RETSPLEJELOV. Bruxelles I-forordning

BIND II

RETSPLEJELOV Bruxelles I-forordning

KOMMENTERET RETSPLEJELOV Bruxelles I-forordning Lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1008 af 24. oktober 2012 REDIGERET AF BERNHARD GOMARD, JENS MØLLER, OLIVER TALEVSKI OG PETER THØNNINGS BIND II Tredje bog. Den borgerlige retspleje Tredje afsnit (Betalingspåkrav), Fjerde afsnit (Tvangsfuldbyrdelse), Femte afsnit ((De foreløbige retsmidler), Bruxelles I-forordning og Nordisk Domslov KOMMENTERET AF NIELS M. ANDERSEN, MICHAEL ELLEHAUGE. KETILBJØRN HERTZ, JØRGEN JOCHIMSEN, PETER ARNT NIELSEN, KIM RASMUSSEN OG PETER THØNNINGS 9. udgave Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013

KOMMENTERET RETSPLEJELOV, BRUXELLES I-FORORDNING BIND II 9. udgave, 1. oplag 2013 Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan. Tryk: Narayana Press, Gylling Indbindning: Jysk Bogbind, Holstebro Printed in Denmark 2013 ISBN Bind II 978-87-574-2967-4 ISBN komplet 978-87-574-2727-1 Der er ydet støtte til udgivelsen af

Indholdsfortegnelse Tredje afsnit. Betalingspåkrav (Peter Thønnings og Michael Ellehauge) Kap. 44a. ( 477a-477g)... 7 Fjerde afsnit. Tvangsfuldbyrdelse (Jørgen Jochimsen; (Ketilbjørn Hertz 479); (Kim Rasmussen 538-583)) Kap. 45. Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse ( 478-486)... 27 Kap. 46. Fremgangsmåden ved udlæg og tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav ( 487-506)... 80 Kap. 47. Udlæggets genstand og retsvirkninger ( 507-526)... 193 Kap. 48. Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav ( 528-535)... 292 Kap. 48a. Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær ( 536-537)... 304 Kap. 49. Almindelige bestemmelser for tvangsauktion ( 538-543)... 334 Kap. 50. Tvangsauktion over løsøre ( 544-559c)... 352 Kap. 51. Tvangsauktion over fast ejendom ( 560-582)... 373 Kap. 52. Tvister under tvangsauktionen ( 583)... 488 Kap. 53. Appel af fogedrettens afgørelser ( 584-587)... 489 Kap. 54. Brugeligt pant ( 588-595)... 515 Kap. 55. Umiddelbare fogedforretninger ( 596-600)... 531 Femte afsnit. De foreløbige retsmidler (Niels M. Andersen) Kap. 56. Arrest ( 627-640)... 587 Kap. 57. Forbud ( 641-652)... 607 Kap. 57a. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v. ( 653-653d)... 640 Sjette afsnit. Ophævet Lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v. (Peter Arnt Nielsen)... 667 Parallelaftalen (Peter Arnt Nielsen)... 673 Bruxelles I-forordningen (Peter Arnt Nielsen)... 685 Nordisk Domslov (Peter Arnt Nielsen)... 839 5

Kapitel 44a Tredje afsnit. Betalingspåkrav Kapitel 44a[1][2][3][4][5] [1] Lovgrundlag m.v. Retsplejelovens tredje afsnit med kapitel 44a om betalingspåkrav betegnes også den forenklede inkassoproces eller blot inkassoprocessen. Reglerne er indsat i retsplejeloven ved lov nr. 450 af 9. juni 2004 og trådte i kraft 1. januar 2005. Ved ændringslov nr. 518 af 6. juni 2007 er reglerne justeret, navnlig med henblik på betalingspåkrav, der retter sig mod flere skyldnere. Ændringen trådte i kraft 1. juli 2007 med virkning for betalingspåkrav, der indleveres til fogedretten efter dette tidspunkt. Ved ændringslov nr. 614 af 14. juni 2011 er beløbsgrænsen i retsplejelovens 477 a, stk. 1, 1. pkt., sat op fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Ændringen trådte i kraft den 1. oktober 2011 med virkning for betalingspåkrav, der indleveres til fogedretten efter dette tidspunkt. I medfør af 477b, stk. 5, er der ved bekendtgørelse nr. 646 af 18. juni 2007 fastsat bestemmelser om indlevering af betalingspåkrav, herunder om anvendelse af betalingspåkravsblanket. [2] Litteratur Om betalingspåkrav kan henvises til Gomard og Kistrup, Civilprocessen, s. 229ff samt værkets sagregister, Rammeskow Bang- Pedersen og Højlund Christensen, Den Civile Retspleje, 2. udg., s. 373ff, Kistrup, Møgelvang-Hansen og Lindencrone Petersen, Fogedsager, s. 15ff, Arnt Nielsen og Møller Madsen, Inkasso, s. 197ff, Nygaard Oswald, Inkassosager i praksis s. 67ff, Helle Larsen, Praktisk Inkasso, s. 118, Schwartz Nielsen og Nygaard Oswald, Værneting for lejeretlige krav den forenklede inkassoproces, U 2007 B.162 og Kim Rasmussen, Kommentar til artiklen U 2007 B.162: Værneting for lejeretlige krav den forenklede inkassoproces, U 2007 B.206. [3] Forarbejder Betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), s. 401ff, 479ff og 543ff. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925 og 2291, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729. [4] Formål og baggrund 4.1 Formålet med retsinstituttet Formålet med reglerne om betalingspåkrav er at lette inddrivelsen af ubestridte pengekrav på højst 100.000 kr. Der er tale om en særlig, valgfri fremgangsmåde med henblik på enklere, hurtigere og billigere at inddrive sådanne krav gennem retten. Inkassoprocessen går ud på, at fordringshaveren kan vælge at indlevere et betalingspåkrav til retten, der herefter forkynder betalingspåkravet for skyldneren. Fremsætter skyldneren ikke inden en frist på 14 dage indsigelse mod kravet, vil betalingspåkravet forsynet med rettens påtegning kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse af kravet i fogedretten. Betalingspåkravet vil i øvrigt have samme bindende virkning som en dom. Gør skyldneren indsigelse, vil sagen kunne fortsætte som en tvistig civil sag. Der er desuden mulighed for, at fordringshaveren ved afkrydsning i betalingspåkravet kan vælge, at sagen hvis skyldneren ikke gør indsigelse mod kravet fortsætter som fogedsag med henblik på tvangsfuldbyrdelse af kravet, jf. i det hele FT 2003-04, tillæg A, s. 7495. 4.2 Baggrunden for retsinstituttet Om baggrunden for reglerne om inkassoprocessen se FT 2003-04, tillæg A, s. 7496, betænkning nr. 1436/2004 s. 401ff og Fogedsager, s. 15ff. Allerede i 1905 blev der i Rigsdagen fremsat et privat forslag om inddrivelse af ubestridte fordringer. Forbilledet var tysk rets 7

