Scener fra Sunset Boulevard

Henrik List Scener fra Sunset Boulevard Et drive-in rejseessay Med fotos af Paul McCarthy Tiderne Skifter

Scener fra Sunset Boulevard et drive-in rejseessay 2010 Henrik List/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Omslag: NC Stormgaard Omslagsfoto: Fredrik Nilsen Sunset Boulevard-kort: TOT Illustrationer: Paul McCarthy Sat med minion hos An:sats, Espergærde Tryk: Printinghouse POZKAL Printed in Poland 2010 ISBN 987-87-7973-395-4 Tak til Kunstrådets Litteraturudvalg og Autorkontoen for de to rejselegater, der gjorde denne bog mulig. Yderligere tak til Carsten Soulshock, Fredrik Nilsen, Remi Kawaii Hisakata, Paul McCarthy & Family, Bret Easton Ellis, Joe McGinnis Jr., Michael Intriere ( Mr. Catalina Island ), Eddie Barr, Domenic priore, Mike the Poet, Mear One, Dave McKenney, Virginia Fante, Tanja Laden, Elaine Baker, Kim Cooper og Richard Schave (www.esotouric.com), Christina Rice og Emma Roberts Green (L.A. Public Library Downtown) for al hjælp, venskab og/eller husly i De Faldne Engles By. Thanks a lot, guys ; ) Og stor tak på dansk også til NC, TOT-drengene, Torben Weirup, Per Reinholdt, Jesper Schmidt, Githa Schultz og mine forældre Agnete og Mogens på hjemmefronten Tiderne Skifter Forlag Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter www.tiderneskifter.dk

Længere nede ad Sunset lå en brugtbilhandel. Jeg fandt en gammel Plymouth til tre hundrede dollar og kørte derfra. Jeg var et nyt menneske, en succesrig Hollywood-forfatter, uden så meget som at have skrevet en linje. Fremtiden var uden grænser. (John Fante: Drømme fra Bunker Hill ) Jeg kørte vestpå ud ad Sunset Boulevard, gjorde et par gange en afstikker rundt om en husblok, men kunne ikke rigtig afgøre, om nogen prøvede på at følge efter mig (Raymond Chandler: Det høje vindue ) I always returned to Los Angeles and here I am today living in a falling down front court just off the poor man s Sunset Strip. If anybody is an authority on the scene I ought to be, though granted, the scene has filtered down through days and nights of wine and beer and whiskey, and perhaps a desperation that has twisted my perspective a bit, but I was here, am here, and speak of it ( ) It was just a week ago I was sitting in a nudie bar on Sunset Boulevard with girls grinding their boxes at me (Charles Bukowski: Portions From a Wine-stained Notebook )

When she got back into town she drove aimlessly down Sunset, pulled into a drive-in at the corner of La Brea, and ( ) walked barefoot across the hot asphalt to a telephone booth. ( ) She walked back to the car and sat for a long while in the parking lot, idling the engine and watching a woman in a muumuu walk out of the Carolina Pines Motel and cross the street to a supermarket. The woman walked in small mincing steps and kept raising her hand to shield her eyes from the vacant sunlight. As if in trance Maria watched the woman, for it seemed to her then that she was watching the dead still center of the world, the quintessential intersection of nothing. (Joan Didion: Play It As It Lays ) Og jeg sætter mig ind i bilen og lukker handskerummet op og napper en bane, bare så jeg kan komme hjem. Så kører jeg ud af porten og ud på Sunset. ( ) Jeg skruer op for radioen, højt. Gaderne er totalt øde og jeg kører hurtigt. Jeg kommer til et rødt lys, fristet til at køre over, og standser så da jeg ser et skilt som jeg ikke kan huske at have set ( ) Det eneste der står er Forsvind hér, og selvom det sikkert er en reklame for et eller andet feriested, får det mig alligevel til at flippe lidt ud og jeg træder speederen i bund og bilen hviner da jeg starter. Jeg tager mine solbriller på selvom det stadig er ret mørkt udenfor og jeg bliver ved med at se i bakspejlet fordi jeg har en underlig fornemmelse af at der er nogen der følger efter mig. (Bret Easton Ellis: Under nul )

