Navn: Susanne Alder: 51 By: Jylland Børn: Tre børn Job: Tandlæge Beskrivelse: Susanne har været gift i 20 år og har siden 2005 været kæreste med

Navn: Susanne Alder: 51 By: Jylland Børn: Tre børn Job: Tandlæge Beskrivelse: Susanne har været gift i 20 år og har siden 2005 været kæreste med Birgitte 1

For nogle år siden var jeg til en seance hos en amerikaner, der blandt andet arbejder med familieterapi og clairvoyance. Det første han sagde til mig var, at han havde en klar fornemmelse af, at jeg gik og ledte efter min tvilling. For mig var det ensbetydende med, at jeg gik og ledte efter en anden kvinde, som matchede mig. Et stykke inde i samtalen, fortalte jeg ham, at jeg var lesbisk, og jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det med det. I løbet af den time, fik han indgydt mig mod til at melde ud til omverdenen, at jeg var lesbisk. Jeg væltede ud ad døren med tårerne ned ad kinderne. Jeg følte mig genkendt og i orden med det, som jeg havde tænkt mig at gøre. Det var en gave at få. Nogle måneder senere oprettede jeg en profil på Soulmate. Der var intet billede på, jeg skrev ikke til nogen, jeg kiggede bare. Et halvt år efter var der en ny profil, der fangede mig. Jeg skrev til hende, og hun skrev tilbage. Det viste sig, at vi er tidstvillinger. Hun er et år yngre end jeg, men vi er begge født på den samme dag og næsten på det samme tidspunkt. Det var Birgitte, og hun er min kæreste. Mine forældre blev skilt, da jeg gik i 1.g. Jeg kan huske, at min far sagde til mig: Du kan jo nok se Susanne, at det ikke går mellem din mor og mig. Jeg sagde til ham, at det kunne jeg godt se, for det var meget ubehageligt at være derhjemme. Det var et stort skænderi, når de var sammen. Mine forældre havnede i skilsmisseretten, og min far sagde: Vores datter siger også, at det er bedst, at vi bliver skilt. Det var et slag i hovedet på mig. Det lød som om, at det var min skyld. Min mor begyndte at drikke, og i al sin ulykke bebrejdede hun mig, at de skulle skilles: Det er jo også dig, der har sagt det. Jeg stod fuldstændig alene. Jeg følte, at begge mine forældre forsvandt fra mig, og ville gerne være flyttet med min far, men han ville ikke have mig med. Jeg så op til ham og elskede ham dybt og inderligt. Nu afviste han mig, for han skulle i gang med et nyt liv med en ny kone, der var 19 år yngre end ham. Han 2

vidste godt, at min mor drak, og resten af familien vidste det også. Men det var tabu at snakke om det. Min lillebror og jeg har senere snakket om det, og vi er enige om, at det var utroligt, at der ikke var nogen, for eksempel vores bedsteforældre, der greb ind. "Jeg syntes, at det var flovt at have venner med hjem" Jeg syntes, at det var flovt at have venner med hjem, flovt at de skulle opleve min mor beruset. Jeg syntes, det var synd for hende, at hun var havnet i den situation, og min skyldfølelse gjorde, at jeg følte mig nødt til at passe på hende. Min bror og jeg tog os meget af det praktiske derhjemme. Vi havde dog også mange gode og skægge stunder, så min mors alkoholproblem var ikke det fuldstændige billede, men det fyldte meget Min far flyttede sammen med sin nye kone, der var enormt sød ved os. De ville gerne have besøg af os. Jeg kunne godt lide hende. Han var ikke villig til at betale så meget i børnebidrag og hustrubidrag til min mor, og det vidste jeg godt. Hun måtte slås for sit økonomiske liv. Det betød, at jeg i tiden efter skilsmissen distancerede mig lidt fra ham. Han kunne ikke være det bekendt, for vi var trods alt hans afkom. Da jeg var omkring de 18 år, var vores relation ikke voldsomt god. Det lå ligesom i kortene, at jeg skulle være tandlæge. Min far var jo tandlæge, og jeg kunne se, at man kunne tjene gode penge. Det var dog ikke årsagen til mit valg af karriere. Årsagen var, at jeg ville arbejde med mennesker, og at det ville gøre mig økonomisk uafhængig. Jeg startede på Tandlægehøjskolen i en alder af 19 år. Det var spændende og udfordrende, og jeg kunne godt lide studiemiljøet. På den tid gik jeg med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Der var et eller andet, der ikke helt passede med mig indeni. Jeg kiggede på andre kvinder, og havde fantasier om dem. Men jeg tænkte, at sådan havde alle det jo nok. Jeg har altid været glad for at være sammen med mennesker og altså også kvinder. Jeg kan huske, at jeg var betaget af en pige inde på 3

