Rejsebrev nr. 1 fra Rejsen til Amerika

1

Rejsebrev nr. 1 fra Rejsen til Amerika Deltagere: Gerda Riis alias mrs Reise Knud-Erik Riis alias Eric Reise alias Shorty Hanne Dalgaard alias Hannah Dalgaard alias the lady with the large tattoo Jens Anton Dalgaard alias Tony Dalgaard alias reservationboy Der er tidspunkter i en ung mands liv, hvor han skal vise sine forældre respekt og taknemmelighed for den gode barndom, han har haft, hvor han skal tænke på de mange gange, hvor hans forældre har været der som en støtte for ham i svære tider. Sådan et tidspunkt kan f. eks. være når hans forældre agter sig på en længere udenlandsfærd med afsæt i en flyafgang fra Billund før en hvis herre fra de meget varme steder har fået sine badetøfler på hvis man da ellers bruger sligt de steder. Anders og Jacob demonstrerede en tirsdag nat/morgen, at deres hukommelse og timing var i orden om det var taknemmeligheden eller udsigten til fri bil i flere uger, der var den egentlige drivkraft til deres villighed til at busse os til Billund, skal vi nok lade hvile her. Billund Lufthavn er vel ikke noget videre charmerende sted, men det er effektivt, kufferterne forsvandt og bordingpas blev udstedt Hanne skønhedssalon transportable (ST) slap gennem security selvfølgeligt skulle den åbnes, som sædvanligt, den rummer så mange mærkelige instrumenter og sager, at nysgerrigheden driver radaroperatøren til et kig, selv om det ikke ser bombeagtigt ud. Uanset tidspunktet på døgnet var Hannefjendsk hendes sovesjæl var vel knapt nok kommet ud af Viborg endnu sker der en energifusion mellem Hannes zoombieagtige fysiske hylster og sjælen, der på rekordtid når Billund. Den metafysiske begivenhed sjælen der brager ind i det halvtomme hylster gør underværker - hun accellererer fra slowmode til aktivt shoppemode på en tid, der kan give enhver Formel 1 racer baghjul. Årsagen til dette sker, er synets af en åben Taxfree shop Ikke fordi der er ledige pladser i ST en, - den er fyldt til randen ikke forbi det er billigt, det er noget sludder, det med skattefrit der er moms på og hele svineriet det er noget andet, der sker - templet af dufte, lys og glimmer flytter energi fra morgenfriske mænd til sløve, søvnige koner, rollerne bytter, mændene står stille i et hjørne, mens fruerne fouragerer hemningsløst 2

på hylderne assisteret af beredvillige tempelpræstinder, der finder det, de ikke selv lige kan få øje på. Jens Anton har været i roligt gear lige siden han stod op, alt har bare klappet, de har endnu ikke opdaget noget, de har glemt, bilen startede, Jacob var klar, check-in uden problemer, faktisk lidt kedeligt ingen udfordringer. Ved kasselinie i sansetemplet vejrer han action, Gerda står foran og skal betale, Knud-Erik er endnu ikke helt kommet sig over Gerdas iver ved hylderne, og det faktum, der ingen gode flasker er i kurven, da den nydelige unge dame kigger beklagende på Gerda og fortæller hende, at systemet er nede, så hun kan ikke tage hendes Dankort. Hvis Gerda vil betale kontant eller hæve kontanter i banken i hallen, vil det være fint exit Gerda, der målrettet efterlader ting og sager incl. Knud-Erik, der udnævnes som vagthund, mens fruen iler af sted for at skaffe likvider i en fart inden duftene fordufter, for eksempel ved, at Knud-Erik finder ud af, hvad indholdet af kurven egentlig bliver til i rigtige menneskepenge. Så er det Jens Anton tur, 889 kr lyder Hannes supplementsindkøb på, - Dinerskortet veksler hænder desværre - systemet o.s.v. Det var sådan set ikke en oplysning, der bed videre på ham, - ok, virker systemet ikke, så må du da lave den manuelt hans blik havde fundet slæden bag skranken pigen beklager, den er kun til særlige kort som American Ekspres og Diners frydefuldt kan han så henlede pigens opmærksomhed på, at det sådan set er et Dinerskort, hun står med i hånden, tonen er ikke udpræget kærlig handlen gennemføres og kunden går tilfreds igen, 1-0 til globetrotteren over de fremmede i form af en sød pige, sikkert gymnasieelev på feriejob, og vi havde endnu ikke forladt landet det var en god start de kan bare komme an, kan de. Cimber Air til München no problems atter en taxfree-oplevelse her åd maskinen kortet råt og uden vrøvl det kan de tyskerne, krasse ind ved at plyndre velafrettede sagesløse ægtemænd, der har lovet ikke at blive sure på ferien - videre til Gaten, masser af sikkerhedskontrol - op i flyet en rimelig ny Airbus 340-300 dejlig sædeplacering oppe foran række 25, d.v.s. over vingen foran motorerne (lidt støj) tak Klaus!!!! rigtig god mad og vin skænket af helflasker (den klarede lige akkurat spytte-ud-grænsen) alt i alt en lækker og bekvem flyvetur. I Chicago kan Immigrations være en forfærdelig flaskehals med timers ventetid, det gik hurtigt og uden venten kufferterne var med og så ud af terminalen. Varmen ramte os som en hammer det var drønvarmt i nærheden af 40 grader shuttlebus til AVIS - ind til damen, der gerne ville bytte den bestilte bil med en SUV, et stort høved af en bil firhjulstrækkeragtig det lød da rart, - ja sagde hun, og der er plads til al jeres bagage, og det koster kun $8 om dagen 8 gange 21 gange og så noget med 6,25 blev nu alligevel til en 1000 kr. sedlen, så vi ville gerne nøjes med den dyt, vi havde betalt for. Ud på plads B8 trækkende bagagen i stegende hede vandet drev ned af ryggen på os hen til dytten en champagnefarvet Buick LeSabre Custum med kun 2500 miles på tælleren. Aircon en på fuld blæs og så af sted mod Seneca Hotel. 3

