Nyrup hårdt såret af pinsepakke, efterløn og udlændingepolitik

Transkript

1 POLITIK Nyrup hårdt såret af pinsepakke, efterløn og udlændingepolitik Trods bedrede opinionstal er Nyrups krise dyb - Pinsepakke, efterlønsforlig og udlændingepolitik repræsenterer tre bølger af tilbageslag, der har efterladt dybe huller i baglandet -Efterlønsindgrebet er ikke glemt - Udlændingedebatten har gjort danskerne mere tolerante, men de, der hele tiden har været skeptiske, skifter nu parti - Sårene efter pinsepakken kan vise sig at være de farligste for Nyrup-regeringen Siden valget i 1998 har Nyrup-regeringen været ramt af tre bølger af tilbageslag, der har efterladt dybe huller i baglandet. Det viser sidste del af den store midtvejsanalyse, som Mandag Morgen har udført i samarbejde med ACNielsen AIM og professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet. Midtvejsanalysen kan læses i sin helhed på Mandag Morgens hjemmeside Analysen viser, at der trods den aktuelle bedring i opinionstallene er tale om den alvorligste krise for Nyrup, siden han overtog formandsposten i Socialdemokratiet og kort efter statsministerposten i Nyrups krise har tre hovedelementer - knyttet til tre faser i perioden siden valget i 1998:! Pinsepakken. Pinsepakken har ramt en betydelig del af det socialdemokratiske vælgerkorps og fået en del vælgere til at gå til de borgerlige partier, først og fremmest til Dansk Folkeparti. Det var pinsepakken, der først og mest markant fjernede regeringens parlamentariske grundlag i meningsmålingerne. Under denne første vælgerflugt voksede Dansk Folkepartis tilslutning ikke markant, utilfredse S-vælgere meldte sig i første omgang til Venstre eller sofaen, men den mest signifikante del af pinsepakkens ofre er i dag endt hos Pia Kjærsgaard.! Efterlønsforliget. Efterlønsindgrebet er langt fra tilgivet af vælgerne, men den typiske reaktion på vreden over efterlønsindgrebet i november 1998 har været afvandring til sofaen eller demobilisering. Efterlønsindgrebet gav Socialdemokratiet historisk bundrekord i januar 1999, men dengang skete en ikke ubetydelig del af afvandringen til SF og Enhedslisten.! Udlændingepolitikken. I efteråret 1999 og denne vinter har udlændingedebatten tydeligt været med til at flytte vælgere fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. Bemærkelsesværdigt nok viser undersøgelsen samtidig, at vælgerne generelt er blevet mere tolerante over for indvandrere og flygtninge. Generelt er der ikke tale om nogen skærpet holdning i udlændingepolitikken, tværtimod. Nedenfor gennemgås resultaterne af sidste del af den omfattende midtvejs-survey. Her er vælgerne blevet spurgt om de varige indtryk af pinsepakke og efterlønsforlig, om indflydelsen af den stærke fokusering på ældrepolitik og indvandrerpolitik, og om hvorvidt Socialdemokratiet er drejet til højre. Tidligere artikler har vist, hvordan det er lykkedes de borgerlige partier at overbevise vælgerne om, at de i dag er langt nærmere den politiske midte end for to år siden. Og hvordan Dansk Folkeparti og Venstre i dag har etableret sig som partier med en højere andel af arbejdervælgere end Socialdemokratiet. Det er i dette felt, hvor modstanderne har erobret helt nye positioner, at Nyrup-regeringen har lidt sine store vælgertab. Den samlede analyse er tilgængelig på Mandag Morgens hjemmeside, Nr april

