Fra saltkar og spisekammer til frostboks og køleskab - ny husholdningsteknologi indføres i Danmark

Fra saltkar og spisekammer til frostboks og køleskab - ny husholdningsteknologi indføres i Danmark Af Jytte Thorndahl I efteråret 2001 gennemførte museumsinspektør Bodil Olesen fra Kvindemuseet og museuminspektør Jytte Thorndahl fra Elmuseet i fællesskab en indsamling af erindringsmateriale fra 38 kvinder mellem 60 og 90 år i Århus, Gjern kommune og Skjern i forbindelse med et forskningsprojekt omkring Indførelsen af elektriske apparater i danske husholdninger efter 1945. Projektet blev støttet økonomisk af Statens Museumsnævn, og indebar også arkivstudier på Lokalhistoriske arkiver og Erhvervsarkivet i Århus. Artiklen er en analyse af, hvordan frysning i løbet af en ganske kort periode blev indført i mere end 80% af landbohusholdningerne i Danmark. Den forklarer bl.a., at indførelsen af den nye fryseteknologi hang nøje sammen med nogle kulturelle forhold som prægede livet på landet i Danmark. Samtidig er den et bidrag til en ny forståelse af teknologiske ændringer, hvor kulturelle værdier og livsmåder inddrages i forklaringen. Elektricitet i danske husholdninger før 1945 betyder elektrisk lys Ved slutningen af 2. Verdenskrig kunne Danmark betragtes som et underudviklet land hvad angår elforbruget. Målt i forbrug af kwh pr. indbygger lå Danmarks blandt de nationer, der havde det laveste elforbrug, kun Irland, Grækenland, Portugal og Tyrkiet lå lavere. I Norge brugte indbyggerne 10 gange mere, og i USA var elforbruget 3 gange så højt som i Danmark. Men i løbet af 1950 erne og 1960 erne gik det pludselig stærkt. Hvis man ser på danske husstande omkring 1940, havde næste alle husstande i byerne adgang til elektricitet, nemlig 98%. Men på landet var 75% tilsluttet et elværk, og i Thisted amt havde blot 57% af indbyggerne elektricitet. Mindre end 2% af alle danske husstandene havde, hvad vi i dag vil kalde et elektrisk køkken med elkomfur, køleskab, fryser, mikser m.m. At have elektricitet betød for langt størsteparten af danske familier, at man havde elektrisk lys, 28% havde et elektrisk strygejern, hvis de ellers brugte det, og lidt flere, nemlig 37%, havde radio, og enkelte havde måske en støvsuger. Endnu i 1945 blev mange landsbyer og byer forsynet med jævnstrøm, som gav en begrænsning for antallet og typen af elektriske maskiner, det var muligt at tage i brug. Gennem 1920 erne og 1930 erne havde elselskaber, fabrikanter, detailhandel og adskillige Husmoderforeninger forsøgt at argumentere for brugen af de nye elektriske hjælpemidler i den daglige husførelse. Nogle elselskaber havde indført en særlig pris for el til kogebrug, adskillige udstillinger og demonstrationer var blevet afholdt for at lære familierne om den nye teknologi. Husholdningslærerinder blev uddannet med henblik på at kunne lære kvinderne om den nye teknologi, der var både mere renlig og rationel. Reklamer af forskellig art forsøgte at overbevise husmødrene om, at der fandtes nye, nemmere, mere hygiejniske og rationelle måder at lave mad og gøre rent på, hvis man brugte elektriske apparater. Mange kvinder har uden tvivl også ønsket at få del i de nye apparater, der stod som symboler på en ny og mere moderne livsførelse. At få elektrisk lys ude på landet var endnu i denne periode forbundet med en vis stolthed og det kastede glans på hele familien. Jamen, sikken storhed, at få elektrisk lys, hørte vi flere gange fra de ældre kvinder, vi interviewede i Vestjylland. Vi hørte også om kvinder, der havde fået et elektrisk strygejern, men som ikke brugte det, fordi det at bruge strøm betød en udgift, og brændekomfuret alligevel var varmt, når man bagte og kogte, og træet til komfuret trods alt var gratis, for det kunne saves eller indsamles lige i nærheden af gården. Det var et job børnene kunne klare, og det kostede ikke noget. Der har altid været elektricitet mens jeg kan huske. Jeg tror det kom i 1923 fra Gudenaacentralen, det var vist EGO selskabet hed. Vi havde elektricitet til lys, men også til tærskeværk, kværn og hakkelsemaskine. Alting var til elektricitet. Min mor fik også et strygejern til at stryge babytøj, men det slugte så meget strøm, så hun skyndte sig at stryge, og lægge det hele sammen bagefter. Men i den tid jeg kan huske, har vi altid haft sådan en pande til jern, der blev sat på komfuret, EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001 39

