MES a.m.b.a. Repræsentantskabsmøde 24. maj 2011, kl. 19.00, på Hotel Dalgas, Brande. Først velkommen til Jer som repræsentanter for MES: Tak for interessen og støtten fra Jer. I aften er vi 71 personer af 100 mulige, så det er jo nemt at regne mødeprocenten ud! MES Net A/S. Vor el-leverance i 2010 blev 249,3 GWh, hvilket er 1,4% højere end 2009. I alt er der blevet leveret 261,6 GWH til vort elnet. Det giver en virkningsgrad på 95,3 - eller nettab på ca. 4,7 %! og tabet er forbedret med 0,3 % i forhold til 2009. Det samlede elsalg på landsplan steg med 2 % i samme periode. Vort aftag fra lokale decentrale produktionsanlæg udgjorde knap 46 % af vort samlede køb. Dette er en stigning på 6 % hvilket nok skyldes, at alle kraftvarmeværker har kørt mere grundet de kolde vintre med flere graddage Vi kom i 2010 ned på 4 stk. 10 kv fejl, hvilket er meget flot. - 2 af disse fejl skyldtes graveskade, en skyldtes fejl i et oliekabel og den sidste skyldtes fejl i 10 kv koblingsanlæg. Desværre har vi til nu i 2011 haft dobbelt så mange fejl som i 10. Omsætningen i 2010 har været lavere end året før, som følge af lavere pris, men der realiseres et lidt bedre driftsresultat. Årets resultat før skat er godt 3 mio. kr. lavere end i 2009, primært på grund af færre finansielle indtægter. MES Net A/S har også i 2010 opkrævet hele indtægtsrammen. På grund af ændrede skatteregler pr. 1. januar 2009 og skattepligtige indtægter i forbindelse med en stor udvidelse af leveringsomfanget, skal MES Net A/S i 2010 betale skat. Selskabet forventer også fremover store skattepligtige indtægter i forbindelse med udvidelser af leveringsomfanget, tilslutning af vindmøller og kabellægning af 60 kv. Samtidig er afkastet af forvaltningsaftalerne skattepligtig for selskabet. For at mindske de fremtidige skattebetalinger, har bestyrelsen derfor besluttet at udlodde værdien af porteføljeaftalerne (ca. 115 mio. kr.) som udbytte til MES A.m.b.a., hvor afkastet er skattefrit. Hvis MES Net A/S senere får behov for yderligere likviditeten til investeringer i elnettet, kan MES A.m.b.a. indskyde ny aktiekapital. Koncernresultatet udviser et overskud før skat på godt 23 mio. kr., hvilket er tilfredsstillende.
Formueforvaltningen. Afkastet fra de 3 forvaltningsaftaler har i 2010 givet et tilfredsstillende afkast på i gennemsnit knap 7 %. Set over en længere årrække forventes stadig et gennemsnitligt årligt afkast på minimum 5%. Scanenergi Elsalg A/S Scanenergi Elsalg A/S sælger primært strøm til elkunder, som ikke aktivt har valgt at købe el på det frie elmarked. Selskabet har derudover mulighed for at sælge kommercielle elmarkedsprodukter til kunderne hovedsagelig privatkunder og mindre erhvervskunder som er ledelsen målsætning at udvikle yderligere i 2011, således kunderne kan tilbydes flere attraktive og konkurrencedygtige produkter. Årets resultat efter skat i 2010 viser et overskud på 3,5 mio. kr., hvilket betragtes som mindre tilfredsstillende, men dog på niveau med det udmeldt i årsrapporten for 2009. Selskabets omsætning målt i mængder forventes at blive lavere i 2011 sammenlignet med 2010, da der løbende vil være et antal kunder, som vælger en anden elleverandør i det konkurrenceudsatte marked. Med det aktuelle prisniveau forventes et overskud i niveauet 5 mio. kr. før skat (MES ejer 12,75 % af selskabet). Scanenergi A/S Årets overskud i 2010 på godt 28 mio. kr. efter skat betragtes som tilfredsstillende, trods et overskud efter skat i 2009 på 36,1 mio. kr., da det er realiseret i et år, hvor selskabet har forstærket med yderligere kompetencer og ressourcer, der samlet styrker selskabets konkurrenceevne i markedet. Scanenergi A/S har pr. 1. januar 2010 købt aktiviteterne i EnergiCenter Vestjylland og integreret disse rådgivningskompetencer i selskabets samlede drift. Der er endvidere investeret yderligere ressourcer i datterselskabet Omega SoftTec A/S for at udbygge formidlingen af energiledelsessystemer, som en del af selskabets forretningsgrundlag. Dette er gjort for at opnå synergifordele mellem salg af elkontrakter, formidling af energirådgivning og etablering af energiledelsessystemer hos kunderne, også kaldet ENERGIPAKKEN. Dette forventes at tilføre kunderne en endnu højere værdiskabelse i samarbejdet med Scanenergi A/S (MES ejer 7,51 % af selskabet).
