Psykoterapi er noget fis, fordi Om tre indvendinger mod psykoterapi Psykoterapi er noget meget privat. Faktisk kan jeg ikke umiddelbart forestille mig et mellemmenneskeligt forhold, der er mere privat end forholdet mellem en klient og en psykoterapeut. Der er ganske afgjort andre forhold, der er både vigtigere og mere intime, for eksempel kærlighedsforhold eller forhold mellem venner men selv i de bedste parforhold og selv i de bedste venskaber er der ting, man ligesom ikke rigtig kan slippe afsted med at sige. Men som man til gengæld kan tale frit om med en psykoterapeut. Og hvis man går til en læge, en psykiater eller en psykolog, fordi man lider af en eller anden sygdom eller alvorlig forstyrrelse, så handler forholdet til lægen, psykiateren eller psykologen jo trods alt om noget sygdommen eller forstyrrelsen som kan objektivt beskrives, og som man kan læse om i lærebøger og så videre. Og som derfor egentlig ikke er privat. Som sådan. Hvorimod de ting, man taler om med en psykoterapeut, virkelig er ganske private. Man taler om sin egen tilværelse, sin egen eksistens og sine egne, eksistentielle problemer og dér er der ikke nogen lærebog, man kan slå op i. Der er kun den fortrolige samtale. Forholdet mellem klient og terapeut er et privat fortrolighedsforhold men det er imidlertid også et professionelt forhold. Klienten betaler terapeuten. Forhåbentlig. Og meget gerne til tiden. Og dette besynderlige mix af privat fortrolighed, selvudlevering, bekendelse og penge får nemt vores indre, psykologiske forsvarskommando til at hæve alarmberedskabet, så vores følelser sættes i kog. Psykoterapi er faktisk ligefrem noget, vi kan komme op at skændes om omkring middagsbordet.
* * * Her er tre almindelige indvendinger mod psykoterapi og derefter mine svar: Psykoterapi er noget fis, fordi 1. Der er børn, der ligger og dør på gaderne i Afrika og hvad er egentlig dit problem? Du får mad hver dag, og du kan få lægehjælp, hvis du bliver syg. Du mangler ikke noget. Og psykoterapi er noget fis, fordi 2. Hvis du har et problem, kan du jo bare tale med dine forældre eller din kæreste eller ægtefælle eller nogle af dine venner eller med naboen. En god snak med naboen over hækken kan vel være lige så godt og så koster det ikke noget. Og desuden er psykoterapi også noget fis, fordi 3. En psykoterapeut er bare en, der tager penge for at sidde og stille spørgsmål om alt muligt uden at give ordentlig vejledning eller gode råd, som man faktisk kan bruge til noget bagefter. Den første indvending, nummer 1, er en form for moralsk indignation. Invendingen kan vistnok koges ned til noget i retning af Hvem fanden tror du egentlig, du er? Der er millioner af mennesker, der lider hver dag og hvem har i øvrigt sagt, at livet skal være let? Det kan ikke være lige sjovt hele tiden, og verden roterer jo altså ikke rundt om dig. Du kan ikke altid få det nøjagtigt, som du gerne vil have det. Og så videre.