Kapitel 44a regler om»mahnverfahren«. Forslaget omfattede pengefordringer på højst 1.000 kr. og skulle give fordringshaveren mulighed for på skriftligt grundlag at opnå et udpantningsgrundlag, hvis skyldneren ikke inden 2 uger gjorde indsigelse mod fordringen. Anmodningen skulle ledsages af eventuelle dokumenter, som fordringen blev støttet på, samt oplysninger til brug for fogedens behandling af sagen. Forslaget blev vedtaget i Landstinget, men blev ikke færdigbehandlet i Folketinget inden rigsdagssamlingens slutning. I 1920 erne forelagde justitsministeren efter anmodning fra forskellige handelsforeninger spørgsmålet om indførelse af en særlig inkassoproces for Retsplejeudvalget. Udvalget gik dog kraftigt imod sådanne regler, og der blev derfor ikke fremsat forslag herom. På baggrund af Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973 blev retsplejeloven ændret således, at der blev mulighed for at afsige udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke rettidigt indleverede svarskrift. Formålet var at give domstolene mulighed for en hurtigere og mere rationel behandling af de sager, hvor fordringshaveren alene havde indleveret stævning for at få et udlægsfundament. Da Retsplejerådet afgav betænkning nr. 1201/1990, nærede rådet ikke betænkeligheder med hensyn til at tilvejebringe særlige regler om betalingspåkrav. Betænkningen indeholdt et forslag herom, som efter rådets opfattelse ville kunne bidrage til en væsentlig forenkling af fremgangsmåden ved tvangsinddrivelse. Forslaget adskilte sig fra 1905- forslaget navnlig derved, at fordringshaveren skulle have mulighed for selv at tilvejebringe et udlægsfundament uden at inddrage retten. Efter forslaget kunne fordringshaveren lade et betalingspåkrav med samme oplysninger som en stævning forkynde for skyldneren. Fristen for skyldnerens eventuelle indsigelser var 4 uger. Hvis der fremkom indsigelser, var fordringshaveren henvist til at anlægge civil retssag. Fremkom der ikke indsigelser, kunne det forkyndte betalingspåkrav sendes til fogedretten, der så skulle foretage en overvejende formel prøvelse af betalingspåkravet. Hvis skyldneren under det første møde i fogedretten gjorde indsigelse, var fordringshaveren som udgangspunkt henvist til at anlægge en civil retssag mod skyldneren. Skyldneren havde efter forslaget ikke mulighed for at begære sagen genoptaget som efter en udeblivelsesdom, men kunne anlægge civil retssag mod fordringshaveren. Også Småsagsudvalgets betænkning nr. 1341/1997 indeholdt et forslag til en særlig procesform for sager, hvor der ikke var tvist om pengekravs eksistens og størrelse. Udvalget foreslog, at der blev indført et enstrenget system omfattende dels den civilprocessuelle del med tilvejebringelse af dom og dels den fogedretlige del med tvangsfuldbyrdelse ved foretagelse af udlæg. Blandt hovedelementerne i forslaget kan navnlig fremhæves en beløbsgrænse på 20.000 kr. og krav om anvendelse af blanket ved indgivelse af stævningen. Stævningen skulle forkyndes for skyldneren sammen med en indkaldelse til personligt møde i fogedretten og en opfordring til at afgive svarskrift i tilfælde af indsigelser eller modkrav. Fremkom skyldneren med et fyldestgørende svarskrift, skulle den videre behandling foregå efter reglerne om civile sager. I modsat fald skulle der afsiges udeblivelsesdom. Efter forslaget skulle fordringshaveren ikke have pligt til at møde i fogedretten og skulle derfor som udgangspunkt heller ikke have mødesalær. Retten skulle have en udvidet vejledningspligt, og det skulle i det hele taget være muligt for en part at føre processen uden advokatbistand. Udvalgets flertal foreslog, at inkassobureauer i inkassosager og i ikke-tvistige udlægssager skulle have adgang til at repræsentere parter for retten samt til at få inkassosalær. Advokatrådet og Den Danske Dommerforening fremsendte i december 2002 til Justitsministeriet et fælles forslag til en valgfri, forenklet procesform for såvel bestridte som ubestridte krav under 50.000 kr. Forslaget tilsigtede at forenkle og billiggøre processen for disse sager. På flere punkter fulgte forslaget principperne i forslaget i betænkning nr. 1201/1990, eksempelvis at det skulle være overladt til fordringshaveren eller dennes advokat at afgive inkassopåkrav til skyldneren. Advokaternes eneret til at optræde som partsrepræsentanter i inkassosager blev foreslået opretholdt. Endvidere skulle retsplejelovens 478 ændres således, at inkassopåkrav 8

Kapitel 44a kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke rettidigt havde gjort indsigelse. Fogedretten skulle have fuld prøvelsesret med hensyn til inkassopåkravet, herunder mulighed for at henvise sagen til civilt søgsmål, men også mulighed for at forkaste indsigelser som åbenbart grundløse. Et inkassopåkrav skulle efter forslaget ikke tillægges materiel retskraft. Spørgsmålet om en forenklet inkassoproces blev drøftet i Folketinget i foråret 2003, hvorefter Folketinget enstemmigt vedtog folketingsbeslutning nr. B 66 om en forenklet inkassoproces, jf. Folketingstidende 2002-03, Forhandlingerne s. 4238 og 9156, tillæg A, s. 2772, tillæg B s. 1949 og tillæg C s. 408. Herefter afgav Retsplejerådet betænkning nr. 1436/2004, der indeholdt forslag til en forenklet inkassoproces. Retsplejerådet understregede, at det nuværende retssikkerhedsniveau burde opretholdes, og at de grundlæggende regler for inkassosager, herunder rettens prøvelse af sagsøgerens krav ved sagsøgtes udeblivelse, genoptagelse af sagen, fogedrettens prøvelse af skyldnerens indsigelser og genstanden for udlæg og appel af fogedrettens afgørelser, burde indarbejdes. Forslaget tog udgangspunkt i Advokatrådets og Den Danske Dommerforenings fælles forslag. Beløbsgrænsen blev fastsat til 50.000 kr. (opgjort uden renter, udenretlige inkassoomkostninger og sagsomkostninger). Begrundelsen for beløbsgrænsen var navnlig, at inkassoprocessen måtte ses i sammenhæng med småsagsprocessen, hvor beløbsgrænsen også var 50.000 kr. Det blev forudsat i forslaget, at betalingspåkravet først skulle kunne indleveres til fogedretten, når der var sendt en påkravsskrivelse til skyldneren med de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme fordringen, og med en frist på mindst 10 dage til at indfri fordringen, uden at der blev foretaget yderligere, som ville påføre skyldneren flere omkostninger, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7498. Forslaget adskilte sig fra det tidligere forslag derved, at betalingspåkravet skulle indleveres til retten. Herefter skulle retten efter forslaget foretage en indledende prøvelse, svarende til prøvelsen af stævninger ved afsigelse af udeblivelsesdomme i civile sager. Retten skulle dernæst foranledige, at betalingskravet blev forkyndt for skyldneren. Hvis skyldneren ikke rettidigt fremsatte indsigelser, kunne betalingspåkravet tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse og havde samme bindende virkning (retskraft) som en dom, herunder således at indsigelser var prækluderet, jf. betænkning nr. 1436/2004, s. 411. Efter forslaget var der mulighed for at få gennemført den samlede inddrivelse på grundlag at en enkelt anmodning, betalingspåkravet. Fordringshaveren skulle således kunne vælge, at sagen, hvis skyldneren som forventet ikke havde indsigelser, skulle fortsætte med indkaldelse af skyldneren til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg. Fordringshaveren kunne dog også vælge, at betalingspåkravet forsynet med fogedrettens påtegning om, at der ikke var fremkommet indsigelser skulle tilbagesendes med henblik på eventuel senere tvangsinddrivelse. En fordringshaver, der valgte at gå frem efter de foreslåede regler om betalingspåkrav, ville således undgå den tungere fremgangsmåde, det er at indlevere stævning med henblik på at få en udeblivelsesdom, for dernæst at indlevere rekvisition til fogedretten med henblik på tvangsinddrivelse. Placeringen af reglerne om den forenklede inkassoproces i kapitel 44a i retsplejelovens tredje bog, mellem afsnittet om rettergangsmåden i civile sager og afsnittet om tvangsfuldbyrdelse, skyldes, at betalingspåkravet er knyttet til begge områder. Retsplejerådets forslag tog også stilling til retsafgiften ved indlevering af betalingspåkrav. Efter forslaget burde afgiftsreglerne formuleres således, at der blev skabt et incitament for fordringshaverne til at gøre brug af den forenklede inkassoproces og navnlig muligheden for at opnå eksekutionsfundament og tvangsinddrivelse eller retssagsbehandling på grundlag af én anmodning, betalingspåkravet. Forslaget bygger i overensstemmelse hermed på et princip om, at afgiften for rettens behandling af et betalingspåkrav skal være lavere end afgiften for behandlingen af en civil retssag, jf. betænkning nr. 1436/2004, s. 419. Endvidere skal den samlede retsafgift for rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller retssagsbehandling være lavere, når fordringshaveren ved indlevering af betalingspåkravet 9