2 Figur 1: Modstanden mod efterlønsindgrebet er særlig stor blandt de vælgere, der stemte socialdemokratisk i 1998, men ikke ved, hvad eller om de vil stemme i dag. Alle vælgeres vurdering af pct....efterlønsindgrebet 16 pct. Ved ikke Socialdemokratiske vælgeres reaktion på... Vil fortsat stemme på regering, midterparti eller venstrefløj...efterlønsindgrebet 18 pct. Gået til VKZO 32 pct. 12 pct. Gået til sofa/ved ikke...pinsepakken...pinsepakken Vil fortsat stemme på regering/midterparti/venstrefløj 22 pct. 19 pct. 14 pct. 20 pct. Ved ikke 24 pct. Gået til VK 1 Gået til ZO 1 Gået til sofa/ved ikke Procent Regeringens indgreb var forkert Regeringens indgreb var rigtigt Spm.: Tilslutning til "Alt i alt var det rigtigt af regeringen at gennemføre pinsepakken" Tilslutning til "Alt i alt var det rigtigt af regeringen at gennemføre indgrebet i efterlønsordningen". N=551 Note 1 : Ikke pålideligt resultat på grund af det lave antal respondenter. Kilde: ACNielsen AIM Vælgerne har ikke tilgivet regeringen efterlønsreformen Socialdemokratiets nedtur efter 1998-valget startede med pinsepakken og kulminerede med efterlønsreformen. Men siden Kosovo-konflikten ændrede dagsordenen for et års tid siden, har man ikke længere hørt megen kritik af de to reformer. Men det betyder ikke, at disse tidligere synder dermed er glemt. Vurderingen af pinsepakkens saglige grundlag deler i dag vælgerkorpset nogenlunde lige over. Men de utilfredse og dem, der personligt føler sig ramt, fylder godt op blandt de vælgere, der har forladt Socialdemokratiet til fordel for Dansk Folkeparti. Efterlønsforligets saglighed og rimelighed betvivles også stadig af et markant flertal af vælgerne. Men her er det i høj grad blandt de tidligere S-vælgere, der i dag er passive eller i tvivl, at man finder de utilfredse. På mange måder er vælgertabet i forbindelse med pinsepakken det alvorligste, Nyrupregeringen har lidt, fordi der her massivt bliver flyttet stemmer til fordel for en borgerlig regering. Netop skattepolitikken og den økonomiske politik er de områder, hvor der er stærkest sammenhæng mellem holdning og afvandring fra Socialdemokratiet. Det antyder, at den langtidsholdbare modvilje mod pinsepakken kan fasttømre en modvilje mod regeringen, som kan blive skæbnesvanger. Fordi en kernegruppe af socialdemokratiske arbejdervælgere (med eget hus og egen bil) kan være utrygge ved en Nyrup-regerings fremtidige politik over for bolig- og bil-ejere. Vurderingen af sådanne tiltag er karakteriseret ved, at svarene afhænger en del af formuleringen. Midtvejsundersøgelsen har tilstræbt en helt neutral formulering, der spørger til, om det var rigtigt af regeringen at gennemføre henholdsvis pinsepakken og indgrebet i efterlønsordningen. Det er sket for at fange synet på det saglige frem for vurderinger af, om det var politisk klogt. Nyrup taber på efterlønnen, regeringen på pinsepakken Som det fremgår af figur 1, er der ikke nogen overbevisende tilslutning til efterlønsindgrebet: 30 pct. finder, det var rigtigt at gøre det, 54 pct. er uenige heri. Holdningen til efterlønnen har først og fremmest sendt socialdemokratiske vælgere over i ved-ikke-/sofavælger-gruppen. Som det fremgår, er gruppen af tidligere socialdemokrater, der i dag ikke ved, hvem de vil stemme på - eller slet ikke vil stemme - kendetegnet ved en markant utilfredshed med indgre- 2 Nr april 2000

3 Figur 2: Der er i dag færre vælgere, der mener, at indvandring udgør en trussel, end ved valget i bet, som 79 pct. er imod og kun 19 pct. accepterer. Anderledes opgjort har 35 pct. af de socialdemokrater, der er utilfredse med efterlønsindgrebet, skiftet til sofa-/ved-ikke. Blandt dem, der er positive eller neutrale, er det kun 11 pct. En tilsvarende sammenhæng finder man, når det gælder Nyrups popularitet. De, der er kritiske over for efterlønsindgrebet er også mindst begejstrede for Nyrup. Derimod er der en noget svagere og statistisk usikker påvirkning af regeringens popularitet. Pinsepakken er lidt