"Rustningskapitalens Blodpenge" af Axel Pille - [Daugård] : Nye Veje, 1933. - 62 s "Hvad Soldaten Lærer" af Axel Pille - København : 1934. - 6 s. Bøgerne er indscannet med OCR og ligger i RTF-format Downloadet fra Fred på nettet: http://fred.dk Udgivet på "Aldrig mere Krigs OnLine Bibliotek" af Holger Terp, Strandbyparken 4 1tv 2650 Hvidovre, Danmark, Tlf. +45 3178 4028. "OnLine Biblioteket" i Fred på nettet er startet af Aldrig mere Krig ved Tom Vilmer Paamand og Holger Terp Kommentarer sendes til WebMaster@FRED.dk
Axel Pille: Rustningskapitalens Blodpenge Forlaget "NYE VEJE" 1933 Indscannet og overført elektronisk. Den oprindelige retskrivning og typografi er søgt bibeholdt, men der er læst en smule korrektur. Elektronisk overførsel ved Holger Terp og Tom Vilmer Paamand 1996.
FØR KRIGEN. Aftaler sluttes ud over Landegrænserne. Det har mærkeligt nok altid været indbringende at drive Forretning med, hvad der kan være nedbrydende for Mennesker. Spiritus, Tobak, Prostitution, Kokain, Morfin. har givet Millionfortjenester, og der har altid været Mennesker, som har været villige til at leve og arbejde i de stinkende Kloaker og Møddinger, hvor disse Varer er blevet tilvirket og omsat. Men den mest menneskefjendske og mest indbringende Forretningsgren er Vaaben-, og Ammunitionsindustrien, Rustningskapitalens Omraade. Den bar Muligheder som ingen af de andre. Den bærer Konkurrencens Fremdrift i sig selv: hver Gang, man har fundet en ny Giftgas, ansporer den til Opfindelse af et nyt Filter i Gasmasken; hver Gang, der er konstrueret en Granat, der kan stad igennem de kendte Panserbeklædninger, ansporer det til Opfindelsen af ny Panserbeskyttelse; "hver Gang, en Magt anskaffer Vaaben af den ene eller anden Art, tvinges de konkurrerende Magter til at skaffe sig de samme eller endnu bedre Vaaben. Hvad Under, at nogle af de Forretningsmænd, for hvem Penge ikke lugter, har slaaet sig paa Rustningsindustrien. De har gjort det, og de har som enhver anden hensynsløs Forretningsmand fremmet deres Interesser paa alle mulige Maader og søgt at skabe Chancer, hvor der ingen var. Før den spansk-amerikanske Krig sendte Bladkongen William Randolph Hearst Tegneren Frederich Remington til Kuba med det Paalæg, at lave Billeder, som kunde bringe Folkets Blod i Kog". Ankommet til Kuba telegraferede Remington: "Alt fredelig. Ingen Uro her. Deri bliver ingen Krig. Ønsker at vende tilbage." Dette Ønske blev ikke opfyldt. I Stedet kom der følgende Svar fra Hearst: Vær saa venlig at blive. Levér De Billederne, og jeg vil levere Krigen." Krigen kom 1898, Amerikanerne vandt, Harst og de andre Plantageejere kunde faa deres kubanske Varer ind i De forenede Stater uden Told. Som i andre Brancher har ogsaa Udbytterne indenfor Rustningsindustrien sluttet sig sammen for, saa systematisk som overhovedet muligt at kunne pine Fortjenesten frem. Det begyndte allerede længe inden Verdenskrigen, og Systemet blev mere og mere fuldkomment, som Aarene gik. Selv da den store Katastrofe kom, holdt dette Samarbejde paa mange Felter, og i Aarene efter Verdenskrigen er det paa Trods af alle fremkomne Afsløringer fortsat, udbygget og udvidet, hvor de af Krigen skabte Forhold muliggjorde det.
I 1897 blev der sluttet en Aftale mellem ti amerikanske Fabriker paa den ene Side og Køln-Rottweiler Krudtfabrikerne og den engelske Nobeltrust paa den anden, hvorefter Nord- og Mellemamerika betragtedes som amerikansk Omraade", Sydamerika som fælles Omraade" og Resten af Verden som europæisk ". Parterne tillader Konkurrence indenfor de tildelte Omraader, forhandler fra Tid til anden om Grundpriserne i det fælles Omraade. Forskellen mellem Grundpris og Salgspris er Syndikatsfortjenesten, der bliver fordelt med lige store Dele imellem de amerikanske ug europæiske Fabriker. Der oprettes et fælles Fond ved Indbetaling af en Dollar pr. Kasse. Af dette Fond kan de to Formænd anvende to Tredjedele til Beskyttelse af de fælles Interesser mod Angreb og Konkurrence udefra...". I 1898 sluttede den franske Krigsindustri sig sammen i to Syndikater, der tilsyneladende konkurrerede, men i Virkeligheden havde fælles Hovedsæde og Generalsekretær. Sammenslutningen bevirkede, at Panserplader steg fra 2,27 Francs pr. Kilo til 2,96 Francs. Gentagne Gange skete det endda, at det ene Firma afstod Ordrer til det andet. I 1901 opstod United Harvey Steel Corporation, hvis tre Hovedgrupper var : de engelske Firmaer Vickers og Armstrong, de tyske Krupp og Dillinger Hütte og det franske Schneider-Creuzot, og som igennem disse Firmaers videre Forgreninger omfattede saa at sige hele Verdens førende Panserplade- og Kanonfabriker. Den amerikanske Staaltrust var repræsenteret gennem Bethlehem Steel Co., Vickers ejede omtrent helt de italienske Terniværfter, og i den japanske Panserpladefabrik Mutoran ejede de Halvdelen af Aktierne, Armstrong den anden Halvdel. Krupp var stærkt interesseret i de østrigske Skodaværker og de russiske Putilowværker. l det russiske Selskab havde ogsaa Schneider Creuzot Aktier. Armstrong, Vickers og et tredje engelsk Firma var interesserer i det japanske Ferrolværft. Seks store engelske Firmaer dannede et portugisisk Flaadesyndikat, der Skulde hjælpe Portugal til en stærk flaade. Efter den russisk-japanske Krig blev den russiske Flaade genopbygget ved Samarbejde mellem engelske, franske, tyske, belgiske og amerikanske Firmaer. Nobel Dynamite Trust i London havde syv Filialer i England, fem i Tyskland, een i Japan og dannede sammen med andre tyske Fabriker, der igen samarbejdede med engelske, russiske, franske øg spanske fabriker det saa mægtige internationale Dynamitkartel. Dillinger Hütte var tysk, men fransk Kapital var interesseret, i Tilsynsraadet sad to Franskmænd. Nikolujeuogruberne i Rusland ejedes af en fransk-engeisk-belgisk-tysk Gruppe. De spanske De Frolværker hovedsagelig af Armstrong og Vickers.
