KABULS ILDSJÆL Dagligdagen på Røde Kors ortopædiske center i Kabul er både hektisk og barsk. Hver dag ankommer nye mineofre, og det er et sørgmodigt syn at se børn, kvinder og mænd humpe ind ad centerets hovedport uden arme eller ben. 23 års borgerkrig og 7 millioner landminer har sat sine tydelige spor i den bogstavelig talt amputerede afghanske befolkning. Men midt i modgangen er det et håb. I snart 17 år har den italienske fysioterapeut Alberto Cairo og hans afghanske ansatte kæmpet en brav kamp for at hjælpe de handicappede afghanere tilbage til en værdig og meningsfuld tilværelse. Al-Qaeda, al-qaeda, råber Alberto, mens han hiver en gammel Taliban-kriger i skægget. Den tidligere Taliban-soldat, der har mistet begge ben i en mineulykke, virker meget nedtrykt, men den kulsorte joke får ham til at lyse op i et stort smil. Alle patienterne omkring ham griner også. Dette center er som en stor familie., fortæller Alberto, der er daglig leder på det ortopædiske center. Vi har mange triste skæbner her, men vi forsøger at få folk til at grine. Det er en god terapi for dem.. På sin daglige rundtur blandt patienterne kommer den 50-årige, spinkle italiener hele følelsesregistret igennem. Der bliver joket med patienterne, grint og grædt og råbt og skreget. Følelser, der alle vokser frem på grund af hans store engagement og omsorg for patienterne, som han betragter som sine børn. Frustrationerne får ofte frit løb, når lægen Alberto Cairo er på arbejde Kabuls Ildsjæl af: Esben Hansen, www.esbenhansen.com. Side 1 af 5.
Det hele startede tilbage i 1988, hvor den internationale Røde Kors Komite åbnede det første ortopædiske center i Afghanistan. Alberto kom til i 1990, og siden da er yderligere fem centre åbnet i landet. De har hjulpet omkring 60.000 handicappede afghanere. Størstedelen er mineofre. Dagens rundtur starter om morgenen på Albertos interimistiske kontor på seks kvadratmeter. Kontoret er lyst op af et flakkende skær fra gule neonlamper. En øredøvende larm fra værkstedet ved siden af, hvor der laves krykker, kørestole og ben, trænger igennem de tynde vægge. De beskedne forhold passer godt til denne ydmyge mand, der lever og ånder for sit arbejde. Kom. Lad os starte inde på værkstedet, siger Alberto, mens han begiver sig ud i larmen. Ansætter kun handicappede På værkstedet er et dusin mænd i hvide kitler i gang med at file på en gipsstøbning af noget, der ligner et ben. Benene er spændt fast i store skruetvinger. Der ligger en tung luft af gips og plastik over hele lokalet. Det første skridt i behandlingen er, at én af vores teknikere laver en gipsstøbning ved at tage mål fra mineofrets stump.. Alberto præsenterer os for Masood. En ung fyr på 25 år, som selv mistede det ene ben, da han en dag blev fanget i krydsilden under et raketangreb på vej hjem fra skole. I dag er Masood ansat som tekniker på det ortopædiske center. Hans job er at lave ben til andre mineofre. I alt er der 450 ansatte på de ortopædiske centre, og alle er handicappede ligesom Masood. Ingen i Afghanistan vil give job til dem. Derfor besluttede vi for nogle år siden kun at ansætte handicappede, forklarer Alberto, der er stolt over sine ansatte. Vi kalder vores ansættelsespolitik for positiv diskrimination. Det har været en stor succes.. Masood er i gang med at slibe gipsstøbningen fra patienten til. Når han er færdig, vil han lægge et lag brandvarm plastik rundt om gipsen. Alberto forklarer, at plastikken stammer fra tidligere proteser, der bliver varmet op i store ovne, til de smelter. Proteserne kan på denne måde genbruges op til ni gange. Når plastikken er kølet ned, vil Masood fjerne gipsen. Tilbage har han så selve formen til benet og mangler blot at sætte de kunstige fødder på. Fødderne er også genbrug: de er lavet af gummirester fra gamle russiske tanks fra borgerkrigen. Kabuls Ildsjæl af: Esben Hansen, www.esbenhansen.com. Side 2 af 5.
Afghanistans første kvindelige fysioterapeut Alberto giver Masood et varmt knus og går videre. Vi fortsætter gennem en lille gang og kommer ind i et aflukket lokale. Her er en gruppe kvinder i hvide kitler i gang med at tilse en række patienter uden ben. Det er Shayesta, fortæller Alberto, da vi kommer forbi en ung kvinde. Hun er en af de første kvindelige fysioterapeuter i hele Afghanistan.. Den smukke kvinde med de store mørke øjne smiler genert til os. Shayesta har som de fleste andre på centeret en barsk livshistorie. Hendes familie var flygtet til Pakistan under borgerkrigen, og da de vendte tilbage til Afghanistan, var deres hus blevet mineret. Shayesta, som dengang var en lille pige, trådte på en mine, som var blevet lagt i familiens egen baghave. I dag hjælper Shayesta andre mineofre med at lære at gå på deres nye proteser. Trods sin egen benprotese bærer hun altid højhælede sko, og hun er blevet en smuk og selvsikker kvinde. Da Alberto roser hendes arbejde, bliver hun dog rød i hovedet. Se, Shayesta ligner en tomat., siger en af de andre fysioterapeuter, og alle damerne klukler. Shayesta er landets første kvindelige fysioterapeut Masood i gang med at støbe en benprotese Alberto fortæller, at fysioterapeuternes eget handicap bliver vendt til noget positivt i behandlingen. De nye patienter er ofte modløse og har mistet troen på, at de kan lære at gå igen. Men her har fysioterapeuterne en ekstra trumf i ærmet. De smøger nemlig buksebenet eller kjolen op og viser deres eget plastikben frem. Når patienterne opdager, Kabuls Ildsjæl af: Esben Hansen, www.esbenhansen.com. Side 3 af 5.
