ISSN 1680-9718 DA RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION GENERALSEKRETARIATET Europæiske Union Årsberetning om menneskerettigheder 2 0 0 2
Europæiske Union Årsberetning om menneskerettigheder 2 0 0 2
EU's årsberetning om menneskerettigheder vedtaget af Rådet den 21. oktober 2002. Hvis der ønskes yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til afdelingen for I Presse, Kommunikations, Protokol på følgende adresse: Generalsekretariatet for Rådet Rue de la Loi 175 B-1048 Bruxelles Telefax: +32 (0)2 285 53 32 E-mail: public.info@consilium.eu.int Internet: http://ue.eu.int Bibliografiske data findes bagest i denne publikation Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2002 ISBN 92-824-2187-2 De Europæiske Fællesskaber, 2002 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Omslagsbillede: STRATOS Med velvillig tilladelse fra kunstneren Printed in Belgium 2
INDHOLD Side 1. INDLEDNING...11 1.1. Beretningens generelle formål...11 1.2. Beretningens opbygning...12 1.3. Principper...12 1.4. Retsgrundlagene for EU's menneskerettighedspolitik...14 1.5. Hovedaktører...15 1.5.1.Europa-Parlamentet...15 1.5.2.EF-Domstolen...16 1.5.3.Den Europæiske Ombudsmand...17 1.6. Gennemsigtighed og dialog med civilsamfundet...17 2. MENNESKERETTIGHEDER INDEN FOR DEN EUROPÆISKE UNION...18 2.1. Mainstreaming af menneskerettigheder...18 2.2. Charteret om grundlæggende rettigheder...21 2.3. Racisme og fremmedhad...23 2.4. Asyl og migration...27 2.5. Menneskehandel...31 2.6. Europa-Parlamentets betænkning om respekten for de grundlæggende menneskerettigheder i EU...33 2.7. Menneskerettigheder og erhvervslivet...33 3. AKTIONER PÅ MENNESKERETTIGHEDSOMRÅDET PÅ INTERNATIONALT PLAN...38 3.1 EU-instrumenter og -initiativer i forbindelserne med tredjelande...38 3.1.1.Fælles strategier, fælles aktioner og fælles holdninger...39 3.1.2.Demarcher og erklæringer...43 3.1.3.Politisk dialog...44 a) EU-dialog med de associerede lande...44 b) Dialogen mellem EU og USA...45 c) Dialogen mellem EU og Canada...45 d) Dialogen mellem EU og Kina...45 3
3.1.4.Opfølgning af konklusionerne fra samlingen i Rådet (almindelige anliggender) den 25. juni 2001 om, hvordan EU kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande...48 3.1.5.Europa-Parlamentets årlige betænkning om menneskerettigheder...49 3.1.6.Menneskerettighedsfora...49 3.2. Aktiviteter, der finansieres under det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder...50 3.3. EU-aktioner i internationale fora...57 3.3.1.De Forenede Nationer...57 a) FN's 56. generalforsamling: arbejdet i 3. Komité...59 b) 58. møde i Menneskerettighedskommissionen...61 c) Verdenskonferencen mod racisme, racediskrimination, fremmedhad og dertil knyttet intolerance 2001...63 d) FN's ekstraordinære samling om børn 2002...67 e) Den anden verdenskonference om ældre 2002...70 f) Den internationale rådgivende konference om skoleundervisning i relation til religions- og trosfrihed, tolerance og ikke-diskrimination...71 3.3.2.Den Internationale Straffedomstol...72 3.3.3.Europarådet...73 3.3.4.Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE)...76 3.3.5.Stabilitetspagten for Sydøsteuropa...78 3.4. Tematiske emner af særlig betydning for EU...80 3.4.1.Menneskerettigheder og terrorisme...80 a) FN......82 b) FN's 56. generalforsamling...83 c) 58. møde i Menneskerettighedskommissionen...84 3.4.2.Borgerlige og politiske rettigheder...84 a) Afskaffelse af dødsstraffen...86 b) EU's indsats i internationale og regionale fora...88 c) Indsatsen i specifikke lande...89 d) Indsatsen i USA...89 e) Tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf...91 4
f) Valgobservation og -bistand...93 g) Horisontale projekter...94 h) Valgobservationsmissioner...95 i) Valgbistandsprojekter...99 j) Samarbejde med andre organisationer, der er aktive på valgområdet...101 3.4.3.Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder...102 3.4.4.Retten til udvikling...104 3.4.5.Barnets rettigheder...105 a) FN's 56. generalforsamling...105 b) 58. møde i Menneskerettighedskommissionen...106 3.4.6.Kvinders menneskerettigheder...107 a) FN's 56. generalforsamling...108 b) 46. møde i Kommissionen for Kvinders Status...109 c) 58. møde i Menneskerettighedskommissionen...110 3.4.7.Racisme, fremmedhad, ikke-forskelsbehandling og respekt for mangfoldighed......112 a) FN......112 b) Regionale organisationer...114 c) Europarådet...114 d) OSCE...115 3.4.8.Personer, der tilhører mindretal...116 3.4.9.Flygtninge og internt fordrevne...118 3.4.10. Menneskerettighedsforkæmpere...121 3.5. Menneskerettighedssituationen på verdensplan...123 4. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER...137 5
5. BILAG 1. Erklæring fra formandskabet på EU's vegne på verdenskonferencen mod racisme (den 31. august - 7. september 2001 i Durban i Sydafrika) 141 2. Tale holdt af Louis Michel, Belgiens udenrigsminister og formand for Rådet for Den Europæiske Union, på FN's 56. Generalforsamling (den 24. september 2001 i New York) 147 3. Den Europæiske Unions indlæg på FN's Generalforsamling (3. Komité) om menneskerettighedssituationen i verden (den 13. november 2001 i New York) 155 4. Indlæg på Det Europæiske Fællesskabs vegne på FN's 56. generalforsamling - 3. Komité (den 12. november 2001 i New York)..169 5. Tale holdt af Josep Piqué i Camps, Spaniens udenrigsminister og formand for Den Europæiske Union, i Menneskerettighedskommissionen (den 19. marts 2001 i Genève)..173 6. Erklæring fra Javier Solana, generalsekretær for EU-Rådet og EU's højtstående repræsentant for FUSP på 58. møde i Menneskerettighedskommissionen (den 18. marts - 26. april 2002 i Genève) 177 7. Landeerklæring fra ambassadør Joaquín Pérez Villanueva Y Tovar, chef for Spaniens delegation, på Den Europæiske Unions vegne på 58. møde i Menneskerettighedskommissionen (den 18. marts - 26. april 2002 i Genève) 181 8. Indlæg på Det Europæiske Fællesskabs vegne på 58. møde i Menneskerettighedskommissionen (den 18. marts - 26. april 2002 i Genève).197 9. Erklæring fra formandskabet, afgivet af Pio Cabanillas, minister i og talsmand for den spanske regering på Den Europæiske Unions vegne på Generalforsamlingens 27. særlige samling om børn (den 8.-10. maj 2002 i New York).199 10. Meddelelse fra Kommissionen (KOM(2001) 291 endelig) til verdenskonferencen mod racisme, racediskrimination, fremmedhad og hermed beslægtet intolerance (den 31. august - 7. september 2001 i Durban).203 11. Meddelelse fra Kommissionen (KOM(2002) 143 endelig) til den anden verdensforsamling om aldring (8. - 12. april 2002 i Madrid).215 12. Kommissionsdokument til FN's ekstraordinære samling om børn om Det Europæiske Fællesskabs reaktion på verdenstopmødet om børn (den 8.-10. maj 2002 i New York) 227 6