Tandlægehøjskolen. Jeg havde fantasier om hende, for hun appellerede virkelig til mig, og det var en helt ny fornemmelse. Jeg gjorde ikke noget ved det, så det blev ved fantasien, og i stedet tog jeg en rationel beslutning om, at jeg hellere måtte se at komme ind i et parforhold. Jeg var meget fokuseret på, at finde det liv, som samfundet forventede, at jeg skulle have. Nu skulle jeg så lige finde en mand at gøre det med. Jeg blev kæreste med Johnny, som også læste til tandlæge. Fantasierne om kvinderne blev ved med at være der - i et parallelt univers. "Jeg gjorde ikke noget ved det, så det blev ved fantasien, og i stedet tog jeg en rationel beslutning om, at jeg hellere måtte se at komme ind i et parforhold" Jeg blev ikke stormende forelsket i ham, det var mere en stille og rolig opbygning. Han var meget min modsætning. Hvor jeg var udadvendt og tonsede derudaf, så var han mere stille og rolig. Han kunne - ligesom jeg godt lide, at der var lidt orden i tingene, vi var begge meget ansvarsbevidste. Vi havde det utrolig dejligt, mens vi læste. Jeg gik på hold med hans søster, der også er tandlæge, ligesom hendes mand også er det. Så vi var fire, der fulgtes ad igennem studieårene. Det var nogle rigtige dejlige år. Jeg tænker tilbage på min studietid med varme og intensitet. Det var meget fjolleri og spasmageri, men der var lige så mange seriøse snakkestunder. Jeg var ikke den mest dydige studerende. Forelæsningerne var jeg ikke så vild med, så vi sad tit og spillede kort i kantinen. Det var en herlig tid, og jeg nød at være sammen med Johnny. På grund af arbejdssituationen valgte vi at flytte til Jylland. Hvis vi blev i København, skulle vi finde en time her og en time der, og vi tænkte: Fandeme nej. Vi vil ud og bore i tænder! Så da Johnny blev færdig, flyttede han derover, og året efter fulgte jeg trop og fik en stilling som skoletandlæge. Sent en aften kort tid efter, at vi var flyttet til Jylland, ringede min mor fuldstændig grådkvalt og sagde: Nu skal du høre! 4

Christian har lige været hjemme med en eller anden mand, og han sagde, at han var forelsket i ham. Hun var beruset og helt ude af den. Jeg stod rimelig fattet i den anden ende. Det overraskede mig overhovedet ikke. Han var kommet sammen med en pige i mange år, og vi havde undret os over, at vi aldrig så dem kysse hinanden. Nyheden tog voldsomt på min mor. Hun var virkelig rystet. Det var ikke så meget i forhold til Christian. Det var mere i forhold til omverdenen: Hvad siger folk nu? Hvad siger familien? Det er en katastrofe! Det var svært for Christian, at få det sagt. Han havde haft et hemmeligt forhold til sin kæreste i temmelig lang tid og kunne ikke skjule det længere. Han måtte stå frem. Jeg sagde til min mor: Christian er jo stadigvæk Christian. Der er jo ikke nogen, der er døde. Jeg forsøgte at afdramatisere det. For mig gjorde det overhovedet ikke nogen forskel, Christian var min bror uanset hvad. Jeg var lettet over, at han fik det sagt, så han ikke skulle gå og føle sig stranguleret. Jeg havde en rigtig god følelse omkring det. "Min mor accepterede ret hurtigt, at Christian var bøsse" Min mor accepterede ret hurtigt, at Christian var bøsse. Hun har aldrig været afvisende over for ham. Det var kun den første aften, hvor hun sagde: Han skal i hvert fald ikke komme trækkende med ham her. Det var bare, fordi hun ikke kunne overskue det. Christian flyttede sammen med sin kæreste i en lejlighed inde i København, og min mor besøgte dem tit. Kæresten var meget sød ved min mor. Min far gik i baglås: Det der. Føj. Det kunne man ikke. Min far skulle have en årsag til, hvorfor Christian var blevet bøsse, og han mente, at det var, fordi han som lille gik og hang i min mors skørter. Christian så i forvejen ikke så meget til sin far, og da han sprang ud, ophørte kontakten stort det mellem de to. 5

I 1983 besluttede Johnny og jeg os for, at vi skulle have børn. Jeg blev hurtigt gravid og i 1984 fik vi Andreas, som blev født helt normalt, men han fik i starten ikke ilt nok. Det blev ikke opdaget i tide, og det betød, at han fik en alvorlig hjerneskade. Da min far hørte, at jeg var gravid, blev han meget glad. Han ringede og fortalte, hvor meget han glædede sig. Jeg tænkte, at det var en god anledning til, at vi begyndte at snakke sammen igen. Men da han fik at vide, at hans barnebarn havde fået en hjerneskade, sagde han: Det barn bør anbringes på en institution. Jeg var rystet over hans udmelding, og jeg afbrød fuldstændig kontakten til ham efter det. Min far var blevet syg, da vi fik den næste, men det endte med, at han fik lov til at se sit barnebarn. To år senere døde han. Tiden efter Andreas fødsel var følelsesmæssig voldsom for os. Johnny og jeg klamrede os til hinanden og vores førstefødte, men vi har aldrig været gode til at snakke tingene i dybden. Jeg tror også, at jeg selv lukkede af. Jeg tænkte, at det kunne jeg godt håndtere selv. Andreas er et vidunderligt barn og et utrolig kærligt menneske men meget handicappet. Han kan hverken tale eller gå. Da Andreas var to år, fik vi Maria, og hun voksede op med Andreas og kender ham som sin storebror. Fire år senere kom Charlotte, og på det tidspunkt kunne vi ikke passe Andreas hjemme mere. Han har autistiske træk, så tingene skal helst være i faste rammer for ham. Da vi flyttede til et nyt hus, var det svært for ham at omstille sig, og han kunne blive enormt ulykkelig. Vi kunne ikke finde ud af, hvordan vi skulle få ham beroliget, for han kunne ikke klare forandringer. Vi begyndte derfor at besøge ham i institutionen frem for at tage ham hjem. Indtil han blev 18 år, var han på en god afdeling med nogle meget engagerede og kompetente pædagoger. Desværre måtte han flytte derfra, da han fyldte 18. Han bor nu på en voksenafdeling, hvor tilbuddet er noget anderledes. Han har 6