Rustningsindustrien var saa international organiseret, som tænkes kunde. Deutsche Waffen- and Muntionsfabriken, Mauserfabrikerne og en belgisk Vaabenfabrik sluttede i 1905 og 1907 en Aftale med Oesferreichische Waffenfabrik om Handelen med Repetergeværer og Karabiner til Rusland, Japan, Kina og Abessinien". De to Parter forpligter sig til gensidig Støtte i den Grad, at selv Tegninger og Modeller skal stilles til gensidig Raadighed. "Prisen for de leverede Vaaben fastsættes og tilbydes i Indforstaaelse med hinanden" til en fælles Kasse betales 15 Francs pr. Gevær eller Karabin. De tyske Firmaer, der var interesserede i Leverancer til Skibsbygning, dannede en Koncern med Hovedsæde i Dortmund. Naar et kejserligt Værft vilde bestille Skibsbygningsmateriel, sendtes Ordren til Koncernen, der lod den gaa videre til de enkelte Firmaer. Der indkom konkurrerende Tilbud, men de var det rene Bluff. Det var i Forvejen bestemt, hvem der skulde indgive det laveste Tilbud, og det Værft, der fik Leverancen, skulde afgive 10 pct., ikke af Nettofortjenesten, men af den samlede Betaling til Koncernen, der fordelte de ni Tiendedele deraf mellem de øvrige Firmaer. Fine Navne og Udfald gennem Pressen. I England var Embedsmænd indenfor Admiralitetet, Hæren og Ministerierne, ikke mindst Udenrigsministeriet, paa den olie og anden Mande interesseret i Rustningsindustrien. I Præsidiet for den engelske Flaadeforening sad fire Mænd, der var Aktionærer i italienske, østrigske og russiske Rustningsforetagender. Udenrigsministeriet hjalp til at skaffe udenlandske Ordrer til de engelske Rustningsfirmaer ved som Betingelser for Laan at forlange, at der skulde købes Vaaben fra disse Fabriker. De private engelske Bankiers stillede lignende Betingelser. l Rusland havde Agenter for udenlandske Rustningsfirmaer Forbindelser i alle betydende militære og ministerielle Kredse. Allerede under den Russisk-Japanske Krig skaffede Zarahoff Vickers og Armstrong store Leverancer gennem Forbindelse med General Kuropatkin og andre fremtrædende Militære. Senere skaffede Rasputins Bankier" Dimitri Rubenstein Schneider-Creuzot Ordrer paa Feltartilleri. I Frankrig faldt ca. 60 pct. af den samlede Udførsel af Krigsmateriel paa Schneider-Creuzot, og dette Firma udnævnte Marineministre og havde Magten i Deputeretkammerets Militærkomission. I sin Tjeneste havde det to Admiraler og en Broder til Clémenceau. I Tyskland havde Panserkongen Stumm besat de vigtigste
Poster i Udenrigsministeriet med sine Slægtninge, og i dette Firma var der igen saa store franske Interesser, at en fransk Gesamdtskabssekretær sad i Tilsynsraadet. Havde Rustningskapitalen saaledes fine Forbindelser indenfor Hær, Flaade og Diplomati, saa betød det ikke mindre, at den havde en overordentlig Indflydelse paa Pressen. Fra Deutsche Waffen- und Muntionsfabriken i Karlsruhe sendtes i 1907 følgende Brev til Paris: Vi telegraferede lige til Dem: Vær saa venlig i Paris ni afvente vort Brev af Dags Dato. Grunden til dette Telegram er, at vi gerne vilde sikre Optagelsen i et af de mest læste franske Blade, om muligt Figaro, af en Artikel, der Lyder saaledes: Den franske Hærledelse har besluttet sig til at fremskynde Hæren Nybevæbning med Maskingeværer og at bestille det dobbelte Antal af, hvad der oprindelig var bestemt". Vi beder Dem gøre alt for at opnaa Optagelsen af en saadan Artikel". Brevet, der var undertegnet af Fabrikens Leder von Gontard, blev af Liebknecht draget frem i den tyske Rigsdag og suppleret med Oplysninger fra Erzberger giver det følgende Billede af hele Affæren: Brevet bliver ikke offentliggjort. Løgnen i det er alligevel de franske Blade for grov, men Redaktørerne vil gerne gøre alt, der ikke gaar for haardt ud over deres samvittighed, og det lykkedes von Gontards Udsending at faa Artikler i Figaro, Matin og Echo de Paris om, hvor fortræffeligt den franske Hær var udrustet med Maskingeværer. Paa Baggrund af disse Artikler staar Saa en tysk Rigsdagsmand Schmidt frem og retter en Forespørgsel til Rigskansleren om hvad Regeringen agtede at gøre overfor disse truende franske Rustninger. Rigsdagens Svar var, at den i Aarene 1908, 1909 og I910 bevilgede 40 Millioner Mark til Maskingeværer, som leveredes af von Gontards Fabrikker, og Aktieudbyttet steg fra 20 til 32 pct. England havde i 1909 en beslægtet Affære, idet Direktør Mulliner fra Couentry Ordnance Co. gennem Pressen udspredte Rygter, ifølge hvilke den tyske Flaade havde dobbelt saa mange slagskibe, som opgivet af von Tirpitz. Ubegribeligt nok troede de ledende statsmænd paa den fede "And", og Bevillingerne for Flaaden blev for det følgende Finansaar sat op med 2,823,200. Det blev snart opklaret, at Meddelelserne var falske, men paa Trods heraf blev der dog bygget fire Slagskibe, og en af de største Kontrakter afsluttedes med Cammell Laird, som delvis ejede Coventry Ordnance Co. Nybygningerne gav i øvrigt Anledning til, at den tyske sværindustri begyndte en modsvarende Propaganda
