Kl. 14.00 Burkal Kirke Tema: Gud blev menneske Salmer: 10, 73; 71, 101 Evangelium: Luk. 1,26-38 Mariæ bebudelsesdag er henlagt til 5. søndag i fasten og ligger altså fra år til år på forskellige datoer, alt efter hvornår påsken falder. Egentlig hører Mariæ bebudelsesdag selvfølgelig til på den 25. marts, ni måneder før jul. Men den blev afskaffet som selvstændig helligdag for næsten 250 år siden, ved en reform som Struense gennemførte i 1770. Mariæ bebudelsesdag er en slags afbrydelse af fastens tema med Jesus på vej til Jerusalem, på vej til korsfæstelse, død og opstandelse. Her i fasten er der en dag, hvor vi hører om hvem denne Jesus er, ham som gik den tunge vej. 1
Det er en forunderlig fortælling: Englen Gabriel blev sendt fra Gud til en pige som hed Maria. Det skete, som der står i dagens tekst "da Elisabeth var i sjette måned". Forhistorien er at Elisabeth og hendes mand Zakarias ikke kunne få børn, og de var blevet så gamle at det var alt for sent. Og så viste englen Gabriel sig for Zakarias, mens han var på arbejde som præst i templet i Jerusalem, og sagde at Elisabeth skulle føde ham en søn. Zakarias troede ikke på det, og han begyndte at komme med indvendinger og sagde at han og hans kone var blevet for gamle til at de skulle kunne få et barn. Og fordi Zakarias ikke troede englen, blev han slået med stumhed, indtil barnet skulle fødes. Barnet var Jesu fætter, Johannes Døberen. Nu gik Zakarias altså omkring og var stum, mens hans kone, Elisabeth, var gravid i sjette måned. Og så er det at englen Gabriel igen bliver sendt af Gud. Denne gang er det ikke til et barnløst ægtepar, men til en ung pige, som godt nok er forlovet, men endnu ikke gift med sin tilkommende. Englen kommer ind til Maria og hilser hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede". Og Maria bliver forskrækket. Hun forstår ikke hvad de ord skal betyde. Men englen siger: "Frygt ikke, Maria!" Og det kunne han sagtens sige, men Maria var stadig bange og forundret, og det blev ikke bedre, da englen fortsatte: "du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn." Så blev Maria først bange. For hvis hun blev gravid nu, så ville det være en skandale. Hun var endnu ikke blevet gift med Josef, og graviditet i den situation kunne føre til foragt, udstødelse eller det, som var værre: Døden ved stening. Men Maria troede englens ord, selv om hun ikke kunne forstå det eller overskue konsekvenserne. Hun siger ikke englen imod, men spørger til, hvordan det skulle kunne gå til at hun skulle blive gravid. Og englen svarer: "Helligånden skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn". Og videre fortæller englen at også Marias slægtning Elisabeth, nu var gravid. Og Maria tror på det. Hun tror på at intet er umuligt for Gud, og så giver hun sig ind under Guds vilje, idet hun siger: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Man har siden beundret Maria for hendes tro, og det med rette. I Matthæusevangeliet hører man om sagen set fra Josefs side. Han troede ikke på Marias forklaring, men var sikkert mistænksom, såret og skuffet og havde i hvert fald besluttet sig for at slå op med hende - i stilhed, for at hun ikke skulle komme i vanry. Og så måtte Herrens engel igen give sig til kende og i en drøm forklare ham sagens rette sammen- 2
hæng. De blev sammen, Josef og Maria; trolovelsen blev ikke ophævet, men stadfæstet, og knap ni måneder senere drog de sammen til Betlehem, fordi der var folketælling. Dér blev barnet Jesus født. Det er et kors for tanken at tro på denne beretning. Sådan noget plejer jo ikke at ske. Hvis en ung pige er gravid, så har det altid sin årsag, og aldrig før eller siden er det lykkedes en ung pige at overbevise nogen om at det er ved Guds kraft og Helligåndens medvirken, at hun er blevet gravid. I den henseende er Maria enestående. Det er måske også mærkeligt at evangelisterne fortæller så forskelligt om sagen: Lukas fortæller om Marias private oplevelser, som hun