så man kunne få strygejernet varmt. Så hun stillede det elektriske væk I 1948 nedsatte Boligministeriet et Udvalg vedrørende kollektive Anlæg for at hjælpe husmødrene i deres daglige arbejde. Kommissoriet var: De gifte kvinders stigende deltagelse i erhvervslivet har i de senere år gjort spørgsmålet om lettelsen af husmoderens arbejdsbyrde meget påtrængende. Særligt brændende er problemet for det stadig store antal udearbejdende husmødre, der har dobbelt arbejdsbyrde dels at skulle udfylde en plads i erhvervslivet, dels at skulle passe hjem og børn.. Udvalgets undersøgelse bør i første række rette sig mod spørgsmålet om behovet og mulighederne for en kvartervis udbygning af kollektiv service i såvel eksisterende bebyggelse som i nye bykvarterer.. (Fællesanlæg til lettelse af hjemmets arbejde. Betænkning nr. 57, 1954 s. 5) Fællesanlæg var bl.a. fjernvarme, vaskekældre, vaskerier, børnehaver, bedre indkøbsfaciliteter, kantiner, fælles hushjælp m.m., men en generel forbedring af boligindretning med henblik på madlavning, bade- og vaskeforhold og opbevaring af madvarer blev også behandlet i betænkningen. Men inden betænkningen udkom i 1954 havde en del af den danske befolkningen selv taget affære: På landet havde man indført fryseteknikken og fælles frysehuse som et nyt middel til opbevaring af kød, frugt og grøntsager. Fryseteknologien indføres Som nævnt gik det før 1945 langsomt med indførelsen af moderne elektriske hjælpemidler som køleskab, kartoffelskræller, elkomfur, vaskemaskiner m.m. på landet som i byerne. På enkelte store gårde havde man elektriske hjælpemidler, men det var undtagelsen snarere end reglen. Men på ét område skete der en revolution i løbet af en ganske kort årrække. Fra 1946 til 1954 fik mere end 80% af landbrugets husholdninger muligheder for at nedfryse kød og andre fødevarer. 71,5% havde fået adgang til et frysehus og 11,5% fik deres egen hjemmefryser. (Stuehusundersøgelsen 1957 s. 84-86) Teknikken med at fryse kød havde været kendt siden starten af århundredet. Men den opfattelse havde Tullebølle Fællesfryseri på Langeland. (Fra Fællesanlæg til lettelse af Hjemmets Arbejde, 1954) 40 EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001

køb og installering af frysemaskinerne blev lånt i lokale banker, og hver måned betalte medlemmerne en nøje aftalt pris for at være medlem af frysehuset og have adgang til en eller? boks. I Sorring var flere landsbybeboere og landmænd fra omegnen ude at kigge på et andet frysehus inden man besluttede sig for at få et selv, og det var kendetegnende, at selv om størsteparten af andelshaverne var gårdejere og husmænd, så var de fleste af byens selvstændige erhvervsdrivende også med som smede, tømrere, murere, købmænd, uddeler, læge osv. og en del af egnens embedsmænd som præst, lærere osv. Hvad er nu årsagen til at man i Danmark så hurtigt tilegnede sig denne nye fryseteknologi? Hvad har overbevist kvinderne og husholdningerne på landet om, at frysning var vejen frem, og hvordan kunne skiftet ske så hurtigt? Husmoderen lægger varer i forrummets lynfryser. (Fra Fællesanlæg til lettelse af Hjemmets Arbejde, 1954) bredt sig, at frysningen forringede kødets kvalitet. Først under og efter 2. Verdenskrig havde landmændene omsider indset, at kød kunne holdes nedfrosset i en periode uden problemer og at kød, der havde været frosset kunne spises og ikke skulle betragtes, som anden eller tredjeklasse kød. Slagterier og mejerier havde i stigende grad fået installeret frostafdelinger i løbet af 1930 erne, og til det private forbrug af kød fik landhusholdningerne nu mulighed for at lægge deres kød i en boks i et fælles frysehus. Kvinderne lærte hurtigt den nye teknologi og tog den til sig. I dag er frosne fødevarer en helt naturlig del af