DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

^Vv j /Vt/> 04\^^v(twwvv^ pcux ou^-u -bouwc u. (Sotr- l^/g,

jmpenskrigen 1814* 1? DET KONGELIGE BIBLIOTEK 130019382487 O /é>5~

Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning. Nr. 254. Krigens Indvirkning paa den sociale Lovgivning. Al C. V. Bramsnæs. Udgivet af Uaiversitetsudvalpt. v Kommission hos Jacob Erslev. 1916. Bogladepris 20 Øre.

Literaturfortegneise til Grundrids Nr. 254: H er k n er: Die Arbeiterfrage. 6. Aufl. Berlin 1916. Friedrich Zahn: Deutsche Sozialpolitik und der Krieg. Annalen des Deutsches Reichs. 1916. Emil Lederer: Zur Soziologie des Weltkrieges. Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik. 1915. H u t c h i ri s: The position of the woman worker after the war. The Economic Journal. 1916. T h e o f i 1 Andersson: Tvängssjukförsäkringen i Tyskland, England og Norge. Stockholm 1916. C. V. Br amsnæs: Tysklands Socialforsikring under Krigen. Nationalokonomisk Tidsskrift 1915. S. L. Møllers Bogtrykkeri. København.

Grundrids ved folkelig (Jniversitetsundervisninp. Nr. 254. Krigens Indvirkning paa den sociale Lovgivning. Af C. V. Bramsnæs. Udgivet a! UniversitetsudvaigeL 1 Kommission hos Jacob Erslev. 1916.

I. Socialpolitiken er i vor Tidsalder et af de vigtigste Omraader for Staternes Lovgivning og Administration. Det bryder og gærer med nye Tanker og Ideer overalt, og man kan uden Overdrivelse sige, at der i de senere Tiaar har været en Kappestrid mellem de fleste Stater i Evropa med Hensyn til at naa længst frem paa den sociale Lovgivnings Bane. Den Verdenskatastrofe, som den nuværende Krig er, vil paa mangfoldige Punkter faa varige Følger for Samfundenes og Staternes Udviklingslinjer, politisk, økonomisk og socialt. Vi skal her begrænse Undersøgelsen til de sociale Følger og snævrere set til Indvirkningerne paa den sociale Lovgivning. For at vurdere de allerede indtrufne Forandringer og de sandsynlige fremtidige Indvirkninger af Krigen i denne Henseende er det nødvendigt at se sociologisk paa Sociallovgivningen. Man maa betragte denne Art Lovgivning ikke som et mere eller mindre tilfældigt Udslag af humane Stemninger hos Lovgiverne, men som et Led i Samfundets Udvikling. Paa et vist Trin i den økonomiske og politiske Udviklingslinje optræder den sociale Lovgivning, betinget og bestemt af de Samfundsforhold, der er herskende. Denne Betingethed maa naturligvis ikke opfattes rent mekanisk, men paa samme Maade som Nutidens Sociologer og Samfundsforskere i Almindelighed ser den ene Samfundsform og -institution opstaa som en Konsekvens af den forudgaaende Udvikling. Det 19. Aarhundrede karakteriseres almindeligvis at Nationaløkonomer som Kapitalismens Tidsalder, og Sociallovgivningens egentlige Væksttid begynder 1 Slutningen af dette Aarhundrede. Som Helhed betragtet staar det 19 Aarhundredes økonomiske Ideer og Samfundsopfattelse i Modsætning til social Lovgivning. Den»klassiske«Nationaløkonomi, som prægede Aarhundredets økonomiske Tankegang, udvikledes i England 1 Begyn

