VALGKAMPEN OG VALGET 1994.

VALGKAMPEN OG VALGET 1994. Valgkampens meningsmålinger af JØRGEN GOUL ANDERSEN Institut for Statskundskab Aarhus Universitet Universitetsparken 8000 Århus C. Maj 1995 ARBEJDSPAPIR NR. 3 FRA DET DANSKE VALGPROJEKT ISSN 1395-3176

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord... 1 1. Hvordan gik valget?... 2 1.1. Historisk set... 2 1.2. I forhold til meningsmålingerne 1993/94... 4 1.3. Valgkampen... 6 2. Valgkamp-effekten... 8 3. VKZ-effekten... 10 4. Sociale mønstre ved 1994-valget... 14 4.1. Højredrejningen blandt arbejdere... 14 4.2. Højredrejningen blandt de privat ansatte funktionærer... 15 4.3. "Trækdyr" og forsørgede... 18 4.4. Kvindernes venstredrejning - mændenes højredrejning... 19 4.5. Højredrejningen i den unge generation... 20 4.6. Fremtiden tegner borgerlig... 21 5. Reaktioner på regeringens politik... 23 5.1. Ledighedskurven - ingen direkte betydning... 23 5.2. Det økonomiske opsving - ikke regeringens fortjeneste... 24 5.3. Skattereformen - kun straf, ingen belønning... 25 5.4. Konsekvenserne af regeringens politik - sammenfatning... 27 6. Opinionsklimaet midt i 1990'erne... 29 6.1. Økonomisk troværdighed... 29 6.2. Den økonomiske politik... 31 6.3. Den offentlige udgiftspolitik... 33 6.4. Sammenfatning... 35

Valgkampen og valget 1994. Valgkampens meningsmålinger Jørgen Goul Andersen Forord maj 1995 Nærværende arbejdspapir er oprindelig baseret på et foredrag på Esbjerg Højskole afholdt umiddelbart efter valget den 21. september 1994, hvor formålet var at tegne et billede af valget på basis af de dengang foreliggende data. Den skriftlige version af foredraget blev herefter optrykt som FiU-notat (Fagbevægelsens interne Uddannelser). Nærværende version, der er skrevet i september/oktober 1994, skulle have været trykt straks, men manglende tid har ført til gentagne udskydelser. Resultaterne, der fortrinsvis stammer fra nogle undersøgelser foretaget af AIM Nielsen A/S for Ugebrevet Mandag Morgen under valgkampen (og for en dels vedkommende offentliggjort dér), har dog fortsat aktualitet til udbygning og nuancering af valgundersøgelsens data, hvorfor papiret hermed udgives i valgprojektets arbejdspapirserie. Der er foretaget en afkortning samt nogle mindre justeringer i forhold til det oprindelige manuskript, men ingen større revision, selv om valgundersøgelsen kan anfægte visse af tolkningerne. 1

1. Hvordan gik valget? Et af de største problemer, når man skal forklare valget, er næsten at finde ud af, hvad der skal forklares. Socialdemokratiet er en glimrende illustration: - Historisk set var det et dårligt valg for Socialdemokratiet, alting taget i betragtning. - I forhold til meningsmålingerne 1993/94 var det et pænt valg for S. - Selve valgkampen var middelmådig for S. 1.1. Historisk set Ved valgene går det op og ned for de enkelte partier, der ofte driver kannibalisme på nabopartierne. Set under den synsvinkel er der ikke noget specielt ved 1994-valget. Men ser man i stedet på partigrupper, er der faktisk mange overraskende tendenser, specielt når man ser tallene i et lidt længere tidsperspektiv. Tabel 1 viser en opgørelse over samtlige valg siden 1971, hvor der er opdelt på venstrefløjen, Socialdemokratiet, midterpartierne og VKZ-partierne. Venstrefløjen og Socialdemokratiet er under ét kaldt "socialistiske partier", midterpartierne og VKZ-partierne er kaldt de "borgerlige partier". 1 - For de socialistiske partier under ét (45.0 procent) var valget elendigt. I nyere tid har kun valgene i 1957, 1968, 1973 og 1975 været værre. - For venstrefløjen under ét var valget nærmest en katastrofe. De 10.4 procent til partierne til venstre for Socialdemokratiet er det næstlaveste i 25 år. Kun 1977- valget var lige så dårligt. I forhold til 1987 er der tale om en halvering af venstrefløjens stemmeandel. Venstrefløjens tilbagegang blev overset af medierne, fordi den blev camoufleret af, at der for første gang i mange år slet ikke var stemmespild på venstrefløjen. I 1990 var der et stemmespild på hele 4.4 procent (svarende til 8 mandater). - For Socialdemokratiet (34.6 procent) var valget dårligt. Ganske vist er 34.6 procent en anelse over gennemsnittet for de sidste 25 år. Men når venstrefløjen er så svag, plejer Socialdemokratiet at være større. 1) Venstrefløjen omfatter også partiet De Grønne og partiet Fælles Kurs. Midterpartierne omfatter også Retsforbundet samt Pensionistpartiet (der kun opstillede en enkelt gang). 2