bredere accepteret: Blandt alle vælgere er 37 pct. for og 41 pct. imod. Interessant nok er der ikke noget, der tyder på, at holdningen til pinsepakken har kastet socialdemokratiske vælgere i armene på V og K, og der er kun en usikker sammenhæng mellem negativ holdning til pinsepakken og sofavalg. Derimod kan holdningen til pinsepakken have betydning for skift til Dansk Folkeparti/Fremskridtspartiet. Selvom det lille antal svarpersoner medfører en vis usikkerhed, er andelen af pinsepakke-modstandere blandt de tidligere S-vælgere, der er gået til Pia Kjærsgaard, markant. Ser vi på sammenhængen med sympatien for regeringen og Poul Nyrup Rasmussen, finder vi her en statistisk sikker effekt på regeringens popularitet, men ikke på Poul Nyrup Rasmussens popularitet - lige omvendt, hvad vi ovenfor fandt ved efterlønnen. Hvis man ser på, hvordan vælgerne personligt er blevet påvirket af pinsepakken, viser der sig en svagt negativ effekt. 8 pct. siger, de har fået flere penge til rådighed, men 37 pct. mener, at de har fået mindre. Pakken har ifølge vælgernes egen bedømmelse ramt nogenlunde lige. Dog mener de, at den har ramt stærkest blandt de årige og ramt en lidt højere andel blandt de borgerlige vælgere (inkl. midterpartierne) end blandt socialdemokrater og venstrefløjsvælgere. Det afgørende er her, hvordan det har påvirket tilbøjeligheden til at svigte regeringen og dens støttepartier. Det ser ud til, at socialdemokratiske vælgere, der er gået over til VKZO-partierne har haft noget dårligere erfaringer med pinsepakken end de øvrige, og forskellen er statistisk signifikant. En tilsvarende sikker effekt ses på regeringens popularitet, men ikke på Nyrup Rasmussens personlige popularitet. Resultatet kan måske sammenfattes sådan, at pinsepakken har givet en del socialdemokratiske vælgere et økonomisk tab, og at en forholdsvis stor del af dem er gået til de borgerlige partier, idet den nuværende regering har mistet deres sympati. Efterlønnen derimod har sendt vælgerne til sofaen og svækket Nyrups personlige popularitet, men ikke regeringens. Danskerne er ikke blevet mere fjendtlige over for udlændinge Vælgerne viser overraskende ingen tegn på radikalisering på udlændingepolitikken generelt siden sidste valg. Tværtimod erklærer et absolut flertal (53 pct.) sig uenige i, at indvandring udgør en alvorlig trussel mod vor nationale egenart. Kun 41 pct. var enige. Tallene har svinget op og ned, men ved 1998-valget var vælgerne mere indvandrer-skeptiske: Dengang var kun 44 pct. uenige i påstanden. Se figur 2. Samme mønster genfindes, når der spørges til, hvor mange flygtninge Danmark bør tage imod. Tidligere i år har Sonar i en måling for Jyllands-Posten (15. januar, 2000) kunnet rapportere en lignende udvikling, når det gælder familiesammenføringer. Udgør indvandring en alvorlig trussel? Note: Kilde: Neutral pct Spm.: Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vor nationale egenart. N=551. ACNielsen AIM Tallene kan altså ikke bekræfte en tendens til, at danskerne generelt skulle være blevet mere fjendtlige over for udlændinge, som det ellers hyppigt hævdes i debatten. Tværtimod synes disse tal at underbygge den hypotese, at debatten, selvom den kan være hård og kontant, i det store og hele befordrer tolerance og mindsker polarisering. Blandt andet markerer de borgerlige vælgere sig med ret positive holdninger. Til gengæld tager flere socialdemokratiske vælgere nu konsekvensen af deres holdninger. Mens der ikke er blevet flere indvandrer-skeptiske vælgere, skifter flere Nr april

