Den Uhyggelige kælder

Den Uhyggelige kælder Skrevet af eleverne i 6. klasse på Frydenlundskolen Århus 2007

Forord Denne gyserhistorie er blevet til i samarbejde mellem forfatter Jacob Weinreich, 6. klasse på Frydenlundskolen og deres klasselærer Else Marie Søeberg samt Hasle Bibliotek. Jacob Weinreich s bøger om Monsterjægerne er populærere blandt børn, derfor kunne det være sjovt for eleverne selv at prøve at skrive en gyserhistorie. Forfatteren kom på besøg i klassen og fortalte lidt om hvordan, det er at skrive bøger. En tur i skolens kælder gav inspiration til elevernes fortælling. Eleverne mailede efterfølgende sammen med Jacob, der gav dem gode råd om deres gyserhistorie. Børnene har på denne måde prøvet, hvordan det er at være forfatter. Kirsten Dyhrberg Grønne Hasle Bibliotek Kælderen Martin, Kasper og Joey var oppe at toppes henne på reposen ved skolens kælder. Det var et sted, der ikke kom så mange. Op ad væggen ved den lille plads foran døren til den indre kælder stod et gammelt skab. Ved siden af lå et bræt, en af skolens klasser skulle bruge til nogle teaterkulisser. Der stod også en vogn med rengøringsmidler. Det var mandag aften, og de havde været til fodbold i Ungdomsskolen. De mundhuggedes om det straffespark, Joeys hold var blevet idømt. Pludselig kom der en lærer forbi. Det var hr. Smith, som de kaldte Gummibåden, fordi han godt kunne lide at sejle. Han kom forbi for at høre, hvad de skændtes om. Joey var så rasende, at han tog sin lommekniv frem og truede hr. Smith. Et øjeblik holdt de tre drenge sig for munden. Hr. Smith faldt om på gulvet. De blev så skræmte, at de et sekund ikke vidste, hvad de skulle gøre. Martin trak et bundt nøgler ud af hr. Smiths baglomme. De andre gloede åndssvagt på ham, og spurgte: Hvad har du gang i, mand? Martin svarede ikke. Han låste kælderdøren op.

Løft ham og træk ham herind, så binder vi ham og stopper ham ned i en af kloakkerne. Jeg tror han er død. Martin holdt døren, de to andre slæbte hr. Smith ind i kælderen. De bandt ham med et stykke gammelt reb, som lå på gulvet. Derefter proppede de ham ned i kloakken. På vej ud smed Martin nøglerne i et hjørne. Gyseraften Samme aften skulle vennerne Alberte og Anton hjem til Ali, som var iraker, men født i Danmark. Anton og Alberte var nu endelig nået hen til Alis hus. Alberte ringede på døren. Alis lillesøster Sara åbnede den. Hej Anton og Alberte. Hej hej, svarede de. De gik ind i den meget smalle gang. Det duftede af kheftedes. Det vidste Alberte for hun havde spist det før hjemme hos Mariam, en fra hendes gamle skole. De gik direkte ind på Alis værelse. Han sad på sin seng og så en komisk film. Ali ville helst se sjove film. Men Anton og Alberte protesterede, de ville se noget blodtørstigt. Ali rystede på hovedet, mens han gik ned og hentede popcorn og slik. Alberte pegede på en gyserfilm, som hun havde taget i Alis reol. Hun havde den i hånden, mens hun sagde: Skal vi ikke se den? Den hed Verdens største Monster. Ali, der var kommet tilbage med en skål fyldt med popcorn og slik, var helt sikker på, at hun ville se den, bare fordi den handlede om noget, hun vidste alt om.

Alberte var den klogeste i deres klasse, hun vidste simpelthen alt. Derfor var der nogle gange nogen, der drillede hende med at kalde hende nørd. Nej! brokkede Anton sig og tog en boksefilm frem. Den skal vi se. Alberte tænkte: Det er bare for langt ude. Og så råbte hun: Bare fordi du er stærk, betyder det ikke, vi skal se sådan en latterlig film. Hun var simpelthen træt af dem og syntes, de var møgirriterende. Til sidst besluttede de sig for at se den gyser, der hed Verdens største Monster. Selvom Anton ikke var tilfreds, skulle de se den. gamle skab foran døren til den indre kælder. Hvorfor er det nu, vi kalder ham for Gummibåden, spurgte Anton. Fordi han bliver så rød som en gummibåd i hovedet, når han skælder ud, og så har han noget med vand. Kan I huske, i de små klasser skulle vi altid lave forsøg med vand, fastslog Alberte. Da Anton og Alberte skulle hjem, var det blevet sent. De skyndte sig. Fuldmånen sendte sit skarpe lys ned over dem og de blokke, de boede i. Ali holdt sig tit for øjnene, for han var så bange for gysere. Alis mor kom også engang imellem ind for at spørge, om de havde det sjovt, eller om de ville have noget fx juice. Da gyseren var færdig, gav de sig til at snakke om, hvad de skulle lave i skolen næste dag. Alberte havde tilbudt Gummibåden, at hjælpe ham med at flytte nogle bøger fra skolens bibliotek til natur og teknik. Der skulle bruges nogle kasser, som hun skulle hente i det