for Udvidelse af den tyske. Flaade. En Affære, der ikke direkte har med Pressens Bestikkelighed at gøre, skal ogsaa nævnes her. Den japanske Admiral Fujii blev i 1900 sendt til England for at se paa Forholdene vedrørende en Krydser, Vickers havde givet Tilbud paa, og Fujii tog sin Betaling for at skaffe Viekers Ordren. I de følgende Aar blev han i England og tog mod Bestikkelser ogsaa fra andre Firmaer, i to Tilfælde henholdsvis 1000 og 1750. Der regnedes ikke med Smaapenge. Det hele kom for en Dag ved, at en Journalist bestak en tidligere Funktionær fra et af Firmaerne til at fortælle sig om Forholdene og offentliggjorde Oplysningerne, men i lang Tid efter betalte Vickers store summer til Admiralen, vel sagtens ud fra den smukke moralske Sætning, at sine Venner skal man ikke svigte. Hvor almindeligt det var, at Pressen blev brugt af Rustningskapitalen, faar man et Indtryk af gennem følgende frimodige Passus i et Brev, som Raffalowotsch fra Paris sendte hjem til den russiske Finansminister: Mænds Handlinger er ens paa alle Breddegrader. I Brasilien, fortæller Vickers Maxim, tager Republikkens Præsident sig den Frihed at forhøje Prisen Paa Krigsskibe med adskillige Millioner. I Europa er Statsoverhovederne, deres Ministre og øverste Underordnede for det meste ganske ærlige. Men Grossererne i Vaaben, Panserplader og Ammunition har den Udvej indirekte at paavirke den offentlige Mening gennem Pressen; de ejer Aviser, behersker andre, de køber Journalister, og disse Skribenter, der anslaar den patriotiske Tone, som udbasunerer Nabostaternes Krigsforberedelser, som taler om den tyske eller franske Fare, tror, at de selv er Helte. Korruptionen antager alle Former fra en god Middag, med Generalen paa deres højre Haand, med udvalgte Vine og i selskab med smukke Kvinder, der er betalt forud for at afslutte Natten, lige op til de finere Opmærksomheder, som f. Eks. Løftet om en vellønnet Stilling. At der er Lækage (Meddelelse om militære Hemmeligheder), som kommer Grossererne i Bomber og Kanoner tilgode, er meget muligt". Alfried Krupp og hans Fabriker. Alfried Krupp begyndte i 1826 som 14-aarig i sin Faders Fabrik, der var kommet slemt i Forfald. Han havde kun syv Arbejdere; men det lykkedes ham lidt efter lidt at arbejde Fabriken i Vejret, og Dampmaskinen blev ham en god Hjælper. Det er dog først, da han i 1844 begynder at fabrikere Geværløb, at han er inde paa Vejen til at blive Storfabrikant. Han sender sine Geværer til det
prøjsiske Krigsministerium, der imidlertid overlegent sender Prøven tilbage med den Besked, at de prøjsiske Vaaben er saa gode, at de ikke mere trænger til Forbedring". Det franske Krigsminister1tlm derimod erklærer sig højst tilfreds med de forbedrede Geværløb. i 1847 støber Krupp sine første Kanoner. Nu er baade Prøjsen og Frankrig interesseret. Da den prøjsiske Krigsminister vil udbyde en Kanonleverance i Entreprise, bliver Krupp saa vred, at han erklærer at ville "levere hele Verden, hvad den vil have". Det skete ogsaa Under Krimkrigen leverede han Kanoner baade til England og Rusland. Engang søgte Krupp at opnaa et fransk Laan. Han fik det ikke, men saa fortalte han Bismarck om Sagen paa en saadan Maade, at han opnaaede et Laan fra den prøjsiske Stat. Dette forhindrede imidlertid ikke Krupp i, kort før Krigen 1866, at sælge Kanoner til de sydtyske Stater. Han modtog ogsaa en Bestilling fra Østrig paa 24 svære Bagladekanoner. Regeringen i Berlin bad fortroligt Krupp om ikke at levere Kanoner til Østrig uden dens Billigelse. Krupp nægtede at love noget, da det vilde være et Kontraktbrud", og skrev 1, April 1866 til Krigsminister von Roon: Om de politiske Forhold ved jeg meget lidt; jeg arbejder roligt videre, og kan jeg ikke gøre det uden Forstyrrelse af Harmonien mellem Fædrelandskærlighed og Hæderlighed, saa opgiver jeg helt Arbejdet, sælger Fabriken og er en rig, uafhængig Mand". Østrig fik sine Kanoner, og i Slaget ved Königgrätz blev prøjsiske Soldater skudt med prøjsiske Kanoner. Frankrig vedblev ogsaa at være Kanonkongen en god Kunde, og Napoleon udnævnte Alfried Krupp til Storkorsridder af Æreslegionen. Imidlertid kom der en Standsning af Leverancerne; men for at komme over denne Afkøling i det gode Forhold, sendte Krupp følgende Brev til den franske Kejser: Støberiet Friedrich Krupp. Essen, 29. April 1868. Til Hams Majestæt Napoleon III, Kejser af Frankrig. Opmuntret af den Interesse, Deres ophøjede Majestæt har vist en jævn Industridrivende og de lykkelige Resultater af hans Anstrengelser og uhørte Ofre, vover jeg igen at nærme mig med Bøn om, at Allerhøjstsamme vil være saa naadig at modtage medfølgende Atlas. Det indeholder en samling Tegninger af forskellige Artikler, fremstillede paa mine Værksteder. Jeg nærer det Haab, at særlig de fire sidste Sider, som viser de Støbestaalskanoner, som jeg har udført for forskellige af Europas høje Regeringer, et øjeblik vil tiltrække sig Deres Majestæts Opmærksomhed og undskylde min Dristighed.