4 af dem, der hele tiden har været kritiske, nu parti. Blandt de 1998-socialdemokrater, der var enige i, at indvandring er en trussel, skiftede 22 pct. til Dansk Folkeparti. Det tilsvarende tal for dem, der var uenige eller svarede neutralt, ligger på 2 pct. Et ganske tilsvarende mønster (baseret på et noget større antal svarpersoner) finder man, når det gælder holdningen til flygtninge. Tilfredshed med regeringens økonomiske politik Vælgernes holdninger til en række andre politikområder er belyst i tabel 1, der viser vælgernes tilfredshed eller utilfredshed med den førte politik på en række områder. Som det fremgår, varierer det ganske stærkt fra område til område. På en skala fra 0 til 10 vurderes regeringens økonomiske politik gennemsnitligt til karakteren 5,14, og en lignende karakter (5,22) gives til regeringens politik over for de arbejdsløse. Alle andre områder vurderes negativt, men i varierende grad. Det mest negative billede finder man på ældreområdet, hvor hjemmehjælpen får karakteren 3,57 og politikken over for pensionisterne generelt får karakteren 3,94. Flygtninge-/indvandrerpolitikken vurderes noget mere positivt, til en karakter på 4,14 - nogenlunde på linje med skattepolitikken (4,21) og sundhedspolitikken (4,28). Disse vurderinger afspejler naturligvis utilfredsheden med den offentlige service på ældreområdet, som også andre undersøgelser viser er i bund, mens tilfredsheden er stigende på sundhedsområdet, hvor bunden blev nået for et par år siden. Men dermed er det jo ikke givet, at det også påvirker regeringens popularitet. På ældreområdet er det jo i første omgang kommunerne, der er ansvarlige for serviceniveauet, og på sundhedsområdet er det amterne. Svarene kan tænkes at afspejle en generel vurdering af serviceniveauet snarere end specifik utilfredshed med regeringens politik. Økonomi og skatter vigtigst for regeringens popularitet Spørgsmålet om, i hvor høj grad holdningerne påvirker regeringens popularitet, er også søgt besvaret i tabel 1, som viser sammenhængen mellem tilfredshedsniveauet på det enkelte område og regeringens generelle popularitet. Hvis der er tale om vigtige årsager til vælgersvigt, må de pågældende holdninger være særlig stærkt forbundet med sympati for regeringen. Man kan også forestille sig den modsatte sammenhæng: At sympati for regeringen påvirker synet på regeringens politik, således at f.eks. borgerlige vælgere med ringe sympati for regeringen også er tilbøjelige til at nedvurdere dens politik. Derfor har vi ud over tallene for hele befolkningen også medtaget tallene for dem, der stemte socialdemokratisk i 1998: Hvis der også her findes en sammenhæng, er det mere nærliggende at tale om en årsagsforbindelse. Sammenhængene er målt ved korrelationskoefficienter (r), der kan gå fra -1 til +1. Ikke overraskende finder vi på alle områder en ganske stærk positiv sammenhæng: Jo bedre folk synes om regeringens førte politik, desto bedre synes de om den samlede regering. Men der er væsentlige forskelle. Således er r så høj som 0,52, både når det gælder skattepolitik og økonomisk politik, mens r kun er 0,32, når det gælder sundhedsvæsen og hjemmehjælp. Man skulle tro, at utilfredshed med sundhedsvæsen og hjemmehjælp ville være særligt befordrende for antipati mod regeringen. Men tallene kan afspejle, at mange borgerlige kernevælgere savner sympati for regeringen og samtidig lægger vægt på de gode borgerlige mærkesager: Orden i økonomien og lavere skatter. I så fald kan de pågældende dårligt give regeringen positive karakterer på disse områder. Derfor er det mest overraskende, at det er de samme to områder, der topper, hvis man ser på de vælgere, der stemte socialdemokratisk i Nok giver utilfredshed med socialpolitikken utilfredshed med regeringen, men sammenhængen er stærkest, når det gælder skatter og økonomi. Faktisk er det også her, man finder den stærkeste sammenhæng med afvandring fra regeringen til VKZO og ved-ikke-/sofa-gruppen - set under ét - mens sammenhængen er mindre iøjnefaldende, når det gælder ældrepolitikken, herunder hjemmehjælp. 4 Nr april 2000