Når man skal finde et bestemt hotel downtown Chicago er det rart at have været der før. Med Jens Antons lokalkendskab som guide kørte vi lige til døren det var let nok, men parkering, det er en anden sag lidt rejsetrætte, glade for at være nået frem, lod vi den rare doorman tage sig af at parkere bilen for den nette sum af $38 ( 240 kr) pr. dag, så var prisniveauet ligesom slået an. Vi skulle se Chicago på 2 dage og hvad så??? - Det tog vi så en snak om. Hjemmefra havde vi puslet lidt med en idé om at se Corvette-fabrikken og The National Corvette Museum, men vi havde ikke gjort noget videre ud af at se på, hvor vi så skulle hen. Da vi havde vendt det et par gange, fik Knud-Erik efterhånden bevæget sig fra, at det nok ikke kunne lade sig gøre over det kunne være sjovt, hvis det kunne lade sig gøre til jeg vil gerne se det museum og fabrikken. Så var han også kommet dertil, hvor vi andre sådan set havde været et stykke tid, nemlig vi skal til Bowling Green, men hvor f. ligger så det! Bowling Green ligger i Kentucky, næsten ved grænsen til Tennessee svært mange miles fra Chicago, og ikke helt i retning mod Los Angeles, ikke tværtimod, men næsten. Det var på det tidspunkt, vi fandt ud af, hvor godt det var, at Knud-Erik havde pc eren med med trådløst netkort. IT-sikkerhed i Chicago er det så som så med han kunne vælge mellem 9 forskellige net hvem vi skal takke for gæstfriheden ved vi ikke, men det blev første værdifulde brug af pc/netopkobling næste gang skal der også sådan en med, det er helt sikkert. Det gav os muligheden for at bestille plads på rundvisning på fabrikken fredag eftermiddag, (det var jo ikke smart at se på en weekendlukket fabrik, vel ) Det kostede lige en dag i Chicago. Det betød, at Jens Anton guidede 2 dags tour skulle klares på en jet-lacked aften og 1 dag. Det lykkedes, vi var på den lækre japanske restaurant, hvor kokken arbejder ved bordet, en super oplevelse at starte med. Først en suppe så salat grillede kæmperejer, ferskvandshummer og oven på det en lille steak, dertil dejlig vin. Klokken var 19.00 lokal tid vores biologiske ur sagde, at klokken var 02.00, så sulten og lidt groggy var vi. Bagefter slentrede vi slentrede på Michigan Avenue i 4

pragtfuldt aftenvejr (28 grader) og vi var på toppen af John Hancockbygningen - 96. etage med en pragtfuld udsigt over byens lys alt sammen inden vi overhovedet havde sovet i en amerikansk seng, og vi havde oven i købet fundet en lille kælderbutik ved hotellet, hvor de solgte gode ting og sager så rejsen var begyndt med masser af indtryk og check på det hele. Næste morgen med et noget jetlacked maveur ramte vi et passende morgenmadstidspunkt, Gerda og K-E havde shoppet på egen hånd i den lille kælderbutik, resultatet var en gedigen morgenmad på værelset med takeaway spejlæg og bacon, juice og frisk brød sådan!!! og de påstår, de ikke kan tale engelsk! Afsted ud i byen - bordbestilling på Chop House, det højestratede steakhouse i Chicago. Og så skulle der lige bestilles hotelværelser i Bowling Green det mente globetrotter JA, at han kunne få et andet Best Western hotel til at klare for sig no way det gad de ikke, han kunne ringe til den centrale reservation kunne han det gjorde han så, over en dårlig mobilforbindelse med ekko af egen stemme i øret, snakkede han med en hurtigsnakkende dame med strubemikrofon og computerproblemer det lykkedes faktisk, der var værelser til os, da vi kom derned, lidt af en flot scoring til udeholdet, at der var masser af ledige værelser, så reservation ikke var nødvendig, det er en ubetydelig detalje. Et bette vend forbi HardRock cafe, JA guidede, og de andre synes, det var sjovt at se en HardRock cafe, - KE fandt det et OK sted, her havde man sans for kvalitet der var Guiness øl på kortet. Så ned til floden, vi skulle på sejltur på floden mellem skyskraberne og ud på søen som sådan set er et ferskvandshav. Ved billetdamen hang et skilt næste afgang kl. 1:30. fint, nok det var om en lille halv time. Foran os stod en herre, lettere opkørt nu havde han ventet, og ventet, med der var ingen båd, nej sagde damen, den kommer 10 minutter før afgang, det gjorde ikke manden mindre vred, han havde været der i god tid, og det var for dårligt, nu var klokken lidt i 2!! den er lidt i 1 sagde damen den er lidt i 2 sagde manden, - billetdamen gentog med en ret så kontant tone, at bådene 5