3 delsen af Aarhundredet og bredte sig derfra sammen med Industrialismen over Evropas Lande. Kærnen i denne engelske Nationaløkonomi var Hævdelsen af den videst drevne økonomiske Individualisme. Det offentlige, Staten, maatte ikke gribe ind paa noget Omraade, de økonomiske Interesser skulde have deres fri og uhindrede Spil, og den Tanke, at man paa en eller anden Maade skulde regulere f. Eks. Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver, stod for de fleste Statsmænd og Økonomer som absurd, urimelig og samfundsskadelig. Individet skulde staa frit i den økonomiske Kamp, men som Konsekvens heraf ogsaa ubeskyttet. Man forstaar, at et fremblomstrende industrielt Samfund som det engelske havde let ved at se det ideelle i en saadan Tingenes Tilstand. Fortiden havde paa saa mangfoldige Omrader lagt Hindringer i Vejen for den økonomiske Udvikling, og nu gjaldt det om at faa fri Bane overalt. Teori og Praksis i det økonomiske Liv svarede derfor fuldt til hinanden. (Eksempler paa Modstand mod Arbejderlovgivning i. det 19. Aarh. De første engelske Fabriklove. Ti-Timersloven 1847). Men Industrialismen skabte ved sin Vækst Klassedelinger i Samfundet med langt skarpere Skel end tidligere. Arbejdernes Stilling bliver usikrere, og langsomt og under megen Modstand arbejder da den Tanke sig frem, at Samfundet ikke alene havde Pligt til, men ogsaa Interesse i at gribe ind for at skabe socialt tryggere Forhold for Arbejderklassen. Social Forsorg bliver en Samfundssag, og derfor maa Staten og Lovgivningen tage fat, selvom det enkelte Individ derved paalægges Byrder eller Indskrænkninger. Man kan paa ingen Maade underkende den Rolle, som en abstrakt Retfærdighedsidé og virkelig Medfølelse for uforskyldt Nød har spillet i de sidste 25 Aars Sociallovgivning, men det bærende Element er dog i stadig stærkere Grad blevet Forstaaelsen af selve Samfundets egen Interesse i Udviklingen af den sociale Lovgivning. Ikke mindst under Krigen har denne Tankegang vundet frem, og i de kommende Aar vil den sikkert yderligere blive stillet i Forgrunden. Samtidig kan man spore en Tendens i Sociallovgivningen til at lægge større Vægt paa de forebyggende, opretholdende Foranstaltninger i Stedet for de blot understøttende.

4 Som Grundlag for den nærmere Undersøgelse af Krigens Indvirkning vil vi i det følgende betragte Hovedlinjerne i den sociale Lovgivnings Udvikling i Evropas to Hovedlande og i de skandinaviske Lande. II. Ser man bort fra den egentlige Arbejderbeskyttelse i snævrere Forstand (Fabriklovgivningen), er Tyskland det Sted, hvor man først planmæssigt og med et bestemt Maal for Øje tager fat paa Sociallovgivningens Problem. Det sker i 1880'erne. Paa dette Tidspunkt er Tyskland paa ingen Maade det mest fremskredne Industriland i Evropa, England staar endnu ubestridt paa Førstepladsen. Men Tysklands Industri har netop begyndt paa sin vældige L T dvikling, og de sociale Følger af Industrialismen begynder at vise sig. Særlige indrepolitiske Konstellationer spillede ogsaa en Rolle. Bismarck, der i 1878 havde indledet sin Kamp mod Socialdemokratiet ved Undtagelseslove, vilde vise sig som Arbejderven. Arbejderne skulde hjælpes i deres Nødssituationer, derved haabede han at skaffe indrepolitisk Ro. Med Hensyn til den nationaløkonomiske Tankegang var Tyskland paa dette Tidspunkt ved at svinge bort fra de engelske Teorier. Saaledes indledes Tysklands protektionistiske Toldpolitik ligeledes i disse Aar. I 1881 udstedtes et kejserligt Budskab, der lovede positiv Lovgivning til»fremme af det arbejdende Folks Vel«. Der skulde skaffes Arbejderne Hjælp i Sygdomstilfælde, ved Bedriftsulykker og Arbejdsuduelighed paa Grund af almindelig Invaliditet eller Alderdom. I 1883 gennemførtes derefter Sygeforsikringsloven, i 1884 Ulykkesforsikringsloven og i 1889 Invaliditets- og Alderdomsloven. Alle tre Love hvilede paa Forsikrings- og Tvangsprincipet. Sygeforsikringen organiseredes paa den Maade, at alle Arbejdere fik Pligt til at være Medlem af en Sygekasse. Arbejderne betaler selv de to Tredjedele af det nødvendige Kontingent, den resterende Tredjedel betales af Arbejdsgiverne. Kasserne ledes af en Bestyrelse, der sammensættes af Arbejdere og Arbejdsgivere i samme Forhold, som er fastsat ved Bidragsydelsen. Arbejderne har altsaa selv Hovedindflydelsen. Sygekasserne skal yde: Lægehjælp, Medicin, Sygepenge, Hospitals

