Mariager, december 1993. Lizzi og Ib Damsgaard

Forord Dette hæfte udgives som en hyldest til en hundredårig - og som en hyldest til den gruppe mennesker, der har påtaget sig det store arbejde, det er at holde den gamle mølle køreklar. Men hæftet er også et jubilæumsskrift i gængs forstand, udarbejdet på baggrund af eksisterende doku- 1

menter samtaler og diverse avisudklip, og når der måske er gjort lidt meget ud af at forklare arbejdsgangen på møllen og lidt mindre ud af det kildekritiske, er det med den forventning, at hæftet desuden kan bruges af besøgende som en guide, en indførelse i et arbejdsområde, der er ukendt for mange, men som dog er et af de basale: forudsætningen for det daglige brød. Der skal rettes en stor tak til de mange, som har hjulpet med oplysningerne om forholdene omkring møllen gennem årene, og helt specielt til lederen af egnsarkivet i Havndal, Verner Dahl, hvis hjælp har været grundlaget for udarbejdelsen af hæftet. Mariager, december 1993. Lizzi og Ib Damsgaard 2

Et par eksempler på tidlige kværntyper: Øverst en simpel håndkværn til fremstilling af "her-og-nu-mel"; nederst en udviklet type af mere industriel karakter. Mølleri på egnen i mange år Allerede vore forfædre i bondestenalderen for 4000 år siden indså nødvendigheden af at knuse kornkærnerne, inden de kunne anvendes til menneskeføde Først brugte man nogle flade sten til at knuse kornet senere fandt man på at lave en simpel kværn af to sten oven på hinanden, hvoraf den øverste kunne drejes ved hjælp af et håndgreb; så byggede man større kværne, der blev drejet ved hjælp af heste eller æsler, indtil man sluttelig lærte at benytte naturkræfterne: det faldende vand og vinden, inden dampma- 3

skinen, eksplosionsmotoren og el-kraften blev udbredt. Også på Havndal-egnen har der naturligvis været mølleri langt tilbage i tiden. Vi nævner nogle: Kastbjerg Mølle, som nu er nedlagt, var en af de ældste vandmøller i landet og nævnes allerede i 1334 i forbindelse med en retssag mellem bispen i Århus og Trudsholms ejer, Jørgen Krumpen. Møllen, som hørte under Trudsholm, var vandmølle indtil 1912, da der blev anskaffet en vindmotor og en dieselmotor. En anden gammel vandmølle er Kærby Mølle. Den har tilhørt Gråbrødre Kloster i Randers, og - i flere omgange - Mariager Kloster. I en tid tilhørte den Kjellerup, som 1907 solgte den til fire Kærby-gårdmænd. Foruden de nævnte møller leverede Kastbjerg vand til bl.a. Kjellerup Mølle, Skrødstup Mølle, Tuus Mølle i Falslev og Aa Mølle ved åens udløb i Mariager Fjord. Også ved Tvede å var der en del vandmøller: Gjesing, Hjørnkær og Gade Møllerne, under Gjesinggaard, og desuden havde Demstrup Hovedgård egen vandmølle og ejede derudover Tørring Vandmølle ved Ø. Tørslev. Det var få af disse vandmøller, som havde vand nok. Kun Tørring Mølle er nævnt som årgangsmøllen, d.v.s. at den i kraft af nogle stærke væld kunne male året rundt. Alle disse møller var - foruden Overgaards Vindmølle - privilegerede, d.v.s., de havde eneret. Sognenes bønder skulle anvende de privilegerede møller, 4

og nye måtte ikke anlægges, ligesom de eksisterende ikke måtte udvides uden tilladelse. Til gengæld var møllerne pålignet mølleskyld, en næringsafgift, men sammen med privilegierne blev denne afgift ophævet 1851-52. Overgaards Mølle, foreviget af ubekendt tegner på ubekendt tidspunkt. Lokaliteten findes i dag, men uden møllen. Herefter blomstrede mølleriet stærkt over hele landet. Det var vindmøller, efter hollandsk model, der blev opført. Vinddriften var trods alt mere stabil end vandet, som i de hårde vintre standsede al aktivitet og i de tørre somre kun kunne yde energi i begrænset omfang. Her på egnen opførtes bl.a. Nørlanggårds Mølle ved 5

