Maren Hansens livserindring Far og jeg blev gift d. 5.marts 1939 på Amager i Allehelgens Kirke. Min far, Viggo Simonsen og min mor, Elisabeth Simonsen, holdt vort bryllup med hele familien i deres lejlighed på Marathonvej 1, Sundby, altså også på Amager. Efter en dejlig fest drog vi så til Hestehaven egentlig et dejligt lille landbrug, der var jo kun 4 tønder land, 4 køer, 1 hest, grise og 50 høns, men vi vidste jo, at vi ikke kunne leve af det (alene). Det varede da heller ikke længe, inden far fandt noget arbejde. Det blev på en herregård, nemlig Conradinelyst i nærheden af vort hjem, det var delvis i skoven om vinteren og i marken om sommeren, da skulle sukkerroerne jo renses både med radrenser og roehakke, men det blev også for strengt for far at skulle hjem og passe landbruget om aftenen. Nok kunne jeg passe dyrene om dagen, men jorden kunne jeg ikke selv klare. Med tiden kom der jo en børneflok, Karl kom den 11. april 1941. Ja, han skulle jo da også passes, men en nabopige havde pludselig ingen steder at være, så hun ville gerne passe Karl, så vi var meget glade for en god barnepige på ca. 45 år. Så kunne jeg jo også få mere tid til at hakke roer og kartofler og vende høet og binde kornet (altså negene). Der var jo ingen slåmaskine eller cellbinder, alt var håndkraft men efter 3 år besluttede vi os for at sælge ejendommen. Jeg husker, da vi købte den for 8.000 kroner, udbetaling 3000 kroner. Vi fik 11.000 kroner, da vi rejste derfra, og det blev så Finderup nær Høng, hvor far vel nærmest var karl på en mindre gård, som han selv passede. Der var fri bolig og have til i nærheden af gården, nå der var også godt med mus og rotter. Jeg husker far sagde en aften gå bare i seng. Jeg vil prøve at fælde nogle mus. Ja på ¾ time var der 12 stk., der måtte lade livet, men det var nu ikke altid sjovt med sådanne væsener. Maden måtte hænge i kroge i nogle kurve, køleskab og fryser kendte vi jo ikke til dengang og hvor var det et koldt hus. Cementgulv mener jeg der var i både køkken og spisekammer. Selve stedet kunne vi ellers gode lide, men far havde meget vanskelige arbejdsforhold til bonden. Navnet husker jeg ikke nu, men jeg mener, far holdt ud i 2-3 år, så blev det ham for meget. Bonden brokkede sig over ingenting. En dag lige før vel nok 14 dage før Lisbeth kom, sagde far: Ja, hvis ikke vi ventede Lisbeth, var jeg nu gået, han bliver mig for streng. Nåh men Lisbeth kom den 7.juni 1942. Jeg går lidt tilbage. Vi glædede os meget til Karl kom, så fik vi da liv i huset. Vi havde heldigvis en god læge, ellers havde vi ikke klaret fødslen. Karl var svag ved fødslen, men så snart han fandt på at græde, det varede jo noget, så kan I tro, han nok kunne. Jeg syntes jo han græd længe det første døgn, men lægen sagde til far i telefonen: Hils deres kone Side 1 af 10
og sig vær glad for, han kan græde. Ja, så var vi jo rolige igen. Vores nabokone syntes, Karl var en stor dreng, men han var da noget tynd, så jeg gav ham sukkervand, det kunne han lide, og så blev Karl så rolig. Ja ja, det var dengang, naboen kom og kiggede til en. Men altså, Lisbeth kom ret hurtigt. Det var jo så i Finderup ved Høng. Imens far gik efter jordemoderen, havde jeg en nabokone. Hun var mere nervøs end mig, så Lisbeth var født, inden far kom tilbage, ligeledes før jordemoderen kom. Nabokonen talte noget højt. Far tyssede lidt på hende, så siger hun Ja, men Johannes, du har da fået en datter. Far blev jo noget forbavset. Far troede, det var Karl, der græd. Han lå i et værelse ved siden af, så der blev glæde i hjemmet for anden gang! Vi blev så i Finderup en tid, til vi fandt noget andet. Det blev ved Ruds Vedby. Vi fik en lejlighed i en villa. Det var nu ikke altid lige sjovt. Det var vanskelige folk at bo hos. Far havde fået skovarbejde igen samme sted, som da vi var i Hestehaven på herregården Conradinelyst. Vi