5 behandling, Begravelseshjælp, Barselhjælp. (1913: ca. 18 Mill. Medlemmer, Udgift 447 Mill. Mark.) Ulykkesforsikringen bæres af tvungne Arbejdsgiversammenslutninger (Berufsgenossenschaften), fagligt og delvis territorialt delt. Hele Udgiften, ogsaa til Administration, bæres af Arbejdsgiverne, der ogsaa selvstændigt leder Sammenslutningerne, dog under Statens Tilsyn. Ved Ulykkestilfælde faar den Tilskadekomne fra den 14. Uge (de første 13 Uger træder Sygekasserne til) nødvendig Sygebehandling og Dagpenge, to Tredjedele af Arbejdsfortjenesten ved fuld Arbejdsudygtighed. Ved varig Invaliditet betales samme Beløb som Livrente. Medfører Ulykkestilfældet Død, ydes der Begravelseshjælp og en aarlig Rente til de Efterladte paa indtil tre Femtedele af Forsørgerens Arbejdsfortjeneste. (1913: 25 Mill, forsikrede Arbejdere, Udgifter 173 Mill. Mark). Alders- og Invaliditetsforsikringen bæres af Statsforsikringsanstalter. Alle Arbejdere er tvungent forsikrede fra det 16. Aar. Forsikringspræmierne bæres halvt af Arbejderne og halvt af Arbejdsgiverne. Ved Invaliditet ydes der den Forsikrede en Livrente i Forhold til de indbetalte Præmier, og desuden giver Staten et aarligt Tilskud paa 50 Kr. til hver Rente. Fra det 70. Aar (nu 65.) faar den Forsikrede Livrenten udbetalt, selv om han ikke er Invalid. Dør den Forsikrede, ydes der (siden 1912) en aarlig Rente til Børnene og ligeledes til Enken, hvis hun selv er arbejdsudygtig. Mange Helbredelsesanstalter oprettet. (1913: 16 Mill, forsikrede Arbejdere, Udgift 220 Mill. Mark). _ Tyskland har endnu ingen almindelig Ordning af Arbejdsanvisning eller Forsikring mod Arbejdsløshed. I Englandf varede det længere, før man kom ind paa en planmæssig Udvikling af Sociallovgivningen. Den gamle individualistiske Tankegang holdt igen. Fra ældre Tid bestod der en Del Syge- og Understøttelsesforeninger, de saakaldte Friendly societies, ofte i Tilknytning til Fagforeningerne. Disse frivillige Organisationer fik i sidste Halvdel af 19. Aarh. en ret kraftig Udvikling, men der var ikke Tale om Støtte fra Statens Side, kun en vis Kontrol. 1880 begyndte man at gøre Arbejdsgiverne ansvarlige for Driftsulykker, og i følgende Love, den sidste fra 1906(Workmen's compensation act) er det

6 te Ansvar udvidet, men der bestaar stadig ingen Pligt for Arbejdsgiverne til at forsikre Ulykkesrisikoen. Der skal ydes de Tilskadekomne en aarlig Rente paa indtil 50 pct. af Arbejdsfortjenesten, og ved Død faar de efterladte udbetalt en Kapital en Gang for alle. I Begyndelsen af dette Aarhundrede satte en kraftig social Bevægelse ind i England, og de foreløbige Resultater blev i 1908 en Alderdomsunderstøttelseslov efter Forsørgelsesprincippet (Aldersgrænse 7 Aar, faste Takster) og i 1909 en mønsterværdig statsorganiseret Arbejdsanvisning. 1911 gik man videre, idet Lloyd George gennemførte den store National insurance act, der paa en Gang tog Spørgsmaalene Syge-, Invaliditets- og Arbejdsløshedsforsikring op. Man gik nu over til det tyske Tvangsforsikringsprincip. Alle Arbejdere over 16 Aar er tvungent forsikrede mod Sygdom og Invaliditet, æsentlig dog i de tidligere Friendly societies, der har Ret til at overtage Forsikringen. I dgifterne bæres af Arbejderne, Arbejdsgiverne og Staten. Ved lave Lønninger bliver Arbejderens Del af Præmien mindre, og Arbejdsgiverens Del forøges. Der ydes: Lægehjælp, Medicin, Svgepenge, Sygehus- og Sanatoriepleje, Barselhjælp (ikke Begravelseshjælp). Varer Sygdommen over 26 Uger, gaar Sygepengene over til Invalidehjælp, der kan nydes fortsat til det 70. Aar, da Retten til Alderdomshjælp indtræder. Ogsaa Forsikringen mod Arbejdsløshed blev tvungen. Foreløbig omfatter den dog kun bestemte Fag, særlig Bygnings- og Maskinindustri. Præmien betales af Arbejderne (37^ pct.), Arbejdsgiverne (37^ pct.) og Staten (25 pct.). De Arbejdsløse faar 7 sh pr. Uge. Melding til de offentlige Arbejdsanvisningskontorer. in. Af de skandinaviske Lande har Danmark i hvert Fald indtil de seneste Aar haft den bedst udviklede Sociallovgivning. Løsningen af de enkelte Spørgsmaal er kommet stykkevis, der har ikke været en stor samlet Reform, som "paa en Gang søgte at skabe et System af Sociallovgivningens forskellige Afdelinger, saaledes som i Tyskland i i88o'erne og i England i 1911. Naar vi fraregner den specielle Fabriklovgivning (Danmark fik en Fabriklov i 1873), er Alderdomsunder-