sejlede efter hendes ur, og det var lidt i 1 jamen har I da ikke Detroit-tid spurgte manden, nej, sagde damen, her er der central tid, Detroit har Eastern, (altså er Chcago en time bag efter Detroit) tror I han sagde undskyld?, næh han luskede bare af globetrotterne fra Denmark havde styr på tid og sted og havde en spændende og flot tur med Mercury Queen og captain Frank. På billederne Sears Tower 110 etager og USA højeste bygning og bunden af Marina Tower Man lægger sin båd til kaj i garagen i kælderen parkerer sin bil på en af de næste 8 etager, og tager elevatoren hjem til lejligheden på de næste 20-30 etgaer Efter denne tur frokost på Downtown, forbi Palmer House Hiltons lobby den er et must - se billedet ind i Old Navy, billig kludebutik, masser af kunder, der købte meget - over gaden og ind i Marshall & Fields, det er et 7 etagers stormagasin frygteligt dyre sager masser af ansatte ingen kunder, kun osere som os. - Videre rundt på The Magnific Mile lave småindkøb herunder et tæskegodtvejkort over USA, det skulle vi snart for god brug for. Om aftenen på Chop House, det er fint, og hamrende dyrt, men Prime Rib på 20 Oz (bone in), der en oksekotelet på 4-500g, er bøfoplevelse for sig selv, man får ikke bedre bøffer woldwide end i Chicago. Netforbindelsen blev også brugt til finde de livsvigtige informationer om placering af Hard Rock cafeerne i Indianapolis og Louisville. Da Jens Anton koncentreret arbejdede på, at de skulle findes, gik 6

op for de øvrige, at hans iver efter at komme til Bowling Green ikke alene drejede sig om Corvetter,, der skulle betales lidt yderligere omvejsskat på turen for at kapre relikvier. Hans lidt særprægede form for økonomisk sans kommer til udtryk her, må man sige, han kan brokke sig over en femøre på benzinprisen, kan være umådelig fedtet med tips, hvis ikke han er overmåde tilfreds, men at cruise rundt i fremmede storbyer for at finde en restaurant, der er magen til 100 andre blot for et købe et dyrt, lille snoldet glas, som han nok aldrig kommer til at drikke af det er OK, her går missionen frem for smålig skelen til omkostninger. Man må lade hans planlægningsgen, at han er god til at finde frem til cafeerne uden mange svinkeærinder, der køres right on target. For de uvidende Jens Anton blev svært miljøskadet af at være ung og musikinteresseret i 1960 erne og starten af 70 erne. Hans musikalske horisont er derfor begrænset til rock, blues fra de gode gamle dage. Den første Hard Rock Cafe blev indviet i 1971 i London. I dag er caferer over hele verden, indrettet efter samme koncept. Alle cafeer er for JA og ligestillede templer, der hylder musikken fra den gang, for andre kan de være besynderlige raritetskabinetter. Cafeerne serverer god mad og drikke og sælger merchandise T-shirts, pins og glas, der relaterer sig til netop dennr cafe. På væggene hænger fra loft til gulv kendte musikeres tøj og instrumenter, platin- og guldplader plakater og andre musikrelaterede ting populært sagt er hver cafe en unikt museum over rockmusikkens historie og så er der vidioskærme overalt og rockmusikvideoer banker ud af højtaleranlægget i en lind strøm. JA kan ved at vise sin shotglassamling frem skilte med mange kulturelle oplevelser museumsbesøg over 20 cafeer indgår i samlingen (også med hjælp af gode venner). 7