Indhold Drive-in(tro): En søvnløs nat på Paradise Motel (Echo Park) 9 I: EASTSIDE LOS ANGELES 1 Satori i Chinatown (Chinatown) 23 2 Den globale boulevard (El Pueblo/Downtown/Echo Park) 43 3 Drømmen om Pacifico City (Stor-L.A.) 69 4 Bilernes By (Fra Downtown til West Hollywod) 99 5 Hipside, L.A. (Silver Lake) 123 6 Den beskidte boulevard (East Hollywood) 143 II: WESTSIDE LOS ANGELES 7 Sunset & Hollywood (Hollywood) 173 8 Sidste sang på Sunset Strip I (West Hollywood) 205 9 Sidste sang på Sunset Strip II (West Hollywood) 227 10 Sidste sang på Sunset Strip III (West Hollywood) 249 11 Sidste sang på Sunset Strip IV (West Hollywood) 267 12 De knuste drømmes boulevard (The Dark Side of L.A.) 291 13 Den grønne tunnel (Beverly Hills) 317 14 Porte til paradis? (Bel Air/Brentwood) 341 Coda: Ved Stillehavets rand (Pacific Palisades/Sunset Beach) 371

Drive-in(tro): En søvnløs nat på Paradise Motel Jeg husker indkørslen til Los Angeles og den der underlige, altoverskyggende følelse af at køre ind i hjertet på et monster. Et monster af en by uden begyndelse eller slutning. Følelsen af at køre ind i drømmens hjerte, mørkets hjerte. Følelsen af at bevæge sig ind i en kæmpestor kulisse, der slugte alt og alle. (Gordon Inc.: Dødsdromen ) Det er nat i Los Angeles, og den trekvartfulde måne ligner et gigantisk, skinnende hvidt, blankpoleret kranie, svævende højt over hustagene. Støjen fra de ellers evigt forbikørende biler, busser og motorcykler på Sunset Boulevard høres efterhånden kun fjernt igennem døren til parkeringspladsen, hvor min røde Ford Mustang holder Da jeg steg ud af den for et par timer siden, knitrede kølerens og skærmenes blik endnu af varme efter en hel dag en route, op og ned ad den lange boulevard, i en sky af brændt gummi, benzinos og cigaretrøg. Selvom man naturligvis heller ikke må ryge i udlejningsbiler længere i disse nypuritanske, sundhedsfascistiske tider, forbeholder jeg mig retten til civil ulydighed, når det er påkrævet. En pakke smøger gør vel hverken fra eller til, når man hele dagen igennem alligevel har inhaleret bilos, smog, mikropartikler og anden luftforurening igennem sine nedrullede sideruder?! I løbet af den første af i alt to måneder i L.A. har jeg hidtil bare sovet på en madras på gulvet i min gamle, lokale fotograf- 9

ven Freddies ateliér i The Brewery: Et nedlagt Pabst-ølbryggeri konverteret til en blanding af kreativ klasse-forpost og postindustrielt Christiania i ghettokvarteret Lincoln-Heights, lige ovre på den anden side af floden * i East L.A. med en svimlende flot panaromaudsigt til Downtowns lysblinkende diadem af skyskrabere mod vest. Og om nogle dage flytter jeg så endelig ud på mit stamhotel i West Hollywood, The Grafton på Sunset Strip, hvor jeg i mere mondæne kulisser (med pool i gårdhaven!) skal tilbringe den sidste måned i byen og koncentrere mig om at komme i gang med denne bog. Som hermed vel i det mindste er begyndt? Der er intet mondænt over Paradise Motel ved starten af den lange boulevard, et $50-pr.-nat-motel bygget halvt ind i en klippevæg, med dets hvide, revnede stucco-mure, falmede blå markiser og parkeringspladser foran hovedbygningen. På det glødende blå neonskilt ud mod gaden reklameres der for noget så moderne som farvefjernsyn på værelserne som om dét i sig selv ville tiltrække kunder i det 21. århundrede. Location, location, location, er mantraet efter sigende i motel- og hotelbranchen. Selvom det teoretisk set ville være muligt, da motellet faktisk kun ligger et par kilometer derfra, er der desværre ingen femstjernet udsigt til Downtowns skyline fra dette værelse. Man får nok en central beliggenhed, men ikke sådanne vistaer med i prisen for 50 dollars. De fleste af de andre gæster er tilsyneladende enten forhutlede, semihjemløse familier, der bor her meget længe ad gangen (der er selvfølgelig slagtilbud på monthly rates med kommunal boligstøtte!), eller enlige mænd, der kører op foran værelserne i deres biler efter mørkets frembrud med en fremmed dame og et par six-packs med øl og tjekker ind for en enkelt nat uden bagage. Og hvis man som jeg ikke har sin egen pige * Los Angeles River. 10

