Født Nanser. Minder fra et rigt liv. Af Sverre Mohr

Født Nanser Minder fra et rigt liv. 15 Af Sverre Mohr

Tilegnet mine børns moder

At være ægte Nanser kræver, at man er født i Nansensgade. Denne strækker sig fra Gyldenløvesgade i syd til Bartholinsgade i nord. Sidst i 1890erne erhvervede min morfar, Jens Peter Pedersen fra Allinge på Bornholm, sammen med en bagermester Lund en ejendom på hjørnet af Thuresensgade og Nansensgade. Thuresensgade nummer 20 og et baghus, nemlig nummer 18, samt hjørnehuset Nansensgade nummer 15. Oprindeligt var det nummer 11 i Nansensgade, men den nuværende Danners Stiftelse skubbede numrene, så det blev til nummer 15. ejendommen. Ejendommen blev egentlig købt med henblik på den nærliggende Klampenborg Jernbanestation, som lå i Gyldenløvesgade på hjørnet af Farimagsgade. En ejendom i Frederiksborggade over for det daværende grønttorv var også til salg, men man valgte - og valgte forkert. Jernbanen blev nedlagt, og alt, hvad der kom ud af det, var et herligt legeterræn for kvarterets drenge - og dem var der mange af på den tid. Mine forældre boede sikkert huslejefrit mod at passe ejendommen. Men i øvrigt var huslejen på den tid uhyre beskeden - jeg husker, at vores lejlighed, tre Min mor og hendes søskende, mormor yderst til højre, og billede af morfar på bordet. Denne ejendom blev hjemsted ikke blot for familien Mohr, men også mange af den Pedersenske gren boede her i kortere eller længere tid. Fars søster, Marie, boede således samtidig med os i nummer 20 i Thuresensgade på 4. sal, her havde også min næstældste bror, Sigurd, en lejlighed. Det var to store familier, som her havde fundet sammen i købet af huset, og da far var bogholderuddannet, blev det ham, der blev betroet at administrere Anna Margrethe og Hans Henrik Jørgenius Mohr. Mine forœldre. værelser med kammer, kostede 45 kroner om måneden. Beboerne i baghuset eller havehuset betalte 18 kroner, men så skulle der også være gjort i stand inden indflytningen Her i denne ejendom blev jeg såvel som alle mine søskende født. Jeg kom til verden den 30. september 1915, en søndag, og var altså både Københavner med stort K og et søndagsbarn. Jeg var den næstyngste i en flok på otte børn, men som følge af den store aldersforskel mellem

Sigurd Frode Gunnar Arne Børge mine søskende og Margit mig blev de store aldrig mine legekammerater. Efter deres udsagn var de til gengæld børnepassere for os mindste. Vi boede i nummer 15 på første sal til venstre, altså på selve hjørnet, og fra vores vinduer kunne vi se ned til Gyldenløvesgade og op til Ørstedsparken. Gaden bar præg af, at den var opført i spekulationsøjemed. Byen bag voldene var overbefolket, og behovet for nye lejligheder var stort. Der opstod derfor et kvarter med meget stor udnyttelse af grundarealerne. Talrige bag-, side- og havehuse så dagens lys, hvad de fleste beboere derimod ikke gjorde. Også vi havde havehus, selvom der ikke fandtes ét eneste lille græsstrå på grunden. Gården var cementeret, men repareret så ofte, at talrige revner burde have kunnet give husly til lidt grønt. Her legede vi unger hele dagen og forhindrede måske dermed, at havehuset levede op til sin pompøse titel. Aase mig Det var små lejligheder, og alle havde das i gården. Opvarmningen i lejlighederne var kakkelovne, og brændslet opbevarede man i kældrene, hvor der var jordgulve. Megen jord er sikkert blevet slæbt op sammen med koksene for senere at blive båret ned til skraldekasserne i gården. Belysningen var gaslygter på gaderne såvel som på trapperne og i lejlighederne, ligesom man lavede mad på gasapparater.

Gadebelysningen sorterede under lygtetænderen, som hver aften kom vandrende med sin lange stok med krog i enden. Han tændte for belysningen og slukkede igen om morgenen. Selve renholdelsen af glassene og brænderne sorterede også under ham, derimod kom der sommetider en mand gående med en jernbeholder på en tohjulet vogn - hans job var at udlufte lygterne. Han lukkede noget gas ned i beholderen fra gadelygten, løftede låget og smed en brændende tændstik ned i, hvorefter der lød et højt knald. Så vandrede han videre til næste lygte. Det var en operation, der selvsagt tiltrak os drenge meget. Senere blev han motoriseret med motorcykel og sidevogn. Om aftenen, når det blev mørkt, gik gårdskarlen Orla, som også var medhjælper i en grøntforretning i ejendommen, rundt med en spanskrørsstang, og med en brændende tændstik anbragt i den ene ende af stangen tændte han lamperne på trapperne. Næste morgen kunne han så gå rundt og slukke dem igen. Foruden dasserne i gården, der havde spande, var der et pissoire, som én gang om ugen blev skrubbet og skuret. Tømning af spandene blev foretaget af natmændene, der ankom med en skrumplende hestevogn og skiftede de fyldte spande ud med tomme. Da arbejdet mest foregik sent om aftenen, blev betegnelsen natmændene automatisk hæftet på dem. Det var ikke spændende at skulle i gården for at gå på WC og slet ikke om aftenen i mørke. Så forsynede man sig med et stearinlys og en æske tændstikker og håbede egentlig på, at andre også skulle føle den samme trang og på samme tid. Ikke alle havde dog lyst til at gå ned for at benytte lokummerne i gården. Tydelige klask på lokumstagene kundgjorde, at man fandt anden udvej for problemet. Man benyttede simpelthen en avis og smed pakken ud ad vinduet og ned på taget - så kunne gårdskarlen Orla rense op efter en! Skrald - eller dagrenovation, som det nu er blevet til - blev også afhentet af hestekøretøjer, og der skulle gode kræfter til for at svinge de fyldte spande op på nakken, bære dem ud på gaden og kaste dem op på vognladet. Moderniseringen af dette fag udgjorde i starten bare en læderplade, som skulle forhindre, at skraldet faldt af undervejs. Ofte gik turen gennem trange kælderhalse og under lavtsiddende vand- og kloakrør. Denne lille gård omgærdet af plankeværker og cykelskure, skraldespande og lokummer blev vores legeplads - og set med barneøjne var det en egen eventyrverden. En hånddreven gårdgrundvandspumpe og en vandhane til skylning af såvel skraldespande som vasketøj fandtes også. Men fra denne gård er der sket utallige udrykninger af såvel politi som brandvæsen. Trillebånd, løbehjul, legevogne og så selvfølgelig min stolthed, en dræsine, udgjorde det rullende materiel. Udrykning skete gennem porten til Thuresensgade og ud på fortovet. Her gjaldt det om at holde kursen, for fortovene var brolagte, og kun to rækker bordursten gjorde det muligt at komme frem med vores køretøjer. Så skulle man endda undervejs passere forsænkninger udformet

som render til at føre vand fra nedløbsrørene ud til gadekloaken. Selve fortovskanten var skrå og brolagt. Gadearealet var brolagt overalt, og det kunne tydeligt høres, når hestekøretøjerne med de jernbeslåede hjul kørte gennem gaden. Der fandtes dog også biler i Nansensgade. Sporvejene havde garager i en remise ved Ahlefeldtsgade, og Illum havde garager ved siden af Adlers Bilfabrik i eller omkring nummer 23. Strøgbusserne kørte i starten på faste ringe, altså uden luft, og rystede husene lige så meget som hestekøretøjerne. At passere gennem Nansensgade i dag er et deprimerende syn, men også et typisk tidens tegn. Lukkede butikker, hvor vinduerne er blændene med skodder af krydsfinér, derangerede ejendomme og tilgangen af såkaldte antikvitetsforretninger har ganske afløst de mange små erhvervsdrivende - grøntforretninger, bagere, købmænd, håndværkere, konditorer, etc. - som i min barndom gjorde gaden levende. I vores ejendom lå der en isenkræmmer i kælderen - Danholdt hed han. Hver morgen anbragte han et udvalg af samtlige størrelser af vaskebaljer uden på facaden, og i vinterhalvåret stillede han sine petroleumsovne med fuldt blus på ud på fortovet. Det var ikke alene et festligt syn, men også meget behageligt, når man frøs om sine fingre efter at have leget. Denne forretning blev et vartegn for hele Nansensgade. Til ejendommen hørte også en hørkramforretning. Min morfar havde selv en overgang drevet denne, og min morbror Frederik været medhjælper. I min tid hed hørkræmmeren Larsen og blev - takket være sin ringe højde - selvsagt døbt Lillelas. Han handlede med alt fra kul og koks til islandske spegesild, og for 5 øre fik

man fyldt en kop med sennep. Ellers var der gryn og mel og selvfølgelig kartofler, som vi selv måtte pille op af kassen, da mor skulle have enten jævne eller store skrælle. Gennem en lem i gulvet og ad en stejl stige kom man ned i kælderen, hvor Lillelas opbevarede brændslet. Man købte 10 liter ad gangen, hvad der svarede til en gulvspand fuld, eller man fik leveret brændslet hjem på loftet eller i kælderen af karlen i forretningen. Han hed Orla og var en stor kleppert, som nok kunne gå på 5. sal med flere sække koks efter at have øst dem op og målt dem med et dertil autoriseret tøndeagtigt træfad. Orla havde også det hverv at holde gård og gader rene og pumpe grundvand op fra kældrene. Opholdt man sig i gården, og var man uheldig, blev man indfanget og anbragt ved pumpen og måtte så dreje det store hjul rundt 100 gange. Men belønningen bestod ofte i, at man blev sendt af sted efter to flødeskumskager - noget ganske uhørt for os drenge. Den ene spiste Orla selv, den anden skulle han først tvære ud i ens ansigt, inden man måtte slikke den i sig. En bizar idé, men man gjorde det gerne for at få en kage. Selvfølgelig havde vi rotter i ejendommen, og navnlig var de slemme omkring skraldebøtterne. Når det så blev for slemt, blev nogle af de mange store drenge og de voksne, som boede i ejendommen, mobiliseret, og så gik jagten ind. Med vandrør og kosteskafte og mange andre våben nedlagde man adskillige rotter, hvorefter det gik i triumftog til hovedbrandstationen bag rådhuset, hvor man indkasserede 1 øre for hver hale, man medbragte. Udover den allerede omtalte leg med trillebånd og løbehjul - for ikke at glemme min dræsine - spillede vi klink. Mønter havde vi selvsagt ikke, men vi havde janter, og det var for os det samme. Janter var en bukseknapstor, blyagtig knap, som vel egentlig hørte til i mælkedrengsskjorterne. Nu var de for os noget meget mere værdifuldt. Vores kapital, som vi opbevarede i en til formålet fremstillet pose - vel nok fabrikeret af mor, efter at hun havde stiftet bekendtskab med vores lommers tilstand. Man spillede med dem, som de voksne gjorde med 5-ører, og det var en katastrofe at falde i kløerne på en dreven spiller, ligesom fryden steg, hvis man selv var den vindende part. En lidt større og lidt mere flad type knap blev kaldt en Mors dreng. Den var mere eftertragtet end de andre og blev derfor omvekslet med mere end lige over. Navnet Mors dreng kom nok af, at der på knappen stod bogstaverne MD. Hvad det dækkede over, vidste vi ikke, men det var uden betydning - for os var det Mors dreng, som var det afgørende. Pigerne legede med nipsenåle, som blev sat fast i en nålepude. Nålene blev efterhånden meget avancerede med blandt andet fantasifulde figurer som hoveder. Disse nåle samlede pigerne på, og de blev kun brugt

som pynt, aldrig anvendt til nipsning, et spil, som mindede meget om drengenes kuglespil. Glansbilleder og samlemærker fra kaffeerstatningspakker - Richs og Danmark - var også populære samleobjekter. Desuden hinkede man eller hoppede i ruder, som man tegnede op på fortovet med kridt. Dukker og dukkevogne blev promeneret op og ned ad gaden, eller man sjippede i sjippetov. Sjipperiet kunne udvikle sig til det rene artisteri med dobbeltsving og baglæns hop alene eller med flere deltagere. Grete, morfar, Franz og Heini- bemœrk drengenes matrostøj. Et spil som terre deltog både piger og drenge i. Det var meget nemt at transportere - seks små sten, eller hvis man var rigtig heldig - marmorstykker. Stenene lagde man på et bord eller på gaden, så kastede man en af stenene op i luften, og mens den stadigvæk svævede, greb man en anden sten med samme hånd og derefter stenen på vej ned. Dette blev nu gentaget med to sten i hånden, osv. Til sidst gentog man det hele i modsat rækkefølge. Tabte man en sten, gik turen videre til den næste. En anden udbredt leg var legen med kugler, som atter har opnået interesse hos drenge. Lerkugler af mange slags, og som man ligeledes opbevarede i en kuglepose. En revne i gårdcementen eller en fordybning mellem brostenene blev målobjektet, og nu gjaldt det om dels at placere sin kugle så nær ved eller helst i hullet, så man vandt retten til at begynde at puffe de andres kugler i samme fordybning. De vundne kugler var ens ejendom og blev hjemført i triumf. Kuglerne kunne man købe, eller man lånte et par af en anden spilleglad yngling, hvorefter man skyndte sig at vinde, således at man hjemførte udbyttet uden at have investeret noget overhovedet. Vi spillede boldspil af forskellig slags - rundbold og langbold, men da gårdens størrelse forhindrede disse spilleformer, måtte man rykke ud på gaden. Mangen en sommeraften har vi spillet der overvåget af de voksne, som fra vinduerne lå og iagttog vores leg. De enkelte vogne, som kunne finde på at passere gennem gaden, medens vi legede, blev lodset forbi uden besvær. Det var et større problem at undgå at ramme de mange forretningsvinduer, som kantede begge sider. Mange klask medførte tilbageholdte åndedrag, mens man afventede, om ruden holdt eller ej. Men stikbold og kongebold spillede vi i gården, ligesom lege som stanton og skjul sagtens kunne gennemføres her. Vi spillede djævlespil og lavede papirhjul til at lade løbe for vinden gennem gaden. Også top blev spillet, det gik bedst i gården, da gadens brolægning gjorde det vanskeligt at spille her. En pisk af sejlgarn og en top med et søm i spidsen var alt. Her holdt teknikken

