MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3

MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3

58 Mørket havde for længst sænket sig over Paravalis. Inde i byens mange huse var lysene pustet ud og de fleste af beboerne hvilede i halmsenge. De mange kroer og beværtninger rundt omkring var også langsomt ved at blive tømt for mennesker. Kong Onsgar havde beordret, at livet i byen skulle gå videre som normalt, for han vidste, at det kun skabte problemer at hindre folk adgang til deres øl og vin. En skikkelse med en sort slængkappe og en bredskygget sort hat, der tjente til at skjule ansigtet, hastede gennem de brostensbelagte gader. Nu og da var skikkelsen ved at miste fodfæstet på de dugvåde sten, der lå under et tyndt lag af halm, men han fortsatte med uhindret fart. Bydelen han befandt sig i, var et virvar af snævre gader og blindgyder der forbandt de tætliggende huse. Man kunne let fare vild, hvis man ikke kendte området, men det gjorde skikkelsen så tydeligt. Uden at tøve drejede han efter en nøje udstukket kurs rundt om det ene hjørne efter det andet. Snart til venstre, snart til højre, men aldrig var han i tvivl om retningen. Udover de få fulderikker byen altid husede, havde han ikke mødt et eneste menneske på sin vej. Alligevel standsede han nu ~ 59 ~

og da op, stod helt stille og lyttede efter de trin bag ham, der kunne afsløre en eventuel forfølger. Men der var ingen, det var skikkelsen helt sikker på, da han for sidste gang standsede op ved et forfaldent hus, han havde passeret tidligere på sin vej. Han havde ingen chancer taget, og var første gang gået lige forbi uden at standse op, og havde så gået en omvej for at sikre sig, at ingen fulgte efter ham. Han spejdede endnu en gang til begge sider, før han bankede på døren. Et bestemt bankesignal, som han gentog to gange, før døren blev åbnet og han blev lukket ind. Straks da døren var lukket bag ham, blev der tændt lys i rummet. Den nyankomne spildte ikke tiden med at studere hytten, for han havde været her mange gange før, og vidste, at rummet kun indeholdt et slidt træbord og to små stole. Han satte sig på den ene stol og tog plads overfor manden, som netop havde lukket ham ind. Lyset på bordet oplyste ansigtet på dem begge. Manden i slængkappen var kendt af alle mennesker i Paravalis, og det var en af grundene til at han kun kom til huset om natten, og altid i forklædning. Tilstedeværelsen af kong Onsgars Hofmester, Sir Sleigh, i denne del af byen, hvor tyve og mordere var kendt for at holde til, kunne meget vel vække en del uønsket opsigt. Men ingen lagde mærke til ham i denne nat. Manden overfor Sleigh var vederstyggelig. Ansigtet var frygteligt vansiret. Venstre øje manglede og i dets sted ~ 60 ~

var blot et sort hul, der syntes bundløst. Et langt ar strakte sig fra panden, tværs over den tomme øjenhule og ned til midt på kinden. Det højre øje var så udstående, at Sleigh ofte havde undret sig over at det overhovedet blev på sin plads. Næsen havde tydeligvis været brækket mere end en gang og var så fladtrykt at den næsten ikke stak ud fra hovedet. Der sad kun nogle små spredte totter af langt gråt hår tilbage på mandens isse, og han manglede desuden en del af sit højre øre, der var bidt eller flået af. Manden var det grimmeste Sleigh nogensinde havde lagt sine øjne på, men han vidste bedre end at vise sin afsky for personen. Historier om dette uvæsens vildskab var talrige og Sleigh havde personligt overværet ham dræbe en ung pige, der havde vovet at ytre sig mishag over hans udseende. Manden, som sad over for Sleigh og trak vejret med en dyb rallende lyd, blev aldrig kaldt andet end Loryngrihmeren, et navn som på Oldsproget betød Menneskebæstet. Mange havde hørt om Loryngrihmeren, thi historierne om hans grusomhed var utallige, men kun meget få havde mødt manden og overlevet til at berette om det. Sleigh var et af disse få mennesker, og han havde ved flere lejligheder benyttet sig af dette vanskabte uhyre, der solgte sine tjenester for guld. Og det var netop guld som fyldte den pung, som Sleigh havde lagt på bordet foran Loryngrihmeren, der ikke havde været sen til at gribe den. Den behårede næve åbnede læderpungen og ~ 61 ~

hældte nogle af guldmønterne ud på bordet. Sleigh så med ubehag på Loryngrihmeren, der blottede sine brune rovdyragtige tænder i en grimasse, der gjorde det ud for et smil. Loryngrihmerens guld, grinede bæstet, så slim stod ham ud af munden. Sleigh rykkede sit hoved tilbage i afsky for at undgå den rådne stank fra Loryngrihmerens svælg. Det er mit guld, sagde Sleigh og hev pungen ud af hænderne på Loryngrihmeren. En gerning, der ville have kostet alle andre deres liv, men selvom Loryngrihmeren stirrede arrigt på Sleigh med sit ene udstikkende øje, forblev han på sin plads på den anden side af det vakkelvorne træbord. Det kan blive Loryngrihmerens guld, sagde Sleigh. Og der er mere hvor det kommer fra, men først skal Loryngrihmeren gøre Hofmesteren en tjeneste. Tjeneste, ja, tjeneste, gentog Loryngrihmeren langsomt, nikkede og slikkede sig begærligt om de sprukne læber, mens han rakte ud efter pungen. Tjenesten først, sagde Sleigh og puttede pungen tilbage i sit bælte. Loryngrihmeren fulgte pungen med øjnene og var tydeligt urolig. Hvem skal dø? spurgte han så. Sig Loryngrihmeren, hvem der skal dø, så Loryngrihmeren kan få sit guld! ~ 62 ~

Kongen, svarede Sleigh. og ventede en reaktion fra Loryngrihmeren. Den kom i form af at Loryngrihmerens øje blev spærret endnu mere op end det var i forvejen. Kongen? Ja, kong Onsgar, svarede Sleigh. Kan du gøre det? Kan du slå ham ihjel? Bæstet nikkede og blottede sine tænder i et uhyggeligt smil. Loryngrihmeren kan slå alle ihjel. I så fald har du fortjent dine penge, sagde Sleigh og løsnede atter pungen og smed den over til Loryngrihmeren. Du får fem punge magen til, hvis kongen er død inden to dage. Ja, ja, kongen skal dø, grinede Loryngrihmeren. Sleigh nikkede tilfreds, rejste sig op og slukkede lyset ved at klemme om vægen. Det sydede ganske let i det nu mørklagte rum, mens der bredte sig en lugt af røg. Uden at tøve fandt Sleigh hen til døren i mørket, tog fat i håndtaget og åbnede døren på klem. Hans øjne spejdede ud på gaden, der forekom umådeligt lys, i forhold til den bælgmørke stue han befandt sig i. Der var intet at se derude. Sleigh åbnede døren helt, gik ud på gaden, stod et øjeblik i det svage månelys, der nåede ned i byens gyder, så lukkede døren bag sig uden en lyd. Snart efter var Hofmesteren forsvundet i skyggerne af hvilke han var kommet. ~ 63 ~