trukket sig ind i sig selv, og er til tider meget ulykkelig. Der er dog håb for, at han får tildelt nogle personlige hjælpetimer, så han kan få et mere værdigt og indholdsrigt liv. Vores liv var i mange år fyldt med børn og fuldtidsarbejde. Johnny er en utrolig god far og fantastisk til at være med til at passe sine børn. Vi var ligeligt sammen om børnene, og hvad vi ellers foretog os hjemme, i skolen og med lektierne. "Vores sexliv begyndte stille og roligt at glide ud. Specielt for mit vedkommende handlede det om, at jeg skulle tage mig sammen" Johnny arbejdede i en privat tandlægepraksis, og da vi fik vores tredje barn overtog han klinikken. Han var bekymret for økonomien, og det optog ham meget i de følgende år. I perioder var han mentalt meget fraværende i forhold til mig og børnene. Vores sexliv begyndte stille og roligt at glide ud. Specielt for mit vedkommende handlede det om, at jeg skulle tage mig sammen. I starten af vores forhold havde vi mere lyst til hinanden - tidlig og sent. Men efter Charlotte, vores tredje barn, blev født, og da vi havde købt klinikken, mistede jeg lysten. Jeg manglede fornemmelsen af at være til stede, og sex var reduceret til en fysisk akt uden nærvær og det ebbede efterhånden helt ud. Omkring 1995 opstod tanken om skilsmisse for første gang. Charlotte var blevet fem år, og nu havde jeg ikke kun lyst til at være familiemor mere. Jeg havde brug for, at der skulle ske noget andet i mit liv, og jeg kunne ikke se mig selv fortsætte med Johnny. Jeg ved ikke, om han selv også havde en fornemmelse af, at jeg var i opbrud. Inden jeg fik sagt, at jeg ville skilles, begyndte han at få nogle underlige symptomer. Han troede selv, at han var ved at få en depression. Han var meget ked af det, og han tabte sig. Jeg skubbede alle tanker om skilsmisse i baggrunden, for jeg tænkte, at jeg var nødt til at være der for ham, indtil han fik det bedre. 7

Johnny blev i løbet af det næste år mere svag og mere skidt tilpas. Han kom til neurolog og fik at vide, at han havde en aggressiv form for sclerose, ALS, hvor prognosen er, at 50 procent ikke overlever efter tre år. Det var noget af et slag at få, og samtidig var der jo også ungerne, der skulle tages vare på. Charlotte var syv år og Rie 11, - det var små børn. Johnny holdt op med at arbejde med det samme, og han blev hjemmegående husfar. Når jeg kom hjem fra arbejde, sugede han verden ind gennem mig. Børnene stillede også krav, og jeg følte, at det strammede til for mig. Han var børnenes far, og jeg havde stor respekt for ham. Men den omsorg, som måske havde været der, hvis jeg stadig elskede ham højt, blev afløst af medlidenhed. Det var ikke særligt givende for hverken ham eller mig. Jeg ville selvfølgelig blive der for ham, for jeg kunne ikke være andet bekendt. Jeg kunne ikke gå fra ham, når han var blevet alvorligt syg. "I starten var Johnnys sygdom ikke synlig. Der gik nogle år før hans fysiske handicap blev værre" I starten var Johnnys sygdom ikke synlig. Der gik nogle år før hans fysiske handicap blev værre. Samtidig fornægtede han stadig sygdommen. Det gik mig på, at vi ikke kunne tale om det. Mine arbejdskolleger var rigtig søde. Jeg sagde til dem: I skal sige til, hvis jeg begynder at blive underlig. I skal tage fat i mig med det samme. Jeg begyndte at gå til psykolog, og jeg følte, at jeg kunne klare det lidt igen, når jeg havde været til en samtale. Vennekredsen smuldrede. Han afviste at se dem. Mange af dem var også mine venner, og når de ikke havde deres gang i huset mere, så forsvandt de også for mig. Den ene efter den anden. Johnny var godt selv klar over det. Vi fik hjælpere i huset. De var der nærmest døgnet rundt. Ofte var der ikke bare een men to hjælpere. Sommetider bad jeg dem om at gå. Jeg ville hellere selv klare det bare for at kunne holde ud at være i mit eget hjem. Hjælperne syntes, at de skulle sidde og socialisere med mig, når Johnny ikke lige havde brug for dem. Jeg kunne ikke en gang sidde for mig selv om morgenen. Jeg var ikke god til at sætte grænser, for jeg ville gerne være 8

