Side 1 af 8 11/28/2013 infonyt Hotel og Restaurant Gastronom- og tjeneruddannelserne November 2013 Euro-Toques og KF Danmarks elevkonkurrence 2013
Side 2 af 8 SUPERFLOTTE resultater træning lønner sig Den 30. oktober deltog HANSENBERGs kokkeelever Mette Obling Jensen fra Aagaard Kro og Jeanette Hermann fra Hotel Munkebjerg samt tjenerelev Patrick Kylov fra Comwell Kellers Park i Euro- Toques og KF Danmarks elevkonkurrence 2013. Udmærkede sig i dekantering Patrick Kylov dystede mod tjenerelever fra 6 andre skoler i disciplinerne boxing table, filetering af fisk, flambering, blindduft af spiritus og likør, mixologi, blomsterbinding, servietfoldning, mixning af skaldyrssalat og dekantering af portvin. Patrick udmærkede sig i disciplinen dekantering af portvin her tog han prisen med hjem. Overlegen 1. plads til kokkeeleverne Mette Obling Jensen og Jeanette Hermann dystede mod kokkeelever fra 8 andre skoler, hvor alle deltog med et hold á 2 elever.
Side 3 af 8 I konkurrencen skulle der fremstilles retter med klassiske tilberedningsmetoder uden brug af hjælpemidler som Textura og Sosa produkter, der bl.a. bruges i molekylær gastronomi. Konkurrencetiden var 4 timer, hvor der skulle fremstilles forret, hovedret og dessert, 5 kuverter af hver - 4 til bedømmelse og 1 til skue. To timer efter start skulle forretterne afleveres med 5 minutters interval mellem hvert hold, og derefter fortsatte samme princip til hovedretterne og desserterne. Mette og Jeanette løb med en flot 1. plads, og prisen for bedste hovedret og bedste dessert. Børsen Young Chef 2013 Den 3. november deltog HANSENBERG i Børsen Young Chef 2013 med tjenerelev Keily Fernandez fra Restaurant Ti Trin Ned, samt kokkeeleverne Mette Obling fra Aagard Kro og Jeanette Hermann fra Munkebjerg Hotel. Konkurrencen for holdet bestod i at give dommer såvel som indbudte gæster en god helhedsoplevelse. Råvarerne var muslinger, sandart, ½ Duroc og Doyenne pærer, dertil et udvalg af danske sæsonvarer. Drikkevarerne var et udvalg fra Løgismose vin og Jacobsen øl. Det samlede team, bestående af 1 tjenerelev og 2 kokkeelever, leverede en formidabel indsats, men tingene kommer ikke af sig selv, det kræver træning, flid og beslutsomhed. Pigerne sikrede sig en solid bronzemedalje. 1000 tak til Restaurant Ti Trin Ned, Aagaard Kro og
Side 4 af 8 Munkebjerg Hotel for lån af jeres elever samt jeres hjælpsomhed og engagement. NYT ansigt Den 1. august er Kirsten Grosen Poulsen blevet ansat som uddannelsesleder på HANSENBERG: Jeg har tidligere været ansat på HANSENBERG som uddannelsesleder for fitnessinstruktør- og frisøruddannelserne og har arbejdet tæt sammen med Grethe Brandt Petersen. Jeg ved, at hotel- og restaurantområdet er fyldt med spændende og udfordrende personligheder og opgaver, og jeg er meget glad for de nye udfordringer, jeg har fået. I det kommende år vil vi fortsat have fokus på deltagelse i konkurrencer og ikke mindst på vores kerneydelse undervisning af eleverne så de kan udfordre og udvikle branchen. Jeg ser frem til et godt og udbytterigt samarbejde. Jeres praktikpladskonsulent Skolen har praktikpladskonsulenter, der varetager kontakten og dialogen med virksomhederne. De bistår og støtter jer med de administrative procedurer og kan informere om de muligheder og aftaleformer, der passer bedst til hver enkelt virksomhed. Jeres praktikpladskonsulent hedder Ole Robert Hansen, og han vil være behjælpelig med de forskellige procedurer omkring praktikpladsgodkendelsen og
Side 5 af 8 uddannelsesaftalen. Ønsker I et personligt møde, kommer Ole gerne på besøg. Vi er glade for det gode samarbejde og håber, I støtter op om jeres elever ved at møde op, når vi har mesterbesøg i slutningen af skoleforløbene. Kontakt gerne Ole Robert Hansen på mobil 2440 8757 eller pr. mail orh@hansenberg.dk Ny skolekalender/organisering gastronomuddannelsen Der er som bekendt foretaget en revision af gastronomuddannelsen, og derfor har gastronomteamet i den seneste tid arbejdet med ny organisering af undervisningen. Det har været hensigten at udvikle en ny model med følgende fokuspunkter: Øget elevlæring og elevindflydelse I den nye model vil der være højere grad af elevindflydelse, hvor eleverne individuelt skal vælge emner i teori og praktik på hvert