senere sit indtog, så man efterhånden kunne få toppe i mange farver og endda med lyd i. Var man blevet så stor, at man havde fået lov til at gå med kniv, var spillet land helt i top. Der krævedes dog et stykke jord, hvor man kunne hugge sin kniv eller dolk ned i, så den blev stående. Efter hvor mange man nu var, der skulle lege, delte man jordstykket op og ridsede grænser op mellem deltagerne. Efter tur forsøgte man at placere kniven i naboens jordstykke, og lykkedes dette, trak man en ny grænse op efter knivens retning og altid med halmabrikker, som han to og to stødte sammen, og hvor den, der blev stående, var vinderen. Selvfølgelig havde vi også damspil, ligesom vi kunne spille kort. Sorteper eller Sulte svin var populært, senere kom 66 til. Endelig var der Domino, som man både kunne spille med eller stille op på rækker og få til at vælte efter hinanden i lang række. Jeg elskede at bruge vindueskarmene til at konstruere sindrige kraner ved hjælp af mors strikkepinde, sytråd og - det allerbedste - et gammelt udbrændt indlemmede dermed naboens jord. Således blev man ved, indtil kniven væltede eller ikke satte sig i jorden, og turen gik derefter over til næste deltager. Indendørs legede jeg gerne sporvogn med alle spisestuestolene stillet op på rad efter hinanden, og da det var muligt at trække en snor gennem huller i ryglænet, blev det nemt at etablere en klokke til at ringe afgang og stop med. Det var en leg, som kun havde sin begrænsning i den støj, den forårsagede. Frode, min bror, legede anodebatteri fra datidens radioapparater. Jeg havde også en stor optrækstogsamling med skiftespor og stationer, etc. Hver jul blev samlingen suppleret med skinner, foræringer fra de store, som egentlig gerne ville lege med, men samtidig var de jo de store. Et andet attraktivt legetøj til indendørs brug var en dampmaskine. Med spritflamme til opvarmning krævede det lidt mere opmærksomhed fra de store - lege med den på egen hånd kunne man ikke få

lov til. Den jeg legede med havde snoretræk til slibesten og andet tilbehør, og det var meget spændende. Min farbror Peter forærede mig ved en eller anden lejlighed en dejlig fregat med kanoner, ankre, redningsbåde og -bælter, kort sagt en flot og elegant model. Mine store brødre syntes, at den da skulle søsættes, og det gjorde de så med det jammerlige resultat, at siderne, som viste sig at være af pap, bulnede ud, og det hele faldt fra hinanden. Skolelektier skulle selvfølgelig også laves, selvom vi til mors bekymring altid erklærede, at vi ikke havde noget for. Dristige var vi og gik ud fra, at vi kunne klare lektierne ved at foretage en let gennemgang i frikvartererne eller håbe på, at man ikke blev hørt. Risikoen udmyntede sig selvfølgelig i karakterbøgerne, og så stod den til balle hos far. Men dermed var vores legemuligheder ikke udtømte. Vi havde jo Ørstedsparken lige i nærheden, hvor legepladsen med vipper og lignende var til rådighed. Søen, som lå endnu nærmere, fristede også med sine muligheder for at sejle med pinde og små hjemmeflikkede både. Her kunne man forsøge, om man kunne forcere en af de forhindringer, som spærrede en fra at komme ud i de mange private både, der fandtes. Bådebroerne var forsynet med rundtformede pigtrådsgitterskærme, som skulle holde os ude. Dette tjente naturligvis kun til at skærpe vores interesse for dette strengt forbudte område. Om vinteren, når søen var isdækket, hvad den nu sjældent var, løb man på skøjter. Datidens skøjter skulle fastspændes med remme af læder og desuden skrues om hæl og sål med et skøjtesving. Da kunsten var svær at lære, og man i starten løb mere på siden af støvlerne, skete det ofte, at hælen brækkede af. Hælbrækkere lød det hånligt fra dem, der var privilegerede og havde noget så sjældent som fastskruede skøjter. Den rene skinbarlige luksus. Det var da også hovedsagelig disse lykkelige, som var medlemmer af Københavns skøjteløberforening på Søpavillonen og derfor kunne starte på den private bane, som altid blev renset for sne og endda oversprøjtet om natten med vand. Her kunne vi ikke deltage! Far ville ikke betale, for som han sagde: Der er aldrig is på søen, når man har betalt. Vi sneg os ind under snoren, som markerede det private område, og når opsynsmanden, som skulle kontrollere, om man havde foreningens emblem placeret på sit tøj, dukkede op, gjaldt det om at komme hurtigt ud under snoren igen. Pottifar kaldte vi ham, og udstyret med sivsko for at kunne stå fast på isen havde han ikke en chance for at få fingre i os drenge. I det hele taget var vi for hurtige for de forskellige opsynsmænd, som vågede over for eksempel Ørstedsparken, hvor råbet havemanden kommer adviserede alle drenge om, at nu var det tid at forføje sig. Ligeledes blev en gadebetjent dengang adviseret med ordene det lyner - ikke fordi vi havde noget på kant med ordensmagten, betjenten på gaden dengang var som regel fodbåren, og da alle kendte ham, og han kendte alle, så blev de værste

Eftermiddagstur langs Peblinge-søen branderter lodset hjem med ordre om at holde sig på måtten. Var man mere utilbens, skaffede betjentens store og omfangsrige korpus ro og orden. Udrykning i mere koncentreret stil foregik på cykel og med en søvnig ASP stearinlygte vippende foran på forgaflen. Men man havde da tid til at aflægge høflighedsbesøg hos de lokale handlende, og en høkerbajer var heller ikke at foragte dengang. Langt større end de nævnte legepladser var det gamle banegårdsterræn. Efter det var rømmet, lå det hen som et herligt ingenmandsland, og det var et vidunderligt sted at færdes. Der var stadig rester fra den tid, da jernbanen havde både station og remiser her. I eftertiden blev det anvendt som udstillingsterræn, blandt andet til den hollandske udstilling. Derfor kom det i drengemunde til at hedde den hollandske. Under udstillingen var det hele hegnet ind med træhegn og malet rødt, og i tiden efter gik alle drenge på røde stylter! Området var stort og alligevel ikke stort nok til, at drenge fra to kvarterer kunne enes om arealet. Stadige kampe mellem Nanserne og drenge fra den anden side af søen, fra Korsgade, Wesselgade osv., blev udkæmpet med stor drabelighed. Frygtelige våben blev taget i anvendelse, og disse kampe var ikke blot for drengene, nej pigerne tog også del i

dem. Jeg husker, at et af våbnene engang bestod af en fyldt vandkedel ophængt i en lang snor og igen fastgjort i en lang stang. Og med dette svingende om hovedet på sig selv, skabte den pågældende plads om sig. Ufatteligt, at ingen kom til skade under disse slagsmål, men det skete aldrig. Forbud var der nok af. Man måtte ikke banke tæpper i gården efter et bestemt tidspunkt. Jo, man bar sine tæpper ned og hængte dem op over bankestativet, som ellers mest blev benyttet af os drenge til at klatre i. Der måtte heller ikke spilles i gården, hvad der dog ikke forhindrede gårdsangerne i at drage fra gård til gård med alle gadens unger efter sig. Lirekassemanden - eller onsdagsmanden, som vi kaldte ham - var en kendt og velset spillemand, som havde sin faste rute, der førte ham til vores ejendom hver onsdag. Vores trappe i Nansensgade nummer 15 var belyst med gaslygter, som senere blev afløst af elektrisk lys. Jeg husker ikke tidspunktet så nøje, men jeg har ikke været større, end at jeg skulle stå på tæer for at tænde det nye elektriske lys. Jeg husker det ganske nøje, fordi Gunnar en dag lukkede døren, så mine fingre kom i klemme, mens jeg - stående på tæerne og med et godt tag i dørkarmen - prøvede at nå kontakten. Også indenfor i lejlighederne blev de gamle petroleums-hejselamper udskiftet med elektrisk lys. Ja, det gik endda så vidt, at fatter lod installere to separate og nøgne pærer i loftet ud over den daglige lysekrone. En pære i hver ende af stuen - uhørt luksuriøst efter datidens målestok. Lejligheden kom man ind i gennem en lang korridor, hvorfra dørene førte ind til henholdsvis herreværelset, dagligstuen og spisestuen. Modsat lå døren til køkkenet og pigekammeret samt køkkentrappen. Med otte børn var det imidlertid nødvendigt med mere plads, end det ene lejemål gav, så mellem vores lejlighed og den tilsvarende i nummer 20 i Thuresensgade blev der slået hul og indsat en dør. Her var der to værelser og et køkken, og vi havde således to køkkener, to hovedtrapper og to køkkentrapper. Her sov mor og far i stuen ud til gaden sammen med den til enhver tid mindste. Nydelig gulmalet dobbeltseng og to natborde med marmorplader og tilhørende potteskab samt en servante også med marmorplade, en stor servantekande og vandskål. I stuen op til soveværelset og ind mod gården lå der - i etagesenge - op til fire drenge og i køkkenet til denne lille lejlighed sov Arne. Lirekasse person.

altid blev indkøbt kager til kaffen, har vi unger mangfoldige gange stået med døren på klem og iagttaget, om der muligvis blev en kage til overs. Ligeledes blev der indkøbt tre bananer, som blev skåret over og sammen med æbler og pærer anbragt i en frugtglasskål, hvoraf vi havde to. Disse skåle kom senere til at spille en rolle i vores tilværelse, da radioen blev opfundet - men herom senere. Spillet gik gerne lystigt for sig, og meldingerne, som ikke sagde os noget, blev forstærket kraftigt, når medspillerne ikke bar sig rigtigt ad. Så kunne udtryk som idiot svirre i luften, og så morede de sig. AAse og jeg i trappeopgangen i Nansensgade. I herreværelset i lejligheden i nummer 15 stod de dyre møbler, bogskabet og en kakkelovn med poleret kappe og forniklet skål på toppen. Dagligstuen havde røde plysbetrukne møbler og et rundt bord samt mors skrivebord, hvorfra alle huslejeindbetalinger blev modtaget samt klenodiet, et stueorgel med en drejestol som sæde. Her ved det runde bord blev der spillet utallige lombrespil, et spil som kun far dyrkede, mor spillede aldrig kort. Farbror Peter og et par af deres gode venner, Johannes Petersen og hans kone, var derimod ivrige spillere. Mor talte imens med faster Andrea, som heller ikke kastede sig ud i den slags verdslige sysler. Mor lavede kaffe, og da der Spisestuen var domineret af spisebordet, selvom en buffet og en skænk også stod der. Men et bord med fem ben og tre store plader til at forlænge med var selvsagt noget, man fik øje på. Det krævede også plads, når vi sad rundt om og spiste, far i den ene ende ud mod gaden og mor i den anden. Ofte var vi 11 personer til middag, ja undertiden flere, men Dreyer, som var en barndomsven til mor fra Bornholm, var meget ofte med. Desuden stod hoveddøren altid åben af den simple grund, at mor ikke orkede at rende gennem den lange korridor og lukke op, når vi ville ind. Hertil kom, at hjemmet altid var åbent for alle de kammerater, som vi store som små havde, og som i stor udstrækning betragtede det Mohrske hjem som et samlingspunkt. I pigeværelset op til køkkenet sov først Sigurd og senere Margit. Uden for deres vindue og hængende ud over gården var der anbragt en stor trækasse med fint trådnet på forsiden. Et låg gjorde det muligt

at komme ned i kassen fra kammeret, og her var vores flueskab. vandet frøs til ispropper, rørene måtte tages ned, og isen bankes ud, før man atter kunne slå vand i vasken. Forsøgsvis blev der indkøbt saltstykker, som beboerne skulle have liggende i vaskene i et forsøg på at holde afløbene fri for is. I dette køkken residerede mor og Dreyer i forening. Det var mest hjemmelavet mad, der var tale om. Sådan noget som sylte, rullepølse og salater - italiensk salat, russisk salat osv. - blev hjemmefremstillet i store portioner. Mangen Ismanden (drengen) fra Krystalisvœrket. I køkkenet, som lå modsat spisestuen, foregik madlavningen til hele styrken. Et støbejernskomfur med tre gasapparater og en bageovn underneden var stegemulighederne. Et problem var, at hvis gummislangerne kom for tæt til blusset, kunne de brænde igennem. Ved siden af stod en høkasse med trælåg, og heri blev kartofler og grød og den slags placeret, efter de var bragt i kog. Så sparede man på gassen, og gasmåleren løb ikke for hurtig. Senere kom der isskab til, et lille isoleret skab, hvori man lagde et stykke krystalis indkøbt fra mejeriet i nummer 17 hos Thuesen. Ud til gården lå jernvasken og herunder afløbet. Indvendige faldstammer kendte man ikke dengang, vandet løb direkte ud i tagnedløbsrenderne. I strenge vintertider var det til stort besvær, for Dreyer.

