Rejsebreve fra Sydamerika 2013 Fredag 22. februar Billund >Ciudad del Este Det var en flok forventningsfulde og spændte Lions og Legonister, der mødtes tidligt meget tidligt i Billund Airport, for at indlede den længe imødesete tur til Paraguay, Brasilien og, skulle det senere vise sig Argentina. Turen til Amsterdam forløb planmæssigt. (Det er godt nok en stor lufthavn!!!) Endnu en gang oplevede vi, at den håndbagage, der hjemmefra var pakket omhyggeligt, efter at have været gennem diverse lufthavnes security tjek med en delvis afklædning af indehaveren, er efterladt i totalt kaos. Og nu sidder vi altså her, i knapt 10 km s højde, et eller andet sted I dette fl y, en Boeing 777-300ER, tilbragte vi 12 timer i luften. over Atlanten. I skrivende stund ikke langt fra de Canariske øer, og prøver at få tiden til at gå med læsning, krydsogtværser, soduko er, film, musik og hvad flyets udmærkede underholdningsmuligheder ellers byder på. Vi bliver godt og grundigt rystet sammen, da der er rigtig meget turbulens. Jeg har i alt fald aldrig oplevet noget lignende over så lang tid. Det var fuldstændigt, som at køre gennem Glejbjerg eller Gørding med alle deres pukler - med for meget fart på. Det første, ganske udmærkede måltid om bord, har sat sig, og vores lår har genfundet varmen, efter at vi har måttet sidde på rødvinen, for at den kunne opnå en rimelig temperatur, og cognacen, der blev serveret i rigelige mængder, er efterhånden fordampet. En del af selskabet er gået i sort, og på trods af turbulensen, ser det ud til at cognac en har gjort sin virkning. Stewarden var bestemt ikke fedtet med cognacen på udturen. Der høres en lettere snorken og lidt brummen og dyb vejrtrækning hist og her i flyet. Og nu er vi så, godt trætte, vel fremme i Guarulhos, som lufthavnen i Sao Paulo hedder. Vi er blevet budt velkommen af vores allesteds nærværende rejseledere, Beatriz og Jan, og sidder, hænger, ligger og venter lettere utålmodigt på det næste fly, der skal føre os frem til Foz Do Iguacu, stadigvæk i Brasilien. Her venter en bus for at køre os til Hotel Amares i Ciudad del Este i Paraguay, hvor vi regner med at være fremme ved 03-tiden. Så har vi været på stikkerne i 27 timer, heraf de 15 timer i luften! Så mon ikke der er rimelig basis for en god nats søvn. Jeg glæder mig i alt fald til at prøve en sydamerikansk seng, hvis jeg altså overhovedet mærker det.
Mandagsvandvaldet - nok et besøg værd! Lørdag 23. februar Ciudad del Este Første dag i Paraguay oprandt med strålende sol fra en azurblå himmel og god varme allerede fra morgenstunden. Da bussen først kørte kl. 10.00, kunne vi sove længe. Ja, ja, 4-5 timers søvn i en seng, der ikke flytter sig, er da slet ikke så tosset. Turens første stop var ved en bank, så vi kunne få vekslet til den lokale valuta. tiltrækker sig turisternes opmærksomhed og det er egentlig synd. Dagens næste stop var ved færgen, mellem Paraguay og Argentina. Vi skulle dog ikke med, men det er her Rio Iguazu løber sammen med Rio Parana og danner grænsetrekanten mellem Paraguay, Brasilien og Argentina. Nej! Det var kun for sjov. Om aftenen tog vi lige et smut til Brasilien for at se en Sydamerikansk Showaften, der blev indledt med en overdådig buffet. Hvad mon...? Dessert ad libitum. Efter den overdådige buffet var der en helt fin og festlig underholdning, med farverige indslag og god musik, med temaer fra de større Sydamerikanske lande. Peru.... og så kom der gang i dollarssedlerne! Efter vekslingen og det store arbejde med at tælle alle sedlerne, gik turen videre til vandfaldet ved Mandagsfloden, eller Salto del Rio Monday, som det rettelig hedder. Et flot og imponerende vandfald, som åbenbart lever en upåagtet tilværelse i turistmæssig henseende. Der var kun nogle få indianere, der prøvede at hidkalde vores opmærksomhed med deres varer. Måske er det, det andet, og noget større vandfald i nærheden, der NEM nyder, stående i Paraguay, udsigten til Brasilien (tv) og Argentina (th) Vel hjemkommet til hotellet efter frokost i et stort efter-vægtcafeteria (det var altså maden der skulle vejes) var det tid til lidt afslapning ved poolen. Vi fik også smagt på de lokale gyldne dråber. De er absolut værd at lægge hals til. De lokale gyldne dråber - værd at lægge hals til!