Opdagelsen Det var en tirsdag morgen. Ali, Anton og Alberte fulgtes ind i klassen. Den første time var natur og teknik. Men der var noget mærkeligt. Det havde ringet for længst. Hr. Smith var endnu ikke trådt ind i klasselokalet. Det var da mærkeligt, tænkte Alberte. Han plejer altid at være her til tiden. Skal vi ikke prøve at finde ham? Det kan være, han er gået ned, for selv at hente de der kasser til bøgerne, sagde Alberte. Det må vi da ikke, kommenterede Alberte. Nej, vi må ikke, men der er alligevel ingen andre her end os tre, vrængede Anton. Anton og Ali trak i Alberte. Stop! sagde hun, jeg skal nok gå med ind! Alberte låste forsigtigt døren op. Hun kom til at fnise, da hun så nærmere på medaljen. De gik alle tre ind. Anton var den første, for han var den modigste af dem. Det var bælgmørkt derinde. De gik ind i de smalle gange. Langsomt vænnede deres øjne sig til mørket. Se, der er noget! skreg Ali De gik ned til skabet. Anton skubbede til Alberte for sjov. Hun fik øje på nogle nøgler henne i hjørnet. Det var hr. Smiths nøgler. Alberte kunne genkende dem, for hun så en medalje; det var en lille gummibåd. Alle tre stivnede af skræk. Hr. Smith mistede aldrig sine nøgler. Ali sagde lige pludselig: Kom vi går videre ind i kælderen, jeg har aldrig set den før.

Kælderens hemmelighed Et hoved stak en smule op af den åbne kloak. Alberte stammede, mens hun sagde: De..de det er Gu..Gu GUMMIBÅDEN! Du mener vel hr. Smith, sagde Anton chokeret. De så forskrækket på hinanden. Det er vildt klamt, sagde Anton med kvalmen stikkende i halsen. Ali stavrede hen mod udgangen. Bliv her, skreg Alberte. Jeg vil finde ud af, hvad der skete med ham. For en gangs skyld er jeg enig med Alberte, erklærede Anton. Ali vendte sig om. Ad, jeg har fået våde fødder! Men okay, vi kan godt gå op. Skal vi ikke mødes i aften uden for skolen fx kl. 9.00, så kan vi gå ned i kælderen igen? spurgte Alberte. Okay, hvis vi virkelig skal, mumlede Ali. Hun spidsede ører. Det ved jeg ikke Alberte, sagde Anton forskræmt. Lige foran Alberte kom der en tåget skikkelse. Hv.hv hvem er du? spurgte Alberte gysende med kroppen skælvende over det hele. Jeg er hr. Smith, åndede spøgelset. Hv hv.hv.hvad er der sket med dig? spurgte Anton, der rystede af skræk. I det samme forsvandt hr. Smith. Hv hv.hvis det er i orden med d.d dig, v.v.vil jeg gerne op af denne her kl.kl klamme kælder, stammede Ali. Okay, men husk kl. 9 i aften, mindede Alberte dem om. Ja ja, sagde Ali og Anton i munden på hinanden, mens de styrtede ud af kælderen, smækkede døren og for op ad trappen med Alberte i hælene. Pludselig hørte de en raslen. Kom nu, skal vi ikke gå op? spurgte Ali nervøst. Nej, hvad var det for en lyd? bemærkede Alberte.