en juleskinke med ben og det hele er blevet stegt i ovnen. Hvis der drejede sig om en gås, så blev den enkelte gange sendt til bageren, men det var med bange anelser, at mor gjorde det, for han beholdt jo noget af fedtet som delvis betaling. Ligeså længe, jeg kan huske, blev der altid indkøbt et halvt og et kvart fint og et kvart groft rugbrød om dagen. Hver aften sad mor - efter vi havde spist, og der var taget af bordet - og smurte madpakker til hele horden. Alene Børge spiste 24(!!) halve stykker hver dag på arbejde, og selvom fatter ikke skulle have mere end et halvt stykke med, så var det en mindre smørrebrødsfabrik, som var i funktion hver aften. Dertil kom, at der blev bagt hvedebrød i bradepanden, og at det aldrig blev til mere end et stykke samme dag, det var bagt, fordi det var betydelig drøjere næste dag - og senere næsten ikke til at få ned. Margarine med smørfarve og eventuelt marmelade fra haven. Smør, kun om søndagen, hvor vi fik franskbrød. Middagene var præget af, at vi altid fik to retter mad og næsten altid sødsuppe eller mælkemad. Haven i Søborg leverede jo masser af bær og rabarber samt hyldebær. Fisk stod på tavlen hver ugedag og ofte mere end det. Det kunne være spegesild i løgsovs eller kogt torsk og så den uundgåelige plukfisk næste dag. Kogt flæsk eller sylte og i sidste tilfælde skåret af grisehovedet og med de fleste af børsterne strittende til alle sider. Ligeledes var der selvsagt altid ben i fiskeretterne, for ingen havde tid til at stå i køkkenet og brænde børsterne af grisen eller finkæmme fisken for ben. Sovs var kutyme ved alle middagsmåltider. Tidens mange arbejdsløse bad om mad ved døren, og mad var der altid, men oftest havnede den modtagne madpakke i trappeskaktens cykelskur, for når man bad om mad, var det altid i håbet om at modtage nogle håndører i stedet for. Jeg mindes i den forbindelse en hændelse, som blev min fars eneste pædagogiske forsøg på kollektiv opdragelse. Vi skulle netop have plukfisk til middag, og sandt at sige var ikke mange andre end mor og far fiskespisere, så vi sad og stak til maden trods kraftige opfordringer. Da ville tilfældet, at en arme arbejdsløs ringede på døren og spurgte om lidt mad. Hent ham herind, lød fars svar, og placeret ved bordenden og under 8 par chokerede og forundrede barneøjne, blev han præsenteret for den største skude plukfisk, han sikkert nogensinde havde set. Der kan I se, kræsne unger, sagde far bagefter, men tilføjede ikke, at den arbejdsløse blev belønnet med et kontant beløb. Vi spiste altid frokost sammen om søndagen samlet om bordet. De store sad omkring mor, hvor pålægget stod, og vi mindre i den anden ende, hvorfra vi gjorde vores bestilling. Snart efter svævede den pågældende rundtenom gennem luften for med mange års rutine at lande lige ud for rekvirenten. Et kunststykke, som mere end en gang har imponeret og chokeret venner og besøgende, der kom på visit.

Trods det, at vi var så mange munde at mætte, var der altid mad også til hjembragte kammerater. Mange gange blev det til en anseelig flok, men altid til stor underholdning for far, som morede sig kosteligt. Især når Arnes kammerat, Jesper, fortalte - eller rettere sagt fabulerede. Så rystede lorgnetterne på fars næse, så de var nær ved at falde af. Al opbæring af varer ad hovedtrappen var forbudt og skulle finde sted ad køkkentrappen. Men når man kendte disse køkkentrapper, forstod man også, hvorfor forbudet blev overtrådt. Der var mange forretninger i Nansensgade, men alligevel blev nogle indkøb foretaget i foretrukne udsalg. For eksempel måtte vi til Gyldenløvesgade efter tvebakker hos bageren, de var også ganske specielle. Eller til Blågårdsgade hos slagtermester Bekker efter kød. Noget kød blev dog købt andre steder blandt andet hos Arbejdernes Kødforsyning i Nansensgade. Ligeledes blev der tit købt en hel svineblære med fedt hos Irma på hjørnet af Vendersgade og Farimagsgade. Påske Andreasen i Frederiksborggade var leverandør af skotøj. Det må have været et specielt syn, når vi i flok holdt vores indtog i forretningen, det fortalte den gamle indehavers søn os mange år senere, da vi foretog indkøb til vores egne børn samme sted. I Vestervoldgade lå Jarnings Konditori, hvor man kunne købe lagkage af mange slags. Men det var ikke så ofte, at det stod på dagsordenen - det var for dyrt, man måtte give helt op til 75 øre for en snitte. Hos Jarnings var der også kaffeservering ved små borde. Halvvejs nede i Thuresensgade lå der et øltapperi, hvor man tappede øl af på flasker fra store ølankre, og derefter transporterede det ud til kunderne på trækvogn. Hele forretningen stank langt ud på gaden af det sure øl, og den gamle øltapper selv var ofte - når han selv kom trillende med trækvognen - et levende billede på, at øllet også kunne drikkes. Hans store kunde på den tid var dagbladet Socialdemokraten, som havde trykkeri og presse i Nørre Farimagsgade. I Nørre Søgade havde Det danske Petroleumskompagni lager og tapperi, og dagligt larmede deres hestevogne ned gennem Thuresensgade, så det rystede i alle huse. Her hentede vi korkpropper til at sætte fast i trillebåndene. En tom cykelfælg var det normale legetøj, men jeg blev i fødselsdagsgave beriget med et trillebånd af træ, og dette bånd løb selvfølgelig lige ud foran en af disse hestevogne. Med tilbageholdt åndedrag ventede jeg spændt på, at hesten skulle styrte. Hvad nu, hvis den faldt og brækkede benene? Min bekymring var ganske unødig. Trillebåndet splintredes under vognen, og intet hændte. Det gjorde der derimod en aften, da jeg rendte ind i nogle mælkeflasker. Mælkemanden var ved at gøre dagens regnskab op og havde lige stillet alle sine tomme flasker ud på gaden bag vognen og under lygtepælen for bedre at kunne se. Her sprang jeg ind i opstillingen på vej til købmanden. Selvom kusken kom op til far og beklagede sig, blev han afvist med besked om, at han kunne ikke tillade sig at holde der. Gaden sorterede på den tid under ejendommen ud til den midterlinje,

man selv skulle forsøge at finde, når der skulle renses gade eller skovles sne. Iskager fandtes også. Den spæde begyndelse foretog en grønthandler i Nansensgade. Isen lavede han selv, så når man købte en is, blev bøtterne, som stod i en blanding af krystalis og salt, halet frem, og med en spiseske fik man en lille muslingeskal af kagedej med is ovenpå, derefter endnu en skal, og så afleverede man 5 øre. Samme grønthandler lejede også trækvogne ud, det almindeligste køretøj, når mindre bemidlede skulle transportere et eller andet. Her fandtes også en lidt større model med fire hjul og med trækstang til to mand. Det var oftest tjenestepigekommoder og den slags, som blev flyttet på den måde. Købmanden havde vi lige ved hånden. Der var Johansen i nr. 13, og lige over for gadedøren lå en anden købmand, Ziegler, nede i kælderen. Ham husker jeg meget tydeligt. Som mindre var jeg blevet sendt over til ham for at hente et eller andet, og forretningen var stuvende fuldt af kunder. Jeg skulle tisse og vidste ikke mine levende råd - jeg troede, at når man nu var kommet ind, så måtte man ikke forlade forretningen. Jeg tissede i bukserne og ned på gulvet, uden at nogen observerede det, og så gik det ellers i fuldt firspring op til mor for at få skiftet til tørt tøj. Tværs over gaden lå bageren, og det var her, vi købte vores forbrug af studenterbrød til 2 øre og Berlinerpfankuchen til 4 øre, ligesom han leverede kaffebrød med makron til samme ringe betaling. Wienerbrød fandtes i to kategorier, noget til 7 øre og andet mere luksusbetonet til 11 øre, men for at få det dyre skulle man hen til nr. 21 til konditoriet. Værtshuset over gaden i kælderen hed Capstaden. Cigarhandleren ved siden af leverede tobak til Arne, som var storforbruger. Fatter røg ganske vist, fra han slog øjnene op, til han gik i seng, men det var store cigarer - Nihilsine et Labore hed de, og de sad i hans mund hele dagen. Han spiste vist lige så meget af dem, som han røg. Men Arne skulle have Flag -cigaretter, og en pakke kostede - ligesom tre Golfcerutter - 25 øre. Når Arne skulle spise frokost sammen med os om søndagen, så skulle han og far have snaps til maden, og så måtte jeg ned til Lille Lars ad køkkentrappen og hente en flaske brændevin til 3 kroner og 15 øre. Hvis man selv havde flasken med, så sparede man 10 eller 15 øre.

Vores tøj syede mor selv, vi var jo de små, og derfor var der hele tiden tøj fra de store, der skulle forandres. Matrostøj var det klassiske med tilhørende matroshue med papkokarde i siden og navnebånd om panden - navne som Danmark eller andre skibsnavne. Da de ældste var mindre, fik de tøj fra Zakariaessens Magasin på Kultorvet - ifølge notater af Børge. En ting som brugsforening benyttede vi os ikke af, måske fordi den lå for langt væk, måske af andre årsager. Børge har berettet, at familien tidligere havde været medlem af Brugsforeningen Christiansborg, som lå på Frederiksberg Alle ved St. Thomas. Nede ved søen lå der på det ene hjørne en købmand Ibsen og på det andet en barbersalon, hvor vi blev klippet. Ganske vist blev vi plysset hvert år om sommeren, men det stod mor selv for. Hun var ikke uden håndelag, for på den tid fandtes der hovedlus i hele skolen, og det spredte sig med lynets hast til alle børn i kvarteret. Midlet var seppedille-eddike, som man fik vasket hele hovedet i, efter man var blevet plysset. Havde man derfor kradset sig og fået sår i hovedbunden, sved det som sprit, og med et håndklæde om hovedet måtte man døje smerten gennem en hel nat. Så blev tættekammen taget i brug næste morgen, og det var en kur, der var effektiv. De mere alvorlige sygdomme blev vi forskånet for. Selv har jeg efter sigende ligget på børnehospitalet i Farimagsgade for eksem over hele kroppen. Arne har haft gigtfeber og lå en kort tid på Balders Hospital. Mor var plaget af astma og bronkitis gennem hele sit voksenliv, ligesom hun - så længe jeg kan huske tilbage - altid havde bind om sine ben for åreknuder. Så det er vel fatter, der har haft det mest stabile helbred i familien. Han havde så afgjort tilløb til hypokonderi, således at forstå at han var hunderæd for at blive syg. Vores huslæge, doktor Hamburger, skulle vi selv betale. Han fik penge en gang om året, og det ærgrede far umådeligt at skulle erlægge hans honorar. Størrelsen af dette kender jeg ikke, men det har vist været nogenlunde det samme, som man hvert år gav til skraldemændene og postbudet, når disse ønskede glædelig jul og godt nytår - og som de alle forventede at få som tak for året, der var gået. Fatter forstod ikke doktor Hamburger. Han havde jo allerede set, at Hamburger ikke kunne gøre noget for mor andet end at være sjælesørger og bortlede hendes tanker fra sygdommen. Når han var på besøg, talte de om hendes blomster, og sammen vandrede de fra stue til stue, hvorefter han ordinerede lidt Kinadekokt, hostesaft og lignende. Det drak hun så i ligeså stort mål, som fatter hældte håreliksir Mor s hus i Allinge, Bornholm.

i sit hår for ikke at miste det. Doktor Hamburger havde ofte talt om, at mor skulle en tur op i den tynde luft - til Østrig eller Schweiz, men det var en absurd tanke. Det længste, mine forældre nogensinde kom uden for rigets grænser, var en tur til Sverige eller hjem til fødeøen, Bornholm. Til gengæld skaffede far en have i Søborg, og her tilbragte vi hele sommeren. Det var en dobbeltgrund, så der var nok at holde. Her var græsplæne og frugtbuske og urtebed, og efter nogle år blev der konstrueret et bassin med springvand og guldfisk. Inden skoleferien indtraf, tog vi sporvognen ind til Nansensgades Skole hver dag. I starten gik vi ned til Søborg Kirke og tog derfra en bus til Bispebjerg, hvorfra linje 16 startede. Der var dog et problem ved denne transport, for jernbanen krydsede Nørrebrogade, og hvis bommene gik ned, kunne det knibe med at nå i skole til tiden. Der gik en gangbro over banen, men det havde jo ingen betydning for os, der sad i sporvognen. Hele den lange sommer tilbragte vi i haven. Huset var bygget af farbror Søren, og det var stort og rummeligt. En veranda, som i starten var åben, men senere blev lukket med glasruder, førte ind til stuen. Herfra var der adgang til to soverum med køjesenge på alle leder. Man lå i overkøjen med fødderne hen over underkøjen. I stuen var to bænke med klapper, så der blev to sengepladser her. På en sofa var der Gunnar, Frode, Børge, Sigurd, mig, far, fœtter Bjarne, Arne, Margit, mor med Aase på skødet og kusine Ellinor bagved, foran Mosebo.