med, kan man sikkert sagtens finde én på salsa-natklubben Bahia inde ved siden af, hvis mure er overmalet med graffitislogans som MUY CALIENTE! og pangkulørte tegneserie-bikinibabes med store bryster og svulmende læber Forudsat altså, at man ikke er blevet rullet inden af nogle af de suspekte typer, som hænger ud foran natklubben og motellet. Jeg ligger i underbukser på kingsize-dobbeltsengen på værelset og ser fjernsyn. Farvefjernsyn endda; de holder hvad de lover, selvom signalet er pænt dårligt på det forældede 80 erpalisander-tv. Jeg ryger Marlboro Red, drikker en dåse Olde English og følger distræt en biljagt på en freeway * i nærheden: Action News fra Kanal 7 s helikopter, hvor en flåde af politibiler har lagt sig i kølvandet på en stjålen jeep, givetvis med et par paniske ungdomskriminelle bag rattet. The show must go on, og i L.A. Times i morgen kommer der i værste fald endnu en af disse typiske, anonyme noter i lokalsektionen om, at to farvede bandemedlemmer er blevet skudt af LAPD-betjente efter en biljagt fordi de modsatte sig anholdelse Der er skudsikkert plexiglas foran lugen, hvor motellets portier sidder og blunder på sin kontorstol. Alt er bæbrunt, blegorange og vissengrønt på værelserne. Trods det poetisk klingende navn i L.A. har de mest slummede moteller og lejlighedskomplekser altid de mest eksotiske, romantiske navne! minder dette sted mere om det sidste herberg før helvede Der er de obligatoriske kakerlakker på gulvet på badeværelset, hvor bruseforhænget dertil er dækket af en fedtet, brunlig, ulden film af jeg ved ikke (og vil helst heller ikke vide) hvad. Væggene herinde er beklædt med plastictræ; lagenet skjoldet af spildte drinks eller de forrige gæsters intime sekreter. Motellet er formodentligt bygget i 1940 erne eller 50 erne, dengang * * Motorvej. 11

fremtiden endnu var lys og fuld af flyvende biler, rullende fortove og pastelfarvede rumfartøjer. Det ligner en faux-art deco gipskulisse til en Raymond Chandler-filmatisering sådan en scenografi, hvor Philip Marlowe ville blive slået ned med et pistolskæfte eller forgiftet med narkotiseret spiritus og vågne op flere timer efter med dundrende hovedpine og næsen presset ned i det nussede, cigaretbrændemærkede akrylgulvtæppe. Ægte, beskidt discount-noir Aircondition-anlægget rasler i højeste gear gennem natten, men her lugter alligevel muldent og indelukket. Ikke kun af årtiers cigaretrøg, kropslugt og takeaway-mad, men også underliggende af alle de drømme, illusioner og forhåbninger, der er blevet svedt ud af desperate menneskers porer i løbet af ensomme, søvnløse nætter som denne Det er sådan et motelværelse, man kun tjekker ind på for at dyrke illegitim sex, gå under jorden, drikke sig til glemsel, tage ulovlig narko, begå selvmord eller er en forfatter, der altid har elsket Paradise Motel -neonskiltet ude på Sunset og er kørt forbi det 117 gange før og pludselig en sen aften spontant beslutter sig for at tilbringe en nat på stedet? Fordi det på en eller anden måde virker, som om noget interessant vil ske, hvis han gør det? Eller måske simpelthen bare, fordi han er så træt og udmattet, efter at have kørt rundt i bil i syv-otte timer i træk, at han ikke engang orker de sidste få kilometer ud til basen i Lincoln-Heights på den modsatte side af Downtown og floden? Noget andet er så, at jeg føler mig sært hjemme på den slags moteller, on the wild side i halv- eller helfarlige kvarterer i de amerikanske storbyer. Jeg har set så mange film, læst så mange bøger og hørt så mange sange, der foregår sådan nogle steder, og jeg har selv boet på alt for mange af dem rundt omkring i hele USA fordi budgettet for det meste ikke rakte til andet. Det er på motelværelser som dette, at det amerikanske mareridt indimellem bliver til virkelighed, og ens eget liv med 12