var vist kun 1 år eller lidt mere i den lejlighed, før vi ændrede kurs igen. Inden vi rejste, besøgte vi nogle venner, bl.a. Karls barnepige Asta Madsen i Reslev nær Ruds-Vedby. Det var december måned meget koldt men vi cyklede jo selvfølgelig, der var ingen rutebil på disse kanter. Jeg var uheldig og fattede ikke, at jeg pludselig var i den modsatte side af vejen og væltede med Lisbeth. Hun blev bange og græd, hvilket ikke var underligt, da hun opdagede, det var en fremmed mand, der bar hende over på den anden side af vejen i et nærliggende hus. Jeg kendte folkene kun lidt. Jeg ænsede jo hverken bilnummer eller noget, men opdagede for sent, det var 3 fulde mænd jægere de skulle selvfølgelig bare have os lidt af vejen og sagde ingenting. Lisbeth blev selvfølgelig urolig ved det og forskrækket, også jeg blev det. Min frakke blev ødelagt, og jeg fik hul på armen og var ikke meget for at køre igen. Far blev ved med at sige Prøv nu igen, men vi nåede jo da Reslev den aften knap 3 km. Asta badede min arm, rensede og forbandt den. Asta var nu husbestyrerinde for en ældre mand, vores gode ven Johannes Pedersen. Altså, vi slap jo billigt, men vi opdagede jo så, det var en bil, som havde ramt min cykel. Nok om det. Midt i december 1944 må det blive, flyttede vi så til Hornbæk Præstegård hos en pastor Overgård ved Randers. Der var jord til denne præstegård, som præsten plejede at dyrke. Vi skulle så i fællesskab passe dette. Der var 10-12 køer og en del grise osv. Det gik så denne vinter. Far havde regnet med lønforhøjelse, men det blev der ikke. Ja, så ville far nu ikke gå for en slik, som vi kalder det, så vi valgte at flytte igen! Det var også en meget dårlig lejlighed, som hørte til. Det var slemt med mus. De muntrede sig i alle køkkenskabene, ja tro det om I vil det eller ej, de åd også soda, Side 2 af 10
som jeg troede, jeg kunne have i fred, men nej, de var sultne. Jeg brugte det dengang til iblødsætning til storvasken. Vi havde lige fået nye senge, men de blev helt ødelagt af fugt i soveværelset. Der var fugtigt og koldt alle vegne. Kakkelovnen kunne slet ikke varme stuen op, om også det var en stor kakkelovn, så vi var altid i køkkenet. Det var ret stort, så der kunne Karl og Lisbeth lege. Vi havde et gammelt skab fra min ungdom. Det fulgte os hver gang, vi flyttede og blev brugt flere gange som spisekammer, så også her, men nu blev det maj 1945. Da søgte vi så nye græsgange igen kan man godt kalde det. Far søgte bestyrerplads på en gård og fik den. Det blev så i Sønderfelding altså Vestjylland nær Ringkøbing. Det var ellers et dejligt sted. Vi var mere os selv helt igennem og blev glade for at være der. Vi pyntede også lidt op på huset indendøre, så gårdejeren og fruen sagde I har fået det så pænt nu, men det var jo kun kort, kun en sommer. Vi lavede alt selv: rensede roer og kartofler, ja og høsten klarede vi også selv far og mig. Jeg var altid med i marken (der var 50 tønder land). Det var daglig kost, men det gik godt. Karl og Lisbeth fulgte jo selvfølgelig med i marken alle vegne, de kunne lide det især når de var med på arbejdsvognen, som vi sagde en stiv vogn. Der var ikke gummihjul dengang. Nu skifter jeg lige med et par linjer. Jeg synes, I skal have med, altså før vi når Sønderfelding, rejser vi fra Randers den 2.maj 1945 klokken 6:30 morgen er vi på Randers Banegård til klokken 11:30, først da kommer et tog, vi må komme med. Tiden blev jo lang, men 1 kniv havde vi med til et stykke franskbrød. Det var ikke let at få brød den dag, der var jo tyske soldater overalt. Vi så meget den formiddag. Mange ældre kom ud af kreaturvogne med kludesko og galocher på fødderne. Ynkeligt at se så mange helt unge soldater (store drenge). Der var ingen smil tilovers, men alvorlige ansigter. De tyske unge vidste nok, hvad vej det gik. Ja, det var strengt at opleve. Samme dag så