yderligere plads, og i stuen sov da Arne, Sigurd og Børge, mens mor og far havde det ene kammer sammen med en af de mindste. I kammeret ved siden af sov der fire andre, så huset var pakket godt til, når alle var hjemme. På verandaen sov Dreyer i et apparat, som bestod af to bukke med to lægter trukket gennem et lærred, så der blev en slags båre ud af det. Senere fik man fat i en pufseng, men indtil da tilbragte Dreyer mangen en nat i apparatet. Vi havde høns, og Arne holdt både kaniner og duer. Køkkenet var uhyre lille og fungerede kun ved hjælp af et forkøkken, som lå under gulvhøjden, så man skulle ned ad en lille trappe. Lys fik vi ved hjælp af petroleumslamper, en stor hejselampe i stuen og en almindelig lille lampe i køkkenet. Ellers fandtes der ingen belysning, så det var med at få læst lektier, mens det var lyst. Foran huset stod gennem mange år to hvide armstole af træ. Om farbror Søren også havde lavet dem, ved jeg ikke, men solide var de. Her sad far mangen en sommermorgen, lige fra solen stod op, til han skulle af sted på arbejde. Han elskede at vandre rundt i haven med et skuffejern til mors store fortrydelse. Han ødelægger alle roserne med sit skuffejern, hævdede hun ustandselig. Det var et stort arbejde, når der skulle graves have om foråret, men så kom fordelen ved den store drengeflok: Alle med hver sin spade og på række efter hinanden med naboerne som interesserede tilskuere. Imens var far i køkkenet for at lave mad. Mor var aldrig med på disse ekspeditioner, hun passede huset og Aase hjemme i Nansensgade. Det var fatters foretrukne menu, at der skulle være æg til frokosten, derfor blev der indkøbt flere snese. Han elskede selv at drikke rå æg og kunne nedsvælge et halv snes på en gang og uden besvær. Hele sommeren var vi gerne plaget af ørentvister, og loftet i stuen kunne være sort af dem, når lampen blev tændt. Fatter var så ræd for ørentvister, at han gik i seng med lange underbukser på og vat i ørerne for ikke at blive invaderet i løbet af natten. At der aldrig var nogen af familiens øvrige medlemmer, der var udsat for denne oplevelse, ænsede han ikke. Mor derimod fjernede dem roligt med en skål, hvori hun havde hældt sprit. WC havde vi ikke, men et rigtigt das stod i gården, som var omkranset af et plankeværk. For ikke at skulle tømme spanden hvert andet øjeblik konstruerede fatter ved hjælp af en gammel støbejernsvask et tissehus - eller krog var det nærmere - hvor urinen blev opsamlet i en spand gennem et hul i plankeværket. Man havde fuld forståelse for Verandaen på Mosebo.

gødningsværdien i disse affaldsstoffer - lange kanaler blev trukket ned mellem rækkerne af sellerier og porrer og gjorde det muligt at fordele kraftstoffet over et stort areal. Genen var, at man bagefter måtte samle diverse papirrester op og brænde dem. Også afløb fra køkkenvasken var af såre primitiv konstruktion: En trækasse nedgravet i gården og med et låg af brædder gjorde fyldest, men var dog enormt uhygiejnisk, fyldt som det blev med maddiker - især på varme sommerdage. Desuden skulle vandet også øses op med mellemrum og fordeles rundt i haven. Det var ikke for sarte sjæle. Vi havde også en radio med, når vi flyttede derud. I starten var radioen endnu ikke opfundet, men spæde startforsøg kom til og skabte krystalapparatet. Effekten var meget beskeden, og kun ved hjælp af et par hovedtelefoner kunne man høre de svage signaler. Der blev opstillet et jernrør i hver ende af haven, og en lang ledning af blank kobbertråd ført ned til huset forbedrede modtagelsen betydeligt. Hver aften skulle vi ud og slå antennen til jord for ikke at risikere, at et eventuelt lynnedslag satte ild til huset. På taget var der placeret en skorsten af træ for at pynte på huset, som også krævede en masse maling til vedligeholdelse. Her i haven legede jeg mangen en sommer og morede mig med at fremstille huler af liggestole og andre møbler samt tæpper, velvilligt udlånt af mor til formålet. Dreyer kom ofte og boede hos os i Søborg. Hun var ikke bedste eller tante for os, hun var slet og ret begrebet Dreyer, navnet, som vi altid brugte både Jeg står på stigen og kigger ind til Dreyer i vinduet. som person- og kælenavn. Ofte kom hun vandrende til fods over markerne fra Hellerup, hvor hun boede på Strandvejen nr. 171 i havehuset. Over markerne skal forstås bogstaveligt, for mangen en gang har Aase og jeg fået lov af mor til at gå hende i møde, som oftest i området ved Vangede. Dels for at hjælpe hende med at bære, men ikke mindst for at se hvad hun havde med til os. Hun vaskede for nogle velstående familier i Hellerup, og hun medbragte altid noget legetøj, som var blevet kasseret. Det var nyt for os og meget velset. Der var en marketender i sommerhuskvarteret, og her hentede vi det daglige forbrug. Ellers måtte vi ned til Søborg Hovedgade, hvor de rigtige forretninger lå. Vores grund lå på Jacob Bulls Allé, men meget allé var der nu ikke - gennem lange tider var det kun en grusvej ned til huset. Det lå som sidste parcel på vejen, og vores nabo var en bonde og hans marker. Til vores store fornøjelse lå der umiddelbart op til grunden et mosehul, og deraf fik huset navnet Mosebo. Vi legede altid ved vandhullet og sejlede med bræddestumper og pinde, byggede små

havne af mudderkager og ler. Bonden havde sin ajlebeholder placeret i samme vandhul, og desuagtet badede han der uden problemer. Der var fisk og alle slags dyr i mosen, og ved hjælp af en gammel vidjekurv og et langt tov trak vi kurven tværs over mosen og tømte nysgerrigt indholdet ud. Herfra blev der hjembragt halsetudse-æg og unger i konkurrence med storken, som kom hver dag og fouragerede. Alléen blev min første øvelsesplads i den ædle kunst at kunne cykle på en af de stores efterladte cykler. Jeg kunne stående, først på den ene pedal og senere med et ben ind gennem stellet, praktisere at holde balancen. Dristigheden blev snart belønnet, og jeg foretog de første pedalbevægelser og lærte tilmed at bremse. Det nedbragte faldhyppigheden og cykelbeskadigelserne væsentligt. Jeg kom senere til at foretage turen på cykel fra byen til Søborg utallige gange. Haven blev også opholdssted for os under krigen, den krig, som blev min anden verdenskrig, og om hvilken vi altid har følt, at fem år af vores liv forsvandt. Men den blev også begivenhedsrig på godt og ondt, vi glemmer aldrig de år. På et tidspunkt, hvor tyskerne spærrede København af for at knække modstanden, blev haven samlingspunkt for mange unge førere fra K1. Mange år senere, og efter at mor var død, benyttede Grete og jeg og Jørn og Sven sommerhuset og passede haven. Far var ikke længere interesseret, han ville helst have, at vi købte det, men det havde vi ikke muligheder for på den tid. Haven blev solgt og er siden blevet delt op i to byggegrunde. Grete med Jørn i Mosebo. Men utallige ture er blevet foretaget fra Nansensgade til Mosebo - to voksne og otte børn med madpakker og bylter af diverse sengetøj - det var en hel karavane. Som ægte bornholmerbørn gik vi i søndagsskole. Vi blev alle døbt i St. Andreaskirken i Gothersgade og kom hos et par søndagsskolelærerinder i deres hjem i Nørre Farimagsgade. De hed frøken Bardenfleth og frøken Rosenørn, og på deres egen måde forsøgte de at bibringe børn fra Andreaskirken lidt kristendomskundskab. I dette noble og velsagtens adelige hjem legede vi Jeg gik mig over sø og land på deres blankpolerede gulve. Senere blev vi sendt i Luthers Missionsforening og i Bethesda på Grønttorvet.

selvom vi havde haven i Søborg at ty til. Masser af gode kammerater fik vi gennem kredsen, og adskillige havde deres gang i hjemmet i Nansensgade gennem mange år. En rigtig FDF er med hvid bluse og korte bukser. Ellers var det Frivilligt Drenge Forbund, som blev vores tilholdssted. Alle drengene i familien har været medlemmer af FDF, men Børge og jeg er de eneste, der fik et årelangt tilhørsforhold til kredsen. Møderne blev afholdt i Danmarkssalen i KFUM s bygning i Gothersgade, som man delte med Soldatermissionen. Alle andre større fester fandt sted i festsalen i Rosenborggade 15. Her deltog vi i utallige møder, forårsfester og juletræs ditto. En stor forældreskare sluttede op om kredsen, og en masse drenge mødte op, hver gang vi havde møder eller ture. Sommerlejre var vi også med på, og det har nok været en lettelse for mor af blive af med os nogle uger om sommeren, Nansensgades Skole - det var hele søskendeflokkens grundskole. Jeg havde Moster, kommunelærer Mosdahl, som klasselærer. Skoletiden har åbenbart ikke gjort det store indtryk på mig, jeg husker ikke meget fra den tid. Dog mindes jeg, at det, der optog os drenge, var adskillelsen fra pigerne. I frikvartererne havde vi hver sin gård at lege i, og selvom vores lege i drengegården var slagsmålbetonede og til tider voldsomme, så var det dog også spændende, at vi gennem huller i plankeværket mellem de to legepladser kunne se pigerne hinke og sjippe tov. Drille, hive fletninger osv. - det var den tids tilnærmelser. Vi gik til sløjd på Larslejsstræde Skole og spadserede under opsyn af skolebetjenten gennem Ørstedsparken. Derfor var det selvsagt ikke meget, man kunne nå at save, når man endelig nåede frem, men det var en dejlig afbrydelse i skolegangen. Vi badede på Badeanstalten Langebro og også hertil gik det til fods sammen med skolebetjenten, som dog havde sin cykel med. Vi måtte nemlig gå hjem alene efter svømningen, som altid var placeret i sidste time. Badet var en oplevelse. Vi svømmede rundt i havnens beskidte og olierede vand og forsøgte at undgå de værste uhumskheder. Hjemvejen gik via Vestervoldgade og altid med et besøg hos en bager, hvor vi købte rundstykker, som blev sat til livs, inden vi nåede hjem.

Havde man fødselsdag, blev man hyldet på skolen. I gymnastiksalen blev man placeret på en trone af skamler, og så skulle man vælge nogle kammerater til at sidde ved siden af sig, mens alle sang fødselsdagssangen, den som stadig lever i folkemunde. Var der nogle af skolens elever, der blev konfirmeret, smed konfirmanderne bolsjer og flødekarameller ud i grams i skolegården, eller der blev givet flødeboller. Ellers var vi drenge mest optaget af at opdage eller digte amourøse forhold mellem lærerne og lærerinderne. Sanglærer Lund havde så lange fingre, at han kunne give en lussing på hver sin side af hovedet på én gang, dengang var lussinger og spanskrør endnu hverdagskost. Jeg slap helskindet igennem underskolen, og i 5. klasse blev jeg overført til Mellemskolen i Ravnsborggade - en betydelig mindre skole og en meget mindre gymnastiksal. Det sidste var nu ikke nogen katastrofe, for jeg gik til gymnastik i FDF, og den undervisning var kilometer fra og foran skolens. Desuden var vores gymnastiklærer fodboldspiller. Han hed Byrvald og havde været en betydelig deltager på landsholdet. Så selvsagt spillede vi fodbold på Nørre Fælled - og igen gik en masse tid med at trave frem og tilbage mellem skole og Fælled. Om vinteren spillede vi fodbold med en tennisbold, eller vi lå på maven over en skammel og lærte at tage svømmetag. At vi aldrig nåede at komme i nogen svømmehal i mellemskolen, er et typisk træk i folkeskolen. Heldigvis havde vi en botanik- og geografilærer, som hed Bjørnekær. En kæmpepædagog, som formåede ikke blot at fange vores interesse i timerne, men han fik os til at foretage ture i byens parker efter skoletid og gøre fugleiagttagelser. At han også tog os med i skoven, var noget ganske uhørt, og det bevirkede da også, at min interesse for emnet blev vakt. Familierne på begge sider var store, og det var ikke alle, man dyrkede samkvem med. Vi så bogstavelig talt intet til fars bror, Søren, i min drengetid. Faster Marie på 4. sal chokerede jeg engang, da jeg ikke vidste, hvem hun var. Fra sit vindue bad hun mig om at løbe et ærinde, men da jeg