Brasilien. Søndag 24. februar Ciudad del Este > Asuncion Tidligt op og af sted! Det blev til endnu en la-a-ang dag, med en næsten lige så la-a-ang køretur. Mexico de konsekvenser, det har haft og stadig har. Jan fortalte levende om hvordan nybyggerne måtte rydde skoven med macheter og økser og om hvordan det kunne tage op til fire dage at fælde blot et enkelt træ, fordi nogle af træsorterne er meget hårde. Virgen de Caacupé Jan fortæller sammen med Beatriz mor, Eudelia, hvordan man laver CHIPA. Turen blev dog krydret med et spændende besøg hos Beatriz mor, hvor vi fik en demonstration af traditionel bagning af chipa en traditionel slags brød. Nogle af træerne i urskoven er meget høje. Og så havde jeg nær glemt mødet med Jans puma. Et noget voldsomt, men kælent kæledyr som han selv har opfostret fra killing. Vel ankommet til Asuncion og hotellet blev vi præsenteret for en lokal kunsthåndværkertradition: Sølvfiligran. Fantastisk at se hvordan sølvtrådene blev forvandlet til smukke smykker af næsten enhver art. Mange var godt trætte, så der faldt hurtigt ro over hotellet. Her bages CHIPAerne. Derefter en spændende gåtur i deres private urskov, hvor der var både slanger, tukaner og andre eksotiske dyr. Dem så vi nu ikke noget til, men til gengæld fik vi en spændende beretning om rovdriften på urskoven og Nå, videre til Caacupé, hvor vi besøgte landets største kirke, som blev bygget så sent som I 1985. Kirken havde nogle fantastiske glasmalerier. Heller ikke her havde turisthelvedet ramt området omkring kirken.
Mandag 25. februar Asunccion Dagens første besøg gjaldt en tyrestation, hvor vi fik en grundig indføring i avlsarbejdet i Paraguay, der nok adskiller sig en del fra det, vi kender hjemme fra. Blandt andet ønsker man en mere hårdfør race, der f. eks. skal kunne holde til at stå i vand i længere tid. Vi fik fremvist eksempler på det vellykkede avlsarbejde, og der var vist mere end én, der havde saftige bøffer i tankerne. En kælen tyr. (Det er tyren i midten). Tilbage gennem det øde og fugtige område, Chaco, med mange vadefugle, f. eks. storke, skestorke, en enkelt marabou m, fl. Frokosten, der igen blev indtaget efter vægt i et meget moderne og rent indkøbscenter. Det sidste stod noget i kontrast i forhold til omgivelserne. Nu var det tid til at besøge Maka indianerne, der for mit vedkommende blev turens foreløbige højdepunkt. En fantastisk oplevelse at blive mødt af en stor flok både glade og nysgerrige børn allerede ved bussen. Vi fik en lille rundvisning, hvor vi blandt andet så de glade børn lege med gaven fra LEGO-charity.... og så blev der sunget! Vi fik fremvist indiansk kunsthåndværk med mulighed for at købe, og der blev da handlet en del. Stammedansene vi nu så, virkede ægte og ikke som no- get turistgejl, og derfor også en oplevelse, der blev afsluttet med en præsentation af deres kirke- orkester afsluttende med deres nyoprettede pigekor En ting står fast: Vi forlod indianerne med en opfattelse af, at de har det godt på trods af de, efter vor mening, simple forhold. En dejlig oplevelse! Dagens udfarende aktiviteter sluttede med en shopping-vandretur i Asuncion. Nogle forsvandt hurtigt ind på nærmeste værtshus, mens andre gjorde gadehandelen usikker. Dagen sluttede med maner med en festlig paraguayansk folkloreunderholdning på hotellet. Tak for endnu en god dag. Det store pigekor. Tydeligt, at børnene havde lært at bruge LEGO-klodserne.