vi stor skrift i avisen, at Hitler ikke var her mere det blev der råbt højt om Hitlers billede, der var i avisen. Han havde vist skudt sig selv, blev der talt om. Han var nok ikke klar over, at krigen kunne han ikke vinde. Nå, men endelig kører toget først 11:30. Vi kørte frem og tilbage en hel formiddag og var født i Silkeborg ved 8-tiden om aftenen og fik ringet til Karla og Ernst i Resenbro som aftalt, hvis vi ikke kunne køre længere. Ernst kom ved 10-tiden med sit jumbe-køretøj. Hesten var lidt sky, så den måtte Ernst trække igennem byen, lys var der jo kun under jumben. Det var jo småt med lys under krigen på mange måder, altså mørklægning havde vi vel i fire år, men dejligt at komme til Resenbro hos Karla og Ernst. Vi fik dejlig mad og var både sultne og trætte. En god seng at sove i til næste dag, så kørte far på cykel fra Resenbro til Sønderfelding en lang og besværlig tur, det var Side 3 af 10
jo ikke på gummi, nej det var en cykel på reb, Ernst havde fået af far altså min far engang. Karl, Lisbeth og jeg blev i Resenbro i nogle dage. Far ringede så til Karla og Ernsts nabo, at nu kunne vi nok rejse til Sønderfelding nu var der vist mere ro i trafikken, men børnene og mig oplevede jo 5.maj 1945 i Resenbro, ja det var også en underlig dag, men det kan Lisbeth og Karl nu ikke huske. De var jo ikke ret gamle, 3 og 4 år, men endelig rejste vi, og far hentede os på stationen altså Sønderfelding. Det blev en lang rejse, kan vi sige fra den 2.maj vist først til 7.maj (vi kørte jo frem og tilbage den anden maj). Vort flyttegods kommer siger far, Men vore cykler mangler. Nå, ja ja, det kunne der jo ikke gøres noget ved, der var jo ingen dansk politi dengang, men vi måtte jo savne dem og så køre på reb til vores købmand 3 km. Ja jeg har jo egentlig skrevet, at vi var glade for at være i Sønderfelding, men nu ikke mere i aften. Klokken er over midnat. Videre i morgen. Jeg tilføjer, der var en have lige ned til Skjern å, det var nu ikke rart. Jeg måtte indprente Karl og Lisbeth, at de aldrig måtte gå derned i haven. Det gjorde de heller aldrig. De fandt flere gravhøje, de kunne lege i. Det var deres lyst, der kunne de gemme sig, så en dag det var slemt stormvejr, var jeg bange for dem, at de var gået ned til Skjern å, men pludselig råbte Karl: Mor vi er da bare her, vi leger så godt på en gravhøj. Min mor sagde så til mig, at hun ikke kendte nogen børn, der legede så godt sammen, som de to, og som mor så ofte sagde, varer det gode ikke så længe. Hun havde ret. Vi blev kun ½ år i Sønderfelding, da ejeren ville sælge, og han kunne sige os op på 14 dage. Vi blev egentlig noget pas ved det, men det var en dejlig sommer, og vi tænkte ofte, vi havde lavet mange gode tørv til vinterbrug, som vi ikke fik brug for, men far kørte alligevel tørvene i hus, så der var brænde til den næste, vores efterfølger. Vi så i avisen, der gik 2 år, inden den blev solgt. Nåh ja, så måtte vi jo bryde op igen. Ofte tænkte jeg, om det mon kunne betale sig at pakke tingene ud! Vi skal måske snart flytte igen. Jeg tilføjer lige, at vi havde fået en dejlig stor kasse med vaskemidler af den gode slags (fået den af far), men der var ingen sæbe, da flyttelæsset kom til Sønderfelding. Ja, vi oplevede jo en del ind imellem flytninger, men ikke altid lige spændende. Mærkeligt nok var det jo næsten altid en ny spænding, hvordan vor nye tilværelse blev gang på gang. Vi flyttede så fra vort dejlige sted i Sønderfelding, som vi egentlig var kede af at forlade. Jeg erindrer, at Karl og Lisbeth gik stille og sagde farvel til dyrene især sødmælkskalvene, som blev deres kæledyr. Det blev så 1.november 1945, at vi flyttede på en gård ved Tarm i nærheden af Skjern, Lønborg sogn. Vi syntes nok, vi blev lidt køligt modtaget, da far og mig selv måtte få flyttelæsset i hus altså selv bære vores møbler på plads i en sølle lejlighed. Gårdejeren og en karl kom først til syne, da vi Side 4 af 10
