1.s i Fasten d Matt.4,1-11.

Transkript

1 1.s i Fasten d Matt.4, Hvis der nogensinde har eksisteret et menneske, der har turdet kalde tingene ved rette navn, så er det Jesus. Han kaldte det onde for ondt. Satan for Satan. Det gode for godt. Vi andre har det med at krybe udenom. Valent kalder vi tingene for både godt og ondt; på den ene side og på den anden side; måske kunne det også være sådan eller sådan. Sådan kan vi sidde i et møde, hvor ting skal afgøres og vores eneste mening i sagen er et både og ja og nej på den ene side og på den anden side og det kunne jo også være sådan, hvis det hele var lidt anderledes. Det eneste, der sker på mødet, er vores lille trippedans på stedet. Og når man sidder om forhandlingsbordet og det gør man tit nu om dage, hvor mere end halvdelen af den danske befolkning sidder i udvalg og kommissioner, råd og bestyrelser, så ser man hellere ned i papiret på sin egen kejtede facon og tegner små streger på den herlige dagsorden, end man løfter hovedet og tager bladet fra munden og siger sin mening. Kalder tingene ved deres rette navn. Hvorfor gør man ikke det? Ja, det kan være fordi, at man ikke tør eller man ikke vil være sine meninger bekendt eller slet og ret, fordi man ikke har nogen som helst holdning: det ene kan være lige så godt som det andet. Men en sådan ligegyldig holdning, hvor man ikke tør sige sin mening og kalde tingene ved rette navn, er yderst farlig. Hvis vi ikke tør sige, at noget er rigtigt og noget andet er forkert; hvis vi ikke tør sige at dette er godt og noget andet er ondt, så ender det

2 2 hele i den aller største ligegyldighed, hvor der ikke længere er noget, der er op og noget andet, der er ned. Det, der sker, det sker. Og hvis det ikke er så godt, er det bare ærgerligt. Vi kan i hvert fald ikke gøre for det. Vi kan ikke gøre for, at vores liv med dem, der står os nær, forkrøbles. Vi kan ikke gøre for, at flere og flere i vores samfund falder nedenud, ned i elendigheden. Vi kan ikke gøre for, at flere og flere lider nød og sulter rundt om i verden. Der er nok, der vil berolige os og som kan sætte forklaringer på det forfærdelige, så det ender med at forekomme os om ikke rimeligt så dog forståeligt. Denne ligegyldige holdning, hvor vi mener ikke at have noget ansvar den opstår i det øjeblik, hvor vi ikke tør sige vores mening og kalde det onde for ondt. Så har Djævlen nået det, han ville: at afstumpe os til at mene, at det forfærdelige er naturligt. For så er der ikke længere noget, der er op eller noget, der er ned. Så er der ikke længere forskel på godt og ondt. Vi kalder ikke længere tingene ved rette navn og f.eks. kalder det, der er ondt ved navn. Men det er gammel folkelig visdom, at Den Onde først kan bekæmpes, når hans navn bliver kendt og nævnt. Da kan det ske, at han mister sin magt. Bolt at vende ryggen til hans eksistens giver kun ro på overfladen; for det man blot vender ryggen til, har det med at falde én i ryggen, når man mindst venter det. Og Djævlen forsøgte også at falde Jesus i ryggen. Det sker umid delbart efter, at han var blevet døbt af Johannes Døberen i Jordan- floden og hvor Gud sagde om Jesus: denne er min søn den elskede, i hvem jeg har velbehag. Derefter blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævlen og hvor han siger til ham: Hvis du er Guds søn