13. Den Europæiske Unions retningslinjer med hensyn til dødsstraf. 245 14. Retningslinjer for en EU-politik over for tredjelande med hensyn til tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf 249 15. Den Europæiske Unions retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder.257 16. Konklusioner fra Rådet (almindelige anliggender) (samlingen i juli 2001) om FN's verdenskonference om racisme, racediskrimination, fremmedhad og dertil knyttet intolerance.265 17. Revision af den fælles holdning vedrørende Den Internationale Straffedomstol.269 18. Menneskerettighedsinstrumenter..271 19. Menneskerettighedsinstrumenter undertegnet af EU-medlemsstaterne 273 20. Rapporter, som medlemsstaterne har forelagt for menneskerettighedsorganer 275 21. Medlemsstaternes økonomiske bidrag til FN's menneskerettighedsmekanismer.279 22. Besøg i medlemsstaterne af repræsentanter for menneskerettighedsmekanismerne.285 23. Oversigt over initiativer finansieret i 2001 over kapitel B7-7 287 24. Kommissionens programmeringsdokument vedrørende det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder (kapitel B7-7) 2002.299 25. Menneskerettigheder på internettet. 313 26. Liste over forkortelser.317 7
8
FORORD Det er mig en glæde at kunne forelægge denne Den Europæiske Unions fjerde årsberetning om menneskerettigheder, der dækker perioden fra den 1. juli 2001 til den 30. juni 2002. Denne periode har været præget af terrorangrebene mod De Forenede Stater den 11. september 2001. Bekæmpelsen af international terrorisme er af indlysende årsager prioriteret højt på den internationale dagsorden. Dette har imidlertid ikke mindsket Den Europæiske Unions bestræbelser på at sikre respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i alle dele af verden, som det vil fremgå af denne beretning. Formålet med dokumentet er at forelægge en samlet oversigt over Den Europæiske Unions menneskerettighedspolitik. Det er koncentreret om EU's forbindelser med tredjelande og om dens internationale rolle, men indeholder også et afsnit om menneskerettigheder inden for EU selv, hvor spørgsmål som f.eks. menneskehandel, racisme og fremmedhad, asyl og migration samt menneskerettigheder og erhvervslivet, behandles.rapporten er resultatet af teamwork. Menneskerettighedseksperter fra de femten medlemsstater har bidraget til den med støtte fra Kommissionen og fra Rådssekretariatet. Den Europæiske Unions årsberetning er et vigtigt referencedokument, som anvendes som grundlag for indgående drøftelser om, hvordan EU's menneskerettighedspolitik kan gøres mere sammenhængende og effektiv. Der vil finde en indgående drøftelse sted på næste menneskerettighedsforum, som afholdes i København i december 2002, og som Den Europæiske Unions institutioner, akademikere, repræsentanter for ikkestatslige organisationer og internationale organisationer vil deltage i. Ved hjælp af sin årsberetning om menneskerettigheder og ved på ny at fremhæve de værdier, som den europæiske model er baseret på, håber EU at styrke sine borgeres engagement i arbejdet med at fremme menneskerettighederne både inden for og uden for Europa. I en verden, som bliver mere og mere globaliseret, er det vigtigt, at vi fastholder grundlaget for vor identitet og vore værdier. Det er således mit håb, at årsberetningerne vil anspore de europæiske folk og regeringer til at arbejde for at nå vort langsigtede mål, der er at sikre alle menneskerettigheder for alle. Dr. Phil. Per Stig Møller Kongeriget Danmarks udenrigsminister Formand for Rådet for Den Europæiske Union 9
10
I. INDLEDNING 1.1. BERETNINGENS GENERELLE FORMÅL Den Europæiske Union bygger på og er defineret ved sit engagement i principperne om demokrati og frihed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Tilslutningen til disse principper og fælles værdier er grundlaget og forudsætningen for fred, stabilitet og velstand i ethvert samfund. Formålet med denne beretning er at gøre rede for, hvordan disse fælles værdier udmøntes i EU's praktiske politik og holdninger på menneskerettighedsområdet. Beretningen er den fjerde af sin art. Den dækker perioden fra den 1. juli 2001 til den 30. juni 2002. Senere udvikling såsom vedtagelsen af en række demokratiske reformer i Tyrkiet, hvis virkninger EU vil overvåge nøje, er derfor ikke nævnt her. Den fokuserer på EU's politikker og tiltag på menneskerettighedsområdet over for tredjelande. Det er EU's faste overbevisning, at dette er et legitimt og vigtigt anliggende og ansvar for det internationale samfund. Beretningen omfatter også en præsentation af politikkerne og interesserne på menneskerettighedsområdet i EU. Der er sket en positiv udvikling på en række menneskerettighedsområder i beretningsperioden, bl.a. vedtagelsen ved konsensus af Durban-erklæringen og handlingsprogrammet til bekæmpelse af racisme og fremmedhad i september 2001, den foreløbige vedtagelse af et udkast til frivillig protokol til FN's konvention mod tortur i Menneskerettighedskommissionen i april 2002 og ikrafttrædelsen af Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol den 1. juli 2002, efter at de påkrævede 60 stater havde ratificeret den. Dette er blot nogle få eksempler på en positiv udvikling, som EU har bidraget aktivt til. Der gives flere eksempler i de følgende kapitler. Beretningsperioden har dog også været præget af en negativ udvikling. Denne tendens viste sig især på 58. samling i Menneskerettighedskommissionen, hvor der herskede en meget uforsonlig stemning. Samlingen viste, at der er et stadig tydeligere kløft mellem nord og syd, og en række EUinitiativer blev forkastet på grund af afværgeforslag. 11