Gjerlev i 1851, Hald Mølle i 1860, Ø. Tørslev Mølle i 1869 (som aktieselskab), Als Mølle i 1871, og ud over nyopførelserne blev en del af de eksisterende møllers kapacitet udvidet. Kort over en del af Lyshøj Mølles naturlige virkeområde. Gengivet med tilladelse fra Mariager kommunes tekniske forvaltning. Andelsbevægelsen På samme tid - ca. 1850 til først i 1900-tallet - bredte andelstanken sig som en steppebrand i de fleste euro- 6

pæiske lande - og mest i Danmark. Især indenfor landbruget var interessen for andelstanken stor. Her på egnen opførtes Andels-Mejeriet Kronborg i Dalbyover i 1888, Havndal Andelsmejeri i 1892, Mejeriet Haastoft i Udbyneder i 1892, Dalbyneder Brugs i 1891, Udbyneder Brugs i 1900, Havndal Brugs i 1906 - for blot at nævne de nærmeste. På arkivet i Havndal findes protokollerne med referater af de forhandlinger, der måtte til, for at et andelsforetagende kunne etableres - eller for den sags skyld en kvæg- og hesteforsikring, eller en borger-, en gymnastik-, en ungdoms- eller en foredragsforening! Der var nemlig gang i foreningsdannelsen. Navnene på de initiativrige mænd går igen i de forskellige protokoller, og deres efterkommere bor for manges vedkommende stadig på egnen. I disse protokoller findes også navnene på de mænd, der i 1894 tog initiativet til oprettelsen af Lyshøj Andelsmølle. Et par eksempler på konkretisering af begejstringen for andelstanken her på egnen: Til venstre Havndal Andelsmejeri, opført 1892, til højre Udbyneder Mejeri fra samme år, begge forlængst nedlagt. 7

Forstørret udsnit af kortet på side 6. Lyshøj Mølle etableres Hvad der affødte ønsket om opførelsen af en andelsmølle netop på Udbyneder- og Dalbyneder-egnen, vides ikke præcist, men afstanden til de eksisterende møller var måske trods alt for stor, eller måske havde man det lønlige håb, at omkostningerne kunne reduceres ved at gå sammen om en mølle. Noget må dog have udvirket en interesse uden for bøndernes kreds, for blandt underskriverne på et lånedokument vedrørende forarbejdet er anført en skomager, en snedker, en lærer, en skrædder, en murer, en dyrlæge, en sognepræst og - en musiker! De har måske haft et lille jordstykke og en ko eller nogle svin, men selvfølgelig var der flest jordbesiddere blandt de ca. 200 andelshavere. 8

Den første bestyrelse bestod af: P. Ahlers, Binderup, Jens Bach, Udbyneder, Anton Jensen (Hjulmann) Bjerre, Søren Juncher Dalbyneder, Anton Christensen, Dalbyneder og N. P Velling Udbyover. Af Niels Mortensen købte de matr. nr. 4f af Udbyover Mark for 457 kr. Jordstykket var en lang bakke, og med i købet var af en eller anden grund en forpligtelse til at holde arealet forsvarligt indhegnet - en forpligtelse, som dog senere blev frafaldet. På denne bakke skulle møllen placeres, og en tætliggende gravhøj, tidligere benævnt Lushøj, gav navn til møllen. Men først skulle pengene rejses. Bankvæsenet var netop i sin vorden på dette tidspunkt, så man kunne ikke lige smutte i banken og låne til en mølle. Til alt held var der på egnen en velhavende gårdmand, Niels Pedersen Kragh, Stangerum, som ville låne andelshaverne 14.000 kr. Om denne Kragh fortæller Villads Andersen, Dalbyover, blandt andet: Niels Pedersen Kragh var født 18. november 1829 og voksede op som adoptivsøn hos en gårdmandsfamilie i Dalbyover. Han giftede sig med en Stangerum-pige, Anne Marie Mikkelsdatter, som boede på den gård, der i dag ligger vest for vejen, lige før svinget til Enslev. Ved giftermålet overtog han gården i Stangerum og solgte gården i Dalbyover - som han havde ejet som ungkarl - til sin bror. Niels Kragh var noget missionsk, men kunne dog sætte en trumf på, når han blev vred. Han var meget velstående og oprettede bl.a. et legat, som nu er sammenlagt med andre små legater. Han har åbenbart også villet tjene en skilling ved pengeudlån, 9