At det kan være sværere efter pitstoppet at finde Interstate 65South igen er en anden sag skilteopsætteren i Louisville bør efter hans mening øjeblikkelig erstattes med en person, der bedre matcher skandinavisk stedsans og logik, eller måske var vi udsat for en kompliceret sammensværgelse af benzinsælgere, turistforeningen og bemeldte skiltemand, fordi vi høvlede rundt i byen i labyrinter for igen at finde op på Interstaten som vi hele tiden kunne se bilerne køre på, men finde en opkørsel???, Det lykkedes sammensværgelsen at gøre chaufføren så ophidset, han definerede sine egne færdselsregler, herunder, at man godt må køre over for rødt, når man leder efter skilte. Efter en kort afstemning i bilen, blev det besluttet, at det nok var bedst at følge de autoriserede regler, d.v.s. kun at køre over for rødt i højresving hvis der ikke kommer nogen. Louisville er besøgt for sidste gang (af JA), så kan de lære det, kan de trofæet et HardRock shotglas - suppleret med en pæn T-shirt - er hjemført, og der så lige som ikke mere at komme der efter i den by. Der hører lige med, at Knud-Erik er blevet lidt smittet af HR-galskaben - jo flere han besøgte, flotte polo er og T-shirts er en ting, nej her i Indiana har de Guiness på taphane kloge folk, med smag for ordentlig øl. Vores lille hotel lå op af Interstaten (motervejen), som sådan nogen gør deres truckstop er en kolossal rodebutik af restauranter og tanke og hoteller, dette var absolut et af de ydmyge, men her pænt og rent (gratis internet) - roligt og værelserne var dejligt billige efter Chicago Restauranten vi bestilte mad aftensmad på viste sig at være alkoholfri, nå det går nok for en enkelt aften efter mange miles på motorvejen, vi havde proviant med, indkøbt i Chicago vi hyggede os på terrassen uden for værelserne i det pragtfulde vejr, og skænkede ødselt af de kostbare drikke viste det sig hvad globetrotterne fra Denmark ikke helt havde styr på var, at de var landet i Franklin County, Kentucky midt i bibelbæltet her regerer Blå Kors suverænt, og nidkært her er varmt og tørt meget tør-lagt!!! (fortsættelse følger) 8

Rejsebrev nr 2. Rejsen til Amerika Knud-Erik s pc er er midlertidigt - haaber vi ude af forbindelse med omverdenen, saa jeg sidder i et buisnesscenter og skriver lidt til jer paa et amerikansk tastatur, og det er altsaa boevlet, naar man er vant til et dansk se bare hvor boevlet, boevlet ser ud. Det er Fredag morgen rejsebrevstid vi er I Franklin Kentucky det er morgen det er Store C-Day. Vi har sovet lidt laenge - vi koerte trods alt 438 miles I gaar (1 mile = 1,6 km) det vil sige Gerda og Knud-Erik har, Hanne konstaterede, at hun ville ud at loebe en tur I den kolde morgenluft (27 grader) og til hendes overraskelse ville Jens Anton godt med paa turen. Det blev til en meget varm tur paa en halv time luftfugtigheden er meget hoej, saa man sveder uden videre. Efter morgenbadet var det tid til morgenmad continental breakfast, inkluderet I vaerelsesprisen. Morgenmadsrestaurenten var et hjoerne af lobbyen med en lille buffet og 3 4 borde. Knud- Erik kastede et blik paa den plastikmad og det plastikbestik, der stod der, det lignende noedrationer til et kursus I overlevelsesteknik, for rutinerede spejdere. Nu er det saadan, at naar noget er gratis I USA, er det en god ide at laegge forventningerne meget lavt, og det er niveauet for en saadan gratis morgenmad paa et Best Western hotel. Knud-Erik maette traeffe et valg inten morgenmad - cornflakes eller en smattet lille snoldet kage I cellofan han valgte en noedration cornflakes, - de virkede, han er stadigvaek I live!! Klokken var lidt I 9 opslaget paa vaerelset sagde, at der var morgenmad til 9:30, saa vi fik lidt toast og cornflakes. Da vi havde siddet lidt kom der en familie ind, damen, der passede buffeten kom ogsaa og begyndte at fjerne plastikkasserne med broed mv. Manden havde taget et stykke broed og saa marmelader og sager forsvinde OK for en genopfyldning? nix der blevet baaret ud, men ikke ind igen. Konen og barnet saa lidt betuttet ud og spurgte forsigtigt om de kunne faa lidt at spise nej var svaret buffet er lukket men sagde de, der staar 9:30 paa vaerelse, ja sagde buffetdamen, vi har endnu ikke faaet de nye skilte, men management har aendret det til kl 9, saa det kan jeg ikke goere noget ved!!!! Vi fik hermed et lille kursus I servicemanagement det er utroligt, at opleve, hvor ridgidt et personale kan reagere for oejnene af andre kunder - man skulle tro, at de bevidst arbejdede paa at skraemme kunder vaek. 9

Det var tid til afgang. De 30 miles til Bowling Green til Vette City. Ind af den nydelige indkoersel til The National Corvette Museum. For Hanne og Jens Anton er en Corvette (indtil nu) - en bil - ret heftig lydende roed dyt, som den Knud-Erik har her var det noget ganske andet en form for broderskab, graensende til det religioese. Parkeringspladsen var klart opdelt foerste raekke: dernaest handicapbiler og saa os uden for klanen, uanset om det var en Ford eller Buick. I foerste raekke stod en stribe private Corvetter parkeret. Synet af dem lukkede en skuffe op I Knud-Erik, det sproejtede ud med informationer, isaer en 50 aars jubilaeumsmodel han lignende en lille dreng I en BR-butik uden kasseapparat og vi var ikke engang kommet indenfor endnu. 10