7 støtteise sloven, som kom i 1891, vor første egentlige Sociallov. At vi fik denne Lov saa forholdsvis tidlig, skyldes særlige politiske Forhold, Udsoningspolitiken mellem Højre og en Del af Venstre efter Firsernes Provisoriekampe. Tilblivelsesmaaden har ogsaa præget Loven. Der var ikke Lejlighed til at opstille indviklede Forsikringsregler. Loven giver kort og godt Personer, som er over 60 Aar, ikke kan forsørge sig selv og ikke har modtaget Fattighjælp i de sidste 10 Aar (1908 ændret til 5 Aar) Ret til nødtørftigt l nderhold. Kommunerne administrerer Loven, og Staten refunderer Kommunerne Halvdelen af Udgifterne. (1913 14: Samlet Udgift 14 Mill. Kr.). I 1892 vedtoges Sygekasseloven, der giver Statstilskud til anerkendte Sygekasser. Sygeforsikringen er i Danmark fuldstændig frivillig, men alligevel er Tilslutningen meget stor. (1914: 843.000 Medl.). Ydelser: Lægehjælp, Medicin, Hospital, Sygepenge, Barselhjælp, Begravelseshj ælp. Temmelig sent, i 1898, fik Danmark sin første Ulykkesforsikringslov, omfattende Industrien. I 1900 blev Fiskeriet inddraget under Ulykkesforsikringen, i 1905 Søfarten og i 1908 Landbruget. Loven af 1898 indførte kun Arbejdernes Erstatningspligt ved Ulykkestilfælde, ikke som Søfarts- og Landbrugsloven Forsikringspligt. Ydelser: Dagpenge, Kapitaludbetaling ved Invaliditet eller Dødsfald. 1907 fik vi Loven om offentligt Tilskud til Arbejdsløshedskasser. Staten skal, Kommunerne kan yde Tilskud. Forsikringen er frivillig. (1914 15: 57 Kasser, 140.000 Medl., Udgift 3 Mill. Kr., Tilskud 1,4 Mill. Kr.). 1913 lovfæstedes en stats- og kommuneorganiseret Arbejdsanvisning. Kommune og Stat bærer Udgifterne. 1907: Hjælpekasseloven (frivillige Fattigkasser), I 9 I 3 : Lov om Hjælp til Enkebørn. (Faste Takster.) De karakteristiske Træk i dansk Sociallovgivning er Frivilligheds- og Forsørgelsesprincipet. Der mangler Forsorg for Invalider under 60 Aar. Man søger at raade Bod herpaa ved»fattighjælp uden Fattighjælps Virkning«(Fattiglovens 61 og 63). Invaliditetskommissionens Betænkning. I Norge kom der ret tidligt Planer frem om en Arbejderforsikring efter tysk Mønster. Der blev i 1885

8 nedsat en Kommission, som skulde forberede en tvungen Sygeforsikring og en Ulykkesforsikringslov. Det gik dog langsomt med Gennemførelsen af Planerne. De gamle liberale Ideer om Individets Pligt til at sørge for sig selv var endnu fremherskende. Stortinget skød navnlig den tvungne Sygeforsikring til Side; man haabede paa, at den frivillige Forsikring vilde løse Opgaven. I 1894 gennemførtes Lov om Ulykkesforsikring for Industriarbejdere. Arbejdsgiverne paalagdes Pligt til at forsikre deres Arbejdere, og Forsikringen blev overtaget af en Statsanstalt, Rigsforsikringsanstalten. Staten betaler Administrationsudgifterne, men iøvrigt bærer Arbejdsgiverne hele Udgiften. Ved Ulykke ydes den Tilskadekomne Sygebehandling og Dagpenge (fra den 5. Uge). Ved Invaliditet ydes der en aarlig Rente og ved Død ligeledes en aarlig Rente til de Efterladte og Begravelseshjælp. I 1908 udvidedes Forsikringen til Skovarbejdere og Fiskere og i 1911 til Sømænd. Sygeforsikringsloven gennemførtes først i 1909. Den organiseredes efter tysk Mønster med tvungent Medlemsskab for Arbejderne. I hver Kommune skal oprettes en Sygekasse, der administreres af en af Kommunalbestyrelsen valgt Ledelse. Dog bestaar der endnu enkelte private Sygekasser, som kan erstatte de offentlige Kasser. Præmierne betales med 6 Tiendedele af Arbejderne, i Tiendedel af Arbejdsgiverne, 2 af Staten og 1 af Kommunerne. Ydelser: Lægehjælp (ikke Medicin), Dagpenge, Barselhjælp, Begravelseshjælp. (1914: 335 000 Medl. Udgifter 8 Mill. Kr.). I 1906 lovordnedes en offentlig Arbejdsanvisning, væsentlig kommunal, og samtidig vedtoges en Lov om Tilskud til anerkendte Arbejdsløshedskasser. Nærmest samme Princip som den danske Lov, men lavere Tilskud (en Tredjedel af Ydelserne). Tilskudet bæres med en Tredjedel af Staten og to Tredjedele af Kommunerne. Alderdoms- og Invaliditetsforsikring findes endnu ikke i Norge, men der ligger udarbejdet et Forslag om en almindelig Folkeforsikring. (Bidragspligt for alle Mænd og Kvinder fra 16 Aars Alderen). I Sverige begyndte man i sidste Fjerdedel af det 19. Aarhundrede at drøfte Spørgsmaalet om social Lovgivning paa forskellige Omraader, Kommissioner blev ned-