Det eneste fornuftige svar, når en eller anden finder på at sige sådan, må lyde, Hvem fanden tror du egentlig, du er? Hvem tror du, du er eller: Hvad siger det om din egen selvopfattelse, at du ikke synes, du har moralsk ret til at gøre noget for at udvikle dig som menneske, for at udnytte de chancer og tilbud, du får, for at udforske dig selv og blive klogere på dig selv og dit liv? Hvad siger det om din moralske opfattelse, at den vil begrænse vores muligheder for at vokse som mennesker? Indvending nummer 2 er en lille smule vanskeligere at imødegå, fordi svaret i nogen grad handler om terapeutisk erfaring og om tillid til den terapeutiske erfaring. Der findes mange forskellige skoler eller retninger inden for psykoterapi, og de er indbyrdes uenige om meget. Men de er allesammen enige om én ting: At psykoterapeuter ikke må være venner med eller bedrive anden social omgang med klienter. Psykoterapi kræver en terapeutisk ramme, og denne ramme kan ikke opretholdes, hvis terapeut og klient har et personligt venskab eller bekendtskab med hinanden. Selv hvis man kunne forestille sig og det kan jeg personligt ikke en terapeut, der var så professionel og dygtig, at han eller hun i en terapi-situation med en ven helt kunne sætte sig selv og sit øvrige engagement i venskabet til side og kun optræde som terapeut, så ville det ikke betyde noget for klienten, vennen, ville stadig være bevidst om venskabsforholdet og om forholdets intimitet og sædvanlige dynamik og så videre. (Hvis du i parentes bemærket tilfældigvis selv har en ven, der arbejder som psykoterapeut, vil du ikke have svært ved at forstå argumentet for jeg vil vædde et pund kaffe på, at du på et eller andet tidspunkt har tænkt om din ven, at det da er lidt mystisk og måske også lidt komisk, at han eller hun nu er endt som psykoterapeut. For du kender jo ham eller hende. Og derfor kan din ven ikke fungere som din
psykoterapeut for du vil ikke være i stand til at glemme eller fortrænge din viden om personen eller dine følelser desangående.) Det fungerer ikke med venner. En psykoterapeut kan ikke være terapeut for en ven og en samtale med en psykoterapeut er ikke som en snak med en ven. Eller med en nabo. Slet ikke som med en forælder. Der er skrevet meget tykke og undertiden også forholdsvis kedelige bøger om emnet men konklusionen er altid enkel og klar: Psykoterapi kræver en terapeutisk ramme, der kun kan etableres mellem en terapeut og en klient, som i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre. Og dertil kommer selvfølgelig det helt platte. Som allerede nævnt: Der er private ting, som man ikke kan sige til sin ægtefælle, sin mor eller sin nabo men som man helt uden problemer kan sige til sin terapeut. Man fortæller ikke sin mand, i hvert fald ikke hvis man gerne vil bevare freden i det lille hjem, at man synes, han er et skvat, og at man i øvrigt har været ham utro tre gange inden for det sidste år. Og man fortæller det nok heller ikke til naboen. Medmindre det er ham eller hende, man har været utro med. Selvfølgelig. Men der er kun ganske få ting, man ikke kan eller ikke bør fortælle sin terapeut. En psykoterapeut er sædvanligvis ikke fagligt eller intellektuelt klædt på til at kunne vejlede eller give konkrete råd om for eksempel karriere, økonomi, seksuelle dysfunktioner eller andet. Psykoterapeuter forklarer ikke deres klienter, hvordan ting og sager i virkeligheden hænger sammen, eller hvad klienterne skal gøre. Psykoterapeuter stiller spørgsmål. For så vidt er det sandt, hvad der påstås i indvending nummer 3. Bortset fra selvfølgelig at det aldeles ikke er noget fis. Psykoterapeut har ikke patienter. De har klienter. Psykoterapeuter kan ikke helbrede nogen. Sagt lidt provokerende: En psykoterapeut kan overhovedet ikke gøre noget som helst for en klient ud over at hjælpe klienten med at hjælpe sig selv. Det er terapeutens
opgave at hjælpe klienten med at få synliggjort potentialer og muligheder, og midlet er netop spørgen. Terapeuten stiller spørgsmål, der giver klienten lejlighed til granske sig selv på en positiv og konstruktiv måde. En god psykoterapeut er en psykoterapeut, som stiller de rigtige spørgsmål. Det er det, man kan bruge en psykoterapeut til: Til at hjælpe en med at få stillet de rigtige spørgsmål så man selv kan finde de rigtige svar. Og det er ikke fis. Det er alvor. Bo Gorzelak Pedersen Copyright 2009