Vinteren 1999 opholdt jeg mig på Trinidad. En caribisk tropeø. I nærheden af havnen var der en regnskov, som jeg passerede hver dag, når jeg gik på Internetcafe. En dag opdagede jeg i en lysning nogle træer, hvis kroner fuldstændig lignede kæmpe mennesker som stod overfor hinanden og rakte deres arme (grene) frem. Toppen af det ene træ lignede fuldstændig en høj hat. Fantasien gik i gang, og følgende historie er kommet ud af mødet med de to træer. Et eventyr fra Trinidad (1999) En dag, da vandrede alene rundt i udkanten af regnskoven på Trinidad, var det pludselig, som om nogen talte til mig. Jeg kiggede mig omkring, der var ikke en sjæl i miles omkreds. Mærkeligt tænkte jeg, jeg må have drømt og gik videre. Jeg havde ikke gået mange skridt, før det igen lød som om, der var nogen, der sagde noget. Nu lød det bare højere. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad der blev sagt, men nu var jeg sikker, der var nogen, der sagde noget. "Hvem der," råbte jeg ind mod skoven. Mit hjerte bankede så højt, at jeg kunne høre det i stilheden. Jeg var ved at dø af skræk. Hvorfor var jeg dog gået alene. Jeg skulle alligevel være fulgt med de andre fra rejseselskabet. Men jeg havde været tørstig, så jeg var vendt om for at finde en vandhane, så jeg kunne få slukket min tørst. Nu kunne jeg se vandhanen, og idet jeg åbnede den og hørte de første plask af vand mod jorden, hørte jeg stemmen igen. "Vi er tørstige, kan du ikke give os noget at drikke". Nu var det tydeligt, hvad der blev sagt, men jeg kunne stadig ingen se. Jeg vendte mig endnu en gang ind mod skoven. Det var begyndt at blæse op, og nu så jeg noget, der lignede kæmpe skikkelser henne i 1
skovbrynet. Solen skinnede mig i øjnene, så det var svært at se, hvad det var. Stemmen var der igen: "Kan du ikke give os noget vand, nu har vi stået her i 50 år, og der er aldrig nogen, der har hørt os før". "Hvem taler til mig, jeg kan ingen se, kom frem og giv jer til kende". "Kan du se de to træer, der står lige foran dig henne hvor skoven begynder", sagde stemmen. "Jo," svarede jeg med bævende stemme. Hvad var det her for noget. Jeg havde mest lyst til at stikke af lige så hurtigt jeg kunne og løbe alt hvad jeg havde lært, men der var et eller andet, der holdt mig tilbage. "Nu ryster jeg først med mine grene og bagefter ryster min kæreste sine grene. Så kan det være du kan få øje på os." Men da det som sagt var blæst op, og der var træer i alle faconer overalt, var det svært at se hvilke træer, han mente. Men så lige med eet kunne jeg se, at to af de største træer lignede to skikkelser. Det ene, det måtte være ham, der talte, så ud som om han havde en hat en hat på. Den anden, der måtte være kæresten, bøjede sine grene lidt frem mod ham. Jeg tænkte, så det bragede. Hvordan kunne to personer være blevet til træer - der var noget, jeg ikke forstod. Jeg var stadig lidt nervøs, så jeg spurgte forsigtigt, hvordan de ville have deres vand. Skulle jeg vande rødderne, eller ville de have jeg skulle kravle op i træet og sætte det på en af grenene? Der blev ikke svaret lige med det samme, men så kom det. "Vi får normalt vand nok gennem rødderne, men det var bare for at komme i kontakt med dig, at vi sagde det med vandet. Det vi ønsker os allermest er at blive mennesker igen. Men det kan vi ikke blive 2