Tirsdag 26. februar Asunccion > Bella Vista Kl. 07.30 præcis startede turen sydpå gennem et område, som i den grad er, og ikke mindst har været præget af jesuitterne. Første stop var nu ved Fransiskanerkirken i Yagaron, med rødder tilbage fra kolonitiden. Kirkerummet var i den grad præget af altertavlen, der var udført i et imponerende træskærerarbejde. Godt nok trængte forgyldningen til at blive frisket op og måske manglede der lidt farve hist og her, måske kunne en gennemgribende rengøring have gjort det, men det kunne nu ikke ødelægge oplevelsen af et imponerende kirkerum, der nok var en domkirke værdig men det opnåede den jo aldrig Det var jo en lang køretur vi havde begivet os ud på, så vores rejseledere havde fået den glimrende idé, at vise filmen The Mission. Den dejlige, men også barske film, handler jo netop om jesuitterne og de lokale guaranier (indianere), og så er store dele af filmen optaget i et område, vi kommer til senere på turen. Midt i filmen blev den sat på pause, for var vi nået til vort spisested, en hyggelig landevejskro med udsigt over Rio Tebicuary Villa Florida og med skræppende papegøjer i baggrunden. Frokosten, som i dag ikke var efter vægt, bestod af Pirogger med lækkert fyld med efterfølgende suppe vist nok en slags minestrone. San Miguel Fransiskanerkirken i Yaguaron. Anden halvdel af filmen fik vi så efter frokost, og snart efter var vi nået til San Miguel, hvor der var stop, da byen er kendt for sin produktion af alskens produkter i uld. Der blev prøvet og handlet ivrigt, ja selv en hængekøje skulle prøves, men det gik galt! Snoren der holdt køjen brast, og John gik på rumpen. Desværre var publikum begrænset, men episoden skal da ikke af den grund forties. Nå, der skete heldigvis ikke noget med hængekøjen og øjensynlig heller ikke med John - og der blev da solgt flere hængekøjer, så det var vist ikke så galt! Et foredrag om soya-bønner... Da vi nærmede os vort bestemmelsessted standsede bussen midt i det hele og Jan hoppede ud af bussen og begyndte at hive planter op af jorden, ryste jorden af dem, mens vi undrende så på. Herefter fik vi et kortere foredrag om soya-bønner og deres rygt og pleje. Vi bliver godt nok kloge på denne tur! Hvis vi kunne huske alt det, vi får at vide, ville vi kunne stille op i et hvilket som helst quiz-program om Paraguay men dem findes der vist ikke så mange af. Hotel Papillon var en tropisk paradis... En tur i poolen, mens papegøjer og andre lystige fugle skræppede i baggrunden, var noget af det første der skete efter vi var ankommet til hotel Papillion i Bella Vista. >>>
Tirsdag d. 26. februar fortsat. Badelivets glæder varede dog kort, idet vi skulle besøge en SOS Børneby om aftenen. Det blev et nyt højdepunkt på turen. 117 moderløse børn (faderen regner man ikke rigtig med på disse kanter) boede i byen fordelt på 11 huse. Besøget indledtes med direktørens velkomst og korte fortælling om bagrunden for stedet, hvorefter vi så et show med nogle utroligt søde og smilende piger, der dansede ballet for os. Flere forskellige danse så vi, inden byens symfoniorkester tog fat. Det havde kun eksisteret et par måneder og det kunne man godt høre, men der er ingen tvivl om, at hvis børnene fortsætter med den samme iver og entusiasme, skal det nok blive til noget, der er værd at høre på. Der var især en yngre trompetist, der trængte gennem lydbilledet - og så blev der ellers budt op til dans. Efter besøg i et par af børnenes huse samledes vi i spisesalen til et herligt aftensmåltid. Her fik vi lidt mere baggrund, og der var vist ikke nogen, der tog derfra uden at være berørt af de mange børns skæbne. Onsdag 27. februar Bella Vista Dagen startede endnu engang tidligt, da der stod fabriksbesøg på programmet. Selecta fremstillede mate i mange forskellige varianter. Vi fik en MEGET detaljeret gennemgang af processen, som virkede noget gammeldags, men alligevel passede sammen med produktet. Pakkeafdelingen på SELECTA Festlig og fl ot underholdning af en fl ok smilende børn i SOS Børnebyen Pakkeafdelingen virkede noget gammeldags, men på den anden side holdt den da fire personer i arbejde. Selecta producerede mynte-, slanke-, sove- og alskens andre slags mate og vi fik alle en lille prøve med hjem. På vejen til de imponerende Jesuitter ruiner i Trinidad, fortalte Beatriz levende om Jesuitternes historie, der for Paraguays vedkommende begynder i 1548. Det gik rigtig godt for Jesuitterne lidt for godt, set med kolonisternes øjne. De holdt jo blandt andet indianerne som slaver, i modsætning til jesuitterne, der betragtede indianerne som medmennesker. Kolonisterne klagede til den spanske og portugisiske