9 sat osv., men først i indeværende Aarhundrede er der gennemført virkelige Reformer. Sygeforsikringen har udviklet sig under frivillige Former som i Danmark, men langt fra i samme Grad. Fra 1891 kunde Sygekasserne registreres og derved opnaa et mindre Tilskud fra Staten. Ved en ny Lov af 1910 blev der dannet et Centraltilsyn, og Statstilskudet blev forøget, men mange Kasser holder sig stadig udenfor Registreringen. De fleste svenske Sygekasser yder kun Pengehjælp, ikke Lægehjælp eller Medicin. For Tiden overvejer man Indførelse af tvungen Sygeforsikring. Sverige fik sin første Ulykkesforsikringslov i 1901. Den indførte Arbejderes Erstatningspligt ved Ulykkestilfælde, men ikke Forsikringspligt. Der oprettedes en Rigsforsikringsanstalt, hvor Arbejdsgiverne, hvis de vilde, kunde forsikre Arbejderne. Ydelserne var meget lave, baade Dagpenge og Erstatning ved Dødsfald, og for de første 60 Dage skulde der slet ikke gives Erstatning. Fagforeningerne har dog ofte tarifmæssig Aftale om bedre Forsikringsvilkaar. I 9 I 3 gennemførtes i Sverige en Alderdoms- og Invaliditetsforsikring, indrettet efter Principet: tvungen Folkeforsikring. Enhver Mand eller Kvinde betaler Præmie fra det 16. 67. Aar; fra 3 til 13 Kr. aarlig efter Indtægtens Størrelse. "Ved Invaliditet eller efter det 67. Aar ydes en Pension, beregnet efter de ydede Præmier, og for invalide Personer, hvis Aarsindkomst ikke naar 300 Kr. (Kvinder 280 Kr.) ydes et Pensionstillæg af Stat og Kommune paa Halvdelen af det Beløb, Indtægten er under de nævnte Beløb. Forsikringen administreres af en Centralledelse for hele Landet, Pensionsstyrelsen og en Mængde lokale Pensionsnævn. Offentlig Arbejdsanvisning begyndte i Sverige i 1902 af Kommunerne. Den er siden udviklet ret stærkt, og fra 1907 ydes der Bidrag af Staten, som ligeledes udøver en vis kontrollerende Virksomhed. Arbejdsløshedsforsikring findes ikke i Sverige. IV - Socialpolitiken er Fredens Værk. Dens Institutioner er skabt for et arbejdende, fredeligt Samfund. Krigen er Ødelæggelse og Forstyrrelse af alle økonomiske og sociale Forhold. Hvorledes er det da gaaet de bestaaende social-