ét kan forvandle sig til en scene i en lurvet B-film. Det er på motelværelser som dette, at et par af de mere dirty og desperate noveller i min bog Pussyland foregår. Det er på motelværelser som dette, at jeg har sniffet coke på natbordet og har kneppet ludere bare for at være sammen med et andet menneske og har hørt stemmer i væggen bagefter og har længtes efter kærester eller familie derhjemme og har kigget mig selv dybt i spejlet og følt mig lost i enhver forstand Men det er også på motelværelser som dette, jeg har læst mig igennem den amerikanske litteraturs kultklassikere og nedkradset noter i små, sorte Winsor & Newton-akvarelbøger og siddet stille i timevis ligesom nu med fingrene hvileløst sitrende i luften, liiige over laptoppens tastatur, som om jeg var en blind mand, der forsøgte at læse en ellers utydelig braille. * * * Lad mig lægge kortene på bordet: En mindre eksistentiel krise har været under opsejling i løbet af de første uger af denne rejse. Selvom solen som vanligt skinner igennem smoggen fra en HD-himmel i perfekt LED-fladskærmsopløsning (som den stort set gør det 300 af årets dage på disse kanter!), selvom palmerne og eukalyptustræernes grene vajer sensuelt i briserne fra Stillehavet, selvom synsfeltet er fuldt af smukke mennesker, selvom den kosmopolitiske puls vibrerer intenst i gaderne, selvom jeg nyder at være tilbage og har det skønt med mine gode venner, har det samtidig hele tiden været, som om jeg bevægede mig rundt i skyggen af det forestående arbejde; tynget og kuldskær indeni trods letheden i livet og varmen i gaderne udenfor Sådan er det lidt stadigvæk hér halvvejs igennem denne rejse, ved the point of no return. En nagende tvivl har i løbet af den første måned i hvert fald gradvist udviklet sig til noget nær paralyserende glimt af 13

afmagt: Blinde pletter og vinkler i hukommelsen hver gang tanken melder sig om, hvor håbløs en opgave det egentlig er at forsøge at skildre en storby så enorm, spredt, ekspansiv, kompleks, hemmelig, på én gang blankt abstrakt og massivt betydningsladet som L.A. i én lille bog Måske er jeg blevet ramt af det eksistentielle storbysyndrom, som den franske by planlægningsteoretiker Paul Virilio diagnosticerede som topografisk amnesi? L.A. s egne indbyggere, angelenoerne, kalder det at køre igennem byen på andre slags gader og veje end freewayen for at køre surface dvs. at køre på overfladen som om motorvejene er isolerede, nedgravede tunneller under jorden eller affyringsramper til en særskilt dimension i universet, hvor rum-tiden komprimeres, og uvirkelige hastigheder kan opnås Freeway-kørsel drejer sig om at komme fra ét punkt til et andet så hurtigt og nemt som muligt, flydende alene i sin bil med automatgearet sat på cruise-control ja, på en måde som i lyd- og vægtløs tilstand i en rumkapsel, svævende tyst imellem planeterne på brede, lige beton- og asfaltslisker hen over, neden under eller lige igennem enhver irriterende, tidsspildende forhindring. Så som almindelige gader med tæt trafik, cykelstier og fodgængerovergange eller beboelsesområder med huse, haver, træer og vildfarne hunde og børn, der pludselig løber ud efter en bold Når man derimod kører surface på avenuer og boulevarder er man tættere på gaden, fortovene, husene, menneskerne, byens pulsslag; man kan se folk ind i øjnene, tjekke udbuddet af barer, butikker og restauranter på vejen, dufte de dampende kødgryder fra en taco-bod (eller ram urin fra en mørk gyde) igennem en åben siderude, høre larmen fra råbende galninge og ghettoblastere for fuld knald på de skarpe hjørner, mærke vibrationerne fra vejarbejderes trykluftsbor eller en motorcykel, der kører op på siden af én, mens man holder for rødt lys i et kryds hvilket hensætter 14