alle danskeres hverdagskultur, og næst efter amerikanerne er danskerne den nation i verden, der spiser flest frosne fødevarer. Lad os kigge på et eksempel, der viser hvor udbredt de fælles frysehuse var. Den nuværende Gjern kommune i Østjylland, Århus Amt, bestod før kommunesammenlægningen i 1970 af 7 landsogne. Indenfor dette geografiske område blev der fra 1948 til 1955 opført i alt 17 frysehuse. Nogle lå meget tæt med kun få kilometer mellem frysehusene. Alle på nær ét hus, der lå ved en brugsforening blev etableret som fælles frysehuse på andelsbasis, ligesom de lokale mejerier og brugsforeninger. De to største og ældste frysehuse lå i byerne Fårvang og Sorring med hver over mere end 100 bokse, de andre 15 var mindre med mellem 12 og 74 bokse. Pengene til opførelse af bygningerne og til Man kan forklare dette hurtige skift i husholdningsteknologien ud fra det faktum, at en række vigtige betingelser var opfyldt samtidig: Der eksisterede et særligt kulturelt værdisæt og en praksis omkring den selvforsynende husholdning på landet, som lod sig kombinere med en række nyere men vel afprøvede ideer omkring andelsforeningerne som organisationsform på landet. Desuden eksisterede der i forvejen et netværk af husholdnings- og husmoderforeninger, både på nationalt og lokalt plan, hvorigennem informationer om frysning af fødevarer hurtigt kunne spredes. Fryseteknologien eksisterede og kunne leveres af industrien. Hver har sin egen stålboks i fællesfryseriet. (Fra Fællesanlæg til lettelse af Hjemmets Arbejde, 1954) EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001 41

Men uden den indgroede praksis omkring selvforsyning, andelsbevægelsens organisationsform, og det sociale netværk var frostteknologien aldrig blev udbredt så forbløffende hurtigt. De væsentligste elementer i husholdningernes valg af frostteknologi var: 1. Praksis og værdier omkring de selvforsynende husholdninger på landet Fra gammel tid har landhusholdningerne været tvunget til en høj grad af selvforsynethed, hvad angår basale fødevarer, klæder, brændsel og belysning. Kødet fra gris og okse blev opbevaret i saltlage eller som røgvare, ulden blev spundet, farvet, vævet og syet, træ og tørv blev hentet hjem til brug gennem vinteren og tællelys blev støbt. Med den stigende industrialisering blev mange af disse funktioner overtaget af fabrikker, og i 1900-tallet blev det i stigende grad kun fødevarer som kød, frugt og grøntsager man var selvforsynende med, evt. suppleret med at man syede familiens tøj selv. Frysning blev et fortrinligt alternativ til den gamle traditionelle og slidsomme teknik med at salte, røge og henkoge kød og grøntsager. Noget frugt og grønt kunne kules ned eller opbevares i en kold kælder, mens andet blev henkogt, syltet eller tørret. Pigerne på landet var vokset op med denne store grad af selvforsynethed og var gennem opdragelse og pladser på andre gårde oplært i, at det hørte til en husholdning på landet. Værdier og praksis gik i arv fra en generation til den næste Ja, da jeg startede familie selv, der kendte jeg alt til at salte og henkoge ja sågar, forlangte min mor, at jeg skulle kunne flå en hare. Vi lærte også at plukke en høne og tage ud af den, og røre i blodet når vi slagtede gris Med frysning lærte husmødrene hurtigt, at de hjemmeavlede grøntsager kunne bevare flere vitaminer, smagte bedre og var meget hurtigere af vejen, hvis man kunne fryse dem ned. Det tog ikke så lang tid at ordne kødet til frysning, og man behøvede ikke hele tiden at holde øje med saltlage og spyfluer. Kødet skulle ikke længere udvandes inden brug osv. Det var et stort arbejde, når vi slagtede. Vi skulle jo helst have det til side hurtigt. Jeg tror nok slagteren kom én dag, og så kom han og parterede den dagen efter om morgenen, og så skulle den (grisen) ellers væk. Der skulle pakkes, henkoges og saltes ned. Der var bare konen og mig (tjenestepige). Så jeg lærte noget med hensyn til henkogning, for jeg fik lov til at hjælpe til. Stegene kom vist i frysehus. Vi saltede også samtidig med. Jeg kan huske, vi slagtede en rigtig stor gris, og der var