IO politiske Institutioner under Verdenskrigens Ragnarok? Hvis man før Krigen havde stillet et lignende Spørgsmaal, vilde de fleste sikkert have besvaret det meget pessimistisk, og Pessimismen vilde ikke have været uberettiget, om end mangt og meget ogsaa paa Socialpolitikens Omraade har faaet et andet Forløb under Krigen, end man havde ventet. At Krigstilstanden maatte øve betydelig øjeblikkelig Indflydelse overalt var givet. (Virkningerne forskellige i krigsførende og neutrale Lande. Endvidere forskellige, eftersom Socialforsikringen er ordnet i de forskellige Lande). For de krigsførende Landes Vedkommende ligger Forholdene bedst belyste for Tyskland, men iøvrigt kan man ved Sammenligning nogenlunde gøre sig klar over Virkningerne ogsaa i andre krigsførende Lande. I Tyskland, hvor det egentlige Forsikrings- og Tvangsprincip er mest konsekvent gennemført i Sociallovgivningen, danner de forskellige Forsikringsinstitutioner et i sig selv hvilende Hele, og voldsomme Forstyrrelser i Samfundets normale Liv paavirker derfor disse Institutioner meget stærkt. De tyske Sygekasser led ved Krigens Udbrud et Medlemstab paa ca. 30 pct. Dette skyldtes dels Mobiliseringen og dels Arbejdsløsheden. (Under tvungen Sygeforsikring vil Medlemsskabet saa godt som altid ophøre, naar Arbejdsløshed indtræder). Denne Svækkelse i Sygekassernes Stilling var forudset, og allerede 4 Dage efter Krigens Udbrud vedtog Rigsdagen en Lov, der dels gjorde Bevarelsen af Medlemsskabet lettere, dels indskrænkede Kassernes Ydelser og satte Bidragene op. Men med sejg Energi arbejdede Sygekasserne sig hurtigt op imod deres tidligere ^ delser, ja tog endogsaa helt nye Opgaver op til Løsning. Krigen trykker dem stærkt, men deres Livskraft er ikke svækket. Invaliditets-Forsikringsanstalterne lider i Tyskland store økonomiske Tab under Krigen, dels ved formindskede Indtægter og dels ved stærkt forøgede Udgifter til Invalider og forsørgerløse Børn. Men alle Ydelser opretholdes, og man har endogsaa under Krigen (Juni 1916) nedsat Grænsen for Ret til Aldersrente fra 70 til 65 Aar og udvidet Retten til Hjælp for efterladte Børn. I Krigens første Aar, da Arbejdsløsheden var særlig stor i Tyskland, tog man øjeblikkelig den Opgave op at yde særlig organiseret Arbejdsløshedshjælp.

II I England kom Krigens Virkninger ikke saa pludseligt over Forsikringsinstitutionerne som i Tyskland. Krigstjenesten har først lidt efter lidt lagt Beslag paa større Dele af Befolkningen. Sygekasserne har vist sig at kunne løse deres Opgaver trods en ikke ringe Nedgang i Medlemstal, men Invaliditetsforsikringen vil muligvis kræve en Omorganisering for at kunne bære den særlige Belastning, som Krigen medfører. Den stærke Arbejdsløshed i Krigens Begyndelse tvang til en Udvidelse af Arbejdsløshedsforsikringen, og man anvendte der Former, som ligner det danske System, nemlig Statstilskud til Fagforeninger, der yder Arbejdsløshedshjælp. I de nevtrale Lande har først Arbejdsløsheden og dernæst Dyrtiden stillet Krav om Indgriben. I Danmark er der ved midlertidige Love bevilget fortsat Hjælp til Medlemmer af Arbejdsløshedskasser og ligeledes er Understøttelsesbeløbet forhøjet ved offentlige Tilskud. I de norske Arbejdsløshedskasser er Understøttelsen ligeledes forhøjet, og desuden er ved ny Lov af 1915 det offentliges Tilskud som varig Foranstaltning forøget fra en Tredjedel til Halvdelen af Kassernes Udgifter til Understøttelse. De nordiske Lande har desuden netop under Krigen og i mange Tilfælde under Tryk af Krigssituationens Virkninger foretaget betydningsfulde Fornyelser og Fremskridt med Hensyn til allerede bestaaende Sociallove. Norge: Ny Sygekasselov, Fabriklov og Ulykkesforsikringslove. Sverige: Ny Ulykkesforsikringslov, Forbedring af Pensionsloven. Danmark: Ny Ulykkesforsikringslov og Sygekasselov. En særlig Gren af den sociale Lovgivning, den specielle Fabriklovgivning, syntes stærkt truet i de krigsførende Lande. Adskillige Bestemmelser blev ophævede af Frygt for, at de skulde hindre»krigsindustriens«fri Udfoldelse. V. Vi har set, at de bestaaende Sociallovgivnings-Institutioner i de krigsførende Lande er opretholdt under Krigen, og at der endogsaa har fundet Videreudvikling Sted. T Virkeligheden er disse Institutioner blevet et saa betydningsfuldt Led i hele Samfundsbygningen, at deres Bevaring og Udvikling anses for en af Statens vigtigste