Med den højeste Respekt og største Beundring. Alfried Krupp. Svaret lød: Kejseren har Modtaget Deres Atlas med megen Interesse, og Hans Majestæt har givet Befaling til at takke Dem for denne Meddelelse og lade Dem vide, at Hans Majestæt paa det mest levende ønsker Held og Udvikling for en Industri, der yder Menneskeheden saa store Tjenester". Krupp fik dog ikke efter det skønne Brev nye franske Bestillinger, og af denne Grund fik Krupps Kanoner i 1870-71 derfor kun Lejlighed til fra tysk Side at yde Menneskeheden sine store Tjenester. I 1898 begyndte den tyske Flaadepolitik, og kun kort efter rygtedes det, at Firmaet Krupp havde solgt De forenede Stater Panserplader til en billigere Pris, end den der blev taget for Leverancer til den tyske Hær og Flaade. Prisforskellen var 800 Mark pr. Ton Panserplade; men von Tirpitz, der var ansat i Marineministeriet, undskyldte Krupp med, at "den amerikanske Regering kunde bestille meget store Kvanta ad Gangen - jeg tror 3o-40,000 Tons". Professor Lujo Brentano fra München hævder, at Amerika ikke hørte til de Omraader, for hvilke Krupp havde sluttet Prisaftaler, og at dette var Grunden til den lavere Pris. Allerede i 1905 blev der nedsat en Rigsdagskommission til at undersøge Krupps Forretningsmetoder; men det kom der ikke meget ud af. Saa var det, at Karl Liebknecht i 1913 drog den saakaldte Kornwalzaffære frem i Rigsdagen, idet han oplyste, at Firmaet Krupp indtil faa Uger i Forvejen havde haft en lønnet Mand, Brandt, siddende i Berlin, hvis Opgave var at komme i Forbindelse med Embedsmænd fra Ministerierne, Hær og Flaade og bestikke dem for at faa Kendskab til Papirer, hvis Indhold Firmaet var interesseret i. Det gjaldt selvfølgelig særligt Bevæbningen, Konstruktioner, Resultater af Forsøg og først og fremmest Priserne, som andre Firmaer tilbød eller fik betalt. Brandt havde gjort sit Arbejde i aarevis og faaet store Summer udbetalt. Hans Beretninger blev kaldt Kornwalzer. Brandt blev idømt fire Maaneders Fængsel, Kruppdirektøren Eccius fik en Bøde paa 1200 Mark for sin Medvirken. Brandt var kun Redskabet. De ansvarlige gik fri af Fængslet. Sagen gav Anledning til, at Rigsdagen nedsatte en ny Undersøgelseskommission, men inden den naaede til noget Resultat, kom Verdenskrigen. Den nuværende tysk-nationale Leder Hugenberg var i en
Aarrække Direktør for Krupps Fabriker og oplyste i 1912, at indtil Alfried Krupps Død i 1887 var der i Essen fabrikeret 24,576 Kanoner, hvoraf kun 10,666 var blevet i Landet, mens 13,910 gik til Udlandet. Indtil 1911 var der i alt støbt 53,000 Kanoner, hvoraf 26,000 til Tyskland, mens 27,000 var solgt til 52 forskellige fremmede Lande, af hvilke mange gik med i Verdenskrigen mod Tyskland. Basil Zaharoff, Europas mystiske Mand. Der var dog een Mand indenfor Rustningsbranchen, som i Forretningssmartness overgik Krupp. Det var Basil Zaharoff. Han var født i Lilleasien 1849, men af græske Forældre og følte sig helt som Græker, hvilket dog ikke generede ham i hans Forretningsvirksomhed. Han havde handlet med Cigaretter, været Fremmedfører i Konstantinopel og blev Kompagnon med en Onkel. Da denne ikke vilde udbetale Zaharoff hans Andel i Udbyttet, tog han den selv, og i nogle Aar levede han nu et eventyrlig Liv, indtil han 28 Aar gammel paa Anbefaling af den græske Minister Skuludis blev Agent for det engelske Rustningsfirma Nordenfeldt, der var stiftet af en svensk Kanonkonstruktør Torsten Nordenfeldt. Zaharoff begyndte nu sin Løbebane indenfor Rustningsbranchen med at skaffe den græske Stat et Laan paa 100 Millioner Francs, som blev brugt til Rejsning af en Hær og Indkøb af Krigsmateriel. Grækenland begyndte derpaa Krigen 1897, i hvilken Tyrkerne sejrede overlegent. Zaharoff solgte for Nordenfeldt sit Fædreland den første brugelige Undervandsbaad, der nogensinde var bygget. Grækenland fik herved Magten i det ægæiske Øhav. Men det næste Zaharoff gjorde, var at sælge to Undervandsbaade til Tyrkiet. Det forandrede Situationen fuldstændigt, men det vedkom ikke Zehnroff, - han fortsatte sine Forretninger. Amerikaneren Hiram Maxim har ved denne Tid opfundet Maskingeværet, og Zaharoff, der straks set Chancen, maser sig paa, da Maskingeværet forevises den østrigske Generalstab. Ved Bedrageri snyder han Maxim fra at opnaa Resultat af Forhandlingerne, men det hindrer ham ikke i, da han indser, at Maxims Maskingevær er langt bedre end Nordenfeldts, at faa de to Mænd til at gaa i Kompagni. Selskabet havde nu faktisk Monopol paa Salg af Maskingeværer, og Zaharoff forstod at vurdere Chancerne. Han fik en Aftale med Maxim og Nordenfeldt, ifølge hvilken han, hvis han indenfor en fastsat Tidsperiode kunde sælge for 1 Mill. til Spanien, skulde optages1 Firmaet paa lige Fod med de to Indehavere. Paa forbavsende kort Tid havde han
solgt for 5 M1ll. til Spanien og faaet vældige Ordrer ogsaa fra andre Lande. Da Nordenieldts Opfindersnille ikke viste sig at være nyttigt, gik Zaharom sammen med Maxim og købte ham ud. Endelig sluttedes Maxim Company sammen med Vickers, og Zaharoff blev Firmaets Salgsleder. Under Boerkrigen solgte han naturligvis Masser af Vaaben til Englænderne, men Ogsaa til Boerne. Da der i nogle Maaneder var blevet kæmpet forgæves, og de sydafrikanske Mineaktier raslede ned paa Londons Børs, saa man det Særsyn, at en Kreds af Forretningsmænd aftalte med Zaharoffs Kompagnon Hiram Mazim, at han skulde sætte sig i Forbindelse med Boerne gennem deres Repræsentanter i Holland og foreslaa dem, at Boerne skulde Overgive Sig mod at faa udbetalt 100,000. Udenrigsministeren, Lord Salisbury, var indforstaaet med "freds"aktionen. Er det underligt, at Rustningsfabrikantens Forsøg Paa at Skabe Fred strandede? Hans Firma tjente alene paa Boerkrigen det mangedobbelte af, hvad der var tilbudt Boerne. Under den russisk-japanske Krig, da England i Virkeligheden stod paa Japans Side, leverede de engelske Firmaer rask væk Vaaben til Russerne. Zaharoff Var Sjælen i alle Større Handeler, han slap ogsaa ind i selve den russiske Vaabenindustri. Fra 1907 kontrollerede han tillige det store franske Firma Schneider-Creuzot, der havde en Aktiekapital paa ca 350 Mill., Francs. Ogsaa han blev Storkorsridder af Æreslegionen. Zaharoff fremmede sine Interesser med alle Midler. Da han havde erobret det italienske Terniværft, brugte han det, at der blev bygget Torpedojagere, Undervandsbaade og Krydsere i Terni, til at presse Ordrer frem i England, idet han lod de Blade, han beherskede, stad paa Stortromme om, at naar Italienerne Øgede deres Flaade, saa maatte ogsaa den engelske Middelhavsflaade Udvides, Og Omvendt hidsede han op i den italienske Presse, naar der Paa et af hans engelske Værfter foretoges Nybygning til den engelske Middelhavsflaade. I Aaret 1914 kontrollerede Zaharoff Vickers Lid., hvori følgende Herrer havde Større eller mindre Interesser: 4 Hertuger og Markiser, 50 Grever og Baroner 2o andre Adelsmænd, 3 Parlamentsmedlemmer, 21 Officerer og 6 Journalister, desuden 10 andre store engelske Rustningsfirmaer, Schneider Creuzot, Acérie Hanécourt og Chatillon Commantry i Frankrig, Putilowværkerne i Rusland. Gennem Vickers var han desuden interesseret i Firmaer i Italien, Spanien, Japan. Og Canada. Han var Aktionær i Krupp, og i Østrig havde halt en Stor Del af Aktierne i Tschen-Staalkompagniet, Bergunhuttan Vaabenfabrik og Skodaværkerne.