gemte i sit hjerte og åbenbart først langt senere, da hun forstod alting, lod andre vide noget om. Matthæus ser sagen fra Josefs side. I Markusevangeliet er det ikke ved undfangelsen, men først ved Jesu dåb, at vi hører ordene om Guds Ånd og velbehag. Og i Johannesevangeliet fortælles om Jesus som Guds Søn før alle tider. Der er forskellige synspunkter, men sagen er den samme: Jesus, Guds Søn, blev menneske. Maria var hans mor, og Gud i Himlen hans far. Det er et kors for tanken at Gud blev menneske. Men det var altså det, som skulle til. Gud blev ikke siddende i sin himmel, men steg selv ned på jorden og blev menneske. Jesus er både Gud og menneske. Fuldt ud guddommelig og fuldt ud menneskelig på samme tid. Det var den konklusion de kristne nåede frem til, når de tænkte over den bemærkelsesværdige historie om Jesus. Alt pegede i den retning. Når alt kom til alt var det den eneste fyldestgørende forklaring på hvem Jesus var. Man havde overvejet to andre muligheder, hvor hovedvægten lå enten på den menneskelige side eller på den guddommelige side. 1. Jesus var et menneske som Gud adopterede som sin Søn. Indtil da var han bare et almindeligt menneske, som enhver anden. Man mente at Jesus ved sin dåb var blevet adopteret af Gud, da han sagde om ham: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!" (Matt. 3,17) Men andre steder i Det Ny Testamente understreger at Jesus var Guds Søn fra evighed af, fx Kolossenserbrevet, hvor der står at "Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham." (Kol. 1,15-17) 2. Den anden forklaring på hvem Jesus er, lægger vægten på hans guddommelige side. Jesus var Gud, men forklædte sig som et menneske. Han så ud som et menneske, men i virkeligheden var han det ikke. Hans menneskelighed var bare et skin, der skjulte at han var et guddommeligt væsen. Imod den forklaring taler forskellige 3
steder, især i Johannes-evangeliet, hvor vi meget tydeligt ser Jesu menneskelige træk: Han sultede, han led, han græd, han blev tørstig, og fra hans årer kom rigtigt blod, da han på Golgata blev stukket i siden med et spyd. Han var virkelig et menneske som en af os. Det guddommelige mysterium at Gud blev menneske, med et fint latinsk ord kaldet inkarnation (= at blive kød) findes omtalt meget klart flere steder i Det Ny Testamente. Indledningen til Johannes-evangeliet siger det ganske tydeligt: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Joh. 1,14) Apostelen Paulus fremhæver det også i et af sine breve til menigheden i Korinth: "I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom." (2. Kor. 8,9) Og i Filipper-brevet har vi den smukke hymne om at Jesus gav afkald på sin guddomsherlighed: "han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors." (Fil. 2,6-8) I vores trosbekendelse findes jomfrufødslen også. Det er meget vigtigt af flere grunde. Det er for det første en klar opfyldelse af løfterne fra den gamle pagt. Det var det tegn som profeten Esajas havde givet kong Akaz: "Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel." (Es. 7,14) For det andet understreger det at Jesu guddommelighed var noget medfødt, at det hørte til hans natur, og ikke var noget han senere var blevet. For det tredje var det et vigtigt forsvar mod de første jødiske modstandere af kristendommen. For de havde påstået af Jesus var et uægte barn, at faderen var Josef, eller en romersk soldat. Det var meget vigtigt at Jesus havde begge naturer, at han fuldt ud var både Gud og menneske, for at han kunne frelse os. Hvis han kun havde været et menneske, lige som os andre, ville han selv have haft brug for at blive frelst, så han ikke kunne frelse os. Han ville med andre ord have været en del af problemet, og ikke løsningen på problemet. Men omvendt, hvis han kun havde været Gud, ville han ikke have haft nogen forbindelse med os. Hans menneskelighed giver ham den samhørighed med os som var nødvendig. Det tales der meget om i Hebræerbrevet, hvor Jesus beskrives som vores evige ypperstepræst: "Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har 4