12 Opgaver selv under saa frygtelige Forhold, som Krigen bringer. Hvorledes vil det nu gaa efter Krigen? Til Belysning heraf maa det først undersøges, om ikke selve Krigstilstanden og de til Krigen knyttede Omvæltninger og Forstyrrelser i det normale Samfundsliv medfører Forhold, der vil kunne faa Betydning for Sociallovgivningen efter Krigen. Med andre Ord: Vil Krigen efter Krigen skabe nye Problemer for den sociale Lovgivning eller stille de tidligere Problemer skarpere frem, saa Kravet om Foranstaltninger nødvendigvis maa forstærkes? Paa adskillige Omraader vil dette blive Tilfældet, og man kan allerede under Krigen spore Nydannelser, som vil kræve fortsat Udvikling netop i Fredens Tider. Ft meget alvorligt socialt Problem umiddelbart efter Krigens Ophør bliver Arbejdsløshedsspørgsmaalet. Det dukkede frem i Krigens første Tid, men traadte atter tilbage. (Produktionens Omlægning til Krigsindustri. Tilbagevenden til normale Forhold efter Krigen vil sikkert gaa langsomt). I Lande, hvor man allerede havde Arbejdsløshedsforsikring, blev denne udviklet eller fik særlig Støtte. (England, Danmark, Norge). Man kommer sikkert til at gaa videre eller i det mindste gøre foreløbige Foranstaltninger varige. I Tyskland har hele Arbejdsløshedsproblemet i Forbindelse med Spørgsmaalet om en rationel Ordning af Arbejdsanvisningen under Krigen været Genstand for en alvorlig og interesseret Drøftelse, og der er al Grund til at vente positive Resultater efter Krigen. I Sverige drøftes det samme Problem. Holland har faaet Arbejdsløshedsforsikring under Krigen. Et andet socialt Problem, som vil skyde sig stærkt i Forgrunden efter Krigen, er Forsorgen for Børn, taget i Begrebets videste Betydning. Paa intet andet socialt Omraade kommer Samfundets Interesse saa stærkt frem som ved Børneforsorg. Børnene er den næste Slægt, og Menneskematerialets fysiske og aandelige Beskaffenhed er af største Betydning for Samfundets Bestaaen og Udvikling. Humane Synspunkter har vel altid spillet en stor Rolle, naar der har været Tale om sociale Foranstaltninger til Gavn for Børnene, men Samfundssynspunktet ligger umiddelbart nær, og saa snart man gaar over fra den ne-

i3 gative, d. v. s. blot beskyttende til den positivt fremmende Omsorg for Børnene, er det sikkert Samfundsmomentet, der er den egentlige Drivkraft. I de krigsførende Lande vil Krigens Ødelæggelse af Mennesker føles som en af de tungeste Byrder, ikke blot personligt for de enkelte Individer, men ogsaa for Samfundet. Dette vil anspore til Menneskeøkonomi paa mangfoldige Omraader, men det Omraade, hvor der rnest virkningsfuldt vil kunne øves Paavirkning, er netop Børneforsorg. Foruden Staternes direkte Mennesketab ved Krigen medfører Krigstilstanden en meget stærk Nedgang i Fødslernes Antal. Undersøgelser i Tyskland har vist en Tilbagegang i Fødslernes Antal paa ca. 20 30 pct. Da Tysklands normale Fødselstal før Krigen var ca. 2 Mill, aarlig, betyder det et aarligt Fødselstab paa ca. 500.000. I de andre krigsførende Lande er Forholdet et lignende. Den Tanke ligger nu ikke fjærn at søge at fremme Fødslernes Antal ved at gøre de økonomiske Byrder ved Børnefødsler og Børneopfostring lettere, men selv om man ikke direkte vil tage Sigte paa at øge Fødslernes Antal ved sociale Foranstaltninger, vil man i hvert Fald sikkert udvikle de offentlige Bestræbelser for at bevare Menneskeliv, navnlig ved at søge Børnedødeligheden formindsket. Som Foranstaltninger med dette Formaal for Øje kommer navnlig i Betragtning Hjælp til Moder og Barn under og i den første Tid efter Fødslen. Barselhjælp er som omtalt tidligere ikke noget ukendt Begreb for Sociallovgivningen; i de fleste Lande findes den knyttet til Sygeforsikringen. I et enkelt Land, Italien, er der i 1910 som speciel Foranstaltning indført tvungen»moderskabsforsikring«for alle kvindelige Arbejdere. (Danmark: Fabriklovens 29). Som Helhed maa det dog siges, at den Hjælp, der hidtil er ydet, er ringe. Hvis man vil vente særlige Virkninger, maa der væsentlige Udvidelser til. Kvindernes stærke Deltagelse i industrielt Arbejde vil yderligere skærpe Trangen til Forholdsregler. I Tyskland har man under Krigen gjort et betydeligt Skridt fremad med Hensyn til Barselhjælp. Ved betydelige offentlige Tilskud er Sygekassernes Ydelser til fødende Kvinder sat op, og man er gaaet langt ud over den Kreds af Kvinder, der hidtil har tilhørt Sygekasserne. For saa vidt er man gaaet over fra Forsikrings- til Forsørgelsesprincipet. Der ydes særlig Hjælp, hvis Moderen