at fysioterapeuterne selv går rundt på en benprotese magen til deres egen, er øjnene nogle gange ved at trille ud af hovedet på dem. De indser pludselig, at deres eget liv ikke er slut. Udenfor er mændene i gang med at øve sig i at gå på deres nye proteser. Alberto forklarer, at de skal lære at gå på både balancebom og trapper, så de er forberedte på det virkelige Afghanistan. Her gør det bjergrige landskab og de hårdt medtagne veje det til sin sag at bevæge sig rundt selv for ikke-handicappede. Det tager normalt en uge til ti dage, før en patient har lært at gå på det nye ben og kan udskrives. Med tiden bliver proteserne slidt, så cirka hvert andet år vender patienterne tilbage for at få lavet en ny, og så skal der genoptrænes igen. Alberto fortæller, at børn skal have skiftet proteser endnu oftere, fordi de vokser. Han får øje på en ung dreng, som går oppe på balancebommen. Knægten her får brug for ikke mindre end 35 proteser i resten af sit liv. Alberto smiler forunderligt. Det er et liv med ben. Drengen ser meget alvorlig ud, men Alberto lister sig op på bommen og begynder at kilde ham bagfra. Resultatet er, at drengen bryder ud i et stort grin og mister balancen. Alberto griber ham. Afghansk fysioterapeut hjælper børnene på genoptræningsbanen Det handler om værdighed På vej væk fra genoptræningsbanen fortæller Alberto, at det er svære odds, der venter patienterne, når de vender hjem: Det er meget vanskeligt at få dem integreret i Kabuls Ildsjæl af: Esben Hansen, www.esbenhansen.com. Side 4 af 5.
samfundet igen. Der er få jobs, og afghanerne har mange fordomme. De tror ganske enkelt ikke, at handicappede er i stand til at arbejde. Alberto ryster på hovedet. Men de tager fejl. Det er dét, vi vil bevise. Derfor har vi som sidste led i vores behandling åbnet et jobcenter og en bank. Vi er nået frem til to store hvide containerbygninger. Der er en hob af mennesker foran de to indgange. Indenfor i jobcenteret kan patienterne lære et erhverv eller et håndværk, og i banken kan de optage små lån til at starte deres egen forretning. Alberto præsenterer os for Mahmood, et mineoffer der for fem år siden lånte 150 dollars i banken til at købe et traditionelt afghansk kamera. I dag er alle pengene betalt tilbage, og Mahmood lever nu af at tage små pasbilleder af patienterne, som bruges i patientjournalerne. Det handler om værdighed. Folk bliver ikke rige af vores lån, men det at have et arbejde, det at få respekt fra dine omgivelser, dét giver værdigheden tilbage. Og det er det allervigtigste. Alberto fortæller stolt, at alene i Kabul er 3000 små forretninger startet med hjælp fra jobcenteret, og 90 procent af lånene er blevet betalt tilbage til tiden. Mahmood smiler til Alberto, og de giver hinanden high five. Vi slutter foran hovedindgangen. Vi har tilbragt én dag på det, der burde være et af de mest triste steder, man kan forestille sig: Et center for mineofre. Men vi føler os ikke triste til mode. Tværtimod. Det har været et møde med så megen livsglæde, humor og gå-på-mod, at man ikke kan undgå at blive imponeret. En stor del af æren for dette kan uden tvivl tilskrives Alberto. Hans glødende engagement og humoristiske tilgang gør ham utroligt vellidt blandt alle patienter og ansatte. Og Alberto selv? Han kunne ikke forestille sig at lave noget andet. Hvis jeg sammenligner, hvad jeg giver, med hvad jeg får igen, så får jeg langt mere, end jeg giver. Jeg har ganske enkelt verdens mest belønnende arbejde. Jeg hører til her. Alberto får pludselig øje på Taliban-krigeren fra tidligere. Hans behandling er slut, og i dag rejser han hjem til sin familie. De to voksne mænd omfavner hinanden. Khoda hafiz. Safare ku. farvel og pas godt på dig selv. Bomona khoda farvel og på gensyn. Det her er det bedste ved mit job, fortæller Alberto storsmilende. At se de mennesker, der var så deprimerede og nedtrykte, da de kom, tage hjem med en ny tro på livet. Med en ny værdighed. Manden, der for fire uger siden kom humpende ind ad porten, begiver sig nu ud i Kabuls støvede og hullede gader gående, langsomt men sikkert, på sine helt nye ben. Kabuls Ildsjæl af: Esben Hansen, www.esbenhansen.com. Side 5 af 5.