Fiberaktiviteter. MVB A/S blev stiftet den 26. oktober 2004; men har siden juni 2009 været under konkursbehandling. Boopgørelsen er endnu ikke helt afsluttet! Det lokale fiber accesnet ejes som bekendt af vort selskab MES Fibernet A/S. Privatkunderne betjenes af ALTIBOX, og de store erhvervskunder af Nianet A/S. MES A.m.b.a. ejer 18.2 % af aktierne i Fiber BackBone A/S. Dette regionale lysledernet, eller backbonenettet drives i dag af 3 personer der har base hos NOE i Holstebro. Resultatet for 2010 blev 1,3 Mkr. efter skat, hvilket er tilfredsstillende. Budget 2011 for FBB A/S påregner mindre, men positivt driftsresultat. (MES A.m.b.a.ejer 18,18 % af FBB.) Vores egen drift af MES Fibernet A/S varetages af 2 tidligere MVB ansatte, som startede hos MES pr. 1. august 2009. De har hovedsageligt været beskæftiget med driften af det eksisterende accesnet herunder kundebetjening. Vi har ikke igangsat nye større udrulningsprojekter; men der er løbende koblet nye kunder op på det eksisterende fibernet i området. Det vil vi meget gerne have mere gang i, da der ligger nedskrevet net klar i jorden til 2-3 gange flere kunder end dem vi har nu! Markedsføringen fra Altibox s side kom først rigtig i gang sent på året, hvor priserne også blev tilpasset markedet. Resultatet heraf kan måles på en øget nettotilgang af nye kunder. Vi er også klar til, at gå i gang med mindre fiberprojekter i nye områder, hvis interessen er stor nok! Det har den vist sig at være i et område omkring Drantum og omkring Hedegård ved Give, hvor Altibox i tæt samarbejde med lokale ildsjæle har nået over 50 % tilslutning blandt beboerne i de 2 projektområder. Bestyrelsen har derfor besluttet igangsætning af disse projekter til en samlet pris af ca. 1,7 Mkr. På erhvervskundesiden er Nianet vores samarbejdspartner og også her tilsluttes der nye fiberkunder. Det er et langsigtet infrastrukturprojekt og som man kan se i de mangeartede reklamer er konkurrencen hård. Vi må ikke glemme, at fiberprojektet er stærkt medvirkende til denne konkurrence! Det bedste I som repræsentanter kan gøre er, at medvirke til en øget tilslutning, så driften pr. kunde kan blive billigere og udbygningen i vort område kan færdiggøres i takt med øget efterspørgsel. Fibernet er ikke bare bredbånd det er mange Megabit højhastighedsforbindelse med stabile hastigheder, der imødekommer fremtidens krav!
Bestyrelsen anser årets resultat som tilfredsstillende, vore fiberaktiviteter er stabiliseret og at resultatet er bedre end budgetteret skyldes primært, at der ikke er igangsat større udrulningsprojekter som ellers forudsat. I 2011 forventer vi til gengæld et mindre underskud grundet udbygningsaktiviteter. Sydøstjyske Net A/S: Vores andel af 150 kv nettet fra det tidligere Skærbækværket I/S. Der udbetales udbytte på 24 mio. kr. for regnskabsåret 2010, hvilket giver MES et kontant afkast på 1,1 Mkr., svarende til vores aktieandel på 4,59 %. Man undersøger stadig under hvilke betingelser Statens Særlige Offentlige Virksomhed Energinet.dk eventuelt kunne overtage alt 150 kv net. MES s tanker om fremtiden: Vi har fornyligt afholdt et strategiseminar hvor bestyrelsen og direktionen satte sig sammen og drøftede de store linjer og visioner for MES. De korte konklusioner herfra er: Ingen ændringer i ejerstruktur, såsom fusioner eller opkøb. Gerne samarbejde med andre i gode ligeværdige relationer, såvel lokalt som regionalt. Stræbe mod lavere enhedspriser gennem givtigt samarbejde / outsourcing. Fjernaflæsning af målere er godt på vej til, at blive indført i dansk elforsyning, - ja for så vidt også i varme - & vandforsyningssektoren og I har i repræsentantskabet også stillet spørgsmål herom.- Vi besøgte målerfabrikanten Kampstrup A/S på vores studietur d. 12. oktober sidste år for at få mere viden om mulighederne. Hos MES er alle med forbrug over 100.000 KWh / år fjernaflæst efter lovkrav. Lige nu er vi gang med at opsætte 450 fjernaflæste målere primært på markvandingsanlæg og hermed er der mulighed for, at faktisk forbrug og betaling kan følges tættere månedsvis. Det er et område der ofte har givet store afvigelser i á conto betalingerne skiftevis til fordel for brugeren eller MES. Vi har i bestyrelsen bedt om en opdateret cost-benefit analyse for udskiftning af alle selskabets målere nu her efter at Energiministeriets krav til fjernaflæste intelligente målere er blevet bekendtgjort. I branchen og politisk diskuteres et begreb der kaldes smart Grid, som nok bedst kan oversættes ved kloge elnet. For at være klog, skal man vide mere og noget af den viden kan blandt andet opsamles
digitalt gennem de rigtige elektroniske fjernaflæste målere. Hvad smart grid, elbiler, varmepumper og solcelleanlæg m.v. kommer til at betyde for vor del af elnettet skal afdækkes over de kommende år. Opstilling af vindmøller er kommet i gang igen. En typisk vindmølle er i dag på 3 MW så det er store effekter der er tale om. Realiseres alle de kommunale planer i vort forsyningsområde skal der tilsluttes 2½ gange så meget effekt som de 45 MW der i dag er tilsluttet. Det vil indvirke på 60 kv nettet. MES Net A/S ejer 103 km 60 kv net, hvoraf de 92 er luftledning. Nye anlæg skal udføres som kabelanlæg. Vi skal kabellægge 4 delstrækninger 60 kv luftledning som krydser den 400 kv kontiscanledning, som løber gennem vort område fra nord til syd over 400/150 kv transformerstationen Askjær. Vi er i gang med etablering af en ny 60/10 kv station ved Siemens Wind Power, som forventeligt skal aftage 12 MW ny vindmølleeffekt og levere tilsvarende til vindmøllefabrikken. Så der vil stadig være noget at arbejde med ud over den daglige drift. P.b.v. Svend Mathiasen.