Indgangen er lavet af fliser I forskellige stoerrelser, fliser man kan koebe og faa navn paa for en dansker ser det lidt kirkegaardsagtigt ud og minsanten ind imellem laa der en gravsten paa en afdoede corvetteejere. Vi har fundet ude af, at som 55+ aarige, kan vi faa rabat paa Best Western, det kommer hurtigt til at vaere interessant af vaere gammel, naar der er 10% at hente vi plejer vel ellers at goere, hvad vi kan for at vaere midaldrene som muligt midaldrene er vel det naermeste vi kan komme til ungdommelige. Her paa TNCM var der ogsaa seniorrabet, saa Jens Anton var hurtig til at bestille to seniorbilletter det viste sig, at damen I bedste diskostil saa skulle stemple os paa haanden Hanne blev godt nok kigget grundigt paa Nu er hun altsaa igen kommet I den alder, at hun lyver sig aeldre for at komme ind de spaendende steder Museet goer meget ud af at fortaelle, det er en privat foundation, der ikke modtager stoette fra GM. Det kan man tro paa eller lade vaere, men de har saa meget gode forbindelser til GM, da mange af de flotte sager var udlaant fra GM. Det er et meget flot og velindrettet museum, vi havde afsat formiddagen indtil 1:30 til det og det var godt har var virkeligt spaendende historier og utroligt smukke biler at se paa. Hanne og Jens Anton laeste skilte og overstatte og Knud-Erik leverede en stroem af oplysninger om Big Block, Small Block, faelge og logoer, og saerlige ting ved de enkelte modeler og aargange og han paastaar, at han ikke ved noget om biler. Jens Anton begyndte at kunne se forskel paa C2, C3 og var klar paa, at en ny Corvette er en C6, Kameraerne lynene igen og igen, hver gang vi drejede om et hjoerne vi var spaendte paa at se deres 1973 Stingray kunne den matche KE s??? Det kunne den ikke, for den var der ikke!!!!. C3 modellen var der, men ikke I den udgave, Knud-Erik har. Nu er det saadan at mange af de sjaeldne modeler, der var udstillet enten var skaenket eller udlaant af private saa hvis KE skulle overveje at blive udoedeliggjort kunne en maade vaere at skaenke sin Corvette til parkering I disse hellige haller og faa en paen stor flise udenfor. 11

Paa vej mon udgangen og shoppen var der en vuggestue her stod splinternye babyer - Corvetter, der skulle leveres til deres nye foraeldre og bringes hjem til deres nye tilvaerelse (fabrikken ligger paa den anden side af vejen ). Der stod ogsaa en 94 er - paa skiltet stod der: Jens Anton stod lidt derfra og saa en ansat komme sammen med 3 gaester, der skulle paa en guided tur I museet. Guiden stod ved den hvide 94 er Corvette I vuggestuen og begyndte at snakke om museet og gik langsomt over til skiltet den ene af kvinderne fik oeje paa sit navn paa skiltet og saa lidt forvirret ud guiden stoppede sin snakken forresten, sagde han, din mand vil sige noget til dig den mandlige gaest vendte sig mon hende og sagde: Happy Birthday, dear De naeste minutter blev AEGTE amerikanske glaedescener, JA fik en klump I halsen, det her var live foelelser for fuld, men alligevel diskret udblaesning, og han havde aandsnaervaerelse nok til at faa startet kameraet og faa taget billeder af disse smukke scener. Pressefotografer er frygteligt paatraengende, naar de masser sig ind I folks private oejeblikke, og Jens Antons folte sig lidt som en snager det kom jo saadan set ikke ham ved, det der foregik paa den anden side set, det er saadanne oejeblikke man gerne selv vil have foreviget, og det kunne da taenkes, at Bonnie og hendes mand gerne ville kunne taenke tilbage paa dagen I form af et par billeder. Efter at have funderet lidt over det, fandt han et visitkort frem og gaar over til manden, fortalte ham, at han havde taget et par billeder, hvis de var interesseret I dem, kunne de skrive en Email til ham,saa ville han sende dem en kopi. Han har allerede faaet en meget soed Email fra Bonnie, der er utrolig glad for, at han har taget fotos, og har givet hende mulighed for at faa dem. 12