Op mod Verdenskrigen. Allerede i meget af det omtalte er vi naaet op til Tiden umiddelbart før Verdenskrigen. Rimeligvis er mange Transaktioner foretaget med den kommende Krig for Øje. Rustningskapitalen ønskede denne Krig. Da Campbell-Bannermann i sin Tid fremsatte sit Afrustningsforslag, sagde den Mand, der fungerede som Vært ved en af Firmaet Vickers Gallamiddage: "Forretningen gaar daarligt. Hvordan skulde det være anderledes med en Mand som Campbell-Bannermann som Førsteminister? Hvad, vi har jo ikke haft Krig i syv Aar!" Meget lærerigt er det ogsaa at se paa nogle Aarsberetninger fra Nobel Dynamite Trust Co. i Beretningen fra 1908 hedder det: Den for kort Tid siden stedfundne Skærpelse af de politiske Forhold i Europa har forstærket Efterspørgslen efter Krigsmateriel til Gavn for nogle af de Firmaer, som Nobel-Selskabet er interesseret i. Aar 1910 siges der: "De gunstige Resultater kan vi hovedsagelig takke den vedvarende Efterspørgsel efter Krigsmateriel fra hele Verden for". I 1911: forretningsgangen i Beretningsaaret opviser ingen betydende Forandring i Forhold til det foregaaende Aar ud over en yderligere Stigning i Efterspørgslen efter Krigsmateriel". Mauservaabenfabrikerne leverede i Aarene 1890-1912 til Tyskland 323,000 Geværer og til Udlandet 1,526,000. Von Gontards Deutsche Waffen- und Munitionsfabriken leverede i de samme Aar 332,000 Geværer til Tyskland og 1,395,000 til Udlandet. I de følgende to Aar beløb dette Selskabs Produktion sig til en Værdi af over 300 Millioner Guldmark, hvoraf kun 20 pct. falder paa Leverancer til Tyskland, 80 pct. eller for 240 Mill. Mark gik til Udlandet, I 1912 sluttede Société Commerciale de Vente, der beherskede de seks Syvendedele af Frankrigs Produktion af Jernsilikat, en Aftale med Krupp og Metallgesellschaft, hvori Kejser Wilhelm var Storaktionær. Aftalen gav de lyske Firmaer en Rabat paa 40 Mark pr. Ton. Viviani oplyste om denne Aftale: De Breve, der er taget hjemme hos de Anklagede og opbevares af mig, motiverer Spørgsmaalet, om de Anklagede ikke ogsaa efter 1914, hvis jeg husker rigtigt, har vedligeholdt deres Forbindelser med Tyskland, af hvilke resulterede: 1) at man leverede Jernsilikat, 2) at man paa Krupps Begæring placerede dette Lager af Jernsilikat ved hans Fabriker, for at det i Tilfælde af Mobilisering saa at sige straks kunde være til hans Disposition, 3) at man forbød Selskabets franske Agenter, som var i Tyskland at levere denne Vare til de russiske Agenter, d. v. s. at man berøvede vore Allierede de Tilførsler, som de kunde have Brug for ved deres
Fabrikation af Krigsmateriel, 4) at man forudsaa som force majeure, der kunde medføre Kontraktens Annullering, Strejker, som det altid er Skik, men at man som saadan ikke betragtede det Tilfælde, at en Krig kun førtes mellem to Nationer, hvoraf følger, at hvis Krig førtes kun mellem Tyskland og Frankrig eller Tyskland og Rusland, saa skulde Aftalen vedvarende være i Kraft". Rabatten til Krupp var betydelig, men endnu vigtigere for den tyske Rustningsindustri var det, at den overhovedet kunde faa et Produkt, som ikke tilvirkedes i Tyskland. De franske Juristers Rapport fortæller, at Krupp begærede, at man skulde sikre ham et permanent Oplag paa 1000 Tons i Nærheden af hans Fabriker, med Henblik paa en Krig, som han ansaa for nær forestaaende", og at "hans Direktør, Ehrensberger, nøje specificerede, hvad han vilde garanteres i Tilfælde af Mobilisering og i Tilfælde af Krig, da det var den almindelige Mening i Tyskland, at en Krig vilde komme i nær Fremtid og i hvert Fald indenfor den Tid, Krupps Kontrakt gjaldt, d.v.s. før 1916". Tysklands normale Behov var 2000 Tons Jernsilikat aarligt, men i de to Aar forud for Verdenskrigen fik Tyskland i alt 6000 Tons fra Frankrig. Krupp havde faaet sit Lager! Mindst lige saa betydningsfuldt som Jernsilikat er Nikkel. Til Fremstilling af sværere Artilleri maa Staalet indeholde mindst 2 pct. Nikkel. De største Nikkelmalmlejer fandtes i Ny Caledonien, og Frankrig maatte saaledes antages at have Kontrol med, hvor denne Vare førtes hen. Der var to Selskaber, som gav sig af med at udvinde Nikkel. Det ene havde sine Fabriker i Belgien. Om dette er intet særligt kommet frem. Det andet Firma Le Nickel var derimod et typisk Led i Rustningskæden. I Administrationsraadet sad Zaharoff; Krupp og andre tyske Rustningsfabrikanter var Storaktionærer i Foretagendet, som ogsaa havde engageret sig med Metallgesellschaft. Le Nickel sendte Malm til England, men først og fremmest til Tyskland, og ligesom for Jernsilikatets Vedkommende foretoges der i Aarene op mod Krigen store Oplagringer. Tyskland kunde ikke med den mest intensive Fabrikation bruge mere end 3000 Tons rent Nikkel pr. Aar; men i Aarene 1910-13 indførtes der saa store Kvanta Nikkelmalm og -briketter, at det maatte svare til mere end 20,000 Tons rent Nikkel. Sidst paa Aaret 1912 dannedes den iranske Torpedo-Koncern Société Francaise des Torpilles Whitehead. I dette Selskab sad som Aktionærer: Den engelske Gesandt James Whitehead og en hel Del Slægtninge, en østrigsk Officersfrue, den franske Viceadmiral Aubert, en tysk Gesandtfrue, Fyrstinde von
Bismarck, Enke efter Jernkanslerens Søn, Zaharoff, Firmaerne Vickers, Armstrong, Whitworth a Co. Med andre Ord: Diplomater og Rustningsfabrikanter fra de senere hinanden fjendtlige Lande i skøn Forening. I Statutterne hedder det, at man skal tage sig af fabrikation og Salg af Torpedoer, Undervandsminer og andre Krigsredskaber af lignende Art, ligesom alle Slags Transportmidler til Søs, drevet af Damp, Elektricitet, Olie og lignende, som f. Eks. Undervandsbaade, Torpedojagere, Vandflyvemaskiner o. s. v." Oplag indrettedes i Saint Tropez ved Toulons Krigshavn, og den franske Viceadmiral valgtes til Formand for Bestyrelsen. Det hele var lagt an paa den franske Flaade, men tysk Kapital var med til at financiere denne Torpedofabrikation. Der kan ikke være Tvivl om, at det vilde have været af stor Betydning for de Allierede, om de havde kunnet knuse Tyrkiets Modstand noget - for ikke at sige langt - tidligere, end det skete; men da de engelske Soldater forsøgte at storme Dardanellerne, blev de beskudt med Kanoner, som i Aarene forud var leveret Tyrkerne af Vickers og Armstrong, og et engelsk Krigsskib blev sprængt i Luften af en Mine, ogsaa købt i England. Den 28. November 1931 holdt den socialistiske Deputerede Paul Faure i det franske Deputeretkammer en Tale, hvori han gav en Række sensationelle Oplysninger om Schneider-Creuzot. Om Forholdene før Krigen udtaler Faure, at Rustningsleverancerne fra Schneider til fremmede Magter altid var ledsaget af Laan fra Frankrig til Magterne. 