1.2. BERETNINGENS OPBYGNING Beretningen er opdelt i fire kapitler. I dette kapitel gøres der rede for de principper, der ligger til grund for EU's menneskerettighedspolitik, og retsgrundlagene herfor samt hovedaktørerne på området. Kapitel 2 omhandler især menneskerettighederne i EU, og emner som racisme, migration, menneskesmugling og menneskerettigheder og erhvervslivet er behandlet. Kapitel 3 omhandler EU's aktioner og holdninger på menneskerettighedsområdet i internationale anliggender. Der gøres rede for de redskaber - såsom fælles strategier, fælles aktioner og fælles holdninger - som EU har til rådighed på menneskerettighedsområderne, og for samarbejdet mellem EU og andre internationale og regionale organisationer som De Forenede Nationer (FN), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og Europarådet. Desuden omhandler kapitlet temaer af særlig betydning for EU i international sammenhæng. I kapitel 3 foretages der også en evaluering af EU's optræden over for tredjelande. Derefter følger et kapitel med afsluttende bemærkninger om EU's politik og holdninger på menneskerettighedsområdet. Endelig indeholder beretningen en række tillæg vedrørende EU's politikker, projekter og erklæringer på menneskerettighedsområdet. 1.3. PRINCIPPER Som anført ovenfor er Den Europæiske Union et fællesskab med fælles værdier, der bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Den Europæiske Union bestræber sig på at respektere og fremme de universelle menneskerettigheder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og de senere internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966. Foruden disse og andre menneskerettighedsinstrumenter i FN bygger EU's politik og holdninger på menneskerettighedsområdet også på regionale menneskerettighedsinstrumenter som den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950. EU tilslutter sig princippet om, at alle menneskerettigheder er 12
universelle, indbyrdes forbundne og udelelige, og princippet om demokratiske frihedsrettigheder, der er fastsat i disse internationale retsinstrumenter, hvilket blev bekræftet på ny på verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993 1. Den betydning, som EU tillægger princippet om respekt for menneskerettighederne, er afspejlet i det øgede engagement i integrering ("mainstreaming") af menneskerettigheder og demokratiseringsmål i alle aspekter af EU's eksterne og interne politikker. På denne måde forsøger EU at bidrage til at fremme den internationale tendens til at integrere fremme af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i udviklingssamarbejde, handelspolitik og fremme af fred og sikkerhed. Der gøres opmærksom på, at EU har forpligtet sig til så vidt muligt at indtage en positiv holdning og udvise samarbejdsvilje over for tredjelande på menneskerettighedsområdet. Dette kan ske gennem dialog, ekspertbistand eller indgåelse af et partnerskab med tredjelandet med henblik på at fremme og beskytte menneskerettighederne. Samtidig forbeholder EU sig retten - og pligten - til uden omsvøb at protestere mod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvor de finder sted. På grundlag af Kommissionens meddelelse af 8. maj 2001 om Den Europæiske Unions rolle med hensyn til at fremme menneskerettighederne og demokratiseringen i tredjelande og Rådets konklusioner herom af 25. juni 2001 behandler Menneskerettighedsgruppen (COHOM) nogle forslag til, hvordan EU's menneskerettighedspolitikker kan gøres mere effektive og gennemsigtige, og hvordan der kan skabes sammenhæng og konsekvens mellem Fællesskabets indsats og den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik (FUSP). Man håber, at disse forslag kan forelægges for Rådet (almindelige anliggender) til godkendelse i nær fremtid. 1 Se bilag 18, der indeholder en samlet liste over de internationale menneskerettighedsinstrumenter, og bilag 19, der indeholder en liste over alle de menneskerettighedsinstrumenter, der er undertegnet af EU-medlemsstaterne. Se endvidere bilag 20, 21 og 22, der indeholder hhv. rapporter, som medlemsstaterne har forelagt for menneskerettighedsorganer, medlemsstaternes økonomiske bidrag til FN's menneskerettighedsmekanismer og besøg af repræsenter for menneskerettighedsmekanismerne. 13
1.4. RETSGRUNDLAGENE FOR EU's MENNESKERETTIGHEDSPOLITIK Beskyttelse og fremme af menneskerettighederne er ikke blot definerende principper for EU, men indgår også i EF-lovgivningen. De er udtrykkeligt indarbejdet i og anført som fælles europæiske mål i traktaten for Den Europæiske Union (TEU), der trådte i kraft i november 1993. Dette skridt var en væsentlig styrkelse af menneskerettighederne som et prioriteret område for EU i såvel de interne som de eksterne politikker. Med hensyn til de interne politikker hedder det i artikel 2 i TEU, at EU's mål er at 'at styrke beskyttelsen af medlemsstaternes statsborgeres rettigheder og interesser' og 'at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed'. Desuden hedder det i traktatens artikel 6, stk. 2, at EU skal 'respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved (...) [Europarådets] konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (...), og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten'. Sidstnævnte artikel anvendes af EF-Domstolen for så vidt angår EU-institutionernes handlinger i det omfang, Domstolen har kompetence vedrørende disse handlinger. Med hensyn til EU's eksterne politikker hedder det i artikel 11 i TEU, at bestræbelser med henblik på "udvikling og befæstelse af demokratiet og retsstatsprincippet samt respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder" er blandt målene for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. I 1999, da Amsterdam-traktaten trådte i kraft, blev menneskerettighederne i endnu højere grad integreret i EF-lovgivningen. Foruden på ny at bekræfte, at EU bygger på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, fastsætter traktaten også, at en medlemsstat, der groft og vedvarende krænker disse fælles principper, må bære følgerne i form af suspension af rettighederne i TEU. Charteret om grundlæggende rettigheder skal også nævnes i denne sammenhæng. Charteret blev proklameret af EU-institutionerne - Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet - i december 2000 og tager sigte på at øge beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder på baggrund af ændringer i samfundet, sociale fremskridt og teknologisk udvikling ved at gøre rettighederne mere synlige i et EU-instrument. 14