en masse flæsk på den. Og det skulle rigtig gnides ind i salt. Det var jo nede i kælderen, og jeg kan huske hun sagde: Nu kan du bare gå ned i kælderen, og så skal det der altså gnides ind i salt, altså mine hænder de var helt mørkerøde, da jeg var færdig. Først skulle alt kødet gnides ind med salt med håndkraft, og så kogte man jo en saltlage og kom ovenpå bagefter. Det var et stort arbejde. Men det skulle jo gøres. Det var forfærdeligt, jeg kan mærke det endnu i mine hænder. Mange landbrug mistede de kvindelige medhjælpere i årene efter 2. Verdenskrig, man havde ikke længere råd til at beholde dem som tjenestepiger, og de unge piger søgte ind til byerne for at få et bedre betalt og mindre slidsomt arbejde. Og de kvindelige familiemedlemmer ( ugifte søstre, mostre, kusiner osv.), der tidligere havde boet og hjulpet til i husholdningerne på landet, forsvandt også i stigende grad, efterhånden som de kunne få arbejde i byen. I mange mindre brug måtte husmoderen både arbejde i huset alene og hjælpe til ude. 2. Fællesfryseriet: Andelsbevægelsen som ideologi- og organisationsform på landet De indpakkede varer forsynes med mærkesedler, så man kan finde familiens egne pakker. (Fra Frysebogen af Frants Berg og Agnete Lundstedt, 1950) De første andelsselskaber i Danmark opstod i sidste halvdel af 1800-tallet og allerede før 1. Verdenskrig var andelsmejerier, andelsslagterier, brugsforeninger m.m. meget udbredt på landet. Hver landbofamilie var med i flere andelsvirksomheder, og skulle man danne en ny forening på landet var andelstanken den mest nærliggende organisationsform. Den var afprøvet, alle vidste, hvad det gik ud på og hvert husholdning hæftede for sin andel. Det var den perfekte organisatoriske ramme bag indførelsen af ny teknologi på hjemmefronten. Fællesfryseriet var en god løsning på problemet med at opbevare kød i de selvforsynende husholdninger. 42 EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001

Ja alle havde jo brug for at opbevare det kød, de slagtede, og det gjorde vi da også. Vi købte da en gris og delte med én. Jeg har aldrig saltet en gris selv her, vi har så købt, hvad vi skulle bruge. Andelene kunne handles og fulgte som regel med, når man overtog en gård eller ejendom, der i forvejen havde adgang til frysehuset. Flyttede man fra egnen måtte man selv sørge for at sælge sin andel til andre: Så fik vi en andel i frysehuset da vi kom (1958), jeg tror vi fik andelen af ham vi købte ejendommen af, Der var mange med i frysehuset. Vi stod sommetider i kø, for at få vores pakker.( Fra frysehuset) For det var kun på bestemte tidspunkter. Det tænkte man jo lidt på, hvornår man skulle hen og hente pakker. Sommetider sendte jeg også børnene, men de var ikke glade for det. For hende der havde det, hun var sommetider lidt sur og så skældte hun ud. De kunne jo ikke gøre for at der var så mange, at de stod i kø. Man hentede bare lidt hjem ad gangen. Da flere husholdninger i slutninger af 1960 erne og i løbet af 1970 erne købte deres første fryser, blev den som oftest også købt lokalt i brugsforeningen, det samme gjaldt for køleskabene. 3. Industrien stod klar med den ødvendige fryseteknologi. På bestyrelsesmødet den 24.6.1949 blev det besluttet at leje af store bokse koster 60 kr. årligt, halve bokse 38 kr., årligt og 10 mindre bokse 35 kr. årligt (Protokol for Andelsfryseriet i Sorring, Lokalhistorisk Arkiv Gjern) 4. De lokale og det nationale netværk blandt husmødrene sørgede for at formidle den nye teknologi hurtigt De lokale husholdningsforeninger på landet var meget hurtige til at introducere den nye fryseteknologi gennem aftenkurser og demonstrationer. I løbet af 1920 erne var der rundt om i landet blevet dannet mange lokale husholdningsforeninger, som sluttede sig sammen i forskellige husholdningsorganisationer på regionalt og nationalt plan. Mange nye husholdningsteknikker, som f. eks, henkogning af kød og frugt var blevet formidlet gennem disse foreninger, der havde tilknyttet konsulenter, som stod parat med hjælp. Mange lokale foreninger havde også i løbet af 1930 erne fået etableret