som her ved Lyshøj Mølles oprettelse. Forsiden af panteobligationen fra 1894' som måtte udstedes som sikkerhed for de 14.000 kr., Lyshøj Mølle skulle opføres for. Beløbet skulle ikke afdrages, men forrentes med 4 % p.a., så længe ingen af parterne opsagde aftalen med et halvt års varsel. Den 22. juni 1915 blev der afbetalt 8.000 kr. og lavet en ny aftale om restbeløbet, men med forhøjet rente, 4½ %. Denne aftale er underskrevet med ført Penn af Anne Marie Kragh, enken efter Niels Pedersen Kragh, som var død 1911, og dennegang kun af 37 andelshavere Originalpapirerne opbevares hos Møllens Venner. 10

Den originale panteobligation samt pantebrevet, hvoraf fremgår, at renten var 4 % p.a., er stadig i behold. Panteobligationen blev underskrevet af 64 andelshavere, og Niels Kragh havde første prioritet i møllen. 11

12

Siderne med de 64 andelshaveres underskrifter gengivet i faksimile. 13

Dette billede er ikke af Lyshøj Mølle, men er medtaget for at anskueliggøre forskellen på møller med og uden krøje, hhv. med og uden svikker. Som det kan ses, skal møllehatten drejes (krøjes) manuelt ved hjælp af det store træstativ uden på møllen, hvis vindretningen ændres, ligesom det på vingerne udspændte læred ikke uden videre kan reguleres, så dækfladen ændres ved shiftende vindstyrker. Opføres som hollandsk mølle Møllen blev opført som en hollandsk vindmølle med selvkrøjer og selvsvikker af en møllebygger Larsen fra Randers og hans to møllebyggersvende brødrene Mikkelsen. Her er det måske på sin plads at fortælle lidt om, hvad en hollandsk mølle med selvkrøjer og selvsvikker egentlig er. 14

De tidligste vindmøller var såkaldte stubmøller, d.v.s., at hele møllen var monteret på en stub - en pæl - hvorom møllen kunne drejes horisontalt, så den stedse kunne holdes op mod vinden. I Holland udvikledes efterhånden en mølletype, hvor selve møllehuset var fastbygget på et fundament, mens den øverste del med vingerne, møllehatten, kunne drejes op mod vinden. Denne drejning foregik i begyndelsen ved hjælp af kæder og trækstænger på en omgang et stykke oppe på møllebygningen, men efterhånden som møllerne blev større, udvikledes denne type, så møllehatten ved hjælp af en krøje - en lille vindmølle monteret på tværs af mølleakslen - automatisk drejer sig op mod vinden, så arbejdsydelsen altid er optimal. Lyshøj Mølle havde en sådan krøje - en såkaldt selvkrøjer. Virkemåden er sådan, at når vindretningen ændres, vil krøje-møllens vinger blive fanget af vinden. Krøjens aksel overfører ved hjælp af nogle tandhjul sin kraft til en tandkrans, som er monteret på møllen, hvorved møllehatten med krøjen drejes så langt op mod vinden, at krøjens aksel igen står på tværs af vindretningen. Så går krøje-møllens vinger i stå - indtil vindretningen igen skifter. Det er klart, at denne opfindelse gav en noget bedre udnyttelse af vindkraften. Af andre reguleringsmuligheder var Lyshøj Mølle fra starten monteret med i- og oplukkelige lameller på vingerne, en slags persienner eller jalousi, som kunne lukkes og øge vingernes areal ved svage vindstyrker og åbnes, hvis vindtrykket blev for stort. 15

Lyshøj Mølle er bygget med krøje og svikker. Det vil sige, at arbejdsydelsen altid var optimal - hvis ellers vinden ville! I forbindelse med udskiftningen af vingerne i 1970-erne blev svikkerne dog erstattet af lærredssejl, men da var det jo heller ikke alvor mere. 16