konge, og der blev fundet en løsning, som desværre ikke gik Jesuitternes vej. Ruinerne var en ordentlig bunke murbrokker, som var stablet ualmindelig flot og imponerende sammen over et betragteligt område. Også her voksede Øjendråbeblomsten, som, hvis man klemte om den lille pose den havde under kronbladene, frigav en enkelt dråbe vædske, som havde en gavnlig virkning på f. eks. tørre øjne. Frokosten blev indtaget på en dejlig restaurant (uden vægt). Lækker buffet, hvor vi tog godt for os af retterne, men det overraskede mig og sikkert også andre, at tjenerne hele tiden kom med den ene lækre, lune ret efter den anden, indtil vi til sidst måtte kapitulere og gå til desserten. Efter et kort besøg i en markedshal med alskens ting og sager, blandt andet helbredende teer af forskellig art, fortsatte vi til pengeveksling og dagen sluttede med en hyggelig sejltur på Parana floden syd for Encarnacion. Vel hjemme på hotellet var der god tid til lidt hygge i og ved poolen. Aftensmaden indtog vi på hotellet. En dejlig kølig dag med temperatur op til omkring 29 grader. Dagens kloge ord: Der er ikke noget, der er forkert i Paraguay, vi har bare forskellige måder, at gøre det på. Øjendråbeblomsten, bemærk dråben ved pilen Beatriz forklarer om øjendråbeblomsten. Broen mellem Argentina og Paraguay
Torsdag 28. februar Bella Vista > Mallorquin Kl. 08.30, ja, du læste rigtigt, først da forlod vi hotellet for at tage hul på en ny dag fyldt med spændende og indholdsrige oplevelser. 300 km landevej med bump og det hele lå foran os. Hele området, vi kørte igennem, var gammel urskov og først ryddet og kultiveret i 70 erne og vejen asfalteret i 80 erne. Jan fortalte levende om problemerne omkring de jordløse bønders kamp for deres eksistensgrundlag; men også om den korruption og det pamperi, der fulgte i toppen af de jordløse bønders sammenslutning. Mange steder langs landevejene i Paraguay ser man disse primitive bosættelser, der ofte ligger ganske tæt på kørebanen i det areal ved siden af vejen, som staten ejer. Det var den nyvalgte præsident, der satte det hele i gang: men også ham, der indså det nærmest nytteløse i projektet, og efter tre mislykkede forsøg lukkede det ned igen. Og så ville bussen pludselig ikke mere! Nå, heldigvis var det ikke så slemt, det var vist noget med en sensor, der ikke ville føle det, den skulle. Frokosten blev indtaget i Jan og Beatriz dejlige gildesal, denne gang uden puma! En god bøf med bløde løg med diverse tilbehør efterfulgt af en lækker vandmelon (altså i skiver). Indkøbscenteret i Malloquin Og så af sted igen. Første stop var ved supermarkedet Supermercado Candy i Mallorquin for at vise os, hvilke indkøbsmuligheder, man har i lokalsamfundet. Der var nu et rimeligt pænt udvalg af diverse dagligdags fornødenheder, og der blev da også købt lidt af hvert. Der er vist mange, der kommer til at savne priserne på vin her i landet, når vi er kommet hjem! Collegio Espiritu Santo som var dagen næstsidste stop, var en privat skole, som blev ledet af en indisk nonne, som havde været her i landet i mange år. Hun drev en skole, hvor der virkelig så ud til at være orden i sagerne, og hvor der i alt fald ikke var slinger i valsen med hensyn til at komme for sent. Vi så kun få LEGO-klodser, og undrede os lidt over hvor resten var blevet af. Her trænger vist til en kærlig hånd! Den kommunale skole, som lå et stykke ude af en jordvej, (vi skulle lige have skiftet til et Rådhuset i Mallorquin jordvejsfilter i bussen) var ved at gøre klar til at modtage eleverne, og der var bestemt nok at tage fat på. Her trængte virkelig til noget mere end bare en kærlig hånd. Lysten til at gøre det var absolut til stede, men de økonomiske muligheder manglede på trods af at vandkraftværket havde doneret en ny fløj til skolen for år tilbage. Vi blev indkvarterede i nogle lækre sommerhuse med pool og der gik ikke mange øjeblikke, før vi hørte det første plask. Aften bød på grill-party hos Beatriz og Jan, hvor vi fik lejlighed til at hilse på Don Amarilla, tidligere borgmester i Mallorquin, som havde stået for koordineringen og uddelingen af Lego-klodserne i området. Herlig mad og musik og dans, dog ikke til den lyse morgen, for vi skulle jo videre med oplevelserne dagen efter. Tak til Beatriz og Jan for en hyggelig aften med god mad og ikke at forglemme gode oplevelser indtil videre. En usædvanlig varm dag vel omkring de 37 grader.
der blev vist kigget mere end der blev handlet, selvom der bestemt var nok at kigge på. Det var varmt omkring 35 0 C, bortset fra inde i handelscenteret, hvor der nærmest var koldt - og meget fornemt. Her var det udelukkende mærkevarer, der blev handlet med. En kolossal kontrast i forholdet til varerne på gaden! - på den anden side, så er et Rolex ur til 50,- kr. da billigt! Fredag 1. marts Mallorquin > Ciudad del Este Endnu en varm dag begyndte med morgenmad hos Beatriz og Jan, med dejlig frugt fik I smagt ananassen? og snart tonede fødselsdagssangen efterfulgt af Det er i dag et vejr, et solskinsvejr over bussen på vejen til verdens største vandkraftværk, Itaipu. På vejen fortalte Jan lidt om det politiske system i Paraguay. Vi kunne jo se valgplakater overalt. Her handler det ikke om politiske programmer, her handler det om magten, der følger med at vinde valget. Her er tale om noget, der ligner demokrati, og efter Jans bedste overbevisning bliver det bedre og bedre for hvert valg. http://www.solar.coppe.ufrj.br/itaipu.html