Klokken 9.00 Klokken 9.00 kom Ali, Alberte og Anton tilbage til spøgelseskælderen. Ali var ikke glad for, at de skulle derned igen. Han var enormt skrækslagen for, at genfærdet skulle komme frem for anden gang. helt væk. Hun gik hen og løftede med rystende hænder kloakdækslet. Gummibådens øjne var stadig åbne og stirrede tomt ud i luften. Vi skal finde ud af, hvad der er sket med ham, og hvordan han er havnet her i kloakken. Det bliver vi nødt til, sagde Alberte, selvom hun var meget bange. Det var koldt og fugtigt nede i kælderen. Der var en sø af vand på gulvet. Ali var bange for at drukne, selvom vandet ikke var dybere end 5 cm. Det var en af hans forbier. Pludselig hørte de nogle nøgler, der blev stukket i låsen til kælderdøren. Alberte skyndte sig at gemme sig i en af sidegangene, for hun var bange for at blive opdaget. Ali og Anton fulgte tøvende efter uden et eneste ord. Pedellen gik forbi, og lyskeglen fra hans lommelygte ramte væggen. Han stillede sig hen til et af vandrørene og lyste på det. Vandrøret var utæt; det var derfor der var vand på gulvet. Pedellen gik igen efter ca. ti minutter. Heldigvis havde han ikke opdaget de tre, og de åndede lettet op. Alberte gik frem for at se, om han var

Ali lyttede Næste dag dryssede Martin, Kasper og Joey rundt på gangene. Hele deres klasse var blevet smidt ud i frikvarteret, fordi de havde lavet ballade. Ali, Anton og Alberte var på vej hen til kantinen. Ali var bagerst og ved siden af gik Martin, Kasper og Joey. Han hørte dem hviske om et lig i kloakken, og de skulle få det væk, inden nogen opdagede det. Ali listede sig endnu tættere på for at lytte sig til mere viden. Da vidste Joey med det samme, at Ali lyttede. Han skyndte at rejse sig op, men i det samme greb Joey fat i ham og hev ham ned som et lille harmløst bytte. Ali prøvede at råbe om hjælp, men Joey havde holdt ham for munden. Kasper kom spænende op til Joey for at hjælpe ham. Kasper greb en rulle plastikposer fra rengøringsvognen og bandt Ali med nogle af dem. Joey hev en køkkenrulle til sig og stoppede papiret i hans mund. Joey lod Ali komme så tæt på, så han senere kunne få fat i ham. Martin, Kasper og Joey gik ned til kælderreposen. Ali, der nu rystede af nervøsitet, ville ikke lade sig stoppe nu og gik langsom efter dem. Da de gjorde holdt nede ved kælderdøren, sad Ali og gemte sig på trappen, men han kunne ikke høre en pind af, hvad de sagde, og besluttede sig så for at gå længere ned. I samme sekund Joey kunne se noget af Ali, styrtede han så hurtigt, han kunne op mod Ali. Ali så i et glimt, hvordan Joey nærmest sprang som en tiger hen til ham.

Hvor er Ali? Alberte spurgte Ali uden at vende sig om, om de kunne være sammen efter skole, men der kom ikke noget svar. Der blev helt stille. Alberte vendte sig om og fik et chok. Hvor er Ali henne? spurgte Alberte forskrækket til Anton Hvor i Himlens navn skulle jeg vide det fra? Kom vi skal lede efter ham for satan! Slap nu af. Han er nok bare på toilettet. Jamen, tænk nu, hvis han får en af sine fobier, og så ved vi ikke engang, hvor han er! Alberte var forvirret og gik videre. Klokken ringede ind. Anton kastede et hurtigt blik på Alberte og fortsatte. Alberte vidste godt, at han tænkte, at hun var bims i hovedet lige nu. med rystende stemme. Jamen så kom dog nu. Vi skal ud og lede efter ham, og det skal være lige nu! Det kan vi da ikke. Vi har time Jo! Kom nu, vi går! De listede sig ud af døren. Læreren lagde overhovedet ikke mærke til noget. Da de kort efter stod ude på gangen lidt væk fra deres klasseværelse, foreslog Alberte, at de delte sig og på den måde fik ledt overalt. Anton skulle søge på toiletterne og Alberte i sløjd, billedkunst og på biblioteket. Bagefter skulle de mødes ved døren til lærergangen. Så flintrede Alberte og Anton af sted så hurtigt, de kunne. De gik ind i klassen. Da læreren kom ind, var Ali stadig ikke kommet. Han kom jo altid til tiden, og endda før læreren kom. Nu blev Alberte for alvor bange. De andre i klassen lavede opgaver. Anton gik hen til Alberte. Jeg tror, du har ret Alberte. Ali er væk, sagde han