skolekøkkener, hvor egnens unge piger og tjenestepiger kunne lære madlavning og husførelse. Hver vinter var der kurser og også jævnligt demonstrationer og foredrag, der kunne hjælpe husmødrene i det daglige arbejde. Som oftest var landmanden medlem af den lokale landboforening, og hans kone medlem af denne landboforenings husholdningsforening. Flere danske firmaer som bl.a. ATLAS, Sabroe og Gram og det udenlandske General Motors under navnet Frigidaire havde siden århundredskiftet beskæftiget sig med nedkølings- og frostteknologi til fødevareindustrien og transportsektoren, så det var muligt at transportere nedkølede og frosne fødevarer over længere afstande. Større køleskabe til husholdningsbrug var også blevet lanceret i slutningen af 1920 erne, men kun få havde råd til at købe dem til husholdningsbrug. I slutningen af 1930 erne begyndte firmaerne at projektere mindre køle- og frostanlæg til handel og industri, heriblandt større og mindre fællesfryserier. Alle firmaerne havde sælgere, der rejste landet rundt for at lancere tanken om et fælles frysehus, som regel havde de også et sæt fortrykte vedtægter, der kunne bruges ved oprettelsen af et fælles frysehus på andelsbasis. I Sorring, i Østjylland, fik man besøg af ingeniør Carl Sinding fra Atlas, som siden kom til at levere frostanlæg og kompressor. Ingeniøren deltog også på foreningens første generalforsamling i februar 1949, hvor han oplyste forskelligt om Frysning ( Protokol for Andelsfryseriet i Sorring, Lokalhistorisk Arkiv Gjern) At have en andel i frysehuset var betydeligt billigere end at købe et køleskab. Det mindste på markedet kostede flere hundrede kroner:: Det er nemt at bruge de frosne grøntsager. De kommes frosne i gryden. (Fra Frysebogen af Frants Berg og Agnete Lundstedt, 1950) EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001 43

Den nye fryseteknologi kunne altså uden større problemer læres i kendte omgivelser sammen med nabokonerne, og dem der ikke havde tid til at deltage, kunne så få forklaringen af naboen bagefter. Der kom nogen og fortalte om indpakning og nedfrysning. Det skulle pakkes ind i to gange papir, pergament og gråt papir, og så skulle der sedler på det hele. Hele grisen skulle jo pakkes ind, og vi lavede jo meget. Men det var ikke helt som i Tyskland. Jeg havde mødt den gamle kone, hende havde jeg lært en del af, også hvordan man saltede fisk om sommeren. Jeg spurgte hende sommetider. Hun hjalp mig noget. Hun kom jo sommetider og lærte mig tingene. ) Selv kvinder, der flyttede på landet men var opvokset i et bymiljø, hvor man ikke slagtede, tilegnede sig landsbymiljøets forrådskultur som f. eks. præstefruen: Vi fik en andel i frysehuset i Sorring. Jeg tror det var en halv boks, så alle varerne skulle pakkes ind i to lag papir med snor om og mærkes med boksnummer, nummer og indhold. Så skulle man jo så holde styr på, hvad der var i pakkerne. Det gik ikke altid godt. Vi købte en gris og slagtede, en halv eller måske var det en hel. Slagtning, det havde jeg ikke meget forstand på. Men det havde Anna, som hjalp os. Statens Husholdningsråd, der var blevet etableret i 1935 på baggrund af de mange forskellige danske husholdningsorganisationer, havde som formål at sørge for oplysninger om og foretage undersøgelser omkring de mange praktiske gøremål, der var forbundet med husholdningsarbejdet i de danske hjem. Rådet havde allerede i 1946 udgivet pjecer, der fortalte om nedkøling og frysning af fødevarer og i 1948 udkom den første lille bog for husmødre Frysebogen. I 1951 fik frysning et helt selvstændigt afsnit i Husmoderens Leksikon. Statens Husholdningsråd fik også del i Marshall-midlerne efter 2. verdenskrig som økonomisk støtte til at fremstille materiale om frysning og nedkøling. Der blev også fremstillet plancher og udstillinger om frysning, som blev vist rundt omkring i landet ved dyrskuer eller lokale småudstillinger. Også her spillede de lokale husholdningsudvalg bl.a. under de Jyske Landboforeningers Husholdningsudvalg en stor rolle. Foreningen var oprettet i 1921 og fik fra 1928 sit hovedkontor i Skanderborg, hvor