ikke kunne høre, hvad hun sagde, råbte jeg Hvad siger De? tilbage. Det morede hun sig tilsyneladende over, i alt fald berettede hun senere hændelsen til mor. Farbror Carl og Peter kunne ikke enes på grund af Søren, som sad lidt hårdt i det. Peter mente, at Carl burde ofre lidt mere på ham, og Carl blev tosset over, at Peter prøvede at diktere ham, derfor kunne de to ikke være i stue sammen. Ak ja, de var ikke bornholmere for ingenting. En lillesøster Olga blev sindsforvirret i sin unge alder over en hævet forlovelse og lå på Sct. Hans. Her besøgte de gamle hende, men vi andre måtte ikke komme med. Et familieråd accepterede elektrochok, og man prøvede, om det kunne redde hende - men uden resultat. Mors familie boede jo på Bornholm, og kun morbror Johannes sad godt i det. De øvrige klarede sig, og alle mente, at med en ejendom i København, så måtte der jo flyde penge i strømme. Det gjorde der desværre ikke, og administrationen blev med bagermester Lunds arvinger yderligere kompliceret, så far gav op til sidst. De ældstes venner kom og gik, som var de medlemmer af familien. En af dem, Jesper, blev familiens store underholder, ikke blot var han en gudbenådet fortæller eller fabulator, som underholdt store som små med løgnehistorier - han var også elektriker og konstruerede et af de første krystalapparater, hvor man med hovedtelefoner kunne opfange de spæde signaler. Men vi var jo mange, som ville lytte med, og her kommer de tidligere omtalte glasskåle ind i billedet. Ved at lægge begge hovedtelefoner ned i skålene og derefter sidde fuldstændig stille, var det muligt at opfange lydene. Selvfølgelig var trængslen om bordet så stor, at krystallens lille føler forskubbede sig, og alt blev til skratteri. Det var begyndelsen, senere byggede han større radioer, nu med lamper og dreje/vippe kondensatorer og tilsvarende højttaler. Fremskridtet var på vej... Hjemme havde barnedåb, konfirmationer og bryllupper skabt en stadig strøm af fester. Dertil kom, at mor og far fejrede sølvbryllup med deltagelse af nogle af slægten. At feste forstod de, og at holde tale kunne den gamle om nogen. Han havde gennem flere år holdt regnskab for farbror Peter, som nok var oldermand for Stenhuggerlauget, men som åbenbart ikke var så stiv i bogføring. Men når der var familiefest, oplevede han og farbror Carl fars glæde og stolthed over sin børneflok. Det er da givet, at det samtidig skabte betydeligt arbejde for Dreyer, som residerede i køkkenet sammen med mor. Men som mindreårig nød jeg disse oplevelser, især når diskussionerne uundgåeligt begyndte. At høre, hvorledes ens store brødre og de voksne farbrødre debatterede med hinanden og fortvivlet

forsøgte at overbevise modparten om sine standpunkters fortræffelighed, var en oplevelse. Og så var der selvfølgelig også mad og lækkerier på bordet. Dertil kom højtiderne. Juletræet i den fine hjørnestue, som man ikke måtte se, før dørene blev slået op - vel at mærke først når man havde kæmpet sig gennem flæskesteg og risengrød osv., og der var blevet båret ud og vasket op. Det var næsten ikke til at bære. Disse juleaftener var som skåret ud af Peter Fabers Jul. Gaver havde man jo forlængst købt, men hvor, de var gemt, var umuligt at gætte. For min del var hofleverandøren en isenkræmmer i Nansensgade ud for Schacksgade, som hver jul altid havde små glas eller bestik til dukkestuer, og det var Margit, der stod som modtager af disse kostbare julegaver. Jeg selv fik gerne dyrere ting, og det var ofte af de store drenge, gerne skinner eller andre ting til mit optrækstog. Bløde pakker var forbeholdt som gaver fra vores forældre, og tit var det noget, vi skulle have haft alligevel, men som nu fik større betydning. Julen krævede selvsagt megen forberedelse, mad, rengøring, bad i zinkbalje i køkkenet osv. Men trods travlheden havde mor altid tid til at tænke på fru Mollerup, en gammel dame, som havde boet i huset, men som nu var flyttet ud på en stiftelse i Ovengaden Over Vandet på Christianshavn. Hertil bragte jeg jævnligt en kurv med hullede strømper, som hun så sad og stoppede for mor. Men nu ved juletid var kurven fyldt med madvarer i stedet, og jeg følte mig som en rigtig julemand, når jeg tog af sted for at aflevere kurven med godter. Nytårsaften var et andet tidspunkt, hvor hele familien samledes. Fatter købte altid de våde varer ind, og under megen interesse blev der brygget en stor punchbowle, som man forsynede sig fra. For os små kunne der måske blive tale om en lille smagsprøve, men ellers lagde de store grunden til det efterfølgende nytårsbal. Dem var der mange af dengang, og her havde man rig lejlighed til at kontakte det andet køn. Havde man ikke selv dame med, var der nok af danselystne piger. Udgifterne var stort set ikke andet end et baltegn, og derefter, hvis man var i spendérhjørnet, måske en porter med tilhørende citronvand. Så var man helgarderet resten af aftenen, man sad jo ikke meget ned alligevel. Hjemme gnaskede vi godter i os, meget var hjemmelavet marcipan, noget som krævede alle mand ved eller på spisebordet. Man skulle nemlig male

kartofler, som var hovedbestanddel af massen, gennem kødmaskinen, som var fastgjort til bordpladen og næsten ikke til at vride rundt. Mor iagttog med bange anelser, hvorledes de store prøvede kræfter på hendes køkkentøj. Så var der bordfyrværkeri med masser af flag og enkelte små ting i. Var man alligevel nede under bordet, fordi man var bange for knalderiet, kunne man jo samle alt det, man overhovedet kunne finde. Udendørsløjerne var grove på den tid. Urtepotter blev kastet mod entredørene, havelåger og dørmåtter måtte bjærges af vejen, ellers var de forsvundet eller ombyttet. Snart blev det fastelavn, og Orla fra Lillelas var primus motor. Man slog katten af tønden i gården. Alle var klædt ud, oftest ved, at man vendte jakken med foret udad og satte en papnæse med overskæg og briller på. Så blev der serveret varm chokolade med fastelavnsboller til. Varerne havde de handlende leveret, og mor og Dreyer stod for serveringen, som foregik oppe hos os. Vi havde alle været ude at rasle med sparebøssen hos de samme handlende. Danholt brugte den taktik, at når man forlod butikken, fik man en kridtstreg på ryggen, så kunne han frasortere gengangere. Blikkenslageren i Nansensgade nummer 17 varmede mønterne op i essen, inden han smed dem ud til os i gården. Så kunne man brænde fingrene til stor morskab for svendene. De voksne slog også katten af tønden, men deres var en vindruefustage af betydelig stærkere konstruktion med tværstivere, så det tog lang tid at slå den itu. Til gengæld nøjedes man ikke med at vinde en papirskrone som kattekonge, det var som regel snaps eller lignende, der var gevinsten I havehuset i Thuresensgade nummer 18 boede en enlig, ældre dame, som havde en lille slikbod ved søerne, der hvor Nørre Søgade og Gyldenløvesgade mødes. Slikmutter kaldte vi hende selvfølgelig, og til at transportere sine varer brugte hun en ombygget barnevogn. Den havde hun fundet efter en fastelavnsmandag hængende i femte sals højde over gården mellem havehuset og køkkentrappen til nummer 17 i Nansensgade. Klage til far bragte vognen tilbage til jorden, men hvem den skyldige var, melder historien intet om. Orla sagde ganske vist, at hun havde onde øjne, men om han også tog initiativet, skal være usagt. Efterhånden voksede brødrene op og fik piger på. Lærerpladser til dem var vel nok noget, som må have voldt far de største kvaler. Seks drenge, som skulle anbringes og helst i et fag, som kunne brødføde dem og også optage dem. Far havde været ansat som bogholder på Den Kongelige Fars hus i Allinge på Bornholm.

Porcelainsfabrik i flere år, men skiftede af for mig ukendte årsager job og blev lagerforvalter på Frederiksberg Jernstøberi. Men vi var jo mange hjemme, så lønnen har vel også haft indflydelse på, at han tog andet arbejde. Med et stort forbrug af dagligvarer fik familien stor betydning hos de handlende. Mere end en gang har jeg med forbavselse set far skride gennem gaden hjem fra arbejde. Når han passerede de forretningsdrivende, kom de ud og lettede på hatten. Så blev bowleren eller stråhatten løftet til genhilsen, jo man var da storforbruger af dagligvarer. Lønnen har nok ikke været stor, men man boede jo husfrit, så det hjalp. For en lærling lå ugelønnen på 3 kroner, måske har den været 50-60 kroner for en voksen. Arne og Sigurd kom i lære som finmekanikere i et firma, der lå lige ved siden af det sted, hvor far arbejdede. Børge kom efter en lille omvej hos en bonde til C. Olesen på Højbro Plads, hvor farbror Carl var afdelingschef. Gunnar kom i lære som former på fars arbejdsplads, Margit blev hattesyerske eller modist, som det hed. Aase fik en uddannelse i Messen, men gik vel mest til hånde hos mor, som efterhånden blev betydeligt præget af sygdom og afkræftelse. Frode fik lov til at læse videre og fik studentereksamen. Han skulle have været jurist, men efter den første del stod han af og gik over i andre erhverv. Selv fik jeg plads hos farbror Peter som stenhuggerlærling, en placering, som man havde aftalt uden min viden - og intetanende blev jeg konfronteret med afgørelsen, efter at de voksne havde haft en af deres sædvanlig kortspilsaftener. Jeg kom hjem fra FDF og blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at starte på en sådan uddannelse. Jeg anede intet om, hvad det overhovedet drejede sig om, og da man samtidig fortalte, at firmaet ville blive mit, når Peter Mohr og Andrea var væk, ja jeg ved, at jeg ikke engang ænsede at spekulere i denne fremtidsmulighed. Men de gamle havde vel gjort sig nogle overvejelser. Peter og Andrea var barnløse, og de har nok tænkt på Mohr-navnets fortsættelse i stenhuggerbranchen. Her havde der jo været Mohr er igennem generationer. Det blev for mig fem lange og trælsomme år. Om sommeren hver dag på cykel fra Søborg til Amager og derefter hjem igen og på aftenskole. Dagen sluttede ofte sent om aftenen, og min interesse for faget kunne findes på et meget lille sted. Godt, at jeg havde FDF at slappe af med. Jeg oplevede min onkel som en uforstående krakiler, ikke blot over for mig, som han mente, han havde ansvaret for at opdrage, men han var også kendt og hadet inden for faget, hvor navnet Peter Djævel blev ganske karakteristisk. Det blev fem års optræning i tålmodighed, og mere end én gang har jeg over for min far bedt om at måtte slutte med en uddannelse, som i de første år mest bestod i at vaske og skrubbe alle de mange monumenter, Peter Mohr havde stående på sin plads. Jeg fik kun brug for mit fag i få år. I marts 1930 solgte mine forældre ejendommen i Nansensgade og flyttede til Ternevej på Frederiksberg. Nansensgade-epoken var slut.

Aase og jeg flyttede med og oplevede her noget så luksuriøst som et badeværelse. Lejligheden lå i stuen, og trods de få trin var det ikke meget, mor kom uden for døren. Men gennem alle årene stillede Arne hver lørdag hjemme hos mor på vej hjem fra arbejde. Så talte de fortroligt sammen og hyggede sig. Samlivet mellem mor og far havde længe gået på trisser og lodder. De mange børnefødsler har vel ikke medvirket til, at deres samliv kunne fortsætte som i de gamle dage. Fatter foretog sidespring til stor forargelse ikke blot for mor og Dreyer, men også for de store drenge, som i højere grad forstod, hvad der foregik. Far fik stillet stolen for døren og faldt derefter tilsyneladende til ro. Men lejligheden på Ternevej var fugtig og muggen, og mor kunne ikke tåle at bo der. Derfor flyttede familien i 1937 til en ny lejlighed på Philip Schousvej - også på Frederiksberg. Her blev der indrettet en lille forhøjning i karnappen, så mor kunne sidde og se nedad gaden. Endelig flyttede de i 1940 sammen med Aase til Byhøjen i Vanløse, og det blev mors sidste lejlighed. Her døde hun i en forholdsvis ung alder - 64 år gammel. Gennem FDF havde jeg fået en masse venner og kammerater, og blandt dem blev flere førere i kredsen ligesom jeg selv. Franz Christen blev vores lidt ældre leder og senere kredsfører. Franz blev ikke blot en FDF-kammerat, men også senere min svoger. Piger havde der indtil nu ligesom ikke rigtig været plads til. FDF var mit et og alt, og gennem samme forening kom vi i kontakt med blandt andet KFUKspejderne. Og her var der en pige, som Hans Basse, mig, Lillemøller, Aase og Kaj også hed Christen til efternavn. Hun var lillesøster til Franz, frisk og rask og med på den værste. Hun blev mit ideal af en pige. Lidt efter lidt blev kontakten mellem os tættere og tættere, og gennem sammenkomster, blandt andet med Lillemøller og Gammeltorv og Basse Svendsen samt en førerkammerat fra K 22, Tykke- Kaj, blev vi et gæng, som udover FDF kom sammen til baller, og som gik ud sammen. Kajs forældre var restauratører på Grete med Fane (nummer fire fra venstre- uden skœg...)