flink. De var her jo for at aflaste mig og passe Johnny. Men jeg var ved at blive kvalt af det. Med hjælpere i huset fik jeg mulighed for at få nogle friweekender, og jeg tog til København for at besøge min bror. Det var dejligt at snakke med ham. Han lyttede. Jeg kan bagefter se, at han også sparkede, men det hørte jeg ikke på det tidspunkt, for jeg så det som min pligt at passe Johnny. Min genbo var også efter mig. Hun sagde, at det ikke kunne blive ved med at gå. Men jeg kunne ikke få mig selv til at bede Johnny om at flytte, selvom jeg var slidt ned og ikke kunne overskue mit liv. På et tidspunkt var det så slemt fat med mig, at jeg overvejede at tage livet af mig selv. Jeg fik hjælp af min psykolog og kom på bedre tanker, så jeg kunne holde hovedet oven vande. Jeg tog til København oftere og oftere for at få luft. I efteråret 2002 mødte jeg en gammel veninde, som jeg havde kendt i mere end en menneskealder.. Det var en af den slags veninder, hvor der godt kan gå fem år, og når vi så mødtes, snakkede vi altid, som om det var i går, vi sidst havde set hinanden. Hun fortalte mig, at hun var blevet skilt, fordi hun havde fundet ud af, at hun var lesbisk. Jeg sagde: Hold da kæft. Ved du hvad? Jeg tror også, at jeg har det sådan selv. Hold da kæft. Ved du hvad? Jeg tror også, at jeg har det sådan selv. Ja, det havde jeg godt lidt på fornemmelsen, sagde hun til mig. Vi blev ved med at ses, når jeg kom til København. En gang havde vi været sammen hele dagen, og da jeg skulle til at give hende et farvelknus, kyssede hun mig. Jeg blev helt forfjamsket. Jeg tog tilbage til min bror, der havde tilbragt dagen med mine piger. Allerede om aftenen, da alle sov, sendte jeg en sms til hende. Jeg skrev, at jeg gerne ville komme og besøge hende igen 9

- snart. Hun svarede, at det syntes hun sandelig også, at jeg skulle gøre. I den næste tid sydede telefonlinien mellem os. Jeg ringede ude fra skuret eller tog bilen og kørte mærkelige steder hen for at snakke med hende. Den næste gang, jeg skulle til København, var i forbindelse med en messe i Bella Centeret. Jeg tog af sted sammen med en kollega, og vi havde lejet hotelværelse inde i København. Jeg fortalte min kollega, hvordan situationen var. Hun var faktisk den første, - bortset fra min bror - der fik det at vide. Så hun vidste godt, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge hotelværelset. Min veninde hentede mig på banegården, og vi kom kun lige inden for hos hende, før hun væltede mig omkuld inde på sengen. Tøj af og fuld fart på. Det var meget kontant. Jeg havde haft en masse fantasier og set nogle lesbiske film, men helt præcist hvordan man gjorde, det vidste jeg ikke. Men da jeg var i det, mærkede jeg kvindekroppens blødhed og alt det, der er i det, og det var helt formidabelt fantastisk for mig. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende overhovedet. Det var vidunderligt. Der var en fornemmelse af nærhed, opmærksomhed og rigtig kontakt. Hun begærede mig og tog hensyn til mig. "Når vi var sammen - uden for sengen følte jeg, at jeg fik omsorg, og jeg følte, at jeg blev taget ind" Når vi var sammen - uden for sengen følte jeg, at jeg fik omsorg, og jeg følte, at jeg blev taget ind. Jeg var tiltrukket af, at hun var en kvinde og en utrolig flot kvinde. Hun var meget kærlig i sin måde at være sammen med mig på. Vi havde enormt nemt ved at snakke, fordi vi havde et langt venskab og en fortid sammen, så det gav mig en stor tryghed. Vi var gode til at grine og fjolle og lave mærkelige ting. Det var forløsende for mig at være sammen med hende, for jeg følte, at jeg var røget ind på den rigtige hylde. I begyndelsen troede jeg, at det skyldtes, at jeg fik den omsorg, som jeg manglede i al min elendighed. Men jo mere vi så til hinanden, des mere hel følte jeg mig. Jeg fortalte min bror overstrømmende og glædesfyldt om, hvor dejligt jeg havde det og om mine følelser. Han så lidt beundrende på mig og sagde: For fanden, du er godt nok en modig tøs, Søs. Han syntes, at det var modigt, fordi jeg har 10