næsten var færdige. Det blev far meget skuffet over, da de vidste, at vi ventede Karen i marts. Jeg blev da også dårlig, så far sagde Gå ind i din seng, før det går galt. Nå, men det blev bedre efter en hviletid. Jeg må tilstå, gårdejeren husker jeg ikke i øjeblikket. Jeg blev skuffet over lejligheden, som far hurtigt blev klar over, da jeg jo ikke havde set den i forvejen. Det var der ikke mulighed for. Far skulle så være forkarl på denne gård, og jeg skulle egentlig være med til malkningen (22 køer) sammen med andenkarlen. Der var malkemaskine både morgen og aften, men det gik ikke således. Far ville ikke have, jeg malkede om morgenen. Nej sagde far. Skal jeg mon så selv sidde med morgenmaden og være i marken kl. 6:30 morgen, den går ikke, og skal min kone så lade børnene være alene? Nej, det blev sådan, at jeg blot malkede om aftenen klokken 7:42, så var far jo hjemme og inde ved Karl og Lisbeth. Bonden ville også, at jeg skulle være med i marken, trække roer og hjælpe fruen på gården med forefaldende arbejde i huset. Det sagde far også nej til. Vi har to børn og venter nr. 3, så de kunne nu ikke sådan danse rundt med far, som de ville. Der var også spandevask hver dag 8 eller 10 stk., som tilfaldt mig. Da vi nåede hen i januar måned, bad far mig fri for spandevask, da det blev noget strengt, så de sidste to måneder blev jeg fri for det, men passede malkningen, indtil Karen kom. Moster, ja Lukas moster, som vi sagde (fars moster), hun var hos os en tid næsten 6 uger, så moster holdt vi hævd havde da nok taget fejl med tidspunktet. Nej sagde far sidst i marts kommer vor nye arving, og det blev jo også sådan. Den 29.marts. Moster blev til det var overstået, men rejste hjem, så snart jeg var oven-senge, men ellers gik alt som det skulle. Lisbeth og Karl var meget glade for deres lillesøster. Jeg kom hurtigt i gang med spandevask og malkning, som den unge pige måtte klare en tid. Det gik også nogenlunde. Vi boede egentlig dårligt. Stuen kunne ikke varmes på, om også der var en stor kakkelovn, ja et skrummel, så der kunne vi ikke være. Vi var mest i køkkenet et meget lille køkken. Bageovnen kunne ikke bruges, komfuret kunne vi altså kun lave mad på. Jeg husker en aften, jeg var til møde. Far var hjemme med børnene, og de ville så prøve at bage to franskbrød. Far siger, da jeg kom hjem: Det er da mærkeligt. Jeg fyrer godt på, men brødene vil ikke blive bagt. De er helt hvide endnu. De blev jo aldrig bagt, så blev vi da klar over, at ovnen var uduelig, men det måtte vi jo bare tage med som så meget andet Jeg må føje til at det var et dejligt stort soveværelse, så der var plads til både Lisbeths og Karls seng, ja også til vuggen, hvor Karen lå. Et lille lyspunkt, men det var også alt. Side 5 af 10
Nå, men alt som tiden gik, så blev bonden utilfreds med min malkning. Jeg skulle jo malke efter maskiner. Han mente ikke, jeg malkede sent nok. Jeg svarede: Det er da nu mærkeligt, da jeg har malket køer med hånden, siden jeg var 8 år og malket på en gård i 2 år, der blev aldrig klaget, men dig kan jeg så ikke gøre tilpas. Far gjorde nu vrøvl over det, og det blev sådan, siger far, at han ville malke sammen med mig, men kun hver anden aften, ellers kan vi rejse, sagde far, hvis det ikke passer dig, men bonden ville ikke af med far. Han var godt tilfreds med far, det var kun mig, der ikke altid passede ham. Nå, men vi lejede et lille tomt hus på den anden side af vejen tæt på gården. Det var en slags frihed for os, også en have til. Børnene og jeg var der meget den sommer, der nød de det og kunne røre sig. De havde jo ingen steder at leve, for deres have måtte vi ikke komme i. De havde ellers selv børn. Nummer 4 fik de, imens vi var der, men de kunne ikke lege med vores, de var jo kun folkenes børn. Sådan følte vi