Vores sidste rejse startede den 8. sept. 2016. Vi havde trukket det så længe vi kunne, da vi gerne ville undgå komme i den værste regntid. Månederne juli/aug er der, hvor det regner allermest og selv om vejen er rimelig, er der stadig et stykke på ca. 60 km lige inden Bouar, med meget dårlig vej. Det vil vi helst ikke køre i regnvejr! Vel ankommet til Bangui lufthavn, blev vi ledt igennem immigrationen. Denne gang måtte vi klare os selv, ingen VIP behandling til os! Vi kom ikke som regeringens gæster denne gang! Det sædvanlige cirkus startede, med portere der forsøger at sikre sig, at vi vil have deres hjælp til at komme igennem tolden, allerede inden vi havde udfyldt vores ankomst papirer. Vi fik øje på Elysee, som ikke kunne komme helt frem til os, men dog viste, at han var der for at sige velkommen. Det er altid spændende om ens bagage er kommet med fra Paris. Vores var der heldigvis, alle 4 og nu kunne vi så bevæge os hen til tolden. Vi blev selvfølgelig bedt om at åbne vores kufferter, selv om der ikke var plads på bænken. Bent fik åbnet den ene kuffert og straks var der noget, der fandt interesse for den kvindelige tolders øje: Solceller! Hun begyndte allerede at regne ud hvad det kunne beløbe sig til i told. Ah ha, det må kunne give noget! Synes der stå i hendes øjne, men hun kender ikke Bent! Han har altid en god forklaring på hvor meget disse 2 små solceller, af ubetydelig værdi kan være til hjælp, og hvor meget der kan komme ud af at hjælpe et menneske, som så hjælper flere, og ringene spreder sig! Og jo, vi kom for at hjælpe så mange som muligt! Det tog tid. Til sidst kom Told Fatter ham selv, og bad Bent lukke sin kuffert og gå. Det blev ikke til penge denne dag. Nu var det næsten mørkt, og så er der ikke mange der ønsker at være ude. Side 1
Uden for stod Evariste, som var kommet til hovedstaden dagen før. Noel, vores gode ven, som er chauffør hos Dr. Ione, var der også for at hente os. Efter en stor velkomst og et dejligt knus, fik vi læsset bagagen på bilen. Der blev lige plads til, at vi alle kunne være med i bilen. Vi kørte ind mod byen og vores sædvanlige gæste hjem hos de søde katolikker på Notre Dame. Vi satte Evariste og Elysee af på vejen, de skulle begge af godt og vel 10 km uden for byen. Evariste for at sove hos sin søster, Elysee har et hus ca 14 km uden for city. Søstrene havde arrangeret mad til os, en gestus! Normalt skal man bestille mad om morgenen for at kunne spise med, men det havde de ordnet. Vi fik også hilst på dr. Ione, som spurgte, om der var noget hun kunne hjælpe os med denne gang. Det er der jo altid. Vi ville gerne flyve til Bouar, hvis det var muligt. Det lovede hun at undersøge. Elysee og Evariste stod klar næste morgen. Der skulle skrives et brev til ministeren for Planlægning og Internationale affære. Det er der, vi skal søge om samarbejdsaftale og anerkendelse af os som NGO med regeringen. Elysee havde, som sædvanlig, aftalt besøg, men først måtte vi skrive en ansøgning sat pænt op og skrevet på ministerielt sprog. Det kan Elysee. Så skiftede vi til det pæne tøj og gik af sted. Vi går næsten altid rundt til de forskellige ministerier. De ligger ret tæt, men det kan godt være varmt at gå i solen. Så ligner vi alle de andre, når vi kommer frem. Undtaget de, der sidder i de underafkølede kontorer, i deres fine habitter og franske modekjoler. Jeg kan godt føle mig lidt dagligdags. For slet ikke at sige, at jeg ikke fatter hvordan de holder deres tøj i orden og helt rent? Vi mødte ministeren, som er en dame på omkring 40-45 år. Hun modtog os og hørte på vores ærinde. Hun lovede at skrive under straks. Hun skulle nemlig til USA, FN kongres, dagen efter. Hun holdt sit løfte! Side 2
Elysee kunne hente det og påse, at det blev bragt videre til de andre ministerier for at underskrives der. Som sagt havde vi ønsket et flyve, men det kunne ikke lade sig gøre. Det er FN Human Ressources, der står for disse flyvninger. Man skal kunne dokumentere at være NGO, kunne vise legitimation og have betalt forud. Alt dette kan Dr. Ione ordne for os, men der var ikke plads på flyet. Hun gav os sin chauffør, som ville køre os til Bouar. Vi kom ikke af sted før ved middagstid. Det var ikke godt, der er nok 7-8 timers køretur, og det trak op til regn. Vi kom godt 160 km ud af vejen da bilen brød sammen. Så sad vi der! Noel lukkede motor hjælmen op og rykkede lidt på dit og dat. Han havde ingen ide! Der kom 2 biler forbi. Den første, en projekt bil med et udenlandsk Logo, den anden en FN bil. Ingen af dem holdt for at hjælpe. Da kom en lastbil med ca 20 folk. De stoppede og spurgte hvad der var galt. De havde et par unge mennesker med og de gik i gang med at se på bilen. De var også lidt usikre, men da de havde set lidt på