- For midterpartierne (9.2 procent) var valget en katastrofe. Det er det dårligste resultat i 25 år - og en halvering i forhold til midterpartiernes storhedstid i 1970'erne. Ironisk nok er der i mange lande (f.eks. Tyskland og Sverige) en tendens til, at midterpartierne skrumper ind - til trods for, at vælgerne holdningsmæssigt bevæger sig ind mod midten. - For højrefløjen (44.7 procent) var valget en historisk succes. Igen blev det lidt overset af medierne. Med fremgangen på 6.5 procent i forhold til 1990 fik VKZpartierne det bedste valg i 50 år. Selv ved det borgerlige jordskredsvalg i 1973 var højrefløjen ikke så stærk, og man skal helt tilbage til 1945 for at finde et valg, hvor højrefløjen fik lige så mange stemmer. I 1945 fik Venstre, Konservative og Dansk Samling også tilsammen 44.7 procent. Regner man Dansk Samling til midten, skal man helt tilbage til 1929 for at finde større tilslutning til højrefløjen (dengang fik V og K i alt 44.8 procent). - For partisystemet var valget lidt af en bet. 1.0 procent af stemmerne faldt på kandidater uden for partierne - mere end på noget tidspunkt siden første verdenskrig - og for første gang siden 1929 blev en løsgænger valgt. 2 Set i et historisk perspektiv er der altså tale om en voldsom højredrejning ved 1994-valget. For regeringen og venstrefløjen er spørgsmålet: Hvordan kunne det gå så galt? - tilmed under et økonomisk opsving, hvor vælgernes økonomiske forventninger er vendt og i top. 2) I 1953 blev en repræsentant for Slesvigsk Parti formelt opstillet og valgt som løsgænger. 3

Tabel 1. Forskydningerne mellem partigrupper og blokke i dansk politik. Valgene 1977-1994 år/måned venstrefløj Socialdemokratiet socialisterne i alt midterpartier højrefløj borgerlige i alt Valget 1971 12.1 37.3 49.4 18.3 32.3 50.6 Valget 1973 11.1 25.6 36.7 25.9 37.4 63.3 Valget 1975 11.3 29.9 41.2 16.4 42.4 58.8 Valget 1977 10.3 37.0 47.3 17.6 35.1 52.7 Valget 1979 11.9 38.3 50.2 13.8 36.0 49.8 Valget 1981 15.3 32.9 48.2 17.1 34.7 51.8 Valget 1984 15.0 31.6 46.6 14.3 39.1 53.4 Valget 1987 20.6 29.3 49.9 13.9 36.2 50.1 Valget 1988 17.7 29.8 47.5 12.3 40.1 52.4 Valget 1990 12.6 37.4 50.0 11.5 38.2 49.7 Valget 1994 10.4 34.6 45.0 9.2 44.7 53.9 Anm. Venstrefløj: Socialistiske partier til venstre for Socialdemokratiet samt De Grønne og Fælles Kurs. Midterpartier: Radikale, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti, Retsforbundet og Pensionistpartiet. Højrefløj: Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet. Jakob Haugaard + andre uden for partierne fik 0.3 procent i 1990. (heraf Haugaard 0.3) og 1.0 procent i 1994 (heraf Haugaard 0.7). Kilde: Statistiske Efterretninger og Søren Risbjerg Thomsen, "Udviklingen under forholdstalsvalgmåden (1920-84", pp. 35-69 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.), Valg og vælgeradfærd. Århus: Politica. 1984. 1.2. I forhold til meningsmålingerne 1993/94 Når det har været overset, hvor afvigende 1994-valget var, hænger det naturligvis sammen med, at meningsmålingerne længe havde forudsagt endnu større forskydninger til højrefløjen. Tallene er vist i tabel 2. De største forskydninger skete i det første halve år af regeringens levetid (hvor det meste af dens politik blev gennemført - og hvor danskerne stemte ja til EU). En del af dykket for regeringspartierne i sensommeren 1993 var dog "kunstigt". Således viste meningsmålinger en kraftig mobilisering af Venstre-vælgere (så godt som ingen var i tvivl om, hvad de ville stemme) og en tilsvarende kraftig demobilisering af navnlig socialdemokrater, SF'ere og radikale (op til 30 procent var i tvivl om, hvad de ville stemme). Derfor havde de sidstnævnte partier noget "til gode", når der kom et valg. Det er en hovedforklaring på, at situationen "normaliseredes" lidt op til kommunevalget i november 1993 (Vilstrup/Politiken 19.9.1993; Green/Børsen 20.9.1993; Gallup/Berlingske 29.9.1993 (samt 28.9., 30.9., 1.10., 2.10., 3.10. og 5.10.); AIM/Ugebrevet Mandag Morgen 4.10.1993). 4