det hele tiden, men deres, de måtte godt gå og kigge ind ad vore vinduer, men det fik far nu forhindret, så de holdt op med det. Året gik, og vi var der godt et år, så ville far ikke mere der. Vi havde en del godt brændsel og regnede med at skulle bo i det dejlige lille hus, som vi brugte den sommer. Vi solgte brændslet til bonden til hans nye folk efter os, da vi ikke kom til at bo der... november 1946. Alligevel som vi havde glædet os til, så ville far gå på løst arbejde. Det blev helt anderledes, da min far og Valdemar havde købt huset i Laven, og der ville min far gerne om vi flyttede til Laven at bo der indtil maj. Det gjorde vi. Jeg vil nu fortælle, at børnene og jeg nød den sommer i det lille hus, hvor jeg bagte dejlige æbleskiver og franskbrød i lange baner. Vi nød gerne den søndag, vi havde fri hver anden søndag. Sådan var det at arbejde på gårde dengang, og havde vi gæster, var vi der. Jeg mindes Margrethe og Søren fra Esbjerg. De besøgte os dér og syntes også, det var et dejligt fristed. Ja, så brød vi op igen og flyttede til Laven i far og mors hus. Der var jo dejlig og god plads mere end vi var vant til og der kunne jeg bage brød i komfuret, det nød jeg. Eller også bagte jeg brød i kakkelovnen, jo 2 sten i kakkelovnsrummet med låge på, altså en koge-kakkelovn (2 sten og så 1 lagkageform godt fuld, det blev et godt franskbrød til en søndag morgen). Karl og Lisbeth fik nu frit løb at kunne lege i vidt omfang, altså rigtig god plads at røre sig på. Det nød de selvfølgelig, men hvor var det en kold vinter. Vi havde kun lidt at fyre med, nogle bløde løse tørv, som Ernst hjalp os med at få i hus. De skulle helst i ovnen, før de kunne brænde, så de var jo ikke tørre, men havde fået rigeligt med regn. Vi havde jo intet køretøj, så derfor hjalp Ernst os. De boede jo i Resenbro dengang. Jeg mindes Karl og Lisbeth, de fik vanter Side 6 af 10
på, ellers frøs de fingrene, så det var meget koldt, men så med tiden fik far arbejde med at køre mælketuren i Laven by, altså en hest og vogn, og far havde en klokke at ringe med, ligesom isbilen gør i dag. Det var vor nabo, der tilbød far dette arbejde, da han selv var syg en tid, vel en måned. Så søgte far i skoven, Linå Vesterskov, og fik arbejde dér, som han egentlig blev glad for, men hen i maj kom far og mor så til Laven, og Valdemar kom vist først. Han var kontrolassistent dengang i Linå, Laven og Møllerup mener jeg en lang tid, ja helt til han blev gift med Petra. Far og mor var nu i Laven en del år sammen med Valdemar. Med tiden købte Valdemar så hele huset, og Petra og han boede der nogle år, indtil de fik købt Vattrup Gård ved Kjellerup, som de stadig har, også nu i 1989. Ja, så flyttede vi jo igen, ikke noget nyt, det blev Bakbo. Et hus, som hørte til skovarbejdere. Egentlig et godt hus, men det var jo noget afsides. Der kom hverken købmand eller brødkusk, så vi måtte selv hende alt. Der var 3 km til Laven by. Nå, men Karen voksede jo til og blev en rask pige. Hun kunne jo ikke gå, da vi flyttede til Bakbo, men hun elskede at køre på numsen lige nedenfor trappen til huset. Jo, de muntrede sig alle tre. Der var jo også god plads til at lege, en god have var der med forskellige frugter, nyt for os. Far fik da lavet hønsehuset, så vi fik høns. Vi havde også en god hund. Jeg tror, det var en grønlænderspidshund. Far arbejdede sammen med Søren Rasmussen. De arbejdede godt sammen. Søren havde en lille ejendom og en hest i nærheden af Bakbo. Han besøgte os af og til i Laven i fars og mors hus, og vi jorde store øjne, da Søren en dag kom med et lille læs tørt træ, og det var dejligt tørt bøgetræ, noget godt brænde at fyre med. Jo, sagde Søren, Jeg kunne da ikke lide at se, jeres børn gik med vanter på inde i stuen. Sådan noget husker man hele livet. Det var virkelig en kærlighedsgerning. Jo, der kunne godt både være lange og kolde