levet et fuldstændigt almindeligt traditionelt kernefamilieliv halvdelen af mit liv, og nu vendte jeg tingene på hovedet. Han sagde, at han kunne se, at jeg udviklede mig enormt meget, og jeg blev mere tro mod mig selv. Han havde hele tiden tænkt meget over, hvordan jeg klarede det med Johnnys sygdom, og nu kom der en ny dimension ind i det. Han var glad på mine vegne, for han kunne se, at jeg var kommet i balance med mig selv. Vi talte også om, at vi begge var homoseksuelle. Vi lavede mest sjov med, at det var mig, der skulle have været dreng, og ham der skulle være pige. Jeg har aldrig tænkt over folks seksuelle observans. For det er en totalt uinteressant og ligegyldig ting. Vi har aldrig snakket om genetiske årsager eller andre forklaringer. Det er bare sådan for os. Jeg følte mig forløst og fuldstændig betaget og forelsket i hende og i det næste stykke tid, var der ikke det, jeg ikke kunne klare. På den ene side fik jeg et enormt overskud til ægtemand, sygdom, hjælpere og børn. På den anden side var jeg forblændet, og jeg mistede totalt mig selv. Jeg røg ind i et forhold, hvor ligeværdigheden manglede. Det var hende, der satte dagsordenen for alt, hvad vi foretog os. Jeg fulgte bare med. Jeg havde 5000 forklaringer på, hvorfor jeg så tit skulle af sted til København. På et tidspunkt sagde min mor til mig: Jeg synes godt nok, at du er meget sammen med hende. Et eller andet sted tror jeg, at min mor havde lugtet lunten. "Et eller andet sted tror jeg, at min mor havde lugtet lunten" Forholdet fik en brat ende i påsken 2003. Jeg havde været på besøg hos hende og var lige steget ud af hendes seng. Den samme aften skrev hun til mig, at hun havde fundet ud af, at det ikke skulle være os. Det var et rent koldt hug. Jeg blev dybt såret og gik helt ned. Jeg kunne slet ikke forstå, at hun kunne gøre det, når vi havde det så pragtfuldt sammen. Jeg ville ikke acceptere, at hun gjorde det forbi. Men hun sagde: Vi 11

er ikke kvinderne for hinanden. Sådan er det bare. Jeg levede i lang tid i en illusion om, at forholdet selvfølgelig nok skulle komme op at stå igen, for jeg var fuldstændig væk i hende. Vi prøvede at mødes et par gange i det følgende år bare for at drikke en kop kaffe, men hun var fuldstændig på plads og afklaret med, at hun ikke ville have mig, og jeg hungrede så meget efter hende, at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med hende. Så også vores venskab blev ødelagt. Forholdet havde været hemmeligt. Kun min bror og min kollega vidste det. Jeg fik meget støtte af Christian, og derhjemme talte jeg med min nabo og veninde om det, for jeg havde brug for at dele det med nogen at få det ud. Hun blev meget overrasket, men der var ingen fordømmelse. Det var rart, for jeg var meget usikker. Jeg måtte forholde mig til, at jeg var lesbisk, og jeg vidste, at jeg måtte handle, fordi det føltes så rigtigt for mig. Johnny var efterhånden blevet meget dårlig, og det var svært for mine piger at være i det. Han fik brug for flere og flere hjælpemidler, og der var konstant hjælpere i huset. Maria var kommet i puberteten, og jeg kunne se på hende, hvordan hun næsten ikke turde gå ud af sit værelse uden tøj på af frygt for at møde en hjælper. Pigerne listede rundt, når Johnny skulle sove, og de hjalp med mange praktiske ting. Deres venner kom ikke på besøg. En psykolog fra Muskelsvindfonden kom og talte med os. Efter at han havde talt med børnene, sagde han, at ungerne ikke skulle være i det mere. Det var blevet for meget for dem. I løbet af 2003 flyttede Johnny til en beskyttet bolig. Det var en kæmpe lettelse. Nu kunne vi være i vores eget hjem. Men der gik lang tid, inden jeg vænnede mig til at være alene. Nu havde jeg i årevis været vant til et mylder af mennesker. Efterhånden begyndte vi at falde til ro og finde tilbage til en normal hverdag igen. Vennerne kom på besøg igen, og jeg fik et soveværelse, hvor der var plads til mig. 12

Det tog mig næsten et år at komme mig over den skønne kvinde, der forløste mig. Jeg var meget medtaget og virkelig ramt på sjæl og krop. Men gudskelov fik jeg hjælp og støtte. Nogle år forinden var jeg startet i en meditationsgruppe, hvor jeg mødte nogle mennesker, som jeg lavede en udviklingsgruppe sammen med. Vi mødtes en gang om måneden og snakkede om, hvad der rørte sig i os hver især. Det var startskuddet for mig til at begynde at arbejde med mig selv Jeg begyndte at kigge på min barndom i forhold til mine forældre og senere hen i forhold til min seksualitet. I de sammenhænge kunne jeg melde ud, hvad jeg var: Her er en lesbisk. Sådan er jeg. "Her er en lesbisk. Sådan er jeg" Det var dejligt at blive mødt af nye mennesker, som bare så mig, som den jeg var. I den gruppe fik jeg en meget stor støtte, og det arbejde jeg gjorde med mig selv, hjalp mig til min egen afklaring. Samværet med de mennesker betød, at jeg kunne være hudløst ærlig. Jeg blev ikke afvist, og jeg blev ikke mistænkeliggjort, i stedet følte jeg en accept fra de andre. De sagde: At du er lesbisk, er en meget lille del af dig. Det er ikke noget, der er vigtigt for os, og vi kan li at være sammen med dig, fordi du er dig De støttede mig i at melde ud til resten af verden. Det var helt problemfrit at snakke med dem om det. Jeg var bange for at stå frem som lesbisk overfor min familie og overfor det lille samfund i Jylland, som jeg er en del af. Det var derfor vigtigt, at jeg kom på plads med mig selv, inden jeg gjorde det. Er det nu også det, jeg gerne vil? Er det det rigtige for mig? Men jo mere jeg erkendte, at det var sådan jeg ville leve, des nemmere blev det. For fire år siden var jeg til en clairvoyance aften. Jeg syntes, at det var så spændende, at jeg skrev mig på en liste, så jeg kunne få mere at vide. Kort tid efter fik jeg et brev ind ad døren, hvor der stod: Har du brug for lidt fred og ro til sjæl og krop? Og var der noget, jeg havde brug for, så var det sandelig det. Jeg 13