Kapitel 44a anmoder om én samlet sagsgang, end når fordringshaverens først anmoder om behandling af betalingspåkravet og dernæst om retssagsbehandling eller udlæg. På grundlag af Retsplejerådets forslag og som opfølgning på beslutningsforslag nr. B 66 fremsatte Justitsministeren 31. marts 2004 lovforslag L 219 til ændring af retsplejeloven og retsafgiftsloven (Forenklet inkassoproces). Lovforslaget, der svarer til Retsplejerådets forslag, blev vedtaget som lov nr. 450 af 9. juni 2004 med ikrafttræden 1. januar 2005. Ved lov nr. 518 af 6. juni 2007 blev der med baggrund i erfaringerne med at anvende retsinstituttet vedtaget en justering af reglerne, navnlig med hensyn til betalingspåkrav, der vedrører flere skyldnere. Lovændringen har virkning for betalingspåkrav, der indleveres til retten efter 1. juli 2007. Ved lov nr. 614 af 14. juni 2011 blev beløbsgrænsen sat op til 100.000 kr. bl.a. med den virkning, at andre end advokater, f.eks. inkassobureauer, også vil kunne repræsentere parterne i sager, der behandles efter den forenklede inkassoproces, når sagsgenstanden ligger i intervallet 50.000 kr. 100.000 kr. [5] Inkassoprocessen og småsagsprocessen Anvendelse af småsagsprocessen i retsplejelovens kap. 39 er som udgangspunkt obligatorisk for sager om krav uden økonomisk værdi og krav med en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., hvis sagen i øvrigt hører under byret eller boligret, jf. retsplejelovens 400, stk. 1. Sager omfattet af retsplejelovens kapitel 42, 42a, 43, 43a, 43b, 44 og 88 er dog ikke omfattet af småsagsprocessen, jf. 400, stk. 3. Når tvisten er opstået, kan sagens parter aftale, at småsagsprocessen ikke skal anvendes, jf. 400, stk. 2. Endvidere kan retten under visse betingelser efter anmodning fra en part eller ex officio bestemme, at en sag overgår til almindelig procesform, jf. 402. Den forenklede inkassoproces omfatter nu i modsætning til småsagsprocessen krav med en økonomisk værdi af højst 100.000 kr. Før den 1. oktober 2011 gjaldt en fælles beløbsgrænse på 50.000 kr. for både inkassoprocessen og småsagsprocessen. De to procesformer adskiller sig grundlæggende fra hinanden derved, at småsagsprocessen inden for beløbsgrænsen er den almindelige procesform for alle civile typisk tvistige sager, hvorimod inkassoprocessen alene angår inkassosager, dvs. sager, hvori der ikke forventes indsigelser og dermed heller ikke tvist om kravet og dets størrelse. Da anvendelse af småsagsprocessen inden for denne procesforms anvendelsesområde som udgangspunkt er obligatorisk, vil en sag med en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., der er startet som betalingspåkrav, men som på baggrund af indsigelser fra skyldneren henvises til behandling som civil sag, også som udgangspunkt blive omfattet af småsagsprocessen, jf. betænkning nr. 1436/ 2004, s. 419 og Civilprocessen, s. 251, sml. m. U 2009.1302 VLK og forslag til lov nr. 614 af 14. juni 2011 (lovforslag nr. 201, FT 2010/11), punkt 1 og 2. Har en sådan sag derimod en økonomisk værdi på mere end 50.000 kr., overgår sagen i tilfælde af indsigelse til almindelig procesform. 477a[1] 477a Reglerne i dette kapitel kan[2] anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav[3] på højst 100.000 kr.[4], når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende[5]. Renter[6] og omkostninger[7] medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi. Stk. 2. Er der angivet flere skyldnere i samme betalingspåkrav, anvendes reglerne i 477d- 477f for hver skyldner for sig[8]. 10

Kapitel 44a [1] Bestemmelsen, der fastlægger anvendelsesområdet for reglerne om betalingspåkrav (forenklet inkassoproces), er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729. Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 614 af 14. juni 2011, hvor beløbsgrænsen blev sat op fra 50.000 kr. til 100.000 kr., jf. lovforslag nr. 201, FT/2010/11, punkt 2. [2] Det er således valgfrit for fordringshaveren at anvende kapitlets regler om den forenklede inkassoproces. Alternativet er at anlægge en almindelig inkassoretssag, fra 1. januar 2008 efter reglerne om småsagsprocessen, jf. note 5 til kapitel 44a. Det forhold, at fordringshaveren allerede har et grundlag for tvangsfuldbyrdelse i form af en (rest)fordring efter kreditaftalelovens 41 eller i form af et gældsbrev, er ikke til hinder for at indlevere et betalingspåkrav, jf. U 2006.2453 VLK og U 2011.1153 ØLK. Eventuelle retsafgiftsmæssige forskelle mellem»billige«betalingspåkravssager og»dyre«almindelige inkassosøgsmål kan ikke føre til nedslag i sagsomkostningerne for den fordringshaver, som vælger at inddrive sit tilgodehavende ved et almindeligt inkassosøgsmål frem for en betalingspåkravssag, jf. U 2007.1695 ØLK. [3] Reglerne finder anvendelse på alle sager, der henhører under de almindelige domstole, jf. 1, eller under boligret, jf. henvisningen i lejelovens 112 til retsplejelovens regler, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. I Fogedsager, s. 19 fremhæves, at inkassoprocessen også for lejeretlige krav kun omfatter ikketvistige sager. Det er uden betydning, hvad der er grundlaget for kravet eksempelvis en kontrakt, en skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Pengekravet skal være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse, jf. FT 2003-04, tillæg A s. 7499 og 7509. Angår betalingspåkravet flere skyldnere, skal disse betingelser være opfyldt i forhold til alle skyldnerne, jf. stk. 2 med note 8. 477a [4] Heri medregnes ikke renter, (udenretlige) inkassoomkostninger og sagsomkostninger, jf. stk. 1, 2. pkt., og note 6 og 7. Se hertil ØLK af 31. maj 2012 (FM 2012.254). Betalingspåkravet vil som udgangspunkt blive afvist, hvis det lyder på et højere beløb end 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.), jf. 477c, stk. 1. Fordringshaveren har ikke adgang til at udstykke sit krav, medmindre dette kan ske efter de almindelige, ulovbestemte principper om udstykning af krav, jf. Civilprocessen, s. 800ff. Forsøger fordringshaveren at udstykke kravet, selvom betingelserne herfor ikke er opfyldt, vil der normalt ikke ske afvisning. Hvis betalingspåkravet får retskraft, jf. 477e, stk. 3, vil retsvirkningen i stedet være, at fordringshaveren afskæres fra senere at gøre den resterende del af kravet gældende, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. Der er intet til hinder for, at fordringshaveren indgiver flere betalingspåkrav for flere forskellige krav, forudsat at hvert enkelt krav ikke overstiger beløbsgrænsen på 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.). Der skal i så fald betales retsafgift af hvert enkelt betalingspåkrav. Omvendt kan fordringshaveren medtage flere krav i et enkelt betalingspåkrav, når blot det samlede krav ikke overstiger beløbsgrænsen på 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.). I så fald betales kun en retsafgift. Konsekvensen af, at et betalingspåkrav vedrørende en enkelt skyldner omfatter flere forskellige krav, er, at alle kravene kommer til at dele samme skæbne under den forenklede inkassoproces. Er sagsfremstillingen eksempelvis urigtig for så vidt angår ét af kravene, vil hele betalingspåkravet kunne afvises, jf. 477c, stk. 1, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509, eventuelt efter at der er givet frist til at afhjælpe manglerne, jf. 477c, stk. 2. Tilsvarende vil en indsigelse fra skyldneren vedrørende ét af kravene medføre, at hele betalingspåkravet skal behandles i overensstemmelse hermed, dvs. at det overgår til retssagsbehandling eller returneres til fordringshaveren, jf. 477f, og det kan ikke gives påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, jf. 477e, stk. 2. Beløbsgrænsen på 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.) skal overholdes, uanset om betalingspåkravet angår flere 11