den kørende i en helt anden psykologisk og sansemæssig modus end det fremmedgjorte motorvejsselvsving. Måske gælder det for mig om at komme op til overfladen (eller bogstavelig talt ned på jorden) igen; om at køre surface for at komme tæt på og tilbage til mit eget L.A.? Jeg har ikke brug for GPS, men snarere for at finde eller genfinde min egen vej; en stiplet linje at skrive sig frem ad og en personlig rute at følge igennem den ellers så overvældende uoverskuelighed Dét er en af grundene til, at jeg befinder mig på dette billige motel ved starten af den gade, der som pejlingspunkt, trafikåre og markør har haft den største betydning på rejserne hertil; den gade som jeg altid anbefaler nye besøgende at tage en køretur på i deres udlejningsbil en af de første dage de er i byen: Sunset Boulevard. Den lange boulevard begynder ved Figueroa Street i Downtown og starter på sin snørklede, næsten 40 kilometer rejse; først mod nordvest forbi Paradise Motel, så skarpt mod vest lige før starten af den parallelle, nordligere Hollywood Boulevard og derefter tværs igennem byen ud til stranden, Stillehavet og solnedgangen Western Avenue fra havnen i San Pedro til Hollywood Hills mod nord er godt nok omkring 45 kilometer lang, og den længste gade i L.A. er under alle omstændigheder den 69 kilometer lange Sepulveda Boulevard, der løber fra syd i Long Beach op til Mission Hills i det nordlige, tyndt befolkede bjerglandskab i San Fernando Valley. Men Western er (selv efter min smag!) for monotont snusket og trøstesløs, og Sepulveda er ærligt talt for grim, kedelig og uvarieret med sine kilometer efter kilometer med autoværksteder, tankstationer, brugtbilsforhandlere, skrotpladser, småindustri, strip-malls *, fastfood-cafeteriaer, * En stribe mindre, sammenhængende étplans-forretninger bygget langs en parkeringsplads, parallelt med en større gade/vej, som en slags minibutikscenter. (Kaldes også en mini-mall, hvis det er et lidt større kompleks.) 15

bowlingcentre, øde parkeringspladser, yd myge villakvarterer og gråsnuskede pakhuse. Nej, så er der altså anderledes stil, schwung, symbolik og poetry in motion over Sunset Boulevard boulevarden fra solopgangen til solnedgangen; fra Eastside til Westside Sunset Boulevard er kun L.A. s tredjelængste gade, men den er da heller ikke usædvanlig som sådan, fordi den er så lang og snor og bugter sig helt derud, hvor husnumrene til sidst når op på femcifrede tal Sunset Boulevard er nemlig i modsætning til Sepulveda også en seismisk dirrende jordskælvslinje fra den historiske Pueblo, Chinatown og Downtown i øst over latinobarrioen * Echo Park, hipsternes Silver Lake, de skarpe hjørner i East Hollywood og det glamourøse jetset-natteliv på Sunset Strip til designerbutikker, millionærpaladser og surfer-subkultur i vest. Samtidig med, at den er et etnisk, socialt, kulturelt og geografisk-topografisk tværsnit, der både konkret og i overført forstand løber tværs ind gennem hele Hollywood-mytologien den internationale film,- medie,- musik- og underholdningsindustris sugende sorte hul og ud igen i det blændende hvide, sydcaliforniske lys på den anden side En by i evig bevægelse på det endeløse vejnet, en by af fragmenterede billedsekvenser og filmscener set fra forsædet af en bil, må skildres i farten, undervejs, i tunnelsynets klip, glimt, sekvenser ord-billeder pludselige visioner af, hvordan det store perspektiv, det kulturhistoriske perspektiv, kan folde sig ud fra den mindste, mest anale og banale detalje. For den ærkeamerikanske fortælling om, at enhver, der har viljen, talentet, ambitionen og gå-på-modet, frit kan bevæge sig igennem tid og rum, igennem etniske og sociale klasser, igennem kulturelle og økonomiske hierarkier, i sin søgen efter krukken med guld for enden af regnbuen (eller milliondollarvillaen i bjergene), * Latino-ghettokvarter. 16