som sædvanligt en lang række facts, som det vil føre for vidt at gengive her, men det skal dog nævnes, at dæmningen er knapt 8 km lang og har en højde på 196 m., hvilket svarer til et højhus på 65 etager. Man benyttede 12,3 millioner tons beton til bygningen og armeringsjern svarende til 380 Eiffeltårne. Den producerede energi svarer til ca. 20% af Brasiliens og 78% Paraguays samlede energiforbrug. Produktionen til et enkelt europæisk parcelhus klares af et enkelt af de tyve turbiner på under et halvt minut men hvor pokker skal man så opbevare det. Komplekset med dæmning og kraftværk er valgt som nummer 1 på listen over menneskeskabte undere. Flot, flot oplevelse. Vel hjemme igen på hotellet fra vores første overnatning, gik der ikke lang tid før vores overophedede kroppe kunne nedsænkes i den svale pool. Temperaturen over vandet lå omkring 35 0 C, så det gjorde bestemt ikke noget, at vandet var lidt køligt. Aftensmaden blev indtaget på en mad på spid restaurant og endnu en gang undrede vi os over de mængder af kød vi blev tilbudt. Smagen var der bestemt ikke noget i vejen med, men synd at de steger det så hårdt og hænger det så lidt. Ananas stegt på spyd er til gengæld ritigt lækkert! Og således endte turens første uge sådan ca. Der var valgplakater næsten overalt. Ordet imponerende er brugt flere gange i disse rejsebreve, men der er vist ikke andre ord, der dækker dette bygningsværk ordentligt, det skulle da lige være overvældende. Vi fik Nå, nok om kraftværker, nu skulle der spises frokost på vores velkendte efter vægt cafeteria. Efterfølgende skulle vi en tur til Downtown Ciudad del Este, for kigge på handelslivet, men
Lørdag 2. marts Ciudad del Este > Puerto Iguazú Vi forlod Hotel Amares i forholdsvis god ro og orden og næsten til tiden for at sætte næsen mod Brasilien og en af de oplevelser, som mange lige som jeg sikkert havde glædet sig til. Vandfaldene ved Iguazú. Det var simpelt hen en fantastisk oplevelse! Man løber hurtigere tør for begejstrede tillægsord end vandfaldet løber tør for vand. Det var bare helt, nå ja, overstrømmende må vel være det rigtige ord. Se selv på http://whc.unesco.org/en/ list/303/gallery/ Cataratas de Ygazu Helikopterturen var trods alt en stor oplevelse. Frokosten, som var medbragt fra hotellet, var både rigelig og god. Og så stod der Fugleparken på programmet. Papegøjer og andre fugle i alle mulige farver. Blandt andet var der en grå jaco magen til den min tante havde og den var mindst lige så snakkesalig. var et besøg værd, så køreturen til Argentina bekom os vel. Ja, der var egentlig ikke så langt, som det lyder, men oplevelsen ved grænsen mellem Brasilien og Argentina var næsten, som når man i gamle dage skulle ind i Østtyskland næsten altså. Det lignede ren chikane og unødvendig magtdemonstration fra de argentinske myndigheders side. Det tog en times tid at krydse grænsen, alt imens Jan løb fra Herodes til Pilatus med diverse papirer, der skulle stemples både her og der og alle vegne. Vi havde også en politimand inde i bussen for at tjekke, at vi ikke gemte farlige forbrydere eller terrorister på toilettet. Vel ankommet til Hotel La Sorgente http://www.lasorgentehotel.com gik der ikke lang tid før den sædvanlige scene udspillede sig. Alle mand i poolen og efterfølgende Hvor er baren? Der var en udbredt utilfredshed med flaskernes størrelse! Nu havde vi lige vænnet os til de fornuftige 0,6 og 0,9 liters flasker i Paraguay. Og så blev der ellers solbadet til den store guldmedalje. Dog havde Conni vis misforstået udtrykket solbadning. Kære Conni - Solvognen skal IKKE ned i poolen. Et vandfald kan godt være ret vådt! Turen i helikopteren var både en stor oplevelse og en skuffelse i alt fald for mig, når man havde regnet med at skulle tage nogle fantastiske billeder, og så blev anbragt midt på bagsædet. Nå, nogen skal sidde der! Jeg blev gode venner med en tukan, som godt kunne lide min hat. Men de er vist også ret nysgerrige af natur. Efter dette besøg var der vist flere end mig, der var godt smadrede i benene efter vandreturen først ved vandfaldene og derefter i den i øvrigt meget spændende fuglepark, som nok Haven i Hotel La Sorgente Og nu har Jan så skrevet under på, at vi nok skal opføre os ordentligt her på hotellet! Modig mand den Jan. >>>
Aftensmaden, nok den bedste vi har fået på turen indtil nu, blev indtaget på en hyggelig restaurant med udendørs servering. Temperaturen var yderst behagelig og stemningen var høj. Vi fik lækre bøffer af en anseelig størrelse, hvilket affødte et væddemål om vægten, som viste sig at ligge omkring 400 gram pr. bøf. John påstod hårdnakket, at Kaj havde tabt væddemålet, men kan man stole på en mand, der ikke kan kende forskel på real og peso? Tak for endnu en dejlig dag i Para-, næh, Bras- næh, Argentina! Søndag 3. marts Puerto Iguazú Endnu en ny og varm dag, fuld af spændende oplevelser, lå foran os og ventede. Vi skulle igen besøge Iguazú vandfaldene, denne gang fra den argentinske side. Mange iførte sig badetøj fra morgenstunden, da vi vidste, at det