477a Kapitel 44a skyldnere, jf. stk. 2. Indeholder betalingspåkravet flere krav mod flere skyldnere, må kravene sammenlagt ikke overstige 100.000 kr. Eksempelvis vil et betalingspåkrav ikke kunne indeholde 2 krav på 60.000 kr. Et krav på 100.000 kr. vil kunne fremsættes over for flere solidarisk hæftende skyldnere. Et betalingspåkrav kan også gå ud på, at to skyldnere hver især skal betale 50.000 kr. (før 1. oktober 2011 25.000 kr.), jf. i det hele FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Se i øvrigt note 8. [5] Vedrører betalingspåkravet flere skyldnere, jf. stk. 2, er det en betingelse, at fordringshaveren forventer, at ingen af skyldnerne gør indsigelse eller fremsætter modkrav, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. I FM 2011.208 Ø afvistes et betalingspåkrav, da det af sagsfremstillingen direkte fremgik, at skyldneren ikke ville betale, fordi han påberåbte sig modkrav. I U 2012.2498 ØLK er det udtalt, at retten også i betalingspåkravssager ex officio skal påse om skyldneren har fornøden proceshabilitet. [6] Hermed sigtes til renter af betalingspåkravets hovedstol. I visse situationer omfatter betalingspåkravet kun renter. Det er tilfældet, eksempelvis hvis hovedstolen er betalt, eller hvis der allerede foreligger et særligt retsgrundlag for hovedstolen, og betalingspåkravet indleveres for at afbryde forældelse for renter, der er påløbet efterfølgende. I så fald skal renterne medregnes og må højst udgøre 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.), jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. I U 2008.54 ØLK antages det, at pengekravet i et løbende kreditforhold (en kassekredit) kunne opgøres som summen af de bekøb, debitor havde trukket, med fradrag af debitors indbetalinger og med tillæg af de påløbne kreditrenter på opgørelsestidspunktet. Se U 2012.2851 ØLK, som angår opgørelse af kreditors krav i henhold til to købekontrakter med løbende månedlig rentetilskrivning af restgælden, og hvor det ikke blev tilladt kreditor at opgøre hovedstolen med påløbne kreditrenter. Se ligeledes ØLK af 31. maj 2012 (FM 2012.254). [7] Udtrykket omfatter her såvel udenretlige inkassoomkostninger som sagsomkostninger ved rettens behandling af sagen, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. Udenretlige inkassoomkostninger omfatter såvel egeninkasso som fremmedinkasso, jf. Fogedsager, s. 21. [8] Retsplejelovens regler om den forenklede inkassoproces og forarbejderne hertil tog ikke oprindeligt stilling til betalingspåkrav, hvori der er angivet flere skyldnere, jf. U 2006.973 ØLK. I retspraksis var det antaget, at der kunne anføres flere skyldnere i et betalingspåkrav, hvis den fogedret, betalingspåkravet blev indleveret til, var stedligt kompetent i forhold til alle skyldnerne, jf. U 2005.1947 ØLK og ØLK af 19. april 2005 (Fuldmægtigen, dokument id: 1-2005-3368). I forarbejderne til stk. 2 anføres, at der har været udtrykt tvivl om, hvorledes retsstillingen er i situationer, hvor skyldnernes forhold er forskellige, eksempelvis med hensyn til muligheden for forkyndelse og med hensyn til indsigelser og genoptagelse, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4929. Det anføres videre, at der i betalingspåkrav som i stævninger fortsat bør kunne anføres flere skyldnere. Med virkning for betalingspåkrav, der er indleveret til retten efter 1. juli 2007, er der i 477a, stk. 2, taget stilling til, hvorledes betalingspåkrav med flere skyldnere skal behandles. Det bemærkes, at det ikke har været hensigten at ændre retstilstanden for så vidt angår nødvendigt procesfællesskab, jf. nedenfor. For betalingspåkrav med flere skyldnere gælder der herefter følgende ordning: a) Reglerne i 477a, stk. 1, 477b og 477c, stk. 1, 2. pkt., skal være opfyldt for betalingspåkravet i sin helhed, altså i forhold til samtlige skyldnere, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Er dette ikke tilfældet, eksempelvis fordi beløbsgrænsen ikke er overholdt, eller fordi der ikke er værneting, afvises betalingspåkravet. Afvisningen gælder betalingspåkravet i sin helhed, dvs. med hensyn til alle krav og i forhold til samtlige skyldnere, jf. 477c, stk. 1, 1. pkt. Dog kan der gives frist til afhjælpning af manglerne, jf. 477c, stk. 2, eventuelt ved at en eller flere skyldnere eller et eller flere krav fjernes fra betalingspåkravet. Er problemet fogedrettens stedlige kompetence, 12