Tabel 2. Meningsmålinger 1993-1994. Procent. Vejet gennemsnit 1990 valget 1993 1994 jan. feb. aug. sep. okt. nov. dec. jan. feb. mar. apr. maj jun. aug. valg A. SD 37.4 35.5 36.3 30.7 30.8 31.1 33.0 32.9 32.4 32.7 31.2 31.8 32.4 32.1 32.5 34.6 B. RV 3.5 3.5 4.0 3.4 3.5 3.7 3.8 3.8 4.0 3.7 4.1 3.6 3.9 4.5 4.5 4.6 C. Kon 16.0 14.1 13.3 12.1 12.0 12.0 12.0 11.9 12.1 13.0 13.4 13.5 13.2 14.8 15.8 15.0 D. CD 5.1 4.0 3.0 2.9 2.4 2.4 2.3 2.4 2.3 2.3 2.0 2.1 2.0 1.6 1.9 2.8 F. SF 8.3 11.0 9.9 9.7 9.0 8.9 8.8 9.1 9.3 9.1 9.9 10.0 9.9 10.5 9.9 7.3 Q. Kr.F. 2.3 2.1 2.0 2.1 1.9 2.0 1.9 1.7 1.8 1.8 1.9 2.2 2.1 1.9 1.9 1.8 V. V 15.8 22.3 24.1 28.2 30.8 29.8 28.4 29.2 28.6 27.6 26.8 26.3 26.2 25.7 24.2 23.3 Z. Frp. 6.4 5.9 5.3 8.2 7.4 7.5 7.1 6.4 6.3 7.2 7.8 7.7 7.6 6.3 7.0 6.4 Ø. Ø 1.7 1.2 1.2 1.7 1.7 1.9 1.8 1.7 2.1 1.6 1.9 2.1 2.1 1.9 1.9 3.1 Øvr. 3.5 0.4 0.9 1.0 0.5 0.7 0.9 0.9 1.1 1.0 1.0 0.7 0.7 0.7 0.5 1.0 I alt 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 V.fl. 1 12.6 12.3 11.7 12.1 10.9 11.2 11.3 11.4 12.2 11.4 12.5 12.5 12.4 12.8 11.9 10.4 SD 37.4 35.5 36.3 30.7 30.8 31.1 33.0 32.9 32.4 32.7 31.2 31.8 32.4 32.1 32.5 34.6 B+D+Q 10.9 9.6 9.0 8.4 7.8 8.1 8.0 7.9 8.1 7.8 8.0 7.9 8.0 8.0 8.3 9.2 C+V+Z 38.2 42.3 42.7 48.5 50.2 49.3 47.5 47.5 47.0 47.8 48.0 47.5 47.0 46.8 47.0 44.7 ABDQ-reg 48.3 45.1 45.3 39.1 38.6 39.2 41.0 40.8 40.5 40.5 39.2 39.7 40.4 40.1 40.8 43.8 A+F+Ø+øvr 50.9 48.1 48.3 43.1 42.0 42.6 44.5 44.6 44.9 44.4 44.0 44.6 45.1 45.2 44.7 46.0 A+F+B 49.2 50.0 50.2 43.8 43.3 43.7 45.6 45.8 45.7 45.5 45.2 45.4 46.2 47.1 46.9 46.5 Anm. "Venstrefløj" er beregnet som følger: (A) 1991-94: SF+Enhedslisten+Øvrige, minus (skønnet) 0.3 procent til Retsforbundet og udenfor partierne. (B) Valget 1990: SF+Enhedslisten+Fælles Kurs+De Grønne+- Humanist.Parti. (C) Valget 1994: SF+Enhedslisten. Kilder: Vejet gennemsnit af Observa/BT, Greens/Børsen, Sonar/Jyllands-Posten, Gallup/Berlingske og Vilstrup/Politiken. Observa og Sonar medtager kun opstillingsberettigede partier. Herefter er kurverne "flade" frem til august 1994 - bortset fra en konstant tilbagegang for Venstre, hvis "formkurve" knækkede for tidligt. Ved septembervalget fik Venstre kun halvdelen af den fremgang, partiet var lovet et år forinden. Men frem til august 1994 gik det meste af Venstres tilbagegang til de Konservative. Som en sammenligning af juni- og august-tallene med valgresultatet viser, skete der imidlertid en del, da det først blev alvor: - For venstrefløjen var valget skuffende i forhold til sommerens meningsmålinger. Enhedslistens fremgang kunne ikke opveje SF's tilbagegang. Valgresultatet lå således ca. 2 procent under meningsmålingerne fra juni/august. - For Socialdemokratiet var valget en sejr. Valgresultatet lå godt 2 procent over meningsmålingerne i de nærmeste måneder forud for valget. - For midterpartierne var valget en sejr. De hentede sammenlagt omkring 1 procent i forhold til meningsmålingerne. - For VKZ var valget en skuffelse. Partierne mistede ved valget 2-2½ procent i forhold til meningsmålingerne forud for valgkampen - og 5.5 procent i forhold til sep. 1993. 5