14 selv ammer Barnet. Maksimumshjælp er 133 Mark. Man betegner vel i Tyskland de trufne Foranstaltninger som»krigsbarselhjælp«, men det betragtes som givet, at man vil fortsætte ogsaa efter Krigen. Forsorgen for Børn kan paa forskellig Vis udstrækkes til Tiden efter den spæde Alder. Bespisning, særlig Skolebespisning. I det hele vil økonomisk Opfostringshjælp sikkert blive udvidet i de kommende Aar. (Norsk Lov af 1915 om Forsorg for Børn. Forandret Samfundssynspunkt overfor Børn født udenfor Ægteskab). VI. Sociallovgivning er Samfundets Regulering af Forholdet mellem Individerne. Berettigelsen af saadan Regulering eller»indgriben«benægtedes af den liberale Nationaløkonomi som Princip, omend man selv i den liberale Økonomis Blomstringstid maatte gøre Nødvendigheden visse Indrømmelser. Sociallovgivning har altid og vil ogsaa i Fremtiden møde Modstand, fordi der er Interessemodsætninger mellem Samfundsklasserne. Krigen vil intet forandre deri. Men Krigen har givet Statsmaskineriet større Raaderum, baade i krigsførende og nevtrale Lande, fordi Nødvendigheden bød. Statens Funktioner er udvidede, i det store og hele selvfølgelig kun som foreløbige Foranstaltninger, men Samfundet er saa meget Organisme, at en saadan Tilvænningsproces til nye Former næppe undgaar at sætte Spor for Fremtiden. Individets Indordning under Statshensyn er i de krigsførende Lande, selv i England, gennemført med saa haard Konsekvens, at man knapt kan tænke sig en fuldstændig Tilbagevending til tidligere Former. Bortset fra alle andre Følger af Krigen for den fremtidige Samfundsudvikling er der Grund til at antage, at Statens Indgriben paa økonomiske og sociale Omraader vil forstærkes. Fremtidens Sociallovgivning vil sikkert i endnu stærkere Grad end før bæres frem ikke af humane Stemninger og Følelser hvor værdifulde disse end kan være for Udviklingen men af Statens A ilje til at regulere Samfundsforholdene, hvor man mener, at Samfundets Vel kræver en saadan Regulering. Der er derfor ikke ringe Grund til at antage, at Sociallovgivningen vil udvide sig til Omraader, der ligger udenfor den egentlige Socialforsikring eller -forsorg. Der

15 kan være økonomiske Forhold, hvis sociale Betydning- er saa stor, at man mener det forsvarligt at gribe ind med Samfundsregulering. Som Eksempler kan nævnes det rent økonomiske Forhold mellem Arbejdere og Arbejdsgivere og Forholdet mellem Producenter og Forbrugere. I Virkeligheden er Samfundets Indgriben paa disse Omraader allerede praktiseret før Krigen, og for saa vidt er det ikke helt Nyland for Socialpolitiken. Forholdet mellem Arbejdere og Arbejdsgivere har allerede i snart en Menneskealder været Genstand for offentlig Regulering i Australien. Arbejdstid og Arbejdsløn fastsættes ved særlige Domstole. Motivet til denne offentlige Regulering har her været Ønsket om at skaffe»arbejdsfred«. I de fleste af Evropas Stater findes der offentlige Institutioner, hvis Formaal er det samme, men som Hovedregel har Bestræbelserne hidtil gaaet ud paa at fremme frivillig Forstaaelse mellem de to Parter. Eksempler paa Tvangsindgriben fra Statens Side findes dog ogsaa, saaledes i England under den store Kulstrejke i 1912. Et andet Motiv for Statens Indgriben kan være, at man vil sikre Arbejderne en rimelig Løn. I denne Henseende kan man pege paa den engelske Lov af 1909 om offentlig Fastsættelse af Hjemmearbejderes Løn. Under Krigen har Statsmagtens Indgriben i Forholdet mellem Arbejdere og Arbejdsgivere taget stærk Fart, særlig i de krigsførende Lande. Begge de ovennævnte Motiver: at skabe»arbejdsfred«og at sikre Arbejderne en nødvendig Løn har rimeligvis virket sideløbende. Hyppigst er de trufne Foranstaltninger vel kun foreløbige, men selv dette medfører Sædvaner, som kan faa fremtidig Betydning. Ogsaa positiv Lovgivning har Krigen medført. I Frankrig er der saaledes i 1915 vedtaget en varig Lov om Fastsættelse af Løn for Hjemmearbejdere (efter det engelske Mønster). I Norge er der i 1916 vedtaget Lov om tvungen Voldgift i Lønkonflikter. Norges vigtigste Industrier arbejder for Tiden med statsfastsatte Løninger. Den norske Lov er foreløbig kun bestemt til at gælde under Krigen, men skønt baade Arbejdere og Arbejdsgivere er Modstandere af Loven, slipper man næppe bort fra den. Tilsyneladende er Springet langt fra offentlig Regulering af Lønforholdet til offentlig Regulering af Prisforhold. Men alligevel er der Berøringspunkter. Dette er