160 Millioner Francs blev laant ud til Czar-Rusland paa Trods af Advarsler fra Jaurés, som fastslog, at disse Penge aldrig vilde blive betalt tilbage. Bulgarien modtog 1902-07 i alt 350 Millioner Guldfrancs for Obligationer, der nu ingenting er værd. Mexico fik 2,779,000 der alle er tabt. Japan modtog ogsaa Penge hos Republiken til Køb hos Schneider. 4 Milliarder tabtes paa Laan til Rumænien. Tyrkiet opnaaede 15 franske Laan, det sidste i 1914, med hvilket det endda financierede Krigen mod Frankrig. Disse Obligationer er nu vurderet til 4 pct. af deres oprindelige Værdi. Faure fremviste et Fotografi af Ferdinand af Bulgarien sammen med Eugéne Schneider i Fabrikerne ved Creuzot, da han købte de Kanoner, med hvilke Franskmændene blev skudt i Verdenskrigen. Den bulgarske Sobranje nægtede at bevilge Penge til de to store Indkøb af Rustningsmateriel fra Schneider. Derefter erklærede den franske Regering, at Laanene ikke vilde blive ydet, hvis ikke Købene af dette Rustningsmateriel vedtoges, og Sobranjen var saa nødsaget til det. Den franske Regering tvang altsaa Bulgarien til at købe de Vaaben, hvormed senere franske Soldater blev skudt. I I9I4 besøgte den
tyrkiske Marineminister Schneiderværkerne, og Ingeniørerne indviede ham i det nationale Forsvars Hemmeligheder ved at gøre ham bekendt med de seneste Opfindelser. For de Penge, der lige var laant, indgav han store Ordrer, men disse blev ikke udført grundet paa Krigens Udbrud. Ministeren gjorde derfor med de franske Penge de nødvendige Indkøb hos de tyske Kruppværker og de østrig-ungarske Skodaværker. Paa denne Maade førte Tyrkiet Krig mod Frankrig med franske Penge. Ved Laan af denne Art mistede Frankrig mere end 214 Milliarder Francs. Basil Zaharoff er ophavsmanden til den saakaldte Putilow-Affære. Hans Værdige Medarbejder, Russeren Arthur Raffaelowitch, den tredje Storkorsridder af Æreslegionen, tilstillede den 27. Januar 1914 Echo de Paris følgende Telegram, Som angives at være sendt fra St. Petersborg paa Foranledning af den russiske Krigsminister Suchomlinow: Rygtet om, at Putilowværkerne er i Færd med at blive opkøbt af Krupp bekræfter sig. Hvis dette viser sig at være rigtigt, vil Efterretningen være egnet til i Frankrig at Vække den Største Opsigt. Det er bekendt, at Rusland til sit Kystartelleri har Valgt de franske Kanon- og Ammunitionstyper. Hidtil blev Størstedelen af dette Materiale fremstillet i Putilowværkeme under Medvirkning af det franske Crellzot-Selskab og de af dette til Rusland sendte franske Ingeniører". Den offentlige Mening i Paris reagerede øjeblikkelig. Folk blev saa ophidsede at de ikke følte Sig beroliget, før der kom nye Meddelelser fra St. Petersborg om, at Putilowværkerne skulde bruge endnu 50 Min. Francs og vilde være taknemmelige for at faa dem fra Schneider-Creuzot, og de fik dem. Dermed Var Hensigten med Falskneriet naaet; thi i Virkeligheden er Forholdet det al Putilowværkerne manglede Penge, de franske Bankiers havde vist sig uvillige og Telegrammet Skulde tjene til at Køre dem "møre". I alle sine Transaktioner arbejdede Zaharoff nemlig med andres Penge. Creuzot havde som meddelt allerede i maage Aar været i Samarbejde med Krupp, hvad PutilowVærkerne angik, og Saa Sent som i Juli 1914 stod tyske og franske Ingeniører, sendt ud af de to Fabriker, Side om Side Ved Arbejdet i de russiske Fabriker. I Forsommeren 1914 solgte de Østrigske Skodaværker et Parti Maskingeværer til Rusland. Paa samme Tid, Som Poincaré foretog sin berømte Rejse til St. Petersborg, i Juli Maaned traf Krupp og Schneider Aftale om, at de ikke vilde konkurrere med hinanden om Opnaaelsen af Leverancer. Der kan, naar man tager Krupps tidligere nævnte Udtalelser i Betragtning, ikke være ringeste Tvivl om at ogsaa
denne Aftale var blevet sluttet med en kommende Krig og de denne øgede Muligheder for Øje. Aftalen var saaledes, at hvis et tysk Selskab indgav billigere Tibud end Krupp, Saa kom Creuzot med et endnu billigere for at slaa Konkurrenten ud. Naar den Store Tid kom, Vilde de to Firmaer saa være ene om Rovet. Det regnes, at Verdenskrigen begyndte den 1. August men endnu den sidste Dag forud viser os et Eksempel paa Rustningskapitalens Sætten Profitten over alt. Det er Senator Possehl fra Lübeck, der har den tvivlsomme Ære at have sendt sin Forbindelse i St. Petersborg følgende Brev: Lübeck, den 31. Juli 1914. De Herrer Brødrene Bosshardt, St. Petersborg. Spørgsmaalet om Levering af Staalblokke og alle andre Materialer til Rusland er desværre nu, efter at Krigen med Centralmagterne kan ventes, hvad Dag det skal være, blevet meget usikkert. Skulde Sverige blive draget med ind i denne Krig, vilde der overhovedet ingen Mulighed være mere for at eksportere Materiale til Rusland. Vort svenske Værk vil1 hvert Fald sørge for saa hurtig Levering, som overhovedet muligt, hvilket vi kan tænke os, paa nuværende Tidspunkt vil være... meget magtpaaliggende. Men herefter kommer Spørgsmaalet om Befragtningen. Vi kan ikke levere paa anden Maade end frit ab Stockholm, og saa maa Forsendelserne gaa med de daglige Dampere til Aabo og fra Aabo pr. Bane til St. Petersborg. Vi ved faktisk ikke anden Maade at ordne det paa, da den finske Bugt rimeligvis vil blive lukket. Vi tror, at den tyske Flaade 1Krigstilfælde vil blokere de finske Havne og dermed hindre Sejladsen paa St. Petersborg. Vi beder Dem i denne Anledning om at tale højst fortroligt med Herrerne fra..., og De kan være forvisset om, at ingen skal erfare et Ord herom fra os. (Der er P u n k t u m, Ophold og saa de tre Prikker)... kan med Hensyn hertil være ganske rolig. Vi beder Dem i vor Interesse gennemtænke dette Spørgsmaal og saa omgaaende som muligt give os Deres Besked. Vi beder Dem, hvis det overhovedet er muligt, benytte Telegrafen. Hvad Ingotsspørgsmaalet angaar, bemærker vi, at vi maa sætte Prisen Paa Nikkelstaalingots betydeligt op. Det er umuligt at levere Nikkelstaal til den hidtidige Pris; thi Nikkelstaal er for dyrt.