- For regeringen under ét var valget positivt: Sammenlagt vandt regeringspartierne 3-3½ procent i forhold til sommerens meningsmålinger. Det betyder, at det samlede tab i forhold til januar 1993, da regeringen tiltrådte, endte med at blive så lavt som 1½ procent. Resten af regeringspartiernes tilbagegang på sammenlagt 4.5 procent var nemlig sat over styr allerede inden regeringsskiftet i januar 1993. Set i forhold til meningsmålingerne er spørgsmålet altså både for venstrefløjen og højrefløjen, hvorfor det gik så meget tilbage. Og for regeringen er spørgsmålet, hvorfor det lykkedes at rette situationen så meget op, som tilfældet var. Var det f.eks. den delvist knækkede arbejdsløshedskurve, der gjorde udslaget? Var det VKZ-frygten? Eller skattelettelserne? 1.3. Valgkampen Tallene ovenfor siger imidlertid ikke så meget om effekten af selve valgkampen. Ofte sker der nogle bevægelser lige omkring valgets udskrivelse, som valgkampagnerne så enten kan forstærke eller svække. Valgkampen kan tabel 3 sige noget om. Den første søjle viser meningsmålingerne for august, den anden søjle målingerne 1 uge efter valgets udskrivelse, dvs. før valgkampen var kommet rigtigt i gang. Den tredje søjle viser meningsmålingerne efter 2 uger, medens den sidste viser valgresultatet. Skal man måle effekterne af selve valgkampagnerne, er en sammenligning mellem valgresultatet og tallene i den anden søjle (1 uge efter udskrivelsen af valget) nok det nærmeste, man kan komme. Her bliver konklusionerne, at: - For venstrefløjen gik valgkampen meget dårligt. Specielt for SF, der tog et stort dyk sidst i valgkampen. Og det kunne ikke opvejes af fremgangen for Enhedslisten. - For Socialdemokratiet var valgkampen middelmådig: Man led ingen tab. Men man fik heller ingen gevinst. - Centrum-Demokraterne kæmpede en vellykket overlevelseskamp, der mobiliserede mange demobiliserede eller frafaldne CD-tilhængere. Analyser før valget havde vist, at CD havde noget til gode - men også, at partiet risikerede at miste alt. - Kristeligt Folkeparti undervurderede faren. Partiet har en stor blok af trofaste kernevælgere. Her havde analyserne forud for valget dog vist, at der ikke var så meget at hente - men partiet mistede næsten alt, hvad det havde at miste. 6

- VKZ klarede valgkampen flot. Trods signalforvirring omkring Z-samarbejdet og Uffe Ellemann-Jensens problemer med at definere "landbrugets organisationer" blev det faktisk til et lille plus. Egentlig skulle man have forventet en tilbagegang. Tabel 3. Meningsmålinger under valgkampen. Procent. Vejet gennemsnit valget 1990 august september 1 september 2 valget A. SD 37.4 32.5 34.6 34.5 34.6 B. RV 3.5 4.5 4.3 4.3 4.6 C. Kon 16.0 15.8 15.6 15.6 15.0 D. CD 5.1 1.9 1.8 2.2 2.8 F. SF 8.3 9.9 9.5 8.9 7.3 Q. Kr.F. 2.3 1.9 2.2 2.0 1.8 V. V 15.8 24.2 22.7 22.5 23.3 Z. Frp. 6.4 7.0 7.1 6.7 6.4 Ø. Ø 1.7 1.9 1.8 2.6 3.1 Øvr 3.5 0.5 0.4 0.7 1.0 I alt 100.0 100 100 100 100 V.fl. 12.6 12.2 11.3 11.5 10.4 SD 37.4 32.5 34.6 34.5 34.6 B+D+Q 10.9 8.3 8.3 8.5 9.2 C+V+Z 38.2 47.0 45.4 44.8 44.7 regering 48.3 40.8 42.9 43.0 43.8 A+F+B 49.2 46.9 48.4 47.7 46.5 A+F+Ø+øvr 50.9 44.7 46.3 46.7 46.0 Kilde: Som tabel 2. Sep1 ca. 1 uge efter udskrivelsen af valget, Sep2 ca. 2 uger efter. Sep2 excl. Observa. Spørgsmålene bliver altså: Hvad gik galt for SF? Kunne Socialdemokratiet have gjort det bedre? Og hvad forklarer, at Enhedslisten, CD og til dels Venstre klarede sig godt, mens de Kristelige dumpede til prøven? Vi starter med disse sidste - og vanskeligste - spørgsmål. 7

2. Valgkamp-effekten Vi har ingen målinger af, hvordan valgkampen blev opfattet af vælgerne. Blot ved vi, at Socialdemokratiet blev topscorer til præsentationsprogrammet med ca. 1 million seere. Så det følgende er ikke baseret på "hårde kendsgerninger". På venstrefløjen er Enhedslistens fremgang næppe udtryk for ideologisk venstredrejning, men mere en effekt af SF's svækkelse (samt den gratis PR omkring præsentationsprogrammet). SF's svækkelse skyldes et dilemma, som blev meget synligt i valgkampen: For at få parlamentarisk indflydelse har SF firet kraftigt på traditionelle SF-synspunkter - med EU-spørgsmålet som det vigtigste. Men partiet er nærmest rykket længere fra indflydelse i takt med, at det har modereret sig. Det øger tilhængernes frustrationer. Socialdemokratiet undgik klogt en diskussion af regeringsperiodens konkrete politikker, men holdt sig til de brede linjer. Det var dog en kampagne, der savnede engagement og argumenter. Dermed blev det en demobiliserende kampagne. F.eks. fik partiets opinionsdannende tilhængere ikke mange argumenter, de kunne gå ud og påvirke andre med. Kampagnestilen var vag i forhold til bevidste og engagerede vælgere, der ikke bryder sig om indholdsløse plus-ord eller for tydelig iscenesættelse, og partiets præsentationsprogram blev præget af en del svaren uden om. Centrum-Demokraternes overlevelseskamp var lidt af et modstykke. Med en partileder, hvis stjerne var dalet dramatisk forud for valget, og begunstiget af valgkampens indledende meningsmålinger, der pegede på en kamp mellem to blokke, argumenterede partiet ivrigt for sin eksistensberettigelse. Som midterparti og formidler, og som forsvarer for nogle bestemte issues. Hvoraf nogle er populære (beskyttelse af bolig- og bilejere), medens andre næppe er det (f.eks. hjemmeservice). Partiets melding om fortsat regeringssamarbejde var næppe særlig populær - men den var klar og ærlig. Kristeligt Folkeparti førte derimod valgkamp med spredte markeringer, dyre løfter og uklare meldinger om samarbejdet efter valget. Det er panikreaktioner fra et parti med for megen behagesyge. Panikken skyldes måske også, at partiet var for længe om at se skriften på væggen - måske fordi nogle havde udtalt, at partiet nok skulle klare sig i kraft af den stærke partiorganisation. Valget er et vidnesbyrd om, hvor lidt det betyder i dag - partiet fik kun godt dobbelt så mange stemmer som Jacob Haugaard. Venstre var hæmmet af, at økonomien stod ret lavt på vælgernes dagsorden, specielt blandt de usikre, hvoraf flertallet var kvinder. Men partiet argumenterede dygtigt og pædagogisk omkring økonomien. Her var der masser af ammunition til partiets meningsdannere. Uffe Ellemann-Jensens undertiden charmerende frækhed har nok også haft betydning i forhold til unge, relativt 8