konsulenterne sad. I foreningens årsberetninger kan man følge årets gang i lokalforeningerne. I beretningen fra 1950 nævnes det, at der har været en usædvanlig stor stigning i antallet af maddemonstrationer. Stigningen begrundes med den nye fryseteknologi: Naar Forevisninger i Madlavning m.m. er steget saa stærkt, som Tilfældet er, skyldes det de mange Demonstrationer i Behandling af Varer til Frysning. (27. beretning fra Foreningen af Jydske landboforeningers Husholdningsudvalg, 1951, s. 25) Samme år viste man også ved årets ungskue i Horsens en udstilling om frysning. Frysehusene eksisterede og var i brug mange steder i 1980 ern og 90 er. Og de findes såmænd endnu. I Skjern Stationsby er der ligefrem kø for at komme ind og få en plads i frysehuset, men de fleste steder er frysehusene nu nedlagt og bruges til andre formål. Hjemmefryseren bliver fast inventar i landbohjemmene Ikke alle familier på landet havde dog råd til eller mulighed for at slagte en gris og lægge kødet i frysehuset. Nogle steder i f. eks. Vestjylland lå de fælles frysehuse heller ikke så tæt som i f. eks. Østjylland, og det betød, at der var langt til nærmeste frysehus, selv om man måske havde råd til at være med. De, der havde langt til frysehusene, fortsatte med at slagte og nedsalte langt op i 1960 erne. For den øvrige befolkning var det ikke noget problem at skaffe dagligvarer, for der var stadig en del små nærbutikker i landsbyerne: slagter, bager, købmand, brugsforening m.m. Og hvis ikke man kunne komme i forretningen kørte både mælkemand, fisker, slagter og bager rundt en eller flere gange om ugen og både købmand og brugsforening bragte også varer ud én gang om ugen. Vi slagtede ikke ret tit. For vi havde faktisk ikke vel råd til at beholde det. Vi købte egentlige meget de her røgede flæskesnitter, dem spiste vi mange af. De var billige. Så kom der fiskemand en gang om ugen så fik vi fisk, ja og mælk og kartofler, det havde vi selv. Men der var jo mange der slagtede her omkring, men de første år syntes vi ikke vi havde vel råd til det. Og beholde én selv. Der var jo ingen penge mellem os. Der kom jo et frysehus oppe i Voel, men det var vi ikke med i. Jeg tror vi har lejet plads en enkelt gang, men vi var jo ikke med i det. Når der var reserveplads så kunne man leje. Flere landmænd fra mindre brug fik i løbet af 1960 erne arbejde i industrien, og husholdningerne fik nu råd til fryser og køleskab: Da jeg fik køleskabet og fryseren begyndte jeg nu at købe mere ind, hvis der var tilbud og sådan og lagde i fryseren. Og så begyndte vi også at slagte og putte kød i fryseren Jeg begyndte også at bage til fryseren, sådan der var lidt. Fryseren var jo ikke så svær at finde ud af, en kort tid var jeg med i Husmandsforeningens husmoderforening. Hjemmefryseren vandt for alvor indpas i de danske landbohjem i løbet af 1960 erne. Nogen syntes, at det 44 EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001

blev besværligt at hente og bringe varer til frysehuset så tit, andre fik mere frugt og grønt som man også gerne ville have i fryseren, og endelig gav hjemmefryseren bedre mulighed for at bage brød og kager til fryseren, som kunne tages op på travle dage. Færdigretter kunne man også fryse og tage op til middag. Mulighederne for selv at vælge og gøre tingene mere rationelt var bedre med en hjemmefryser, og efterhånden var fryserne også blevet billigere på grund af industriens effektivisering med forbedrede produktionsmetoder og billigere materialer. Mange steder beholdt man sin andel i frysehuset samtidig med at man anskaffede sig hjemmefrysere. Vi hentede da ikke varer hver dag (i frysehuset) vi hentede jo nok hjem til et par dage. Vi havde ikke ret langt der ind til vi havde hver især nøgle, så vi kunne selv gå derind og hente, når vi havde brug for det. Vi havde slet ikke nogen køleskab. Vi var jo blevet gift i 55, og i 1967 der fik vi vores første fryser. Der tjente jeg til den ved at hakke roer. Vi beholdt så andelen i frysehuset, indtil vi rejste i 1970. Køleskab det fik vi nylig i 70. Husholdningsforeningernes nye rolle blev nu at lære husmødrene at bruge deres hjemmefrysere bedst muligt. Hjemmefryseren blev et nødvendigt hjælpemid- Første i midten af 1960 erne var dybfrosne varer for alvor kommet frem i kølediskene. (Fra Gram reklame brochure KØL og FROST i husholdningen. Udateret. Elmuseets arkiv.) EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001 45