1.5. HOVEDAKTØRERNE Den vægt, der lægges på fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, fremgår af, at de fleste organer og institutioner i EU er inddraget i menneskerettighedsspørgsmål. Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen er hovedaktørerne i udformning af politikker, beslutninger og gennemførelse. Det er derfor disse aktørers menneskerettighedsaktiviteter, der er omtalt mest i denne beretning. Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og Den Europæiske Ombudsmand spiller dog også en væsentlig rolle i fremme og beskyttelse af menneskerettighederne, både i og uden for EU. Beskyttelse og fremme af menneskerettighederne i EU-medlemsstaterne er især et anliggende for staterne selv under behørig hensyntagen til deres egne retssystemer og internationale forpligtelser. Medlemsstaterne er parter i en række internationale instrumenter af såvel retligt bindende som politisk karakter og skal derfor stå til regnskab for deres handlinger på menneskerettighedsområdet over for en række internationale organisationer, bl.a. Europarådet, OSCE og FN. 1.5.1. Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet deltager aktivt i udformningen og gennemførelsen af EU's menneskerettighedspolitikker. I årenes løb har Europa-Parlamentet indtaget en ledende rolle i arbejdet for at sikre menneskerettighederne en fremtrædende plads på EU's dagsorden. Dette skyldes i vid udstrækning den stærke interesse, som Europa-Parlamentet og mange af dets medlemmer traditionelt har haft for menneskerettigheder. Europa-Parlamentets beføjelser er gradvis blevet øget, især ved Maastrichttraktatens og Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse. Europa-Parlamentet øver indflydelse på udarbejdelsen af traktater med tredjelande. Det gennemfører missioner til lande uden for EU og udarbejder rapporter om konkrete menneskerettighedsforhold og om tematiske emner. I spørgsmål vedrørende menneskerettigheder vedtager Europa-Parlamentet også beslutninger, fremsætter erklæringer og forelægger spørgsmål for Rådet og Kommissionen. 15
Rådet og Europa-Kommissionen sørger for at opretholde et nært samarbejde med Europa- Parlamentet om aspekter, der vedrører menneskerettighederne. Europa-Parlamentet holdes løbende underrettet om EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. I april 2002 vedtog Europa-Parlamentet sin årlige betænkning om menneskerettighederne. Kapitel 3.1.5 indeholder en kort præsentation af rapporten 2. Hvert år tildeler Europa-Parlamentet en person eller organisation Sakharov-prisen for tankefrihed. I 2001 gik prisen til tre personer, der er meget aktive i fredsprocessen i deres respektive lande. Den gik til palæstinenseren Izzat Ghazzawi og israeleren Nurit Peled-Elhanan for deres arbejde for fredsprocessen i Mellemøsten og Don Zacarias Kamuenho for hans rolle i fredsprocessen i Angola. 1.5.2. EF-Domstolen EF-Domstolen sikrer i sin egenskab af EU's retlige institution, at traktaterne anvendes under overholdelse af EF-lovgivningen. EF-retten finder direkte anvendelse i alle medlemsstaterne. Domstolen sikrer, at EF-retten fortolkes og anvendes ens i hele EU. Domstolen har kompetence til at behandle tvister, som medlemsstaterne, fællesskabsinstitutionerne, private virksomheder og privatpersoner kan være parter i. Siden Domstolens oprettelse i 1952 er hen ved 9 000 sager blevet indbragt for den. For at klare den øgede arbejdsbyrde og behandle sager hurtigere oprettede Rådet i 1989 Retten i Første Instans. Retten har beføjelse til at behandle direkte søgsmål og dermed også sager indbragt af privatpersoner, herunder menneskerettighedssager. Domstolens retspraksis er gradvis blevet udviklet under henvisning til medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og til internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de har undertegnet og ratificeret. Domstolen har tilkendegivet, at den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er af særlig betydning som reference. Domstolens domme er bindende, og de har bekræftet, at pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder gælder både for EU-institutionerne og for medlemsstaterne på EFrettens område. 2 Europa-Parlamentets årlige betænkning om menneskerettighederne for 2001 og generelle oplysninger om Europa-Parlamentet findes på www.europarl.eu.int/home/default_en.htm. 16
Selv om traktaten om Den Europæiske Union oprindelig ikke indeholdt nogen specifik omtale af menneskerettighederne, har Domstolen konsekvent afsagt domme med udgangspunkt i, at de grundlæggende rettigheder udgør en integrerende del af Fællesskabets retsorden, og har dermed sikret, at der tages fuldt hensyn til menneskerettighederne i retsplejen. Domstolens retspraksis er nu afspejlet i artikel 6 i TEU, hvori det hedder, at frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet er de principper, som EU bygger på 3. 1.5.3. Den Europæiske Ombudsmand Den Europæiske Ombudsmands vigtigste opgave består i at undersøge tilfælde af fejl og forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer, med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner. Ombudsmanden får først og fremmest kendskab til disse sager gennem klager indgivet af europæiske borgere. Desuden er ombudsmanden bemyndiget til at foretage undersøgelser på eget initiativ. En del af disse klager og undersøgelser angår menneskerettighederne, navnlig retten til ytringsfrihed og ikke-diskrimination. Den Europæiske Ombudsmand offentliggør en årsrapport, der også omhandler EU-institutionernes indsats på menneskerettighedsområdet. Den seneste årsrapport fra Den Europæiske Ombudsmand er fra april 2002 4. 1.6. GENNEMSIGTIGHED OG DIALOG MED CIVILSAMFUNDET I både Rådets konklusioner af 25. juni 2001 og Kommissionens meddelelse af 8. maj 2001 understreges behovet for at sikre større gennemsigtighed i EU's indsats vedrørende menneskerettigheder og demokrati generelt og øge dialogen og informationsudvekslingen med forskellige aktører. Ønsket om større gennemsigtighed er også kommet til udtryk i offentligheden, der er interesseret i at bidrage mere aktivt til udformningen af EU's politikker på menneskerettighedsområdet. 3 4 Yderligere oplysninger om EF-Domstolen og Retten i Første Instans findes på www.curia.eu.int/en/index.htm. Årsrapporten fra Den Europæiske Ombudsmand og andre oplysninger om institutionen findes på www.euro-ombudsman.eu.int. 17