småtingsreparatør, regnskabsfører og alt muligt andet. Samme Holger Smidt og hans samleverske var også ved Melby Strand ved den lejlighed, og vi havde det festligt sammen. Tykke-Kaj, som havde fourageret, havde medbragt et opulent frokostarrangement blandt andet med en kæmpeskål med rejer, som vi svælgede i. Grete og jeg, arm i arm. Gammel Strand og havde værtshuset Stjernen. Her var der åbent tidligt om morgenen for fiskerne fra Stranden, og man lukkede til gengæld noget tidligere på dagen. Masser af timer tilbragte vi unge hos disse gæstfrie forældre, som var begejstrede over vores venskab. Kaj var enebarn og blev med et mildt ord forkælet af forældrene. Han var ansat hos Bdr. Dahl på Rådhuspladsen og fik lov til at beholde hele sin løn som lommepenge - og mere til. Det var uhørt for os andre, som endnu måtte klare os med lærlingens sparsomme løn - 3 kroner om ugen. Uden at vi benyttede os af Kaj, betød vores venskab, at vi fik adgang til forældrenes omgangskreds, en omstændighed, som fik direkte betydning for min senere ansættelse i Frihavnen. Under en tur til Gammeltorv s firmahus ved Melby Strand, blev Grete og jeg om ikke forlovede, så i hvert fald klar over, at vi var forelsket i hinanden. Grete var ansat hos elektriker Holger Smidt på H. C. Østedsvej som ekspedient og Gænget foretog sammen en række besøg på byens restaurationer, blandt andet La Reine på Søtorvet. Her optrådte vi drenge i en sangerdyst, som vi skrålede os igennem og fik en præmie for. Grete fik et møgfald senere af sin mor, fordi hun var stået op af en forkølelsesseng og var gået ud med os om aftenen. Men mormor blev hurtigt formildet. Grete og jeg skulder ved skulder. Hun og morfar var af tysk herkomst, og det prægede vel nok deres liv. Morfar var kemigraf på Berlingske Tidende, og mormor gik hjemme om dagen. Grete var yngste barn af tre, hvoraf Franz var den ældste, den mellemste bror hed Heini.

morfar. Senere skulle jeg lære dem at kende som et par hjertevarme og elskelige svigerforældre, hvor navnlig mormor markerede sig. Morfar var mere reserveret, han var handicappet, var stoppet i væksten dog uden at være dværg. Han residerede ved bordenden, og det var tydeligt, at det Morfar og mormor med Franz, Heini og Grete. Franz var ansat hos et skrivemaskinefirma i Tulinsgade, og Heini, som var uddannet modelsnedker, blev senere ansat samme sted og fik regnemaskiner som speciale. Heini var den længstboende i hjemmet og havde et værelse til gården i Sølvgade 90, hvortil familien flyttede efter at have boet i Linnesgade. Grete havde gået i Nansensgades Skole ligesom jeg selv, men uden at vi overhovedet kendte noget til hinandens eksistens. Senere kom hun til Nyboder Skole og også til Larslejsgade Skole. Hun fik en kontoruddannelse hos Bdr. Braun s Tobaksfabrik. I det Christenske hjem havde jeg haft min gang i forbindelse med FDF og Franz, og jeg kendte allerede mormor og var også mormors ønske, at han var husherren i hjemmet. Mormors danske udtale skabte mange festlige gloser, som hun uden fortrydelse hørte os andre gentage: Det kan du ikke bekende (være bekendt) og det er ja nu so dejligt. Hun kom fra Tyskland og blev barnepige hos Mormors familie (mormor i midten i bageste rœkke)

direktøren for oliefabrikken i Århus. Morfar var samtidig blevet kemigraf ved en avis i byen. Al familie havde de forladt i Tyskland, men de havde fundet venner i den herværende tyske forening og deltog med glæde og fornøjelse i sammenkomster og baller. Her var vi unge også med, og altid gik det med gemytlighed, sang og megen festivitas. Under krigen måtte mormor og morfar gennemleve en vanskelig tid med mange problemer på grund af deres tyske herkomst. Altid loyale over for deres nye fædreland, som de for længst havde fået statsborgerskab til. Da Værnemagten besatte Danmark, ville skæbnen selvfølgelig, at familiemedlemmer, som var indrulleret i den tyske hær, blev stationeret i Danmark, og de opsøgte da mormor og morfar i Sølvgade. Mormor og morfar accepterede, at de kom, men de modsatte sig på det bestemteste, at de besøgende opsøgte børnene - altså Franz, Heini og Grete. Vi havde således aldrig nogen kontakt med disse fætre og kusiner. Selv blev mormor og morfar presset til at yde bidrag til forskellige tyske hjælpeorganisationer, ligesom deres medlemskab af Tysk Forening blev opfattet som en selvfølgelig tilslutning til det, som den tyske nation og Værnemagt foretog sig. Forhold, som efter krigen blev efterforsket, og hvor mormor og morfar blev fuldstændig renset for enhver mistanke. Mormor og morfar med Sven og Jørn (Richters hus i Rødovre). Grete og jeg var blevet forlovede. Hvis der er nogen, der spørger, hvordan man gør indtryk på en pige, som man er stærkt interesseret i, må jeg fraråde min metode. Vi var blevet placeret ved siden af hinanden ved en sammenkomst, og hvem der havde arrangeret bordplanen, ved jeg ikke. Men i min befippelse og nervøsitet spurgte jeg Grete, hvad hun havde givet for at få lov til at sidde ved siden af mig. Jeg skal love for, at der blev lagt mærke til mig. Alligevel gjorde min fortalelse indtryk, og jeg scorede gevinsten. Senere sad vi som så mange andre forelskede og iagttog månen over Øresund uden tanker for andre end os selv. Ring blev det også til, og det medførte den ofte citerede udtalelse af min far: Der har du nok fået kam til dit hår. Morfar, på Rådhuspladsen efter krigen.

I forlovelsestiden foretog vi vores første udlandsrejse. Gennem Dansk Vandrelaug havde Heini fået tilbudt en togtur til Italien, varighed 14 dage med rejse og kost - i alt 190 kroner per næse. Heini havde sin andel i, at vi kom med, da han over for sin søster erklærede, at sådan en tur fik hun nok aldrig råd til! Det var den lunte, der skulle tændes - vi bestemte os for at tage med. Gammeltorv og Ebba, som han gik sammen med, meldte sig også, så da vi fem drog af, ærgrede Heini sig over, at han ikke havde taget sin pige, Bibi, med på turen, hvor han hele tiden var femte hjul. Brylluppet blev holdt i Sølvgade hos mormor og morfar den 6. april 1939, men var nær ved at gå i vasken. Dagen før skulle jeg holde en lille fest ude hos Peter Mohrs stenhuggeri for Pusten, min læresvend og kontordamen. Men først skulle vi på Solbjerg Kirkegård og stille et monument op. Manden, som havde købt stenen, gav en øl, da vi var færdige. Men den kolde øl bevirkede, at jeg fik et anfald af nyregrus, Jeg var i mellemtiden blevet udlært hos Peter Mohr og havde arbejdet nogen tid som svend. Da vi rejste, var jeg ansat hos Grebe på Bispebjerg. Han var af tysk familie, og den omstændighed, at vi skulle vandre, begejstrede ham, så han den sidste dag udbetalte mig et ekstra beløb med ønske om en god tur. Vi rejste over München og var selvfølgelig ude at smage på det tyske øl i Hofbraühaus. Helt ned til Neapel og Vesuv og de begravede byer ved bjergets fod gik turen. Også Rom, Milano og Venedig besøgte vi - en vidunderlig oplevelse for et par nyforlovede mennesker. Rejseleder var en præst ved navn Svend Hansen, en bror til formanden for Dansk Vandrelaug, Stig Hansen. Svend var præst ved Søllerød Kirke, og han var en festlig fyr, som elskede alle de små snedige drypstenshuler. Vi blev så begejstrede over ham, at vi opfordrede ham til at foretage vielsen af os, når vi skulle giftes. Og det gjorde han gerne. Lejligheden i Sølvgade (Mormor og Morfars sølvbryllup). noget jeg aldrig havde mærket før - ej heller siden. Jeg klarede mig hjem til pladsen, men blev så dårlig, at jeg måtte tage til skadestuen på Sundby Hospital. En læge konstaterede, at jeg måtte have blindtarmsbetændelse, men at den ikke var langt nok fremskreden til en operation. Jeg skulle tage hjem og se tiden an. Jeg tog en vogn hjem og blev dårlig på Rådhuspladsen

og halvt lå i vognen af smerter, da vi nåede Philip Schousvej. Mor var ikke hjemme, så jeg gik i seng. Stor var opstandelsen hos alle, da de opdagede, at jeg var syg, for brylluppet var jo allerede næste dag, alt var tilrettelagt, alle inviteret. I løbet af dagen passerede gruset med megen smerte, og jeg var helt rask, men udmattet. Brylluppet fandt sted, og spøgende hævder jeg stadig, at jeg faktisk var svækket ved mit bryllup. Vi fik lejlighed på Dosseringen 7 i 1939 og skrev kontrakt med frøken Bisgård hos Carl Schepler. På 5. sal, en lille lejlighed på to værelser og et kammer, køkken og toilet. Nu var vi ægtefolk med lejlighed og travlhed med indretningen, men ikke mere end at vi havde tid til at få vores første barn. Stillet over for opgaven at være forældre og opdragere og med dårlige erfaringer fra familiens øvrige nybegyndere blev vi hurtigt enige om, at Jørn skulle opdrages ordentligt - og det blev han så. Om vi har været for strenge og krævet for meget af ham, ved jeg ikke, men det er klart, at tolerancen vokser med årene, så de næste i rækken blev nok opdraget noget lettere. Frodes børn var blevet opdraget frit og gik i Bernadotteskolen. Deres tiltaletone til forældrene var mildest talt under al kritik. Den mellemste måtte til psykiatrisk behandling, og der gik lang tid, før hun atter kom på ret køl. Uden rettesnor fra forældrene gik der koks i deres tilværelse. Hver dag bragte vi børnene over til mormor, så på arbejde, hjem og lave mad, gøre rent, vaske storvask i Sølvgades vaskekælder og hænge tøj op på tørreloftet, derefter bringe vores tøj hjem til 12345689... (do ser ingen syv).

Ofte spillede vi kort sammen med Gammeltorv og Ebba, mens de boede på Hulgårdsvej. Her stiftede drengene første gang bekendtskab med fjernsynet, og her så vi tit de store underholdningsudsendelser sammen. Når vi sent - og ofte med den sidste bus - skulle hjem, kørte vi med helt til Nansensgade i stedet for at skulle med til Rådhuspladsen. Den sidste bus drejede nemlig ned til remiserne her. Vi var stadig optaget af FDF, og flere landslejre ved Marselisborg har vi begge deltaget i, ligesom kredsen også har haft adskillige kredslejre, hvor Grete var med som tante og jeg som fører.sommerlejre ved Sejrøbugten blev det også til, men det meste af sommeren fandt drengene et opholdsted hos familien Dagnæs Hansen på Priorskov på Lolland. Mormor og morfar Jørn og Sven i Sølvgades baggård. Dosseringen og op på vores eget loft, så stryge og reparere. Oveni alt dette havde vi barnedåb og fester. Om sommeren tog vi ud til haven i Søborg. Jeg fik i Frihavnen fremstillet en legevogn så stor, at vi kunne have to børn i den. Mangen en gang har vi vandret til Søborg til fods, og jeg har også tilbagelagt den samme strækning på Franz s trehjulede varecykel op til tre gange på en dag, når vi flyttede ud i haven. Her blev vi til gengæld hele sommeren indtil Christian den X s fødselsdag, hvor vi tog turen den anden vej. Dagnœs-Hansens, Priorskov 1947. havde fået et værelse til overs, efter børnene var flyttet hjemmefra, og en ung studerende fandt her et opholdssted under sine studier. Det var Erik Dagnæs Hansen. Hans far besøgte ham og fandt Jørn og Sven i stuerne hos mormor. Han indbød dem til at tage med hjem til gården, og det blev begyndelsen til en lang kæde af sommerferieophold for alle vores børn.