lidt, kan han hjælpe dem, der fristes." Og et andet sted hedder det sådan her: "Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." (Hebr. 2,16-18; 4,15) At Jesus var både Gud og menneske er også en afgørende del af den tro vi finder afspejlet i Det Nye Testamente. Jesus omtales som den eneste mellemmand mellem den hellige Gud og den syndige menneskehed. Fx skriver apostelen Paulus til sin ven Timotheus: "der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus" (1. Tim. 2,5) Han kunne kun forlige Gud og mennesker, fordi han selv er begge dele. Der er også en vældig trøst gemt i at Jesus selv er menneske, for dermed kender han os fuldt ud. Vi behøver ikke at forklare ham hvordan vi har det. Han ved selv hvad det vil sige at blive fristet og at lide. For han har selv prøvet begge dele endda i allerhøjeste grad! Jesus forstår os. Det er vores store trøst og hjælp. Det gør at vi helt frimodigt kan komme til ham i bøn. Det er også det som Hebræerbrevet råder os til: "Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid." (Hebr. 4,16) Det at Jesus samtidig er Gud og menneske i én personhar været det mest omstridte den kristne troslære i de første århundreder af kirkens historie. Læren er ikke som nogle påstår spekulativ og filosofisk. Men læren om Kristi to naturer er en sammenfatning af Bibelens tale om ham. Det er et forsøg på at formulere det som er åbenbaret om hvem han er. Jesus selv talte også om sine to naturer. Han spurgte fx engang sine modstandere om hvad de mente om Kristus, om hvis søn han var. Da de svarede at han var Davids søn, spurgte Jesus dem hvordan David så kunne kalde ham sin herre. Og det kunne de ikke svare på. Svaret er at Jesus Kristus både er Davids søn (altså et menneske) og Davids Herre (altså Gud Herren). At han altså har de to naturer! Det er et paradoks at Jesus har to naturer, men vi tror på at han er Gud og menneske samtidigt. I alt hvad han gør som Gud, er han samtidig menneske; og i alt hvad han gør som menneske, er han samtidig Gud. Men i sit jordiske liv var han dog underlagt begrænsninger. Han havde begrænset magt, begrænset viden og var ikke allestedsnærværende. Som menneske var han underlagt sin himmelske Far, og han brugte kun sin magt til at tjene andre. Guddom og menneskelighed var forenet i Guds Søn Jesus, i én og samme person. Trods den almagt og ubegrænsethed som Gud besidder, påtog Guds Søn sig menneskelig sårbarhed for at komme helt tæt på os. Det at Gud blev menneske er 5
sammen med Jesu lidelse og død det største tegn på og stærkeste udtryk for Guds kærlighed til os. Gud ville derved frelse os, ikke ved udefra at gribe ind med magt, men ved at være midt iblandt os, og dele vore kår, inklusiv dødens bitterhed, for at føre os til frelse og evigt liv. At Gud kom til verden er også en anerkendelse af at vi lever i en fysisk verden, hvor vi er afhængige af noget vi kan tage og føle på og modtage gennem vore sanser. Guds Søn blev undfanget i jomfru Maria uden en mands medvirken. På den ene side skulle Guds Søn blive et rigtigt menneske, altså født som alle andre og på samme måde. På den anden side tydeliggør Guds indgriben ved undfangelsen at Jesus kun har Gud som far. At Guds søn blev menneske er et mysterium, noget vi ikke fatter, men som vi kun kan tage imod i tro. Selv om det strider imod gængse naturlove, tror vi på, at intet er umuligt for Gud. I andre religioner vækker det forargelse, at Gud bliver menneske, fordi man mener, at Gud derved viser svaghed og kompromitterer sin værdighed som Gud. Men Gud havde ikke behøvet at skabe verden og mennesket; han gjorde det som et udtryk for sin kærlighed. Da mennesket skuffede ham med sin syndighed, forkastede han det ikke, men lagde en plan til vores frelse. Kulminationen af denne plan var at Gud blev menneske i Jesus Kristus, som ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene. Amen. 6