Denne beretning er et led i de almindelige bestræbelser på at sikre større gennemsigtighed i EU's politikker på menneskerettighedsområdet, over for både Europa-Parlamentet og civilsamfundet generelt. Beretningen er blot ét af flere initiativer med henblik på større åbenhed i EU's arbejde. I samarbejde med Kommissionen har Rådet således forsøgt at give større adgang til information om udformningen og gennemførelsen af menneskerettighedspolitikken på Rådets og Kommissionens websteder 5. Desuden vil der løbende blive gjort en indsats for, at EU-debatforummet vedrørende menneskerettigheder - der er en vigtig platform for debat mellem repræsentanter for ngo'er, europæiske institutioner, regeringer og akademiske kredse - bliver mere effektivt og oplysende 6. Rådet sætter pris på ngo'ernes værdifulde erfaringer og bestræbelser vedrørende menneskerettigheder og demokrati og er overbevist om, at både ngo'er og regeringer kan få gavn af større dialog og samarbejde. Rådet vil derfor fortsat arbejde på at styrke EU's forbindelser med ngo'er i og uden for EU og yde omfattende støtte til ngo'er, således at et engageret civilsamfund kan styrkes yderligere. EU vil også arbejde mere aktivt på at forsvare ngo'ernes ret til adgang til internationale organisationer. 2. MENNESKERETTIGHEDER INDEN FOR DEN EUROPÆISKE UNION 2.1. MAINSTREAMING AF MENNESKERETTIGHEDERNE Som anført i punkt 3.1.4 i denne beretning godkendte Rådet (almindelige anliggender) den 25. juni 2001 Kommissionens meddelelse om, hvordan EU kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande, som tager sigte på større sammenhæng og konsekvens i EF's anvendelse af menneskerettighedskriterierne i forbindelserne med tredjelande. Dette bygger på tilsagnene om at respektere og fremme menneskerettighederne, jf. artikel 6 og 11 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. 5 6 Adresserne på Rådets og Kommissionens websteder er hhv. www.ue.eu.int/en/summ.htm og europa.eu.int/comm/index_en.htm. Se punkt 3.1.6 vedrørende menneskerettighedsfora. 18
Mainstreaming går ud på at integrere menneskerettighederne (respekt for de universelle og udelelige menneskerettigheder, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet) i alle aspekter af udformningen og gennemførelsen af politikker. Mainstreaming kan således yde et vigtigt bidrag til sammenhæng og konsekvens i EU's håndtering af menneskerettighedsspørgsmål i forbindelserne med tredjelande. En række medlemsstater har allerede gjort store fremskridt med mainstreaming af menneskerettighederne i deres udenrigspolitik. FN har også gjort det på forskellige måder, bl.a. ved at integrere menneskerettighederne i et tværgående tema i FN-landegrupperne og ved at lade OHCHR deltage i alle fire eksekutivkomitéer (FN-komitéer på højt plan, der koordinerer beslutningerne), således at der kan tages hensyn til menneskerettighederne i FN's initiativer for fred og sikkerhed, humanitære spørgsmål og udvikling samt økonomi- og socialpolitik. Der er i den senere tid gjort fremskridt med mainstreaming af menneskerettighederne overalt i EU's politik og bistand, bl.a. medtagelse af menneskerettighederne i den politiske dialog med tredjelande. Rådet vedtog Den Europæiske Unions retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder den 13. december 2001. I disse gentages EU's tilsagn om at medtage menneskerettighedsspørgsmål på alle møder med tredjelande på alle niveauer og fastsætte betingelser for, hvordan specifikke menneskerettighedsdialoger skal indledes og føres 7, siden 1995 medtagelse af en klausul om menneskerettighederne som et "væsentligt element" i handels- og samarbejdsaftaler med tredjelande. Ifølge sådanne klausuler understøtter respekt for de grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske principper parternes interne og eksterne politikker og udgør et "væsentligt element" i aftalen. Hvis den misligholdes, kan aftalen ophæves. Vægten ligger dog på at fremme dialog og positive foranstaltninger snarere end sanktioner. Cotonou-aftalen med 77 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet indeholder en ny høringsprocedure for tilfælde af misligholdelse af de væsentlige elementer, 7 Den Europæiske Unions retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder findes i bilag 15. 19
anvendelse af menneskerettigheds- og demokratiseringskriterier ("Københavnskriterierne") i vurderingen af, om ansøgerstater er klar til at indlede tiltrædelsesforhandlinger med EU, udarbejdelsen af en adfærdskodeks for våbeneksport 8, indrømmelse af yderligere præferencer eller inddragelse af præferencer i henhold til den generelle præferenceordning i tilfælde af en uacceptabel arbejdskraftpraksis 9, mainstreaming af kvinders og børns rettigheder i bistanden i henhold til det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder. Dette danner grundlaget for fuld mainstreaming af menneskerettighederne overalt i EU's politik og bistand. I de sidste 12 måneder har EU drøftet, hvordan man bedst kan komme videre med mainstreaming. I Kommissionen er et centralt politisk redskab, der kan udbygges til at fremme mainstreaming af menneskerettighederne, landestrategidokumentet. Der er udarbejdet landestrategidokumenter for en lang række tredjelande. De indeholder omfattende økonomiske, politiske og sociale analyser og danner rammen for målretning af al EF-bistand. Kommissionen overvejer i øjeblikket nogle forbedringer af dokumenterne, bl.a. mere indgående analyser af menneskerettighedsspørgsmål. Den vigtigste opgave i de kommende år er dog nok at udvikle medarbejderes evne til at behandle menneskerettighedsspørgsmål effektivt i deres daglige arbejde ved hjælp af uddannelse og informationsmateriale og redskaber. Behovet for uddannelse på menneskerettighedsområde fremhæves i Kommissionens meddelelse af 8. maj 2001. 8 9 Se punkt 2.7 om Menneskerettigheder og erhvervslivet. Nærmere oplysninger i punkt 2.7. 20