Ellers afstaar vi hellere fra yderligere Levering af Nikkelstaalingots. Men, ingen kan levere det billigere end vi,... kan være glad til, naar De faar en ubetinget god Kvalitet, og denne Sikkerhed har De hos os. Med Højagtelse L. Possehl & Co. Kopi af dette Brev sendes samtidig via Stockholm-Finland. Saa ivrig har Hr. Possehl været efter at faa Forretningen klaret, at han for alle Tilfældes Skyld har sendt Brevet ad to Ruter. Alligevel fik han dog ikke ganske Ret i, at... kunde være ganske rolig for, at ingen skulde faa noget at vide. Hans egne Funktionærer fandt nemlig, at Brevet var en "Forbrydelse mod Statens Sikkerhed". Alene det, at Possehl havde givet Ordre til, at der ikke som sædvanlig skulde tages og opbevares en Kopi af Brevet, var i sig selv opsigtsvækkende. Funktionærerne tog derfor netop flere Aftryk, der alle tydeligt viste Possehls karakteristiske Haandskrift. Alt og ikke mindst de tre Prikker i Brevet, der næppe kan betyde andet end Plltilow, beviser, at Possehl selv har været klar over, at den Forretningssmartness var ude paa Grænsen af det tilladelige - og langt paa den anden Side Grænsen for det anstændige. I et helt Aar sad Senatoren i Varetægtsarrest, mens Sagen var til Undersøgelse, men efter en flere Uger lang Proces for Rigsretten i Leipzig blev han frikendt, idet der i Dommen udtaltes: ved Udbrudet af Krigen med Rusland stod Possehl overfor det Spørgsmaal, om han, idet han i saa stor Udstrækning som muligt undgik Regeringsleverancer, vilde opretholde Driften af sine Fabriker saa godt som muligt og derved undgaa, at den russiske Regering beslaglagde dem, eller om han vilde indstille Driften med den Følge, som deraf sikkert kunde ventes, at de snarest beslaglagdes. Naar han i denne Situation besluttede sig for det første, selv med Fare for, at visse Mængder til Krigsformaal anvendeligt Staal herved kom til Rusland, saa var en heraf følgende Understøttelse af de russiske Krigsforetagender dog stadigt mindre, end den vilde have været, om en Indstilling af Driften straks havde leveret Fabrikerne i Hænderne paa den russiske Regering og muliggjort for denne at anvende Anlægene til Fremstilling af Krigsfornødenheder. Der kan derfor ikke være Tale om, at Possehl ved sin Optræden har ydet den fjendtlige Magt Hjælp".
Forstaa det, hvem der kan, at Rigsretten efter Possehls hele optræden kan vaske ham saa ren, at han endog har gjort det eneste rigtige ved at fortsætte, Forretningen i Fjendeland! Ruslningskapitilens Mænd havde sat sig ved Bordet sammen med den menige Soldat og den menige Borger. Kortene var pakket", saa de i alle Tilfælde vilde vinde, og det menige Folk tabe. UNDER VERDENSKRIGEN Hver eneste dræbende Kugle, hver eneste sprængende Granat omsættes i gyldne Dividender. Verdenskrigen blev et Massemyrderi, som ingen havde anet. 13 Millioner Mennesker blev dræbt, og 20 Millioner blev saaret. Og saa sad der Mennesker rundt i alle de krigsførende Lande, som koldblodigt tog til sig Procenter i klingende Mønt af hver eneste Granat, der sprængte og søndersplittede Menneskekroppene derude, hver eneste Kugle, der borede sig ind i et ungt, sundt og kraftigt Menneskelegeme og lammede det, af hver eneste Torpedo, der sendte et Skib til Bunds med Marinesoldater eller fredelige Søfolk. Hvert eneste blødende Saar, hvert eneste Mord blev maalt ud i gylden Fortjeneste, selv om ikke alle tog den saa direkte som Kong Ferdinand af Bulgarien, der ifølge Oplysninger, som i Foraaret 1931 kom frem i den tyske Rigsdag, lod sig betale 25 Millioner Mark af Tyskland for at føre Bulgarien ind i Krigen paa tysk Side. Det kunde være slemt nok endda, og Soldaterne derude i Skyttegravene fik intet at vide om, hvad der foregik bagom Fronterne. De menige Folk fik i det hele taget intet at vide. Gennem Aviserne fortaltes dem intet af den Slags, kun hvad der kunde fremme Myrderiet, fremme den store Forretning, blev fortalt. Vi har omtalt Nikkelleverancerne til Tyskland. De fortsættes selv efter Krigsudbruddet. Senator M. Gaudin kunde i 1917 i Frankrigs Parlament oplyse følgende: "Den 1. Oktober 1914 transporterede en norsk Tremaster (fra Farsund) 2,500 Tons Nikkel fra Ny Caledonien til Hamburg. Partiet var bestemt for Krupps Fabriker. Dette Skib prajedes paa Havet af "Dupetit Thouars" og førtes til Brest, hvor det af Søretten erklæredes for god Prise. Fra Paris kom der imidlertid Ordre til at lade det sejle. Da de lokale Myndigheder vægrede Sig, blev der af Ministeren udsendt nye Instruktioner, der bekræftede den Oprindelige Ordre, og den 10. Oktober fortsatte Skibet sin Sejlads. Efter den Tid er kun Skibe, som har sejlet under tysk Flag, blevet