ville blive en våd dag. Naturparken er et enormt område, som er med Unescos verdensarvsliste. Vi indledte besøget med vandretur ad Den grønne sti, som var både skyggefuld, hyggelig og rar, men vi så ikke noget til de farlige dyr, der var advarselsskilte imod. Nå, hvad, dyrene kan jo heller ikke læse. Det vildeste dyr vi så! Næste lille vandretur var en ristetur, nej, vi blev ikke ristede, selv om det var varmt sådan ca. 35 0 C op ad dagen, nej, turen gik på en la-a-a-ng bro af riste langs kanten af vandfaldene. Igen skulle vi finde de begejstrede tillægsord frem. Imponerende og straks efter ventede en ny oplevelse. Ombordstigning i en bedaget lastbil, og derefter en spændende køretur gennem urskoven med små forklarende stop undervejs indtil vi nåede frem til endestationen, hvor nedstigningen til gummibådene ventede. Iført redningsvest og vandtæt paksæk, entrede vi gummibåden, og så var vi klar til at blive våde, og det blev vi!!! Du godeste, nu ved vi, hvordan der må være inde i en vaskemaskine, der kører på skylleprogram. Jeg tror aldrig jeg har været så våd og haft det så sjovt samtidigt! Jeg har ikke flere tillægsord i begejstringsafdelingen, så jeg vil nøjes med sige, at det var et så ring endda, som vi siger derhjemme. Opstigningen var noget anstrængende, men ikke uoverkommelig, og det faktum at frokosten ventede foroven gjorde opstigningen lettere og den var da værd at kæmpe for. Sandwich med lækre pommes fritter og kold øl. På vej til Djævelens Gab Den sidste aktivitet i området var en tog- og vandretur til Djævelens Gab igen på en lang ristebro. Dette var efter andres udsagn også en stor oplevelse,
Søndag 3. marts fortsat jeg måtte dog give op efter den første 1/3, benene ville ikke mere. Så jeg returnerede til en kold øl på jernbanestationen. Her huserede næsebjørnene! Der var en oppe og snuse til min øl, men var åbenbart en afholdsbjørn, for den gik ned igen. Ved et andet bord havde en familie sat sig for at nyde en pizza, men det fik en af bjørnene hurtigt sat en stopper for. Den smuttede op på bordet og snuppede et stort stykke af pizzaen og sprang ned på jorden og så blev der slagsmål mellem bjørnene altså. Dagens sidste stop før aftensmaden, der i øvrigt var ganske lækker, var hos Wanda, hvor Der var smukke sommerfugle overalt. vi så minen hvor man udvinder de krystaller, der bliver forarbejdet til halvædelstene. Vi besøgte naturligvis også forretningen, hvor der var dejlig køligt, hvilket nok var heldigt, ellers var div. kreditkort vist kørt varme. Vel hjemkommet til hotellet Bjergkrystaller in natura. var tiden desværre så fremskreden, at vi ikke kunne komme i poolen. Så måtte vi nøjes med bruseren på værelset men der ikke meget sjovt ved at stå med en øl under bruseren. Og det var så den dag! Mandag 4. marts Puerto Iguazú > Guarapuava Først kl. 09.00 forlod vi hotellet efter en god nats velfortjent søvn. Nogen havde slukket for solen og åbnet for den store bruser i stedet. Snart var vi ved den Argentinske grænse og de kendte trakasserier. Ved indkørslen i Brasilien skulle vi udfylde de sædvanlige immigrationspapirer troede vi. Næh, dem havde vores flittige rejseledere skam udfyldt for os, men det kan være de har set vores håndskrift? Nå, det hele gik smertefrit med stempel og tjek i forbryderalbummet. Alle slap ind! Frokosten blev indtaget på et listigt landevejsspisested og pludselig opdagede vi, at vi var i Brasilien. Det fremgik tydeligt af ølpriserne, som var en hel del højere, end vi efterhånden havde vænnet os til! Det blev landskabet også, altså højere hen ad vejen. Landskabet blev klippefyldt efterhånden som km. forsvandt under bussen. Vi fik som sædvanlig lidt forskellige oplysninger undervejs. Beatriz fortalte om hendes barndoms arbejde med blandt andet tobak, som hun absolut ikke brød sig om. For det første er friske tobaksblade væmmeligt klistrede og for det andet, lever der en væmmelig stor larve i tobakken. Dem har hun slået mange ihjel af ved at træde på dem. Folk der ryger skulle efter Beatriz mening se de væmmelige larver, der lever af tobak, så ville de holde op med at ryge! Særligt underholdende var beretningen om hvordan Beatriz og Jan havde mødt hinanden på landbrugsskolen og forviklingshistorien om handskerne og trusserne. Det viste sig da også at være en skrøne, altså det med handskerne; men det blev den jo ikke dårligere af! Undervejs blev der vist også lukket et øje eller to hist og her. Da vi nærmede os hotellet drejede bussen op af en jordvej og kørte ad snørklede veje frem mod hotellet. Tanken om John Steinbecks roman: Rutebil på afveje strejfede mig, men lige pludselig var vi der. Den sædvanlige scene udspilledes ved ankomsten til hotellet, og snart var de første hoppet i den store pool og genoplevede tiden under vandfaldet, idet der var et lille vandfald i poolens ene ende. Andre var hoppet i rødvinen, og sådan er vi jo så forskellige. Hotellet var OK, men virkede en anelse nedslidt. Til gengæld var aftensmaden fin fin. Og således kunne vi for første gang gå til ro under Brasiliens himmel.