tider, når husene var meget kolde, de forskellige steder, vi har boet. Sådan noget som at fyre ét sted måtte være nok, der var ikke så meget at fyre med, så enten bruge komfur eller kakkelovn til både at koge mad især grønkål eller andre ting blot der var varme et sted ad gangen, var det fint. Og skulle jeg stryge, altså varme strygejern på komfuret, bagte jeg gerne samtidig for at udnytte varmen. Jeg tænker mest på, da vi var i Bakbo eller Laven, hvor jeg kunne bruge komfuret til bagning. Det har ikke altid været en selvfølge at kunne det alle steder. Nå, men tiden gik, og vi går med, og vi fik et barn mere. Det var Viggo, der kom i 1948 den 6.marts en stor dreng. Det gik heller ikke så let, men heldigvis var han velskabt Side 7 af 10
som alle de andre børn, ja det er en stor gave at få sunde og velskabte børn, men også en stor opgave at modtage dem. Det var en dum jordemoder, jeg havde. Pludselig siger hun, at det varer længe, vist ikke i dag, men far mente noget andet og tilføjede: Vi har altså født børn før i dag, og min kone har været syg i flere dage, så det kan ikke passe. Den udtalelse måtte hun tage til sig, og pludselig siger hun: Johannes, de må skynde dem at ringe efter lægen, han må afbryde sin konsultation og komme straks. Han kom, og lidt efter havde vi en søn mere! Men hun var streng. Far sagde bagefter, at hun var fuld. Derfor blev far noget bestemt, det er jo ikke godt ry i sådan en tid. Ja, så syntes vi da, at vi nu havde fire dejlige raske børn, og 2 af hver slags. Det kunne da ikke være bedre, og de legede godt sammen både i haven og nær ved skoven, egentlig et skønt sted at bo. Vi havde jo en fin udsigt til Himmelbjerget og var meget nær ved vandet. Jeg mener, det hed Jul-sø. Der sejlede små både nær ved vort hjem Bakbo og til sommerlejren på den anden side af vandet. Der var jo flere lejre i løbet af sommeren, for eksempel Møgelø. Jevlsborg i Laven hed den, jeg selv har været på, da jeg var 15 og 19 år. Det var en herlig tid, man ikke glemmer. En god sommerferie, ja til opbyggelse for hele livet, ligesom en højskole jo også kan være. Jeg var jo på højskole 1936 i Tommerup på Fyn, som nu er en efterskole. Det er også sundt for de unge, som oplever det. Mange gange en god ballast for dem senere i livet. Nok var vi glade for Bakbo, men det var jo strengt at arbejde i skoven dengang, både med økse og sav, på forskellige måde. Nu om dage er der jo ikke ret megen håndkraft, men med elektriske ting og sager, og når der skulle slæbes kævler ud af skoven til vejkanten, var det jo med hestekræfter og videre med håndkraft og sætte træet i rummeter. Inden vi forlader Bakbo vil jeg erindre, at mor kom og passede Viggo og mig i nogle dage. Lige dagen efter vi havde fået Viggo, forinden havde mor været hos Karla og Ernst i Resenbro ca. 10 km. til os, da Aage kom 8 dage før Viggo, så mor var ret godt optaget med at passe børnebørn dengang. Der var jo ikke så langt fra Laven til Bakbo, men langt nok, når vi skulle handle, 3 km. Ja, så har vi nu boet både i Jylland og på Sjælland. Vi forlader Jylland 1949 og drager til Sjælland, det bliver Værløse, da far havde fået pladsen på Høvelte Kaserne som kasernemedarbejder, men det første ½ år boede både Ernst og far i Birkerød ved Ruth og Mor. Karla og jeg boede nu i Bakbo, indtil vi fik lejlighed i Værløse (Toftebo) både Karla og Ernst. Vi kom til at bo lige over for Side 8 af 10
