Grundlæggende smittekendskab

Grundlæggende smittekendskab AMU kursus 2012 Udarbejdet af Morten Kobæk Larsen

Smittebeskyttelse. En effektiv smittebeskyttelse er en vigtig forudsætning til at forhindre tabsvoldende sygdomsudbrud. Hvad er smittebeskyttelse? Smittebeskyttelse kan betegnes som, at "hindre at smitstof kommer i kontakt med dyr, der er følsomme for de pågældende sygdomskim." Der tales om ekstern og intern smittebeskyttelse. Ekstern smittebeskyttelse er forebyggelse mod udefra kommende smitte til et dyrehold. Intern smittebeskyttelse er kontrol af spredning af sygdom inden for et dyrehold. Smittebeskyttelse er et begreb, der indebærer en hel række særlige arbejdsrutiner, med henblik på at opfylde ovenstående definition. Man bør i forbindelse med smittebeskyttelse også tænke på evt. zoonoser. Det betyder muligheden for at smitten kan overføres fra dyrene til mennesker. Smittespredning. Ved smitte forstås enhver overførsel af agens fra et individ til et andet. Det er vigtigt at forstå, at ikke al smitte giver anledning til sygdom. Sygdom opstår, når der er ubalance mellem faktorerne: Vært, agens og miljøfaktorer (stressfaktorer). Det kan skrives: Sygdom = vært X agens X negative miljøfaktorer. Hvis en af faktorerne mangler, kan der ikke opstå sygdom. Vært: Ved en vært forstås et dyr som er modtagelig for sygdommen. Dyrenes modtagelighed for infektionen kan mindskes gennem: Vaccinationer Avlsarbejde (udvælge individer med større modstandskraft, for eksempel ved deres fysiske form, (hængeyver disponerer for yverbetændelse) Optimal pasning. Passende foder både med hensyn til indhold og mængde. Fjernelse af eventuelle parasitter. Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 2

Agens: Ved agens forstås alle former for parasitter og mikroorganismer. Agens kan opdeles i patogene agens og apatogene agens. Patogene agens er parasitter eller mikroorganismer der kan forårsage lidelser hos dyr eller mennesker. Apatogene agens er almindeligt forekommende mikroorganismer, der ikke giver anledning til sygdom. Eksempler på patogene (sygdomsfremkaldende) agens er: Bakterier f. eks. Stafylokokker (sårinfektioner) Virus f. eks. Rabies (hundegalskab) Protozoer(=encellede dyr) f. eks Toxoplasma gondii (smitte fra kat til menneske) Endoparasitter f. eks Toxocara (spoleorm) Ektoparasitter f. eks. Lopper, skabmider Agens af samme type kan fremkalde sygdom af forskellig sværhedsgrad. Dels er der forskel på evnen til at fremkalde sygdom og dels er der evnen til hvor kraftig sygdommen bliver. Derudover er der forskel for værtens immunsystem, som har betydning for om sygdommen for mulighed for at slå an og hvor kraftig sygdommen bliver. Jo større mængde agens jo større sandsynlighed er der for smittespredning. For at undgå smittespredning er det derfor vigtig at dels begrænse mængden af udskilt agens, dels begrænse mængden af allerede udskilt agens. Begrænsning af den mængde agens der bliver udskilt til omgivelserne: Så tidlig som muligt at iværksætte en behandling af de/det syge dyr. Sørge for at dyrene har optimale forhold. Jo bedre forhold dyrene har, des større chance har deres eget immunsystem for at begrænse / stoppe sygdommen. Begrænsning af den mængde agens som allerede er udskilt til omgivelserne: Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 3

Rengøring Desinfektion Sterilisation Negative miljøfaktorer. Negative miljøfaktorer er betegnelsen for de ting som ikke kan måles og vejes direkte i dyreholdet. Det drejer sig om dyrenes psykiske velfærd altså at dyrene har det godt og for eksempel ikke er stressede. For at undgå negative miljøfaktorer bør blandt andet følgende spørgsmål kunne besvares med ja: Er menneskenes omgang med dyrene optimal for dyrene? Forstår man dyrenes normal adfærd? Er omgivelserne optimale for at dyrene kan udøve deres normal adfærd? Behandles dyrene roligt og stille? Smitteveje (ud og ind af dyret) For at det skal kunne ske en overførsel af agens, er det nødvendigt at have et agens. Hvor kommer dette agens fra? De fleste agens kommer fra andre dyr men overførslen behøver ikke at foregå direkte mellem de to dyr ( direkte kontakt smitte), overførslen kan foregå ved hjælp af mellemled ( indirekte smitte). Hvis agens skal komme fra et andet dyr, kan det andet dyr smitteudskilleren være sygt eller kan bære agens uden selv at vise sygdom. Hvordan kan smitte forlade det inficerede dyr (smitteudskilleren)? Disse ruter kan være: Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 4