opbragt. Alle andre Fartøjer er blevet prajet og har faaet Lov at sejle igen efter en rent formel Undersøgelse. Ikke et eneste er blevet losset, og ofte er der handlet imod Prisedomstolens Afgørelse... Jeg tilføjer, at noget senere - nøjagtigt den 4. December - beslaglagde den engelske Flaade en Damper under russisk Flag, lastet med 2,275 Tons Nikkel, ligeledes bestemt for Firmaet Krupp. Det turde være unødvendigt at tilføje, at Prisedomstolen i London stadfæstede Beslaglæggelsen, noget, der synes at vise, at de politiske Metoder ikke er de samme paa begge Sider Kanalen". Der kan vel næppe gives nogen Forklaring paa Forskellen i engelsk og fransk Optræden; men vi ser i hvert Fald, hvorledes det allerede faa Maaneder efter Krigens Begyndelse tillodes af den ene Part, at der tilførtes den anden Part Raamateriale til Krigsmateriel. Tyskerne manglede Aluminium til Fremstilling af Hylstre til deres Zeppelinere og visse Raastoffer til Fremstilling af Eksplosivstoffer. Paa samme Tid viste det sig, at de Allierede ikke kunde fabrikere Magneter, der stod paa Højde med Tyskernes, hvilket bevirkede, at de franske Flyvemaskiner var de tyske underlegne. Resultatet var, ifølge Oplysninger fra den franske Professor Delaisi, at Schweiz fra Tyskland indførte et langt større Antal Magneter, end det selv behøvede, og fra Frankrig Raavarer til Eksplosivstoffer og Fremstilling af Aluminium, som det heller ikke selv havde Brug for. Det var faktisk en Byttehandel med schweiziske Fabriker som Mellemled og alt blev omhyggeligt bogført. En anden Franskmand, Ingeniøren og Kemikeren Charles Baron, har i Deputeretkammeret fortalt om, hvordan Firmaet Stoltzenberg, Hamburg, senere kendt fra Giftgasulykken i 1928, under Krigen averterede i schweiziske Blade efter Svovlkulstof. Den normale Pris var 50 Guldfrancs pr. 100 kg. Stoffet bruges til Fremstilling af Fosgéngas. I Frankrig blev der ved Lyon-Marseille fremstillet store Mængder Svovlkulstof. Gennem Stoltzenbergs Annoncer kom de franske Producenter paa den Tanke hellere at sælge Svovlkulstoffet til ham end til det franske Krigsministerium, da hav betalte 500 Francs Pr. 100 kg. for en Vognladning paa 10,000 Tons gav det 50,000 Francs i Stedet for 5000, altsaa en Merfortjeneste paa 45,000. Baron, der var Ingeniør i en Sprængstoffabrik, havde set, hvordan Jernbanevogne med saadanne Ladninger Passerede Grænsen ved Genève. Han meldte det til sin Foresatte, men man lod stadigt væk Vognene passere med dette Stof, om hvilket Baron Sagde, at det vendte tilbage i vore Skyttegrave som den værste fjendtlige Giftgas; thi Fosgén er femten Gange mere dræbende end Klor". Baron sendte Saa til et
stort Dagblad en Artikel: "Vort Svovlkulstof gaar til Tyskland og kommer tilbage som Giftgas"; men Censuren forhindrede Artiklens Fremkomst. Den kommanderende General i den paagældende Egn lod Baron kalde til Sig. Da denne forestillede sig med Handskerne i Hænderne, sagde Generalen efter at have mønstret ham strengt: "Hr. Ingeniør, Hænderne er lavet til at blive i Handskerne, og Handskerne er ikke lavet til at holdes i Hænderne." Og Generalen meddelte ham videre: "De har begaaet et alvorligt Brud Paa Tavshedspligten; jeg vil lade Dem stille for en Krigsret." Der skete dog ikke Baron noget, og Leverancerne af Svovlkulstof blev snart efter standset. I de første Otte Maaneder af 1916 udførte Tyskland maanedlig op til 250,000 Tons Jern og Staal til neutrale Lande, gennemsnitlig blev det 150,000 Tons - Men Samtidig erklæredes overfor Hærledelsen, at man ikke var i stand til at Øge de maanedlige Leverancer af Staal til Pigtraad med 15,000 Tons. I Stedet for betalte Staalkongerne hellere 5 Mark i Bøde pr. Ton Udlandet betalte nemlig saa høje Priser, at Bøden let nok blev indtjent. To franske Firmaer har oplyst, at alene de1 Løbet af Krigen indførte 60,000 Tons tysk Staal, og i Schweiz blev der ligefrem indrettet Værksteder til at fjerne de tyske Firmamærker paa det valsede Staal, der var bestemt for Frankrig. Man eksporterede imidlertid ogsaa de færdige Produkter, og Lehmann-Russbüldt gengiver en Militærpersons Udtalelser om, at "den engelske Flaade i Skagerak-Slaget betjente sig af optiske Instrumenter, som seks Maaneder i Forvejen af Zeiss i Jena og Goerz i Anschmtz var leveret et hollandsk Firma. Paa lignende Maade gik det til, at de tyske Soldater, der stormede Douaumontfortet ved Verdun blev hængende i Pigtraad, der to Maaneder i Forvejen af Magdeburg Traad- og Kabelværk var sendt til Schweiz. I Tyskland blev det bekendt, at Firmaet Thyssen havde solgt Infanteriskjolde til Holland for 68 Mark Stykket, mens det havde taget 117 Mark for de til den tyske Hær leverede. Da Sagen blev offentligt omtalt, svarede Firmaet med en Injurieproces, der imidlertid aldrig blev til noget. Thyssen betalte Krigsministeriet 100,000 Mark i Bøde, og Holland leverede 3000 Heste. Men hvorledes kunde nu alt dette gaa til? Den menige Mand maatte, om han havde vidst noget, i saadant se det groveste Landsforræderi. Professor Delaisi siger herom; "Hovedkvartererne og Regeringerne ser anderledes paa det. For dem skyldes Krigen modstridende Interesser... Da disse Konflikter ikke har kunnet Ordnes ad diplomatisk Vej, er man tyet til Magt. Krigens Formaal er af opnaa den Afgørelse, som det har