3 3 Det som det med andre ord drejer sig om i fristelseshistorien er, at Jesus opgiver at være Guds søn, sådan som Gud har tænkt sig, men derimod være Guds søn, sådan som mennesker til alle tider har drømt om: en jordisk undergører; en jordisk fredskonge en jordisk mirakelmager; en jordisk befrier fra usikkerhed, nød, elendighed og meningsløshed. De fristelser, Jesus blev mødt med, gik i al sin enkelthed ud på, at han skulle befri sig selv og menneskeheden for sult og usikkerhed: Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene der skal blive til brød. Sådan lød den første fristelse. Og er det netop ikke det, der er sagen: at skaffe brød. Brød vat jo dengang som i dag noget af det mest elementære af alt. Og er det netop ikke det, det hele drejer sig om: at tilfredsstille menneskers mest elementære behov? Er det ikke det, der er Messias opgave? Og hvis han havde sagt ja, så er det helt sikkert, at han havde vundet massernes yndest og gunst. Og dog gav ham dem ikke brød men svarede Fristeren: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. Men er det svar ikke for nemt overfor dem, der sulter, eller overfor dem, der midt i velfærdsstaten sulter på anden måde: efter lidt solskin, medgang eller bare efter en smule mening i deres havarerede tilværelse? De spørger: hvorfor giver livet mig kun stene for brød? Er det ikke billig søndagssnak at svare disse mennesker: jamen, kære ven, husk du på, at mennesket lever ikke af brød alene, men af Guds ord! Jo, i vor mund ville det være billig søndagssnak især hvis det ikke ledsages af virkelig vilje til at hjælpe sådan som Jesus jo selv skaffede brød ved bespisningen i ørkenen. Jesus benægter ikke nødvendighed-

4 4 en af det daglige brød han var udmærket klar over brødets vigtighed. Men det han vil sige med ordene: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund det er, at mennesket har ikke nok i at have noget at leve af det må også have noget at leve for; noget, som giver menneskelivet en dybere mening. Og mennesket må have noget, som det kan leve på f.eks. et ord om kærligheden: at det er elsket og accepteret sådan, som det er; et ord om, at det er tilgivet. Sådanne ord er brød livets brød, som mennesket kan leve af nu og som giver evighedens liv. For havde Jesus nøjes med at give mennesket det basale brød i stedet for livets brød, så havde han svigtet sit kald: at føre mennesket tilbage til Gud og give mennesket del i det evige liv. Del i det evige liv kan kun livets brød give, fordi det er ordet om, at vi er af Gud tilgivet og elsket, sådan som vi er. Derefter tog Fristeren Jesus med op på templets tinde og sagde til ham: Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. Men Jesus sprang ikke. Han faldt ikke for fristelsen til ved miraklets hjælp at bevise, at han var Guds søn. I det hele taget afholdt Jesus sig altid fra mirakler. Han holdt sig til underne. Og det er noget ganske andet, for de er slet og ret kærlighedens gerninger mod dem, der lider ondt. Og så har mirakler det med at skabe tro på selv miraklet i stedet for tro på den, der udføre den. Og hvad skal en sådan tro bruges til. Miraklet kan ikke føre et menneske tilbage til Gud. Havde Jesus derfor sagt ja til dette uimodståelige mirakel, så havde han sviget sit kald: at føre mennesket tilbage til Gud. Det

5 5 kan kun troen på Jesu ord om hans dom og vor frifindelse.. Til sidst førte Djævlen ham op på et højt bjerg. I et syn så han alle verdens riger og deres herlighed. Blot et knæfald for Djævlen og alt dette ville Jesus få. Og det var jo virkelig fristende, for ved at blive jordens konge kunne han give mennesker alt det, de havde brug for: fred, retfærdighed, befrielse fra nød og elendighed. Men Jesus sagde nej ikke til at være konge. Han ville være konge og hans rige skulle være i denne verden, men ikke af denne verden. Hans kongedømme skulle ikke bestå i at skabe jordisk fred og retfærdighed og befri mennesker fra den jordiske nød og elendighed. Det er så sandelig en opgave, der er lagt hen til os. Nej, Jesu kongelige opgave var og er at befri os fra de fjender, der skiller os fra Gud: synden og døden for at føre os tilbage til Gud. I modsætning til os, der hele tiden skal tænke på vores gode ry og rygte og helst ikke vil være uvenner med nogen og derfor ikke siger vores mening rent ud, har en holdning og står op imod det, der ødelægger menneskelivet i modsætning til os, så kaldte Jesus tingene ved rette navn også Den Onde: Vig bort Satan! Og dermed vandt han over Den Onde og blev vor frelser, der fører os tilbage til Gud og giver os del i det evige liv. Amen /