Kapitel 44a kan sagen henvises til en fogedret, der er stedligt kompetent i forhold til alle skyldnerne, jf. 477c, stk. 3. b) Efter fogedrettens indledende kontrol, jf. 477c, behandles betalingspåkravet særskilt for hver enkelt skyldner, jf. 477a, stk. 2. Et betalingspåkrav kan således få forskellige retsvirkninger i forhold til de respektive skyldnere. Eksempelvis fordi kun én af flere skyldnere fremsætter indsigelse eller anmoder om genoptagelse. Følgerne af ordningen kan sammenfattende skitseres således, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939f: Der skal for alle skyldnerne være tale om et forfaldent pengekrav, 477a, stk. 1. Der kan højst inddrives 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.) i alt på betalingspåkravet (bortset fra renter og omkostninger), jf. 477a, stk. 1. Fogedretten skal være stedligt kompetent i forhold til alle skyldnere, jf. 477b. Der skal være sendt påkravsskrivelse til alle skyldnerne, jf. 477b, stk. 2. Bestemmelsen i 477c, stk. 1, 2. pkt., om, at kravet ikke må være uklart m.v., skal være overholdt med hensyn til betalingspåkravet i sin helhed, uanset om uklarheden m.v. kun angår én af skyldnerne. 477d om forkyndelse anvendes individuelt for hver enkelt skyldner. Dette medfører, at forkyndelse kan undlades for en enkelt skyldner, eksempelvis fordi udlæg er udelukket efter fredningsreglen i 490 eller efter konkursloven, jf. 477d, stk. 1, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades. Afvisning efter 477d, stk. 2, på grund af unøjagtig angivelse af skyldnerens navn og adresse vil i givet fald også kun ske for den skyldner, unøjagtigheden angår. Det afgøres individuelt for hver enkelt skyldner, om der kan meddeles påtegning 477b om, at der ikke rettidigt er kommet indsigelser, jf. 477e, stk. 2, 1. pkt., således at betalingspåkravet for denne skyldners vedkommende får retskraft, jf. 477e, stk. 3, og eventuelt overgår til tvangsinddrivelse, jf. 477e, stk. 2, 2. pkt. Indsigelsesfristen løber fra det tidspunkt, forkyndelsen er sket over for den pågældende skyldner. Tilsvarende afgøres det individuelt, om betalingspåkravet i overensstemmelse med fordringshaverens anmodning overgår til retssagsbehandling, fordi der rettidigt er fremkommet indsigelser, jf. 477f. Det afgøres individuelt for hver enkelt skyldner, om sagen kan genoptages, jf. 477e, stk. 4, således at påtegningen for denne skyldners vedkommende annulleres, og sagen ligeledes (alene) for denne skyldners vedkommende overgår til retssagsbehandling, jf. 477e, stk. 5, og 477f. Der er ikke med 477a, stk. 2, tilsigtet en ændring af reglerne og principperne om nødvendigt procesfællesskab, jf. bl.a. retsplejelovens 255, stk. 2, dvs. hvor det ifølge retsforholdets beskaffenhed er nødvendigt, at flere personer optræder som procesfæller som sagsøger eller sagsøgt. Dette kan forekomme, hvis en rettighed tilhører flere personer i forening, jf. Civilprocessen, s. 465f. Foreligger der nødvendigt procesfællesskab, må betalingspåkravet behandles samlet for de pågældende skyldnere. I en sådan situation kan sagen f.eks. ikke dels behandles som udlægssag for én skyldner, der ikke har fremsat indsigelser, og dels for vidt angår en anden skyldner, der har fremsat indsigelser, overgå til retssagsbehandling, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4940. Om betalingspåkrav med flere skyldnere se i øvrigt Fogedsager, s. 22ff og Inkassosager i praksis, s. 84 ff. 477b[1] 477b Inddrivelsen indledes ved indlevering[2] af betalingspåkrav til fogedretten i en retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22 og 23[3]. Såfremt fordringshaveren an- 13

477b Kapitel 44a moder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr. 2, skal betalingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor der endvidere er værneting efter 487, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt.[4] Stk. 2. Før betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf. dog 11 i lov om inkassovirksomhed[5]. Stk. 3. Betalingspåkravet skal indeholde[6]: 1) parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske[7], 2) angivelse af den ret, ved hvilken inddrivelsen indledes, 3) fordringshaverens krav og[8] 4) en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes[9]. Stk. 4. Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om[10]: 1) hvorvidt fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, såfremt udlæg er udelukket efter 490 eller konkurslovens 12 c, 31 eller 207[11], 2) hvorvidt fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og 3) hvorvidt fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser. Stk. 5. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter og om indlevering af kopier af betalingspåkravet[12]. Stk. 6. Fogedretten vejleder om udfyldning af blanketter[13]. [1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729, og lov nr. 718 af 25. juni 2010, jf. lovforslag nr. 199 af 26. marts 2010. Der er intet til hinder for, at et betalingspåkrav omfatter flere skyldnere og flere krav, jf. 477a, stk. 2. Betalingspåkrav kan kun indleveres på en særlig betalingspåkravsblanket, jf. 477b, stk. 5, og bkg. nr. 646 af 18. juni 2007 1, stk. 1. Bekendtgørelsen er gengivet i note 12. Er der angivet flere skyldnere, skal reglerne i 477b anvendes for betalingspåkravet som helhed, jf. 477a, stk. 2, med note 8, FT 2006-07, tillæg A, s. 4939 og nedenfor note 3 og 4. [2] Et betalingspåkrav kan indleveres af fordringshaveren selv eller en rettergangsfuldmægtig, i praksis en advokat eller en rettergangsfuldmægtig omfattet af 260, stk. 5. Indlevering af betalingspåkrav er et retsligt skridt, der afbryder forældelse, jf. 16 i forældelsesloven (lov nr. 522 af 6. juni 2007). [3] Hvis fordringshaveren alene anmoder om, at der skabes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i civile sager, jf. henvisningen til kapitel 22. Dette medfører, at betalingspåkravet kan indleveres ved skyldnerens hjemting, jf. 235, 236 og 238-240, eller ved et undtagelsesværneting, jf. 14

Kapitel 44a 237 og 242-246, jf. Fogedsager, s. 26, og Civilprocessen, s. 105ff. Er der angivet flere skyldnere i et sådant betalingspåkrav, skal værnetingsreglerne være opfyldt for betalingspåkravet som helhed, jf. 477a, stk. 2, og FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Dette indebærer, at fogedretten skal være stedligt kompetent efter 477b, stk. 1, 1. pkt., i forhold til alle skyldnerne, herunder i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 23 om kumulation. Er der således tale om et betalingspåkrav efter 477b, stk. 1, 1. pkt., dvs. at der alene er tale om at skabe et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, og angår betalingspåkravet flere skyldnere, kan betalingspåkravet herefter indleveres til enhver fogedret, der er stedligt kompetent i forhold til én af skyldnerne, forudsat at der er værneting i Danmark for alle skyldnerne, jf. retsplejelovens 250, stk. 1, nr. 1 og 2, og FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Om den herfra forskellige situation, hvor fordringshaveren (tillige) anmoder om, at der iværksættes udlægsforretning uden fornyet anmodning, se 477b, stk. 1, 2. pkt., med note 4. Om værneting for betalingspåkrav med lejeretlige krav se note 4. Se U 2011.737Ø om behandling af betalingspåkravssager, når skyldner har hjemting på Færøerne. [4] Hvis fordringshaveren anmoder om, at der iværksættes udlægsforretning uden fornyet anmodning, stilles der efter 477b, stk. 1, 2. pkt., krav om, at fogedretten tillige er stedligt kompetent efter retsplejelovens 487, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt. Se hertil VLK af 5. december 2011 (FM 2012.38): Parterne havde forudgående aftalt værneting ved Retten i Roskilde. Sagsøgeren indleverede betalingspåkrav ved Retten i Aalborg, hvor sagsøgte havde hjemting. Efter at sagsøgte havde fremsat indsigelse, henvistes sagen efter anmodning fra sagsøgeren til Retten i Roskilde, hvilket sagsøgte kærede. Landsretten tiltrådte, at der var sket henvisning, idet sagsøgeren ikke ved at indlevere betalingspåkravet ved Retten i Aalborg havde afskåret sig fra at begære sagen henvist til det aftalte værneting. Se tillige U 2009.1688 ØLK, hvor landsretten fastslog, at fogedretten ved skyldnernes (nye) værneting 477b hvor sagen var indledt ved betalingspåkrav indeholdende kreditors anmodning om retssagsbehandling efter 477 f efter modtagelsen af skyldnernes indsigelser skulle have henvist sagen til boligretten ved lejemålets retskreds. Kravet gælder i forhold til alle de skyldnere, der måtte være anført i betalingspåkravet, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939; alle skyldnerne skal således have værneting i retskredsen på grundlag af hjemting, jf. 487, stk. 1, nr. 1, erhvervsmæssig virksomhed, jf. 487, stk. 1, nr. 2, eller pant for fordringen, jf. 487, stk. 1, nr. 3. Henvisningen i 477b, stk. 1, 2. pkt., til 487, stk. 2, 1. pkt., giver mulighed for at anvende disse subsidiære værnetingsregler (opholds- og godsværneting) for skyldnere, der ikke har værneting i retskredsen efter 487, stk. 1, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4940. Er der ikke værneting i retskredsen for alle skyldnerne, må fordringshaveren enten nøjes med at anmode om et eksekutionsfundament, jf. 477b, stk. 1, 1. pkt., eller indlevere flere betalingspåkrav til forskellige fogedretter, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Er fogedretten ikke stedligt kompetent, afvises betalingspåkravet i sin helhed, altså for så vidt angår alle skyldnerne, jf. 477c, stk. 1, 1. pkt., medmindre manglen afhjælpes, jf. 477c, stk. 2. Fremgår det, hvilken fogedret der er kompetent, kan der ske henvisning, jf. 477c, stk. 3. I sager om fraflytningskrav i lejeforhold skal betalingspåkrav hvis fordringshaveren har anmodet om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning indleveres til fogedretten i den retskreds, hvor lejeren har hjemting, også selvom ejendommen er beliggende i en anden retskreds, jf. U 2005.2293 VLK sammenholdt med Vestre Landsrets kendelser af 16. juni 2006 i sagerne B-1070-06 og B-1072-06, omtalt i Schwartz Nielsen og Nygaard Oswald, U 2007 B.162. Således også Vestre Landsrets kendelse af 15. april 2005 (FM 1-2005-3370). Der er således efter den refererede landsretspraksis i disse sager ikke værneting efter lejelovens 111, dvs. i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende, jf. Kim Rasmussen, U 2007 B.206. Schwartz Nielsen og Nygaard Oswald, U 2007 B.162, argumenterer med henvisning til retsplejelo- 15