Hvilke veje agens kommer ud fra smitteudskilleren er afhængig af hvilket agens det drejer sig om. Derfor er det vigtigt i forbindelse med smitteforebyggelse, at man kender til hvilke dele / sekreter man især skal være opmærksom på. Agens skal derefter optages i det dyr der smittes. De mest almindelige indgangsveje til en infektion er: Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 5

Hud og slimhinder: Intakt hud danner normalt en meget effektiv barriere over for smitte. Men hvis huden bliver beskadiget er der mulighed for at smitte kan ske gennem huden. Beskadigelsen kan være mikroskopisk. Infektion på hudoverfladen kan ske på intakt hud eksempler på infektioner på hudoverfladen kan være ektoparasitter og svampesporer fra ringorm. Smitteveje. De forskellige mikroorganismer har flere forskellige måder, at komme fra et dyr til et andet. Smitteveje kan inddeles i: - Direkte kontakt smitte. - Indirekte kontaktsmitte. Kontaktsmitte. Kontaktsmitte kræver, at smitteudskilleren (det dyr der smitter) bringes i umiddelbar nærhed af modtageren (det dyr der risikerer at blive sygt). Smitstofferne kan udskilles fra hudoverflader, med gødning, urin, spyt, tårevæske, skedeflåd, eller med sæd. Udåndingsluften kan også indeholde smittekim, især ved nysen og hosten. Modtageren vil optage smitten gennem hud/ slimhinder/ sår d.v.s. ved berøring, gennem munden, ved bedækning, via navlestrengen til fostre eller med indåndingsluften. Afgørende for anslag og dermed risiko for udvikling af sygdom vil være afhængig af mængden af smittekim, hvor infektionsdygtig / stærk smittekimen er og dyrets egen modstandskraft. Når infektion ikke umiddelbart betyder sygdom, hænger det sammen med, at dyr godt kan være inficerede (= smittede) uden at være syge. Det kalder man "sunde smittebærere". Den typiske risikosituation med hensyn til kontaktsmitte er i forbindelse med indkøb af nye dyr til en besætning. Indirekte kontaktsmitte. Dette er en smitteform, hvori der er indskudt et mellemled imellem smitteudskilleren og modtagerdyret. Der er fremkommet et "transportmedium", hvori smitstoffet har kunnet overleve og eventuelt opformeres, inden kontakt til modtager har fundet sted. Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 6

Et mellemled kan være foder, foderemballage, strøelse, redskaber, staldpersonale eller gæster og "fremmede" dyr (f.eks. katte, hunde, fugle og små gnavere). Hvad personbåren smitte angår, er det især hudoverfladen, næseslimhinden og ydrebeklædning, der frembyder den største risiko. Luft udgør også et mellemled, som man ikke har været så opmærksom på tidligere. Mund- og klovsyge virus har indtil for få år siden været regnet for noget nær den eneste reelle risiko, når der taltes om vindbårne infektioner. Men nu opfattes vindbåren smitte som en reel mulighed i svinebesætninger og forsøgsdyrsstalde. Praktisk smittebeskyttelse. I praksis kan det være svært helt at undgå smitte af sine dyr. Det er dog muligt at mindske risikoen for smitte i det daglige arbejde. En meget vigtig ting med hensyn til praktisk smittebeskyttelse er dyrenes velfærd. Hvis dyrene har det godt både fysisk og psykisk, er deres modstandskraft stor. Det betyder, at det ikke kun er vigtigt af de får det rette at æde, med hensyn til sammensætning og mængde. Men det er også vigtigt at dyrene har det godt psykisk. Staldindretningen bør være således, at dyrenes behov tilgodeses mest muligt, og man undgår at stresse dyrene. At undgå stres kan blandt andet betyde: at dagenes rutiner ligner hinanden, at det er de samme personer som omgås dyrene at dyrene behandles stille og roligt at evt. dyrlægebehandling eller lign. foretages andet sted end i de daglige båse at der undgås for megen udskiftning i dyrebestanden at dyrene har plads at det ikke trækker, hvor dyrene opholder sig I forbindelse med indkøb af nye dyr til en besætning, bør det overvejes, at holde de nye dyr adskilt fra deres nye besætning 7-14 dage eller længere. I den periode har man mulighed for at observere, om de indkøbte dyr evt. var smittet på indkøbstidspunktet. Dyrene vil i disse tilfælde udvikle sygdommen i karantæne tiden. Man bør så vidt muligt undgå at indkøbe dyr fra mange forskellige besætninger. Man kan gå ud fra at hver besætning har nogle få sygdomme blandt dyrene, som dyrene har udviklet resistens imod, og derfor ikke viser synlig sygdom. Bliver disse dyr blandet med dyr fra andre besætninger som ingen resistens har mod sygdommen, vil sygdommen kunne udvikle sig blandt dyrene uden resistens. Jo flere dyr fra forskellige besætninger jo flere muligheder er der for at få udviklet mange sygdomme. Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 7