Efter besoeget I museet var der tid til shoppen. Knud-Erik har nok gennem tiden opsparet en del point paa indkoebskontoen hos Gerda og sig selv det har var jo ikke pjatindkoeb, det var kostbare skatte af originale Corvettesager, koebt paa stedet. Poloer, T-shirts, det hele blev omhyggeligt kigget paa. Vi kunne nu igen konstatere, at den smukke C3 Stingray, Knud- Erik har, ikke er en model, man goer meget I her, - der var masser af sager, men kun faa rene C3-sager, og intet I 1973 ud over en nummerplade. Grunden til, at det er et problem for en aegte corvetter er, at logo og skrifttype skifter for hver model, og en ejer af en C3 kan da ikke gaa rundt I en flot T-shirt for en C6, den er helt forkert. Naa, kompromiser er noget vi danskere er gode til, saa I en blanding af indkoebsrus, - det er nu eller aldrig der er nok nogen I klubben, der er liebhavere, hvis vi ikke selv gider alligevel, naar vi kommer hvem, - voksede bunken stoet og roligt hen til kassen Jens Anton proevede at snakke sig til noget rabat det var en stor stak, der laa paa disken, men al snak om Danmark, grossistrabat og fragtomkostninger hjem prellede af dampen snydede I kortlaeseren, da Masterkortet gled igennem, og et sted I Europa var der en server, der lige skulle bruge godt med RAM for at confirmere, at handlen kunne gennmfoeres. Det er da godt at vide, at der kun er en saadan Corvettebutik I USA, og nu havde vi vaeret der, synes kreditforeningens locale Kentuckyrepraesentant at taenke. I indkoersel til museet ligger der en bilforhandler, der saelger veteranbiler, heriblandt selvfoelgeligt ogsaa Corvetter. Der stod en droem af en Corvette 1960, roed/hvid med hvid kaleche. Den var sindssyg flot, og helt og aldeles gennemrestuareret. Grebet af Corvettefeberen blev Hanne og Jens Anton helt vilde med den, ogsaa Gerda blev paa sin stilfaerdige facon betaget af den. Ejeren af forretningen var en soed og meget sympatisk fyr, der saelger mange biler til Europa han sender dem via New Zeeland, uanset om de skal til Holland, Skandinavien eller England. Han vidste ikke, hvorfor hans kontakter I Europa ville have dem den vej, vi maatte sige til han, at vi I hvert fld heller ikke kunne se logikken I det. Fragtprisen til NZ var 2000$ - senere fik vi at vide at prisen for en container fra midt USA til Danmark var 1500$ - vi spekulerer stadigt paa, om det har noget med toldgraenser at goere. Vi var saadan set naaaaaaeeeeesten klar til at koebe skoenheden, vi manglede lige at faa Knud-Erik med paa tanken. Jeg koeber ikke biler I USA, loed svaret kontant det er boevl, hvis der er noget galt, og det er der tit. Et par overtalelsesforsoeg blev et for meget, og saa var den sag faerdigdebateret (altsaa lige ind til vi ser resultatet af vores Vegasbesoeg.) Hvis nogen skulle vaere interesseret saa koster den inden rabatsnak 60.000$, men den er altsaa meget smuk og flot det var der ogsaa andre, der var, for eksempel en 1967 C3 Stingray Big Block, med indsugningen til motoren stikkende op gennem koelerhjelmen der er bygget 16 af dem der er 5, der stadigt er I live den bil kostende 135.000 $!!!! 13

Der var en anden StingRay, en 71 er, den stod til 17.000$. Tiden var ilet vi koerte over gaden til Corvettefabrikken vi skulle vaere der I god tid, stod der paa reservationen, ifoert sko, ikke sandaler, uden taske, cameraer, og mobiltelefoner og alt andet, der kunne fotografere. Vi kom ind, ventede og fik lidt informationer om Corvettefabrikken. Tidligere blev de bygget paa en stor fabrik I St. Louis, sammen med personbiler og trucks, men det var en gammel fabrik, og der var for meget fagforeningssmadder der, GM overtog en Chryslerfabrik I Bowling Green og flytte Corvette samlefabrikken hertil I 1982/83. Denne flytning havde som konsekvens, at der kun eksisterer en eneste Corvette bygget I 1983. Det er den dyreste Covette overhovedet, vi saa den paa museet, den saa nu som saa mange andre meget kostbare ting, meget almindelig ud, hvis der ikke lige stod p[ den, at den var fra 1983. Vi fik en tur gennem samlefabrikken, der er GM s langsomste til hver samleproces var der afsat 3 minutter det var meget god tid paa de nyere fabrikker er der 1 minut, til det samme. En saadan samlefabrik er en fantastisk logistikopgave. Alle de biler, der samles, er forhaandsbestilt, og de er stort set alle forskellige I farver, indtraek, ekstraudstyr m.v. Naar baandet koerer, er det jo ret smart, at det er roede doere, der kommer ned fra loftet, naar det roede chassis kommer frem, og det er fint, at der kommer en kaleche (I den bestilte farve) til den sorte cabriolet, naar den skal have sin klud monteret. Det er flot at se alle processer, men det var lidt rystende at se, hvorr ineffektivt, der blev arbejdet. Arbejderne have mere travlt med at kigge paa os, end paa at samle biler, naar baandet rullede frem, lavede de deres opgave f.eks. skrue saeder I paa under et minut, og 14