ler, fordi flere landbokoner i løbet af 1970 erne måtte søge ud på arbejdsmarkedet for at skaffe en ekstra indtjening. Husmødrene ville stadig optræde som de perfekte husmødre, der kunne servere en middag, der næsten udelukkende var lavet med familien egne råvarer, servere hjemmebag og hjemmelavet pålæg. Det var stadig forbundet med en vis prestige at sætte hjemmelavede ting på bordet. Lokalkonsulenten fra De Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg erindrer udviklingen således: Jeg oplevede ikke det skift, der var fra de store fællesfryserier og så til kummefryserne. Kummefryserne var kommet ud i hjemmene (i 1968), men jeg levede da højt på, at jeg kunne lære folk, hvordan de skulle partere deres ting, så de kunne udnytte deres kød på en god måde. Det vi nok gjorde meget ud at i starten var at lære, at de kunne lave retter, der var egnede til at fryse ned. Sådan at tingene var færdiglavede, og så gå i fryseren og hente varme retterne op igen. I Gjern husholdningsforening har der været kursus i f. eks. Julens mad i fryseren, En uges mad i fryseren og Partering af en gris. Det var sådan nogen ting vi brugte. Min generation kom jo ind, hvor de unge piger virkelig forsvandt fra landet, de ville ikke i huset mere. Så der stod jo husmødre, som skulle klare at ha folk på kost. Og som i og for sig også gerne ville væk fra det derhjemme. Der kunne vi gå ind, ligesom og være den første rationalisering videre til at de kunne klare deres husholdninger uden hjælp, og hvor de så lærte at udnytte de her ting. Det var fryseren der dominerede, og så selvfølgelig også røremaskinerne, og så kom opvaskemaskinerne, og ja vaskemaskinerne var jo så også på vej ind Byens husmødre vælger køleskabet Også husmødrene i byen ønskede forandringer efter 2. Verdenskrig. Rationalitet og effektivitet var også nøgleord her, men i byerne var husmødrene ikke interesserede i frysehuse. Det blev forsøgt i Randers I 1947, hvor Randers Frysebox Compagni A/S åbnede et stort privat frysehus, som få år efter kun var halvt udnyttet (Fællesanlæg 1954 s. 78-79). Byhusmødrenes husholdning var ikke baseret på en opbevaringskultur som på landet. Hver dag gik hun ud og købte det, hun havde brug for til dagens madlavning hos slagteren, i mejeriudsalget, hos bageren osv. Der skulle ikke være levninger til næste dag: Vi havde ingen levninger, fordi vi købte og tilberedte ikke mere mad end det vi kunne spise. Man skulle bare regne ud, hvad man havde brug for.. det kan godt være vi spiste ting, som man ikke ville spise i dag, men det gjorde alle jo. Hvis der var lidt mug på noget, blev det simpelthen skåret af, før resten blev serveret. Det største problem var at opbevare mælken, som er en vigtig del af dansk madkultur. Om sommeren blev mælken ofte sur, men mange valgte så at bruge den til tykmælk, så den gik ikke til spilde. Og om vinteren var det ikke noget problem, fordi køkkenerne ikke var opvarmede og nogen gange var det så koldt, at man måtte ha frakke på for at lave mad. Nogle husholdninger i byen havde isskabe eller iskasser. På mejeriet eller hos en isvogn kunne man købe en stykke af en isblok, bære det hjem og lægge det i det isolerede skab eller kassen. Her kunne det holde maden og mælken kold en dag eller to, indtil isen var smeltet. Køleskabet var derfor for byhusmoderen vejen fremad og et stort ønske. Efterhånden som mange kvinder kom ud på arbejdsmarkedet blev det en nødvendighed, fordi man blev nødt til at købe mad ind til flere dage. Det var stadig kvindens job af sørge for husholdningen, også selv om hun fik arbejde udenfor hjemmet. Men køleskabe var dyre, og mange familier havde simpelthen ikke råd til at købe et det gjaldt både husmødrene i middelklassen og arbejderklassen. I 1954 havde kun 