Annonce fra Møllestensfabrikken "Engsko", Strømmen ved Randers. Andelsmøllens bestyrere De første forhandlingsprotokoller er desværre gået tabt, men det vides, at den første bestyrer af Lyshøj Mølle var den ene af møllebyggerne, J. C. Mikkelsen. Han var født i 1863 ved Skive, var uddannet møllebygger og havde fra 1890 forpagtet Skanse Møllen samme sted. Han blev på Lyshøj Mølle i fem år for en løn af 900 kr. årligt - men så måtte han også fede to grise op til sig selv. I de år, han var på møllen, eksperimenterede han med at lave kunstige møllesten, og da han i 1899 rejste, startede han og en bror møllestensfabrikken Engsko i Stationsbyen Strømmen ved Randers, som det anføres i en datidig annonce. Den 1. november 1899 kom Chresten Andersen som bestyrer. Han var på møllen i syv år og drev en ikke så lille cykelforretning ved siden af - og kaninopdræt. Han rejste i 1906 til Gudumholm, hvor han opførte en gammel vindmølle, som han havde købt og nedbrudt i Randers. Han afløstes 1906 af Rasmus Christensen fra Sødring. Han havde lært mølleriet i Kastbjerg, var gift med Jensine Jensen fra Skanderuphuset og var på møllen til 1916. I Rasmus Christensens bestyrertid var ansat en møllersvend fra Sødring, Marius Dahl. Han blev den efterfølgende bestyrer og var der til sit giftermål i 1920, hvorefter han rejste til Als. 17

Fra 1920 hed bestyreren Jens Jensen. Han havde i mange år været møller og fodermester hos købmanden i Udbyhøj, og han blev den sidste bestyrer for andelsmøllen. Lyshøj Andelsmølles sidste bestyrerpar, Charlotte og Jens Jensen og tjenestepige. Et af de ældste billeder af Lyshøj Mølle. 18

Andelsselskabet opløses-møllen sælges I 1914 kom elektriciteten til egnen. Det betød, at de fleste af møllens medlemmer faldt fra, da de købte egen motor og kværn. Man kunne male foderkornet selv. I 1924 besluttede bestyrelsen at likvidere selskabet, hvilket blev vedtaget på en generalforsamling. Møllen blev solgt - for 12.500 kr. - og et kapitel i egnens historie var slut. Agathe og Einar Madsen med børnene Jørgen, Ingeborg og Henning. Kun den yngste, Knud, mangler - han var for bette. Lyshøj Mølle efter 1924 Køberen af Lyshøj Mølle var en møllersvend fra Hvirring, hvor han var født i 1902. Einar Madsen, hed han, og han havde lært mølleriet pa Åle Mølle, 19

havde arbejdet som møllersvend på Rækker Mølle ved Skjern, været lagerforvalter i Købmandsgaarden i Viborg og var nu møllersvend på Terp Mølle ved Bjerregrav. Her havde han giftet sig med møllerens datter Agathe, og de to flyttede ind på Lyshøj Mølle med deres nyfødte søn den 15. december 1924. Ved et besøg hos Agathe Madsen, som i dag bor i Randers, hvortil hun og Einar Madsen flyttede i 1968, og hvor han døde i 1980, fortæller hun levende om tiden på møllen. Einar Madsen med to møllersvende foran den gamle motor. Dens svinghjul vejede 3 tons og måtte med stort besvær taljes op ad bakken, da det skulle monteres. 20

44 år på Lyshøj Mølle Jeg stod med min nyfødte søn, Jørgen, som var to måneder gammel, på armen og tudede, da jeg for første gang ankom til Lyshøj Mølle, fortæller Agathe Madsen. Jeg var ked af at flytte hjemmefra og var vant til sirlig renlighed - og her var støvet, og der var skråtobaksklatter overalt på møllegulvet. Vi gik dog i gang - møllen var i god nok stand, men arbejde var der lidt af. Det gik stærkt for bønderne på egnen med at få købt egen kværn, selv om man havde bedyret os det modsatte. Straks fra overtagelsen indså Agathe og Einar Madsen, at virkeområdet måtte udvides til andet og mere end mølleri. De fik opført et gødningslager, som blev bygget ind i skrænten syd for møllen. 1000 læs jord måtte flyttes for at skaffe plads. Der blev opført pakhus, hvori der blev installeret knusemaskine til soyakager og blanderi til kraftfoder, og der blev installeret en Triør-renser i pakhuset til bl.a. sædekorn, som også kunne bejdses her. Den gamle Hein -motor, som var svag, 16-18 hk, og nedslidt, blev 1934 udskiftet med en 35-40 hk B&W-motor, som igen i 1940 blev udskiftet med den nuværende Alpha-Diesel, så der også kunne males i vindstille vejr. Men i starten var det hårdt arbejde. Dagen startede ved 6-7 tiden om morgenen. Agathe måtte først op og fyre i kakkelovnene, så fodre hønsene, vække møllersvendene, som sov oppe i møllen ved siden af kontoret, så ned og lave morgenmad og få mølleren op - 21