Fundet Hv. hv.hvor er je je. jeg he. he.henne? sagde Ali skælvende til sig selv. Kasper, Martin og Joey havde stoppet Ali ind i det gamle skab, der stod ved kælderdøren. Skabsdøren havde de blokeret med brættet, der lå der, og som nu sad i spænd mellem døren og væggen. Oh my god! lad mig hjælpe dig, lad mig hjælpe dig, udbrød Anton og begyndte at tage papiret ud af munden på Ali. Det var Kasper, Martin og Joey, der dræbte hr. Smith, mumlede Ali med skælvende stemme. Pludselig kunne Ali høre lyde, der kom fra gangen uden for skabet. Han forsøgte at råbe om hjælp, men havde munden fuld af papir. Han begyndte panisk at sparke på skabsdøren. Anton og Alberte mødtes uden for døren til lærergangen, som de havde aftalt. De syntes begge, de kunne høre nogle svage dunkelyde, der kom nede fra kælderen. De begyndte at gå efter lyden. Det bræt stod ikke dér før, udbrød Alberte pludseligt! De for begge hen mod skabet og på få sekunder havde Anton sparket brættet væk. De åbnede stille døren.

Afsløret Ali, Anton og Alberte gik tilbage til klassen. Ali så på Joeys ansigtsudtryk, at han blev chokeret over at se ham. De tre venner gik op på lærerværelset for at tale med deres klasselærer. Heldigvis var han der, og de gav ham en lidt rodet fremstilling af hændelserne. Han mente dog at have forstået det meste. Ali brød sig ikke om at se på Joey, Martin og Kasper. De stirrede underligt på ham. Anton og Alberte stod ved siden af. Vi ved, hvad I har gjort, og vi skal nok få jer i spjældet på fem sekunder, hvislede Anton til Joey. Joey blev bange og var lige ved at græde, men skyndte sig at forlade klassen. Da han var på vej ud, ramte han Anton på skulderen. Anton så med vrede og foragt på ham. Martin og Kasper pakkede forskrækket deres ting og fulgte efter Joey. Nå ja, det gælder også jer, råbte Alberte efter dem. Kom, sagde Anton. Vi skal videre, vi skal få hr. Smiths spøgelse til at gå væk, men hvordan? Måske med en præst?

Præsten og Myndighederne Næste dag var der en præst sammen med Ali, Anton og Alberte. De gik ned i kælderen, som var blevet spærret af politiet Det var klasselæreren, der havde ringet både til politiet, de sociale myndigheder og en præst. De var alle enige om, at det var en god ide at lade præsten mane spøgelset i jorden. De tre venner begyndte at ryste, da de stod ved kælderdøren. Sammen med præsten gik de tøvende ind. De begyndte at få kvalme, da de stod ved kloakken. Præsten sagde, at de ikke behøvede at se hr. Smiths ansigt. De vendte sig taknemmeligt om. Ali kunne mærke en kulde stige op. Der lød en let susen, og alle vendte sig mod den. Spøgelset var der. Præsten begyndte på en bøn. Derefter bad han spøgelset vende tilbage til dødsriget med fred, for forbrydelsen var opklaret, og han skulle begraves om et par dage. Der var dyb stilhed og kulde i kælderen. Pludselig kunne Ali mærke, at det blev varmere. Spøgelset var væk. De åndede alle fire lettet op. De sociale myndigheder tog sig af Martin, Kasper og Joey. De tre var rystede over, hvor let det var at tage et andet menneskes liv. Chokket fik de, da de fik at vide, at hr. Smith ikke var død, da Joey truede ham. Han var besvimet af skræk, men havde lidt druknedøden i kloakken. Det var derfor, han gik igen som spøgelse. De græd alle tre og bad om lov til komme med til begravelsen. Det fik de lov til, men de skulle være ledsaget af voksne fra den institution, de var anbragt på. Fredag den 9. marts blev hr. Smith begravet. Alle de klasser, der havde haft ham, mødte op med deres lærere. Ali, Anton og Alberte havde hver taget en rød rose med, som de kastede ned på kisten i graven. SLUT

De tre venner Ali, Anton og Alberte opdager et lig i skolens kælder.. Den Uhyggelige Kælder Copyright: 2007 Frydenlundskolen, 6. klasse Tekst: Eleverne i 6. klasse på Frydenlunskolen Redaktion og opsætning: Kate Einsbohr, Hasle Bibliotek