De gyldne og de grå :02:00

Transkript

1 :02:00 De gyldne og de grå De gyldne elever, dem der kan det hele. Får ikke nok faglig udfordring i folkeskolen. Men hvordan kan man give dem det uden at svigte de grå, dem der har det svært i skolen? Jeg vågner op søvndrukken, og opdager at klokken er 7. Så er jeg igen sovet en halv time over mig. Min mor banker på min dør for 3 gang denne morgen, min søster står foran spejlet og glatter sit hår. Jeg har travlt hvis jeg skal nå det, men egentlig gør jeg mig umage for at bruge ekstra tid. Mine tænder bliver børstet med en unødvendig grundighed, min makeup bliver lagt, taget af og lagt på igen. Jeg er sur, irriteret og ked af at skulle i skole. Igen skal jeg i et ildelugtende klasseværelse, i hvad der føles som en evighed og høre på min lærer gennemgå vores lektier 500 gange. Det er hverdagskost for mig, for i min klasse gider få lave deres lektier, og endnu færre fatter hvad de rent faktisk har lavet. Dagen slæber sig af sted, folk larmer, skriger og rækker panisk hånden op så snart de falder over noget der ser svært ud. For så er der selvfølgelig bedre at spørge, end at tænke selv. Efter 2 timer gør mit hoved så ondt, jeg føler mig malplaceret og ønsker mig langt væk. Vores sociale bånd i klassen er godt, langt fra fantastisk, men heller ikke forfærdeligt. Men jeg kan føle at i det øjeblik jeg løfter hånden for at sige noget, falder alle øjnene på mig, og alle tænker Kæft, en nørd. Jeg ved ikke hvorfor det er så forbudt at være klog, eller at gide sin uddannelse. Men det er det på en eller anden måde. Timerne fortsætter, og gennemgangen af lektierne fortsætter. Hvorfor lader de os ikke bare blive hjemme, hvis vi alligevel bare skal lave det samme engang til? I kristendom er vi kun to der åbner munden, alle de andre sidder og sms er og sladre om hvem der har slået op med hvem. Det er frustrerende, vores lærere hæver sjældent stemmen, men beder dem bare høfligt om at være stille. Ha, høflighed som om nogen i min klasse ved hvad det er.

2 Da vi endelig når til dagens sidste time, Tysk, tænker jeg kun på at komme hjem, hvor det er tilladt at udtrykke sine holdninger, og at ville noget mere end at være bilmekaniker. Hvem kan oversætte stykket nederst på siden? spørger vores tysklærer. Det kan jeg, min hånd ryger op i luften og jeg har straks lyst til at tage den ned igen da jeg ser, at jeg er den eneste der rækker hånden op. Ja, selvfølgelig kan Christina igen siger min tysklærer træt, som om hun ønsker at jeg for engangsskyld ville holde min kæft og lade de andre komme til. Jeg rødmer og skynder mig igennem oversættelsen. Halvvejs igennem timen, begynder folk at sige at de skal på toilettet, have noget vand, eller lige skal ud og ringe til deres forældre. Det resultere i at vi til sidst er få der sidder i klassen, og vores lærer hele tiden skal rende ud efter dem der skulle tisse. Da klokken endelig ringer højlydt, får den min hovedpine, der indtil videre har været forfærdelig, til at stige til en overdreven grad af ulidelig. Jeg løber nærmest ud af døren, og hopper ind i min mors bil der holder foran skolen, kørt helt op til kantstenen. Morgnen efter bliver jeg i sengen, kommentaren fra min tysklærer kører rundt i mit hoved, og jeg har lyst til at gemme mig under dynen resten af livet. Jeg går ud på badeværelset stikker en finger i halsen, og kaster op. Min mor kommer løbende ind på badeværelset, jeg havde med vilje ikke låst døren, og beordre mig tilbage i sengen. Og min høje fraværs procent, bliver skudt endnu et par grader i vejret. Lad os antage, at man gjorde en indsats, for dem der havde lidt flere brikker at flytte med. Dem der finder den gængse folkeskole undervisning lidt for let, dem der føler sig malplaceret og til sidst begynder at holde sig tilbage i timerne, fordi at det ikke er in at være klog. Der bliver konstant snakket om dem der har det svært i undervisningen, dem der føler sig mindre begavet end de andre, og til sidst ender med at pjække af den grund. Og selvfølgelig skal vi hjælpe dem der har svært ved det, vi skal give dem al den hjælp de har brug for. Men folk skal være klar over, at der også findes nogen i den anden ende af skalaen, ligesom med alt andet findes der også modsætninger i den her sammenhæng. Hvis man skal sige det hårdt, er det faktisk bedst at være middelmådig i folkeskolen, og det er faktisk i en højere grad accepteret at være dum end at være klog.