uengagerede vælgere, selv om "Uffe-effekten" kan trække i begge retninger: Han er både elsket og hadet. Argumenterne tæller formentlig mere end personfaktoren. Og så gavnede det nok både V og K, at VKZ-faren var drevet over - både i kraft af afsværgelsen af alliancen og (især) i kraft af meningsmålingerne. Da kunne "pæne" VK-vælgere med større sindsro stemme på V og K. I hvert fald for Socialdemokratiets vedkommende bekræftes tolkningen af Søren Risbjerg Thomsens beregninger, der siger, at Socialdemokratiet mistede mange vælgere til sofavælgerne, jf. nedenfor. I 1990 var det lige modsat. Da var alle socialdemokrater af huse, så Socialdemokratiet havde bundrekord i sofavælgere. 3 Først og fremmest på grund af håbet om en ny regering, og i øvrigt efter en nogenlunde lige så "valium-præget" kampagne som i 1994. Men 1990-valgkampen bød dog på tre klare og tildels mobiliserende argumenter: Værn om velfærdsstaten, nej til ufinansierede skattelettelser og appel til bredt samarbejde. 3) Jf. beregninger foretaget af Søren Risbjerg Thomsen for Ugebrevet Mandag Morgen 3.10.1994, samt FiUnotat om 1990-valget af undertegnede. 9

3. VKZ-effekten Det ser altså ikke ud til, at selve valgkampagnen flyttede stemmer fra VKZ. Men selve udskrivelsen af valget flyttede stemmer. Det blev øjeblikkeligt markeret af navnlig Venstre, at alternativet til regeringen var et VKZ-samarbejde. Nu var det alvor for de mere midtersøgende borgerlige vælgere, og det har formentlig haft betydning for en lille, men vigtig gruppe. Annonceringen af en VKZ-blokdannelse, bundet af faste økonomiske aftaler med Z, var ikke til at løbe fra, selv om man senere i valgkampen gjorde sig store anstrengelser. Havde V og K i stedet ignoreret Fremskridtspartiet, havde de sat partiet i samme kattepine som SF. At et VKZ-flertal var upopulært, blev til overflod demonstreret i en AIM-undersøgelse foretaget umiddelbart før valgets udskrivelse. Som det fremgår af tabel 4, syntes kun 28 procent af vælgerne godt om den mulighed, medens 54 procent var modstandere, heraf de 41 procent stærkt imod. Et VKZ-flertal var også langt mere skræmmende for vælgerne end et S-SF-R-flertal. Den siddende regering var det "mindst ringe" alternativ for vælgerne. Ganske vist med lidt færre ivrige tilhængere end et S-SF-R-flertal, men til gengæld også med væsentligt færre ivrige modstandere. Det er interessant, at også SF-vælgere syntes godt om Nyrup-regeringen - mindst lige så godt som midtervælgerne, jf. tabel 5. 10

Tabel 4. Vælgernes syn på forskellige regeringsalternativer og samarbejdsmuligheder efter valget Nuværende reg.: Soc.- Dem., Rad., CD og KrF. S-R-SF-flertal VKZ-flertal Gamle firkløverregering (K,V,CD,KrF.) Meget godt 13 19 13 9 6 Ret godt 24 18 15 25 21 Neutral 16 8 8 9 19 Ret dårligt 22 17 13 25 28 Meget dårligt 16 28 41 23 14 Ved ikke 9 10 10 9 12 I alt 100 100 100 100 100 SKR-samarbejde: S-Rregering i samarb. m. K. PDI: Godt minus dårligt (procentpoint) -1-8 -26-14 -15 Spm. "Vi skal jo have folketingsvalg inden så længe, og jeg vil nu gerne høre Deres mening om forskellige regeringsmuligheder efter valget. Jeg vil bede Dem svare, om De synes meget godt, ret godt, ret dårligt eller meget dårligt om hver af de regeringsmuligheder, jeg nu vil nævne. 1. Fortsættelse af den nuværende firepartiregering af Socialdemokratiet, de Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti. 2. Genskabelse af den gamle firkløverregering, dvs. Konservative, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. 3. Et VKZ-flertal: En regering af Konservative og Venstre, med støtte fra Fremskridtspartiet. 4. Et S-R-SF-flertal: En regering af Socialdemokratiet og de Radikale, med støtte fra SF. 5. Et S-K-R-samarbejde: En regering af Socialdemokratiet og de Radikale, der samarbejder med de Konservative." Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen/AIM Nielsen. Telefoninterviews med 978 vælgere over 18 år, i perioden 17.- 21. august 1994. Tabel 5. Syn på regeringsalternativer og samarbejdsmuligheder, opdelt efter parti stemte i 1990: PDI: Andel tilhængere minus andel modstandere Nuværende regering S-R-SFflertal Andel "synes meget dårligt om" VKZ- flertal Nuværende regering S-R-SFflertal VKZ-flertal SF +34 +80-82 6 5 81 Socialdemokratiet +53 +43-76 2 4 65 Radikale +32 +3-41 9 21 41 Centrum-Dem. (+25) (-10) (-55) (10) (30) (50) Kristeligt Folkeparti (+39) (-54) (-54) (8) (46) (39) Venstre -56-81 +36 31 59 10 Konservative -64-79 +39 31 58 10 Fremskridtspartiet -53-80 +56 53 71 3 Anm. Tallene for CD og KrF bygger på færre end 25 svarpersoner, hvorfor tallet er angivet i parentes. Kilde: Som tabel 4. 11