På sporet af et godt tilbud! Først banegård - nu indkøbscenter Tirsdag 5. marts Guarapuava > Curitiba Klokken 08.00 præcis rullede bussen ud fra hotellet. Nu skulle vi ud at se på mere asfalt, der til forveksling ligner den danske, dog med gule midterstriber. Gennem et smukt landskab nåede vi vort første stop, en schweizisk inspireret rasteplads med en butik med alskens specialiteter. Det specielle ved småkagerne var at de stort set ikke smagte af noget! Næh, vi er stadig i Brasilien! Mere asfalt og flere små oplysninger hen ad vejen - om jeg så må sige. Frokosten blev igen indtaget på sådan et landevejsspisested, men inden vi nåede så langt, havde Vorherre lukket op for den store bruser, godt hjulpet af Thor og hans gedebukke. Vores gode chauffør kørte bussen så tæt på indgangsdøren, at vi troede der var et drive-in cafeteria, men det var nu rart at komme ind uden at blive alt for våd. Efter en god frokost var stem- ningen i bussen steget adskillige grader samtidig med at temperaturen udenfor var faldet. Der gik historier i den og mikrofonen gik på en underholdende omgang i bussen. Ja, der kan man se hvad der kan komme ud af at købe kalendergaver i så god tid! Beatriz havde lovet at regnen ville holde op klokken 14.00, men der må være et eller andet galt med Beatriz ur, for det var først hen ad 17.30 regnen holdt op. Vort første stop var, om jeg så må sige lige i øjet (ja, undskyld, men jeg kunne ikke lade være) Oscar Niemeyers bygningsværk, der i dag er kunstmuseum, er kendt under navnet Øjet, og er bestemt et besøg værd. Skiftende kunstudstillinger og meget andet, men det, der betog mig mest, var udstillingen om Paulo Leminski og udstillingen af modellerne af Niemeyers bygningsværker, der i dag findes rundt i hele verden. Ikke længe efter ankom vi til Øjet Condor Hotel, et spøjst hotel med en venlig betjening, sådan stort set og en elendig akkustik. Nogle af holdet besøgte markedspladsen, der lå lige overfor hotellet. Her var, som på alle markedspladser, varer af enhver art, og af en eller anden grund var mange af mændene i vinboderne og kvinderne i krydderierne. Den gamle jernbanestation var lavet om til et spændende indkøbscenter, med alskens indkøbsmuligheder, ja selv en hobbyforretning med modeltog, som jeg naturligvis ikke kunne gå forbi. Jeg fik en god modeltogssnak, med en engelsktalende ekspedient, bl. a. om digitalstyring, som han ikke viste noget om. Det var med en vis ærbødighed vi tog afsked, efter at jeg havde fortalt ham, at jeg kom fra byen hvor LEGO kommer fra. BRAHMA Black - uhm!!!!! Inden da havde en lille flok, på rejseleder Jans utallige opfordringer, smagt mindst én af den særligt velsmagende øl Brahma Black og den var bestemt værd at rejse efter. Tjeneren lagde en seddel på bordet, hvor der var plads til at afkrydse op til 48 glas øl, men mig bekendt, var det ingen der nåede så langt. Aftensmaden var enkelt, men udmærket!