Med hensyn til besøg i staldene bør det så vidt muligt undgås, hvis de besøgende har været i andre besætninger tidligere på dagen eller inden for en længere periode. Herved undgår man at de besøgende med tager smitte fra de tidligere besøgte besætninger. Dyr som mus, rotter, fluer, fugle, katte mm kan føre smitte til besætningen. Derfor kan det være en fordel at nedsætte besøgsantallet af de andre typer dyr. Smittekim kan føres til området på dækkene af biler eller via fodtøj. Rensning af fodtøj og et desinficerende støvlebad ved indgangen til staldende kan være en god løsning. Et modtagerum, hvor foder kan afleveres, og hvor dyrlæge, dyretransportpersonale mm. kan udføre deres arbejde uden at komme i kontakt med den øvrige besætning, kan være en god forebyggende investering. Foder bør som bekendt opbevares således, at man undgår infektion i foderet. Man bør være meget opmærksom på, at der ikke findes døde dyr i foderet. Døde dyr kan indeholde store mængder af sygdomsfremkaldende smittekim. En god hygiejne er meget vigtigt i det daglige dyrehold for at holde koncentrationen af smittekim så lavt som muligt. Barrieresystemer. Konventionelle besætninger. Almindelige dyrebesætninger, hvor der i dyrenes oprindelse og/eller daglige hold ikke er taget forholdsregler imod uønskede mikroorganismer, kaldes konventionelle besætninger. De fleste husdyr, forsøgsdyr og zoodyrs besætninger er konventionelle, uden at man i dette skal lægge en ringe kvalitet, blot en ukendt mikrobiologisk status. Man har dog fundet ud af, at det i nogle besætninger (især hos forsøgsdyr og i svinebesætninger) kan være fordelagtigt at kende til deres mikrobiologiske status, samt at opfølge denne viden med specielle forhold omkring den daglige pasning. Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 8

Gnotobioteknik. Man begyndte således at interessere sig for gnotobioteknik (gnotos = kendt, biota = flora), altså teknikker, der kunne gøre en besætnings mikrobiologiske flora kendt i et eller andet omfang. Derved nåede man frem til følgende typer af dyr (bedst kendt fra forsøgsdyr) inddelt efter mikrobiologisk status. A: Gnotobioter: Dyr med kendt tarmflora, bestemt efter bestemmelse med almindelige kendte identifikations metoder. 1:Kimfri dyr: Dyr uden mikroorganismer. (Disse dyr er også gnotobioter, da det er kendt, at de ingen har). 2:Dyr med associere tarmflora: Kimfri dyr, der er tilført kendte mikroorganismer. B: SPF-dyr: Dyr som er fri for specifikke sygdomme. C: Konventionelle dyr: Dyr med ukendt mikrobiologisk status. For at producere kimfri dyr, altså bringe dyr med ukendt mikrobiologisk status over på kendt status, er der to forhold der skal overholdes: Man starter med at foretage et sterilt kejsersnit, altså udtager fostre uden, at disse møder mikroorganismer. Disse unger lægges til en steril amme, så de heller ikke ved hende møder nogle mikroorganismer. Disse unger er nu kimfri og kan tilføres en associeret tarmflora, hvis det er ønsket. Den næste generation af disse dyr vil have samme status som forældrene, og en gnotobiotisk dyrepopulation er produceret. Det andet forhold er lige så vigtigt, nemlig det fortsatte dyrehold. Skal man holde dyr som gnotobioter, må man holde dem helt isolerede fra det ydre miljø, det vil sige holde dem i en isolator (se senere), hvor de ikke vil møde mikroorganismer, der ændrer ved deres gnotobiotiske status. Hvis disse to forhold er opfyldt vil man have dyr der er totalt kontrollerede med hensyn til den mikrobiologiske kvalitet. Det er dog meget ressourcekrævende og for det meste holdes kun stambesætninger i de store avlsvirksomheder på denne måde. SPF-dyr. Der er en anden og nemmere måde at have en vis kontrol med den mikrobiologiske kvalitet. Man kan i stedet for at udelukke alle mikroorganismer nøjes med at udelukke bestemte mikroorganismer, som er særligt uønskede. Dette gøres hos de såkaldte SPF-dyr. SPF står for Specifik Patogen (= sygdomsfremkaldende mikroorganisme) Fri. SPF-begrebet kan være temmelig rummeligt, idet man jo blot kan definere sine dyr, som værende fri for en sygdom, der ikke forekommer i landet. Men princippet er, at en besætning ikke huser en mikroorganisme, som den er erklæret fri for. Der findes forsøgsdyr og svine SPF-besætninger, og der er Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 9