Det betyder også, (1) at den nye regering efter valget startede med en vis good-will blandt vælgerne, og at (2) satsningen på fortsat samarbejde med midterpartierne ikke kun var en parlamentarisk fordel, men også alt andet lige en vælgermæssig fordel. Endelig understreger opdelingen på stabile, usikre og vaklende vælgere i tabel 6, at der var særlig stor modvilje mod VKZ-flertallet hos den vælgergruppe, der vaklede mellem regeringspartierne og VKZ-partierne. Endda så meget, at disse borgerlige marginalvælgere så mindre kritisk på et S-R-SF-flertal end på et VKZ-flertal (se tabel 6). Løftet om en samarbejdsaftale med Fremskridtspartiet var V og K's store fejl, og den efterfølgende signalforvirring, hvor V og K fik travlt med at distancere sig, gav hånlige kommentarer selv i den borgerlige presse. Men den var nødvendig: Var valget mellem regeringen og VKZ blevet dominerende valgtema, havde V og K stået meget svagt. Tabel 6. Syn på regeringsalternativer og samarbejdsmuligheder blandt sikre vælgere, usikre vælgere og marginalvælgere vil stemme i 1994: 1) PDI: Andel tilhængere minus andel modstandere (N) Antal svarpers. Nuværende reg. Andel "synes meget dårligt om" S-R- SFflertal VKZflertal Nuværende reg. S-R- SFflertal VKZflertal 1.Venstrefløj, sikker +17 +84-84 6 2 82 82 2.Venstrefløj, usikker (+13) (+75) (-75) (13) (0) (71) 24 3.V.fl./Reg.marginalvælgere +70 +93-93 0 0 92 60 4.Regeringsparti, sikker +65 +44-83 3 7 73 215 5.Regeringsparti, usikker +33 +8-56 0 8 41 39 6.VKZ/Reg.marginalvælgere +29-21 -40 8 29 40 48 7.VKZ, usikker -26-36 +2 24 36 19 42 8.VKZ, sikker -64-85 +46 33 63 7 317 1) En lille gruppe på 6 vælgere, der vakler mellem venstrefløjen og højrefløjen, er udeladt. Usikre vælgere er vælgere, der svarer "ved ikke" på spørgsmålet om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen, men som angiver et parti på spørgsmålet "Hvis De alligevel skulle vælge, hvilket parti synes De så, De hælder mest til?" Marginalvælgere er defineret ud fra spørgsmålet: Vil De overveje at stemme på et andet parti? (Hvis ja) - Hvilket? Kilde: Som tabel 4. Det foruroligende for Socialdemokratiet var dog, at et VKZ-flertal overhovedet kunne være en realistisk mulighed. Historisk set burde det jo være utænkeligt (jf. tabel 1) - hvilket jo også var begrundelsen for doktrinen om, at blot Socialdemokratiet havde tilslutning fra de små midterpartier, var man sikker på regeringsmagten. 12

Den doktrin holder efter alt at dømme stadigvæk, men når den er mindre sikker end tidligere, hænger det både sammen med regeringens politik og med mere grundlæggende økonomiske, sociale og ideologiske ændringer. Nyrup I-regeringens politik 1993-94 er allerede historie 4 - og på vej til at blive glemt af vælgerne. Det afgørende er at finde ud af, hvad der blev tilbage (se afsnit 5 og 6). Vi starter dog med de sociale ændringer. 4) Notatet "Socialdemokratiet på vej mod bedre tider" (FiU, marts/april 1994) beskriver vælgerreaktionerne på nogle sider af denne politik. 13