5 Tabel 1: Skatter og økonomisk politik har størst betydning for regeringens popularitet - eller mangel på samme. Også for de vælgere, der stemte socialdemokratisk ved valget, vejer disse områder tungere i den samlede tilfredshed med regeringen, end f.eks. sundheds- og ældrepolitik. Skatter og økonomi vigtigst for regeringen Tilfredshed med regeringens politik Sammenhænge med sympati for regeringen* Alle vælgere S-vælgere 98 Sammenhænge med socialdemokrater, der går til højre, sofa og ved ikke* Vælgerholdning, score 1-10 Økonomisk politik Politik overfor de arbejdsløse Flygtninge-/indvandrerpolitik Politik på skatteområdet Sygehuse og sundhedsvæsen Hjemmehjælpen for de ældre Anden politik vedr. pensionister Spm.: Uanset hvad De mener om regeringens politik i almindelighed, så vil jeg gerne høre hvor tilfreds De er med den politik regeringen har ført på de enkelte områder 0 betyder meget utilfreds og 10 betyder meget tilfreds. Note*: Tallene angiver korrelationen betyder således 100. pct. sammenhænge mellem de to variabler. Kilde: ACNielsen AIM. N=551 Skatteutilfredshed særlig farlig for regeringen Hvordan skal man så fortolke dette? Stor utilfredshed på ældreområdet, men ikke så stor effekt på regeringens popularitet eller på det socialdemokratiske vælgertab, samt knap så stor utilfredshed på skatteområdet og pæn tilfredshed på det økonomiske område, men her stærkere forbindelse med popularitetstab og tab af vælgere til højrefløjen og sofaen? En mulig fortolkning er, at utilfredshed med skatter og økonomisk politik alt andet lige er farligere for regeringen, fordi vælgerne her opfatter regeringsalternativerne som værende bedre i stand til at tilbyde de løsninger, de pågældende vælgere ønsker. Mens der på velfærdsområdet - til trods for de borgerlige partiers forbedrede image - alligevel ikke er den store tiltro til, at de ville kunne gøre det bedre. I så fald er situationen lidt den samme som under den borgerlige regering i sidste halvdel af 80 erne, hvor vælgerne var alt andet end imponerede over regeringens økonomiske præstationer, uden at det af den grund skadede vælgertilslutningen voldsomt. Fordi vælgerne ikke regnede med, at Socialdemokratiet ville være bedre i stand til at løse problemerne. Sammenfattende synes Socialdemokratiets aktuelle vælgervanskeligheder ikke at kunne koges ned til en enkeltfaktorforklaring. Problemerne ser i høj grad ud til at skyldes uenighed i eller utilfredshed med regeringens politik - og bunder altså ikke kun i f.eks. statsministerens manglende popularitet. Nøjagtigt hvor stor en rolle det sidste spiller, er vanskeligt at gøre op, men der er næppe tvivl om, at det spiller ind. Hovedforklaringen synes stadig at være politisk, og det ser ud til, at efterlønsreformen stadig spiller en rolle for demobiliseringen af regeringstilhængere, at pinsepakke - og mere generelt skatte- og udgiftspolitikken - spiller en rolle for afvandringen til højre, samt at udlændingepolitikken påvirker afvandringen til Dansk Folkeparti. Vælgerutilfredsheden er størst, når det gælder politikken over for de ældre, men dette synes knap så stærkt forbundet med manglende popularitet og vælgertab, som man kunne forvente. Formentlig fordi der på disse områder ikke så entydigt findes politiske alternativer, som de utilfredse ville foretrække. REFERENCER: - Midtvejsanalyse på Erik Meier Carlsen emc@monday.dk Nr april