 Mill. Kr., og der var Udsigt til vanskelige økonomiske Forhold i Efterkrigstiden. Endnu da dette skrives er Rigsdagens Afgørelse ikke faldet, men hele Egnens Befolkning haaber og venter paa, at Hanstholmhavnen skal blive til Virkelighed. Men forøvrigt vil en stor Havn - som Kommissionen i sin Betænkning ogsaa paapegede det - have livsvigtig Interesse langt ud over det rent lokale Omraade, og de store Fiskeriorganisationer, Dansk Fiskeriforening og Vestjydsk Fiskeriforening, har da ogsaa Gang paa Gang lagt deres Lod i Vægtskaalen for at faa denne Havnebygning fremmet. Der er fra Skagen til Esbjerg ca. 375 km, og paa hele denne lange Strækning har Fiskere og Søfarende i haardt Vejr kun to Redningsmuligheder, naar Faren bliver overhængende. Det er Hirtshals og Thyborøn Havne, og der er vel endda Grund til at frygte, at Thyborønhavns Værdi som Nødhavn vil blive forringet, naar Thyborøndæmningen er anlagt og den indgaaende Strøm derved standses eller bliver langt svagere. Denne Strøm gennnem Kanalen har hidtil gjort Thyborøn Havn let at besejle i haardt Vejr, og dette har været Redningen for mange Fiskerbaade. Der er ogsaa gennem Aarene sket mange Kutterforlis, som antagelig kunde være undgaaet, hvis Fiskerne havde haft en stor, nordligt beliggende Havn at holde paa. Erfaringerne fra Esbjerg, Thyborøn, Hirtshals og Skagen viser ogsaa tydeligt, at saa snart en god Havn er til Stede, bliver den paa kort Tid Basis for ny, rig Udvikling i Fiskeriet og for store nye Erhvervsmuligheder. Kystfiskeriet paa Thylands og Han Herreds Kyst er inde i Stagnation, og det har ingen Udviklingsmuligheder. De unge Fiskere vil ikke binde deres Fremtid til et saa slidsomt og besværligt Fiskeri som det, der ved de smaa Fiskerlejer drives fra den aabne Kyst, hvor Baadene daglig skal slæbes op paa Stranden og udsættes igen. Fiskeriets Ungdom søger til Fiskerihavnene og til det søgaaende Fiskeri, og det har ogsaa vist sig, at de mange Hanstholmfiskere, der ved Evakueringen i 1942-43 flyttede til Hirtshals, ikke ønsker at forlade denne gode Havneplads - i

hvert Fald ikke saa længe der ikke er en Havn ved Hansted. Der foreligger saaledes Fare for Affolkning af Vestkysten, og denne Fare er alvorlig for hele Egnen. Hanstholmhavnen kommer til at ligge gunstigt for Stimefiskeri, idet der er dybt Vand helt ind mod Kysten, og store Silde- og Makrelstimer gaar saa at sige lige uden for Havnemundingen. Svenske og norske Fiskere udnytter i høj Grad de rige Fiskerimuligheder, her findes, medens vor Egns Kystfiskere ofte maa gaa paa Stranden og se til, fordi Vejrforholdene ikke tillader deres smaa Baade at gaa ud, og fordi de heller ikke kan gaa saa langt til Søs, som det kan blive nødvendigt. Staten foretog først i Tyverne Ekspropriation af næsten hele Hansted, en Byplan for en Fremtidsby med en Snes Tusind Indbyggere blev udarbejdet. Ved Evakueringen omkring Nytaar 1943 overtog Staten alle de Ejendomme, der da var i privat Besiddelse, saaledes at Staten nu ejer praktisk talt hele Hansted Sogn. Ophalingsspil ved Fiskerlejer. Med Henblik paa at lette Kystfiskernes møjsommelige Arbejde med Udsætning og Ophaling af Baadene konstruerede den daværende Formand for Vestjydsk Fiskeriforening, Bjergningsentreprenør Claus Sørensen, Esbjerg, et motordrevet Ophalingsspil, og det lykkedes i 1940 at faa et saadant Spil opstillet ved N. Vorupør. Det er saaledes konstrueret, at det inden for en vis Rækkevidde kan tage Baadene paa Stranden og føre dem uden for Havstokken, og her kan Spillet igen tage Baadene, naar de vender hjem fra Fiskeri. Vorupør-Spillet indviedes den 29. Juni 1940 i Forbindelse med Vestjydsk Fiskeriforenings Generalforsamling i Thisted. Det kostede ca. 27,000 Kr. plus 4000 Kr. til en Højspændingsledning, og heraf tilskød Staten 20,000 Kr. og Carlsbergfondet 5000 Kr. De aarlige Driftsomkostninger ansloges til ca. 1000 Kr. Ophalingsspillet har i de forløbne Aar virket tilfredsstillende og været Vorupørfiskerne til megen Nytte. Der næres da ogsaa Ønsker om at faa lignende Hjælpegrejer til andre Fiskepladser, og for Tiden er man i Klitmøller ved at forberede et Anlæg. Lokale Støttepunkter ved Landingspladserne. De mindre, lokale Støttepunkter har ogsaa været Genstand for betydelig Interesse blandt Fiskerne, selv om Havnespørgsmaalet er langt det vigtigste. Fiskerne skal jo leve, og det trækker længe ude med Havnene. Der vil vel ogsaa, naar Havnespørgsmaalet er løst, stadig være Fiskere, som ønsker at benytte de hidtidige Landingspladser ved Fiskerlejerne. Læmolerne ved Vorupør og Hansted er allerede omtalt. Ved Klitmøller, hvor Stengrunden Ørhage danner et naturligt Læ for Landingspladsen, blev Forholdene yderligt forbedrede efter at den engelske Trawler Lepanta i 1909 var strandet her. Fiskeriforeningen opnaaede at faa Vraget fyldt med Cementbeton, saa det kom til at virke som en Høfde, og dette Eksperiment faldt særdeles gunstigt ud. I Stenbjerg fik man i 1927 efter mange Aars Arbejde en Statsbevilling paa 25,000 Kr. til en Høfde, som i det følgende Aar blev anlagt. Senere er der skaffet yderligere Bevillinger til Høfdens Udbygning. Ved Thorupstrand paabegyndtes i 1927 Anlæget af en Høfde i beskedent Format, og ved Lyngby anlagdes i 1936 ogsaa et lille Støttepunkt. Fiskerne ved Lildstrand har gennem mange Aar søgt om Bevilling til en Læmole, men har stadig faaet Afslag. De nævnte Støttepunkter har i al Beskedenhed deres Betydning for Fiskere, der er vant til i Nøjsomhed at klare sig under vanskelige og barske Livsvilkaar, men en Udvikling af Fiskeriet kan ikke ske paa en saadan Basis. Det er et umenneskeligt Slid at slæbe Baadene ud i Vandet og op igen for hver Fisketur, og mange Fiskere er under dette Arbejde blevet slaaet til Krøblinge. Den daglige Ophaling slider haardt paa Baadene, og det ligger i Sagens Natur, at der er sat snævre Grænser for Baadenes Størrelse. Tiden kræver gode Havne, hvorfra et moderne søgaaende Kutterfiskeri kan drives, og det maa haabes, at vor Egns Kystfiskere snart maa opleve at se Hanstholmhavnen færdigbygget. (Kilde: Landet mod Nordvest bd. 2, side 167-182).