477b Kapitel 44a vens 235, stk. 1 (»... medmindre andet er bestemt ved lov«), for at et betalingspåkrav efter 477b, stk. 1, 1. pkt., med et lejeretligt krav kan indleveres til fogedretten i den retskreds, hvor lejemålet er beliggende, jf. lejelovens 111. Se også Kim Rasmussen i FM 1-2006-515985. Se endvidere U 2009.1688 ØLK, refereret ovenfor. [5] Betalingspåkrav kan først indleveres til fogedretten, når en påkravsskrivelse, der opfylder inkassolovens krav, er afsendt, og 10-dagesfristen er udløbet. Påkravsskrivelsen skal foruden 10-dagesfristen tydeligt angive alle oplysninger, der er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af kravet, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7510 og Fogedsager, s. 27. Inkassolovens 11 fører til, at betalingspåkrav kan indgives uden at afvente 10-dagesfristen, hvis der er nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives, eksempelvis på grund af forældelse, jf. U 2012.391 VLK (FM 2011.291), der med henvisning bl.a. til bemærkningerne til inkassolovens 11 tillod, at et betalingspåkrav var indgivet før udløbet af 10-dages fristen. Også fordringshavere, der i øvrigt ikke har pligt til at gå frem efter reglerne i inkassoloven, skal overholde 10 dages fristen, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7500 og 7510, og Fogedsager s. 28. Fogedretten påser på grundlag af betalingspåkravet ex officio, om stk. 2 er opfyldt. Fogedretten påser således ikke, om den skrivelse, der er sendt til skyldneren, opfylder kravene i inkassolovens 10, jf. U 2004.689 ØLK. Er kravet i stk. 2 ikke opfyldt, afviser fogedretten sagen, eller giver frist til at afhjælpe manglerne ved betalingspåkravet, jf. 477c, stk. 1 og 2. [6] Det var indtil lovændringen i 2007, jf. lov nr. 518 af 6. juni 2007, et krav, at betalingspåkravet skulle indeholde en vejledning til skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren burde gøre for at varetage sine interesser, jf. tidligere 477b, stk. 3, nr. 5. Som ønsket såvel af fogedretterne, der havde anvendt ressourcer på at kontrollere vejledningen, som af brugerne, er kravet om, at vejledningen er en integreret del af betalingspåkravet, nu opgivet, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4930 og 4941. Da der imidlertid stadigvæk er behov for, at skyldneren vejledes, er der samtidig fastsat den regel, at fogedretten skal hæfte vejledningen på betalingspåkravet, før det forkyndes for skyldneren, jf. 477d, stk. 1, og bkg. nr. 646 af 18. juni 2007 1, stk. 2. Vejledningen er optrykt som et bilag til bekendtgørelsen. Er kravene i stk. 3 ikke opfyldt, afviser fogedretten sagen eller giver frist til afhjælpning af manglerne, jf. 477c, stk. 1 og 2. [7] Bestemmelsen i 477, stk. 3, nr. 1, blev ved lov nr. 325 af 11. april 2012 ændret derved, at»det Europæiske Økonomiske Samabejdsområde«erstattede»Danmark«. Ændringen indebærer, at en fordringshaver med adresse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde EU-landene samt Norge, Island og Lichtenstein nu sidestilles med en fordringshaver med adresse i Danmark i forhold til angivelse af sin postadresse i betalingspåkravet. Fordringshaveren kan angive sin egen postadresse, eller for eksempel en advokats postadresse i et EØS-land, som det sted, hvortil meddelelser vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske. Kravet om en postadresse gælder også for fordringshavere med bopæl udenfor EØSområdet. Hvis det er uklart, hvorvidt og i hvilket omfang fordringshaveren er repræsenteret ved advokat, kan der ske afvisning, jf. ØLK af 7. juni 2005 (Fuldmægtigen, dokument id: 1-2005-3743). Det må antages, at mindre fejl i oplysningerne om skyldnerens bopæl ikke nødvendigvis tillægges betydning, jf. Fogedsager, s. 28. I VLK af 11. juni 2009 (FM 2009.88) skete der ikke afvisning, uanset sagsøgtes navn alene var angivet som»guldsmedegården v/t. Dedenroth«. FM 2009.88 indeholder en kort redaktionel kommentar. I ØLK af 5. december 2008 (FM 2008.216) skete der afvisning af et betalingspåkrav hvor rekvirentens navn var angivet»danblik VVS«med bemærkning, at kreditor ikke var angivet som en fysisk eller juridisk person. [8] Jf. 477a, stk. 1, med noter. 16