begyndte at tage hjemmefra i nogle forlængede weekender for at lære mere, og det endte med, at jeg i 2006 tog eksamen som clairvoyant rådgiver. Clairvoyance Fra fransk clair +voir. På dansk også klarsyn. Evnen til at se skjulte eller fremtidige ting (forudsigelser), som ikke kan opfattes med de almindelige sanseorganer. En person, som hævdes at besidde disse evner kaldes clairvoyant. Kilde: Wikipedia I den forbindelse var jeg til et foredrag med en amerikaner, der blandt andet også arbejdede med clairvoyance. Jeg syntes, at han var interessant og spændende, og jeg besluttede mig for at få en personlig seance hos ham. Det første han sagde til mig var, at den morgen, hvor han skulle tale med mig, havde han fået en klar fornemmelse af, at jeg gik og ledte efter min tvilling. For mig var det ensbetydende med, at jeg gik og ledte efter en anden kvinde, som matchede mig. Et stykke inde i samtalen fortalte jeg ham, at jeg var lesbisk, og hvordan jeg havde det med det. "I løbet af den time, vi havde sammen, fik han indgydt mig mod til at springe ud som lesbisk, og det gjorde han på en utrolig dejlig måde" I løbet af den time, vi havde sammen, fik han indgydt mig mod til at springe ud som lesbisk, og det gjorde han på en utrolig dejlig måde. Jeg følte mig genkendt og i orden med det, som jeg havde tænkt mig at gøre. Det var en gave at få. Jeg væltede ud af døren med tårerne ned ad kinderne. I meget små ryk, var der flere og flere, jeg fortalte det til. Jeg havde selvfølgelig gået og bygget det op inde i mig selv. Når jeg vågnede om morgenen, så vidste jeg, hvem jeg ville fortælle det til, og sådan blev det. I starten fik jeg enorm hjertebanken, når jeg skulle til at sige det. Jeg var et rystende espeløv, men når jeg mærkede folks reaktion, og de sagde: Nå og hvad så? Så fandt jeg ud af, at det ikke var farligt. 14

De første, der fik det at vide, var mine to piger. Det var vigtigt, at de var de første. De var på det tidspunkt 17 og 13 år. Jeg drømte, at det var i dag, jeg skulle fortælle dem det. Så jeg sendte dem en sms om, at de skulle være hjemme, når jeg kom fra arbejde, for jeg ville gerne snakke med dem. De sad på den ene side af bordet, og jeg sad på den anden side, hver med en kop kakao. Jeg var ved at skide i bukserne, hold kæft hvor var det svært. Jeg sagde til dem, at næste gang, jeg fik en kæreste, ville det være en kvinde, for jeg var kommet frem til, at det var det rigtige for mig. De var helt krøllet sammen i hovedet. Jeg forsøgte at sige alt muligt om, at det jo ikke ændrede mit forhold til dem. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde noget, de gerne ville sige eller spørge mig om. De var fuldstændig stumme begge to. Kan I ikke bare sige et eller andet? Komme med en eller anden reaktion? spurgte jeg, men de sagde ikke en lyd. De gik op på hver deres værelse og lukkede døren. Jeg havde bedt Johnny om at komme. Jeg fortalte ham om det og om pigernes reaktion, og så ville jeg gå en times tid. Johnny var helt fantastisk. Han snakkede med dem og fik det afdramatiseret. Han sagde, at jeg var stadigvæk deres mor, og han var stadigvæk deres far. Der var ikke noget, der ville blive ændret på den konstellation. "Johnny tog selv nyheden meget pænt, for det handlede jo ikke om, at jeg ikke kunne lide mit samliv og alle mine år sammen med ham. Det var en helt anden situation, der var opstået" Johnny tog selv nyheden meget pænt, for det handlede jo ikke om, at jeg ikke kunne lide mit samliv og alle mine år sammen med ham. Det var en helt anden situation, der var opstået. Nogle har senere spurgt, om han har følt sig holdt for nar efter alle de år, vi har været sammen, og det så viser sig, at jeg er lesbisk. Men sådan er det slet ikke, for jeg ville da ikke være foruden mine mange år sammen med ham og ungerne. Han har heller ikke reageret ubehageligt på nogen måde. Tværtimod, så har han været meget forstående. Han sagde til mig: Det, der er vigtigst for mig, er at mine tre piger får et godt liv. Det synes jeg, var smukt sagt. 15