er hér hvor du kan zoome uhindret ud ad lange, lange boulevarder og seks spor brede frihedsveje (uden modkørende trafik) selve byens raison d être: Fundamentet for drømmen og myten om L.A. som den vidt åbne storby med sol, lys, luft, natur og plads nok til alt og alle. Afstandene er for store til, at man kan gå rundt fra kvarter til kvarter, at cykle er på det nærmeste livsfarligt, og det offentlige transportsystem stinker, selvom de nye Metro-tog rimeligvis har forbedret forholdene markant siden slutningen af 90 erne. Men L.A. er og bliver en by, der helst skal opleves i bil og egentlig nok tager sig bedst ud set inde fra en af de der store, kromblinkende, benzinslubrende V8-amerikanerøser Derfor kan denne bog vel egentlig kun skrives som et autoessay i filmisk 16:9-format, hvor byen langs en på forhånd defineret rute cinematisk breder sig ud foran læseren som en road movie oplevet i widescreen igennem bilens windscreen *. * * * Du kan ikke skrive en historie om L.A., der ikke vender rundt eller fortaber sig på halvvejen, skrev angeleno-forfatteren Eve Babitz i sin novellesamling Slow Days, Fast Company fra 1977. Da jeg som ung skrev min første rejsebog om L.A., var jeg alligevel endnu tilstrækkeligt naiv, uerfaren og dumdristig til at mene, at jeg kunne favne det alt sammen på én gang. Selvom jeg da stadigvæk holder af den hektisk hårdtpumpede prosa, den totalt fordomsfrie attitude og den glubske oplevelseshunger i L.A. non stop Et storbylandskab i bakspejlet, selvom jeg i dén grad genkender mig selv som 25-26 årig fløs med verdensmandsarmbevægelser i den, ja, så er jeg skam udmærket * Forrude. 17

klar over, at jeg i min ungdommelige arrogance strakte mig for vidt og generaliserede for meget. Hvilket sandsynligvis er enhver rejseessayists potentielle svøbe, hvad enten man er for ung eller for gammel eller lige midt imellem som nu? Er det mon muligt i stedet at iscenesætte Sunset Boulevard som en hypertekst med generelle, tematiske L.A.-links poppende op undervejs fra start til slut; som en slags kultur- og litteraturhistorisk korridor med døre, vinduer og sprækker ud til nutidens virkelighed? Et deja-vu flimrende af fakta, fodnoter, fragmenter, feedback, flashbacks og flashforwards med kapitlerne som en serie essayistisk-litterære røntgenfotografier af hele boulevarden i dens fulde længde, hvor lag på lag skrælles fri og eksponeres igennem den sorte asfalt fra det arkitektoniske, demografiske, infrastrukturelle og byplanlægningsmæssige igennem kulørt mytologi, slibrig stjernesladder og berusende Hollywood-drømme ned til de apokryfe, arkæologiske lag? Under alle omstændigheder er det paradoksalt nok vist blevet et problem (i hvert fald i mit eget hoved), at jeg kender denne by for godt efterhånden Er vel blevet en anelse blasert over for selv dens mest heterogene særtræk og ved alt om, hvor svær (umulig?!) den er at beskrive endsige fastholde i farten. Underligt nok bliver det hele på den måde sværere af, at jeg siden researchen til L.A. non stop har været her så mange andre gange og oplevet så mange andre ting, der kun har gjort det endnu mere nuanceret og dermed endnu mere kompliceret med risikoen for kognitivt overload til følge! Muligvis er dette slet ikke så underligt; muligvis er det endda ligefrem uundgåeligt? For jeg er denne gang jo virkelig en flygtning, der krydser sit spor Jeg har rejst til og skrevet om L.A. i flere bøger og x antal artikler igennem de sidste 20 år. Jeg har været i L.A., mens der var jordskælv, skovbrande, bandekrig, raceoptøjer, præsidentskifter, stjernedødsfald, skandaleretssager og svineinfluenzaepidemi. Jeg har haft en langdistancekæreste 18