det var han ikke så meget for! Så skulle der vaskes og gøres rent - og så op på kontoret for at ordne regnskabet og pengesagerne i det hele taget. Svendene var på fuldkost: Morgenmad formiddagskaffe, middagsmad, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe. Månedslønnen udover kost og logi: 60,- kr. Den nuværende Alpha-Diesel motor er betydelig fiksere, selv om den i dag nok må betegnes som noget af et skrummel i forhold til ydelsen. 22

På et tidspunkt havde hun 26 grise at passe. De gik i udhuset, som møllerparret fik bygget nord for stuehuset. Et helt specielt arbejde fik Agathe, da en landmand fra Binderup uforvarende leverede et læs korn med kornsnudebiller. 200 tønder korn blev angrebet og måtte afbilles. Kornet lå på lageret, som var på loftet over renseriet. Her måtte det flyttes frem og tilbage på loftsgulvet og overstrøes med giftpulver. Det arbejde fik Agathe lov til, og det glemmer hun sent! Jeg havde en sodavand stående i vinduet mod granerne og måtte hele tiden hen for at få en tår og lidt frisk luft, fortæller hun. Hårdt arbejde var det også, da de i 1934 fik den nye motor installeret. Den kom fuldstændig adskilt fra Horsens. To montører brugte fem uger på at samle den. De boede på møllen imens, så der skulle laves mad til dem plus til fire børn, møllersvendene, løs medhjælp og en murer, der skulle lave fundament m.v. til motoren. Jeg bagte en kringle hver dag, fire franskbrød hver anden dag, og varm mad skulle alle jo have. En af montørerne kom en dag med en gås - så var middagen da reddet den dag! beretter Agathe. Først i '40-erne skulle en af møllevingerne skiftes. Der var sket det, at en dag med stille vind blæste det pludseligt op - så pludseligt, at den tidligere omtalte krøje-mølle ikke. Kunne nå at reagere og dreje møllehatten. Der var desuden en anordning, så man med et håndsving kunne dreje møllehatten, og det blev forsøgt, men det var der slet ikke tid til. Møllen kom i bagvind, og det var mere, end vingerne kunne holde til. Den yderste vinge af de to krydsede vinger 23

blæste ned og gik i stykker. En ny vinge skulle hentes nord for Aalborg, og det 19½ meter lange træstykke blev befordret med hestevogn til Lyshøj af husmand 24

På dette billede af Hald Mølle anes en lille purk siddende nederst på vingespidsen. Om rækken af drenge står i kø for at få en tur rundt med vingen, eller billedet et taget i en helt anden anledning, er uvist, men vist er det, at møller med deres synlige teknik har virket som magneter på mangt et drengebarn. Mads Poulsen fra Hestehaven. Han var tillige skovfoged i Aktieskoven i nærheden, og han havde en hestevogn, som var lang nok. Turen tog to dage, og betalingen for transporten kunne ikke række til hotelophold, så der blev overnattet i en høstak undervejs! To møllebyggere fra Randers satte møllevingen op, og vingerne blev malet røde og hvide. Det gjorde Einar Madsen selv, mens møllersvenden holdt vingerne i ro. Jeg kan huske, at vores søn, Henning, kravlede op til sin far i vingen - og så ville lillebror Knud også derop. Men han turde ikke selv kravle ned igen, så Einar måtte bringe ham i sikkerhed, mens jeg skrækslagen så på! fortæller Agathe. I øvrigt fortælles det fra anden kilde, at landsbyens drenge i middagsstunden, når mølleren holdt hvil og vingerne daskede langsomt rundt, tog turen med rundt og sprang ned i kartoffelrækkerne. Det giorde Madsens drenge også, men det vidste Agathe ikke før nu! 25