Kapitel 44a 477b [9] Kravene i stk. 3, nr. 4, til betalingspåkravets indhold svarer til kravene til en stævning. Det er dog tilstrækkeligt, at betalingspåkravet indeholder en kort fremstilling af de retlige og faktiske omstændigheder, kravet støttes på. Dette svarer til de krav, der stilles til stævninger i inkassosager, jf. retsplejelovens 348, stk. 3. Det er hverken nødvendigt eller tilstrækkeligt for at opfylde kravene om sagsfremstilling, at betalingspåkravet vedlægges bilag, jf. bkg. nr. 646 af 18. juni 2007 3, stk. 1, og 4. Betalingspåkravet skal naturligvis være underskrevet, jf. 261, stk. 2, og ØLK af 29. marts 2005 (Fuldmægtigen, dokument id: 1-2005-3321). I U 2006.1017 VLK anføres det, at manglende underskrift af et betalingspåkrav åbenbart beror på en ekspeditionsfejl, hvorfor der bør gives fordringshaveren frist til at afhjælpe manglen, jf. princippet i 477c, stk. 2. Hvis betalingspåkravet indeholder fejl, eksempelvis i renteberegningen, og manglen ikke afhjælpes inden en af fogedretten fastsat frist, jf. 477c, stk. 2, vil betalingspåkravet blive afvist, jf. 477c, stk. 1 og U 2006.355 VLK. Kræves rykkergebyrer, skal dette tilstrækkeligt begrundes i sagsfremstillingen, jf. U 2006.1009 VLK, men modsat ØLK af 6. juni 2005 (Fuldmægtigen, dokument id: 1-2005-3541). I U 2007.1747 VLK skete der afvisning af et betalingspåkrav om flytteopgørelse. Kreditor havde ikke oplyst, om almenlejelovens 94, stk. 2, var overholdt, og sagsfremstillingen var derfor ikke tilstrækkelig. Praksis er så vidt ses nu ændret, således at et sådant krav ikke stilles, jf. U 2008.1709 VLK (VLK af 4. april 2008, også gengivet i FM 2008.34) og VLK af 23. januar 2009 (FM 2009.18) samt U 2009.2289/1 ØLK. I VLK af 24. juni 2005 (Fuldmægtigen dokument id: 1-2005-3661) fandt landsretten det i modsætning til fogedretten tilstrækkeligt, at sagsfremstillingen henviste til to specificerede fakturaer, idet landsretten bemærkede, at intet tydede på forældelse. Der foreligger en række afgørelser om kravet til redegørelse for rentepåstanden: VLK af 7. oktober 2005 (Fuldmægtigen dokument id: FM 1-2005-3816): Manglende berigtigelse af betalingspåkrav, hvor forfaldsdagen ikke blev anset for fastsat i forvejen, medførte afvisning. I VLK af 1. oktober 2008 (FM 2008.192) stadfæstede landsretten afvisningen af et betalingspåkrav, hvor det i sagsfremstillingen var anført, at renten var i overensstemmelse med parternes kreditaftale, idet landsretten henviste til, at der ikke var anført oplysninger om baggrunden for forrentningens begyndelsestidspunkt. I VLK af 10. marts 2009 (FM 2009.39) hjemvistes sagen med henblik på, at sagsøgeren blev meddelt frist til at oplyse, om betingelserne i rentelovens 7, stk. 3, vedrørende morarente var opfyldt, idet betalingspåkravet for så vidt ikke opfyldte betingelserne i 477 b, stk. 3, nr. 4. I U 2009.2813 VLK stadfæstede landsretten afvisningen af et betalingspåkrav med følgende begrundelse:»det kan ikke af rubrik 4, der vedrører kravets størrelse, udledes, fra hvilken dato der skal beregnes renter af hovedstolen. Den omstændighed, at der under rubrik 5, der vedrører sagsfremstillingen, er foretaget en specifikation af de tidspunkter, hvorfra forrentningen regnes, er ikke tilstrækkeligt, da der ikke er foretaget nogen henvisning til rubrik 4.«Se tilsyneladende modsat: VLK af 29. september 2010 (FM 2010.298), der, ligeledes vedrørende renter, lagde afgørende vægt på indholdet af sagsfremstillingen. I VLK af 31. oktober 2011 (FM 2011.291) var datoen for det udførte arbejde ikke oplyst i betalingspåkravet, men der var henvist til en faktura, som indeholdt en udførlig redegørelse for kravet, og som var medsendt til fogedretten. Landsretten anså herefter 477 b, stk. 3, nr. 4, for opfyldt. I U 2012.2472 ØLK afvistes et betalingspåkrav, da det ikke fremgik af sagsfremstillingen, hvilke beløb der var opkrævet i rykkergebyr, inkassogebyr, udenretlige inddrivelsesomkostninger og renter. Landsretten henviste herved til 477 c, stk. 1, jf. 477 b, stk. 3, nr. 3 og 4. [10] Bestemmelsen fastlægger fordringshaverens valgmuligheder i forbindelse med behandlingen af betalingspåkravet. Har fordringshaveren ikke angivet, hvorledes sagen ønskes behandlet, vil fogedretten afvise sagen eller meddele frist til afhjælpning af manglen, 17

477b Kapitel 44a jf. 477c. Fordringshaveren angiver sine valg ved afkrydsning på betalingspåkravsblanketten, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Valgmulighederne er følgende: 1. For det tilfælde, at der foreligger en udlægshindring, kan fordringshaveren vælge, at sagen sluttes, og betalingspåkravet tilbagesendes, jf. stk. 4, nr. 1. I så fald afbrydes forældelsen ikke, og fogedretten giver ikke betalingspåkravet påtegning, jf. Inkasso, s. 206. 2. Fremsætter skyldneren ikke rettidigt indsigelse, får betalingspåkravet rettens påtegning herom, og betalingspåkravet har herefter samme retskraft som en dom, jf. 477e, stk. 3. Fordringshaveren kan for det tilfælde, at der ikke fremsættes indsigelser, efter stk. 4, nr. 2, vælge en af følgende muligheder: (a) En udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, sendes til fordringshaveren, og sagen sluttes, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Betalingspåkravet, der som anført har retskraft som en dom, vil senere kunne anvendes som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. 478, stk. 1, nr. 1. (b) Sagen fortsætter uden ny anmodning fra fordringshaveren med, at der foretages udlægsforretning. Fogedretten vil i denne situation forkynde en indkaldelse for skyldneren til et møde i fogedretten. 3. For det tilfælde, at skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser, har fordringshaveren følgende valgmuligheder: (a) Sagen tilbagesendes til fordringshaveren og sluttes hermed. (b) Sagen overgår til retssagsbehandling. Dette indebærer, at betalingspåkravet får samme virkning som en stævning. [11] Ved lov nr. 518 af 6. juni 2007 blev bestemmelsen udvidet til foruden fredningsreglen i 490 at omfatte situationer, hvor udlæg er udelukket efter konkurslovens 16, 16a, 31, 171 eller 207 (anmeldt betalingsstandsning, konkurs, tvangsakkord eller gældssanering); også i disse situationer kunne fordringshaveren have interesse i, at betalingspåkravet returneres, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4941. Henvisningen til konkurslovens 16, 16 a og 171 er ved lov nr. 718 af 25. juni 2010 som en konsekvensændring erstattet af en henvisning til 12 c om forbud mod fyldestgørelse i skyldnerens aktiver under en rekonstruktionsbehandling efter konkursloven. [12] Jf. bekendtgørelse nr. 646 af 18. juni 2007, der har følgende ordlyd:» 1. Betalingspåkrav efter reglerne i retsplejelovens 44a skal udfærdiges på Domstolsstyrelsen betalingspåkravsblanket, jf. bilag 1. Stk. 2. Når betalingspåkravet forkyndes for skyldneren, skal Domstolsstyrelsens Vejledning til skyldner vedhæftes, jf. bilag 2. 2. Ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten skal der ud over originalen vedlægges 2 kopier af betalingspåkravet. Hvis der er mere end én skyldner angivet i betalingspåkravet, skal der vedlægges én yderligere kopi af betalingspåkravet for hver skyldner ud over den første. 3. Ved indlevering af betalingspåkravet skal der ikke vedlægges dokumentation for kravet. Stk. 2. Bilag til betalingspåkravet skal vedlægges i samme antal eksemplarer som betalingspåkravet, jf. 2. 4. Forpligtelsen til at angive oplysninger i betalingspåkravet kan ikke opfyldes ved at henvise til bilag, som vedlægges betalingspåkravet. Oplysninger i bilag vedlagt betalingspåkravet kan alene supplere de pligtmæssige oplysninger i betalingspåkravet. 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2007. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1194 af 7. december 2004 om indlevering af betalingspåkrav m.v. efter retsplejelovens kapitel 44 a (forenklet inkassoproces) ophæves.«i retspraksis har fordringshaverens anvendelse af blanketter med helt bagatelagtige afvigelser fra den autoriserede blanket ikke ført til afvisning, men frist til berigtigelse, se U 2006.1319 VLK og FM 2012.350, eller at sagen fremmes, se U 2007.97 VLK og VLK af 13. januar 2006 (Fuldmægtigen dokument id: 1-2006-29297, med kommentar af Kim Rasmussen). Andre afvigelser fra den fortrykte blanket har ført til afvisning, jf. U 18