Uddannelse i menneskerettigheder for personalet ved Kommissionens delegationer er særlig vigtig i forbindelse med den igangværende decentralisering af forvaltningen af Kommissionens bistandsprogrammer til delegationerne verden over. Decentraliseringen sker i tre omgange og skal være afsluttet ved udgangen af 2003. I første omgang har decentraliseringen omfattet 21 kommissionsdelegationer. Kommissionen er i øjeblikket ved at forberede decentraliseringen af tematiske budgetposter, bl.a. vedrørende menneskerettigheder og demokratisering. 2.2. CHARTERET OM GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER Med proklamationen på Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000 indtog charteret en vigtig plads. Det er et referencedokument, som giver borgerne i EU og kandidatlandene mulighed for at kende deres rettigheder, og de værdier, som EU bygger på. Hidtil er spørgsmålet om charterets retsvirkning endnu ikke afgjort. Regeringskonferencen i Nice traf nemlig ikke afgørelse om at indarbejde det i traktaterne. Det blev dog bestemt, at debatten om Unionens fremtid og den nye regeringskonference, der indkaldes i 2004, bl.a. skal omhandle "status for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Köln blev proklameret i Nice". Som led i Det Europæiske Konvents 10 arbejde skal en arbejdsgruppe med Antonio Vitorino, medlem af Kommissionen, som formand overveje, hvordan charteret kan indarbejdes i traktaterne, og følgerne heraf. Selv om charteret ikke er juridisk bindende, refererer borgerne stadig oftere til det i deres forskellige henvendelser til EU-institutionerne. Europa-Parlamentet og Kommissionen modtager således et stort antal klager, andragender og breve, hvori der henvises til charteret. 10 Det Europæiske Konvent, som blev indkaldt af Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001, har Valéry Giscard d'estaing som formand og har til opgave at foretage en så bred og gennemsigtig forberedelse som muligt af den næste regeringskonference. De vigtigste interessenter er inddraget i debatten om EU's fremtid. Foruden formanden og de to næstformænd (Giuliano Amato og Jean Luc Dehaene) består konventet af 15 repræsentanter for medlemsstaternes stats- eller regeringschefer, 13 repræsentanter for kandidatlandene, 30 repræsentanter for medlemsstaternes nationale parlamenter, 26 repræsentanter for kandidatlandenes nationale parlamenter, 16 repræsentanter for Europa-Parlamentet og 2 repræsentanter for Europa-Kommissionen. Inddragelsen af civilsamfundet udgør også et vigtigt element i afviklingen af konventet. I den forbindelse skal det understreges, at der er oprettet et forum, hvor organisationer, der repræsenterer civilsamfundet, kan yde deres bidrag til debatterne om Den Europæiske Unions fremtid. 21
Jurister henviser også stadig oftere til det i EU's retsinstanser, og det samme gør generaladvokaterne ved EF-Domstolen i deres forslag til afgørelser, idet de dog understreger, at det ikke er juridisk bindende. For første gang siden proklamationen har Retten i Første Instans udtrykkeligt henvist til charteret i domme af 30. januar og 3. maj 2002. I øvrigt mener Kommissionen, at charterets proklamation skal have konkrete følger, idet Kommissionen linje skal være, at charterets rettigheder altid skal respekteres. Med henblik herpå skal alle forslag til retsakter og alle retsforskrifter, som kommissærkollegiet vedtager, fremover forinden kontrolleres for overensstemmelse med charteret, og kontrollen skal attesteres ved indsættelse af en standardbetragtning i forslagene, hvori der knyttes en forbindelse til de grundlæggende rettigheder. Der mindes om, at charteret fremhæver de bestående rettigheder, som EU bygger på og respekterer i henhold til artikel 6 i TEU. Det indeholder følgende kategorier af rettigheder: rettigheder og friheder samt proceduremæssig beskyttelse, således som de fremgår af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, samt medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, og som navnlig er indeholdt i anden del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF), der har overskriften "Unionsborgerskab", økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som svarer dels til bestemmelserne i arbejdsretten, dels til bestemmelserne i sociallovgivningen, de "moderne" rettigheder, der især tager sigte på at tage udfordringerne op i forbindelse med den nuværende og fremtidige udvikling af informationsteknologierne eller gensplejsning. 22
2.3. RACISME OG FREMMEDHAD Bekæmpelsen af racisme, racediskrimination og fremmedhad er fortsat en prioritet i EU's menneskerettighedspolitik. EF-institutionerne har fordømt intolerance, racisme og fremmedhad ved mange lejligheder siden 1970'erne. Den Europæiske Union tog et afgørende skridt til en fælles indsats for bekæmpelse af racisme i 1997, der var Det Europæiske År mod Racisme. I 1997 blev artikel 13 indsat i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, hvorefter Fællesskabet får nye beføjelser til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, alder, handicap eller seksuel orientering. EU's tilsagn om at bekæmpe forskelsbehandling blev yderligere understreget med EU's charter om grundlæggende rettigheder, som EU-institutionerne proklamerede i fællesskab den 7. december 2000. Charterets artikel 21 forbyder enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering. I 2000 vedtog Rådet på grundlag af forslag fra Europa-Kommissionen en pakke foranstaltninger baseret på EF-traktatens artikel 13. Rådets direktiv 2000/43/EF vedrører gennemførelsen af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Det forbyder direkte eller indirekte diskrimination på dette grundlag, navnlig inden for adgang til beskæftigelse, adgang til erhvervsvejledning og -uddannelse, beskæftigelses- og arbejdsforhold, medlemskab af organisationer, social beskyttelse, sociale fordele, uddannelse og adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Direktivet gælder i både den offentlige og den private sektor i EU. Det bestemmer også, at der er omvendt bevisbyrde i sager om påstået diskrimination, hvis sagsøgeren fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, således at det påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. 23