Besættelsestiden var hård Under krigen blev det hele, her som alle steder, besværligt. Der kunne ikke skaffes olie til motoren, så der måtte arbejdes på alle tider af døgnet - nemlig når der var vind til det. Det var forbudt at male andet korn end det afleveringspligtige. Det var Statens Kornkontrol, der kontrollerede indvejning af afleveringspligtigt korn, som blev opbevaret 3/4 meters højde på loftet over pakhuset ved møllen. For at holde kornet tørt og lagerfast måtte det med passende mellemrum flyttes fra den ene ende af loftet til den anden - med en skovl. Det var fast arbejde! Der var rationering, så ingen var jo interesseret i at afleverede alt korn. Møllerne her på egnen malede det illegale korn på aftener med god vind. Man holdt den ene kværn klar til det. Tolderne var ude, men så snart de havde forladt den første mølle, de besøgte, blev der ringet rundt, så man kunne nå at få stoppet og gemt mel og gryn væk, inden tolderne ankom til de øvrige møller. I Bjerre var der folk med nazistiske tilbøjeligheder. Her havde nogle tyskere fået en slant hvede. De kom til Lyshøi Mølle og ville have det malet. Agathe Madsen fortæller: Min søn Henning tog imod dem. De smed sækken med kornet på rampen, men Henning sparkede den tilbage på vognen med foden og sagde: Vi har ingen olie - kom igen efter krigen! - Mit hjerte stod stille, men de gik med uforrettet sag. En anden gang kom der nogle tyskere for at se møllen. Det var om natten. Vi kørte, fordi der var 26

vind. Henning spurgte, om de havde rent fodtøj. Det havde de ikke. - Så kan I ikke komme ind! Så slog den ene tysker Henning på kinden, så der var aftryk af handsken. Så ringede jeg til læge Fuglsang, hvor tyskerne havde kvarter, og klagede, og Henning fik en undskyldning, siger Agathe. Var det ofte et surt job at starte vintermorgenen med at skulle fyre op i de gamle kakkelovne, så var det da vist en opmuntring, at de i nogle tilfælde kunne være så pompøse som denne jernovn der stadig kan beses på Lyshøj Mølles kontor. 27

Lyshøj Mølle fotograferet i 1953. En tragisk episode efter krigen vendte op og ned på dagligdagen på møllen. Den 1. november 1951 blev der begået et pistolrøveri i en bank i Langå. 24.000 kr. blev stjålet, og bankrøveren var godsejer Børge Maltha Nielsen fra Charlottendal. Han blev idømt 3½ års fængsel i januar 1952, og var forinden gået konkurs. Med ham havde Einar Madsen lavet høstpantebreve, og tilgodehavendet ved konkursen var ifølge den endelige opgørelse 47.598144 kr. Det var en formue at miste. Møllersvendene måtte herefter fyres, og Agathe blev møllersvend. Heldigvis var sønnen Henning nogle år forinden blevet fast medarbejder på møllen, så med fælles hjælp gik det. 28

Det er let at forstå, at et par heste kunne have svært ved at holde et fuldt vognlæs tilbage på denne stejle nedkørsel fra møllen. Hvis så vindretningen var som på billedet, så møllevingerne kom susende ned over hestene, var tilskyndelsen til at tage den med ro ikke ligefrem øget. Problemet med de stejle til- og frakørsler var nu ikke bare Lyshøj Mølles. Ifølge sagens natur ligger vindmøller gerne placeret højt, så forholdene var vanskelige mange andre steder. Den daglige drift Efter krigen steg importen af foderkager fra udlandet. De store foderkager kom fra Randers eller Aalborg med lastbiler, og blev knust i den tidligere om- 29