I den følgende uge, havde pigerne og jeg lidt svært ved at fange tråden og hinanden igen. Men lejligheden bød sig, da jeg skulle køre Maria et sted hen. Man snakker så godt i en bil. Så jeg spurgte hende: Hvad så Rie: Hvordan går det? Hun svarede: Det går meget godt. Det kommer ikke helt bag på mig mor, for jeg kan godt huske, at du havde travlt med at komme over til København for at besøge hende kvinden der. Hun havde lagt to og to sammen. Hun havde også hørt mig ligge inde i sengen og tale i telefon under dynen. Hun sagde: Det eneste, jeg ikke har det så godt med, er, hvis der er en hel masse inde på gymnasiet, der får det at vide. Hun havde svært ved at se sig selv gå det sidste halvandet år derinde, hvis hun skulle høre på: Nå din mor er nok lesbisk hva? Det kunne hun slet ikke overskue. Jeg svarede hende: Ved du hvad, jeg har sagt det til Jer, for jeg synes, at det er meget vigtigt, at I ved det. Det skal ikke komme andre steder fra. Jeg har ikke tænkt mig at råbe det ud fra kirketårnet eller lade det trykke i ugeavisen. Det beroligede hende lidt. Charlotte var fuldstændig ukontaktbar i lang tid, men efter 14 dage kom jeg hjem og fandt en buket blomster på bordet. Så sagde jeg: Nå, hvem er de fra? Det vidste hun ikke. Men hen under aften indrømmede hun, at de var fra hende, og det tog jeg som hendes ordløse accept af, at det var okay, og nu var vi tilbage igen. Deres reaktioner var ikke noget med, at nu vil vi ikke kende dig, og nu vil vi ikke have dig som mor. Slet ikke. Jeg følte, at det var det rigtige, jeg gjorde. Efter børnene og Johnny var det min mors tur til at få det at vide. Jeg troede, at jeg skulle få hjertestop, da jeg skulle sige det til hende. Hun blev også rystet: Nej, det kan ikke passe. Det er nok en fiks idé. Du har forhåbentlig ikke sagt det til nogen? Hun ville ikke have, at det kom ud. Det gjorde ikke noget ved vores måde at være sammen på, men hun var sørme ikke glad for det. Hun var jo også næsten firs, så hun er en anden generation. Jeg er alligevel glad for, at jeg fik fortalt det, inden hun døde. Jeg kom mere og mere på plads med mig selv, og min lesbiske side blev fuldstændig integreret inde i mig. Jeg var ved at være klar til næste step. 16

Jeg oprettede en profil på Soulmate. Jeg satte ikke noget billede på, og jeg skrev ikke til nogen, jeg kiggede bare. I januar, et halvt år senere, var der en ny profil, der fangede min opmærksomhed. Jeg skrev til hende, og hun skrev tilbage. I løbet af den første uge fortalte vi om os selv og vores liv gennem mange meget lange mails. Det føltes meget nemt at skrive med hende. Hun hed Birgitte. Vi blev hurtigt enige om, at vi skulle mødes, og ti dage efter kørte jeg til Fyn for at møde hende på en café i Odense. Vi havde nogle spændende timer sammen, hvor vi snakkede og så hinanden lidt an. Jeg kørte hjem med en fornemmelse af, at det havde været rart. Jeg havde mødt en, som jeg kunne forestille mig, at jeg kunne komme til at lære lidt mere at kende. Vi er begge født på den samme dag og næsten på det samme tidspunkt Det viste sig, at vi er tidstvillinger. Birgitte er et år yngre end jeg, men vi er begge født på den samme dag og næsten på det samme tidspunkt. Vi fortsatte med at skrive dagligt. Jeg besøgte ofte min bror i København, og på vejen gjorde jeg holdt på Fyn, for at besøge hende. Stille og roligt lærte vi hinanden at kende. Vi havde mange sammenfaldende interesser. Vi er begge meget interesseret i terapi og selvudvikling. Hvad er en tidstvilling? To mennesker fødes på samme tid og sted, men af forskellige forældre. Tidstvillinger har tilnærmelsesvis samme horoskop med deraf følgende lighedspunkter i karakter og livsforløb. Men da der kan være tale om mennesker på vidt forskelligt udviklingsniveau, vil de ikke altid reagere på samme måde i en given situation. Læs mere om tidstvillinger I Påsken tog jeg igen til København, og på vej hjem gjorde jeg endnu et stop på Fyn. Denne gang blev jeg i flere dage. I løbet af de dage begyndte vi langsomt at nærme os hinanden mere 17

fysisk. Hun har en stor flydemadras i sin stue, hvor vi lå tæt sammen og snakkede. Vi var begge meget forsigtige og generte. Jeg tror, at vi var bange for at skulle kaste os ud i et nyt forhold, for tænk hvis det gik galt igen. Der er jo ikke en teenagelethed over det mere. Men en aften, hvor vi havde siddet i lang tid med god mad og rødvin, begyndte vi at kysse hen over bordet, så tallerkenerne var ved at ryge på gulvet. Det var der kæresteforholdet begyndte. Lige inden sommerferien sagde Birgitte, at hun ikke kunne overskue at være sammen med mig. Vi afbrød derfor forbindelsen. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det nok var til det bedste mest for at stive mig selv af. Vi så ikke hinanden i en måned, men vi skrev stadigvæk sammen. Før hun afbrød forholdet, havde hun inviteret mig til en alternativ uge på Læsø, og selvom vi ikke var kærester mere, ville jeg gerne med, for der kom også alternative behandlere og terapeuter, og det så ud til at blive en spændende uge. Vi aftalte at jeg kom over til hende dagen før, vi skulle af sted, så vi kunne køre sammen i bil. Da vi så hinanden igen, kunne vi alligevel ikke lade hinanden være, og vi genoptog forholdet. Men hun var stadig usikker på det hele, så i efteråret afbrød hun igen forholdet. Min mor blev syg og indlagt i efteråret, og de fandt ret hurtigt ud af, at hun var døende, så jeg kom meget tit til København. Til sidst var jeg derovre hele tiden for at være hos hende. Det tætte forhold til min bror, blev yderligere forstærket af disse meget intense døgn. Det var en god oplevelse at være sammen med ham om min mor. Hun døde på en fredag. Vi fik ordnet begravelsen til den efterfølgende weekend. På vej hjem lørdag morgen følte jeg, at jeg havde brug for at være sammen med Birgitte og fortælle om min mors død. Vi genoptog forbindelsen og har været sammen siden da. Det er nu to år siden. 18