Det erkendes i direktivet, at gennemførelsesforanstaltningerne skal fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, især fordi kvinder ofte er udsat for dobbelt diskrimination. Direktivet skal være indarbejdet i medlemsstaternes nationale lovgivningerne inden den 19. juli 2003. Fra 2005 skal Kommissionen hvert femte år udarbejde en beretning om anvendelsen af dette direktiv med en vurdering af de trufne foranstaltningers virkninger for mænd og kvinder. Det andet direktiv (Rådets direktiv 2000/78/EF, der blev vedtaget den 27. november 2000) indeholder generelle rammebestemmelser om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Fællesskabets handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling (2001-2006) blev vedtaget den 27. november 2000 og støtter aktiviteter til fremme af foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det har tre hovedformål, nemlig at analysere spørgsmål om forskelsbehandling og evaluere, hvor effektiv politik og praksis på dette område har været, at forbedre mulighederne for effektivt at forebygge og afhjælpe forskelsbehandling, især ved at øge organisationernes aktionsmidler og ved at støtte informationsudveksling og god praksis samt networking på europæisk plan, og at fremme og formidle de værdier og den praksis, der ligger til grund for bekæmpelse af forskelsbehandling, bl.a. ved hjælp af oplysningskampagner. Med et budget på 14,15 mio. EUR i 2001 har dette program finansieret en lang række aktiviteter, bl.a. nedsættelse af uafhængige ekspertgrupper, der skal rapportere om, hvilke foranstaltninger der er truffet i medlemsstaterne til at bekæmpe forskelsbehandling af forskellige grunde (bl.a. på grund af race og etnisk oprindelse), evaluering af det arbejde, der er gennemført i Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad, tværnationale udvekslinger, paraplynetværker af ngo'er, en europæisk konference om forskelsbehandling (den 18.-19. oktober 2001) og indstiftelse af en pris for mangfoldighed i virksomhederne. 24
Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad, der blev oprettet i 1997 med det formål at give Unionen og dens medlemsstater objektive, pålidelige og sammenlignelige oplysninger på europæisk plan om racisme, fremmedhad og antisemitisme for at hjælpe dem, når de træffer foranstaltninger og fastlægger en linje inden for deres respektive kompetenceområder, har undertegnet et aftalememorandum med Europa-Kommissionen og bidrager til og støtter gennemførelsen af pakken i forbindelse med artikel 13. Centret er ved at udarbejde et projekt vedrørende sammenligning mellem de rådsdirektiver, der er vedtaget i henhold til artikel 13, og den gældende nationale lovgivning i EU-medlemsstaterne (2001-2002), begrænset til forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og religion eller tro. Til støtte for en bredere høring af berørte grupper i EU har centret holdt en workshop vedrørende udviklingen i medlemsstaternes gennemførelse af artikel 13 (den 27.-28. marts 2002 i Wien). Centret har oprettet det europæiske informationsnet for racisme og fremmedhad (RAXEN), der består af 15 nationale kontaktpunkter (forskningscentre, ikke-statslige organisationer og specialiserede centre, der arbejder i marken) - ét i hver medlemsstat - som er indgangen til centret på nationalt plan med hensyn til data- og informationsindsamlingen. Det første møde mellem centret og de nationale kontaktpunkter fandt sted i juni 2001, og der arbejdes nu på at videreudvikle og udbygge nettet. Der er uformelle kontakter med nogle dataindsamlingsinitiativer i kandidatlandene, og der vil blive taget initiativer til at forberede oprettelsen af nationale kontaktpunkter i kandidatlandene. Den 28. november 2001 fremsatte Europa-Kommissionen et forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad med to hovedformål, nemlig at sikre, at racisme og fremmedhad straffes i alle medlemsstaterne med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og som kan føre til udlevering og overførelse, og at forbedre og fremme et retligt samarbejde ved at fjerne potentielle hindringer. Forslaget bestemmer, at samme racistiske og fremmedhadske adfærd straffes i alle medlemsstaterne, som fastlægger en fælles strafferetlig tilgang i EU til dette fænomen. Når rammeafgørelsen er vedtaget, skal den træde i stedet for den fælles aktion af 15. juli 1996 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, som Europa-Parlamentet bad om det i sin beslutning af 21. september 2000. 25
Et af formålene med forslaget til rammeafgørelse er at sikre, at racistisk og fremmedhadsk indhold på Internettet gøres strafbart i alle medlemsstaterne. Racistiske overtrædelser, der begås via Internettet (udbredelse af racehad) giver i stadig højere grad anledning til bekymring i EU, og i juni 2001 erklærede Europa-Kommissionen, at handlingsplanen til fremme af en mere sikker anvendelse af Internettet (der blev igangsat i 1999 med et budget på 25 mio. EUR for perioden 1. januar 1999-31. december 2002, og som i begyndelsen især var fokuseret på børnepornografi) fremover også skal omfatte racistisk indhold. Der gøres også en stor indsats for mainstreaming af racismebekæmpelse i alle aspekter af Fællesskabets politikker og aktioner på alle niveauer, jf. handlingsplanen til bekæmpelse af racisme fra 1998. Den omfatter især beskæftigelse, de europæiske strukturfonde, uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdomsprogrammer, politikken for offentlige aftaler, forskning, forbindelser med tredjelande, oplysningsarbejde og kultur- og sportsinitiativer. En arbejdsgruppe, der repræsenterer Kommissionens forskellige afdelinger, evaluerer EU's politikker og programmer og arbejder på at finde måder, hvorpå disse politikker kan få større indvirkning på racismebekæmpelsen. Under fællesskabsinitiativet EQUAL (2000-2006) afprøves nye løsninger på de problemer med forskelsbehandling og uligheder, som erhvervsaktive og jobsøgende kommer ud for. EQUAL fokuserer på de fire søjler i den europæiske beskæftigelsesstrategi, nemlig beskæftigelsesegnethed, iværksætterkultur, tilpasningsevne og lige muligheder for mænd og kvinder. Desuden har EQUAL endnu et emne, der vedrører asylansøgeres behov. Racistisk vold mod kvinder, unge og børn kan også tackles gennem aktiviteter, der finansieres under Daphne-programmet (2000-2003), som tager sigte på at bidrage til at sikre en høj grad af beskyttelse af den fysiske og mentale sundhed ved at beskytte børn, unge og kvinder mod vold, ved at forebygge vold og ved at støtte voldsofre, især med henblik på at forhindre yderligere vold. 26