hovedforløb. Der vil også blive arbejdet med differentiering både på niveau og metode, så eleverne får større indflydelse på egen læring. Elevplan vil blive benyttet til at styre de mange muligheder. Øget fleksibilitet I hvert kvartal vil alle 3 hovedforløb blive udbudt. Det vil sige, at der fremadrettet vil være større fleksibilitet i forhold til placeringen af elever. Bemærk, at princippet først til mølle er gældende. Som i enhver branche er der nemlig begrænsninger i forhold til arbejdspladser i køkkenet. Vi ved, at det for langt de fleste af jer er mest attraktivt at placere elever på skolen i 1. kvartal. Da det desværre ikke er muligt at optage alle elever på skolen i 1. kvartal, håber vi på jeres forståelse, hvis jeres første prioritet i forhold til placering af elever ikke altid kan imødekommes. Ny model hvornår? Den nye model igangsættes fra 2. kvartal 2014, dog er det først fra 2015, vi tilbyder gast 3 i 4. kvartal. Vi glæder os meget til den nye struktur og tror på, at den pædagogik, der ligger til grund for modellen, vil udmønte sig i en større læring for den enkelte elev, dels fordi de får større medansvar, og dels fordi de vælger at følge undervisningen i emner, der er vigtige for dem. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte undertegnede eller praktikpladskonsulent Ole Robert Hansen.
Side 6 af 8 Praktikcenter Der er foretaget lovændringer for skolepraktikeleverne, og i den forbindelse blev der den 1. september oprettet 50 praktikcentre forskellige steder i landet. HANSENBERG blev godkendt som praktikcenter på bl.a. gastronomuddannelsen. En skolepraktikelev er en elev, der uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale, men får mulighed for at fortsætte på uddannelsen, og elevens mål er at få en ordinær uddannelsesaftale. Det er muligt at virksomhedsforlægge praktikken i en virksomhed i en kortere periode. Det giver virksomheden og eleven mulighed for at afprøve hinanden, inden en konkret uddannelsesaftale indgås. Der er et nyt fokus i forhold til skolepraktikeleverne, bl.a. er der fokus på at begrænse virksomhedsforlagt undervisning. I stedet vil regeringen have, at der indgås delaftaler. På HANSENBERG er der nedsat en arbejdsgruppe, der har til opgave at fremkomme med forslag til de nye forhold for skolepraktikeleverne. I arbejdsgruppen er der også repræsentanter for de forskellige uddannelsesudvalg. Ønsker I at høre mere om, hvilke muligheder I har for at indgå et samarbejde med en elev, er I velkommen til at kontakte Ole Robert Hansen på mobil 2440 8757.
Side 7 af 8 Svendeprøve i efteråret 2013 Den 2. og 3. oktober satte HANSENBERG rammerne ved svendeprøven for tjener- og gastronomuddannelserne. Som altid var det nogle hektiske dage, hvor det gik lige fra nervøsitet til både skuffelse og glædesudbrud. Alle elever bestod, og vi vil gerne takke mestrene og de uddannelsesansvarlige for deres indsats og deres samarbejde med eleverne og skolen. infonyt i ny digital udgave infonyt bliver fremover kun udsendt i digitaliseret form, og medmindre I allerede har gjort det, er det nødvendigt, at I tilmelder jer på vores hjemmeside, hvis I ønsker at modtage næste infonyt pr. mail. Det er et lovkrav, at man selv aktivt skal tilmelde sig, før vi må sende ud på denne måde. Sådan får I infonyt tilsendt fremover I kan tilmelde jer via vores hjemmeside: www.hansenberg.dk Vælg: Nyheder & presse (øverste sorte bjælke) og infonyt HANSENBERGs nyhedsbrev (venstre side af skærmen). Vælg Tilmelding til infonyt og klik på Gastronom og tjener (ligger under Vitia), indtast e-mailadressen og klik på Tilmeld. Jeres e-mailadresse videregives ikke til andre.
Side 8 af 8 Vil I afmelde infonyt, klikker I på afmeld-linket i bunden af seneste nyhedsbrev/infonyt eller vælger Afmelding af infonyt på www.hansenberg.dk. Har I gode ideer til næste infonyt, så kontakt venligst undertegnede. Alle spørgsmål vedrørende gastronom- og tjeneruddannelserne er velkomne. Vi ser frem til et godt og udbytterigt samarbejde i 2014! Lærerteamet og Kirsten Grosen Poulsen Uddannelsesleder Mobil 2154 4303 E-mail: kpo@hansenberg.dk HANSENBERG Skovvangen 28 Kolding 6000 Noreply@hansenberg.dk Vi vil selvfølgelig blive kede af det, men her kan du framelde dig nyhedsbrevet hvis det er det, du ønsker.