uden hjælp fra et menneske, så derfor har vi i snart 50 år spurgt efter vand hver gang, der kom nogen forbi, men du er den første, der nogensinde har svaret os. Nu var min nysgerrighed virkelig vakt, og jeg var ikke spor bange mere. "Jamen, hvordan kan jeg hjælpe jer. Jeg har ikke forstand på trylleri, jeg er bare et ganske almindeligt menneske. "Det skal vi nok fortælle dig, men måske er du interesseret i at høre, hvordan vi er blevet til træer. Hvis du vil høre det, er du nødt til at komme nærmere og sidde ganske stille, for vi vil ikke råbe højt, men hviske. Vi er nemlig bange for at troldmanden pludselig dukker op." Selvfølgelig var jeg interesseret, så jeg begyndte at gå hen mod de to træer. Jeg satte mig lige under det ene, og så begyndte træet at hviske. "Jo ser du for 50 år siden var der på dette sted kun skov, et lille bådværft og kun få huse. Jeg var en ung bådebygger, der drømte om havet. Jeg ville så gerne sejle - sejle langt væk. Bygge min egen båd og ikke kun bygge for andre. Den drøm delte jeg med min hemmelige kæreste. Ser du, hun var hemmelig, for mine forældre havde bestemt, at jeg skulle giftes med en pige, der var datter af bådeværftes ejer. Men jeg var ikke interesseret i hende, for jeg havde mødt den pige, jeg ville giftes med. Har du for øvrigt lyst til at hilse på hende?" Ja, nu kunne jeg jo godt se, at det andet træ bevægede sig, og jeg hørte en spinkel stemme sige goddag. Og så fortsatte det ene træ: "I al hemmelighed var jeg begyndt at bygge mit eget skib, så min kæreste Ini og jeg kunne stikke af. Vi havde fældet træer og havde fundet et vandløb, der var dybt nok, og som kunne føre vores skib ud på havet, når det var 3
færdigt. Nu arbejdede jeg jo hele dagen, og det var først om aftenen, jeg kunne gå i gang med mit eget. Mine forældre kunne ikke forstå, hvorfor jeg aldrig var hjemme, men jeg fortalte dem, at jeg havde brug for at gå lange ture, når jeg kom hjem fra værftet. De troede mig. Der gik et år, skibet var ved at være færdigt, men en dag fortalte mine forældre mig, at de havde bestemt, at om 2 måneder skulle jeg giftes. Så måtte jeg arbejde hurtigt for at få skibet færdigt, så vi kunne stikke af. I begyndelsen var Ini ulykkelig. Hvordan kunne jeg gifte mig med en fattig forældreløs pige, der arbejdede i køkkenet hos hans forældre? Han kunne da ikke gå imod sine forældres ønske. Men jeg fortalte hende, at det var hende jeg elskede og ville giftes med. To dage før brylluppet skulle stå, var båden færdig. Men min forældre havde opdaget, at alt ikke var, som det skulle være. De syntes jeg virkede for uinteresseret i mit bryllup, og en aften var min far fulgt efter mig, da jeg gik mod skoven. Du kan nok forstå, at han blev målløs, da han så mig kysse Ini og så et flot nyt skib ligge ved vandløbet. Han blev så rasende, at han for hjem og tilkaldte en mand, om hvem man sagde, at han havde overnaturlige evner. Min far råbte og skreg og sagde, at han var blevet vanæret og forlangte at manden skulle gøre noget nu. "Er du nu sikker på det" spurgte manden. "Er du sikker på, at du aldrig vil se din søn igen?". Ja, min far var rasende, så han sagde, at alt måtte han gøre for at få os til at forsvinde, han måtte dog bare ikke slå os ihjel. Næste dag fulgte manden efter os. Da han kom til syne mellem træerne, blev vi forskrækkede over at se, at nogen kendte til vores hemmelige sted. Vi havde set manden 4