I den mellemliggende lange periode skiftede jeg erhverv. Nygift og uden indtægter! Det gik ikke, og Tykke-Kaj mente, at da vi var inde i en lang arbejdsløshedsperiode, kunne han nok skaffe mig midlertidigt arbejde nede i Frihavnen. Overmaskinmesteren her var nære venner til Tykke-Kaj s forældre, og vi havde været sammen nogle gange hos dem i hjemmet i Rysensstensgade. Maskinmesterens svigersøn var gammel FDF er i K.9, og vi var med det samme på bølgelængde. Efter nogen betænkningstid modtog jeg et brev med opfordring til at melde mig i Frihavnen. Jeg kunne få arbejde sommeren over med at banke rust og male kranerne i Havnen - og dermed begyndte mere end 40 år i KFA. og jeg havde foruden Jørn nu også Sven, og da Grete gik hjemme, var det yderst kærkomment at have et arbejde at gå til hver dag. Lønnen var 66 kroner om ugen uden sygedagpenge og uden smudstillæg. Da fik Grete et tilbud om at komme ind ved Klasselotteriets Hovedkollektion i Gyldenløvesgade et par gange om måneden. Dette vikarjob udviklede sig til et heldagsjob. Tidligere havde hun været inde hos Messen i Købmagergade som medhjælp i bogholderiet og havde her arbejdet sammen med Grete Christensen fra Bellahøj, som ligeledes var vikar i Lotteriet. Asta Jerstoft havde også sin gang på Lotteriet, og det blev til et årelangt bekendtskab mellem dem - et bekendtskab som stadig eksisterer. Frihavnen. En fuldt arbejdsdygtig papmodel af en Frihavns-kran. ( SM) Det, der skulle være et sommerjob, blev ved en ulykkelig hændelse til en fastansættelse. Først blev en mand kørt ihjel på vej hjem fra Havnen, og dermed blev brikkerne flyttet en tak op. Dernæst indtraf den besættelse af Danmark, som kom til at præge de næste fem år af vores liv. Grete I Havnen blev jeg som sagt først sat til at male kraner, men det viste sig hurtigt, at der var meget andet, som skulle udføres. Så jeg fik gennem årene en meget alsidig uddannelse, ligesom mine tilegnede færdigheder fra FDF kom mig til gode. Jeg kunne splejse uden at have været sømand,

jeg syede sejlmagerarbejde osv. Da krigen kom, blev al brændselsforsyning afbrudt, og så måtte det indenlandske brændsel træde til. Næsten alle skure i Havnen blev fyldt op med tørv fra provinsen, Havnens egen varmeforsyning måtte også benytte tørv, og der skulle køres enorme mængder til fyrene hver dag. Snart skulle tyskerne have store mængder af grus til at bygge fæstningsværker med, og det blev sejlet ned til Tyskland. Derfor skulle der bruges flere rangerfolk ved banen i Havnen, så jeg blev flyttet derover og fik en fløjte og en kasket udleveret. Endelig tilbød mester Olsen, som overmesteren hed, mig et job som fast mand i et pakhus. Det ville altså sige arbejdsmand på fast løn. En skøn sommermorgen, den 9. april 1940, vågnede vi ved, at talrige flyvere fløj ind over København og kastede løbesedler ned - man blev opfordret til ikke at gøre modstand. Jeg husker ikke nøjagtigt, hvilke følelser der strømmede gennem mig, men jeg begav mig af sted til Havnen og blev stoppet ved Østerbrogade/Østbanegadehjørnet af en række cykler lagt over gaden som spærring og bevogtet af tyske soldater. Orienteringen hos de ansvarlige tyskere kan ikke have været stor, for afspærringen af Havnen var kun foretaget her ved Frihavnsbroen. Det var vigtigt for mig og mange andre at komme ind på vores arbejdsplads - måske en slags trods. Vi fandt i hvert fald ud af, at vi blot skulle køre ind af Århusgade-indgangen. Modstand var det ikke tale om noget sted i København. Kastellet erobrede tyskerne for eksempel uden at møde nogen som helst modstand. Nørreporten ved Kastellet. Fem år fulgte med gru og modbydelighed, men også med den samhørighedsfølelse, som åbenbart kun kan gro frem mellem mennesker, når problemerne er størst. Da vi havde været besat i omkring tre år, blev jeg af en person, jeg kendte, opfordret til at slutte mig til modstandsbevægelsen. Hvad var det? Hvem stod bag? Var det blot fusentasteri, eller var der realiteter bag? Ingen svar. Man kendte kun én person i den forbindelse, men senere kom det frem, at det var den ene direktør og vores maskinmester, som stod bag. Jeg sagde ja og blev nu medlem af en gruppe, som midt i krigen og midt i Havnen blev undervist i brugen af våben. Igen kom tiden i FDF mig til gode, for her havde vi jo lært eksercits, kunne bevæge os i et terræn osv. Hjemme var jeg af kommunen blevet udtaget til husvagt, jeg havde ansvaret for, at alle beboere blev bragt ned i kælderen ved flyangreb. Jeg fik en svaber og et koben som bekæmpelsesmateriale, og man fantaserede om, at vagten skulle tage ophold på loftet og overvåge, at brandbomber ikke satte ild til huset. Derfor blev der anbragt en balje vand på ejendommens tag. Jeg skriver dette, for at

man kan erindre, hvorledes det er muligt for en offentlig myndighed at tabe enhver forbindelse med virkeligheden. Alle, som havde set, hvordan Hamborg og andre store tyske byer så ud efter et flyangreb, må erkende, at det hele var lige så tåbeligt som at sætte fodfolk til at stoppe de fremrykkende kampvogne i Sønderjylland. Under hele krigen udspilledes der sig rædselsscener i Havnen. Hertil bragte man alle de sårede soldater og flygtninge, her gik russiske fanger og ryddede op efter transporterne, her lossede man lig af, som om det var brændselsklodser, her døde flygtninge i vores pakhuse... På et tidspunkt indførte Havnen også en brandvagts ordning, og jeg blev fritaget tjansen som husvagt hjemme på Dosseringen. Jeg fik aldrig at vide, hvem der afløste mig, jeg afleverede heller aldrig svaberen eller kobenet, og baljen står stadig på loftet. Grete vidste selvfølgelig, hvad der foregik med hensyn til modstandsbevægelsen, og da Frihedsdagen var ved at nærme sig, bragte vi en sen aften de to små over til mormor og morfar - de spurgte os ikke hvorfor, vi kom. Grete havde mere end én gang under flyangreb måttet ned i kælderen med Jørn og Sven, men det foregik under ordnede former. Da englænderne bombede lommetørklædefabrikken ved B&W, og Mustangjagerne fløj gennem Gothersgade under hustags højde, bar Grete en barneseng med indhold ned ad trappen til kælderen! Uanset byrdens vægt og omfang og uden at tænke nærmere over opgaven har Grete senere undret sig over, hvorledes hun bar sig ad... Sven var i sine unge år meget plaget af astma, en lidelse han ikke mere trækkes med. Men dengang var det særligt slemt, og vi prøvede alverdens ting for at afhjælpe hans sygdom. Endelig gik vi til kiropraktor, en svoger til gudmor Ebba ( Gammeltorvs pige), og hans behandling hjalp. Gennem skoletiden bad Sven selv om penge til behandlingerne, når han mærkede, at et anfald var på vej. Det var skolelægen ikke særlig begejstret for, men vi fik aldrig opklaret hvorfor. Overlægen på Rigshospitalet havde forsøgt, vores huslæge havde forsøgt, og nu forsøgte vi selv og havde fået et godt resultat. I starten var krigen en underlig oplevelse for danskerne. Besættelsesmagten opførte sig jo ordentligt, og krigen kunne kun mærkes, fordi flere og flere varer blev rationeret. Tøjet blev lavet som maximaltøj, det vil sige af optrævlede og kartede gamle klude, og snit og kvalitet blev naturligvis derefter. Kaffe, som skulle importeres, blev sammen med tobak en af de mest efterspurgte varer. Rationeringen på dagligvarer bredte sig, og efterhånden som krigen trak ud, blev der flere og flere rationeringsmærker at holde styr på, brød, kaffe, margarine, sukker osv. Vi holdt stadig til i sommerhuset i Søborg hver sommer, og det blev ganske svært at fremskaffe cykeldæk og -slanger. Jeg endte med at køre på en tov-ende, som jeg splejsede sammen, så den lige kunne krænges ud over fælgen, men ellers lappede man og satte gamle stumper dæk på de største huller. Gennem hele besættelsen var mormor utrættelig - på en eller anden måde

lykkedes det hende altid at skaffe kødvarer nede hos den lokale slagter i Sølvgade, hvor hun havde handlet i årevis. Næsten alt, hvad der fandtes i forretningerne, var såkaldte bukkevarer - altså til overpris, til selvforsyning eller til venner og bekendte. Så det var ikke sjældent, at jeg på vej hjem fra arbejde lagde vejen om ad Sølvgade for at tage mad med hjem, som mormor havde skaffet. Hvis det var tilfældet, så stod der altid en avis i vinduet, som adviserede, at der var noget at hente. Vores egen købmand Poulsen på hjørnet af Dosseringen og Tværgaden havde ligesom alle andre et reservelager, som vi trak på gennem lang tid. Da Værnemagten begyndte at rekvirere, hvad der fandtes i butikkerne, fik vi udleveret en stor pakke madvarer af Poulsen, som vi selvfølgelig ikke kunne betale. Men han sagde, at det talte man ikke om, nu var det blot om at få varerne spredt så hurtigt som muligt. Som noget af det første under krigen fik vi mørkelægning, og lyset på gaderne blev dæmpet til et minimum. Vi skulle gå med hvide armbind, og cykler skulle have hvide bagskærme. Lidt efter lidt krøb krigens realitet ind over os, og da regeringen ikke længere mente at kunne efterkomme Værnemagtens krav, gik den af og overlod os til et styre med departementscheferne som ledere - intet kunne vedtages, kun administreres. Aviserne blev censureret, og illegale små blade cirkulerede i befolkningen. Hær og flåde blev afvæbnet, og tyske soldater patruljerede i gaderne. Fra Aalborg kom starten til direkte modstand. Nogle store skoledrenge begyndte, og langsomt bredte modstanden sig over landet og blev mere og mere organiseret. Det danske politi blev interneret og overført til lejre i Tyskland, kommunisterne blev også jagtet. Så kom turen til jøderne, og nu gik det hurtigt med den organiserede modstand: Transporter til Frihavnskompagniet, 1 Deling. ( bageste rœkke nummer to fra venstre...)

Sverige, jernbanesabotager og bombning af danske firmaer, som arbejdede for eller leverede varer til tyskerne. Folkestrejken blev vendepunktet i danskernes holdning til Værnemagten. Nu var der åbenlys modstand. Mange mistede livet, brutaliteten voksede - tryk avler modtryk. Sabotager blev hverdagskost, enlige tyske soldater blev overfaldet på gaden og frataget deres våben. Andre våben dalede ned fra himlen i store containere, blev opsamlet med livet som indsats og senere fordelt. og de fem år blev overstået til ubeskrivelig jubel. Efter krigen fortsatte modstandsbevægelsen og blev til Hjemmeværnet, hvor jeg fortsatte i 25 år. Det blev til en uddannelse på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab og en tur til Norge til et stævne med det norske Milorg. Vi havde terrænløb i de norske skove - i øsende regnvejr. Så var der stævne på Bislet Stadion og til festforestilling på Nationalteatret om aftenen. Grete havde stadig sit arbejde, først hovedkollektionen og siden sin egen kollektion, og drengene var hos mormor om dagen. Jeg arbejdede i Frihavnen, og også her blev det mere og mere vanskeligt at slippe for tyskernes indflydelse. Varme madpakker fik pakhuse til at gå op i flammer, og dristige sabotører trængte ind i vores underjordiske kabelgange og forsøgte at bombe et tysk slagskib, som lå ved kaj på det tidspunkt. Så blev der tysk kontrol ved portene, og vi fik pas udleveret. Imens blev der organiseret et rednings- og brandkorps i havnen, og jeg blev derfor brandmand her i stedet for derhjemme. Alle, der boede så tæt på, at de kunne gå til havnen på en halv time, skulle møde ved alarm. Under den politiløse tid fik jeg også lejlighed til at hjælpe morfar hjem, når han var færdig på jobbet. Det var altid sent om aftenen, og der var megen lovløshed på gaderne. Om dagen havde vi ikke meget at lave, der kom jo kun tyske skibe, og det var altid små skibe med varer, vi ikke havde brug for. Men alt får en ende, Modstandsbevœgelsen blev til Hjemmevœrnet. FDF havde gennem hele krigen gennemført møder, og vi fik mulighed for at tage på kredslejr ved Kerteminde Fjord en sommer. Franz og jeg startede på tandem

fra sommerhuset i Søborg en tidlig morgen. Klokken 12 præcis kørte vi ind på lejren ved Kertinge Nor på Fyn og traf kredsføreren fra den odenseanske kreds, som vi havde lejet lejren af. Vi vendte tilbage til Ringsted samme dag og overnattede på Missionshotellet. Næste dag kørte vi videre til Jægerspris for at holde lejr med kredsen, som kom med toget. Og efter lejren trampede vi igen hjem til byen. Det var en lang og anstrengende tur, som også satte sine spor i Franz ben - han kunne ikke gå i flere dage efter. I den mellemliggende tid fik Grete og jeg fire børn: Jørn blev født den 3. februar 1940, Sven den 14. september 1942, Erik den 6. oktober 1948 og Inge den 21. februar 1953 - alle på fru Limschous Klinik på Nørrebros Runddel. Adressen ved Jørn i hvert fald alt om, da han lige før Inges ankomst lodsede Grete af sted og med megen myndighed beordrede taxaen til klinikken. Jeg formåede aldrig at være til stede, når Grete fik veer, så det var beroligende at have kompetente børn ved hånden. Klinteborg, FDFs sommerlejr ved Ordrup Strand, havde vi været på flere somre dels som tante, dels som fører. Da vi så i 1950 fik chancen for at købe et stykke jord op til lejren, talte vi på knapperne, lånte lidt nødvendig kapital af morfar, og sammen med en gammel FDF-kammerat, Poul Andersen, købte vi to grunde - en hver. En allerede solgt grund skilte os ad, og da den ene lå væsentligt højere end den anden, lod Grete Røde Poul vælge først. Til hendes store glæde valgte han den grund, hun nødigst ville have. Vi var nu grundejere, og en tandemtur på bror Børges cykel bragte os op til Ordrup Næs, hvor vi satte os i en høstak og kiggede ud over det, der nu var vores. Lucernen blomstrede, og alt var bare dejligt. Nu skulle vi så se at få betalt grunden, og vi regnede ud, at efter cirka 10 år ville vi have råd til at bygge et hus. Ti år er meget lang tid, og selvom vi var vant til at ligge i telt, varede det ikke én sommer, før jeg hjemsøgte Frihavnen for brugbare materialer. I starten måtte vi med toget til Fårevejle og så splejse til en taxa de sidste otte kilometer. Den første sommer lå vi i telt på grunden. Jeg havde bjærget bomme og Den spœde begyndelse. andet materiale til et lille hus - og nu skulle der bygges. Grete var taget i forvejen med Erik, og selvfølgelig blev det et forrygende uvejr med regn og det hele. Fra lejren kom en fører, vi kendte godt, og tilbød Grete at