2.4. ASYL OG MIGRATION Tolvmånedersperioden fra juli 2001 har været markeret af en intens aktivitet på asyl- og indvandringsområdet. Det Europæiske Råd bekræftede i Laeken (den 14.-15. december 2001), at fastsættelse af fælles regler er et vigtigt element i en egentlig fælles asyl- og indvandringspolitik. Det Europæiske Råd bekræftede på ny sin forpligtelse over for de politiske retningslinjer og de mål, der blev fastlagt på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999, og noterede sig, at der, selv om der er konstateret visse fremskridt, er brug for nye impulser og rettesnore for at indhente forsinkelserne på visse områder. Fremskridtene har været langsommere og mindre end forventet i forhold til nogle af de tidsfrister, der er fastsat i den resultattavle vedrørende fremskridt hen imod oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som Kommissionen har offentliggjort (senest ajourført den 30. maj 2002) 11. I forslagene og aktionerne på dette område, især på grundlag af artikel 63 i TEF har Kommissionen fortsat især lagt vægt på de humanitære aspekter og fuld respekt for de menneskerettighedsprincipper, der er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention, EU's charter om grundlæggende rettigheder og andre internationale normer. Oprettelse af et fælles europæisk asylsystem Kommissionen har nu fremsat alle de forslag, der er nødvendige for gennemførelsen af første fase af den harmonisering, der er omhandlet i Tammerfors-konklusionerne. Rådet fører aktive drøftelser om følgende tekster: Et direktiv om minimumsstandarder for asylprocedurer (Kommissionen vedtog et ændret forslag i juni 2002) En forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der skal træde i stedet for Dublinkonventionen 11 KOM(2002) 261 endelig af 30. maj 2002. 27
Et direktiv om minimumsstandarder for tredjelandsstatsborgeres opnåelse af status som flygtninge og for personer, der i øvrigt har behov for internationale beskyttelse. De internationale menneskerettigheder og standarder er en afgørende baggrund for dette forslag, da dets ledende principper er Genève-flygtningekonventionen fra 1951 og protokollen hertil fra 1967 og andre instrumenter som den europæiske menneskerettighedskonvention, FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Rådet har allerede godkendt Et direktiv om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere Et direktiv om minimumsstandarder for beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følger heraf 12 En forordning om oprettelse af Eurodac til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublin-konventionen om, hvilken stat der er ansvarlig for behandling af en asylansøgning, der indgives i en af EU-medlemsstaterne 13. Formålet er at lette gennemførelsen af konventionen, og personoplysninger vil blive beskyttet efter de strengeste normer. En beslutning om oprettelse af en europæisk flygtningefond, der kan finansiere modtagelse, integration og frivillig repatriering 14. De midler, der er til rådighed, beløber sig til 216 mio. EUR mellem 2000 og 2004. I alle asylforslag og -instrumenter, der er vedtaget, er der lagt særlig vægt på børne- og kønsspørgsmål. Der er indført særlige bestemmelser om uledsagede mindreårige. Adgang til uddannelse, bolig og sundhedsvæsenet tillægges særlig betydning. Der er indført bestemmelser specielt om forfølgelse af børn eller forfølgelse på grund af køn og om særlig traumatiske oplevelser som seksuelle overgreb. 12 13 14 EFT L 212 af 20. juli 2001. EFT L 316 af 15. december 2000. EFT L 252 af 6. oktober 2000. 28
I november 2001 offentliggjorde Kommissionen den første årsrapport om den fælles asylpolitik 15, hvori det foreslås, at man anvender en åben koordinationsmetode på asylområdet til supplering af og støtte for lovgivningsprocessen. Retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere Med hensyn til lovlig indvandring vedtog Kommissionen i juli 2001 et forslag om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på beskæftigelse som lønmodtagere og udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed 16. Sammen med dette forslag foreslog Kommissionen også en åben koordinationsmetode for at udveksle information og idéer med henblik på at udarbejde en EF-indvandringspolitik 17. Kommissionen vedtog i maj 2002 et nyt ændret forslag om ret til familiesammenføring, på baggrund af den anmodning, Det Europæiske Råd i Laeken rettede til Kommissionen 18. Dette forslag indeholder de kompromiser, som Rådet har indgået for at bevare det, der er opnået i løbet af de sidste to års drøftelser i Rådet. Med hensyn til de udestående punkter har Kommissionen valgt en ny fremgangsmåde, som bygger på en erkendelse af, at der er behov for flere faser, hvis der skal opnås en harmonisering af de nationale lovgivninger om familiesammenføring. Det ændrede forslag er kun den første fase. Kommissionen vil også snart fremlægge et udkast til direktiv om indrejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere med henblik på studier og erhvervsuddannelse. Med hensyn til fastboende udlændinge er der indledt forhandlinger om det direktivforslag, der blev fremsat sidste år (marts 2001) 19. 15 16 17 18 19 KOM(2001) 710 endelig af 28. november 2001. KOM(2001) 386 endelig af 11. juni 2001. KOM(2001) 387 endelig af 11. juni 2001. KOM(2002) 225 endelig af 2. maj 2002. KOM(2001) 127 endelig af 13. marts 2001. 29