hinanden, før vi vidste af det, og det var af og til vi kiggede ind til hinanden. Karla og Ernst købte hus i Bregnerød, da de havde været 6 år i Værløse. Vi fik gode lejligheder, men det var jo en lang vej at køre på cykel 10 km til Høvelte. Der arbejdede både far og Ernst og så 10 km hjem igen. Vi var glade nok for at bo i Værløse. Der fik vi da også nogle venner, som vi kunne dele mangt og meget med. Det havde vi det jo småt med, da vi flyttede de første 10 år, vi var gift. Her blev vi så i 8 år. Far fik lov til at dyrke kartofler og meget andet grønt. Det var en gårdejer Boesen, som tilbød dette, noget jord, som med tiden skulle bruges til garager, altså udlejning til biler, men i noget tid fik vi da lov til dette. Jeg husker, at far lavede en rundkreds af hønsetråd, og der voksede blomster omkring (Latyrus). Det blev et lysthus for os at bruge en søndag eftermiddag. Det var ofte vores søndagstur, hvor vi drak vores kaffe. Jo, det var en slags frihed for os alle, især når det var solskin. Karl, Lisbeth og Karen kan nok erindre dette. De kendte også Boesens til dels. Karen var jo hos dem en tid, da jeg var syg og på Hæld ved Viborg, men et kedeligt sted for Karen. Hun kunne bedst lide deres søn, som var flink imod hende. Karen siger, at når hun fik lov til at være med på traktoren, havde hun det bedst, da var Karen ca. 6 år. Et tidspunkt var jeg hjemmefra i 5 måneder, dels på Hæld og Viborg sygehus, det var maveblødning osv., men far og Karl, de holdt hus sammen, dengang Lisbeth og Viggo, de var i Laven hos mine forældre. Ja det var jo ikke så let at have børnene fordelt ude omkring så længe, men det kom vi da over, og der blev glæde i hjemmet, da vi kunne være sammen igen. Den sidste tid var Karen i Blovstrød hos Ruth og Aron. Hun siger, at dér havde hun det godt. Hun havde nu Erling og Erik at kunne tale med hver dag. Det var jo nogle helt andet end Kirke-Værløse hos Boesens, der var jo ingen børn at lege med. Der kom så en tid, hvor det kneb med at klare hjemmet, og Karen og Viggo kom i børnehave i et halvt år. Ganske fint. Jo, der var flinke folk indenfor Børnevæsenet dengang, som hjalp os. Det betød meget. Karen og Viggo var glade for at gå i børnehaven. Naboerne fortalte mig: Du kan tro, at Karen holdt Viggo fast i hånden. Han måtte ikke gå over gaden, som Karen siger. Der var hun en god barnepige. Karl og Lisbeth passede jo deres skolegang, så kunne det gå, når jeg gik alene. Husmoderhjælp var ikke let at få dengang. Der gik nogle år, så kom hans, 7 år efter Viggo. Vi boede i Værløse, da Hans ankom. Jeg husker de fire børn vi havde kom ind til Karla og Ernst, da fødslen stod på. Vi boede nemlig dør og dør, så det var let at få dem anbragt. Jo, vi havde ofte glæde af, at vi boede tæt på hinanden. Vi fik sommetider en tår kaffe om formiddagen, Side 9 af 10
Karla og jeg. Vi var jo hjemmegående. Jo, det var tider dengang i en mere rolig tilværelse, end den er nu, når vi ser ud i verden. JA, kl. 6:30 aften kom Hans så, og der blev glæde i hjemmet. En dejlig stor dreng, ja så flyttede vi fra Værløse til Kattehale, da Hans var 2 år, og Hans kunne ikke lide at flytte. Nej, da vi kom til Kattehale, ville Hans kun være i vore dyner, han syntes det hele var noget mærkeligt noget, men vi var nu glade for at komme til Kattehale. Der var jo fri tumleplads for børnene mere end de var vant til. Jeg springer lidt i det, eller tilbage. Det var gerne Karen, der måtte køre Hans i barnevognen, men det var hun nu ikke altid lige glad for. Det kneb børnene fra gaden at lade ham være, de skulle da lige kigge ind i vognen og helst tage dynen af. Det kunne jeg jo ikke tage. Nå, men der gik så nogle år igen, så kom Ingerlise pludselig en dag. Ja, det gik stærkt med hende. En meget hurtig fødsel, så jeg havde været hurtigt på hospitalet. En frisk rask pige var hun, det er jo altid det, man tænker. Er hun nu, som hun skal være osv. Det var lidt om vores tilværelse. Jeg kan ikke samle mig om mere nu, er heller ikke rask nu mere, men blot dette, kære børn: Jeg burde skrive mere. Ingerlise, ja hun blev også en rask pige på mange måder, det er jo en Guds gave at have raske børn. Meget at takke for, nu er det den 20.november 1990. Jeg må slutte her. Modtag en kærlig hilsen kære børn. Jeres mor. Tak for alt godt. Lev vel. Side 10 af 10