Jeg er meget glad for Birgitte. Vi har hver især mange ting med os fra vores liv, som har påvirket os. Jeg tror, at Birgitte har haft svært ved at forstå, at jeg vil hende, så meget, som jeg vil. Det har derfor taget lang tid at komme inden for hos hende. Til gengæld føles det enormt intenst, og vi knytter os tættere og tættere til hinanden. Jeg blev forelsket i Birgitte, fordi jeg kan li det menneske, jeg ser indeni. Hun fascinerer mig. Hun er skarp, kvik og intelligent. Jeg har let ved at være sammen med hende og snakke med hende. "Når jeg kommer hjem efter besøg hos hende, kan jeg mærke, at jeg har hende med mig" Når jeg kommer hjem efter besøg hos hende, kan jeg mærke, at jeg har hende med mig. Hun fylder inden i mig, og jeg mærker en glæde og en varme, når jeg tænker på det, vi har sammen. Nu er omstændighederne sådan, at hun bor på Fyn og jeg i Jylland. Men jeg ser en fremtid sammen med Birgitte. I mit første forhold forsvandt jeg fuldstændig ind i den anden kvinde og glemte mig selv. Den fejl begår jeg ikke med Birgitte. Vi er begge os selv, og samtidig er vi meget tætte i vores samvær. Der er ikke nogen af os, der giver køb på vores personlighed eller på os selv for at kunne være sammen. Vi kan være sammen med det, vi nu har af alle mulige mærkeligheder og underligheder og med alle de dejlige ting, som vi også har. Vores forhold er meget ligeværdigt.. Vi er gode til den tætte fysiske nærhed og kontakt, den er 20 gange dybere og tæt, end det jeg har oplevet sammen med mænd, og det betyder meget for mig. Jeg fortalte mine børn, at jeg havde fået kontakt med en kvinde på nettet, og at jeg havde besøgt hende. Den første gang, de skulle mødes, var hårdt for os alle sammen. Børnene var meget tilbageholdende, enten tog de ud i byen eller gik op på værelset. Men Birgitte var god til at tackle det. Hun er meget stille og rolig. De fandt ud af, at deres mor ganske vist havde fået en kæreste, men det er ikke en, der kommer ind i hjemmet og skal være bestemmende i forhold til dem. 19

I dag siger mine børn til mig: Mor, hvor er det dejligt at se, at du er glad. Når du har det så godt, så betyder det meget for os. De har nok følt, at de skulle være lidt om mig, men det har givet dem en frihed, at jeg også har et liv. Nu kommer der igen unge mennesker i huset. Mange af dem har set Birgitte og mig sidde arm i arm og se fjernsyn, og jeg oplever, at mine børn accepterer det. Min historie viser, at det er muligt at springe ud i et lille samfund og på en lille arbejdsplads. At være en del af et lille samfund skal ikke forhindre nogen i at leve deres liv, som de vil. Det ville jo være katastrofalt. Når Birgitte og jeg går en tur nede i byen, holder vi hinanden i hånden og kan da også give hinanden et kys. Selvom byen er lille, så er jeg så meget på plads med mig selv, at jeg ikke har noget problem med, at folk ser mig med en kvindekæreste. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker, og faktisk er det en lettelse, at de ved, jeg er til kvinder. Der var mange mænd, der bejlede til mig, efter jeg blev skilt. På det tidspunkt kunne jeg ikke sige til dem: Nej tak, jeg er til kvinder. Men nu ved man ude i byen, hvordan det hænger sammen. Rygtet løber lynhurtigt ud i alle afkroge. De fleste siger: Nå og hvad så? Jeg er ansat i skoletandplejen, og der har heller ikke været negative reaktioner. Nogle forældre ved, at jeg er lesbisk, og jeg har tænkt over, om de kunne have et problem med, at jeg er deres børns tandlæge. Men det har kun været i mit hoved. Ingen har på noget tidspunkt sagt noget til mig. I maj holdt jeg min 50 års fødselsdag. Jeg havde inviteret de mennesker, som jeg holder af, og som betyder noget for mig; familie, venner og arbejdskolleger. Birgitte var selvfølgelig også med som min kæreste, så alle fik hilst på hende. Den dag sagde min yngste moster til mig: Hvor er det dejligt, at du har fundet ud af, hvordan det skal være for dig. 20