før, men havde altid syntes, at han var lidt underlig. Vi havde planlagt, at næste dag var den dag vi ville stikke af, så vi havde kurve fyldt med mad med os. Han var sulten og tørstig fortalte han, om vi gav en bid brød. Det gjorde vi, men vi havde ikke opdaget, at han havde kommet noget pulver i vores vin. Pludselig kunne vi se, at han så anderledes ud, end han plejede, og han fik et uhyggeligt glimt i øjnene. "Nu er det ude med jer," sagde han og kluklo, "om lidt vil I blive til træer, og I vil aldrig blive til mennesker igen, før jeg vil have det, eller jeg dør. Ho, ho." Hans latter rungede gennem skoven. Vi rejste os hurtigt op for at tage hinanden i hænderne, men inden vi nåede så langt, var vi blevet til de træer, du nu står og taler med. Nakkehårene rejste sig i nakken på mig, det kunne ikke være rigtigt. Havde de stået her i 50 år? "Ja, ser du i begyndelsen troede vi jo, at fortryllelsen ville forsvinde, men troldmanden, som det viste sig han var, forsvandt. En gang imellem, mens mine forældre levede, kom de til dette sted, og de græd. De vidste ikke, hvad der var blevet af mig, og min far havde fortrudt, at han var blevet så vred på sin eneste søn. Vi prøvede at tale til dem, men de hørte os ikke. Og troldmanden så de aldrig igen, så de kunne spørge ham om, hvad der var blevet af os. Men nu er de for længst døde. En gang imellem kommer troldmanden forbi. Så griner han bare og siger, "nej hvor er I blevet store - ho ho" og så styrter han af sted igen. Det er ikke mange dage siden, vi så 5
ham, så det er derfor jeg hvisker. Og nu er der måske en chance for at få fortryllelsen hævet, nu hvor vi har mødt dig. Vil du ikke gerne hjælpe os?" Jo, men hvordan kunne jeg hjælpe, og hvordan så troldmanden ud. Jeg var jo bare et ganske almindeligt menneske, der var ude at gå en tur i skoven, og kendte ikke noget til troldmænd. Træet fortalte videre, at det kunne være svært at finde troldmanden for han kunne være i mange forklædninger, men der var dog et kendetegn jeg ikke kunne tage fejl af. Uanset i hvilken forklædning han var, havde han altid en lilla og gul plet over det højre øje. Jeg sagde, at jeg ville forsøge, men jeg kunne jo ikke love noget, jeg anede jo ikke, hvor jeg skulle lede. "Hvis du lytter godt efter, kan du så ikke høre en uhyggelig latter henne fra skoven", sagde træet. Jo, hvis jeg anstrengte mig, kunne jeg høre noget, der lignede latter. "Gå i den retning - så vil du måske kunne finde på noget" "Jamen hvad skal jeg gøre?" Men nu var der ikke nogen, der svarede. Var det bare min fantasi, der var løbet af med mig, eller havde træet virkelig talt til mig. Jeg besluttede, at jeg alligevel ville begive mig ind i skoven. Det kunne vel ikke være så farligt. Træernes kroner lukkede alt lys ude, da jeg begav mig ad en lille smal sti ind i skoven. Træernes grene svingede fra side til side, og det var som om de sagde: Syshhhh, pas på, pas på. Hvor var her mørkt. Små dyr pilede af sted foran mig og forsvandt ned i deres 6
huler, fuglenes fløjten blev mere og mere utydelig. Der var mange mærkelige lyde, og så blev der pludselig helt stille i skoven. Jeg var vist ikke så modig alligevel, så jeg ville vende om. Men så mærkede jeg noget på ryggen. Det føltes som en slimet hånd. Jeg stivnede og vendte mig om og kiggede ind i et par uhyggelige øjne. Et dyr jeg aldrig havde set før, stirrede mig ind i øjnene. Over dets ene øje var en gul og lilla plet. Mit hjerte hamrede, hvad skulle jeg gøre? Men pludselig var det væk, lige så hurtigt det var kommet. Var det troldmanden? Jeg kunne høre en uhyggelige latter. Var han ude på at forvandle mig også? Nu begyndte jeg at løbe, alt hvad jeg kunne, jeg ville ud af skoven igen, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Foran mig på stien kom en slange krybende mod mig. Den havde også en plet over det ene øje. Ville den hugge mig med sine store gifttænder, som jeg kunne se stikke ud af dens mund. Jeg vendte om, og nu skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Slangen forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Igen var