gav sig saa til at vente paa naeste bil, der foerst kom efter 2 minutter - saadan var det hele vejen igennem. Baandets tempo var sat efter,hvor mange biler, der skulle laves den dag det var 132 og det skulle selvfoelgeligt vare hele arbejdsdagen. Baandet kunne koere op til 170 biler paa en dag, men det var ikke populaert. De biler de lavede nu, var de sidste 2005-modeller, I September startede man paa at lave 2006 ere vi mener med Knud-Erik sikre blik for aargangsvarianter at vi paa baandet spottede et par stykker, der godt kunne vaere C6-2006 ere, deres karosseri var I hvert fald udstyret med nogle luftindtag, der var anderledes end de andres. En splinterny laekker Corvette C6 med den lille motor og den er stor I dansk maalestok koster godt 40000 $ - den nye 2006 kommer med en moppedreng af en maskine paa 505 HK, saa gaar den fra 0-100 paa 3,7 sec, og den kan gaa fra 0-100 og til stop igen paa 15 sec det siger noget om, at den ogsaa kan bremse. Der koerer I her oejeblikket store diskussioner om at koebe amerikansk ikke mindst biler, her er masser af japanske biler paa vejene og noget langt mellem de europaeiske. Det groteske I situationenen er, at baade Toyota og Nissan bygger deres biler her I USA paa nye moderne fabrikker, med hoej effektivitet og hoej kvalitet. De amerikanske maerkers amerikanske fabrikker koerer med underskud, og GM og Ford bygger masser af biler I Mexico og Canada saa nogle af de folk, der bruger meget krudt paa at raabe op om at ameriskanske biler er amerikanske arbejdspladser koerer ofte rundt I en udenlandsk bil, hvorimod dem de skaelder ud paa, fordi de koerer I en Toyota, I virkeligheden er de mest patriotriske. Corvettefolk er nogle af dem, der synger med paa sangen, Corvetten er jo bygget I Kentukcy det er en aegte amerikansk bil!! Det er rigtigt den bliver samlet I Bowling Green - af stumper, der er produceret andre steder. Hjertet, det der er med til at goere en Corvette til en saerlig bil,- - - motoren - - - - den kommer saamaend faerdigsamlet fra GM s fabrik I Toronto. Skulle nogen vaere I tvivl - Toronto ligger I Canada. Den oplysning var maaske af forkalringen paa, at enkelte gaester paa vores tur rundt saa noget forvirrede ud - canadiere, laver da ikke biler, og da slet ikke motorer, og da slet ikke hjerteblod. til Corvetter jo det goer de, og det er nok derfor, det er gode maskiner. Paa Corvettefabrikken samlede de ogsaa en anden bil Cadillac XLS Den er bygget paa samme platform som Corvetten, Det er faktisk en meget smuk og gennemfoert bil.. Saaledes totalt stoppet med indtryk fra en hel dag I Vette City, skulle vi hjem. Vi fandt ud af, at vi ville spise hjemme paa terassen foran vores vaerelser, saa vi skulle lige koebe lidt ind til en hyggeaften. Vi fandt en kaempe WalMart, pigerne kiggede paa salat og saadan noget, Knud-Erik og Jens Anton ville tage sig af oel og vin. 15

Efter at have passeret gader med dressinger, colaer og andre ting var de naesten naaet ned til bildaek, radaren koerte fra side til side, det her saa ikke rigtigt ud, det saa faktisk foruroligende forkert ud, godt nok var det en kingsize Bilka, vi var landet I, men de kunne da ike gemme oelerne mellem olie og bildaek. Jens Anton fangede en ung fyr og spurgte efter vinafdelingen, den kunne jo ligge udenfor I kiosken som I Foetex. Der skal meget til at lukke munden paa JA, det gjorde den unge mand med fire ord: we don t sell alcohol! Knud-Erik maatte stoette ham, mens de tavse gik tilbage til pigerne, der stadigt snakkede begejstret om den laekre salat, man kunne koebe. De kunne straks se paa drengenes blege ansigter, at noget var helt galt, havde de faaet en daarlig SMS?, havde nogen gjort en Corvette ondt?, Knud-Erik maette lavmaelt saette dem ind I aarsagen til JA s rystede udseende. Ved udsigten til en hyggeaften bestaaende af laekker salat og clorvand og lunken cola, blev Hanne hurtig klar over, at her maatte hun anvende al den foerstehjaelp hun havde laert. En ansat en dame, der lignede en synder som os, blev antastet, Hanne spurgte med hoej klar roest, hvor vi kunne en flaske vin hun spurgte selvsagt ikke efter oel, for det er totalt uinteressant for hende. Damen kiggede paa Hanne, hun lignende ikke og loed ikke som en forklaedt udsending fra praestegaarden eller missionshuset. Med daempet stemme forklarede hun Hanne med hun ind imellem ogsaa kunne faa lyst til et glas vin. Naar trangen kom over hende, koerte hun videre ned af vejen fra Franklin, over et par vejkryds og drejede til hoejre saa laa der et winery ved Shelltanken. Vi nikkede taknemmeligt til den sammensvorne sinners united og hastede ud til bilen, det var sent paa dagen, ned af gaden, masser af vejkryds, ingen Shelltank, vi havnede ude paa landet og koerte og koerte forkert maatte det vaere, undervejs havde vi set et lille hus med en drive-in, der stod noget om cold beer, det kunne da vaere, ind I koeen ved drive in en det tog for lang tid ind at spoerge, vi skulle fortsaette laengere endnu igen masser miles efter miles pludselig landede vi I en trafikal udfordring I et stort vejkryds det var Fuldt stop fra alle sider der holdt vi saa, hvad goer man her??? synet af en Shelltank til hoejre fik gang I os igen og vi fandt det beroente winery 5 minutter I lukketid. Knud-Erik blev totalt lammet, ikke nok med, at der var udsigt til dagens sidste med meget noedvendige indkoeb, I vinduet stod der 2 Corvetter, den ene meget sjaelden med fuel injection. Det var en vingaard, vi var paa, og dytterne var ejerens, vi var slet ikke I Kentucky mere, vi var I Tennessee, viste det sig, her havde man vinmarker, det var arbejde og jobs, saa det var ikke forbudt at saelge vinen, meget logisk, ingen kunder, ingen jobs, det kunne Blaa Kors ikke hamle op med. Sproget var rigtigt henrivende sydstatsdialekt, de ville gerne snakke med os og vi smagte paa sagerne og hyggede den ene af dem var vel max 1,60 m hoej, en rigtig skaelm med smut I 16