komme ned i lejren. Men en gang spejder osv., ikke sandt. Oversejlet på teltet flækkede og måtte tøjres med et tykt reb for ikke at forlade grunden. Men tordenvejr får en ende, og jeg startede med at lægge rammen til det, der senere skulle blive Mohrs Hus. Erik gik rundt og solgte ost, det var alle de korte stolpe-ender, han tilbød Grete til en passende pris. Ellers balancerede han rundt mellem bommene, når han da ikke stod på hovedet over dem. Sommer efter sommer tilbragte vi her og udbyggede til stadighed Negerlandsbyen, som en FDF-fører meget venligt betegnede ikke tidligere havde hørt om. Senere blev det til, at han afhentede os i København, ofte til en beskeden penge. Han havde som regel været inde med nogle passagerer, ligesom det også skete, at han bragte os til byen på samme måde. Hans afløser blev en forvalter på Klinteborg, Willy Lund. Willy, som blev og stadig er, en meget god ven af huset. Ligesom os faldt han og Signe Lund for området og købte en grund lige over for os. Nu skulle de også gerne i gang med at bygge, og i den mellemliggende tid boede Jørn, Erik og Sven i gyngen ved sommerhuset. det som. Dette sted blev gennem mange år vores samlingspunkt i sommerhalvåret. I begyndelsen tog vi toget til Fårevejle og spadserede derfra de otte kilometer til Ordrup Næs. En dag, vi lige var ankommet til stationen og stod der med alle vores pakkenelliker, blev vi kontaktet af vognmand Skødsbæk. Uopfordret spurgte ham, om ikke vi ville dele udgiften med en enkelt passager, han havde - en udvej, vi Inge med Jesper og Peter, mange år senere. hele familien (de havde to piger) hos os. Så fik man udrettet lidt mere om dagen, og samtidig fik vi kørelejlighed. Fire voksne, og da Jørn og Sven som regel var på Priorskov, fire børn i alt - alle i den alderstegne Ford, som utroligt nok forcerede bakkerne og læssede os af ved indgangen. En enkelt gang havde jeg lånt Willys bil, hvad han ikke var stolt af. Jeg skulle på arbejde, mens alle andre havde fri, og kørte

derfor til byen i Ford en. Jeg parkerede den ved porten ud for Dosseringen og tog cyklen til Frihavnen for ikke at bruge bilen mere end nødvendigt. Da jeg kom tilbage fra arbejde, fandt jeg bilen med en stor bule i bagskærmen. Lakken skrabet af ind til den blå grundfarve. Rystet for jeg ind til Irmas kørselsleder i gården, fortalte ham, at en af hans vogne havde påkørt Willys bil ude på gaden- Han besigtigede skaden og erklærede, at den var ikke til at tage fejl af. Farven var deres. Jeg fik at vide, at jeg kunne henvende mig på et værksted i Gladsaxe for at få repareret vognen her. Det lettede, men jeg skulle jo op og fortælle, hvad der var sket. Willy slog en høj latter op og kunne meddele, at det var en gammel skade, han selv havde lavet, men han fik en helt ny skærm ved den lejlighed. Forfremmet lidt efter lidt og med flere penge i posen hjem til kasserersken, fru Mohr, fik vi efterhånden råd til at anskaffe os bil. Også behovet for at kunne transportere materialer til de utallige udvidelser, som vi foretog, gjorde det nødvendigt - vi blev selvkørende. Fra begyndelsen en brugt Folkevogn, men dog en bil. En kæmpe forandring med hensyn til vores muligheder for at komme op til sommerhuset. Vores egen lille vogn bragte i de år adskillige tons tømmer og brædder op til Ordrup. Det blev en transportform, der blev så karakteristisk, at da Erik og Peter en dag passerede os, sagde Erik der kørte farfar, hvortil Peter erklærede nej, det var ikke ham, for han havde ikke noget på taget. Desværre blev vi ikke forskånede for indbrud i huset. Første gang var en forvirret person brudt ind og havde spist et måltid mad, overnattet i Gretes seng, hvad der var det værste - og efterladt et lille beklagende brev, som klart afslørede hans identitet over for landbetjenten. Senere blev det til lidt mere i retning af vandalisme. En tømt fryser og henkastede madvarer medførte en større oprydning. Men alt i alt småting, når man tæller alle de dejlige timer, vi tilbragte deroppe. Vi tog så ofte til sommerhuset, at jeg i flere år havde opsyn med Klinteborg. Det blev til et evigt renderi og mange ærgrelser, og til sidst stoppede jeg. Men sommerhus eller ej. Trods den megen tid, landliggeriet krævede med maling og tjæring samt græsslåning, fik vi dog også tid til at rejse. Med en kæmpe oppakning på bagagebæreren, med telt og vanddunk etc.og med Inge og Erik som rejseledsagere, drog vi af sted - Musse og Eduard i deres bil, vi i vores, det var en hele karavane. Ungerne prøvede at kaste snebolde på St. Gothard, og under stor opmærksomhed fra italienske skolepiger

optrådte Erik med broderet anker på sin trøje. Desuden drak han uanede mængder af sodavand, som kostede det hvide ud af øjnene. Inge fik et hedeslag på campingpladsen i Rom, men det var nu også ulideligt varmt. Vi sov i det fri, for teltet var alt for varmt at opholde sig i. Det blev er dejlig tur med hjemfart langs Rhinen over Heidelberg. Vores næste tur blev sammen med Laila og Sven til Portugal. Her boede en veninde til Laila, tante Johanne, som vi kaldte hende. Hun havde fundet sammen med en portugiser og havde slået sig ned ved Porto. Med Svens nyerhvervede Renault 1600 gik det gennem Tyskland og Frankrig, hvor vi - det vil sige Laila - fik prøvet vores franske. En større opgave var det, da vi skulle fortælle vores rare vært, at det endnu var vinter i Danmark, ingen blade på træerne osv. Men hvad hed grønt på fransk? Hjernegymnastik, indtil en genial person (hvem siger jeg ikke) kom i tanke om grønne bønner - haricots verts. Videre gik det gennem Spanien og endelig ind til tante Johanne i Porto. Jo, kom min mor ikke ud at rejse, så fik vi andre da set verden. Sven var ikke så gammel, 18 år, da han til vores uudtalte uro meddelte ønsket om at logere sig ind i et kollektiv i en villa på Bülowsvej. Han var lige blevet kasseret på session, og dette pinte ham meget. Han kastede sig over tegnestudierne, og da han alle sine dage havde gået og modelleret utallige dyr med sit medbragte modellervoks, måtte han på Kunsthåndværkerskolen i Ahlefeldtsgade. Hans interesse førte senere ham og Laila og Catja til USA. Den omstændighed førte til ikke mindre end 14 rejser over Atlanten for os, og mange dejlige rundture derovre. Masser af venner fik vi og har stadig den dag i dag. Heldigvis har vi genset flere her i København og prøvet at vise dem lidt af vores lille land. Herudover oplevede vi sammen med Svens og Lailas venner fra deres første dag i USA - Terry og Jim - at holde ferie på Mallorca i 14 dejlige dage. Jørn ville efter sin studentereksamen meget gerne have været på Polyteknisk Læreanstalt, men karaktererne var for små det år, så efter militærtjenesten kastede han sig over lærergerningen. Matematik og fysik skaffede ham afløb for drømmen om ingeniørstudiet. Som en skæbnens ironi blev han senere opfordret til at deltage i undervisninger på Polyteknisk. Han blev en mangeårig lærer i Birkerød og har i de senere år engageret sig meget kraftigt i det organiserede arbejde for lærerne. Annelise og han slog sig ned i Allerød, og Mette, deres enebarn, blev som Jørn student og rejste sammen med en ung amerikaner til Californien, hvor de stiftede familie. Grete og jeg blev oldeforældre - man føler sig frygtelig gammel ved tanken... Både Jørn og Annelise har aflagt besøg i Staterne, ligesom de også har prøvet at udtale vert i Frankrig på flere ture. Problemer med lærerpladsen har børnene ikke haft - kun hvor og hvad de ikke ville være. Eriks ønske var at blive mekaniker, og ved gode venners hjælp fik han læreplads hos SIMO på Finsensvej. Og da han nu engang kunne køre og reparere biler, blev han sendt til Bornholm som

værnepligtig. Herfra var det ikke så ligetil at komme hjem, når han havde fri, men det blev dog til nogle rejser både med 66- bådene, men også med fly en enkelt gang. Da det ikke er snavset, der giver smør på brødet, slog han sig på at sælge biler i stedet, og det prøver han stadig på - støttet af Alice. Eriks nu voksne søn, Peter, blev også student med eksamenshue, som Inge kaldte Jørns. Erik blev skilt fra Eva, Peters mor og slog sig ned i storbyen. Inge blev ved Svens hjælp den første af hans søskende, som kom til at besøge Amerika. Det blev til et halvt års tid, så kom hun hjem og har siden beskæftiget sig med børn. Ikke bare sine to egne drenge, som hun fik sammen med Anders, men også med vuggestuebørn. Efter et forsøg på at oprette et maskinsnedkeri sammen har de nu helliget sig at tage vare på andres børn. Alle er de fløjet fra reden forlængst, og alle har de efterladt en væg fuld af billeder, fotos som til stadighed fremkalder dejlige minder. Efterhånden blev det sværere og sværere at vedligeholde sommerhuset, kravle på taget gik ikke mere, og maling af Erik, Grete, mig, Inge med Sven og Jørn bagved.

det efterhånden store træhus ikke bare kostede penge, men også besvær. Vi mærkede årene, ligesom sommerhuset gjorde det. Talrige rejser til Børge på Als og til Gretes kusine på heden syd for Hamborg, ture til Florida og til Mette i Californien gjorde det også umuligt at passe haven med frugter og bær. Så væltede det snedkeriprojekt omkuld, som vi havde startet sammen med Inge og Anders, en omstændighed der gjorde det nødvendigt at skille os af med grunden og huset. Selvfølgelig gjorde det ondt, men afskeden var betydelig nemmere for os, end det var tilfældet for måske mange andre. Det blev vores generation, som kom til at opleve vel nok den største tekniske revolution siden Første Verdenskrig. Fra tæppebankeren, som også kunne bruges til børneopdragelse og frem til vor tids støvsuger. Fejemaskinen med de to roterende koste var kun en mellemstation på vejen. Iskassen med stang-isen blev mor til køle- og dybfryseren. Radio og fjernsyn, videomaskiner og pladespillere er alle opstået efter den gamle håndoptrukne rejsegrammofon. Ind imellem kom Marconien med indbygget højttaler efter den store tragtgengiver. Grammofonnåle og utallige plader, tunge som et ondt år og særdeles brækable. Den elektriske energi væltede alle tidligere arbejdsformer over ende. Den gamle kødhakker blev til mixer og blender, facitlisten blev til kalkulatorer, tyndere og mindre end en lommebog, den gamle pen og blækflaske ændrede sig til kuglepen, og da skrivemaskinen kom, troede den, at den var sidste trin i udviklingen. Langt fra, moderne PC ere kan det utrolige. Den gamle vægtelefon med håndsving til opkald har fået de mest bizarre former og muligheder. Snart skal vi se, hvem vi taler med. Allerede nu kan vi få at vide, hvem der har ringet til os, mens vi har været ude. Gadedørsnøglen er afløst af dørtelefoner og samtaleanlæg. Vi må nu håbe, at vi ikke bare er blevet forvænte med fremskridtet. Meget er medtaget i dette skrift, meget er passeret, som ikke er med. Men historien, som den her fremstår - fremprovokeret af Erik, som ansteg med papir og skrivemaskine under armen med ordene: Se så at komme i gang! - tager lige så meget sigte på at skildre en tid i 20rne, som ingen af vores børn har nogen forudsætning for at kende til. Jeg har ved flere lejligheder, navnlig i festligt lag, karakteriseret mit liv som fyldt med solskin, ord, som jeg trods enkelte triste og bekymringsfyldte øjeblikke stadig mener er gældende. Inges meningitisanfald, hvor vi var tæt på at miste hende, og hvor vi selvfølgelig benyttede os af hendes helbredelse til at fejre hende. Det er noget, vi altid har haft i tankerne. Siden vores barnebarn, Catja, som levede en tilværelse, vi ikke forstår, som hun selv skrev til os. Når man bliver gammel, har man foruden det daglige liv også de mange minder at trække på. Og jo mere man prøver at huske, des mere dukker frem. Så for ikke at dette skal ende i det uendelige, vil jeg slutte her med at sige: Gå hen og gør ligeså.

Til slut et par billeder, der ikke nåede med i teksten, men er betydningsfulde ikke desto mindre. Øverst til venstre: Far som ung bogholder. Til højre: Mor som ung pige. Til venstre: Far og mor med Sigurd, Arne og Børge.