det, gik det pludselig op for den ene hvad der var i vejen. Han manglede noget ledning, men fandt noget han kunne bruge og i løbet af kort tid startede vores bil. Alle jublede og var glade på vores vegne. Der blev ikke bedt om penge som tak for hjælpen. De sprang ombord i deres egen lastbil og kørte af sted. De kunne vi så også. Som sagt, er de sidste 60 km inden Bouar ikke asfalteret. Det er især slemt i regntiden. Da vi kom til dette sted, var det mørkt og en FN konvoj havde gjort holdt for natten. Det blev en særlig oplevelse af Noels evner som chauffør, da han listede sig forbi de godt 100 lastbiler som holdt midt på vejen. På begge sider var der dybe grøfter. Vejen var som brun sæbe pga. af regnen, og der var ikke meget plads for os. Det gik heldigvis godt og vi kunne sende endnu en tak opad. Vi kom ikke til Bouar før kl 22. Vi kunne ikke køre helt til Evariste hus, men alle naboerne stod for at byde os velkommen til deres kvarter, og hjalp med at bære bagagen det sidste stykke. Side 3
Efter en dejlig nats søvn, i Evariste og Odettes seng, de sov hos børnene, kunne vi stå op til solskin og familie hygge. Børnene kalder os bedsteforældre, af respekt og fordi deres egen bedsteforældre bor langt væk. Der kom folk på besøg for at hilse. Vores gamle byggeplads formand og kone. De fik kaffe og vi viste billeder hjemmefra. De skulle høre til Morten, som de husker bedst, vores piger og fælles bekendte. De husker alle de missionærer der har været fra Danmark. Vi fik også fat på en tømrer, og fik ham sat i gang med at lave et skrivebord til Evariste. Det skulle opstilles i Evaristes stue. Her er HfA s hovedkvarter, indtil videre. Det var ikke et fint værksted og der var ikke meget værktøj, men han fik fremstillet et bord og hylde, som kan hjælpe til at holde styr på det, der efterhånden er ved at komme op og stå og blive kendt. Vi gik på besøg hos borgmesteren, for at høre om han kunne hjælpe os med et stykke jord. Vi havde besøgt ham sidste gang vi var der, men da var han ikke på kontoret. Vi havde da fremlagt vores sag for hans sekretær. Han modtog os og fortalte at de havde fundet et sted som der kunne bruges. Vi tog ud for at se på det. Det ligger ca. 2 km uden for bymidten, på et meget naturskønt sted. Vi kunne ikke have valgt bedre selv. Igen måtte vi takke. Tingene lægger sig tilrette for os gang på gang. Vi fik en aftale med landmåleren, om at komme ud og måle op og afsætte skel pæle. Han havde selv sine folk med, og vi var imponeret over at se hvor fint et samarbejde de havde. De slog græsset og fik sat mærker, som de så kunne støbe pæle efter. Landmåleren lovede at have tegningen færdig så vi kunne tage den med til hovedstaden og få den påtegnet. Vi fik så også lige udregningen på hvor meget det koster. Vi har betalt ca 2.200 kroner for jorden, men vi skal yderligere betale 62.000 i skat. Det er mange penge. Det er så bl.a. det, vi forsøger at blive fritaget for, - ved at søge om samarbejde med regeringen. At få fritagelse for skat og told på varer, vi indfører til vores arbejde. Side 4
Vi var med Evariste i Kirke. En kirke bygget af en af vores gode venner, vi håbede at se. Han var der ikke, men man ville sende bud efter ham. Vi gik på besøg hos ham senere i hans hjem. Vi fik en god snak med ham, og han lovede at tage med os ud på grunden sammen med landmåleren og han vil også hjælpe med at starte en lokal gruppe, som kan være med i vores arbejde. Den sidste dag kom der flere for at sige farvel. Odette lavede makala, en slags doghnuts, og dejlig mad. Det var vemodigt at sige farvel til dem alle, men godt at kunne sige på gensyn snart. Dr. Ione havde været heldig og skaffet flybilletter til vores tur hjem. Vi mødte op i lufthavnen og blev snart samlet op af et FN fly. Det fløj til Berberati og derfra til Bangui. Under 3 timer. Det var let. Tilbage i Bangui, havde Elysee fået papirerne underskrevet, og klar til at blive indleveret på et kontor, hvor man godkender at alt er ok og vi får en kvittering på at vi nu er anerkendt som en NGO organisation. Så skal der søges igen. Om samarbejde og betingelser både for Regeringen og Hjerte for Afrika. Det er Elysee godt i gang med. Han er dagligt i byen for at rende de forskellige ministerier på dørene. Siden vores hjemkomst har Evariste fået en søn. Nr. 4. Det blev et kejserbarn. Odette, måtte i hast opereres, da hun fik svangerskabsforgiftning. Det gik heldigvis godt, men hun har stadig alt for højt blodtryk. Det håber vi snart vil blive bedre. Den lille dreng, som vokser godt og ser sund ud, hedder Sammy. Opkaldt efter vores barnebarn Samuel, som sammen med sine søskende har givet legetøj til Evaristes børn. - Samuel er selvfølgelig også medlem af Hjerte for Afrika. Vera Skindhøj Pedersen Side 5