4. Sociale mønstre ved 1994-valget Vi har endnu kun foreløbige oplysninger om, hvordan vælgerne stemte ved valget den 21. september. Men vi kan tegne et billede af hovedtrækkene. Tabellerne nedenfor bygger på en undersøgelse af 1959 repræsentativt udvalgte vælgere foretaget af AIM Nielsen A/S for Ugebrevet Mandag Morgen i perioderne 17.-21. august og 31. august-4. september. Selv om undersøgelsen er foretaget før valget, giver den alligevel et ret sikkert billede af, hvordan folk stemte. Afvigelsen i forhold til valgresultatet er, at venstrefløjen er 2-3 procentpoint overvurderet, Socialdemokratiet tilsvarende undervurderet. VKZ er ligeledes 2-3 procentpoint overvurderet, medens midterpartierne er undervurderet. Men det er jo netop meget små afvigelser, og fordelingen mellem socialistiske partier og borgerlige partier skulle være ret præcis. 5 4.1. Højredrejningen blandt arbejdere I "gamle dage" havde Socialdemokratiet en fast tilslutning blandt arbejderne, medens funktionærer og selvstændige sad mere "løst". I dag er det næsten ved at blive modsat: Tabel 7 viser, at - regeringen er gået dramatisk tilbage blandt arbejdere, især hos faglærte, - tilbagegangen blandt funktionærer er behersket, og - stillingen blandt selvstændige er stort set uændret. Det er også vigtigt at understrege, at - det er ikke venstrefløjen, der truer regeringen, men udelukkende VKZ, - VKZ-partierne fik en fordobling til ca. 40 procent blandt de faglærte arbejdere, - 2 ud af 5 arbejdere stemte borgerligt i 1994. Sammenligningen med stemmeafgivningen de sidste 30 år i tabel 8 viser, at - arbejdernes højredrejning er den stærkeste nogensinde, bortset fra 1973, 5) Som altid i sådanne undersøgelser er materialet nedenfor vejet. Der er nemlig altid for mange SF'ere (de siger aldrig nej til at blive interviewet), og der er for få Fremskridtsvælgere (de vil ofte ikke sige, at de har stemt på partiet). Desuden er Venstre som regel overrepræsenteret, medens de Kristelige er underrepræsenteret. Vi kunne godt have brugt en vejning, der fik resultaterne til at stemme nøjagtigt med valgresultatet. I stedet har vi brugt en vejning, der fik resultatet til at stemme nogenlunde med partifordelingen omkring valgkampens start. Helt nøjagtigt er der vejet på svarpersonernes oplysning om partivalg 1990. Men således, at der er vejet med (1+partivægt1990)/2. Det skyldes, at svarpersonerne har en tendens til at glemme, hvad de stemte i 1990. Lidt for mange "husker", at de har stemt på de partier, der er gået frem, og nogle "glemmer", at de har stemt på partier, der går tilbage. Derfor korrigerer man for lidt, hvis man slet ikke vejer, men for meget, hvis man vejer fuldt ud. Vejningen her udgør et gennemsnit. 14

- i øvrigt efterfulgt af "missilvalget" i 1988, hvorimod - 1990-valget betød en samling af arbejderne omkring Socialdemokratiet. Tilbagegangen blandt arbejdere forklarer, hvorfor Socialdemokratiet (og arbejderpartierne under ét) gik mest tilbage i "højborgene" - de større byer samt Hovedstaden. Beregninger foretaget af Søren Risbjerg Thomsen tyder på, at der dels var ret store vandringer fra Socialdemokratiet til sofavælgerne, dels ret store vandringer til Fremskridtspartiet (Ugebrevet Mandag Morgen 3.10.1994). 6 Disse beregninger forekommer sandsynlige, for de svarer fuldstændig til mønstret i 1990 - blot med omvendt fortegn. Fremskridtspartiet er nemlig i lige så høj grad et arbejderparti som Socialdemokratiet, målt på vælgersammensætning. Der er endnu ingen sikre forklaringer på den svigtende arbejdertilslutning i 1994 (og i 1988). Men det er fristende at gætte på, at en politik/valgkamp, der ikke tilgodeså arbejdernes holdninger, interesser og prioriteringer, kan være en del af forklaringen: - i 1988 ved et valg på missilerne (og en forudgående kraftig stigning i de offentlige udgifter på Socialdemokratiets foranledning). - i 1994 ved en alt for socialdemokratisk økonomisk politik (en forudgående kraftig stigning i de offentlige udgifter), kombineret med en alt for lidt socialdemokratisk fordelingspolitik (herunder skattereformen). Men det må understreges, at der på nuværende tidspunkt er tale om gisninger. 4.2. Højredrejningen blandt de privat ansatte funktionærer Man kunne tro, at 1990'ernes dramatiske farvel til 1980'ernes yuppie-drømme, krisen i finanssektoren, afsløringen af tvivlsomme dispositioner i store dele af erhvervslivet mv., ville betyde, at flere "Larsen'er" svingede tilbage til Socialdemokratiet. Men det er efter alt at dømme ikke sket. Netop den gruppe, Socialdemokratiet har satset på at få i tale, nemlig de privatansatte funktionærer, har bevæget sig endnu længere væk fra partiet. 7 ud af 10 privat ansatte funktionærer stemte borgerligt i 1994 - og 2/3 stemte på VKZ alene. Blandt offentligt ansatte funktionærer stemte kun 1/3 på VKZ. 60 procent stemte rødt. For kun 6) Risbjergs EDB-model beregning, der er foretaget på basis af stemmetallene for de enkelte kredse, tyder på et nettotab til sofagruppen på 0.6 procentpoint, og til Fremskridtspartiet på 0.5 procentpoint. Gallup's måling på valgdagen bekræfter vandringerne til sofagruppen, men tyder på lidt større tab til Venstre og de Radikale, lidt mindre til Fremskridtspartiet. Gallup-målingen har dog for få svarpersoner til at være sikker, medens Risbjergs beregning alene er en modelberegning. 15