retningslinier for, hvad de er defineret fri for. SPF-svinebesætninger er i Danmark fri for mycoplasma, almindelig lungesyge, ondartet lungesyge, smitsom nysesyge, svinedysenteri, skab og lus. Forsøgsdyr med SPF-status skal følge FELASA`s guidelined med hensyn til hvad de kan erklæres fri for. For at opretholde sin SPF-status skal besætningen testes regelmæssigt og frifindes for den/de pågældende mikroorganisme(r). For at undgå at der sker en kontamination af ens SPF-dyr, må man opbygge en barriere, der forhindrer de uønskede mikroorganismer i at komme i kontakt med SPF-dyrene. Barriere systemer. Med en barriere mellem besætningen og den inficerede omverden sørger man at hindre smitstoffers adgang til dyrene. Princippet er, at der ikke kan komme nogen eller noget ind i stalden, der ikke først er bliver renset for uønskede organismer. En barriere stald er en lukket enhed med klimaanlæg og tilførsel af steril filtreret luft. Personalet har kun adgang efter at have taget bad og skiftet til steriliseret tøj, hue, maske og handsker. Der kan være et svagt overtryk i stalden som forebygger smitstoffer i at trænge ind fra det omgivende miljø. Materiale, der går ind, steriliseres ved autoklavering eller kemisk sterilisation. Såfremt barriereforanstaltningerne fungerer, og personalet ved omtanke og omhu sørger for at alle regler overholdes, kan en sådan avlsenhed fungere i årevis uden alvorlige infektioner. Svagheden er, at de bakterier personalet bærer bl.a. i næsehulen, før eller siden også vil findes hos dyrene. Men for avl i større stil og de fleste forsøgsdyr er barriere stalden den eneste mulighed. Dyr, der er opdrættet bag barriere, kaldes barriere opfostret. Isolator. Den størst opnåelige sikkerhed får man i en isolator. Isolatoren er et absolut lufttæt kammer lavet af metal, glas eller plast. Kammeret forsynes med luft igennem et sterilfilter, og overskudsluften slipper ud gennem f.eks. et boblekammer, der hindrer luft i at gå den anden vej. Alt materiale inklusive drikkevand steriliseres enten ved autoklavering eller ved strålebehandling, og sluses ind i isolatoren gennem en dobbelt port. Materialet i porten sprøjtes over med et stærkt desinfektions middel, inden det lukkes ind i isolatorens indre. Dyrene håndteres via indstøbte handsker. Der er konstant et lille overtryk i isolatoren således at der ikke slipper inficeret luft ind. Ulemperne ved denne teknik er først og fremmest den begrænsede kapacitet, en isolator nødvendigvis har. Dertil kommer den besværlige og tidskrævende betjening, Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 10

samt anvendelse af stærke desinfektionsmidler. Laminar flow system. Det laminare flow system anvendes hovedsaglig kun ved forsøgsdyr. princippet er at der strømmer en svag strøm af sterilfiltreret luft henover dyrernes bakker imod personalet. Derved er det ikke muligt for smitstoffer at blive ført mod strømmen fra personalet og hen til dyrerne. Det er i dag videreudviklet til de lukkede tranportable filterkabinetter. Små kasser med filter, således at strøelse og foder ikke strømmer over til personalet. SPF-svinebesætninger. Det er ikke muligt i svinebesætningerne at opretholde de før omtalte barriere systemer. De vigtigste foranstaltninger, som er indført for SPF-svinebesætninger er: Afstanden til nærmeste konventionelle svinebesætning skal være mindst 50m. Adgangen til besætningsområdet skal ske gennem et forrum Besøgende må ikke inden for de seneste 12 timer have haft kontakt med konventionelle svin Slagtesvin skal udleveres via et udleveringsrum, som er placeret længst muligt væk fra SPF-besætningsområdet. Opstart af stambesætning ved kejsersnit teknik. Grundlæggende smittebeskyttelse, udarbejdet af Morten Kobæk Larsen Side 11