oejnene, Da vi skulle ud, var doeren laast, KE var ikke klar over det, saa han tog grundigt ved doeren, saa kom hun kvidrende hen til ham: take it easy, big boy, - smuttede under armen paa ham uden at boeje sig, vred laasen, lagde nakken helt tilbage og kiggede op paa ham, samtidig med hun sagde: nu skal jeg aabne den for dig Shorty!!! Paa returen fandt vi ud af, oeldrive-in en laa paa sydsiden af den vej, der danner graense mellem Kentucky og Tennesse. Vi hyggede paa terrassen det havde vaeret en lang og dejlig Fredag, pragtfuldt vejr, uforglemmelige indtryk og et glas Tennesseevin at gaa I seng paa. Loerdag morgen ville Gerda og KE ikke komme for sent til morgenmad, det var helt sikkert, saa de stod tidligt op de stillede til morgenmad der var ingen morgenmad, - der skal vaere morgenmad klokken seks, sagde de, ja, sagde damen, det er der, om en time! Nu var det deres tur til at have lidt vroevl med tidszonerne, eller uret de stillede til morgenmad kl. 5!! Saa afsted mod Kansas City 577 miles var der gennem St Louis, det tog en time, det viste sig at et s. trafiklys paa en frakoersel til downtown, blokkerede 3 Interstate veje over Mississippibroen haabloest, en faerdselsbetjent paa det rigtige sted kunne have loest det. I Kansas City skulle vi besoege Knud-Eriks arbejdskollega Lars, der har base her. Gerda og Knud-Erik havde en koebmandspose med til ham marinerede sild, leverpostej, lakridser, remoulade han blev virkeligt roert ved synet af disse rariteter. Han havde reserveret meget laekre vaerelser paa et hotel taet paa, hvor han bor, og da han rejser meget havde han lige det diamantkort, der baade giver lav prisi og gratis rigtig morgenmad med bacon og poelser m.v. Om aftenen sad vi paa hans terasse og spiste Kansas barbecue og god vin. Selv om han har boet 12 I USA er der stadigt saa meget dansker I ham, at han gerne vil sidde ude alle andre I beboelsesomraadet sad inde med airconditionen taendt, 28-30 grader er alt for varmt at sidde ude. 17

Soendag hentede Lars Knud-Erik og Gerda, og de Club8 ede, hele dagen, Hanne laa og brankede I solen, mens JA, ordnede hotelbookinger og skrev lidt rejsebrev Soendagaften var Lars Igen vaert for en grillmiddag, det var hyggeligt. Mandag morgen skulle vi paa farten igen til Denver, tvaers over praerien. Det tog 9 timer og der var 980 km fantastisk flot motorvej, ikke meget trafik, saa cruise controlen stod paa 85-90 (140 km) hele vejen, hastighedsbegraesningen var 75, saa det koerte amerikanerne, men de kunne jo ogsaa laese skiltene vi danskerne plejer jo at laegge skiltene sammen paa begge sider af vejen, saa 75+75 det er jo 150, saa 140 er vel I orden, oeeh, ikke??. Praerien er enorm stor der er straekninger, hvor den eneste civilization, man ser, saa langt oejet raekker og det er maaske 50 80 km er den vej man koerer paa, 18

saa kommer der en forladt ranch, der ligger en brokkenski e af maskiner og pandeplader og et halvvaeltet traehus, maaske ubeboet siden tredivernes krise, 19

- I horisonten koerer et kilometerlangt tog langs vejen staar graeshopperlignende oliepumper og lister olie op af jorden koedkvaeg graesser som bisonokserne gjorde I store flokke, I indhegningner paa hundrevis af kvadratkilometer. Smaa babytornadoer leger med stoev og graesstraa langs vejsiden synet af dem var fascinerende og gjorde os selvsagt opmaerksomme, men heldigvis var der ingen big mammatornado at se. J A s bem: Nu er vi I Denver paa et rart lille hotel, vi holder planlaegge/slapperdag de andre kan ikke forstaa, hvad pokker jeg laver der er solskin og pool og oel og liggestol, og saa sidder jeg med en efterhaanden stiv skulder Inde I et buinesscenter og bander over den amerikanske stavekontrol, der absolut er utilfreds med min retskrivning jeg haaber, at I synes, jeg prioriter rigtigt ved at sidde et par timer her. (fortsaettes forhaebentligt paa dansk tastatur ) 20