talte knusemaskine og blandet til kraftfoder med rug og havre. Bønderne kom med deres korn på hestevogne, som tit havde besvær med at køre op ad bakken til møllen - og ikke mindre besvær med at holde igen, når de med fuld last af foderblanding skulle køre fra møllen. Så måtte de største læs bremses ved hjælp af en granrafte, som blev stukket ind imellem hjulegerne på hestevognen. Det var utrolig besværligt. Apropos heste, så fortælles det, at der var kappestrid mellem karlene om, hvem der havde de flotteste heste, når de mødtes på møllen. Særlig Binderup-folkene havde nogle flotte dyr - det skulle være Hesteavlsforeningen Kronjydens fortjeneste! En af dem, der i sin tid kørte til møllen med hestevogn, er egnsarkivsleder Verner Dahl. Han fortæller: Da jeg som knægt kom ud at tjene hos Karl Hede i Tuerne, skulle jeg bl.a. køre til mølle for at få gruttet. Det var for øvrigt noget let korn, vi havde. Madsen var ikke så glad for det - det kneb med at få det til at løbe jævnt i kværnen. Det var håndrenset og tærsket med plejl. Det var før tærskeværket blev almindeligt på gårdene. Når så kornet var læsset på vognen, blev to russer-heste spændt for - og så af sted. Men det var ikke problemfrit: hestene var bange for biler. Dem var der godt nok ikke så mange af på Bjerrevej dengang, men for en sikkerheds skyld kørte jeg altid over Heden og bagom til møllen. Alligevel hændte det, at jeg mødte en bil på det korte stykke fra Tuervejen til Hedevejen. Så sprang hestene til siden, men heldigvis var der ingen dybe grøfter på stræk- 30

ningen, så det gik. Så kom næste problem: hvis vin- Den store valse, som blev brugt til at valse heste- og kreaturfoder, kan stadig ses på møllen. den var i sydvest, så var møllevingerne i den side, vi kom fra. Så måtte russerne have nogen af kæppen, så vi kom forbi og helt op - og modsat var det med at komme derfra, når vi skulle ned ad bakken fra møllen og hjem. Når kornet var afleveret på rampen, blev det vejet og kørt på sækkevogn til rensning i Triør-renseren, hvor sten, sand, strå og andre fremmedlegemer blev fiernet. Herfra flyttedes kornet ind i undermøllen, 31

Møller Einar Madsen bakser med de store sække i 1968, kort før lukningen af møllen. Billedet er, sammen med nogle af de følgende billeder (mrk. JMP), fra en serie, som Jens Møller Pedersen optog kort før han og hans hustru Inger Steensig overtog møllen efter lukningen. hvor det fyldtes i store tragte i gulvet. Kopelevatorer løftede det så op på loftet over kværnloftet, hvorfra det løb i de respektive kværne eller til afskalning og pudsning. Efter formaling løb malegodset ned i undermøllen igen og direkte ud i sækkene, hvis det var foderkorn, og til sigtning, hvis der var tale om brød_ korn. 32

Nedløbet til pillekværnen og grynbrækkeren. Sortereapparatet til byggryn i fire finheder: finbyggryn, kvarte byggryn halve byggryn og hele byggryn. Disse specialiteter var meget efterspurgte under krigen. I de første år var det mange små portioner korn, der blev malet. Særligt hvedemel var i små portioner til brug i landhusholdningen, og specielt til jul var der stor travlhed. Hver kunde fik sit eget korn med igen i malet tilstand men oftest havde kunderne malet korn stående på lager i møllen, så der ikke skulle ventes mens formalingen foregik. Det var først se- 33

nere, da møllen overgik til at være en egentlig foderstofforretning, at der blev købt korn op, som så blev solgt som færdige foderblandinger ril svin, høns og kyllinger. Mølleriet var delt i to hovedarbejdsområder: En særlig grutkværn, kun til foderblandinger til hovedsagelig svin, og en såkaldt rhinskkværn til fremstilling af hvede- og rugmel til menneskeføde. Desuden var der opstillet en stor valse, som blev brugt til at knuse havre til hestefoder og rug til kreaturer. Endvidere var der en pillekværn - en roterende sten med en slags rivejern udenom. Her afskalledes byg, som så blev valset i grynbrækkeren til byggryn. Specielt under krigen kunne dette produkt - i fire sorteringer - sælges og anvendes til menneskeføde. Sigteriet åbnet med de fintmaskede gazenet til skue. 34

Einar Madsen ved gruttekværnen (JMP) Det færdige produkt løber i sække igen (JMP) 35

Selv om der på et tidspunkt, efter at elektriciteten kom til egnen i 1914, blev installeret lys i møllen, var det en dunkel - og i hvert fald støvet - arbejdsplads. 36