Onsdag 6. marts Curitiba > Peruibe Snart synger turen på sidste vers, men det forhindrede os ikke I at løfte stemmerne I fælles skønsang efter serveringen af den traditionelle morgendram, som vores allesteds nærværende og søde Lally igen sørgede for. I dag var det vist nok en citronbitter. Turens første stop var hos en række banansælgere, som solgte de dejligste små søde bananer, både i smag og størrelse. Et rent slaraffenland for os og enhver anden abe. Bananer er altid godt! - endnu en gang efter vægt. God mad og tårnhøj øl. (Serveret i 3 liters beholdere med aftapningshane.) Peruibe er en rigtig badeby fyldt med forretninger, der sælger solcreme (den fik vi desværre ikke brug for), badebolde, strandlegetøj, souvenirs og hvad man nu ellers forbinder med en badeby. Køreturen til Mirante Praia Hotel var ikke lang, men Jan snød os, da han sagde, at vi skulle lægge godt mærke til vejen til stranden. Vi troede, at hotellet lå langt fra stranden, men det lå faktisk lige på strandbredden. Det varede ikke længe før vi kastede os i bølgen den grå. Brændingen hvirvlede sandet op og gav vandet den grå farve, men det var lækkert med store brændingsbølger og dejligt lunt hav- vand. Der var mere end en der blev væltet omkuld af bølgerne. Efter badningen blev et hold kørt til byen for at ose lidt og blive våde i den fine støvregn. Andre blev på hotellet og beskæftigede sig med lidt pakning og andre vigtige ting, såsom at få lakeret negle i Lallys neglebar, drikke øl, sove, læse, gå tur langs med stranden o.s.v. Aftensmaden blev indtaget i Peruibe på en dejlig restaurant, hvor de serverede stegt fisk og en lækker hjemmelavet vanilleis på en tyk skive ananas. Dertil dejlig kold hvidvin af forskellige herkomst, den brasilianske var nu ikke så ringe. Beatriz og Jan takkede os for deltagelsen i rejsen og sagde pæne ord om selskabet og påpegede, at vi havde haft ferie de sidste 14 dage. Kaj og John takkede for turen og for en kompetent og vel gennemført rejseledelse hele vejen igennem, og John bemærkede, at hvis dette var ferie, så havde han aldrig tidligere været så tidligt oppe i sin ferie. Og tænk, i morgen skal vi først have morgenmad kl. 08.00! Dagen sluttede med små 30 0 C og en hyggesnak på terrassen over en øl eller en vand. En dejlig forfriskning i nødden Næste stop var ved en tankstation med en meget stor salgsafdeling med alt fra sodavand, kiks og chokolade til damesko, modeltog og helikoptere og der var også toilet. Frokosten fik vi efter ankomsten til Peruibe på en grill-restaurant Udsigten fra Mirante Praia Hotel
Torsdag 7. marts Peruibe > Sâ0 Paulo Snart er det tid til at vende næsten mod São Paulo og Amsterdam, hvor vore veje skilles, da nogen skal videre til København og andre til Billund, men vi har god tid i dag, så inden morgenmaden var en stor flok i vandet i de dejlige lune bølger. Hvad tiden fra morgenmad til frokost gik med, har jeg intet overblik over, men der er sikkert nogen, der har været en ekstra gang i bølgerne. Der er sikkert også blevet kæmpet en del med at få plads i kufferten til alt det, vi ikke havde med herover. Jeg tænker på alle de spændende ting, som hver i sær har fundet. Jeg havde lidt problemer med at få plads til tukanen og næsebjørnen, men det lykkedes til sidst. Og nu sidder vi så her i bussen på vej mod Sáo Paolo og trafikken på vejen henover det 750 m. høje pas er kolossal. Godt vi ikke skulle den anden vej, der er fuldstændig blokeret af trafikken til containerhavnen. Passet er forsynet med tre forskellige ruter, man kan benytte I Sâo Paulo mødes gammelt og nyt afhængig af vejrforhold (tåge) og trafiktæthed. I selve São Paulo er trafikken her ved 16.30 tiden fuldstændig kaotisk, og der var da nogen i bussen, der var ved at være lidt nervøse for om vi nu kunne nå det. Situationen omkring tjek ind i lufthavnen var ikke meget bedre end trafikken i byen. Kaotisk er et mildt udtryk. Men vi nåede det hele næsten desværre måtte John efterlade sin hængekøje hos Beatriz, da den ikke måtte komme med flyet, da man var bange for at han ville kapre flyet og true besætningen med hængekøjen. Nå, han får den forhåbentlig senere. To skønne piger, Beatriz & Lally Så måtte vi sige farvel til vores alvidende og behagelige rejselederteam for alvor: Skønne Beatriz, lattermilde Jan, allestedsnærværende, negledekorerende Lally og ikke mindst Richardo, som har bragt os sikkert rundt på turen. Vi kommer til at savne jer alle og jeg er sikker på, at nogle af os vil mødes igen her i Sydamerika. Tak for turen! Jeg er sikker på at alle med mig vil ønske jer held og lykke med Paraguayrejser.dk og Hotel Puma fremover! Det er 29 ambassadører for Paraguayrejser. dk, der nu rejser hjem! Fredag 8. marts Sâo Paulo > Amsterdam > Billund Efter en lang og forholdsvis begivenhedsløs flyvetur til Amsterdam, er det blevet turens sidste dag. Vi sidder nu mætte og glade, og har taget afsked med de rejsedeltagere, der skulle til København (det er nu ikke derfor vi er glade) og prøver at fordrive den resterende ventetid med snak og lidt shopping. Kl. 16.30 tager vi det sidste hop til Billund. Nu er vi så vel hjemme, og det håber jeg, alle andre turdeltagere ligeledes er. Her fra den gamle rejsebrevsredaktør skal der lyde en stor tak til alle medrejsende og vores far & mor i Paraguay. Tak til jer alle, for med jeres medvirken til, at der blev noget at skrive om. Det har været sjovt at lave disse rejsebreve, selvom det tog lidt af slappe-af-tiden. Tak for denne gang! Mogens Bodenhoff Den gamle rejsebrevsredaktør I Sâo Paulo er der jul hele året!