Kapitel 44a 2006.1337 VLK og VLK af 10. marts 2006 (Fuldmægtigen dokument id: FM 1-2006- 370163, ligeledes med kommentar af Kim Rasmussen). Se også U 2011.88Ø om uberettiget angivelse af tekst (sagsfremstilling) i blankettens rubrik 4, som er reserveret til den rene beløbsmæssige opgørelse. Landsretten udtalte i den forbindelse, at der henset til formålet med anvendelsen af den fortrykte blanket er snævre rammer for, hvilke afvigelser kreditor kan gøre fra den opstilling af sagens oplysninger, som er tilsigtet med blanketten. Om udfyldning af blanketten m.v. se Inkasso, s. 205f. 477c [13] Fogedrettens vejledningspligt omfatter både hjælp til fordringshaveren til at udfylde betalingspåkravsblanketten og til skyldneren vedrørende eventuelle indsigelser. Vejledningen er begrænset til en mundtlig gengivelse og uddybning af den skriftlige vejledning fra fogedretten, og fogedretten skal ikke yde materiel retshjælp med rådgivning om retsstillingen, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Om udfyldelse af betalingspåkravsblanketten se Inkassosager i praksis, s. 70 ff. 477c[1] 477c Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i 477a og 477b, afvises sagen ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren, jf. dog stk. 3[2]. Det samme gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig[3]. Efter fordringshaverens anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse[4]. Stk. 2. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i stk. 1[5]. Stk. 3. Fremgår det af det foreliggende, hvilken fogedret der er kompetent, kan der i stedet for afvisning ske henvisning til denne fogedret[6]. Stk. 4. Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver betalingspåkravet påtegning herom[7]. [1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729. [2] Bestemmelsen indeholder regler om fogedrettens indledende kontrol af betalingspåkravet. Skyldneren forventes ikke at have indsigelser, og det forkyndte betalingspåkrav vil derfor som regel automatisk få retskraft, når indsigelsesfristen er udløbet, og der er givet påtegning, jf. 477e. Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor en betingelse for fogedrettens iværksættelse af forkyndelse af betalingspåkravet, at fogedretten kontrollerer, at betalingspåkravet opfylder kravene i 477a og 477b, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Der kan indrømmes fordringshaveren frist til afhjælpning af eventuelle mangler, jf. stk. 2. Er betalingspåkravet indleveret til en fogedret, som ikke er stedligt kompetent, og fremgår det, hvilken fogedret der er kompetent, kan fogedretten som alternativ til afvisning henvise til den rette fogedret, jf. stk. 3. Beslutninger om afvisning skal træffes af en juridisk foged, bortset fra beslutninger om afvisning på grund af kvalificerede mangler ved angivelsen af skyldnerens navn eller adresse, jf. 477 d, stk. 2, jf. 19, stk. 3. Se U 2006.657 VLK, hvor landsretten ophævede en 19, stk. 3-fogeds afvisning af et betalingspåkrav, som ikke var udfærdiget på den autoriserede blanket. Se tillige FM 19

477c Kapitel 44a 2012.350, hvor en kreditor, der havde indleveret betalingspåkrav på en gammel blanket, skulle have haft frist til at afhjælpe manglen. Se endvidere Fogedsager, s. 33 med henvisninger vedrørende risikoen for retstab som følge af afvisning. Se endvidere nedenfor i note 4 om kendelser. [3] Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af, om kravet er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller om sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig, har samme intensitet som den kontrol af stævninger, der foretages af retten forud for afsigelse af udeblivelsesdomme i borgerlige sager i medfør af retsplejelovens 352, stk. 1. Der kan indrømmes fordringshaveren frist til afhjælpning af eventuelle mangler, jf. stk. 2. Hvis fordringshaverens krav herunder vedrørende renter og udenretslige inkassoomkostninger ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, må fogedrettens reaktion være afvisning eller indrømmelse af frist til afhjælpning. Der kan ikke blive tale om hel eller delvis frifindelse af skyldneren, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511f. Se VLK af 6. februar 2006 (FM 1-2006- 140619), om en situation hvor fogedretten gav påtegning efter 477c, stk. 3, samtidig med at fogedretten af egen drift nedjusterede de af fordringshaveren krævede egeninkassoomkostninger. Landsretten ophævede afgørelsen. Lasse Højlund Christensen undersøger i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2008.129 blandt andet med afsæt i lovforarbejder og retspraksis vedrørende betalingspåkravreglerne om der kan opstilles retningslinjer for retternes prøvelse i udeblivelsessager. Forfatteren kommenterer, side 140, i den forbindelse blandt andet intensiteten af fogedretternes prøvelse i betalingspåkravssager. Se U 2005.2567 VLK og U 2005.3296 VLK om situationer, hvor landsretten tillod berigtigelse af rentepåstanden i betalingspåkrav, refereret under 477e, note 8. [4] En kendelse skal begrundes, jf. 218, stk. 1. I Fogedsager, s. 35, anføres det, at kendelser skal afsiges af en juridisk foged, uanset årsagen til afvisningen. [5] Der er ikke i bestemmelsens forarbejder givet nærmere vejledning om, i hvilke tilfælde der bør gives frist til afhjælpning, og i hvilke tilfælde der bør ske afvisning. Det er alene anført, at det normalt vil være naturligt at indrømme fordringshaveren en frist, såfremt fordringshaveren ikke har angivet sine valg vedrørende behandlingen af betalingspåkravet i 477b, stk. 4, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. I U 2006.1017 V anføres det, at manglende underskrift af et betalingspåkrav åbenbart beror på en ekspeditionsfejl, hvorfor der bør gives fordringshaveren frist til at afhjælpe manglen, jf. princippet i 477c, stk. 2. Fordringshaverens anvendelse af en blanket med blot layoutmæssige eller helt bagatelagtige afvigelser fra den autoriserede blanket kan føre til, at fordringshaveren meddeles frist til berigtigelse, se U 2006.1319 VLK, eller at sagen fremmes, se U 2007.97 VLK. Andre afvigelser fra den autoriserede blanket har ført til afvisning, jf. U 2006.1337 VLK. I U 2011.1872/1 ØLK afvistes et betalingspåkrav, da pengeinstituttet, som var kreditor for kravet, ikke ville oplyse stillingsbetegnelsen for den medarbejder, der havde underskrevet betalingspåkravet, jf. retsplejelovens 261, stk. 2. [6] Reglen er udformet som retsplejelovens 489, stk. 2, og forudsættes anvendt på samme måde, jf. FT. 2006-07, tillæg A, s. 4941. [7] Fogedretten fastsætter således de egentlige sagsomkostninger for selve betalingspåkravssagen. Sagsomkostningerne omfatter retsafgift samt eventuelle udgifter til advokat eller anden erhvervsmæssigt virkende rettergangsfuldmægtig, jf. retsplejelovens 260, stk. 5 eller rettergangsfuldmægtig i henhold til 260, stk. 6, hvis fordringshaveren har indleveret betalingspåkravet gennem advokat eller en af de nævnte rettergangsfuldmægtige. Landsretspræsidenterne har i cirkulæreskrivelse af 30. september 2011 til byretterne oplyst, at landsretterne har vedtaget følgende omkostningstabel med vejledende salærtakster for betalingspåkrav pr. 1. oktober 2011: 20