Det var en omstændelig proces at male brødkorn, f.eks. hvedemel, som jo gerne skal være rent, hvidt og fint. Den tidligere omtalte rhinskkværn, som blev anvendt til brødkorn, havde møllesten af en særlig hårdhed, så der ikke kom afslidt støv fra stenene i det færdige mel. Fra kværnen gik malegodset ned i sigteriet. Materialet bestod på det tidspunkt i processen af en blanding af mel, gryn og klid som i sigten blev skilt fra hinanden. I sigten blev malegodset af en snegl maset gennem en cylinder, hvis vægge bestod af gazestof af forskellig finhed, og igennem hvis huller melet blev slynget ud og ført ned i en kasse under sigteriet. Kun de fineste melpartikler kunne passere gazen, mens resten endte i en sæk, som måtte hejses op på kværnloftet for at ende i kværnen endnu en gang. Denne proces gentoges, indtil det sidste, der kom ud af sigten, var klid som endte i foderblandingen. Til hjælp, når de tunge kværnsten skulle løftes fra hinanden for at blive bildet, er ved hver kværn monteret en kran med en gaffel, t.v., med et par tappe, som passer ind i tilsvarende huller i kværnstenene (se næste billede). Først fjernes 37

skærmen, rhinkarret, så stenene blottes, så sænkes gaflen, som er ophængt i en skruegang, ned over den øverste sten, tapperne føres ind i hullerne, og stenen kan løftes ved hjælp af skruegangen. Samtidig kan stenen, når den hænger frit i gaflen drejes om tapperne, så man kan få den side, der skal bildes, opad og derved lettere tilgængelig. Jævnligt skulle kværnen adskilles for at skærpe rillerne i såvel den fastliggende underste sten, liggeren, som den roterende øverste, løberen. Det var arbejde, som blev udført af møllens ansatte. Det foregik om natten, for møllen kunne ikke stå stille om dagen. Det tog det meste af en nat at skille kværnen ad, bilde stenene, d.v.s. hugge rillerne op, og samle dem igen. Den jævnlige vedligeholdelse af møllens maskineri såsom smøring og samling af sprængte drivremme m.v. blev også udført af møllepersonalet. Det hændte af og til i stormvejr, at et leje - særlig helt oppe i møllehatten - løb varmt, og i et par tilfælde gik der ild i træværket omkring lejet - dog uden den store dramatik. Her skal indskydes en underlig tildragelse, som Agathe Madsen beretter om: En dag, da det blæste kraftigt, kom Einar ikke ned fra møllen for at spise kl. 18, som han plejede. Simon murer fra Havndal var her for at sætte et nyt køkken op. Vi sad og snakkede om møllen, og om de dårlige tider. Jeg havde en underlig fornemmelse, som ikke kan forklares, og jeg udtrykte et halvt håb om, at møllen ville brænde, så fik vi nemlig 30.000 kr. i erstat- 38

ning, og det var mere, end vi nogen sinde ville få for møllen ved at sælge den. Jeg havde dårligt sagt det, før Einar kom ned - der havde været ild i møllehatten, da et leje var brændt varm. De havde dog fået ilden slukket, og det var derfor, han kom så sent. Ellers var arbejdet som møller et koldt job! Møllen var åben fra gulv til hat, så der var altid gennemtræk, når kornet skulle modtages og udleveres i den åbne port. Desuden er hele møllekomplekset opbygget af så tykke materialer, at der selv om sommeren skulle at godt helbred til at være møller. Andelsmøllens bestyrer Jens Jensen (Møller-Jens) og hans svend ved bildningen. 39

I betragtning af dimensionerne er møllens maskineri meget lidt støjende. Det skyldes de udøalgte træsorter, de forskellige hjuldele er fremstillet af : eg, fyr, bøg, pil, lærk, hvidbøg og gran er nævnt som sorter hvis egenskaber en dygtig møllebygger forstod at drage nytte af. Katte har altid kunnet finde en åben dør på Lyshøj Mølle! 40

Einar Madsen udvejer en af de sidste sække 125 kg!. Det krævede sin mand at vippe sådan én over i kværnen (JMP). I dag kan decimalvægten stadig ses på sin plads - næsten for klinisk i al sin nyvaskethed, men i hvert fald original. 41