og et par elskerinder her, og to af mine bedste venner førnævnte, indfødte Freddie og danske Soulshock bor stadig i byen. Jeg har cruiset på De Knuste Drømmes Boulevard, vandret i De Onde Gader, slingret hen ad The Walk of Fame og syndet i Englenes By (for nu at tage turen rundt om alle americana-klichéerne!) Jeg har boet på de klammeste moteller og mænget mig med Hollywoods glamourøse jetset. Jeg har følt mig sindssygt levende og er blevet truet seriøst på livet. Jeg har kørt igennem storbylandskabet fra nord til syd og fra øst til vest og tilbage igen og igen og igen Jeg har læst bøger, set film, hørt musik og oplevet kunst en masse i, fra og om L.A. Jeg har drukket og sniffet, danset og horet, drømt og skrevet i L.A. Jeg har mødt flere farverige, charmerende, excentriske, begavede og bindegale mennesker i L.A., end jeg overhovedet kan huske, kendte såvel som ukendte, og derudover i min tid som kulturjournalist på Berlingske Tidende interviewet herboende, internationale stjerner som Leonardo dicaprio og Nicolas Cage, instruktører som Quentin Tarantino og Russ Meyer, musikere som Snoop Dogg og Beastie Boys, forfattere som James Ellroy og Bret Easton Ellis, hasbeens som Gitte Stallone Nielsen og wannabe s som pornoprinsessen Jesse Jane Jeg har fløjet fra L.A. til delstaten Californiens hovedstad, Sacramento, sammen med Arnold Schwarzenegger og hans ven Sven-Ole Thorsen i guvernatorens eget privatfly, mens vi røg tykke, cubanske cigarer, og jeg har som en rundtosset slumturist balanceret på kanten af rendestenen blandt bumser, psykopater og hjemløse med en flaske malt liquor * i hånden eller en joint i kæften. Jeg har på en S/M-klub i Silver Lake danset med en vild, ung pige uden trusser, der hviskede, at hun * Stærk, billig, kemisk smagsforstærket guldøl med 14-15% alkohol, der ofte drikkes af bumser, hjemløse og unge, farvede hiphoppere fra ghettoen. Kaldes også Forties (40 s), fordi de typisk drikkes i store 40 ounce-flasker. 19

gerne ville kneppes med en ladt pistol; jeg har haft et forhold til en ældre kvinde, der var sammen med Charles Bukowski, før han fik sit litterære gennembrud; jeg har på en bøssebar i Boystown * mødt en sort shemale med silikonepatter og en pik på 28 cm, der kaldte mig daddy, lod sin svaber dingle tungt under nederdelen og spurgte, om jeg kunne ta den til roden?! Det turde jeg ikke love, men jeg har til gengæld taget L.A. til roden, alle 28 cm og 20 år og hundredevis af bekendtskaber og tusinder af kilometer på den sorte asfalt og de solbagte fortove non stop. Jeg har allerede fortalt de dér hardcoregonzo-hærværkshistorier så mange gange i den ene eller den anden kontekst, at jeg ikke har lyst til at starte forfra med dét igen. Det er det der gør, at jeg har været nødt til at finde en alternativ, en skarpere rute igennem byen end sidst for ikke at fare vild undervejs på Memory Lane og opdage, at den ender blindt Det der gør, at jeg har valgt at skrive en rejsebog om L.A. med Sunset Boulevard som den specifikke, gennemgående akse Det der gør, at jeg en ellers ret tilfældig aften er tjekket ind på Paradise Motel nær ved denne akses udspring Det der gør, at jeg her i nat, når biljagten snart er forbi på tv alene på dette beklumrede motelværelse med adrenalin, nikotin og stærkøl flydende medicinsk igennem blodet igen vil mærke den uforklarlige magnetisme knitre imellem synapser, fingerspidser og computertaster * Det homoseksuelle kvarter omkring Santa Monica Boulevard i West Hollywood. 20