godt 20 år siden, i 1971, stemte de to grupper fuldstændigt ens. Men i 1970'erne gik de offentligt ansatte til venstre, og siden begyndelsen af 1980'erne er de privat ansatte gået mod højre. At de borgerlige partier og i særdeleshed VKZ sætter sig så hårdt på gruppen af privat ansatte funktionærer, lover ikke godt for fremtiden for arbejderpartierne. For det er netop de privatansatte funktionærer, der vil blive flere af, hvis økonomien går som forventet. Det er også værd at bemærke, at forskellen mellem privat og offentligt ansatte funktionærer ikke beror på, at privat ansatte har væsentligt højere lønninger end de offentligt ansatte. Adskillige undersøgelser har også vist, at de to grupper har stort set sammenfaldende syn på velfærdsstaten - i hvert fald når det gælder ønsket om offentligt serviceniveau, social tryghed og skatter. 7 Men privat ansatte funktionærer identificerer sig mere og mere med erhvervslivets interesser. F.eks. viste en AIM-undersøgelse i Ugebrevet Mandag Morgen (26.9.94), at privat ansatte funktionærer er mere "afvigende" end nogen sinde i synet på, om der bør stilles krav om lønstigninger. Tidligere undersøgelser har også vist, at det navnlig er synet på Socialdemokratiets økonomiske politik, på rationaliserings- og effektiviseringsmulighederne i den offentlige sektor mv., der adskiller privat og offentligt ansatte. 8 Endelig kan det ikke udelukkes, at mere egoistiske interesser i forhold til skattereformen også har spillet ind ved 1994-valget: Både faglærte arbejdere og privat ansatte funktionærer hører til de hårdest ramte af den højere beskatning af fri bil og frynsegoder, medens de offentligt ansatte ikke har noget at bebrejde regeringen (Sonar/Morgenavisen Jyllands-Posten 8.9.1993). 7) Se f.eks. Jørgen Goul Andersen, "Vælgernes holdninger til den offentlige udgiftspolitik", pp. 145-90 i Karl- Henrik Bentzon (red.), Fra vækst til omstilling. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1988. 8) Jørgen Goul Andersen, "Responsible Welfare State Support in Denmark", pp. 151-80 i Tim Knudsen (ed.), Welfare Administration in Denmark. København: Finansministeriet, samt "Derfor stemmer Larsen borgerligt", Det fri Aktuelt 27.8.1987. 16

Tabel 7. Partivalg 1990 og stemmehensigt 1994. Opdelt efter stilling. Procent. Venstr efløj Socialdemokratiet Midterpartier VKZblok Socialistiskepartier i alt Borgerlige partier i alt Arbejder, ufaglært 1990 15 57 7 21 72 28 306 (N) Antal svarpersoner 1994 16 49 5 30 65 35 150 Arbejder, faglært 1990 13 55 10 22 68 32 207 1994 14 40 6 40 54 46 236 Funktionær, lavere 1990 15 37 14 34 52 48 765 1994 18 26 8 48 44 56 341 Funktionær, højere 1990 13 20 15 52 33 67 199 1994 21 15 7 57 36 64 118 Landmand 1990 2 4 2 92 6 94 55 1994 4 5 6 85 9 91 34 Anden selvst. 1990 8 12 10 70 20 80 111 1994 7 13 8 72 20 80 74 Arbejder i alt 1990 14 57 8 21 71 29 513 1994 15 44 6 36 58 42 386 Funktionær i alt 1990 15 33 14 38 48 52 964 1994 19 23 8 50 42 58 459 Kilde: Valgundersøgelsen 1990 samt Mandag Morgen og AIM Nielsen A/S. Telefoninterviews med 1959 vælgere i dagene 17.-21. august og 31. august-4. september. Vejet efter sociale kriterier samt efter partivalg 1990 (den benyttede partivægt vejer kun "halvt", dvs. der er vejet med (1 + pvgt)/2, hvor pvgt er den partivægt, der helt udligner afvigelsen i stemmefordeling i forhold til 1990-valget. Begrundelsen er, at vejning på den ene side er nødvendig, men at den traditionelle fulde vejning formentlig overdriver stabiliteten, fordi folk "husker", at de har stemt på partier, der siden er gået frem, og "glemmer", at de har stemt på tilbagegangspartier). Tabel 8. Stilling og partivalg. 1964-1994. Arbejderpartiandele i procent 1964 1966 1968 1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994 Arbejder 79 82 72 76 54 63 64 66 63 64 67 62 71 58 Funktionær 39 41 36 40 30 37 45 50 45 44 50 47 48 42 Selvst.landbr. 5 5 4 4 2 2 1 7 3 1 3 9 6 9 Selvst.i øvr. 26 22 15 20 12 12 14 21 15 12 20 17 20 20 Kilde: Jørgen Goul Andersen, "The Decline of Class Voting Revisited", pp. 91-107 i Peter Gundelach & Karen Siune (eds.), From Voters to Participants. Essays in Honour of Ole Borre. Århus: Politica 1992, samt som tabel 7. Det skal dog understreges, at netop sektoropdelingen hviler på et noget mere usikkert grundlag, idet den kun omfatter halvdelen af de knapt 2000 svarpersoner. Men der er næppe tvivl om, at opsplitningen mellem privat og offentligt ansatte er fortsat eller forstærket i 1994. 17