der denne underlige latter i skoven. På jorden fandt jeg en kæp, som jeg samlede op. Så havde jeg da altid noget at forsvare mig med. Men her ville jeg i hvert fald ikke være mere, jeg ville hurtigt ud af denne uhyggelige skov. Jeg kunne se udkanten af skoven, det hele måtte være noget, jeg havde drømt. Jeg ville gå hen og fortælle træerne, at jeg desværre ikke kunne hjælpe dem. Over mig hørte jeg en svirrende lyd. Myg. Jeg hadede myg. Denne myg så større ud end dem jeg kendte, den havde kurs lige mod mig og jeg kunne se, at der var noget der skinnede på dens hoved. Var det gult og lilla? Pludselig forstod jeg, at det måtte være troldmanden, der ville stikke mig og på den måde også forvandle mig til et træ. Den kom 7
tættere og tættere på. Nu var den ikke langt fra mig. Så kom jeg i tanke om kæppen jeg havde i hånden og i samme øjeblik myggen lige skulle til at sætte sig på mit ben, svingede jeg kæppen, alt hvad jeg kunne. Klask, sagde det. Myggen lå tværet ud på jorden foran mig. Ud af dens krop kom en masse lilla og gul væske, og jeg syntes, jeg kunne høre en sagte latter. Jeg gav mig dog ikke tid til at se ordentlig efter, jeg ville bare ud af denne skov og det skulle være nu. Jeg løb og løb og kom snart til det sted, hvor træerne stod. Jeg kaldte, men ingen svarede. Træerne så lidt anderledes ud, syntes jeg. Underligt. Jeg tog mig en tår vand fra vandposten for at få mit hjertet til at banke normalt igen, og så begyndte jeg at gå mod byen. Foran mig gik et ungt par med hinanden i hånden. De havde noget underlig gammeldags tøj på. Pludselig vendte manden sig om og han blinkede til mig. "Har vi ikke mødt hinanden før", spurgte jeg, men manden så på mig med store øjne. "Sorry", sagde manden, I don't understand you". Nå, ja, så havde det jo nok alligevel været noget jeg bildte mig ind. Da jeg kom tilbage havde jeg ikke lyst til at fortælle nogen om mine oplevelser. De ville nok tro, at min fantasi havde spillet mig et puds. Jeg glemte episoden, men den sidste dag jeg var på øen, skete der alligevel noget uventet. Jeg havde slået mig ned på stranden under en palme. Det var feriens sidste dag, så jeg havde besluttet mig for at svømme en lang tur, inden jeg skulle pakke. Jeg sprang ud i bølgerne og begyndte at svømme ud ad. Vandet var klart, og vandets temperatur meget behagelig. Jeg var kommet et godt stykke fra land, da jeg pludselig mærkede noget glat 8
på mine ben, og gennem vandet kunne jeg se skyggen af noget langt. Så fik jeg øje på en rygfinne over vandet. En haj. Jeg stivnede, turde jeg svømme eller skulle jeg ligge helt stille. Hajen forsvandt, men pludselig var den der igen. Mit hjerte holdt næsten op med at banke. Nu er det ude med mig, for det gennem hovedet. Pludselig blev vandet rødt omkring mig, og hajen forsvandt. Var jeg reddet? Hvad var der dog sket? Ved siden af mig kom en mand til syne. Havde jeg ikke set ham gå med en pige i hånden, da jeg gik hjem fra skoven? "Tak" råbte jeg, "du har reddet mit liv". I hånden havde manden en harpun, der var farvet rød af blod. Han smilede bare til mig og svømmede videre. Hvor var det dog heldigt, at han var der, da jeg var i fare. Var det en tilfældighed eller kunne det være "træmanden?" Næste dag fløj jeg hjem. I flyet fik jeg fat i en avis, og mens jeg sad og bladrede i den faldt mine øjne på et bryllupsbillede. Var det ikke det par, jeg havde set i skoven og manden, der havde reddet mig. Under billedet stod der, at Ini Grover og John Green havde giftes sig og de skulle på bryllupsrejse i deres egen båd. Så havde jeg måske alligevel været vidne til et eventyr? 9
10