3-4% af byhusholdningerne køleskab. Men efter 1958 begyndte bankerne at lukke op for lån til private personer, og det blev også populært i byen at købe på afbetaling. Noget, der var næsten utænkeligt på landet, skønt frysehusene jo også blev finansieret ved lån i lokale banker. Blandt unge nyetablerede familier, der havde oplevet 1930 ernes økonomiske krise og arbejdsløshed blev afbetaling en ganske normal måde at anskaffe nye apparater på: Når der kom noget nyt, ville vi gerne ha det. Jeg tror jeg gik fra mund til mund på arbejdet: nu har vi fået det åh, har I fået det? Så ville man også selv gerne ha de nye ting. Selv om vi slet ikke havde pengene til at købe det for. Så købte vi det bare på afbetaling. I begyndelsen havde vi kun min mands løn, så jeg måtte virkelig vende hver øre. Men på det tidspunkt brugte man ikke så mange penge på tøj og sådan noget. Man sparede penge op, fordi man gerne ville ha det fjernsyn, det køleskab Hjemmefryseren var ikke en nødvendighed blandt byens husmødre. Der var en lille fryseboks i køleskabet, som lige kunne holde den indkøbte is, og måske en pakke frosne grøntsager, men man havde ikke brug for den til husholdningens forråd på samme måde som på landet. Hos de familier der anskaffede en fryser, i øvrigt mange gange indkøbt af manden i huset, kom den næsten til at stå som et anklagende apparat og bevis på, at byhusmoderen ikke evnede at leve op til sin rolle som en ordentlig husmor. Men i byen der var ingen gris i baghaven eller stalden, der skulle slagtes, så en fryser var helt overflødig. Hvis man havde have med mange æbler og andet frugt kunne den være rar at have, men stadig dyr. 46 EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001

I 1948 startede firmaet Atlas A/S opførelse af en helt ny fabrik i Lundtofte. Her skulle der produceres køleskabe og mindre køleanlæg. Fabrikken var en succes og blev i løbet af 1950 erne og 60 erne udvidet til det firedobbelte areal. I 1961 havde Atlas ca. 3.000 forhandlere fordelt over hele landet. I 1967 blev fabrikken solgt. Herefter var A/S Electrolux hovedaktionær og A/S Atlas og Rederiet J. Lauritsen medaktionærer. (Atlas brochure, 1950, Elmuseets arkiv) EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001 47

Det var først da supermarkedernes specielle tilbud om tre pakker frosne varer for prisen på to kom frem, at fryserens fordel blev klar for byhusmoderen. Det skete først langt op i 60 erne og i løbet af 1970 erne, hvor forbrugersamfundet var så udviklet, at de nye tekniske apparater blev hver mands eje. Denne udvikling havde været længe undervejs, og forretningsstrukturen i Danmark skulle først ændres fra 1950 ernes strikte næringsregler om, at slagteren kun måtte sælge kød, og grøntsager købte man hos gartneren, som naturligvis ikke solgte hverken mælk eller kaffe. For kaffen skulle købes hos købmanden eller i brugsforeningen, og mælken kunne kun fås i ismejeriet. Først i i 1961 blev der nedsat et udvalg, som skulle udforme regler for, hvordan frosne varer skulle produceres, opbevares og distribueres i Danmark. Herefter gik det stærkt og fryseren blev ligeså naturlig som køleskabet, og danskerne udviklede sig til nr. 2 på verdenslisten over de nationer, der spiser flest frosne varer. Selv for en ung pige der er vokset op i byen og siden flytter på landet blev fryseren nu et af de vigtigste apparater i hjemmet. Litteratur: Wistoft, B., Petersen,F. & Thorndahl,J.: Elektricitetens Aarhundrede. Bind 2. København. 1992. Fællesanlæg til lettelse af Hjemmets Arbejde. Betænkning afgivet af Boligministeriets Udvalg vedrørende kollektive Anlæg, bind 1, Betænkning nr. 57. 1954. Stuehusundersøgelsen. Husholdningsudvalget under Landbrugsministeriets Produktivitetsudvalg. 1957. 27. Beretning fra Foreningen af Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg. 1951. Foreningen af Jydske landboforeningers Husholdningsudvalgs arkiv. Erhvervsarkivet Materiale om frysehuse i Gjern Kommune. Lokalhistorisk Arkiv Gjern. Interviews med kvinder i Gjern kommune, Århus og Skjern. Foretaget i efteråret 2001. 48 EELMUSEET ÅRSSKRIFT 2001