3 En talentfuld elev er et fantastisk redskab for en klasse, såfremt at folk kan finde ud af at bruge det ordenligt. De kan bidrage til spændende diskussioner, og hjælpe med at motivere de andre elever. Desværre er det de oftest bliver brugt som, er hjælpelærer. Og derudover regner de andre elever også med, at hvis de ikke har styr på det, så har jeg nok. Gruppearbejde er et helvede for mig, fordi at 90% af arbejdsbyrden ligger på mine skuldre. Hvordan kan det være lærerne ikke opdager hvor meget de talentfulde elever arbejder i grupper? Hvis de gjorde og sammensatte grupperne efter hvem der gad at arbejde, kunne det være at eleverne ville komme i skole, uden en klump i maven. Elevdifferentiering og undervisningsdifferentiering, er to begreber der lyder meget avancerede, men faktisk er de meget ens. Elevdifferentiering betyder at eleverne deles op efter deres faglige niveau, hvor undervisningsdifferentiering går ud på det modsatte. Nemlig at læren skal tilpasse sin undervisning så den passer til klassens forskelligheder. Hvad nu hvis elevdifferentiering, var et mere udbredt begreb i Danmark? Ville vi være i stand til at nedsætte fravær, hvis børn blev undervist ud fra deres evner, ikke deres alder? Det mener jeg ville være et meget tiltrængt tiltag i den danske folkeskole. Måske ikke så kraftigt, men i hvert fald give talentfulde børn nogle mugligheder for at blive udfordret fagligt. Det giver absolut ingen mening at vi ikke udnytter de talenter vi har, hvordan kan man forsvare at 17% af de danske elever finder undervisningen de modtager i folkeskolen for let? Det kan på den anden side heller ikke på nogen måde forsvares at 17% finder den for svær. Men ville det ikke være forfærdeligt hvis vi havde dummeklasser og klogeklasser, eller delt en klasse op på den måde? For de børn der fra starten ville blive stemplet som dumme, ville jo helt klart på ingen måde nyde at gå i skole. Så selvom elvedifferentiering, måske ville nedsætte fravær blandt de talentfulde elever, ville det være som at skyde os selv i foden fordi at vi helt klart ville se fraværet stige blandt de mindre begavede børn. Vi er nødt til at have et velfærdssamfund, hvor alle personer, uanset begavelse, er lige og folk der er klogere ikke bliver betragtet som bedre. For selvom jeg er opvokset med højre orienterede

4 forældre, har jeg stadig en solid portion socialisme i mig. Og derfor er jeg meget splittet, med hensyn til talentklasser. Jamen det gør da ikke noget at du ikke får nok udfordring i folkeskolen, det kan du jo få på gymnasiet, der får du massere at lave. Jo det gør noget, det viser flere undersøgelser. Hvornår er der tale om, at et barn har særlige forudsætninger, er intelligent eller er velbegavet og talentfuld? Poul Nissen kommer i bogen ind på hvordan intelligens måles. Han mener, at "erfaringsmæssigt viser det sig, at en del velbegavede børn "kører på frihjul" i folkeskolen og ikke får lært nyttige arbejdsvaner, således, at de løber ind i vanskeligheder i forbindelse med krav om løsning af større arbejdsopgaver i fx gymnasiet." Poul Nissen beskriver forsøg med velbegavede og talentfulde børn i Danmark og diskuterer metoder til at give disse børn optimale faglige udviklingsvilkår. Udtaler Poul Nissen. Så det får altså konsekvenser for os senere i livet, hvis vi ikke bliver udfordret nok i folkeskolen. Desuden kan vi slet ikke komme ind på gymnasiet, hvis vi har for meget fravær. Hvis vi fik interessant undervisning i skolen, og vores faglige grænser konstant blev flyttet. Ville vores fraværs procent falde, og vi ville have bedre forudsætninger for vores fremtidige liv, og er det ikke det folkeskolen går ud på? At give os de bedste forudsætninger for fremtiden. Lad os antage, at det lykkedes at nedsætte fraværet, til et minimum. Ville vi så se flere unge komme ind på længerevarende uddannelser? Ville vi kunne højne undervisnings standarden i Danmark? Betyder det i det hele taget noget for vores samfund, hvor mange der pjækker, kan det ikke være lige meget om jeg kommer i skole i morgen, eller i overmorgen eller i næste uge? Nej kan det da i højgrad ikke! Det belaster vores samfund til bristepunktet med alle de mennesker, der ikke arbejder fordi at de ikke har en uddannelse. Og det vil jeg ikke! Fravær kan betyde at jeg ikke kan komme ind på min drømmeuddannelse, det kan betyde at jeg resten af mit liv, skal lave noget jeg ikke kan lide eller måske slet ikke lave noget. Hvordan kan det forsvares? Hvordan kan det laves om? Og hvorfor er det blevet så slemt? Af Christina Nielsen 8.b

5 Vodskov Skole

6 :02:00

7 :02:00